svømmere af sted. Vi var fulde af håb og begejstring da vi kørte derfra. Det her var let Og selvfølgelig skulle det nok lykkes.

Transkript

1 Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft et brændende ønske om at få børn inden jeg blev 25. Jeg ved ikke hvor eller hvornår dette ønske opstod, men det har fulgt mig i mange år, som en milepæl i mit liv. Det ændrede sig heller ikke, da jeg i en alder af 21 år fandt ud af at jeg var tiltrukket af mit eget køn, og at det var den vej mine øjne kiggede og i den retning mit kærlighedsliv skulle gå. Jeg fandt en fantastisk kvinde, som jeg endte i et seriøst forhold med. Igennem vores forhold, er snakken ofte faldet på børn, og det at etablere familie. Vores drømme og visioner var i det store og hele ens, med den forskel at hun nok ikke havde helt så travlt som jeg. Sommeren 2014 friede min fantastiske kæreste til mig, og jeg følte efterhånden at det var nu jeg måtte tage hul på den samtale jeg i noget tid havde brygget sammen inden i mit hoved. Jeg var blevet 25, og vidste godt at vores vej til at skabe en fælles familie ikke ville starte med Vi smider p-pillerne og ser hvad der sker inden for et halvt år. Derfor var det også med en vis nervøsitet at jeg kastede mig ud i den alvorlige snak, og forklarede for hende, at mit største ønske i livet var at blive mor, og jeg håbede på hendes opbakning til det. Til min store lettelse var hun positiv, og vi fik hurtigt en tid hos vores egen læge. Desværre vidste hun ikke meget om fertilitetsbehandling når det vedrørte til kvinder der ønskede barn sammen, og hun informerede desuden at ventetiden i det offentlige var lang. Jeg havde i min egen efterforskning i fertilitetsbehandlingens verden på nettet undersøgt mulighederne, og havde fundet frem til en klinik i København, hvor vi kunne komme i betragtning. Jeg kontaktede derfor klinikken, og fik en snak med en meget sød sekretær og en måneds tid efter sad vi til vores første konsultation på klinikken. Jeg fik foretaget de obligatoriske undersøgelser, og fik lavet en henvisning til HSG. Denne blev foretaget ca. en uges tid efter, og da alle positive svar tiggede ind, kunne vi gå i gang med behandling. Planen var at jeg skulle følge min egen cyklus i første forsøg om end min cyklus var lang og jeg blev fulgt tæt med flere scanninger de følgende uger, indtil der var et fint æg klar til insemination. Vi var begge meget spændte den dag i oktober, hvor vi startede bilen og kørte fra Roskilde mod København for at opleve vores første insemination. Det var en meget fin oplevelse, og min søde kæreste fik lov at trykke på sprøjten og sende de mange

2 svømmere af sted. Vi var fulde af håb og begejstring da vi kørte derfra. Det her var let Og selvfølgelig skulle det nok lykkes. De næste 14 dage var en rutchebanetur og som alle andre der har stiftet bekendtskab med fertilitetsbehandling, er disse 14 dage noget, der for både kvinde og partner egentlig bare skal overstås. Jeg gik fra at være ovenud lykkelig og fuldstændig sikker på at jeg var gravid, til at være helt nede i kulkælderen. Hormonerne i min krop spillede mig et puds, og fremkaldte en række graviditetssymptomer. Desværre nåede jeg aldrig frem til testdag, for min menstruation dukkede op 12 dage efter forsøget. Jeg var knust, skuffet og fortvivlet. Måske var det ikke så let som vi troede alligevel? Jeg kontaktede klinikken, og startede hurtigt op med næste forsøg. Her valgte de at sætte mig i en mild hormonbehandling. I mellemtiden var vi blevet klar over alle de udfordringer der kunne være i forbindelse med lovgivningen omkring medmoderskab ved fertilitetsbehandling med to kvinder. Vi besluttede os derfor i november for at gifte os, for at være helt sikre på hinanden. Det var en smuk og dejlig dag med vores nærmeste, desværre bar den også præg af de bivirkninger jeg havde af medicinen. Jeg var træt og havde ikke meget overskud. Få dage efter brylluppet blev jeg insemineret igen, og så startede de 14 dages helvede forfra. Samme billede viste sig som sidst. På 12.dagen dukkede min menstruation op, og jeg var lige så knust som sidst. Herefter fulgte 3. forsøg. Jeg blev skruet op i hormon og var ulidelig at være sammen med. 3. forsøg faldt sammen med julen, men nåede dog lige at blive insemineret inden klinikken lukkede ned for julen, og så fulgte ellers de velkendte 14 dages helvede. Det betød så også en jul og et nytår der var præget af tudeture, raserianfald og generel frustration. Nytårsmorgen kom min menstruation og jeg var ødelagt. Jeg gik i en tåge hele dagen og kunne ikke samle mig. Jeg tror at det gik op for mig, ved det 3. mislykkedes forsøg, at den her kamp var benhård at kæmpe, og jeg følte ikke jeg kunne kende mig selv mere. Min fantastiske kone var dog ved min side, og støttede mig og fik samlet mig op. Få dage inde i det nye år startede vi på 4. forsøg. Igen blev jeg pumpet med hormoner og var en omvandrende tikkende bombe. Som de andre gange, voksede ægget sig stort og jeg blev insemineret. Dagene gik og et par dage inden forventet mens, tog jeg en morgen en test. Jeg havde haft det underligt i kroppen, følt mig tung og været usædvanlig træt. Jeg måtte gnide mig i øjnene flere gange da jeg kiggede på testen. Hold nu op! Var den

