Sebastian og Skytsånden

Transkript

1 1 Sebastian og Skytsånden af Jan Erhardt Jensen Sebastian lå i sin seng - for han var ikke rask og havde slet ikke lyst til at lege. Mor var blevet hjemme fra arbejde, og hun havde siddet længe hos ham, og så havde hun ringet til doktoren. Og doktoren var kommet og havde set meget på ham. Men nu var Sebastian også så træt, at han bare ville ligge i sin seng og ikke sige noget. Mor havde trukket rullegardinet ned, men døren stod lidt åben, så der kom en smule lys ude fra gangen. Nu lå han helt alene og så op i loftet. Og han syntes, han havde det meget varmt - og nu fik han også ondt i hovedet, og det var rigtig væmmeligt. Pludselig var det, som om han svævede i luften, og loftet kom nærmere. Og nu havde han slet ikke ondt nogen steder, og han var ikke spor varm. Ih, hvor var det dejligt, syntes han, og blev meget glad. Sebastian så sig omkring, og nu kunne han se alt det, der lå ovenpå skabet, og det var han ikke vant til. Han blev meget forbavset, for der lå mange spændende ting, som han slet ikke vidste, mor havde. Han syntes, det var sjovt, han selv kunne gå på opdagelse heroppe under loftet - og svæve rundt ligesom et flyvende luftskib. Sebastian drejede sig lidt i luften og kikkede nedad - og gjorde meget store øjne - for dernede på sengen lå han jo - helt stille - ligesom han sov. Det var meget, meget mærkeligt, tænkte han, og prøvede at forstå det, men han kunne ikke? Sebastian opdagede, at nu begyndte det at lyse lige ved siden af sengen. Det hvide lys blev stærkere og stærkere, indtil det opfyldte hele hans værelse. Det var meget dejligt at se på - og det gjorde, at han slet ikke var bange. Sebastian blev ved med at kikke på lyset, og nu kunne han se - at inde midt i lyset stod der en meget, meget smuk mand - og han smilede og nikkede så venligt til ham - og han havde de rareste øjne i verden. "Hej!" sagde Sebastian overrasket, "hvem er du?" "Hej!" sagde den lysende skikkelse, "jeg er din gode ven, der skal hjælpe dig, når du er nede på Jorden." "Hvad hedder du?" spurgte Sebastian. "Du kan jo kalde mig for din skytsånd," svarede Sebastians ven. "Kan du også hjælpe mig, når jeg er heroppe under loftet?" spurgte Sebastian, "jeg kan nemlig ikke forstå, hvordan jeg kan være heroppe og se mig selv ligge nede på sengen?"

2 2 "Ja, jeg kan godt mærke, du er meget overrasket," sagde skytsånden, men nu skal jeg forklare dig, hvordan det hænger sammen. Den Sebastian, som du kan se nede på sengen - det er ham, som din mor fødte på hans fødselsdag. Hvis du ikke havde ham at holde dig til, kunne du ikke leve på Jorden som et menneske. Den Sebastian, som ligger nede på sengen, er slet ikke så gammel, som du er." "Jamen,.. når jeg ikke er den Sebastian, som ligger nede på sengen, hvem er jeg så?" spurgte Sebastian nysgerrigt. "Vi kan jo kalde dig for Sebastians sjæl," foreslog skytsånden. "Hvis vi gør det, er der mange mennesker, der godt forstår, hvad vi taler om. Jeg tror, at du snart vil opdage, at du er lavet af noget helt andet end det, som Sebastian nede på sengen er lavet af." "Jamen, kan han så ikke blive helt væk for mig?" spurgte Sebastians sjæl, der blev en lille smule bange for, hvis han aldrig mere kunne finde tilbage til den kære Sebastian, som mor havde født til ham på Sebastians fødselsdag - og som han var så glad for. "Nej, det skal du ikke være bange for," svarede skytsånden. "Hvis du ser rigtig godt efter, kan du se en fin tynd tråd imellem dig og Sebastian på sengen. Den kan slet ikke gå i stykker, så længe Sebastian lever, og det vil han nok gøre i mange år." Og så pegede skytsånden på en næsten usynlig tråd, der bølgede som en ganske fin tågestreng, og som gik fra sjælen og ned til Sebastians hoved. Sebastians sjæl kikkede godt efter, og nu, hvor skytsånden havde vist ham den, kunne kan godt se den meget fine tråd, som han slet ikke havde opdaget før. Den var næsten usynlig, og den var meget, meget tynd, syntes han. "Hænger jeg så rigtig godt fast i ham Sebastian nede på sengen?" spurgte Sebastians sjæl. "Ja, det kan du være helt sikker på," svarede skytsånden og smilede. Sebastians sjæl tænkte, at når han var så let - og fordi han hang godt fast i Sebastian nede på sengen - var han jo ligesom en ballon. Og heroppe fra kunne han se alting - ligesom fuglene. Så kom han til at tænke på - om dyrene også havde en sjæl? "Nej," sagde skytsånden og rystede på hovedet, "alle de dyr, som lever på Jorden, har ingen sjæl - det er kun menneskene, som hænger sammen med en sjæl." "Jamen, er det ikke meget svært at se, at dyrene ikke har nogen sjæl?" spurgte Sebastians sjæl. "Jo," svarede skytsånden, "men du kan godt se forskel på, hvad menneskene kan - og hvad dyrene kan. Hvis du ser rigtig godt efter, vil du opdage, at menneskene kan mange ting, som dyrene slet ikke kan finde på helt af sig selv. Det er fordi, det kun er mennesket, der har en sjæl, som kan forestille sig noget nyt - som slet ikke findes i forvejen. Hvis du ikke var til og kunne hjælpe Sebastian, som ligger nede på sengen, så ville han ikke kunne mere end det, dyrene kan."

