Prædiken til Alle Helgen Søndag

Transkript

1 Prædiken til Alle Helgen Søndag Salmer: Indgangssalme: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang Salme mellem læsninger: DDS 571: Den store hvide flok vi se (mel.: Nebelong) Salme før prædikenen: DDS 573: Helgen her og helgen hisset (mel.: Herrnhut, 1740) Salme efter prædikenen: DDS 218: Krist stod op af døde (mel.: førreformatorisk) Nadversalme: DDS 206: Vor frelser, du, som døde Udgangssalme: DDS 574: For alle helgen, som i Kristi tro (mel.: Barnby) Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:»salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«(matt 5,1-12) 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Himmelske Herre. Vær med os i vort liv. Lad os høre dit livgivende ord i glæder og i sorger. Når vi mødes hér i kirken, er det egentlig ikke for at opleve noget nyt. Det er faktisk slet ikke for at høre noget, vi ikke godt vidste i forvejen. Altså det er det jo i en vis forstand. For vi kan jo komme til at synge en ny salme, stifte bekendtskab med en ny fortælling. Og en gang imellem kommer der endda en ny præst til. Men grundlæggende er det aldrig for at høre noget nyt. Det er altid for at blive mindet om det, vi allerede godt véd. Og når det er nødvendigt at blive husket på det, vi godt ved på forhånd, er det ikke bare, fordi vi er glemsomme. Det er, fordi det er vigtigt. Nej, det er faktisk for lidt at sige. Det er afgørende. Afgørende for os og for vores liv. For det, vi får at vide hér i kirken, vender op og ned på det hele. Det vender alt, hvad vi ellers sådan går og bygger vores liv på. Det stiller det hele i et andet og nyt lys, og vender det, vi ellers er så optaget af, på hovedet. For i kristendommen er blikket ikke rettet fremad; mod det, der sker i morgen. Mod det, vi håber for fremtiden. Nej, i kristendomme er det anderledes. Hér i kirken er det anderledes. Hér er det hele nemlig allerede sket. I kristentroen ligger alt det, der betyder noget bag os. Bag os alle og på samme tid bag hver enkelt af os. Det, der betyder noget, skete nemlig for to årtusinder siden. Det skete dengang, da Gud selv blev menneske. Dengang da han endegyldigt bandt sig til os mennesker og tog vores skæbne på sig. Dengang, da han gik rundt i blandt os, fik vi mennesker med ét adgang til det, som intet menneske nogensinde havde set. Vi fik Gud at se, som han virkelig er. Ikke som de gamle havde tænkt sig ham som den fjerne og nidkære Gud, der så at sige kun kunne træffes bestemte steder og tider; på Jesu tid i særlig grad i templet i Jerusalem. Ikke som vi kan gøre os forestillinger om ham som en nøjeregnende og årvågen regnskabsfører, der holder øje med os og, kan vi jo nok også være tilbøjelige til at gøre os forestillinger om, i særlig grad vil lægge mærke til alt det gode og fromme og rigtige, lige præcis jeg gør. Eller til det modsatte, hvilket jo til gengæld ikke er så rart at tænke på. Han og med han, mener den gode Paulus, for det er nemlig ham, vi hér har fat i, Jesus Han er den usynlige Guds billede (Kol. 1). I dette menneske, Jesus af Nazareth, får Gud et menneskeligt ansigt. Igennem Jesu ord, handlinger, liv får vi 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 et blik ind i den usynlige og skjulte Guds evige virkelighed. I hans død og opstandelse får vi skæbnefællesskab med ham. Hvis vi igen skal vende os mod den gode Paulus, så udlægger han det et andet sted sådan, at den gode Gud i dette ene menneske tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Og hedder det videre samme sted da han var trådt frem som et menneske ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Gud har en gang for alle lagt alt det, som de gamle forestillede sig om ham, bag sig. Han har sagt farvel til alle vores tanker om, hvordan han skal handle. Og i samme nu har han gjort op med alle vores idéer om, hvordan vi på vores side skal opføre os for i særlig grad at gøre ham tilpas. For ved at lægge almægtigheden bag sig og møde os i afmægtighedens åbenhed har han gjort alting nyt. I lyset fra hans død og opstandelse kan intet nogensinde blive det samme. Derfor er det også en afgørende pointe, at vi begyndte med at tale om, at det hele er vendt på hovedet hér i kirken. At det afgørende ligger bag os og ikke foran os. Fortællingerne om, at Gud er blevet menneske, er nemlig ikke kun fortællingen om noget, der skete en gang. Det gælder også for os i dag. For hver enkelt af os. Når vi mødes hér i kirken er det derfor altid for at blive mindet om denne altafgørende omvæltning i vores liv. I Guds fortælling smelter fortid, nutid og fremtid sammen, fordi det hele allerede er sket og på samme tid stadig sker og også fremover vil ske for og med os. Fordi Guds egen guddommelige fortælling om det levede liv, der blev hans, også er fortællingen om os og vores liv. I dåben