Transskription af interview Jette

Transkript

1 Transskription af interview Jette I= interviewer I2= anden interviewer P= pædagog Jette I: Vi vil egentlig gerne starte med at spørge dig, om du selv er en del af en kernefamilie? P: Det er jeg, ja. Jeg er gift med Lennart, og vi har to børn sammen. I: Hvad synes du, en familie er? P: En familie det er Jamen umiddelbart, så vil man jo sige, at det er mor og far og børnene. Men jeg synes, det vigtigste er, at det, der skaber en familie, er sammenholdet og kærligheden til hinanden I2: Okay en familie er sammenhold Hvordan hænger familie sammen med, at der er mor og mor? I: Er det også en familie? P: Det er også en familie, ja. I2: Er det en kernefamilie? P: Hmm. Det ved jeg ikke, for jeg synes egentlig, at det der kernefamiliebegreb, det bliver lidt udvisket nu om dage. Altså det behøver jo ikke kun at være, fordi det er mor og mor eller far og far, der er jo også mor og bonusfar eller far og bonusmor. Så det bliver udvisket. Så jeg synes begrebet kernefamilie er svært i dag. Men et eller andet sted, så tror jeg.. og sådan er det jo også inde i mit hoved, for det startede jeg med at sige Så tror jeg, at jeg forbinder kernefamilie med en mor, en far og børn. I: Tænker du over familieformerne i mødet med børnene forældre i vuggestuen? P: Altså når nu jeg? I: Når nu du arbejder her og møder dem, når de starter? Og i dagligdagen, tænker du over, hvordan deres familie er? P: Nej ikke hvis det ikke har nogen indvirkning på børnene. I tilfælde hvor man kan sige, at der har familieformen, eller den måde familien lever på, en indvirkning på børnene, der tænker jeg på det selvfølgelig. Men hvis børnene fungerer lige så fint som alle andre børn, så tænker jeg ikke over det. I: Tænkte du over det første gang Maria og Lotte kom her? Hvad tænkte du så?

2 P: Så tænkte man, ej hvor sjovt. Det bliver spændende at se. Og jeg synes i starten også, det var sådan spænende at se, fordi man tænkte ej to børn og to voksne det bliver dobbeltpylret, så man tænkte de børn, de skal bare ud og møde nogle udfordringer. Men når så man møder Maria, Lotte og børnene, så er de jo bare ligesom alle andre mennesker. Så nu så tænker man ikke over det. I: Så nu er det meget naturligt? P: Det er meget naturligt, ja. Børnene de tænker jo slet ikke over det, og jeg synes egentlig, at selvfølgelig når nogen af børnene siger, min far henter mig, så kan man godt have det sådan lidt, ved de, hvad en far er? Og i starten kunne pigerne godt have det sådan lidt, når der var nogen fædre, der kom og hentede, så kunne pigerne godt være lidt betuttede. Hvor man kunne være sådan, gud er de bange for mænd? Ser de ikke nok mænd i deres omgangskreds?, men sådan tænker vi ikke mere. Men immervæk så er det jo sådan, at vi ved med både Lotte og Maria, at vi til hver en tid kan spørge dem, men vi gør det bare ikke. I: Men I føler godt, at I kan? P: Det føler jeg helt sikkert. Jeg føler, at de egentlig er meget åbne omkring deres situation. I: Har du følt, at de selv har tænkt over, at de ikke er en far og mor, men mor og mor, der kommer? P: Både og.. Jeg tænker lidt, at de tænker, at fordi de ikke er en almindelig kernefamilie, så er det vigtigt, at de gør det rigtig rigtig godt. Det kan nogle gange godt være rigtig hårdt for dem, fordi de føler, de skal yde mere end andre overfor børnene og i forbindelse med børnene. I2: For ellers vil folk tænke, at det har noget at gøre med deres situation? P: Ja lige præcis. I2: Hvorfor tror du, at de føler det? P: Jamen jeg synes, man kan mærke det på den måde, at selvfølgelig er det vigtigt for alle forældre at gøre det bedst muligt overfor deres børn, men jeg synes, man kan mærke det med dem lige en tand mere. De spørger meget indtil børnene, og det ligger dem meget på sinde. De spørger meget ind til det faglige, som har I nogle gode ting, vi kan læse og om udvikling med børnene. Det er de meget meget obs på. I2: Hvilket du forbinder med, at deres situation er anderledes? P: Ja, det tror jeg. I: Føler du, at andre forældre i situationen studser over, at her er en familie med to mødre? P: Nej, overhoved ikke. I: Vi fik at vide i går, at Maria og Lotte er den eneste familie, hvor det er andet end mor og far. I har ikke før haft sådanne familier?

