19. Mandag Blod og lymfesystem del 2

Transkript

1 19. Mandag Blod og lymfesystem del 2 Bemærk at blodets buffersystem ikke er pensum under kredsløb/hjerte og blod/lymfesystem. Medmindre I er meget glade for fisk, spring da bare figur 174 over. Vi skal i dag prøve at få helt styr på begrebet osmotisk tryk, det parakapillære kredsløb og lymfesystemet. Siden samler jeg op på kapitlerne kredsløb/blod/lymfesystem og screener for eventuelle huller i pensumplanen, vi ikke har fået snakket så meget om. Siden kort om næste uges første terminsprøve.

2 Hvad er osmose? Det er diffusion (vandring) af vand fra et område til et andet, hvor disse områder er adskilt af en barriere, der kan være mere eller mindre gennemtrængelig (permeabel) for forskellige stoffer. For at vand kan diffundere, kræves selvfølgelig, at barrieren er gennemtrængelig for vand. I fysiologien er cellemembran (der adskiller cellens ydre og indre miljø) og kapillær væg (der adskiller blod og intercellulærvæske) typiske barrierer. Årsagen til osmose er forskellige stoffers tendens til at tiltrække vand, f.eks. salte, sukker og plasmaproteiner. Disse forskellige stoffer får derfor betydning for væskebalancen omkring den givne barriere. Men kun hvis barrieren er uigennemtrængelig for stoffet. Prikker på fig. 1 beholder B symboliserer et stof, der kan bidrage med et osmotisk tryk. Dette stof kan ikke passere barrieren i midten. Hvis det modsatte var tilfældet ville stoffet (via naturens lov om stofligevægt) blot fordele sig ligeligt på begge sider (beholder A og B). Dermed sker der ingen vandring af vand. Men eftersom stoffet ikke kan passere barrieren må naturens behov for ligevægt imødekommes på anden vis. Der vil derfor ske en vandring af vand fra beholder A til B for at fortynde indholdet i B, så B kommer til at ligne A mest muligt. Derfor stiger væskesøjlen i beholder B på fig. 2. Jo mere væskesøjlen stiger desto større tryk skabes der i beholder B og dette øger chancen for at vand vil vandre den modsatte vej, dvs. fra B til A. Ligevægt indtræffer på et tidspunkt (dvs. ingen nettovandring af vand mellem beholderne) og det osmotiske tryk kan da aflæses som størrelsen af væskesøjlen x på fig. 2. Som vi skal se om lidt skaber plasmaproteiner et osmotisk tryk, der blot kaldes et kolloidosmotisk tryk, med stor betydning for det parakapillære kredsløb.

3 30 mmhg Det parakapillære kredsløb 20 mmhg kolloidosmotisk tryk blodtryk > kolloidosmotisk tryk arterielle ende intercellulærrum filtration Kapillær (mikrocirkulation) intercellulærvæske blodtryk < kolloidosmotisk tryk resorption væske med O 2 + næring væske med CO 2 + affald 10 mmhg venøse ende Vi har tidligere beskrevet kapillærer som udvekslingskar, hvor ilt og næring afgives fra blodet til vævet og kuldioxid og affald afleveres fra vævet til blodet. Men hvordan foregår det? Det kan vi tilskrive det såkaldte parakapillære kredsløb (= ved siden af kredsløb). En del af blodvæsken forlader kapillærer og medtager ilt og næring til vævet (filtration). Senere genoptages væske til blodbanen og medtager kuldioxid og affald (resorption). Der er derfor tale om en lille omvej udenom kapillæren (= parakapillær). Blodtrykket og det kolloidosmotiske tryk driver det parakapillære kredsløb. Plasmaproteiner skaber et osmotisk tryk over kapillær væg, fordi koncentration af proteiner er større i kapillærer end i intercellulærvæsken. Da proteiner ikke let passerer kapillær væg og da vand let passerer, vil det kolloidosmotiske tryk drive væske fra intercellulærrummet til kapillæren. Omvendt er det med blodtrykket i kapillær, der vil søge at drive væske fra blodbanen til intercellulærrummet. Altså modsatrettede kræfter. Det kolloidosmotiske tryk er stort set konstant langs kapillæren, fra den arterielle ende til den venøse ende. Sådan er det ikke med blodtrykket langs kapillæren; blodtrykket er størst i den arterielle ende og mindst i den venøse ende. Det betyder at blodtryk vinder over kolloidosmotiske tryk i starten af kapillæren, hvorfor væske filtreres ud af kapillæren. I sidste del af kapillæren er det omvendt, hvorfor der sker en resorption af væske tilbage i kapillæren. Grunden til at salte ikke yder noget osmotisk tryk over kapillær væg, skyldes at salte kan passere væggen (modsat en cellemembran).

