Lindvig Osmundsen. Prædiken til 5.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 5. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 16,13-26.

Transkript

1 side 1 Prædiken til 5. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 16, Den tyske forfatter og præst Wilhelm Busch skriver fra nazitidens Tyskland. Det var i 1934, da nazisterne slog til lyd for, at nordisk religion skulle afløse den kristne tro. Man gik og ventede på at få besked om hvilken af de forskellige retninger Føreren ville bestemme sig for. Men man var sikker på at kristendommens tid var forbi. Hennes var fabriksarbejder. Hans rigtige navn var Johannes, men han blev kaldt Hennes. Fabrikken lå i det kendte Ruhr distrikt. Det var frokostpause, og man stod i gården og snakkede, og hurtigt faldt snakken på religion. En af de andre var meget ivrig for de nye tanker, og hånede Hennes der hele tiden gik i kirke. Den tid var snart forbi mente han. Hennes forsøgte at forsvare sig så godt han kunne. Og diskussionen blev hed, og flere og flere samlede sig omkring de to. Hennes sagde så til Karl, som den anden hed: Jeg tror vi taler forbi hinanden, nu synes jeg at vi hver især skal sige hvad vi egentlig tror på. Jeg begynder og så skal du bagefter sige hvad du tror på! Hennes begyndte og han sagde så højt og tydelige. Jeg tror på Gud fader den almægtige og så sagde Hennes hele trosbekendelsen der i fabriksgården. Der blev helt stille omkring Hennes, og han sluttede med og det evige liv. Amen! Og så sagde han: Sådan er min trosbekendelse! Og forsatte henvendt til den anden. Nu er det din tur, nu skal du sige din trosbekendelse! Den anden kiggede, og sagde så: Hør nu hold nu op, det kan du ikke! 1

2 side 2 Men Hennes var blevet stædig. Jo, du skal fortælle os, hvad du tror på! Han begyndte. Jo altså kristendommen den duer i hvert fald ikke! Hennes afbrød ham. Du skal ikke sige hvad der er forkert i kristendommen, du skal sige positivt hvad du selv tror på. Begynd nu! Der var tavs omkring dem, alle stod spændte og fulgte med i ordstriden, og så sagde de: Kom nu Karl, sig det nu! Karl stod og blev rød i hovedet, men så udbrød han: Hvad jeg tror? Det det har vi ikke fået at vide endnu, det arbejder de på i Berlin! Hennes og Karl. Hvad tror du på? Sådan spurgte Jesus Peter og det er også et spørgsmål vi alle får ind i mellem. Og kan spørge os selv om. Hvad tror du på? Hennes brugte trosbekendelsen som sit svar. Trosbekendelsens ord er en gave til os, dens ord kan bære min tro, den forener os, og opløfter os, når vi siger den sammen. Og trosbekendelsens ord som vi har i den apostolske trosbekendelse, er Guds løfte til os. I de ord tilsiges al Guds gerning os. Skabelsen, frelsen og forløsningen. I de ord forenes Gud og menneske, og får fælles historie og fælles liv. Der er gennem kirkens historie formuleret flere forskellige bekendelser. Den fælles tro har gennem tiden skullet afklares overfor forskellige opfattelser af Guds gerning og troens liv. Den mest kendte for os er den vi kalder den apostolske trosbekendelse, som er den vi bruger ved hver gudstjeneste, og som står bag i salmebogen. Dens historie og brug går tilbage til oldkirken. Og er brugt op gennem kirkens historie og er kendt i skriftlige kilder fra 200 tallet. 2

3 side 3 Og tager man trosbekendelsens ord sætning for sætning, så findes hvert led i trosbekendelsen beskrevet i Det Nye Testamente. Den apostolske trosbekendelse er dannet gennem brug i oldkirkens gudstjenester og er en sammenfatning af troens indhold, og knyttet til dåb og brugt som fast led i den kristne kirkes gudstjenester op gennem tiden. Ofte har vi måske det indtryk at vi skal overhøres, når trosbekendelsen siges. Det indtryk kunne man let få fordi trosbekendelsen i forbindelse med dåben siges som spørgsmål til den som skal døbes. At svare ja til trosbekendelsens ord er at bekende sin tro. Når det sker i forbindelse med dåben kommer det i en naturlig sammenhæng, hvor der først spørges: Hvem er den som skal døbes. Hvad er barnets navn? Dernæst siges det hvem Gud er, som barnet døbes til at tilhøre. Ligesom barnet bliver nævnt med navn, sådan bliver Gud nævnt med navn, og præsenteret. Gud, som jeg tror på og døbes til i dåben, Han er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, kendt for os og troet som bekendelsens ord siger det til os. Trosbekendelsens ord fortæller os hvem Gud er. Derved bliver trosbekendelsens ord også Guds løfte til os. Du skal døbes til at tilhøre Gud, som har skabt dig, du skal tilhøre Jesus Kristus som har levet, lidt og opstået for dig, Du skal tilhøre Gud Helligånd, som har forløst dig, skænket dig troen, og som sætter dig ind i menighedens fællesskab. Trosbekendelsens ord sætter os ind i Guds virkelighed, og tilsiger os alle Guds gaver. Den er Guds løfte til os. Trosbekendelse har 99 ord, forsagelsen og amen medregnet. Det er ikke mange ord, men de bærer Guds løfte og hele gerning til os. 3

