Jeg er vejen, sandheden og livet

Transkript

1 Jeg er vejen, sandheden og livet Sang PULS nr. 170 Læs Johannesevangeliet 14,1-11 Jeg er vejen, sandheden og livet. Sådan siger Jesus i Johannes-evangeliet. Men hvad betyder det egentlig? Hvad mener han? Alle tre ord er i bestemt ental. Vejen. Sandheden. Livet. Hvilket liv taler han om? Og hvordan kan han være sandheden? Hvad er sandhed overhovedet for noget? Jeg vil gerne fortælle, hvad jeg tror, Jesus mener med de tre ord; vejen, sandheden og livet. Jeg tror, at de i bund og grund dækker over det samme, nemlig vores afhængighed af Gud. Lad os se på ordet sandhed. Ordet sandhed får mig nemlig straks til at tænke på sandt eller falskt. Fup eller fakta! Sandhed er her noget, der på en eller anden måde kan efterprøves, om det virkelig er sådan eller ej. Sådan er der mange, der har det. Den franske filosof, René Descartes, var sådan. Ham vil jeg gerne sige lidt om: Jeg tænker, ergo er jeg. Sådan sagde han for snart 400 år siden. Han var en meget skeptisk mand, der søgte nogle absolutte sandheder om det at være et menneske. Derfor tvivlede han på alt. Selv ikke hans sanser stolede han på. For på lang afstand kan et rundt tårn se firkantet ud, og omvendt bare for at nævne ét eksempel. Tvivlen blev hans metode. Hvis han kunne tvivle på det, så kunne han ikke stole på det. Derfor nåede han frem til denne sætning: Jeg tænker, ergo er jeg. Det kunne han ikke betvivle. Her kunne han ikke længere være skeptisk. Evnen til at tænke blev derfor for René Descartes det, som gør et menneske til et menneske. Det skulle hans filosofi bygges på. Det blev hans sandhed om livet. Og sådan har det stort set været lige siden i europæisk eller vestlig kultur. Det, vi i dag vurderes på, er vores evne til at tænke. Er jeg god til matematik? Er jeg god til at forstå budskabet i en eller anden tekst? Kan jeg være kritisk? Hvor god er jeg til at analysere og træffe logiske konklusioner? Fup eller fakta? Vores tankekraft bliver i dag målt på alle ledder og kanter, og den bliver trænet hele vejen igennem skolesystemet. Vores arbejdsmarked er bygget på det. Vores fremskridt bygger på det. Politikerne vil endda gøre vores viden til en eksportvare. Jo, René Descartes har sat sig varige spor i vores samfund og kultur. Det er vores helt almindelige hverdag et tydeligt tegn på. Er det det, Jesus mener, når han taler om sandheden? Fup eller fakta? En sikker og absolut viden eller indsigt? Det tror jeg ikke.

2 For hvis vi tager Descartes på ordet og går linen ud, så er jeg kun et menneske, fordi jeg kan tænke. Min værdi som menneske bunder i min evne til at tænke. Min menneskelighed skyldes én bestemt evne. Fordi jeg kan noget bestemt. Jeg behøver ikke andet end min evne til at tænke for at være noget værd. Min værdi som menneske er, at jeg tænker og præsterer med min hjerne. Det synes jeg er en lidt fattig tilgang til, hvad det vil sige at være et menneske. Andre mennesker bliver ret ligegyldige i Descartes måde at tænke på. Jeg har ikke brug for dem for at være værdifuld. Så nej, jeg tror ikke, at vejen, sandheden og livet handler om fup eller fakta. Det ville være for fattigt, for énsporet. En helt anden tilgang findes i Afrika: Den er nok bedst kendt gennem den sydafrikanske ærkebiskop, Desmund Tutu, men mange andre afrikanske teologer hylder denne tankegang, som de kalder for ubuntu. Vi har ikke et dansk ord for det, men kort sagt kan det oversættes sådan her: Jeg er et menneske, fordi du er et menneske. Fordi du er et menneske, er jeg et menneske, og sammen har vi ubuntu. Ubuntu er et usynligt bånd mellem os, som gør os til mennesker. Her har mennesket altså sin værdi fra andre mennesker udefra, og ikke fra sig selv og sine egne evner. Det synes jeg er et fantastisk flot menneskesyn. Selvfølgelig er det vigtigt, at vi kan tænke og være kritiske, men uden ubuntu bliver vi til isolerede øer, der bliver ligegyldige for hinanden. Jeg er et menneske, fordi du er et menneske. Vi har vores værdi som mennesker fra noget andet end bare os selv. Heldigvis. Er det så vejen, sandheden og livet? Det er i hvert fald tættere på end Descartes I bibelteksten fra Johannes-evangeliet siger Jesus til sine disciple, at han er vejen til Faderen. Vejen til Gud. Når de kender Jesus, så kender de Gud, ja, så har de endda set Gud. Det siger han, fordi sådan er det. Jesus og Gud er ét og det samme. Tænk bare på, hvordan Gud udpeger Jesus som sit billede her på jorden, da Jesus blev døbt i Jordan-floden. Gud lod sin ånd sænke ned over Jesus og sagde: Ham dér. Han er mit billede på jord. Hvad han siger, det siger han, fordi jeg fortæller ham det. Hvad han gør, det gør han, fordi jeg fortæller ham, at han skal gøre det. Hvad Jesus siger og gør, sådan er Gud (se fx Matthæus-evangeliet 3,13-17) Så er det egentlig ikke så underligt, at Jesus bliver lidt skuffet over sin discipel, Filip, som be r Jesus om at vise ham Faderen. For Jesus har jo lige sagt, at når de ser ham, så ser de Faderen. Det svarer til, at en mand spørger Hvem er det?, når hans kone ringer og siger Hej, det er mig! Hun går selvfølgelig ud fra, at han kan høre på hendes stemme, at det er hende. Filip ville gerne have en brændende tornebusk, eller en flammeskrift på Himlen skrevet af Guds finger. Han ville gerne være helt sikker på, at Jesus nu også kunne vise ham vejen til Gud. Han ville være sikker ligesom Descartes ville være det og endte med at isolere sig i skepsis. Er Jesus fup eller fakta? Han forstod ikke, at Jesus ikke kunne vise hen til andre end til sig selv. For hvem skulle han vise hen til? Han og Gud er ét.

