Prædiken til 2. påskedag 2016 i Jægersborg Kirke. Salmer: // Maria Magdalene ved graven

Transkript

1 Prædiken til 2. påskedag 2016 i Jægersborg Kirke Salmer: // Maria Magdalene ved graven 1. Jeg har igennem årene mødt mange enker og enkemænd, men nok mest enker, som har fortalt om hvordan de flere gange om ugen og somme tider hver dag går hen til kirkegården og står lidt ved deres mands eller kones grav. Det er på en måde det der holder mig oppe, hørte jeg en enke sige. Og hvis jeg springer over nogle dage, virker det helt forkert. Hvad er det der gør at det kan være så opbyggeligt og nødvendigt at stå ved sin kæres grav? Der er flere vigtige ting i det, selvfølgelig. Men frem for alt er det jo en måde at bevare en levende relation på til det menneske som ikke er her mere. Ude ved graven træder man ind i et rum hvor han eller hun er. Man kan sige det som det er, alt det man går og tænker på. Man kan dele sine overvejelser og tanker som man gjorde det engang. Ja man kan vende tankerne rundt - du ville jo nok sige at. - det er som en samtale der på een gang holder det der var i live, og fører den efterladte nye steder hen. Ude ved graven ofte vil man vel også bare gøre noget. Vande blomsterne, ordne lidt her og dér, et lille ritual hvor man viser sin omsorg og plejer det dyrebare som den elskede har været og stadig er i vores liv. Det føles nødvendigt, det er livsopbyggende, vil mange give udtryk for. Mens andre vil sige at det slet ikke er den måde de har brug for at mindes på de har ikke brug for et særligt sted eller en grav. Ja nogle vil sikkert også hævde at den der dagligt begiver sig hen til kirkegården, klamrer sig til en tid som er forbi, og måske nærmest dyrker den døde, i stedet for at åbne sig for det liv som omgiver os og kalder på os lige her og nu. Det kan selvfølgelig være en fare, men oftest er det det modsatte der sker. På vej tilbage fra graven har vi tværtimod fået en ny

2 tilskyndelse og nye indfaldsvinkler til at leve det liv vi står med hver især. 2. Johannesevangeliets påskeberetning handler for mig at se også om det. Her er det Maria Magdalene som står ude ved graven. Og græder. Det er søndag morgen, tredjedagen efter den frygtelige fredag hvor Jesus blev dømt til døden, henrettet ude på Golgatha og til sidst lagt i denne gravhule, Josef af Arimatæas grav. Selvfølgelig græder hun. Jesus betød jo alt. Ingen har før elsket hende bare som den hun var. Ingen har som han kaldt på hendes hengivenhed og tro. Han fik hende til at leve, på én gang sårbart og værdigt, sådan havde hun aldrig troet at et liv kunne være. Og så ender det i hele denne forfærdelige påske: ydmygelsen, fornedrelsen, torturen og korsfæstelsen til sidst. Han som havde givet hende livet, var der ikke mere. Hvordan skal hun kunne leve uden ham? Og så oveni da hun tidligt denne morgen kom ud til graven, var stenen flyttet fra gravåbningen. Der havde været nogen og fjerne ham, nu hvor hun ville salve hans døde legeme og give ham sin kærlighed, sin tak. Da løb hun hen til Peter og Johannes og fortalte dem hvad der var sket. De skyndte sig derud og undersøgte graven. Den var virkelig tom. Og nu står hun her igen. Hun græder, hulker, opslugt, prisgivet i sin sorg. Men da hun bøjer sig ind i gravhulen, ser hun to engle sidde på den dødes plads. 3. Engle! Hvad er engle? det er jo ikke bare sådan nogle med fjer og vinger som vi lige umiddelbart ser for os. Engle det er sendebud, skikkelser eller stemmer, som anråber os, bryder ind, de vil os noget, de kalder os til bevidsthed, og måske viser de en vej. Hvorfor viser de sig så for Maria? Og ikke for disciplene, for Peter og Johannes? Velsagtens fordi de to mænd havde alt for

