Tale ved Teknologirådets konference om Balancen mellem arbejdsliv og andet liv. Fællessalen, Christiansborg d

Transkript

1 Tale ved Teknologirådets konference om Balancen mellem arbejdsliv og andet liv. Fællessalen, Christiansborg d Hvordan der kan skabes bedre balance mellem arbejdsliv og andet liv er og bør altid være meget forskelligt fra familie til familie, fra person til person og fra job til job. Det er vigtigt, at vi som individer, som mennesker, tager ansvar for vores eget liv, ansvar for de beslutninger, vi træffer, og ansvar for at beslutte, at nogle ting kan man nå og andre er man nødt til at lade ligge i hvert fald i en periode. Og jeg tror på, at det er vigtigt, at det er os selv, der træffer den beslutning. Når jeg har valgt at tage et job, der kræver min opmærksomhed langt mere end 37 timer om ugen, så skal jeg altid huske, at det er mit eget valg. Det betyder ikke, at påvirkninger udefra og de rammer, jeg skal leve indenfor, ikke kan gøres mere eller mindre attraktive. Men for at kunne leve med de betingelser, er det vigtigt, at jeg selv bevidst har truffet det valg. Kun på den måde undgår jeg bitterhed og skuffelse, når andre ting må vælges fra. Det er derfor vigtigt, at vi som politikere ikke tager alle beslutninger for folk. Det er vigtigt, fordi vi som politikere ikke kan tage beslutninger, der passer bedst til alle og vi derfor let ville komme til at tage beslutninger, der vil passe meget dårligt om end slet ikke til mennesker, der lever meget anderledes end normen. Det vil jeg ikke være med til. Samtidig er der en overhængende risiko for, at vi ved at tage beslutningen fra den enkelte også kommer til at tage ansvarsfølelsen og dermed accepten af den til enhver tid givne situation fra den enkelte. For at illustrere: 1

2 Når jeg stadig befinder mig på Christiansborg sent om aftenen, så kan jeg naturligvis sagtens blive træt at det. Jeg kan sagtens drømme om et 8-16 job, og jeg kan sagtens tænke på alle de mange ting, jeg kunne havde gjort, hvis jeg havde et job, der krævede mindre af min opmærksomhed. Det er naturligvis i situationen ikke mit valg, at jeg skulle være på arbejde sent. Men det er OK for jeg har gennemtænkt konsekvenserne ved at have et mindre krævende job, ved at vælge deltid eller orlov. Og jeg har valgt det fra. Alt dette blot for at sige, at det ikke skal være os politikere, der tilrettelægger familiernes liv. Men vi skal skabe rammerne for, at familien kan fungere, og at det gøres attraktivt og muligt for den enkelte at bidrage på arbejdsmarkedet også i den periode, hvor man har børn derhjemme. Men vi skal ikke bestemme, at det skal være sådan. Og hvilke rammer er det så, vi kan være med til at skabe? Vælger man at få børn, må man også påtage sig det ansvar, det er. Og man må leve med de konsekvenser, det også har. Her tænker jeg på mindre tid til fritidsinteresser og den slags. Men som politikere kan vi gøre det mere eller mindre nemt at varetage alle de ting, man gerne vil: Børn, to udearbejdende voksne og tid til fritid. Den nuværende regering har allerede forbedret barselsorloven. Vi har gjort orloven mest muligt fleksibel således, at den kan tages i en omgang, af flere omgange, på deltid, af den ene forælder eller deles mellem forældrene. Altså, det skal være den enkelte familie, der beslutter, hvad der bedst passer til den, og hvordan den bedst får tingene til at hænge sammen. 2

3 Når børnene så når en alder, hvor de skal passes, er det vigtigt, at der er fleksible pasningstilbud. Vi er i gang med at sikre pasningsgaranti i alle kommuner, således at forældrene har et reelt valg mellem at få barnet passet eller at tage orlov. Vi har sikret muligheder for private pasningsformer, således at familierne selv kan vælge en pasningsform, der passer til deres familiemønster. Flere har spurgt, om den private pasning er en fiasko, fordi der ikke er så mange, der benytter sig af den. Men for mig er det ikke kriteriet. For mig er det vigtige, at der er et tilbud også til dem, der gerne vil have noget andet end det almindelige. Igen handler det ikke om at diktere familierne, hvordan de skal indrette sig, men at give dem muligheden for selv at træffe de nødvendige valg. Det samme gør fleksible åbningstider. Jeg ser meget gerne, at vi får flere institutioner, der er åbne, når mor og far er på arbejde også når det er udenfor den traditionelle arbejdstid. Samtidig arbejder vi med modeller for, hvordan betaling og brug af institution kan komme til at passe bedre sammen. En sådan ordning vil gøre det lettere for kommunen at sikre, at der er personale, når der er børn i institutionen, og gøre det lettere for forældrene måske at vælge deltidsarbejde i en periode, fordi det vil betyde en besparelse på pasningsudgifterne. Samtidigt skal der skabes muligheder for pasning af syge børn. Og så er der de områder, som er til gavn både for børnefamilierne og for de familier, som ikke har børn. 3

