Bibelmaraton 23, 4. februar 2014.

Transkript

1 Bibelmaraton 23, 4. februar Salme: DDS 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang. Fælleslæsning: Kolossenserbrevet. Tilbageblik og intro til ny læsning. Spørgsmål og eventuelle svar. Fadervor. Velsignelse. Salme: DDS 582 At tro er at komme (Astrups mel.). Intro til ny læsning (1. og 2. Thessalonikerbrev, 1. og 2. Timotheusbrev, Titusbrevet, Filemonbrevet og Hebræerbrevet 1-11). Kolossenserbrevet er skrevet til menigheden i den lilleasiatiske by Kolossæ. Datidens Lilleasien var - i store træk - det nuværende Tyrkiet. Jeg vil ikke gøre noget særligt ud af Kolossenserbrevet i dets helhed, men kun slå ned på et enkelt sted, nemlig det, der bruges ved bryllupper og kirkelige velsignelser. Ligesom resten af brevet er dette skriftsted rettet mod hele menigheden. I første omgang drejer det sig naturligvis om menigheden i Kolossæ, men til sidst i brevet skriver Paulus: Når brevet er blevet læst hos jer, sørg så for, at det også bliver læst i menigheden i Laodikea, og at I selv får brevet til Laodikea at læse. (Kol. 4,16). Brevet er altså ikke forbeholdt menigheden i Kolossæ. Dets budskab er ikke begrænset af tid og sted, men kan bringe oplysning og vejledning til enhver kristen menighed - også den her i Grindsted i vore dage. Ligeledes er det brev, Paulus har skrevet til menigheden i Laodikea, heller ikke forbeholdt denne specifikke menighed,

2 for det skal menigheden i Kolossæ også have læst højt. Den fornøjelse kan vi ikke få, for brevet til Laodikea er gået tabt - med mindre det, som nogle mener, er det, der har fået titlen Filemonbrevet. Men tilbage til det skriftsted, der bruges ved vielser og kirkelige velsignelser. Selvom det i første omgang er skrevet til menigheden i Kolossæ, kan det sagtens forstås som skrevet til et brudepar. I kan selv følge med i teksten i kap. 3, v : Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Jeg er vild med det skriftsted! Selvom det er poetisk formuleret, er det meget nøgternt og erfaringsnært. Ægteskabet er jo ikke kun en dans på roser. I så fald får vi i hvert fald af og til en torn i foden. Da er det godt at vide, at overbærenhed og tilgivelse er nogle af de egenskaber, der skal luftes ind imellem for at holde ægteskabet kørende. Når man med lethed kan bruge et citat som dette i forbindelse med vielser, hvor to menneskers indbyrdes kærlighed spiller en central rolle, siger det noget om, hvor stor betydning næstekærlighedsbegrebet har i kristendommen. Næstekærligheden er forpligtende! Vi skal anse ethvert medmenneske for at være vores kærlighed værdig - også selvom vi ikke umiddelbart kan få øje på det elsk-værdige/det, der er værd at elske ved ham eller hende. Når det er sagt, levede Paulus i en tid med andre traditioner og moralske normer end dem, der er vores. Samfundet var patriarkalsk opbygget, hvorfor Paulus skriver: Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. Mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke hårde mod dem. (Kol. 3,18-19). Selvom Paulus opfordrer sine kønsfæller til at behandle deres hustruer ordentligt, er det ikke et ægteskabssyn, vi umiddelbart kan godkende i vore ligestillingstider. Det behøver vi dog ikke at problematisere, for det er klart, at vi ikke er forpligtede på en totalt

3 fremmedartet kulturs traditioner og moral. Det er derimod Paulus formuleringer af kristendommens kernebudskab, der forpligter os som kristne. Inden vi kaster os over de syv breve, I skal læse til næste gang, vil jeg lige kommentere et enkelt skriftsted, I har læst siden sidst, nemlig Filipperbrevet 2,5-11. Det er nemlig en af mine yndlingstekster. Hvis I slår op, kan I se, at de seks af versene er opstillet på en anden måde end de øvrige. Det skyldes, at man formoder, at disse vers udgør en salme, som Paulus ikke selv har forfattet. Der er altså tale om en af de allerførste kristne salmer, der nogensinde er digtet. Derfor kaldes vers 6-11 for Filipperbrevshymnen. Dens indhold er en kort, men præcis beskrivelse af Kristi to naturer - Gud og menneske - samt hans offerdød og opstandelse: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende:

4 Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. Til næste gang skal I blandt andet læse 1. og 2. Thessalonikerbrev, som er de ældste breve, vi har fra Paulus. Dog er der uenighed blandt forskerne angående det andet brevs ægthed. I 1. Thessalonikerbrev dukker Paulus egentlige ærinde først op i kapitel 4, hvor han skriver: Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord. (1. Thess. 4,13-18). Noget tyder på, at Paulus slet ikke har forkyndt budskabet om de dødes opstandelse til evigt liv. Alternativt har dette budskab overhovedet ikke fæstnet rod blandt menighedens medlemmer, der er blevet fortvivlede, fordi nogle af deres trosfæller er afgået ved døden. Stillet overfor denne mangel i menighedens tro, forkynder Paulus de dødes opstandelse. Samtidig forkynder han Kristi snarlig genkomst, der vil medføre, at han tager de kristne med sig til himmeriget. Dette formulerer Paulus på en måde, der godt kan virke lidt komisk. Jeg synes i hvert fald, at det bliver bemærkelsesværdig konkret, når han skriver: Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften. Denne såkaldte nærforventning om de kristnes snarlige frelse fra jordelivets genvordigheder, måtte apostlene revidere efterhånden som Kristi genkomst trak længere og længere ud.

