1. søndag efter trinitatis 7. juni 2015

Transkript

1 Kl Kl Ravsted Kirke Burkal Kirke (kirkekaffe) Tema: Barmhjertighed Salmer: 745, 696; 692, , 494, 685; 614, 671 Evangelium: Luk. 16,19-31 Gudsfrygt belønnes, og ugudelighed får sin straf. Måske ikke i levende live - dér går det sommetider omvendt. Men så da i hvert fald efter døden. Om ikke før, så vil det dog i dødsriget vise sig, at det lønner sig at være gudfrygtig, og det hævner sig at være ugudelig. Retfærdigheden sker fyldest. Der sker retfærdig afregning, om ikke her, så hisset! Sådan kan denne historie forstås. Men det er ikke historiens pointe, for dels får vi ikke noget at vide om at den rige mand var ond, og dels står der intet andet om den fattige end at han hed Lazarus. 1

2 Der er ikke i sig selv noget galt i at være rig. Tværtimod har vi i det Gamle Testamente flere eksempler på troende mennesker, der var meget rige, fx Israels stamfar Abraham. Det er altså ikke forkert at være rig (det kan vi se i det Gamle Testamente), men det er på den anden side farligt. Det kommer frem flere steder i det Nye Testamente. Fx advarer Jesus sine disciple meget kraftigt mod rigdommens fare ved at fortælle dem den lille lignelse om kamelen og nåleøjet: "det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige." (Matt. 19,24) Faren består i at man så let kommer til at stole på sin rigdom i stedet for på Gud. Det er så fristende at regne med det man har, og så glemme hvem det er man har fået det af! Vi skal huske på at det er Gud der giver os alt hvad vi behøver (1. Tim. 6,17). Vi hører ikke hvad den rige mand i lignelsen hedder. Men den fattige hedder Lazarus. Hans navn giver os nøglen til at forstå meningen med Jesu lignelse. "Lazarus" betyder "Herren hjælper". Det viser os hvad der er den rette indstilling til livet, uanset hvordan man har det, om man er rig eller fattig, rask eller syg. Lazarus led ikke under fristelsen til at stole på sin rigdom, for han havde ikke nogen. Problemet for den rige var at han slet ikke så den fattige, selv om han lå lige uden for døren. Han har ikke kunnet undgå at se ham, for han har været lige ved at træde på ham, når han gik ud ad døren, men han ville ikke se ham. Han ønskede ikke at den fattiges elendighed skulle ødelægge hans gode tilværelse. Det er et skoleeksempel på hvordan rigdommen næsten altid står i vejen for at have et godt forhold til Gud og dermed til næsten. For når hjertet hænger ved rigdommen, så glider det med Gud og næsten i baggrunden. Man kan ikke skille Gud og næsten. De hører sammen, sådan som vi hørte i dagens læsning fra Johannes' 1. brev: "den der ikke elsker sin broder som han har set, kan ikke el-ske Gud som han ikke har set" og videre: "den der elsker Gud, skal også elske sin broder." (1. Joh. 4,20-21) Man kan ikke have med Gud at gøre uden at have med sin næste at gøre. På en måde er det i lignelsen Gud der ligger uden for porten, og ethvert forsøg på at træde hen over næsten, der ligger uden for ens dør, er at gå forbi Gud. For kærligheden er konkret. Kærligheden kan ikke findes uden at den bærer frugt. Kærligheden er ikke det du taler om, men det du gør! Det er også det Jesus indprenter sine disciple skærtorsdag aften i sin lange afskedstale, at hvis de elsker ham, så skal de vise det ved at gøre hvad han siger. Det kan ikke lade sig gøre at tale om at elske de andre, hvis man ikke viser det i gerning. Den sidste aften før sin død 2

