Julemandens arv. Kapital 13

Transkript

1 Kapital 13 Klimaet var behageligt på Galapagos på denne tid af året. Der var 23 grader og en lille hvid sky strøg ind foran solen nu og da og gav lidt skygge. Johnny så op mod toppen af plateauet på midten af øen, og skønnede at der måtte være max. 2 kilometer til dette punkt. Den vulkanske undergrund var rimelig frodig. Det meste af overfladen var dækket af græsser og småbuske så der var masser af vegetation til både skildpadder og det rige fugleliv. Det var en smule anstrengende at gå på denne overflade, specielt de steder hvor der ikke var vegetation. Når det gik opad, og lavastenene under hans fødder var smuldret, skred hans fod et stykke tilbage for hvert skridt han tog, så oplevelsen af at det gik fremad blev ødelagt lidt. En puslen i et krat fangede hans opmærksomhed. En sort rotte stak snuden frem. Det var søfarende der havde medbragt rotter til øen, og i dag truede disse rotter den naturlige balance, hvorfor der var et jaget dyr. Selve øen var nærmest formet som en dyb tallerken der var lagt på hovedet, så terrænet steg langsomt men sikkert. Efter en times gang nærmede Johnny sig toppen og valgte at slå lejr for natten. Det gav ingen mening at begynde at lede efter hval-formationen i tusmørke. Han fandt en ekstra lille forhøjning, som han mente ville holde rotterne ude af teltet, og slog det lille medbragte telt op. Det var aflangt og lige akkurat stort nok til en enkelt person. Liggeunderlaget var som skræddersyet til teltet, og Johnny besluttede sig for at få sig en lang nattesøvn og stå op sammen med solen ca. klokken Johnny regnede med at han ville kunne finde frem til stedet i løbet af morgendagen, og regnede derfor med at han kunne nøjes med en enkelt overnatning på øen. Johnny faldt straks i søvn og havde en rolig søvn indtil noget pludselig vækkede ham. Han så ned på det ene hjørne af teltet og kunne høre en skrabende lyd. Samtidigt julehistorier.dk Side 60

2 blev der hevet i teltet, og Johnny var pludselig lysvågen. Langsom lynede han teltet op og så ned langs med teltet mod det hjørne der bevægede sig. Han smilte ved synes. En stor skildpadde forsøgte at hive teltet ned. Da den fik øje på Johnny stivnede den og trak sig langsomt tilbage. Johnny tænkte at han hellere måtte flytte teltet lidt længere ind på den lille forhøjning så skildpadderne ikke kunne nå teltet med deres lange halsen. Det var ret enkelt. Teltet var ikke fæstnet til jorden, så han tog fat i toppen og trak det længere ind på den lille forhøjning. Hans øjnene fangede et lys i det fjerne. Det lignede et svagt oplyst telt der stod måske 2 kilometer væk. Der var altså andre på øen. Han vidste at der var regelmæssige besøg på øen af officielt udsendte biologer fra Ecuador, som øerne hørte under, så han slog det hen. Han sagde til sig selv at han ville forsøge at undgå disse biologer dagen efter, da hans tilstedeværelse jo ikke ligefrem var af biologisk karakter, og et par nysgerrige spørgsmål fra en biolog kunne måske afsløre, at der ikke var dækning for den historie Eskildsen formentlig var kommet med til myndighederne i Ecuador, da han skulle skaffe Johnny adgang til øerne. Johnny lagde sig til at sove igen og vågnede først da lyset fra den opadgående sol vækkede ham. Han stod op og pakkede sit grej sammen og spejdede over mod det sted hvor han aftenen før havde set et oplyst telt. Der var intet at se. I rygsækken fandt han en solid kikkert og med den afsøgte han øen så godt han kunne. Der var ingen at se men der var så mange toppe og fordybninger at det var umuligt at udelukke at der var andre på øen. Han rettede kikkerten mod midten af plateauet, og der, lige der, mellem en række store buske, så han noget der lignede en forstenet hval. Det måtte være der, tænkte Johnny. Han hankede op i sit grej og satte kursen mod formationen. Det var godt nok en stor formation, tænkte Johnny, stor nok til at kunne ses fra luften, når Julemandens kane fløj over øen. Han rystede på hovedet over hele situationen. Det virkede absurd at han virkelig skulle tro på en kaneflyvende julehistorier.dk Side 61