3 ikke positiv?. Testen viste den obligatoriske teststreg og en meget svag, men fin streg ved siden af. Jeg tissede på alle de tests jeg havde liggende, og de viste det samme billede. Jeg var i chok og gik ind til min kone med hånden fulde af tests og lagde dem foran hende. Hun blomstrede op i et kæmpe smil. Da jeg kom hjem den aften testede jeg igen. Nogle teste fik jeg positiv, andre ikke. Men det var jo stadig tidligt, og jeg besluttede mig at teste de følgende dage. Dagene gik og jeg var efterhånden gået en uge over tid. Jeg testede og testede, men de ændrede sig ikke. Inde i mig selv vidste jeg jo godt at chancen var passeret, men jeg ville nok ikke erkende det. Indtil jeg vågnede en morgen og min menstruation var kommet. Jeg kontaktede klinikken fik taget blodprøve, og konstateret at der ikke var noget HCG og at det måtte være en BIO jeg havde fanget. Sygeplejersken scannede mig, og til min store forskrækkelse opdagede hun en cyste. Endda en ret stor en af slagsen. Hun var i tvivl hvorvidt vi skulle starte nyt forsøg op da det, som hun sagde, ville blive et dårligt forsøg med en cyste, men alligevel valgte hun at starte mig op i hormonbehandling, da hun syntes vi skulle udnytte ventetiden. Jeg var nemlig blevet henvist til det offentlige, og skulle til for-samtale ca. 3 uger efter. Jeg kom til scanning ca. en uge efter, og cysten var til alt held gået i sig selv, jeg blev derfor insemineret et par dage efter. Ugen efter insemineringen skulle vi til samtale på Holbæk sygehus. Vi fik en god, lang snak med en dygtig læge, der beroligede os nok mest mig. Jeg havde været panisk angst for at skulle starte op i IVF-behandling, da jeg vidste at det blot ville medføre yderligere bivirkninger. Det skal måske lige siges, at jeg midt i al denne behandling har kæmpet en urimelig kamp for at få en paragraf 56 igennem. En kamp som endnu ikke er vundet, og som pt. Ligge hos ankestyrelsen. Jeg har virkelig måtte kæmpe for at passe mit arbejde som pædagog, og for at kunne få alle scanninger og besøg på klinikken til at passe ind med mit arbejdsliv. Ind imellem har jeg været ved at smide håndklædet i ringen. Jeg har følt evig skyld og skam over at skulle forsømme mit arbejde, og mine kollegaer som er hårdt spændt for. Til mit held har jeg haft en fantastisk forstående leder, som har været der fra dag et og lyttet til mig. Tilbage til Holbæk sygehus, blev det altså besluttet, at når jeg startede behandling hos dem, skulle det være med endnu en række IUI-D behandlinger, da lægen mente, at jeg var for ung til bare at starte op på IVF uden at have givet insemineringer et par forsøg mere. Vi kørte derfor lettede fra Holbæk sygehus den dag. Dagene gik, og min krop

