Casekompendium - til etisk dilemmahåndtering

Transkript

1 Casekompendium - til etisk dilemmahåndtering Bioanalytikernes fagetiske univers danske bioanalytikere

2 Dilemmahåndteringsmodel Model for etisk analyse og beslutningstagning 1. Hvilke værdier og pligter er i konflikt med hinanden? 2. Hvilke individer og grupper vil blive berørt? 3. Hvilke handlemuligheder foreligger og hvad er fordele og ulemper ved hver af dem for de berørte parter? 4. Hvilke grunde er der for de enkelte handlemuligheder i lyset af: Etiske teorier, principper og retningslinjer Etik-kodekser og retsprincipper Professionens praksisteorier og -principper Personlige værdier, især dem man ikke selv deler? 5. Hvad siger kolleger og relevante eksperter? 6. Hvordan blev det faktiske forløb? 7. Hvad kan man lære med henblik på fremtiden? (Efter Reamer, F., Social Work Values and Ethics, Columbia UP 1999) Den dilemmahåndteringsmodel, du finder på side 26 i pjecen: Bioanalytikernes fagetiske univers, er en tilretning af den ovenstående dilemmahåndteringsmodel, udviklet af Reamer F. De hjælpeskemaer, du finder sammen med dilemmahistorierne på de næste sider, er udarbejdet efter dilemmahåndteringsmodellen i pjecen.

3 Bioanalytikeretik i praksis Invitation til etisk refleksion Dette casekompendium indeholder dilemmahistorier fra bioanalytikerpraksis. Historierne er fortalt af bioanalytikere i forbindelse med udarbejdelse af bioanalytikernes nye fagetik; Bioanalytikernes fagetiske univers. Historierne er anonymiseret og rettet til og det er hensigten at de skal bruges til øvelser i dilemmahåndtering og etisk refleksion. Det er en fordel at du læser pjecen: Bioanalytikernes fagetiske univers, inden du går i gang med dilemmahåndtering. Der gives ikke nogen facitliste til, hvordan man håndterer et etisk dilemma. Færdigheden at handle etisk kan kun opnås ved øvelse og refleksion. Det er bedst at øve sig på en situation man har selv har oplevet, men det kan være svært at gengive svære situationer og fortælle dem til andre. Studerende kan have for kort tid i praksis til at kunne bidrage med en selvoplevet case. Vi har samlet et sæt typiske cases fra bioanalytikernes hverdag. De kan bruges til dilemmahåndteringsanalyse eller inspiration til at fortælle sin egen case. Derfor er de første sider i dette hæfte også forberedt til at du kan skrive din egen case ned. God fornøjelse Fagetisk Nævn Danske Bioanalytikere 1

4 Beskriv dilemmaet/ dilemmaerne. Hvem er impliceret? Hvilke handlemuligheder er der? Hvad synes I er det væsentligste dilemma (hvis der er flere)? Hvilke af de 4 principper i common-sense etikken er i spil? Hvilke af de 5 grundlæggende bioanalytikerværdier er på spil? Er der andre værdier på spil? Hvad vejer tungest og hvad afgør hvordan du vil handle? 2

5 Patienten Svær at stikke! Det var en fredag aften og der var rigtig travlt i vagten. Alle var i gang med livsvigtigt arbejde. Den studerende, Anders, som er en rigtig dygtig og ansvarsbevidst ung fyr på 20 år, blev kaldt op på skadestuen for at tage nogle blodprøver. Anders ilede op på skadestuen, gik ind på kontoret og spurgte, hvilken stue der skulle tages blodprøver på. Han fik besked på at det var stue 5 og fik en bestillingsseddel i hånden. Da patienten havde mange smerter og skulle til operation med det samme, skulle blodprøven tages med det samme. Anders gik derfor ind på stue 5, hvor der lå en meget urolig mand med kraftige smerter i sengen. Anders fortalte ham at han skulle havde taget blodprøver og bad derfor om fulde navn og fødselsdag. Patienten svarede besværet, hvorefter han sagde; men jeg tror nu ikke du kan stikke mig, jeg plejer altid at være svær at stikke. En gammel garvet bioanalytiker bruger ofte to forsøg før det lykkes. Ved nærmere eftertanke synes jeg du skal finde en anden. Du ser al for ung og uerfaren ud til at kunne stikke mig. Anders forklarede, at han havde ikke længere var nybegynder indenfor området og at han gerne ville have lov til at tage disse blodprøver. Samtidig forklarede han også vigtigheden af at prøverne blev taget nu og at der på nuværende tidspunkter ikke var andre bioanalytikere til rådighed. Patienten holdt fast på sin beslutning, med den begrundelse han ikke ville udsættes for unødvendig smerte, hvilket han fandt at en blodprøvetagning var. Så den unge studerende forlod stuen uden blodprøve. Patientens sygeplejerske blev orienteret om problemet. Hun opfordrede ham til at finde en anden bioanalytiker med det samme, da patienten havde mange smerter og skulle til operation med det samme. Han lovede at gøre et forsøg, men forklarede dog at de kun var 3 på vagt denne aften og alle havde meget travlt. Da Anders kom tilbage til laboratoriet, var den ene af de to andre bioanalytikere gået ud for at tage livsvigtige blodprøver på et dårligt barn. Den anden indvilligede i at gå op på skadestuen, men i det samme ankom en livsvigtig spinal-væske som skulle mikroskoperes med det samme det havde den unge studerende desværre endnu ikke lært. Nu ringede skadestuen og rykkede for blodprøven Hvad skal bioanalytikerne gøre? 3