3 Julemand der landede på Pinzón for at tage sig en pause før sin videre færd, men Johnny havde set for meget til at afskrive muligheden. Formationen voksede og voksede efterhånden som Johnny kom tættere og tættere. Til sidst stod Johnny nedenfor lava formationen der ikke lignede en hval når man var tæt på. Det var nærmest bare som en stor klippe der stak op af jorden. Johnny begyndte at gå rundt om formationen og ledte efter spor af noget menneskeskabt. Han fandt intet. Da han havde været hele vejen rundt sank modet i livet på ham. Kortet må have været en and. En fusentaster havde lavet kortet for at sælge det til godtroende folk for en ekstra skilling. Johnny sukkede dybt. Han kikkede op på formationen og tænkte at der måtte være en god udsigt oppe fra toppen. Han fandt et sted hvor siden af formationen var knap så stejl og begyndte at klatre. Han nåede hurtigt toppen og stod og nød udsigten over øen, fra dette der måtte være øens højeste punkt. Et par hundrede meter derfra bevægede græsset sig, og Johnny smilede indvendigt da han troede at det nok var en skildpadde der var ved at møve sig igennem. Noget fangede hans øjne. Ca. 50 meter væk fra formationen var der en form for aftegning i jorden syntes Johnny. Det var som om der var en lav fordybning som var en lille smule FOR firkantet. Johnny kunne mærke sommerfuglene i maven igen. Han klatrede ned af formationen og satte kursen mod området. Det var ikke en stor firkant. Den målte ca. 3 meter på hver led, men Johnny var helt sikker på at dette ikke kunne være naturskabt. Inden for firkanten var jorden også lidt anderledes end den almindelige lava. Han satte sig ned og stak hånden ned i jorden. Den var løs. Hen begyndte at grave med hænderne og inden længe havde han gravet et hul på cm. Pludselig var undergrunden hård. Han fejede lidt jord til side og hans øjne stirrede ned på en brun klinke. Han gjorde store øjne og begyndte at udvide hullet ud til siderne. Det var helt sikker et gulv han havde fundet. De brune klinker var lagt med omhu. En eller anden havde lagt et gulv her, og hvor der var et gulv, måtte der have været vægge og tag. Han var sikker på han havde fundet frem til noget der måtte være sporene efter en gammel hytte. julehistorier.dk Side 62

4 Johnny brugte de næste 2 timer med at rydde jorden. Han havde ikke tænkt på at medbringe en skovl. Det ville godt nok have været noget nemmere med en god skovl, tænkte han. Han manglede kun det ene hjørne nu. Han tog fat med begge hænder og fjernede det sidste jord. Hans hjerte gav et hop da han fik øje på jernringen. Det var en af disse større jernringe man ofte ser på døre i gamle film. Johnny kunne mærke sveden dryppe fra sit ansigt da han tog fat i ringen og trak til. En lem begyndte at åbne sig. Det var en stor lem, så Johnny rejste sig og top fat med begge hænder. Langsomt fik han løftet lemmen der målte ca. 1 meter på hver led og var tung som et ondt år på grund af klinkerne på toppen. Han fik vippet lemmen helt om på den anden side og stirrede nu ned på en lille stentrappe. Johnny løftede blikket og så sig omkring. Der var stadig ingen mennesker at se. Han gik op på toppen af formationen og så sig til alle sider, men der var ikke et øje i nærheden, så vidt han kunne se. Han ville ikke risikere at være nede og undersøge hulen under gulvet, blot for at høre en stemme der pludselig råbte et hallo ned i hulen til ham. Han skyndte sig ned til den lille trappe igen og begyndte med langsomme skridt at gå ned af den. Der var mørkt. Johnny tog lommelygten frem fra sin rygsæk og tændte den. Han troede ikke sine egne øjne. I det ene hjørne stod en fint udskåret seng, nydeligt redt med alt hvad dertil hører. Overalt på væggene var der tegninger der forestillede Julemanden i forskellige situationer. Hvis dette virkelig var Julemandens mellemstation, hvor han tog sig et lille hvil på sin tur, så var det en Julemand der samlede på tegninger. Det var tydeligt at tegningerne ikke var professionelle tegninger, mere tegninger som børn kunne finde på at lave, om end de var nydeligt lavet. Johnny tænkte at det måtte gøre Julemanden glad at se på disse tegninger, og at det nok var derfor de var der. I modsat side af sengen var det et lille skrivebord, en stol og en lille reol. Der stod en enkelt bog på reolen, og Johnny gik over til reolen og tog bogen. Han lagde den julehistorier.dk Side 63

5 forsigtigt ned på skrivebordet, satte sig på stolen, og åbnede forsigtigt, meget forsigtig, den gamle bog. julehistorier.dk Side 64