3 P: Nej, ikke i min tid. I: Hvad med enlige mødre? P: Dem har vi jo en del af. I2: Og føler de også, at de skal gøre ekstra meget ud af det, fordi deres situation er anderledes? P: Nej, det føler jeg ikke. I2: Så det er fordi, de er to kvinder? P: Ja det tror jeg Men det er jo bare noget, jeg tror. I2: Ja, men det er ikke alle familietyper, hvor det ikke er mor, far og børn, hvor du tror, de føler sådan? P: Nej. I: Tænker du i samværet med børnene på, hvilken baggrund de har? P: Overhoved ikke. I: I går så vi, at I talte meget med børnene om, hvem der kommer og henter dem. Tænker du over, at du lige skal huske at sige mommy i stedet for far? P: Nej. I starten synes jeg, det var lidt underligt. Men nu er det bare sådan, det er, og jeg tænker ikke over det. I: Hvorfor tror du, at du synes, det var underligt i starten? P: Jamen det er jo, fordi man er vant til enten at sige mor eller far, så mor og mommy er man ikke vant til at bruge. I2: Det ligger ikke lige i munden? P: Nej det ligger ikke lige i munden. Og det er svært for børnene at skulle sige. Men et eller andet sted, så kan jeg jo også som mor sagtens følge, at hun jo ikke bare vil hedde Lotte. Hun er jo mor, og de kan ikke hedde mor begge to, så det er jo et valg, de har taget. Det respekterer vi fuldstændig. I: Ja.. P: Lige nu, der bruger vi mommy rigtig meget, fordi vi øver pigerne i at sige det. I2: Nå, det er derfor, I siger det så meget. P: Ja. I: Ja, for vi tænkte også over det, men det er simpelthen for at lære dem det? P: Ja for Lotte hun er lidt ked af, at de ikke kan sige mommy. Så de øver det rigtig meget derhjemme, og det gør vi så også her. I: Nu har vi set, at I har lavet busserne (red. navnekortene) derude med mor og far og mor og mommy. Er der andre sedler, I har lavet om?

4 P: Nej, ikke rigtig. I: Er det bevidst, at ballonkortene kun har navne på forældrene og ikke betegnelserne mor og far foran? P: Det er tilfældigt. Helt tilfældigt. I: Og hvad med de stamkort, vi hørte om i går, med informationer om barnet. Er de henvendt til mor og far? P: Jamen der er selvfølgelig et felt, hvor de skal udfylde mors navn, adresse og cpr-nummer, og så er der selvfølgelig det samme for ens far. Men der er det bare blevet streget over, og så står der mor. I2: Tror du, at det kunne laves om, så man ikke behøvede at strege over? P: Lige nu slår det mig, at der bare kunne være to felter, hvor der foroven stod forældre. Det kunne man jo sagtens gøre. I2: Men I tænkte ikke over det, dengang de skulle udfylde felterne? P: Overhoved ikke. I2: Får I de papirer sendt ud kommunalt, eller er det nogen, I har lavet i institutionen? P: Jeg tror faktisk, det er nogen, vi selv har lavet. I2: Og dengang tænkte I ikke over det? P: Overhoved ikke. Jeg tror de er gået i arv, helt fra institutionen startede. De er aldrig blevet lavet om, tror jeg. I2: Hvad skulle der til for at de blev lavet om? P: Tid! I2: Tid? P: Tid Det er sådan set det eneste. I2: Hvad hvis det er en enlig mor? P: Altså ved skilsmisse? I2: Nej hvis det fx er en, der har valgt at få et barn alene. Laver man så kryds over faren? P: Ja, så kan man jo kun udfylde et felt. Men vi har faktisk ikke nogen i forældregruppen, der har fået et barn alene. Vi har en af de andre pædagoger. Hun har fået to donorbørn. I: Okay. Er det noget, I snakker om? P: Nej, det synes jeg ikke. I: Jeg tænkte bare, når hun selv er i en situation, hvor hun ikke er i en typisk familie, kunne det så have en indflydelse på, hvordan I tager imod andre typer familier? Det lyder som om, det var meget

