Sidste søndag i kirkeåret II Gudstjeneste i Jægersborg kirke kl Salmer: 732, 448, 46, 638, 321v6, 430

Transkript

1 Sidste søndag i kirkeåret II Gudstjeneste i Jægersborg kirke kl Salmer: 732, 448, 46, 638, 321v6, 430 Helligånden oplyse sind og hjerte og velsigne ordet for os. Amen Opfordringen i denne søndags evangelietekst kunne næsten ikke stå mere velplaceret ind i årstiden: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder. For er det ikke sådan det kan føles her i slutningen af november, hvor solen knap har vist sine formildende stråler de sidste fjorten dage. Jo, det er let at føle sig træt og tung i disse dage. Men måske bliver novemberstemningen også selvforstærkende, fordi vi ikke kan lade være med at fremhæve denne tid, som den længste på året. Vejrprofeten i fjernsynet reciterede forleden Henrik Nordbrandts digt året har seksten måneder, hvor ingen er i tvivl om hvilken måned der fylder mest november, der nævnes hele fem gange. Vi sukker når cykellygterne må tændes allerede kl og gemmer os bag nedrullede gardiner hele aftenen. November måned bliver som en tung byrde vi slæber med os, som en skygge der lægger sig over landet og os. Men det er netop selvforstærkende med denne negative opmærksomhed. November måned rummer jo ikke kun mørke. Den rummer også sin klare friske luft, det frie blik mod himlen, nu hvor alle bladene er faldet af træerne, sine dufte og det oprør som vinden kun kan sætte havet i på en 1

2 novemberdag. Men måske ser og mærker vi det ikke, fordi vi lader alt det mørke skygge for os. Derfor er det også godt, at vi kan læse opfordringen i dagens evangelietekst: Kom til mig det er rart at have et sted at søge hen og komme ind i kirkens varme og lys og føle sig mødt også midt i mørket. Men det er ikke det eneste teksten vil, selvom det ville være rart og trygt. Nej, ordene vil også skubbe til os og få os til at se anderledes på vores byrder og vores skygger. For i teksten hedder det videre: Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjertet. Et åg er som nogen nok vil vide, en stang man lægger over sine skuldre, for at kunne hæfte sække på, og fordele vægten bedst muligt. På den måde kan man bære mere vægt end hvis man går med det i hænderene. Jesus tilbyder os altså en bærestang som vi kan bruge til at bære vores byrder med. Og så lyder det at vi skal tage ved lære af ham. Jesu byrde i livet, var af den tunge slags. Han vidste at hans liv på jorden skulle ende ud i død og mørke. Han skulle pines og tortureres og derefter korsfæstes. Men det forhindrede ham ikke i at leve livet og i at handle både kærligt og godt overfor sine medmennesker. Han sygnede ikke hen i angst eller afmagt overfor det som ventede ham. Han bar den byrde med ydmyghed og sagtmodighed. Kun en gang hører vi at han ønsker sig væk fra det sted hvor han var. Det var mens han ventede på at soldaterne skulle 2

3 hente ham i Getsemane have skærtorsdag aften, her beder han til sin Gud og far lad dette bæger gå mig forbi, men straks ordene af sagt, tilføjer han dog ske ikke min vilje, men din vilje. Det er en tung byrde han bærer, det er en smerte for ham og han er bange og alene. Men han flygter ikke fra det der kommer, nej han drikker det bæger og venter på at soldaterne finder ham og fører ham med sig. Han går ind i det, i tillid til, at han ikke er alene hverken i angsten eller forladtheden. Det må være det vi kan tage ved lære af, at blive i det der også nogen gange kan gøre ondt og skabe store byrder for os. For vi har svært ved ikke at flygte, når modgangen rammer os eller vi keder os i vores hverdag. Når det nye job, viser sig ikke helt at kunne leve op til forestillingen, ser vi os om efter et andet, eller når ægtefællen synes at udvikle sig i en anden retning end ønsket, forlader vi fællesskabet for at søge et nyt. Vi har svært ved at blive i det der ikke er let vi vil gerne kunne bære livet i en hånd og med den anden række ud efter noget andet og mere spændende. Men vi glemmer at livet skal vi løfte, som med en bærestang den hviler på vores skuldre, og vi må bruge begge hænder og hele vores opmærksomhed på at balancere den. Slipper vi med den ene hånd, så skabes der modvægt og vi taber det hele på jorden. 3