7 Patienten Tvang overfor ældre konfus patient Merete, bioanalytiker på en klinisk biokemisk afdeling. Jeg havde vagt i aftes og der blev indlagt en gammel mand på medicinsk visitationsafdeling. Han var konfus og forvirret. Sandsynligvis var det fordi han var dehydreret. Han havde også feber og afdelingen kaldte mig op til at tage blodprøver. Da jeg kom ind til ham og begyndte at forklare ham, hvad jeg skulle, blev han vred og begyndte at skælde ud på mig. Jeg prøvede at tale ham til ro, men det hjalp ikke. Derfor gik jeg ud til sygeplejersken og spurgte om det var nødvendigt, at vi tog de prøver nu. Hun tænkte sig om et par sekunder, og svarede at det måtte vi bare se at få gjort. Hun skulle nok hjælpe mig. Så kaldte hun på en sosu-assistent og sammen med hende holdt de patientens arm, mens jeg tog prøverne. Den gamle mand råbte og skreg og prøve at vriste sig fri. Det havde jeg det ret skidt med. Men gjort var gjort, og det var vel også sygeplejersken, som burde vide hvad der var bedst for patienten! Næste dag konstaterede jeg at han var død. Årsag: en kraftig lungebetændelse. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det nu også var nødvendigt at gøre vold mod den gamle mand. 5

9 Patienten kollega Malene, ung bioanalytiker på genetisk afdeling: Jeg er meget glad for at arbejder her. Det er et spændende job med udfordrende opgaver. Vi har fælles konference en gang om ugen, hvor særlige faglige problemstillinger bliver drøftet. Der bliver brugt et meget teknisk fagligt sprog og i starten forstod jeg ikke så meget, fordi der var så mange fagudtryk. Men efterhånden lærer jeg jo fagudtrykkene at kende og forstår mere. Men jeg lærer jo også om konsekvenserne af de mange undersøgelser, vi laver. Konsekvenserne af en dna-undersøgelse. Konstateringen af en arvelig defekt eller en mutation hos et foster kan jo få meget alvorlige følger for den familie, som er involveret. Det fører til svære valg mellem f.eks. at skulle forblive barnløs, vælge præimplantationsdiagnostik og derefter udvælgelse af det raske æg eller abort. Det får mig til at studse over at vi på vores afdeling i hvert fald i det vi udtrykker selvfølgelig skal undersøge alt, tage højde for så meget som muligt og forsøge at afskaffe/udrydde det syge og forkerte. Det er som om vi synes at vi mener at hvis vi konstaterer Down s syndrom, så skal der selvfølgelig foretages abort og egentlig også ved mange af de andre anormaliteter. Det synes jeg er forkert. Vi beder jo forældrene om at vælge og hvis det skal være et reelt valg, så synes jeg også vi skal huske at der er noget at vælge imellem. Men vi drøfter det ikke på afdelingen. 7

11 Kollega Måske en kollega har misbrugsproblemer! En aften ringer en sygeplejerske til laboratoriet. Hun mener at de lige har modtaget et svar, som de mener, er forkert. Vagthavende bionalytiker Lene lover at tjekke en ekstra gang. I forsøg på dette, opsøger hun den kollega, som har analyseret prøven. De finder sammen frem til den fejl i arbejdsgangen, som medførte et forkert svar. De øvrige svar i analyseserien er endnu ikke gået videre til afdelingerne, og kan derfor nemmere rettes. Der bliver lavet en rapport om utilsigtet hændelse, men alligevel undrer Lene sig over hvordan sådan en fejl kunne opstå. Hun synes den nærmest er umulig at lave. Hendes kollega griner lidt og siger at det kan ske, hvorefter hun beder Lene om at ringe til afdelingen om at svaret skal rettes. Lene fornemmer at hendes kollega, som havde lavet analyserne, virker påvirket af alkohol eller narkotika. Hun kan ikke lide at spørge om hun har nogle problemer, men er alligevel meget opmærksom og usikker resten af vagten. Lene synes det er svært at vide hvad hun skal gøre. 9