4 Her tænker jeg f.eks. på hjemmearbejdspladser. Der er naturligvis nogle arbejdsopgaver som aldrig vil kunne udføres hjemmefra. Men flere og flere kan. Og her kan vi politisk være med til hele tiden at overveje, hvordan rammerne for hjemmearbejdspladser kan sikres bedst muligt. Et konkret eksempel er gennemskuelige og rimelige beskatningsregler for telefon, computer, bredbånd og andet, der skal bruges til en hjemmearbejdsplads. Fra politisk side ligger vi ikke længere betydelige begrænsninger på butikkernes åbningstider. De må i dag have åbent hele natten, hvis de har lyst. Det har de desværre ikke. Og jeg vil derfor håbe, at når vi nu fra politisk side langsomt får afviklet begrænsningen på søndagsåbent, at butikkerne så også vil udvide åbningstiderne til ud på aftenen i større omfang. Her hen mod slutningen når jeg så til en af mine helt store kæpheste: Nemlig skattesystemet, som jo desværre på en række områder er med til økonomisk at bestemme nogle af de valg vi træffer. For mig som konservativ er det vigtigt at få sænket skatten, så flere får lyst til at arbejde mere, fordi det kan betale sig. Men det er ikke noget, jeg vil bestemme for den enkelte. Det må og skal være den enkeltes eget valg, om man vil lægge en indsats ud over det sædvanlige på arbejdet. Men jeg finder det samfundsmæssigt aldeles tåbeligt, at vi ligger økonomiske forhindringer i vejen for dem, der ønsker at gøre en indsats. Den største forhindring hedder topskatten og betales af næsten hver anden fuldtidsbeskæftigede dansker. Der er flere problemer: 4

5 For det første kan bundfradraget i topskatten ikke overføres mellem ægtefæller, som det kan i mellemskatten. Det betyder konkret, at hvis begge voksne f.eks. tjener , så betaler de mindre i skat, end hvis den ene tjener og den anden Fra politisk side bør vi derfor tillade dette fradrag, således at det er op til den enkelte familie og ikke op til os politikere, om den ene f.eks. vælger at arbejde på deltid, for at få tid til at tage sig af hjemmefronten, mens den anden arbejder lidt mere. Et andet problem kan illustreres ved et andet eksempel: Tag igen en person med en indkomst på om året. Hvis han vælger i 5 år at knokle ekstra, og derfor tjener for at have råd til kun at tjene i de næste 5 år, ja, så stiger skattebetalingen, frem for hvis han havde tjent i alle ti år. I dag er konsekvensen ikke bare de 5 hårde år, hvor han måske må give afkald på fisketuren med vennerne. Den er også en økonomisk belastning, der gør muligheden mindre attraktiv. Så længe vi har et progressivt skattesystem, kan vi ikke helt forhindre det. Men det burde dog være en fælles politisk sag at gøre dette problem mindre. Og det kunne f.eks. gøres ved at følge det konservative forslag om, at ingen nogensinde må betale mere end 50 % i skat af den sidst tjente krone. Den bedre balance mellem arbejdsliv og andet liv er det altså, efter min opfattelse, i høj grad den enkelte, der skal skabe. Som samfund, som politikere, som virksomheder kan vi alle være med til at gøre det lettere for den enkelte at skabe den bedre sammenhæng. Jeg har her forsøgt at give et par politiske bud. Jeg kunne ligeledes tale længe om, hvad vi som enkeltpersoner kan gøre. Det vil jeg undlade. Dog vil jeg sige, at det i vores moderne samfund, med alle de muligheder, det giver os for fritidsinte- 5

6 resser og andre interessante ting, er utroligt vigtigt, at vi husker, at vi hver især må vælge noget fra. Vi må vænne os til, at tid ikke er noget man har tid er noget man tager. Og tiden skal bruges der, hvor det har størst betydning for den enkelte. Danskerne ser f.eks. i gennemsnit TV i 18 timer og 16 minutter om ugen. Det er lidt mere end en hel dag. Og det er ikke de helt unge, der ser mest TV. Nej, det starter først i tyverne i det, jeg vil tillade mig at kalde den fødedygtige alder. Et råd til travle familier skal derfor være: SLUK DOG FOR FJERNSYNET og tal sammen i stedet. 6