3 travlt. Og fordi engle først lader sig høre eller se når vi ikke ved vores levende råd. Når vi har mistet orienteringen, mistet fodfæstet og hjælpeløst rækker hånden ud. Kvinde, hvorfor græder du?, spørger de. Hvorfor græder hun? Maria samler sig. Hun græder fordi nogen har flyttet hendes Herre, og nu ved hun ikke hvor han er. Hun græder fordi hun vil have ham hos sig, han skal være der i hendes liv. Allerede i det er der en lille bevægelse. Hun har taget et lille skridt. Hun vender sig om. Og så står han dér, foran hende, men hun tror det er havemanden, hun genkender ham ikke. Også Jesus spørger hende hvorfor hun græder, og hvem hun mon leder efter? Hun vil have ham hos sig. Og med fortvivlelsens anklage og insisteren buser det det ud af hende: Hvis det er dig der har båret ham bort, så sig hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham. Og så er det Jesus kalder på hende og siger hendes navn, sådan som hun så tit har hørt det: Maria! Hun kaldes til bevidsthed. Ud af sine tanker. Det er som at blive fundet igen. Hun ledte efter ham, men nu har han hentet hende tilbage derinde fra mørket, i hendes sorg. Hun ved at det er ham. Hun kan høre det, selv om hans skikkelse ikke er helt på samme måde som før. Men nu skal han blive hos hende. Nu skal alting være som før. Og hun skal lige til at kaste sig i hans favn. Holde om ham. Klamre sig til ham. Da han siger: Hold mig ikke tilbage! 4. Hold mig ikke tilbage! er for mig at se en af de allervigtigste sætninger i evangeliet. Ligesom når Jesus et andet sted i Johannesevangeliet siger: Det er godt at jeg forlader jer I skal sørge, men verden skal glæde sig. For Jesus skal netop ikke kun være nærværende for de få, men være der for os alle. Og Jesus skal heller kun være guruen eller forbilledet som vi uafladeligt ser hen på, men han dør og forlader os for alt det han havde i sig, nu skal opstå og leve i os. Hold mig ikke tilbage da Jesus står foran Maria, er han midt i

4 en bevægelse, en transformation. Jeg er endnu ikke steget op til Faderen, siger han. Men han er på vej. At han er opstået fra de døde, betyder altså ikke at han nu er blevet levende som før. Men han har frigjort sig fra sin jordiske skikkelse og er nu i mellemtilstand, i en langsom bevægelse er han på vej til Gud. Og fra at være et sted på jorden, nærværende for de få, skal han nu som Gud kunne være nærværende for alle. Derfor må Maria ikke forsøge at holde på ham. 5. Men ordene Hold mig ikke tilbage giver også mening på et andet niveau. De kunne siges til alle sørgende. Egentlig er der en hel begravelsestale indeholdt i de ord. Når vi mister en af vores kære, måske den elskede, så har vi ofte ikke andet i vores tanker. Så hæger vi om den døde, så tænker vi: det var mit liv, min lykke, min kærlighed, nu er der kun tomhed tilbage. Der sker det at vi forguder den døde. I stedet for at lade den døde være hos Gud. Eller der sker det at vi bider os fast i det vi ikke fik gjort, det der ikke blev til noget, de muligheder vi ikke brugte. Vi vender tilbage til det. Igen og igen. Vi slipper det ikke. Hold mig ikke tilbage. Det betyder: Lad nu den døde være hos Gud. Gud har du altid med dig, den døde er hos Gud. Så du skal ikke bekymre dig. Og det som var din kærlighed, din lykke det har du med dig. Som en gave. Og det som du lærte har du med dig, det kan ingen tage fra dig igen. Og stemmen som engang talte til dig og sagde dit navn, og du vidste dig set og fundet som den du var, den stemme kan du stadig høre i dit hjerte, for den døde er nu hos Gud som er dig nærmere alt. Ja den stemme du kender så godt, siger måske netop til dig: Kvinde, hvorfor græder du! og måske også: Hold mig nu ikke tilbage! 6. Der er måske nogle der tænker at når den efterladte gang på gang har brug for at stå ved graven, så er det for at blive trøstet eller

