Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Transkript

1 Klaveret Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet Skrevet af Louis Jensen For lang tid siden faldt et klaver i havnen. Dengang var min bedstemor en lille pige med en stor, rød sløjfe i håret. Hun stod på kajen og kiggede. Klaveret var kommet sejlende på en båd fra Island, og nu skulle det bæres i land over en planke. Det første stykke gik godt. To mænd bar klaveret i hver sin sele. De gik forsigtigt, et skridt ad gangen. Mændenes hoveder var ildrøde. Solen hang lige over skibet. Den ene mand havde store, blå øjne. Det var ham, det snublede, og begge mændene styrtede sammen med klaveret ned fra planken og ramte vandet med et højt plask, så sprøjtet stod helt op på min bedstemors røde sløjfe. Mændene forsvandt under vandet, men de kom begge to op igen sagde min bedstemor og nikkede. Og klaveret? råbte jeg. Jeg ville vide, hvad der skete med klaveret. Det blev nede i vandet. Sådan sagde min bedstemor, første gang hun fortalte om klaveret, og alle de næste gange, for jeg ville høre historien igen og igen, og hun ville gerne fortælle den. Når hun havde fortalt, at klaveret aldrig kom op igen, rystede hun på hovedet, løftede øjenbrynene og smilede mærkeligt til mig. Jeg kunne godt lide, at hun smilede. Og ar hun smilede mærkeligt, for i alt det mærkelige kunne jeg se, at hun holdt af mig. Hør Kvitte! Kvitte det er min kæreste. Hun har sådan nogle dejlige øjne. De smukkeste i verden. Og hendes fingre er så mærkeligt lange og slanke. Hun så på mig og løftede den ene hånd. Der ligger et klaver nede på bunden af havnen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg sagde det. Jeg skulle aldrig have sagt det. 1

2 Kvitte løftede forbavset det ene øjenbryn. Det blev hængende som en liggende måne over øjet. Sådan gør hun. Jeg nikkede. Kom! sagde Kvitte. Vi sad på hendes værelse. Det var efter skoletid. Vi skal ned på havnen. Jeg vil se klaveret! Kvitte løb forrest. Jeg tror, Kvitte hedder Kvitte, fordi hun er en slags fugl. Hun er så let, og når jeg trykker hende ind til mig, så er det, som om hun flyver ind i mine arme. Hvor? Kvittes øjne sprang til højre og venstre. Jeg pegede. Hen til højre. Det var der! Kvitte løb derhen. Jeg gik bagefter. Jeg ville råbe efter hende, at hun ikke kunne se det. Jeg havde jo aldrig selv fået øje på klaveret, selvom jeg havde stået helt stille med min bedstemor i hånden mange gange og stirret ned i vandet i lang tid. Alt muligt andet havde jeg set. Hundestejler og tang og vandmænd, men intet klaver. Da jeg blev større og lærte at svømme, dykkede jeg ned for at finde klaverer. At det var klaveret, jeg ledte efter, fortalte jeg ikke til nogen. Men jeg fandt ingenting, kun mudder og gamle jernspande og cykelhjul. Alt muligt skrammel. Alligevel blev jeg ved. Hver sommer dykkede jeg efter klaveret. Det stod jo inden i mit hoved. Jeg havde set det hele så klart, da min bedstemor fortalte, hvordan det styrtede i havnen. Men Kvitte så det. Jeg kunne se det på hendes øjne. De lyste. Jeg kiggede ned i vandet. Der var intet klaver. Dér! Kvitte lo for sig selv. Hendes ansigt strålede. Det er helt hvidt. Det stråler og skinner. Kvitte er mærkelig. Måske er det derfor, at jeg slet ikke kan se efter nogen anden pige? Kvitte sprang i vandet. Med kjole og sandaler. 2