5 naturligt for jer at tage imod Maria og Lotte. Tror du, hendes situation kan have haft nogen betydning for det? P: Det er meget svært at svare på. Jeg tror ikke, det har noget med sagen at gøre. Jeg tror bare, det er fordi, vi er dem, vi er. Vi er glade for at være her og arbejde med mennesker. Det er vigtigt for os, at alle føler sig velkomne. I2: Ja, det kan man godt mærke. I: Ja, meget P: Det er dejligt. I: I går sagde en anden af pædagogerne, at hun troede, vi ville have oplevet noget andet i en institution i København. Tror du, at der stor forskel på familieformerne her i forhold til en institution i København? P: Nej, det tror jeg ikke Hvis det skulle være mere normalt i København, så kan man jo se på, hvor Lotte og Maria har valgt at bosætte sig. I en lillebitte by der tænker man måske, der er fordomme, men det fornemmer jeg faktisk ikke, at de føler, der er. I2: Så der er ikke nogen, der har snakket om, at der et par af to kvinder, der er flyttet til byen? P: Overhoved ikke. I2: Nu er i selvfølgelig en vuggestue og ikke en børnehave, så børnene forstår jo ikke så meget i bøger. Men har I nogensinde snakket om at få fat i fx nogen af de bøger, der er lavet, som handler om Anders med to mødre. Der er blevet lavet litteratur, der fortæller om, at der findes masser andre familieformer og også om skilsmissefamilier. Har I snakket om, at I måske skulle få fat i andre sange, fx om to han-giraffer, der kysser? P: Haha. Nej, det har vi aldrig snakket om. Det har vi ikke. I2: Nej okay. Og heller ikke nu, hvor I faktisk har en familie med to mødre? P: Nej, jeg tænker mere, at fordi vi nu er dem, vi er, så er det oplagt, at vi skal tale om det, når børnene kan. Det ved jeg også, at Lotte og Maria vil være med på. Så når børnene spørger, skal vi være ærlige omkring det og forklare, og der tænker jeg at vi skal have nogen rigtig gode snakke. Selvfølgelig ville det være oplagt med en bog og sige prøv at se her. Men jeg tænker ikke, at det kommer til at blive et problem for hverken pigerne, de andre børn eller os som personale. For vi vil slet ikke have problemer med at tale med dem om det. I: Nej.. P: Og selvfølgelig skal de have at vide, at der er nogen, der ikke er som Eller Der er forskellige former for familier, og vi er ikke alle ens.