13 Patienten og andre sundhedspersoner EKG på gangen Karina, ung bioanalytiker på klinisk biokemisk afdeling: Jeg har stået i en situation, hvor jeg blev bedt om at tage EKG på en ældre dame. En nydelig ældre dame. Hun sad fuldt påklædt på en stol på gangen i medicinsk ambulatorium. Jeg prøver at finde et rum med en briks og det går der lang tid med. For lang tid, synes jeg, for tid betyder jo meget på en klinisk biokemisk afdeling. Det ender med at jeg spørger en sygeplejerske og hun siger at det må blive i en seng på gangen. Der står en seng og hun henter en enkelt skærm værs go. Jeg finder selv en skærm mere og må indrømme at jeg bliver vred og synes at det er for galt. Jeg forklarer den ældre dame, at det er sådan vilkårene er, men at jeg heller ikke er tilfreds med situationen. Hun er lidt forlegen ved at skulle klæde sig af bag en skærm, som slet ikke giver nok afskærmning. Samtidig føler hun sig presset til at gøre som vi siger fordi hun jo er gæsten her og godt kan se at der ikke er andet valg. Men måske havde der været et andet valg hvis jeg havde sagt fra. Måske kunne vi have gået et andet sted hen, fundet en briks og et tomt rum 11

15 Andre sundhedspersoner Forkert mærket prøve på patologisk afdeling Birthe, bioanalytiker på patologisk afdeling fortæller: Ofte står jeg i en situation, hvor vi har modtaget en prøve, som afdelingen ikke har mærket korrekt Det vil sige at der ikke er navn og cpr-nr. på. Det drejer sig tit om en vævsprøve, som er udtaget under operation, og som ikke kan genfindes. Proceduren på afdelingen siger at jeg skal smide den ud, men det kan jeg ikke bære. Jeg tænker på at hvis prøven var fra mig selv, så ville jeg håbe at de huskede at mærke prøven korrekt, og at de ville behandle prøven med respekt. Det vil sige at de ikke bare smider den ud. Der er da også en udbredt praksis på vores afdeling, at man ringer til operationsafdelingen og spørger efter en, som har været involveret i prøvetagningen. Så beder vi hende komme over og kigge på prøven og for det meste sætter hun id på prøven, fordi hun siger hun kan huske hvilken patient det var. Så er mavefornemmelsen bedre, men ikke helt god. For hvad nu hvis det alligevel ikke er den rigtige patient. Det ville være forfærdeligt. - Det er et dilemma. 13

17 Kollega el. andre sundhedspersoner Rutineprøver i vagten Anna, bioanalytiker på kl. biokemisk afdeling: Jeg kommer af og til i et dilemma når jeg er i aftenvagt. Ved nyindlagte patienter er der regler om at der kun må tages et begrænset prøverepertoire. Dog bliver jeg spurgt om jeg vil tage ekstra prøver, når jeg nu alligevel skal tage prøver på patienten. Argumentet fra plejepersonalet er, at patienten så bliver skånet for et stik. Men samtidig vil de gerne have det gjort med det samme, for så er det husket og de skal så ikke bruge tid på at bestille til næste prøvetagningsrunde. Men er det nu så vigtigt at skåne denne patient? Der er jo en grund til reglen om det begrænsede analyserepertoire. Det er jo for at vi ikke skal få for travlt i aften/nattevagterne. Samtidig vil man jo gerne være flink og servicemindet, så jeg er mest tilbøjelig til at tage prøverne alligevel med mindre der er faglige grunde til at det ville være uhensigtsmæssigt. Men der er kutyme for at der kun tages de blodprøver i vagten, som der er på vagtrepertoiret. Det giver mig et dilemma i forhold til mine kolleger. 15

19 Andre sundhedspersoner Arteriepunktur uden id. Det var i en vagt. Sidst på aftenen ringer der en sygeplejerske fra en afdeling og melder at de sender en arteriepunktur som hasteprøve. Da alle vi vagtbioanalytikere er ude for at tage prøver, aftales der med sygeplejersken at prøven kan stilles i lugen i laboratoriet, og at en bioanalytiker vil komme tilbage så hurtigt, som muligt, for at analysere prøven. Da jeg lidt senere kommer tilbage til laboratoriet finder jeg en rekvisition og en arteriepunktur uden id. Jeg kontakter straks afdelingen og gør opmærksom på at prøven ikke kan analyseres. Sygeplejersken kommer irriteret til laboratoriet og forlanger at få prøven udleveret. 5 minutter senere melder samme afdeling at de kommer med endnu en arteriepunktur. Prøven kommer til laboratoriet. Rekvisitionen er på samme patient, men prøvetagningstidspunktet er rettet og arteriepunkturen er id-mærket. Jeg har på fornemmelsen at de bare har ommærket den prøve, jeg tidligere afviste! Men hvad kan man gøre ved det? 17