5 pleaset af den døde. Som om der er en stemme der siger: Det er også synd for dig, græd bare, jeg forstår dig så godt. Men det er jo ikke det budskab man går fra graven med. Ja jeg ved selvfølgelig ikke hvad alle enker og enkemænd tænker. Men det er mit indtryk at der snarere er en stemme som siger: Min kære, græd nu ikke, du kan jo sagtens det du skal. Prøv! selv om du synes det er svært. Ja hvad enten det er som en engel der taler til os, eller vi erfarer det som en stemme fra den døde, så er der i det vi får at høre oftest en tilskyndelse til liv og fællesskab, til ikke at isolere os inde i sorgens lukkede rum. Den døde binder os ikke til sig selv, men sætter os fri. Den døde vender vores opmærksomhed ud mod det liv som venter og kalder på os det er deri det opbyggelige er. 7. Helge Skov som var biskop i Ribe fortalte i nogle af sine prædikener i årene efter sin kones død om denne erfaring. Om at blive mødt af en befaling, som tvinger den der er lukket om sig selv og sin egen ensomhed til at høre, hvad der siges til ham. F.eks. siger han: Så kan det ske, at man midt i en situation hører en stemme. Hører en befaling fra hende, som med ét bliver nærværende. Hendes vilje tvinger én ud i en handling, som man ellers ikke ville have gjort. Så er man forbundet med hende igen, som man var dengang hun levede. Så mindes man hende på den eneste måde, man kan mindes hende på, når det ikke skal blive til føleri, til en stjælen sig tilbage i mindet om det der engang var. Der er nu tale om en fremadvendthed mod dagen i dag.. Jeg tror det er den slags erfaringer der er det sjælesørgerisk opbyggelige ved at stå ved en grav. Her er der en som kender mig, min fortvivlelse, min rådvildhed, min sorg. Men der er også en vilje som sætter mig fri og sender mig videre: En stemme som siger: Hold mig ikke tilbage. Dvæl ikke ved det som var, sådan at det lukker eller skygger for det dyrebare liv. Græd blot, men blive ikke hængende i din ensomhed og sorg. Lev nu dit liv sådan viser du din kærlighed til mig.

6 Det betyder ikke at den efterladte ikke skal vende tilbage til graven. For der kan jeg være med min sorg og min sårbarhed, samtidig med at jeg ved at her er en stemme som uden at lægge fingre imellem fortæller mig at der er noget jeg skal. Der er et liv jeg skal tage mig af. 8. Ikke alle har en grav at gå hen til. Selv om jeg har mistet mange nære og kære, har jeg ikke selv nogen grav jeg kan besøge ofte i hvert fald ikke i en geografisk overkommelig afstand. Men jeg tænker at gudstjenesten giver os det samme som en grav. Og vel også mere til. For der kommer jeg også og sidder for mig selv i min sårbarhed. Somme tider med tårer som andre måske aner, men ikke ser. Der sidder jeg og tænker på det som betyder noget: På mine kære, de som er her, og de som ikke er her mere, på mit liv som det nu ser ud. Og så er der en stemme som taler til mig. Hvor den stemme kommer fra er ikke altid til at sige. Det kan være jeg hører den som røsten fra en af mine kære. Eller det kan være en salme som taler til mig. Det kan være evangelisten Johannes eller en anden af Bibelens mange forfattere der vækker min opmærksomhed. Det kan være nogle formueringer i præstens prædiken jeg tænker over. Det afgørende er at jeg hører det som nogle ord til mig. Fra én som kender mig. Ord fra Gud om mit liv og om det som det hele drejer sig om. Ord som vil mig noget, som sætter mig fri af det jeg følte mig bundet af, og som giver mig dette liv tilbage som en gave og som en opgave på samme tid. I gudstjenesten sendes jeg ligesom fra graven - tilbage med en ny tilskyndelse til liv og måske med nye indfaldsvinkler til at leve det. Men måske kræver det at man har samme åbenhed og nærvær som Maria ved graven, og at man ikke bare som de to mandlige disciple farter omkring og ser at alting er i orden, og i øvrigt forstår man det hele med det samme. At gå til gudstjeneste kræver en stemthed i sindet, samt ro og tid. Så vil man også til sidst kunne gå herfra med Guds velsignelse siddende i sig, og man ved: Der er liv som venter. Der er noget

7 du skal. Der er en velsignelse som skal rækkes videre og omsættes igennem dig. Glædelig påske. Amen.