Men lidt om de problematikker, vi vil møde i den nærmeste fremtid. Vi skal finde en løsning til hvordan hun kan komme frem og tilbage til skolen.

Transkript

1 Fra: Rita Vinter Emne: Sarah Dato: 7. okt kl CEST Til: Janni Lærke Clausen Hej Janni. Jeg vil lige fortælle lidt om Sarah, inden du møder hende. Der er selvfølgelig meget mere end jeg kan nå i denne mail, men synes det er meget vigtigt med lidt baggrunds viden for at forstå Sarahs verden. Jeg kender min datter og forstår hendes adfærd uden at hun skal forklare mig det, for jeg tror ikke hun selv er klar over det. Sarah fortæller ikke meget, så for fremmede er det ikke nemt at forstå Sarah, da alle ser hende som en altid glad og frejdig pige, som aldrig beklager sig og griner sig igennem alt. I børnehaven var man bekymret for for hendes følesanser, da hun kunne slå sig gevaldigt, og alligevel rejse sig op og grine videre. Men Sarah har følelser. Og når Sarah er ked af det og viser det, er der VIRKELIG noget galt. Sarah vil ikke være til besvær for nogen. Hun minder meget om mig i min tidlige barndom, hvor jeg ihvertfald skulle vise at jeg kunne klare alt selv. Og ingen skulle se mig være ked af. Jeg gemte alt bag min glade facede, men inderst inde var jeg jo bare en meget sensitiv sjæl som gemte min sårbarhed bag et kæmpe smil. Og sådan er Sarah. Derfor er MIN Sarah en helt anden Sarah end JERES Sarah, da hun aldrig ville vise sin sårbarhed for omverdenen og det er min bøn, at alle instanser som har med Sarah at gøre nu og som vil komme ind i hendes liv fremover vil lytte til mig før de dømmer den Sarah, som de møder og oplever. Men lidt om de problematikker, vi vil møde i den nærmeste fremtid. Vi skal finde en løsning til hvordan hun kan komme frem og tilbage til skolen.

2 Hun tør ikke køre med skolebussen alene. Det forstår jeg godt, for når man ikke kan se, hvad der sker, men kun kan høre en masse børn, som snakker og nogen kommer måske i berøring med dig, bliver man usikker og utryg. utryg ved at hun ikke ved hvad der rammer hende, for hun har ingen chance for at undvige eller flytte sig. Usikker på stemmerne, som i hendes verden fylder alt for meget i kompensation for det tabte syn. Hun har behov for at se verden, og det gør hun ved at spørge hele tiden hvor er vi henne? Hvad er der udenfor vinduet? Hvor mange biler er der? Hvilke farve har de? Hvor mange biler er der på den anden side? Hvordan ser chafføren ud? hans hår, hans tøj, hans alder? Hvad er det for en lyd? Er himlen blå? Hvor er vi nu? Hvor hurtig kører vi? Hvor mange gang skal jeg tælle før vi når til krydset? Er der nogen træer? hvor store er de? Hvad var det for en fugl? Var den lille eller stor? Hvor kom den fra? hvor fløj den hen? ja, sådan foregår det hele tiden når man er sammen med Sarah ligeså snart hun er uden for vores hjem. Vi bliver stimuleret gennem vores syn. Med et blik har vi opfanget alt det, som det tager Sarah mange min og som hun spørger sig til. For Sarah har behov for at se, for at skabe et billede af verden. Jeg er blevet ret god til at fortælle så hun ikke skal spørge så meget, og til at lade hende føle sine omgivelser (når vi går i butikker, fortæller jeg om tingene i butikken, mens hun føler dem.. Fortæller om overgange fra fliser til asfalt for at hun lærer at se med fødderne..). I lalandia kunne heidi ikke finde vej fra bade land til vores hus, men Sarah hjalp hende på vej, til stor forundring for Heidi. Og Sarah sagde jamen Heidi.. Det er da nemt nok.. jeg lytter bare til kørestolen, for jeg ved hvordan kørestolen lød når vi var nået til de forskellige steder fantastisk, ikk? Jeg har prøvet det samme. At have lukket øjne forskellige steder. Og Sarahs teknik er god nok. Det skaber en ro at vide, hvordan omgivelserne er og man danner et billede, så man er en del af det.