21 Kolleger Type og forlig ved samme indstik. Dorthe står ved et barn på skadestuen. Barnet er kommet slemt til skade og er skiftevis uklar og ukontaktbar. Der skal tages type og kontroltype og det skal helst gøres hurtigt, for barnet skal skannes så hurtigt, som muligt. Portøren står klar og personalet på skadestuen er utålmodige. Da Dorthe er ved at tage blodprøven kommer hendes kollega ind på stuen. Hun skal tage kontroltypen. Det skal ifølge instruksen tages i et selvstændigt indstik ikke i samme indstik som typen. Alligevel spørger Dorthe sin kollega om ikke hun vil overtager sommerfuglen. Kollegaen bliver overrasket, men gør som hun bliver opfordret til. Bagefter bliver hun lidt flov over at hun har gjort det og synes at det er ubehageligt og lidt utrygt at hun ikke gjorde, som hun så mange gange har fået at vide hun skal gøre tage type og kontroltype i to indstik. Men ville det have gjort nogen forskel? 19

23 Kolleger Svar til patient Bioanalytiker Lisbeth, som har været bioanalytiker i 3 år. Fru Pedersen kommer ofte i ambulatoriet og får taget en lang række blodprøver og EKG for at få kontrolleret sine sygdomme. Hun kender mange af bioanalytikerne og vil gerne snakke om vejr og vind og om sine besværligheder ved at være kronisk syg og en efterhånden ældre og enlig dame. Sidst hun var hos os, var det mig, som trak hende. Jeg har hørt om hende og kan da også huske at jeg har set hende engang hun var indlagt. Hun snakkede som sædvanligt og jeg prøvede efter bedste evne at følge med, samtidig med at jeg tog blodprøverne og mens jeg tog EKG et. Hun havde bl.a. brug for at fortælle om sine problemer med at få hjælpemidler fra kommunen og om hvor svært det er for hende at komme frem og tilbage til undersøgelser og behandling på hospitalet. Da jeg var færdig med EKG-optagelsen og hun næsten var i tøjet igen, spurgte hun: Hvordan ser det så ud i dag?. Jeg blev lidt beklemt, for jeg havde faktisk ikke set så meget på det og apparatet havde ikke bemærket noget. Og jeg må indrømme at jeg ikke ved så meget om EKG-er. Jeg prøvede at sige at det kunne jeg desværre ikke sige noget om. Fru Pedersen forklarede at hun havde været lidt svimmel og haft lidt trykken over brystet den sidste tid. Derfor ville hun gerne have et svar inden hun gik hjem og sidst hun var herinde, kunne bioanalytikeren da godt svare! Jeg sagde til hende at det kunne jeg altså ikke, fordi jeg ikke har så meget erfaring og desuden var det mest rigtigt at hun fik svar fra sin læge i hjerteambulatoriet. Hun forstod det ikke, men accepterede svaret og besluttede sig for at ringe ind til hjerteambulatoriet dagen efter. Jeg følte det ret ubehageligt at jeg ikke kunne svare og blev lidt irriteret over at en af mine kolleger kunne finde på at tolke EKG et, for det kan jo ikke forventes af os. 21

25 Borger/samfund Forskning Susanne arbejder på et laboratorium, som laver medicinske dyreforsøg. Vi laver mange forskellige forsøg og det er meget forskelligt, hvor meget vi bliver involveret i, hvad det er vi gør med dyrene. Det er jo professoren eller den forsøgsansvarlige biolog, som har det overordnede ansvar. Men det er mig, som bioanalytiker, som står med de enkelte dyr, har dem i hånden og bliver direkte berørt af det vi gør ved dem. Vi laver f.eks. nogle forsøg, hvor vi skal stresse forsøgsmusene. De skal svømme i et bassin, og vi skal blive ved med at holde dem væk fra kanten, for netop at stresse dem rigtig meget. Det er jeg ikke glad for. Jeg får medlidenhed med de stakkels dyr. Jeg ved jo godt at de bliver aflivet, når de er klar til obduktion, men derfor synes jeg nu alligevel ikke det er sjovt. Vi taler om det i laboratoriet og støtter for det meste hinanden, så den anden tager over, hvis den ene synes det bliver for meget. Men hvornår skal man sige stop? Skulle jeg hellere sige fra og tage diskussionen op med forsøgslederen.. 23

27 Skriv din egen dilemmahistorie her: 25

29 Skriv din egen dilemmahistorie her: 27

30 Noter 28

31 Noter 29

32 Danske Bioanalytikere Sankt Annæ Plads 30 Postboks København K.