Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Matt 21,28-44

Transkript

1 1 20. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 21. oktober 2012 kl Salmer: 443/434/290,v.5-6/347//589/439/421/332 Uddelingssalme: se ovenfor: 421 Åbningshilsen Vi er gået i kirke denne efterårssøndag. Vi er inde i årets sidste kvartal. Det er tid til eftertanke, til et efterårstjek, en efterårets søndag om måden vi forvalter vores tro på Gud på. En søndag der vil have os med på en grundig samvittighedsransagelse. Altså i dag en meget alvorlig søndag. Hvordan er det med vort folk, kirken, lederne, mig selv? Hvordan lever jeg? Kender jeg til at angre og fortryde, for at gøre det, der er sandt og ret? Giver jeg Gud de frugter, Han har ret til at få fra mit liv? Kasserer jeg den afgørende sten i Guds bygningsværk, husets hjørnesten, Jesus, eller er Han den afgørende sten i mit livs byggeri, min dybe sammenhæng? Lad de spørgsmål arbejde i os i dag og lad os tænke over dem, også nu hvor vi beder de bønner sammen, som skal gøre os klar til at åbne os for denne dags budskab: guiden til højmessen, side 4.

2 2 Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Matt 21,28-44 Bøn. Lad os bede. Kære Herre, skærp vores hørelse, så vi får hørt det særlige, du vil sige til os i dag, at vi kan angre og tro dig som vort livs hjørnesten og vi kan bære de frugter, du spejder efter. Amen. Prædiken Jesus er uhyggelig skarp i dag. En præst spurgte tidligere på året sin biskop om han måtte prædike over en anden tekst i dag, fordi der ikke var noget godt budskab i den. Han fik nej. Indrømmet: Jeg ville heller ikke selv have valgt den, men den står i Bibelen, talt af Jesus selv. Hvorfor? Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg (Åb 3,19), siger Jesus er sted. Vi kender også ordsproget: Den, man elsker, tugter man, som også stammer fra Bibelen (Hebr 12,5f). Derfor skal vi også lytte til Jesus, når Han taler sådan til os og kirken har derfor i sit kirkeår valgt den til os som bunden opgave hvert andet år på denne søndag. Godt vi ikke selv skal vælge tekster ud, så blev vi alt for ensidige! Og somme tider skal der tales skarpt til os. Nu er det tid til et efterårstjek, en

3 3 samvittighedsransagelse. Hvor står vi som folk, som kirke? Hvor står jeg selv? Lad os leve os ind i de to dele, teksten består af for at aflytte hvad Jesus vil sige til os. Jesus er i Jerusalem. Det er få dage før Hans død. Han er i samtale med de jødiske ledere, ypperstepræsterne, de ældste, farisæerne, altså dem, der selvfølgelig har sagt ja til Gud og lever et anstændigt liv efter loven, altså de rigtige. Jesus har tydeligt dem i tankerne og det er de også klar over. De kan ikke lide Ham, derfor pønser de på at slå Ham ihjel. Det er situationen og stemningen. Først får vi Mattæus udgave af lignelsen om de to sønner. Vi kender Lukas udgave om faderen og de to sønner bedst kendt som lignelsen om den fortabte søn. Vi havde den i kirken for fire måneder siden. I dag hører vi altså også om en far og hans to sønner. Faderen beder en af sønnerne om at arbejde i vingården. Det vil jeg ikke, svarer han. Det er ikke udtryk for et teenageoprør, noget, der går over igen, nej i den tids kultur er det som at slå faderen i ansigtet. Sønnen træder på sin far på den mest nedrige facon. Hvem har Jesus i tankerne? Dem, der kasserer Gud og bryder de grundlæggende livslove. Den tids