3 3 Sebastians sjæl tænkte, om mor godt vidste, at det var ham altså Sebastians sjæl - der hjalp Sebastian nede på sengen, så han kunne meget mere end dyrene - men så kom han til at tænke på, at han jo slet ikke vidste, hvorfor han var fløjet helt herop? "Du er fløjet op under loftet, fordi Sebastian nede på sengen lige nu har det meget dårligt i sit hoved," sagde skytsånden. "Det ville nemlig ikke være så godt, hvis du kunne mærke det - for så ville du kunne huske det bagefter og blive meget forvirret. Lige så snart det går over, trækker tråden i dig - og så kommer du tilbage til Sebastian på sengen." Sebastians sjæl tænkte, det var smart, at tråden kunne hive ham tilbage, når Sebastian på sengen havde det bedre. Så kikkede han på sin skytsånd og tænkte, at skytsånden jo ikke hang sammen med nogen - og hvor kom hans skytsånd mon fra?" "Jeg bor i Himlen," sagde skytsånden, "og jeg kender dine tanker lige så snart, du har tænkt dem. Når du tænker, følger jeg med - og når jeg synes, at der er noget, jeg gerne vil hjælpe dig med, så kan jeg sende dig en hjælpende tanke." "Er det ligesom, når far taler i mobiltelefon?" spurgte Sebastians sjæl. "Meget bedre," svarede skytsånden, "jeg kan altid følge med, når du tænker - lige meget hvor du er - og det tager ingen tid - og der sker ingen fejl." "Ved jeg så godt, når du sender mig en hjælpende tanke?" spurgte Sebastians sjæl. "Nej," svarede skytsånden, "for det har du slet ikke tænkt på - før nu. Jeg kan fortælle dig, at du har det ligesom de allerfleste, der tror, at de selv laver alle de tanker, de får - selvom nogle af dem kommer fra deres skytsånd. Når jeg sender dig en hjælpende tanke, fortæller den, hvad der er rigtigt eller forkert. Og hvis du har gjort noget, du godt ved er forkert, husker jeg dig på det. Og hvis du bliver ked af det og ikke ved, hvordan du skal gøre det godt igen, prøver jeg at fortælle dig det. Men du må altid selv bestemme, om du vil lytte til mine hjælpende tanker." "Hvad nu, hvis jeg ikke vil lytte til dine hjælpende tanker," spurgte Sebastians sjæl, "bliver du så vred på mig?" "Nej," svarede skytsånden, "jeg vil kun hjælpe dig. Hvis du slet ikke vil bruge mine tanker, så holder jeg selvfølgelig op med at sende dem til dig - indtil du har lært så meget, at du gerne vil lytte til dem." Jamen, er der mennesker, der godt ved, når de får tanker, de ikke selv har lavet? spurgte Sebastians sjæl. Ja, svarede skytsånden, der findes mennesker med særlige evner, der kan kende forskel på deres egne tanker og de tanker, de får fra Himlen, og som er rigtig gode til at forstå dem. Kender jeg nogen? spurgte Sebastians sjæl. Ja, svarede skytsånden, du kender Oscars bedstefar. Han er meget god til at lytte, og det er derfor han ved så meget om Himlen.