3 Gud er ikke længere bare Jeg er den, jeg er, som det lød til Moses fra tornebusken - ubegribelig og fjern (se 2. Mosebog 3,1-14). Gud er den, som han har vist os i Jesus. Derfor er Jesus vejen til Gud. Filip kunne ikke få andet end det. Hvad skal vi så med Gud? Det kan da godt være, at Jesus er vejen til Gud, men hvorfor skal vi gå den vej? Vi har jo ubuntu og er værdifulde mennesker, fordi vi har hinanden. Er det ikke sandheden om livet? Nej, ikke helt. For ubuntu er på både godt og ondt: Fordi vi hænger sammen som mennesker - altså at jeg er et menneske, fordi du er et menneske, så gælder det også omvendt: Du gør dig selv til et umenneske ved at behandle en anden umenneskeligt. Der er en slags boomerangeffekt på godt og ondt i ubuntu. Hvis jeg behandler dig umenneskeligt, så bliver jeg selv et umenneske. Hvis jeg lyver over for dig, så bliver jeg selv til løgnen, hvis jeg dræber din glæde, så bliver jeg selv bitter. Hvis jeg dræber dig, så dræber jeg min egen menneskelighed. Når vi har ubuntu, er jeg altså et menneske, fordi du er et menneske men på godt og ondt. Dét er sandheden om livet. Sammen med ubuntu følger altså behovet for at kunne tilgive og blive tilgivet. Ellers mister vi hurtigt vores menneskelighed. Når vi ikke behandler vores næste, vores medmennesker, som de egentlig fortjener, så går det også ud over vores egen menneskelighed - og det sker hver eneste dag. Ja selv de, som vi elsker allermest, sårer vi ofte uden overhovedet at ville det. Som Paulus så rammende skriver det: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg. (Romerbrevet 7,18-20) Jesus siger det på en anden måde: Du skal elske din næste som dig selv. Det er da ubuntu, så det vil noget! Derfor har vi brug for tilgivelse, for vi kan ikke finde ud af det. Vi er med et kristent ord syndere. Ubuntu og vores behov for at blive tilgivet er den dybe sandhed om livet, som René Descartes ledte efter, men ikke fandt, fordi han tumlede rundt inde i sit eget hoved og tænkte for meget. Vi har vores menneskelighed fra andre end os selv. Og når vi så selv smider den menneskelighed over bord, fordi vi ikke magter at elske vores næste, så kan vi få vores menneskelighed tilbage igen hos Gud. For Gud kender alt til vores skepsis og vores begrænsninger, men han kommer os i møde og rummer os på trods af det. Han er barmhjertig. Han er livets kilde, Skaberen, fra hvem vores fælles ubuntu stammer fra. Derfor er Gud livet. Det fornyede liv. Det tilgivede liv. Jeg er vejen, sandheden og livet, sagde Jesus. Tre forskellige ord om den samme afhængighed af vores barmhjertige Gud. Derfor skal vi gå den vej, som Jesus taler om. Hans vej. Vejen til Gud. For på den vej er der tilgivelse. På den vej lever vi det fornyede og forsonede liv med hinanden. Det er det, som i Bibelen kaldes for Guds Rige. Amen

4 Bøn Kære Gud Tak for de mennesker, som holder af os, og som giver os værdi Og tak, fordi vi giver dem værdi. Tak fordi vi hænger sammen. Vi beder dig om, at du vil hjælpe os med at se hinanden som tilgivede syndere, og gå den vej, som du har vist os gennem din Søn, Jesus Kristus. Lær os, at vi skal leve livet sammen på trods af smerte, misforståelser og skuffelser. Lær os at række hænderne frem imod hinanden og ikke bare tumle rundt i vore egne tanker. Det be'r vi om i Jesu navn Amen Sang PULS nr. 180 Af sognepræst, Morten Hougaard Sørensen