6 I2: Men I har ikke noget litteratur om det? P: Ikke, hvad jeg ved af. Men vi har en aftale med biblioteket, hvor de kommer ned med en kasse bøger til os. I2: Så det handler også om, hvad der overhoved er på biblioteket? P: Ja, men vi kunne sikkert godt ønske at få nogle bøger, der handler om forskellige familieformer. I: Kunne I finde på det i fremtiden? P: Når de kommer i børnehave, så ja helt sikkert. Lige nu giver det ikke så meget mening, for de andre børn vil ikke kunne forstå det. Men når de kommer ind på den anden side af døren. I2: Vi har undersøgt familieformer hos Dansk Statistik, hvor vi har set, at det først er når homoseksuelle er blevet gift eller registreret i et partnerskab, at de bliver defineret som familier. Hvor heteroseksuelle forældre ikke behøver være gift eller i registreret partnerskab. Hvad tænker du om den definition? P: Det, synes jeg, er åndssvagt. En familie er en familie. Hvorfor skal man have papir på at være en familie? I: Ja.. P: Hvis andre bliver betragtet som en familie uden at være gift, jamen så skal homoseksuelle da også. I: Men hvorfor tror du så, at Dansk Statistik mener, at de skal være gift for at være en familie? Altså jeg har ikke svaret selv, men hvad tror du, det kan skyldes? P: Øh det ved jeg ikke. Hvornår var det nu, de kunne blive gift? I2: I P: Så før det kunne de ikke være en familie? I2: Nej, ikke registreret som en.. P: Jamen det ved jeg ikke hvorfor. Det, synes jeg, er dumt. Det synes jeg. I2: Men du føler ikke du kan mærke dette i et bureaukrati, der går ind og styre jeres arbejde? P: Nej. I2: Vi snakkede også med Lotte og Maria om, at folk spørger om nogen ret intime ting, fordi de er lesbiske mødre. Ting som man aldrig ville spørge et heteroseksuelt par om. Har I tænkt over det? P: Altså, jeg har spurgt, hvem der har født. Men det er på grund af mit arbejde. Jeg spørger også, eller det er selvfølgelig oplagt, hvem der har født, når der kommer en mor og en far, men jeg spørger ind til fødslen osv. For hvis de fx er født for tidligt, så kan det give nogle aha-oplevelser i vores arbejde. Så derfor har jeg spurgt til, hvem der bar børnene, og om fødslen gik fint.

7 I: Så det var af rent praktiske arbejdsårsager? P: Selvfølgelig var jeg da også nysgerrig. Men jeg tror ikke, jeg havde turde spørge, hvis ikke jeg skulle bruge det i mit arbejde. Så havde jeg tænkt, det ikke kom mig ved. I2: Hvad med faren? Har I spurgt ind til det, og hvordan det er foregået? P: Nej, jeg tror bare, at man går ud fra, at det er donor. Det er jeg i hvert fald bare gået ud fra. I2: Tænker du, at de bliver påvirket af ikke at have en far? P: Det ved jeg ikke I: Synes du, det er vigtigt med en far i en familie`? P: Ikke nødvendigvis. Altså jeg er selv skilsmissebarn. Jeg har selvfølgelig set min far, men jeg har levet med min mor og haft det rigtig godt med min mor og føler ikke, jeg har manglet noget. Så nej, det tror jeg ikke. Selvfølgelig er de to kvinder, men der findes altså også rigtig mange slags mænd. Så nej, det tror jeg ikke. Ikke bare fordi, de er to mødre. I2: Tror du, de kommer til at skulle forholde sig meget til det overfor de andre børn? P: Det tror jeg på et tidspunkt. For der vil være rigtig mange børn, der bliver nysgerrige og begynder at spørge ind til det. Og så er det så, vi skal se, om de kan være åbne om det eller om det vil genere dem. Det tror jeg nu ikke, det vil. For man kan mærke på Lotte og Maria, at de er meget åbne omkring det. I2: Men når de begynder at tale, skal I vel også som institution forholde jer til børnenes spørgsmål? P: Ja, det er klart, men så længe man bare er åben og kan sætte sig ned og snakke med børnene, så føler jeg ikke, at det vil blive et problem for pigerne. Slet ikke. Det er jo også svært at sige, for det er ikke til at vide, hvordan pigerne bliver, men umiddelbart så tænker jeg ikke, det vil blive svært for dem. I2: Tror du, at I kommer til at tænke mere over hele den der italesættelse af mor og far, og hvem der henter, når pigerne udvikler et sprog? P: Nej, det tror jeg ikke. I2: I vil blive ved med at snakke om forældre, som I gør nu? P: Ja, det er jeg ret sikker på. For jeg tænker også, det skal jo heller ikke være sådan, at man ikke taler om sådan verden er. I de fleste familier er der jo en mor og en far, og det finder de jo hurtigt ud af, at sådan er det mange steder, men sådan er det ikke hjemme hos os. Så længe de ved, at det er okay, om man har det sådan der eller sådan her, og så længe man ved, man har det godt og føler sig elsket, så kan det her være lige så godt, men det kan jo også være endnu bedre. I: Ja..