4 4 Sebastians sjæl blev glad og tænkte, at det var dejligt at have en god ven som hans skytsånd, der kunne hjælpe ham og svare på alle hans spørgsmål, så han nemt kunne forstå det. Skal vi flyve en tur mens vi venter? spurgte skytsånden. Jamen, kan vi det? spurgte Sebastians sjæl. Ja, sagtens, svarede skytsånden, er der nogen bestemt, du gerne vil besøge? Kan vi godt besøge Oscar? spurgte Sebastians sjæl. Ja, meget gerne, svarede skytsånden. Sebastians sjæl kom pludselig i tanke om den tynde tråd, som gjorde, at han jo hang godt sammen med Sebastian, som lå og sov nede på sengen. Hvad så med den tynde tråd? spurgte Sebastians sjæl, der alligevel blev lidt betænkelig. Er den lang nok for Oscar bor meget, meget langt væk? Det bliver den, svarede skytsånden, det skal jeg nok sørge for. Hold mig i hånden, så flyver vi hjem til Oscar og ser, hvordan han har det." Sebastians sjæl holdt godt fast i skytsåndens hånd. Og pludselig fløj de igennem væggen - og uden at han kunne mærke det. Så var de ude på gaden og fløj hen over tagene - og Sebastians sjæl kunne se alle bilerne dernede, og det gik meget stærkt. Selvom han ikke havde tøj på, frøs han slet ikke, og han kunne heller ikke mærke vinden, selvom de fløj meget hurtigt. Pludselig var de udenfor det hus, hvor Oscar boede - og så fløj de ind igennem væggen og stod lige midt i stuen, og de kunne se, at Oscar og hans mor gik rundt og ledte efter et eller andet. "De leder efter Oscars farveblyanter," fortalte skytsånden. "Nu har vi ledt mange gange - og vi har været alle steder," sagde Oscars mor og rystede opgivende på hovedet. "De er her altså ikke Oscar - prøv at tænk dig godt om - tror du ikke, du har glemt dem ude hos mormor og bedstefar?" Oscar rystede på hovedet og løb op ad trappen og ind på sit værelse. Skytsånden og Sebastians sjæl fulgte efter Oscar, der så meget ked ud af det, da han satte sig på en stol henne ved vinduet. "Se!" sagde skytsånden og pegede, "de ligger gemt heroppe på den øverste hylde i den brune æske. Sebastians sjæl så farveblyanterne og råbte ned til Oscar, at han skulle se efter i den brune æske på den øverste hylde, men Oscar sad bare nede på stolen og lod som ingenting. "Han kan slet ikke høre, hvad du siger," sagde skytsånden til Sebastians sjæl, "og vi er helt usynlige for ham - han kan kun se lige igennem os." Sebastians sjæl syntes, at det var en skam, han ikke kunne hjælpe Oscar, for det ville han så gerne.

5 Pludselig sagde skytsånden: "Jeg kan mærke, det er på tide, vi vender hjem til Sebastian på sengen - kom nu flyver vi!" Før Sebastians sjæl kunne nå at tælle til en, var de hjemme igen - og han kunne se, at Sebastian rørte på sig nede på sengen. "Nu skal du tilbage til Sebastian," sagde skytsånden, "kan du have det godt, indtil vi ses igen," og så smilede skytsånden og vinkede til ham. 5 Pludselig blev det helt mørkt - og så vågnede Sebastian i sin seng. Sebastian kunne mærke, at han var hel våd af sved - men han havde ikke ondt i hovedet mere, og han havde ikke længere kvalme. Så drejede han hovedet hen mod det sted, hvor skytsånden havde stået - men han kunne ikke mere se sin skytsånd, og det blev han lidt ked af. "Mor!" råbte han, og så komme mor løbende ind fra stuen. "Ja, Sebastian," sagde hun, "hvordan går det?" "Godt," svarede Sebastian. Og pludselig fik han den tanke: Husk at hjælpe Oscar! "Oscar kan ikke finde sine farveblyanter," sagde Sebastian. "Jamen dog," sagde mor overrasket, "hvad skal vi gøre ved det? "Du skal ringe til Oscar og fortælle ham, at de er inde på hans værelse og oppe på den øverste hylde i den brune æske," svarede Sebastian, "vil du ikke nok ringe og sige det nu?" "Joh," svarede mor, "når du så gerne vil have det." Sebastian kunne høre, at mor ringede inde fra stuen, og at det var Oscars mor, hun talte med. Mor fortalte, at Sebastian havde det bedre - og at hun skulle sige fra Sebastian, at farveblyanterne lå på den øverste hylde i den brune æske inde på Oscars værelse. Så gik der lidt tid - og nu kunne han høre, at mor sagde, at det var da godt, de havde fundet Oscars farveblyanter. Sebastian tænkte på alt det, han havde oplevet sammen med sin skytsånd. Så lå han og tænkte - om det var hans skytsånd, der havde sendt ham en hjælpende tanke, for at han skulle huske at hjælpe Oscar - eller om det var hans sjæl, der selv havde fundet på det? Selvom han tænkte meget, kunne han ikke finde ud af det - og da mor kom tilbage for at fortælle ham, at Oscars mor slet ikke kunne forstå, hvordan Sebastian kunne vide, at Oscar savnede sine farveblyanter, og at de lå gemt i den brune æske - var Sebastian faldet i søvn.