4 Blod flyder i blodkredsløbet og lymfen flyder i lymfesystemet. Men lymfesystemet er ikke et lukket kredsløb med central pumpe som blodkredsløbet; det kan mere sammenlignes med et træ, hvor små grene er de fritliggende perifere lymfekapillærer tæt på de almindelige blodkapillærer i de forskellige væv. Disse svarer til almindelige kapillærer i opbygning, blot mere utætte så stoffer lettere optages i lymfekapillæren og dermed lymfesystemet. Træets større grene er så mere centrale lymfekar, der ender med at tømme sig i højre og venstre v. subclavia. Lymfesystemet har flere vigtige funktioner, men i forlængelse af diskussionen omkring det parakapillære kredsløb, gælder der følgende: På helkropsplan er filtrationen større end resorptionen i det parakapillære kredsløb. Det betyder at væske vil hobe sig op i intercellulærrummet i et væv (vævs væske), hvis ikke der fandtes et system, der kunne fjerne overskydende væske. Lymfesystemet har netop denne vigtige rolle. Systemet optager op til 4 liter væske i døgnet og leverer den tilbage til blodbanen via de centrale lymfekar. Særligt lever og tarm danner meget vævs væske. Derfor sikrer lymfesystemet også opretholdelse af det kolloidosmotiske tryk, da plasmaproteiner der har forladt blodkapillærer, returneres tilbage til blodbanen. Kapillær væg er derfor ikke helt uigennemtrængelig for plasmaproteiner; især i lever og tarm må lymfesystemet opsamle og returnere en del protein til blodbanen. Ophobning af væske i et væv kaldes et ødem. Set i relation til det parakapillære kredsløb, kan dette både skyldes øget filtration (udadrettet tryk), mindsket resorption (indadrettet tryk) eller dårlig dræning af lymfesystemet. Mindsket resorption kan skyldes fejl, og underernæring, således at indholdet af plasmaproteiner er lavt og dermed et ringe kolloidosmotisk tryk. Hungersødem giver derfor ophobning af væske i bughulens indvolde. Lymfesystemet

5 Lymfekapillærer i et væv celler lymfekapillær intercellulærvæske arteriole lymfen venole lymfekar

6 Hvad driver lymfesystemet? Blodet i det lukkede cirkulære kredsløb pumpes rundt af hjertet, men lymfesystemet har ikke en sådan pumpe, så forskellige fysiologiske fænomener driver lymfen fra periferien til de centrale lymfekar og derfra tilbage i blodbanen: glat muskulatur der udviser rytmisk sammentrækning i større lymfekar Lokale faktorer klapper der ensretter lymfestrømmen thoraxpumpen, der suger lymfen centralt Globale faktorer v. subclavia skaber et sug der hjælper lymfestrømmen, der hvor de centrale lymfekar tømmer sig ind i v. subclavia muskelpumpen

7 Lymfesystemet og kostens fedtstoffer (lipider) Lymfesystemet har andre opgaver end blot at opsamle overskydende vævs væske. Lymfesystemet er også en indirekte rute for kostens fedtstoffer (triglycerider), dvs. fedt optages i lymfesystemet i tarm og derfra videre til blodbanen. Dette vil vi lære mere om under fordøjelsessystemet.

8 Kroppens forsvar Der er lymfeknuder (lymfoidt væv) indskudt i lymfesystemet og der er lymfoidt væv i rød knoglemarv, brissel, milt og slimhinder. Lymfoidt væv spiller en central rolle i kroppens forsvar; der findes makrofager i lymfeknuder, der kan fagocytere bakterier, kræftceller og andre fremmedlegemer. Lymfen filtreres hermed for uønsket materiale. Der er særligt mange lymfeknuder på halsen, i armhulerne og i lyskerne. Der er over 400 knuder i alt. brisselen rød knoglemarv milten lymfeknuder

9 dræner overskydende vævs væske lymfesystemet optager kostens fedtstoffer i tarm (de fleste) kroppens forsvar

10 lymfe fra ductus lymphaticus. Højre side af overkroppen samt hoved og hals Dræner ¼ af kroppen Mælkebrystgangen og cisterna chyli lymfe fra underekstremitet og hele bughulen lymfe fra venstre side af brystkassen, venstre halvdel af hoved/hals og venstre overekstremitet. Dræner ¾ af kroppen. Bemærk den asymmetriske dræning fra venstre og højre side.

11 Afvigelser fra den normale opbygning af kredsløbet dobbelt blodforsyning, f.eks. leveren der modtager venøst blod fra v. portae (portåresystem) og arterielt blod fra a. hepatica arteriovenøse anastomoser (shunt kar), dvs. karforbindelser mellem små arterier/arterioler og små vener/venoler. Benyttes f.eks. hvis der skal spares på varmen, så blodet føres udenom hudens kapillærer og direkte over i venesystemet. funktionelle endearterier. koronararterierne og deres grene er funktionelle endearterier, dvs. manglende anastomoser imellem de enkelte grene af koronararterierne.