3 Kvitte griner pludselig. Så glemmer hun alting og griner lige op i luften. Bagefter ser hun på mig, som om hun slet ikke ved, at hun har grinet. Hun tager nogle mærkelige skridt. De er lidt for lange. Men jeg kan godt lide dem. Der er ikke noget ved Kvitte, jeg ikke kan lide. Jeg er vild med Kvitte. Hun sprang ikke i på hovedet. Piger springer på benene. Jeg sagde ikke noget. Så forsvandt hun under vandet. Den ene sandal dukkede op og flød rundt. Jeg kunne hverken se Kvitte eller klaveret. Så kom den anden sandal. Og lidt efter Kvittes hoved. Hun sagde ingenting. Hun svømmede hen til stigen og kravlede op på bolværket. Vandet plaskede af hende. Det silede ned fra håret ud over næsen og løb lige ud i luften. Sådan noget er Kvitte ligeglad med. Hvis det var mig, der stod på bolværket, og mit tøj var drivende vådt, så ville jeg føle mig utilpas. Jeg ville være flov og se at komme væk i en fart, men Kvitte blev stående. Hun skovlede vandet af armene, skubbede håret bagud og rystede heftigt hovedet fra venstre til højre, og så fortalte hun om klaveret. Det stod nede på bunden. Det havde skinnet og strålet. Det var helt hvidt. Hun havde prøvet tangenterne. Jeg så forbløffet på hende. Det virker, sagde hun og nikkede, mens hun så ind i sig selv. Ikke længere på mig. Så tog hun fat i min arm. Hun lænede sig glad ind over mig og gav mig et kys. Kvitte, min Kvitte. Hvor gjorde du mig glad! Hver gang Kvitte giver mig et kys, så bliver jeg så let på fødderne og om hjertet, mit bryst bliver cirka dobbelt så stort, og jeg svæver som en ballon. Og holder jeg ikke godt fast i Kvitte, så forsvinder jeg lige op i luften. Det er derfor elskende holder så fast om hinanden. Ellers flyver de væk! Og er der noget mere frygteligt end at se den, man elsker, fare af sted op over skyerne og forsvinde? Mens vi gik op gennem byen og hjem til Kvitte, sagde jeg det til hende: Hun måtte aldrig forsvinde. Hun måtte aldrig flyve væk. Jeg gør det aldrig, sagde Kvitte. Tænk sig, jeg troede på hende. 3

4 Men hun gjorde der jo heller ikke, hun fløj ikke væk. I stedet dykkede hun igen ned på bunden af havnen. Allerede næste dag. Da jeg kom ned til Kvitte, vi skulle kysse og høre plader, så var hun væk. Hun er nede på havnen, sagde hendes mor. Jeg løb derned. Hendes kjole lå på bolværket. De hvide sandaler stod ved siden af. Jeg gik hen til kanten og kiggede ned. Jeg kunne ingenting se. Hverken Kvitte eller klaveret. Det spiller, sagde Kvitte, da hun kom op. Jeg dykker en gang til, så går vi hjem og hører plader. Og kysser, tænkte jeg. Kvittes kys er de bedste kys: hendes læber, hendes fine tunge, hendes bløde kind. Og hendes hår der kildrer, før hun skubber det væk, fordi det falder ind mellem vores læber. Ved du godt, turde jeg sige til hende, at jeg dør, hvis du flyver væk? Jeg ved det godt, derfor flyver jeg heller ikke. Det passede. Kvitte fløj ikke væk. Hun dykkede. Jeg dykkede med. Jeg er god til at dykke, men Kvitte blev hurtigt bedre. Pludselig var hun væk, så så jeg hende igen, hun svævede lige foran mig, hun lo og pegede: dér stod klaveret. Jeg kunne ikke se det, men Kvitte kunne, og mens hun hang svævende i vandet, spillede hendes fingre på tangenterne. Kunne du høre det? spurgte Kvitte, da vi kom op igen. Jeg rystede på hovedet. Og du kunne heller ikke se det? Jeg kunne hverken se eller høre. Det jeg savner mest, er Kvittes øjne. Det passer ikke. Det er Kvittes duft. Hvordan duftede hun? En lille smule sødt, fint og rundt, lidt af æbler? Lidt af pærer? Mest af æbler. Lidt af mælk måske. Jeg savner hendes skuldre. Der sad en fregne på den ene, og begge to var på en gang runde og skarpe. Men hun fløj ikke væk. Ikke ligesom fuglen, der lige før sang uden for mit vindue. Kvittevit, sang den og så ind på mig gennem glasset med sit ene øje, før den fløj op. For Kvitte hun blev jo nede i vandet. Til sidst ville hun ikke op igen. 4

5 I lang tid anstrengte jeg mig: Jeg øvede mig i at blive bedre til at se og til at høre, både over og under vandet. Men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke finde hende. Måske ser jeg alligevel Kvitte igen. Måske bliver hun en fugl. Også fuglene stammer jo fra fiskene. Det står i bøgerne. Måske flyver hun pludselig op fra havnen og siger Kvi-vit. Og jeg vil kende hende. 5