3 gav han dem et lysende klart eksempel på konkret og praktisk kærlighed ved at vaske deres fødder, før de skulle spise påskemåltidet. Selv om han var deres mester, så påtog han sig gerne slavens arbejde. Dermed gav han dem et forbillede for hvordan de skulle være over for hinanden. De skulle gøre lige som han havde gjort mod dem. (Joh. 13,14-15) Kærligheden til Gud og til næsten det er det centrale og altafgørende i kristendommen. Det er Guds lov for menneskelivet. Vi kan ikke leve uden kærlighed. Vi modtager kærlighed fra Gud, og vi viser hinanden kærlighed. Så enkelt er det. Kærligheden er både en gave og en opgave. Og de to hører udadskilleligt sammen. Fra vores første stund får vi vist kærlighed fra vore forældre og fra andre mennesker. Og helt naturligt ønsker vi også at vise andre den samme kærlighed. Alligevel ved vi også godt at vores menneskelige kærlighed er ufuldkommen. Vi har lettest ved at elske dem som elsker os, selv om Gud kræver af os at vi elsker alle mennesker - selv vore fjender! Kristendommens glædelige og befriende budskab er at Gud elsker os fuldkomment, selv om vi er ufuldkomne. Netop når vi kommer til kort og må indrømme at vi ikke er som vi burde være, da kommer han til os og viser os sin trofaste kærlighed og omsorg. Hele Bibelens budskab kan sammenfattes i talen om kærlighed. Gud har igennem alle tider vist mennesker sin kærlighed, og han har krævet af dem at de skulle afspejle denne kærlighed over for ham og over for andre mennesker. Det er som vi synger i en salme: "Guds kærlighed ej grænse ved. Hans ord os åbenbarer, at den er dyb og lang og bred, og at den evig varer. Men mærkes skal den her på jord, hvor lidende iblandt os bor, og ringe undertrykkes." (DS. 365,1) Det var det som den rige ikke havde fattet. Han havde nok i sig selv. Han var sig selv nok. Han mente at han blot skulle nyde livet, mens han havde det, og så var det det! Han levede uden Gud. Jesus fortalte denne lignelse for at advare os mod at ligne den rige mand. Vi skal ikke have nok i os selv. Vi skal ikke være så opslugt af os selv og vort eget, så vi overser vores nødlidende næste. Vi er ansvarlige for hinanden. Det er vores pligt at lindre andres nød. Vi har ikke fået livet for at bruge det udelukkende til vores egen fornøjelse, men for at dele med andre. Vi må simpelthen bede Gud om at åbne vores øj-ne for den nød der findes lige uden for vores dør. Den rige mand havde loven og profeterne, dvs. den jødiske bibel, som vi kalder Det Gamle Testamente. Men vi har endnu mere: Vi har evangeliet om Guds Søn, ver- 3