8 P: Så jeg føler ikke, vi skal lave for meget om og undgå at sige ordet far, fordi de skulle blive kede af det. Sådan tænker jeg slet slet ikke. I: Nej, så de har måske brug for at vide, at de fleste mennesker lever i sådan en familie? P: Ja, lige præcis. I2: Du sagde, det i starten havde virket mærkeligt at sige mor og mommy. Ville der være noget mere naturligt for dig at sige? P: Nej, det tror jeg ikke. Det var fordi, det var så nyt. Så vi skulle lige vende det oppe i hovedet, fordi det ikke var som alt andet. Så jeg tror ikke, der er noget andet, der ville være mere naturligt, det var bare mærkeligt først at sige, fordi det var anderledes end, hvad vi er vant til. I2: Hvor meget tænker I over kønsroller? Kan en dreng få lov til at have prinsessekjole på? P: Ja, så får han bare prinsessekjole på. Og de får lige præcis lov til at lege, hvad de vil og med det, de har lyst til. Hvis drengene vil lege med dukker, og pigerne vil lege med biler. Den alder, de har inde i vuggestuen, der tænker de jo slet ikke over det. Det kan de hurtigt selv få ind i hovedet, at der er noget, som er drenge-legetøj og noget, som er pige-legetøj. I: Oplever I, at forældrene går op i det? P: De der fædre, der kommer, og så render deres søn rundt i prinsessekjole. De bliver ikke sure over det, men mere sådan argh kan du få den af og prøv at se spiderman-dragten. I2: Så det er mere hos forældrene end hos pædagogerne? P: Ja, helt sikkert. Helt sikkert. Til gengæld har vi også haft forældre, der er gået i den helt anden grøft. Vi havde en dreng i børnehaven, der sidste sommer kun ville gå i storesøsters nederdele og hårelastikker. Og det fik han lov til. Hehe. Så han kom i børnehave en uge i træk i nederdel og håret i elastikker. I: Hvad synes I om det? P: Jamen, jeg synes da det er lidt underligt. Jeg tænkte, hmm jeg ved ikke, om jeg selv ville give min søn lov til det, men alligevel så hvorfor ikke?. Men det er sådan en indgroet en. I: Hvordan reagerede de andre børn? P: De sagde faktisk ingenting til det. I2: Tror du, at I får flere typer familier herhen, efter Maria og Lotte er kommet, og det hele er gået så godt? Kunne nogen andre søge herhen? P: Det vil jeg da håbe. I: Nu ser du det jo ikke som en udfordring, men kunne det være spændende med en familie med fx far og far.

9 P: Ja, det synes jeg da. For jeg synes, at man får åbnet sin horisont og lærer at tænke på nogle andre måder. Man ser nogen andre ting, og det får brudt nogle fordomme ned. I2: Hvad med når du kommer hjem? Fortæller du så om situationen til folk, fordi det er nyt og anderledes? Det tænker jeg, at jeg havde gjort som pædagog, hvis der en dag kom to mødre. P: Ja, selvfølgelig gør jeg det. Men nu har jeg en meget homofobisk mand, så det gider jeg slet ikke snakke med ham om. De har den der ej, de er jo også bare lebber. Så jeg gider ikke snakke med ham om dem. I2: Tror du, at der er nogle pædagoger, der kunne have samme tilgang som din mand? P: Ja, der findes sikkert pædagoger med mange fordomme. Men jeg synes ikke, der er nogen pædagoger, der har været sådan her. Kun nysgerrighed slet ikke noget negativt. Vores hovedopgave er børnene, så må vi tage forældrene med. Men jeg håber på, at alle pædagoger ser på børnene. Hvis der så er noget galt med børnene, så kan man se på deres forældre. Hvis de er, hvor de skal være i deres udvikling og er glade, så synes jeg ikke, det er relevant, hvordan deres forældre er.