3 Og det samme gælder selvfølgelig en taxi. Jeg ville blive lykkelig, hvis der var et alternativ så jeg ikke var afhængig af at hente og bringe hende. Det eneste alternativ er, at en voksen kan følge hende, så hun ikke lander i det mørke hun frem og tilbage til skolen. Desuden vil hun gerne prøve at gå i SFO. Jeg kender udfaldet: Der er for mange børn og støj niveauet vil knække hende. Og ikke mindst: At hun ikke kan det samme, som da hun kunne se. Hun kender kun SFO som et sted, hvor hun leger, hygger og er sammen med mange børn. Hun kender ikke til at være i SFO som blind og møde de begrænsninger som hendes handicap medfører. Hun skal konfronteres med det, før det går op for hende. Det samme skete da hun begyndte i skole. Hun glædede sig til frikvarteret (som hun sagde til mig: mor, jeg glæder mig til at komme ud på legepladsen og klatre op til rutsje banen og klatre væggen. Det var noget af et nederlag og det endte med at efter 10 min ville hun ind i klassen, for der kunne hun jo sidde og tegne. Og alle de nederlag og knubs, som hun møder i hendes hverdag, skal der samles op på, når hun kommer hjem igen. Jeg undrede mig over at hun de sidste par dage har været så panisk, hvis jeg ikke lige var indenfor rækkevidde, for vi plejer nu nok at kunne sidde i hvert sit rum (stuen og køknet) blot ved at snakke sammen, så hun føler, at jeg er der. Det har taget os 6 måneder at nå hertil. Men den sidste uge har hun hele tiden været ved min side, uanset hvad jeg lavede, og med en afstand, så hun kunne røre ved mig ved blot at række armen ud. Og var jeg stille i 30 sek, skreg hun panisk efter mig, trods jeg lige stod en meter fra hende. Hele hendes ansigt vrider sig i rædsel når det står på. Det er så tydeligt at se, at det er en ægte panik, som nok kun få har prøvet at være i. Og det gør så ondt at se mit barn i den tilstand, især når jeg ikke forstår, hvor den kommer fra.

4 Som sagt siger Sarah ikke så meget, så selv om jeg spurgte ind til det, ville hun ikke komme med en begrundelse for denne nye adfærd. Lige indtil vi kørte i skole i dag. Jeg skulle til møde med lærer kl 13, og da jeg nævnte dette for hende, gik hun i panik, for i hendes verden var ordet møde og snakke det samme som at hun skulle være alene. Jeg forsikrede hende om at Dorthe (støttepersonen på skolen) ville være hos hende, mens jeg var til møde og hvis Dorthe ikke kunne, kom hun med ind til mødet. Men Sarah stolede ikke på mig. Sådan har hun aldrig opført sig før. Men da jeg spurgte ind til hende via lange omveje, kom vi frem til det egentlige problem: Hendes klasselærer havde bedt Dorthe gå med ham ud og snakke alene og ladet Sarah sidde alene tilbage i klassen, og Sarah var brudt sammen i gråd. Dette var jeg slet ikke blevet informeret om. Desværre havde de gentaget seancen igår, for som klasselæreren havde sagt til Sarah: Du kan ligeså godt vænne dig til og lære at være alene Se, det er i den grad mangel på forståelse for den blindes verden. Og igen var hun brudt i gråd. (skal lige siges, at klasselæreren havde gjort det i en god mening.. at Sarah skulle lære at blive selvhjulpen desværre synes jeg ikke der blev taget højde for Sarahs handicap og at meningen med at blive selvhjulpen får en anden drejning, når vi snakker om at selvstændiggøre en blind pige) Konsekvenserne for skolens uheldige forsøg med at gøre Sarah selvhjulpen er, at vi er gået 3 måneder tilbage i hendes udvikling og angsten af at blive overladt alene fylder meget i hendes hoved. For hvert skade sket rykker vi tilbage til dag 1. Hele Sarahs selverkendelse er bygget op omkring tryghed, tillid og sikkerhed. Og en misforstået handling, som den klasserlæreren udførte, kan ødelægge Sarahs eksistensgrundlag. Hun lever i forvejen i et liv i mørke, hun kræver ikke meget. Det eneste hun kræver er at leve i trygge og sikre rammer. Det må vi kunne give hende. Det er det eneste, jeg kan give hende.

5 Ja, Janni jeg kan jo blive ved. Dette er kun en lille procent del af Sarahs verden. Jeg vil så gerne at du lærer Sarah at kende, og det ved jeg at du gerne vil inden en afgørelse. Men Sarah kan ikke beskrives som en bog fra a-z. Der er meget mere at fortælle om Sarahs verden og hendes måde at tackle tingene på, og det kommer henad vejen ;) Når du kommer, skal du bare spørge om alt du har lyst til. Vi er meget åbne omkring ulykken og vores liv og vil hellere end gerne have Sarahs historie ud i offentligheden (det er den allerede kommet), for det fortjener Sarah. Det var lidt for nu vi glæder os til at møde dig. hilsen Sarah og Rita