4 dens frelser, vor Herre Jesus Kristus. Vi har Paulus' breve som giver os en grundig undervisning i hvordan vi skal leve som kristne. Kort sagt: Vi har endnu mindre undskyldning end den rige mand i Jesu lignelse. Vi har alle forudsætninger for at kende Guds vilje. Vi skal blot gøre alvor af det vi ved og det vi tror på. Hvis vores tro ikke viser sig i praksis, er den intet værd. Vi kan ikke gøre andet end at tage imod Guds ord og lade det præge os, så hele vores liv bliver bestemt af hans vilje. Det hænger sammen med at vores kristne tro kommer af Guds ord, og troen næres af Guds ord og intet andet. Det er så fint udtrykt af en ung afrikaner fra Ghana. Han skriver sådan, i en bøn: "Matthæus, Markus, Lukas og Johannes - fire mænd sidder stille omkring den måtte som jeg ligger, beder og sover på. Kom nat, kom søvn, kom kære Herre Jesus. Fire mænd har fortalt os beretningen om dig. To sidder ved fodenden, to ved hovedgærdet. De vil bære mig til dig, Herre Jesus Kristus, når det sidste åndedrag går over mine trætte læber." Sådan taler et menneske, som har mødt Guds ord, de fire bibelske evangeliers beretninger om Jesus Kristus, og troet dem og taget dem til sig og ladet dem gælde både i livet og i døden. "De vil bære mig til dig, Herre Jesus Kristus, når det sidste åndedrag går over mine trætte læber". Hvis vi ikke vil høre på hvad Gud siger til os i sit ord i Bibelen, så vil intet under kunne hjælpe os. Hvis vi ikke kan se og høre og forstå, så er der ikke noget at gøre. Selv ikke et under kan hjælpe hvis mennesker ikke retter sig efter de menneskelige og gode regler som de godt kender. Der findes ikke noget mirakel som kan skabe en sand, kristne tro. Den sande tro og tillid til Gud kommer ikke af at vi får mirakler at se, men ved at lytte til Guds tale i stilhed, sådan at Helligånden kan gøre ordene levende for os. Dybden i Guds kærlighed til os finder vi ved at lytte til Guds ord i Bibelen. Vi har også Guds lov i vores samvitighed. Vi er født med en sans for hvad der er rigtigt og forkert. Og hvis vi ikke retter sig efter det, så er der ikke noget at gøre.hvis vi ikke vil tro på Gud og rette os efter hvad han siger til os om hvordan vi skal leve vores liv, så hjælper det ikke, selv hvis en stod op fra de døde sådan som Jesus faktisk gjorde! I stedet for at tro at vi selv eller andre vil blive overbevist om Guds virkelighed ved at opleve noget overnaturligt, skal vi hellere holde fast ved den sunde lære om Jesus, sådan som det er åbenbaret for os i Bibelen. Vi skal tro det virkelige under: at Gud blev menneske i Jesus Kristus, at han vandrede iblandt os, gjorde godt og underviste om Gud, at han blev dræbt, fordi mennesket ikke ville tage imod Guds godhed, 4

5 men at han genopstod fra de døde, og at han lover evigt liv til alle der tror på ham, en frelse som han giver os kvit og frit, uden at vi skal yde noget som helst for at opnå den. Mennesker har somme tider troet at alt hvad der har med Gud og kirken og livets mysterium at gøre, er noget særligt, noget ekstra som man kan føje til sit liv hvis man har lyst eller anlæg for det. Men her siger Jesus altså med sin historie noget andet: det dybeste i tilværelsen, spørgsmålet om frelse og fortabelse, spørgsmålet om liv og død, hører dette menneskeliv til, det liv vi lever lige nu dér hvor vi bor, dér hvor vi møder vore naboer og og kolleger og andre medmennesker. Der er ikke noget finere eller noget vigtigere eller noget mere alvorligt end det liv vi har nu. Det er nu det foregår! Det vi gør nu, har evighedsbetydning, og det vi ikke gør nu, har også evighedsbetydning. Man kan altså ikke udskyde livet, således at man venter med at tage livet alvorligt til engang senere. Det er nu livet er vigtigt. Hver eneste af livets dage er vigtige dage som skal leves. Navnet Lazarus giver os nøglen til at forstå Jesu lignelse. Meningen er at vi af Lazarus skal lære at regne med at "Herren hjælper". Det er det eneste vi behøver: at stole på Gud, at han vil os det godt, sådan som han har vist os det i sin søn Jesus Kristus. Når vi gør det, har vi allerede her på jorden del i det evige liv. Da kan vi regne med engang, når vi går bort, at blive båret hjem af englene og få plads i Abrahams skød. Selv om vi ikke lever usselt og fattigt som Lazarus i lignelsen, så kan vi jo godt længes efter den himmelske lykke, hvor der ikke længere er nogen sorg eller sygdom. Vi kan med forventning og glæde se frem til den salighed der venter os, sådan som Kingo skriver om i sidste vers af salmen "Far, verden, far vel": Der skal mine år begyndes i evigheds dejlige vår, der skal ikke dagen ved solen opgry, ej månen tilmåle mig næde og ny; men Jesus er solen, hvis stråler er strø'd i Abrahams skød! (DS. 614,9) Amen. 5