har vi en gang for alle fået skæbnefællesskab med den gode Gud selv. Det betyder, at det, der gjaldt for ham, da han gav afkald og blev lig et menneske, også skal blive os til del. Fordi han opstod fra de døde, er dødens magt også brudt for os. Ved i dåben at have fået at vide, at vi hører ham til, må vi også leve vores liv i tillid og tiltro. Tillid og tiltro til, at vi derfor altid - om vi lever eller dør - befinder os samme sted: I den levende Guds hånd. Hér i Vinderslev har vi // ovre i Vinderslev Kirke har de nede i kirkeskibet, næsten sådan lidt gemt bag en bænk - der jo heller ikke var der, da maleren oprindeligt malede det - et billede af døden. Vi kan kende ham på leen. Han er sådan en lidt spøjs type. Og hvordan skulle det egentlig også være andet. For ingen af os ved jo noget som helst om, hvad døden egentlig er for noget. Døden 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 er det ukendte, som vi derfor også kan frygte. Og derfor er man så begyndt at afbillede døden som en uhyggelig og ofte lidt deform mand med en le. Når man begynder som ny præst i et sogn, er der heldigvis en masse hjælpsomme mennesker, der gerne vil fortælle om kirken, sognet og de mennesker, der gennem årene har levet deres liv dér. En af de fortællinger, som jeg har hørt, beretter om en trofast og nu for længst afdød kirkegænger, der havde for vane at sætte sig på en bestemt bænk og plads, lige dernede med ryggen til tegningen af døden. Vendt mod alteret og prædikestolen. For som han skulle have sagt, så havde han altid døden bag sig. Det er en helt fantastisk formulering, der i sin enkelthed rammer det hele ind. At have døden bag sig. Det er lige netop det, det handler om, når vi mødes hér i kirken. I dåben har vi allerede lagt døden bag os. Selv om vi véd, at hver enkelt af os skal dø, går vi i fællesskabet med Gud aldrig mod døden, men altid mod livet. Det er et godt og løfterigt budskab at blive holdt fast på, når vi fejrer Alle Helgen sammen. Vi samles om den smertelige bevidsthed om vores kæres og vores egen endelighed. At vi er afmægtige og magtesløse overfor så meget hér i tilværelsen overfor døden, sorgen og tabet. Alt det, kan vi ikke gøre noget ved. Andet end at håbe på, at Gud midt i håbløsheden vil give os et nyt livsmod. Andet end at tro på, at han, når meningsløshedens bølger slår sammen over hovedet, dog altid vil holde os fast. Håbet er en Guds gave til os. Ingen kender dagen i morgen. Og Gud ske tak og lov for det. Ingen af os ved, hvornår vi skal dø, eller hvornår vi skal miste de mennesker, vi holder af. Men vi har fået skænket håbet, som er en forvisning og en tillid til, at vores liv i går, i dag, i morgen og til evig tid altid ligger i Guds hånd. Intet og ingen skal nogensinde skille os fra ham. I dagens evangelium priser Jesus sine tilhørere salige. Han priser dem salige for en hel masse kvaliteter, eller vi ville måske sige det modsatte, nemlig lidelser og afsavn. Lidelser og afsavn, der i særlig grad er blevet deres, fordi de hører ham til. Det med at være salig er let at få galt fat på. Salighed er ikke bare noget fremtidigt; sådan i betydningen den himmelske salighed, eller hvad vi nu ellers kan forsøge at forstå det som. Det handler heller ikke, tror jeg, i første omgang, at vi i særlig grad udmærkes; at vi i særlig grad skiller os ud fra andre i kraft af noget, vi gør eller ikke gør. Det afgørende har sådan set slet ikke noget med os, 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 sådan isoleret set, at gøre. Omdrejningspunktet er en relation. Det er en relation til Gud selv. Det er netop dét, at vi hører ham til, der gør os salige. For salige bliver vi kun i et forhold, et forhold til livets herre. Derfor gælder det også os i dag. Hér og nu lyder de samme ord til os. Ikke fordi vi har gjort noget særligt. Og slet ikke, fordi vi har gjort os fortjent til det. Alligevel har vi lov til at tro på, at de fuldt og helt gælder os i går, i dag, i morgen, til evig tid. For i dåben har vi fået et urokkeligt løfte om, at vi altid må stå i det tætteste forhold til Gud selv. På Alle Helgen søndag må vi derfor minde hinanden om det, vi allerede godt ved. Vi må huske hinanden på, at det i mødet med Guds fortælling er os, der har fået får lov til at leve i troen på, at vi i ham er salige. Salige, fordi vi i dåben allerede er gået gået fra døden og til livet. Salige, fordi vi derfor har lagt døden bag os og altid går mod livet, også selv om vi går mod vores egen død. Salige, fordi vi har fået lov til at tro, at Guds virkelighed altid er større end vores. Salige, fordi vi har fået lov til at tro, at det ultimative punktum, som døden er for os, i Guds fortælling aldrig er andet end et ubetydeligt komma. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 1/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5