4 4 grove syndere, dem, der virkelig gør det, man ikke kan, i dag: ludere, pædofile, bolighajer, terrorister, tyveknægte, dem, der mobber andre, svigter og er utro. Men - der sker noget med sønnen. Bagefter tænker han over, hvad han havde gjort. Han fortrød, han angrede og gik alligevel hen i vingården. Det begyndte skidt, men endte godt. Det skete faktisk med flere af dem, da de hørte Johannes Døberens budskab og Jesu budskab: De angrede og begyndte at tro på Jesus og begyndte at leve efter de nye livsværdier. Faderen opfordrer også sin anden søn til at arbejde i vingården. Ja, far, det skal jeg nok er hans svar. Men han går alligevel ikke derhen. Han sagde ét, men gjorde noget andet. Det er ypperstepræsterne og co., Jesus har i tankerne. Og da de ser de grove ændrer adfærd og begynder at tro, gør de det ikke, da de selv er ramt i deres samvittighed, men de lukker af, de angrer ikke og tror ikke. Det begyndte godt, det endte skidt. Vi stopper lidt op og spørger os selv som folk, som folkekirke og først og fremmest os selv som enkeltpersoner: Hvad sker der med os i Danmark? Er vi blevet åndløse, tror vi, vi er livets herrer? Har vi tilsidesat Gud for at sætte vort eget igennem i folkekirken eller hører vi til de rigtige, dem, der selvfølgelig tror på Gud, vi har sagt ja ved dåben og

5 5 konfirmationen, vi har vores på det tørre her i vort overflodssamfund, vi vil selvfølgelig det gode, men har vi lukket af for det der vejer tungere: ret, barmhjertighed, troskab (Matt 23,23)? Kender vi til at angre, fortryde bagefter og ændre os, sådan at det har indflydelse på vores liv og bliver fulgt op i handling? Jesus fortsætter ad samme spor med en historie om en vingårdsejer som forpagter sin vingård ud til vinbønder og efter nogen tid sender tjenere af sted for at få frugterne af vinhøsten. Men vinbønderne er totalt afvisende over for vingårdsejerens tjenere i to omgange og slår dem ihjel og i tredje omgang slår de ejerens søn ihjel i den naive tro at så arver de vingården. En mærkelig historie. Om vinbøndernes afvisende holdning, et billede på ledernes nej til Gud og Jesus. De er i fuld gang med at forkaste Jesus, dermed forkaster de Gud og gør man det, slår man sig på Ham og det gør ondt. Nægter man at tro på Jesus og følge Ham, får man Gud imod sig. Som Brorson siger et sted: Vil man ikke lyset kende, må man sig på lyset brænde. Det gjorde de jødiske ledere og de undgik ikke dommen. Sådan kan det også gå os. Men er der slet ikke noget lys? Jo, for Jesus fortæller det her, fordi han elsker dem! Og efter at Han sagde

6 6 det her gav Han sit liv dem og os. Langfredag bad Han til Gud for disse ledere som havde ansvaret for Hans død: Tilgiv dem. De forkastede stenen i deres tilværelses bygning, men Gud gjorde den kasserede sten til husets hjørnesten, den afgørende grundsten eller topstenen, der holder buen sammen, den absolut nødvendige sten, den dybe sammenhæng, den uundværlige Jesus. Det gjorde Gud gennem Jesu opstandelse. Der findes en mulighed efter dommen: angeren og troen. Den sidste lignelse handler også om vingårdsejerens vedholdenhed for at få frugterne, et billede på Guds kamp for sine frugter og sit folk, stærkere end i det gamle testamente. Gud fortryder ikke, Han angrer ikke, at Han skabte os og døde for os og døbte os og taler til os. Der ER en mulighed for fornyelse. Vi er alle ramt og på den. Men der er et håb. For hvorfor indesluttede Gud os under ulydighed? For at Han kunne forbarme sig over alle. Korset er tegnet på Guds enorme indsats for vor frelse. Dette underfulde syn skal få os til at angre og komme til Ham, den levende sten. Amen.