4 artede sig underligt. Jeg testede og testede, men kunne ikke fremtrylle så meget som en skyggestreg på de utallige tests jeg tog. Jeg gik en uge over tid. Jeg gik to uger over tid, og ja Jeg gik 3 uger over tid, før jeg en morgen fik min menstruation igen. Jeg græd ikke. Jeg gjorde faktisk ingenting. Alt i mit hoved koncentrerede sig blot om at få ringet til klinikken, og få en hurtig tid til scanning, for jeg var slet ikke i tvivl. Der måtte side en KÆMPE cyste igen. Jeg fik derfor hurtigt en tid til scanning igen, og til min store forbavselse var der intet at spore på skærmen. Alt så fint ud, og altså ingen cyste som forventet. Sygeplejersken ville derfor starte mig op i hormonbehandling igen, og vi blev enige om at skrue lidt ned for dosis, for at spare mig for bivirkninger. Det ville passe sådan, at jeg kunne nå en scanning lige inden påske, og forhåbentlig blive insemineret i påsken. Jeg kom derfor til scanning, og der var 3 små æg. De var desværre ikke store nok, og jeg måtte fortsætte med hormon weekenden over at så komme til scanning om mandagen. Mandag var der heller ikke sket det store, og det blev besluttet at jeg skulle sættes op i hormon for at give det et ekstra skub. Jeg fik derfor en tid til scanning Skærtorsdag(Gud ske tak og lov for helligdagsåbent!) og vi var helt sikre på at vi skulle se 2 store fine æg, der ville være klar til insemination et par dage efter. Det skulle vi bare ikke! Faktisk var der ingenting sket, på trods af den øgede mængde hormon, og lægen rådede os til at afbryde dette forsøg, da det var gået i sig selv. Jeg var i chok. Jeg havde kæmpet tæt på 3 uger i hormonhelvedet, for at ende det så pludseligt. Lægen sagde at vi skulle ringe ind når jeg fik min menstruation igen, for at jeg kunne få mit 6. og sidste forsøg på klinikken. Vi gik derfra med en chokeret fornemmelse i kroppen, og kiggede bare på hinanden uden rigtig at sige noget. Vi græd ikke faktisk grinede vi bare og kiggede på hinanden. Vi besluttede at gå en tur i Zoologisk Have, og selvom vi gik blandt børnefamilier, var det fantastisk befriende at lave noget der førte tankerne et andet sted hen. Ved ikke om realiteten ramte mig i løbet af dagen, men min verden brød fuldstændig sammen, da min elskede veninde skrev til mig, at hun vidste den ikke ville blive sjov at fortælle mig, men at hun altså var blevet gravid. Jeg er sikker på at jeg måtte være blevet ligbleg, da jeg sad der i restauranten hvor vi skulle spise frokost, og måtte trække mig ud på toilettet hvor hele min verden brød sammen. Resten af dagen var tåget og uvirkelig for mig. Jeg var ked, frustreret, vred, skuffet, bange Ja nok alle følelser

5 løb gennem min krop. Den frustrerede følelse ramte mig dog igen og igen. Hvorfor er jeg ikke blevet gravid, når de alle siger jeg er sund og rask og har de bedste odds? Hvorfor undersøger de mig ikke igen, for at tjekke om der er noget? Hvorfor har de ikke justeret i mine forsøg, og set om der var noget man kunne have gjort anderledes? Ja, tusind spørgsmål og tanker fes gennem mit hoved. Nu er et par dage gået siden vores forsøg blev afbrudt på klinikken i København. Jeg er stadig påvirket af følelsen i min krop og har svært ved at vide hvordan jeg egentlig skal reagere, og hvor jeg skal kaste min frustration hen. Vi har i fællesskab besluttet herhjemme, at jeg ved min næste menstruation starter behandling op i det offentlige. Der ligger for megen frustration ting jeg ikke har nævnt her indblandet i behandlingen på privat klinikken. Vi har brug for at viske tavlen ren. Starte forfra og lade et nyt håb spire. For lige nu er sandheden at vi er der, hvor der ikke er meget håb. Vi er drænede for energi. Det sidste ¾ år har været præget af skuffelse og frustration. lyttet til og ikke føler sig forstået. Det har været 5 forsøg der har været præget af utryghed fra min side. Jeg har ofte følt mig talt over hovedet og glemt i dette cirkus. Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med min historie. Den bærer hverken præg af håb eller glæde. Måske vil jeg med min historie råbe op, og sige at vejen til sit ønskebarn som to kvinder kan være en noget grå og tåget vej at gå. Min kone er uden tvivl, fra klinikkens side, alt for ofte blevet glemt i det her, og jeg har været en single-rider der har måttet stå i det alene. Når alt dette er sagt, lever drømmen stadig i os, om at vi en dag kommer til at stå med en fantastisk lille størrelse i armene, som er så ubeskriveligt ønsket og som vil få uanede mængder af kærlighed fra sine to mødre. Jeg ved nogen vil læse dette og tænke Herre Gud, 5 forsøg. 5 forsøg er ingenting!. Men i min verden i vores verden - er 5 frustrerende forsøg alt for mange. 5 forsøg hvor man ikke føler sig