4 side 4 Trosbekendelse er Guds gave til os. Ord vi som kirkens arv får lagt i munden. De er ikke ord vi selv ville finde på og skrive sammen. Jesu ord om lidelse og død, fik Peter til spontant at modsige Jesus, blot få øjeblikke efter at han så klart havde bekendt sin tro på at Jesus, var Kristus, Guds levende søn. Ordene om lidelse og død faldt ikke i Peters smag. Trosbekendelsen siger også det vi ikke selv kan sige om Gud. Trosbekendelsen er en gave til os. I læsningen om profeten Jeremias kaldelse siges det så fint. Jeremias skulle tale Guds ord til sin samtid, med ord han ikke selv skulle finde på. Nu lægger jeg mine ord i din mund! Jeremias fik et ord lagt i munden. Trosbekendelsen er troens ord lagt os i munden. Gave og nåde. Også i vores tid er Den kristne trosbekendelse under pres. En kollega skrev følgende: Jeg husker fra studietiden en medstuderende, der åbent erklærede, at der var linjer i trosbekendelsen, hun ikke kunne sige, hun sprang dem over! De fleste linjer i trosbekendelsen er gennem tiden blevet modsagt. Som Peter den gang, eller som vi hver for sig har linjer vi har det vanskeligt med. En har problemer med at det var Gud, der skabte alt. En anden har problemer med jomfrufødslen. En tredje med de dødes opstandelse. En fjerde med at Jesus korsfæstes og dør. Trosbekendelsen er den kristne tro formuleret i ord. Troen lagt i munden. Så jeg kan få fat i den. En tro, som er en tillid til Gud, udtrykt i trosbekendelsens givne og hellige ord. De ord bærer vores tro og vort håb til Gud. Peter bekendte det og sagde til Jesus; Du er Kristus, den levende Guds søn! 4

5 side 5 Den bekendelse var talt til Jesus, Du er. Du bærer min tro. Du har min tillid. Du må med tiden vise mig om du er den jeg tror du er! Bekendelsen er vores tillid til at Gud er, som den han siger han er. Af de ord tager vi Guds løfte til os. Det løfte nærer vores tro. De ord bærer vores håb. Og ved at bruge de ord knyttes tillidens bånd til Guds gerning for os. Ordene forbinder os med Gud. Som Peter gjorde det, sådan lever vi med tillid til Gud, og med tvivl. Med at det er svært at forstå at Gud kan være som han siger han er. I al tillid er der det gådefulde, vi har ikke kontrol over den vi tro på, men tillid til at Gud vil være tro mod os efter sit ord. Troens gåde, Kristi gådefulde gerning. Teksterne i dag beskriver troens centrum i Kristuslivet. Troens ord er ord vi har fået lagt i munden. Guds ord om sig selv. Samtalen mellem Jesus og disciplene, og særligt Peter sætter bekendelsen ind, som troens bånd mellem menneske og Kristus. Giver os løftets ord, på denne tro skal Guds kirke bygges! Og ingen magt skal få magten over den. Troens ord er en tro om Gud, som et menneske kan bære med sig i sit hjerte, og som ingen ydre magt kan tage fra det. Men et menneske kan selv have det vanskeligt med at tro det ord som Gud har givet. Som Peter, der ikke forstod Jesus lidelse, død og opstandelse. Troens tvivl. Troslivets gåder. Den sidste del af samtalen er Jesu ord, om at følge ham. Om at man må fornægte sig selv, tage sit kors op og følge ham. I de ord taler Jesus om troens trods. Trods min tvivl, trods det gådefulde jeg ikke forstår. Trods alt vil jeg holde fast i troen på Kristus. Dette handler om, i tillid til Gud at sige og bekende: 5

6 side 6 Gud i vold. I tillid til Guds ord, slipper jeg mine egne indvendinger. Jeg tager et spring i tro. Gud må råde for mig og mit liv. Peter som havde de store indvendinger, han blev siden apostel og forkynder, og skrev: Kom til Kristus, den levende sten, og lad jer bygge op til et åndeligt hus. Den, der tror på Kristus, skal ikke blive til skamme. 6