5 Hvis 2. Thessalonikerbrev er ægte, skildrer det menighedens skræk over Paulus beskrivelse af Kristi genkomst i 1. Thessalonikerbrev. Paulus trøster dem med, at der forud for genkomsten kommer nogle begivenheder, så de - hvis de er årvågne nok - vil være forberedt, når Kristus kommer for at dømme levende og døde. Det, der drager brevets ægthed i tvivl, er dels sproget, som nogle forskere anser for kun at være en efterligning af sproget og stilen i 1. Thessalonikerbrev, dels belæringen om Antikrist, som forskerne mener står i modstrid med Paulus belæring i 1. Thessalonikerbrev. I så fald er brevet en forfalskning, der er skrevet i efterapostolsk tid for at indføre nye nuancer i budskabet om Kristi genkomst og de sidste tider. For at følge den slags diskussioner skal man dog være helt nede i den græske grundtekst og have en udvidet indsigt i oldkirkens forskellige tankegange. Man kan også spørge, hvilken interesse man skulle have haft i at lægge ekstra vægt på budskabet om Kristi snarlige genkomst, når den indtil da havde ladet vente langt mere på sig end forventet. Er det korrekt, at 2. Thessalonikerbrev er et falsum, giver det udtryk for de sidste krampetrækninger blandt fortalerne for Kristi snarlige genkomst. Jeg ved dog ikke, hvor troværdigt det er og hælder mest til at anse brevet for at være ægte. Nu går vi videre til Timotheusbrevene og Titusbrevet, der tilsammen går under betegnelsen Pastoralbrevene, fordi de har et fælles præg og behandler fælles problemer. Pastoralbrevene betyder Hyrdebrevene. Selvom ordet hyrde ikke nævnes i brevene, er de stilet til enkeltpersoner, nemlig Timotheus og Titus, der hver især skal styre menigheden og sikre den ordnede forhold. De er altså en slags sjælehyrder. Ligesom det er tilfældet med 2. Thessalonikerbrev, mener nogle, at pastoralbrevene er falske, fordi deres indhold ikke passer særlig godt ind i den viden, vi ellers har om Paulus liv og virke. Desuden er sproget anderledes end i de andre breve af Paulus. I pastoralbrevene er ordforrådet større, men formuleringerne i visse sammenhænge

6 mere kortfattede. Centrale paulinske begreber, der går igen og igen i de centrale breve af Paulus er udskiftet med andre betegnelser. Normalt taler Paulus om begreber som kors, retfærdiggørelse og åbenbaring, men i pastoralbrevene tales der om god samvittighed, gode gerninger, gudsfrygt. I det hele taget lægges der større vægt på moral og en stram organisering af menigheden end i de øvrige paulusbreve. Om Pastoralbrevene er forfalskede paulusbreve eller stammer fra den sidste del af hans liv, som vi ikke ved særlig meget om, må stå hen i det uvisse. I Filemonbrevet skriver Paulus til Filemon, der leder en husmenighed; altså en lille menighed, der mødes hjemme hos Filemon. Filemons slave, Onesimos, er stukket af og har søgt tilflugt hos Paulus. Nu anmoder Paulus i diplomatiske vendinger Filemon om at overgive slaven til Paulus. Onesimos kan nemlig gøre gavn som Paulus medarbejder. Filomonbrevet er blevet forstået som et skrift, der argumenterer for slaveriets ophævelse, men det er ikke tilfældet. Paulus mente, at troen på Kristus gjorde alle til ligeværdige brødre og søstre uafhængigt af deres sociale stand. Når alle er lige i troen, er der ingen grund til at bryde ud af de vilkår, man nu engang lever under. Samtidig må det have været oplagt for frie kristne at behandle deres kristne slaver med større respekt end normalt. Ellers ville deres fælles tilhørsforhold til den kristne tro kun være på skrømt. Til sidst en ganske kort kommentar til det anonyme Hebræerbrev, der fremtræder som en slags religionsfilosofisk prædiken. Kristus beskrives som den fuldkomne ypperstepræst og brevets sprog er i det hele taget ret pompøst. Hebræerbrevet gør flittigt brug af Det Gamle Testamente, idet Kristus sammenstilles med både Moses og Melkisedek. Den sidstnævnte var konge af Jerusalem og velsignede Abram (1. Mos. 14,17-20). På den baggrund bliver Kristus i Hebræerbrevet beskrevet som

7 ypperstepræst på Melkisedeks vis (Hebr. 5,10), hvilket skal forstås som en hædersbetegnelse. Det mest kendte skriftsted fra Hebræerbrevet er denne fine definition af tro: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses (Hebr. 11.1).