4 Tag mit åg på jer siger Jesus, for mit åg er godt. Vi bliver altså tilbudt en bærestang der skal hjælpe os med at balancere vores liv. Jeg tror at vi må se den som et symbol på vores tro. For med troen på Gud, bliver vi også givet den tillid, at vi ikke står alene med vores byrder. Vi skal ikke bære dem selv. Åget troen, vil lære os at være til stede, som Jesus var det i sit liv her på jorden. Hvis vi hele tiden ser et andet sted hen, end der hvor vi er, så ser vi ikke alt det gode og fine i det vi befinder os midt i. Hvis vi hele tiden er på vej et nyt sted hen, videre til nye udfordringer, ja, så kommer vi jo aldrig til at lære noget af de udfordringer vi står midt i. Tro handler derfor også om nærvær. Ikke kun gudsnærvær, men også om at vi skal være nærværende. Det bliver vi hverken ved at skubbe vores byrder foran os, som tunge sten eller ved at flygte den anden vej og kaste alt fra os. Vi gør det ved at være til stede i øjeblikket og mærke alt det gode og smukke som livet byder os lige nu og her, også midt i alt det som er svært. Det bedste eksempel på en sådan måde at forholde sig til livet på, får vi ved at se på børnene. Vi vil sjældent høre dem brokke sig over den lange mørke november. Børn er langt bedre til at forstå livet umiddelbart og være til stede i det. De græder når noget er svært og kæmper når noget er hårdt. Og de er også bedre end de fleste voksne til at række ud efter hjælp. Derfor kan vi også flere steder i Bibelen læse, at vi skal se hen på børnene og der 4

5 lære hvordan vi skal forholde os til livet, troen og Gud. Sådan hørte vi det før, da vi Viola blev døbt: Tag imod Guds rige ligesom et lille barn. I evangelieteksten lød det lidt mindre flatterende måske: Du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige Jesus henviser til det, at han er Guds søn. Troen kræver måske nok ikke så meget af os, kan vi synes. Det kræves ikke at vi har en særlig viden eller særlige evner og dog er det der kræves næsten uopfyldeligt. For det kræves af os, at vi gør os selv umyndige. At være umyndig betyder, at vi ikke kan bestemme i egne retsforhold. Vi kan ikke føre vores egen sag når det kommer til troen. Den del må vi slippe, hvis troen skal få betydning i vores liv. Det var den byrde som Jesus bar for os. Han sørgede for at vores forsvar ikke kan overvindes af noget andet, for han ofrede alt i kærlighed. I troens retsforhold overvinder kærlighedens forsvar alt. Vi må altså i tillid og tro, lade os være umyndige overfor Gud. Tro på, at der ikke er nogen vej hvor vi går alene ikke der hvor vi famler i blinde eller hvor mørket lukker sig om os. Heller ikke når vi står ved en afslutning på noget gammelt eller en ny begyndelse. I dag er det sidste søndag i kirkeåret på næste søndag fejrer vi begyndelsen på et nyt kirkeår med første søndag i advent. Når vi står ved 5

6 afslutninger og nye begyndelser er det oplagt at gøre status over alt det gode og alt det svære som året har bragt os. I teksten i dag, opfordrer Jesus os til at komme til ham, for hos ham kan vi finde hvile. Hvile for alle de bekymringer og nederlag som har fulgt os. Alt det vi ikke behøver at bære på eller alt det som vi skubber foran os som en forhindring. Vi må lægge over til Gud i troen på, at han vil bære med på det for os. Og han deler det med os, som en bærestang, der gør byrden let. Derfor kan vi se frit op, og møde verden med nærvær og glæde. Amen 6