20. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 18. oktober 2015 kl Salmer: 730/434/303/385//175/439/320/475 Åbningshilsen

Transkript

1 1 20. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 18. oktober 2015 kl Salmer: 730/434/303/385//175/439/320/475 Åbningshilsen Den sidste søndag i efterårsferien. Frokost bagefter. Det er blevet efterår. I dag får vi at vide ind i dette års efterårsstemning: Gud vil have os med til fest! Og vi skal svare på invitationen. S.U. = svar udbedes, står der på dåbsattesten med usynlige bogstaver. Når vi kommer i kirke, er vi inde i et omklædningsrum. Vi må komme som vi er og lægger vi det gamle, sure, mugne, selvtilstrækkelige, selvretfærdige, selvkloge af os og tager det nye menneske på, som fornemmer fest, siger ja til det liv, Gud giver os og den ånd, Han sender os ud i det med. Gud er som en pottemager, skal vi høre i dag. Han begynder forfra på os, når vi er gået i stykker og former os til det, Han vil. Det skal give os mod til at lade Ham forme os i sit billede. Lad os derfor nu sammen bede den bøn, vi finder side fire i guiden

2 2 Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 22,1-14 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd, vi beder dig: klæd du os på til fest. Amen. Prædiken Er livet en fest eller en begravelse? Hvad svarer vi? Både-og, til nogle tider det ene, til andre det andet. Livet har jo begge sider. Hvad så: er kristendom bryllup eller begravelse?! Hmm. Hvad skal vi svare til det? Vel først og fremmest alvor. Livet er jo en alvorlig sag. Det er også alvorligt i kirken, ikke sandt, vigtige ting er på spil, når vi er i kirke. Jeg spørger igen: er kristendom bryllup eller begravelse? For jeg vil have fat i, hvad det er, Gud egentlig vil os? Fest! Det er det, Han vil stille an med og vil, at vi skal med til. Bryllup, ikke begravelse. Glæde, ikke sorg.. Det påmindes vi om, her hvor efteråret banker på med mørke, blæst, regn og kulde som et forvarsel om vinteren, hvor det bare bliver værre. Gud vil fest, lyder det her, hvor livet bliver tungere. Og det er ikke for meget at sige, nej, liv og sjæl skal fryde sig inderligt i Gud, som vi skal synge om lidt.

3 3 Livet er måske blevet tungt for dig. Men Gud vil have dig med til fest. Du er blevet alvorlig i livet, men Gud vil have dig med til fest. Okay, tænker du, men det er jeg ikke god til. Det er ikke for en som mig? Hvem indbød Han? Onde og gode! Revl og krat. Helt ud til kanten gik Hans tjenere med invitationen. Enhver som er menneske, også selv om du ikke bryder dig om mennesker, Jesus eller Gud. Onde og gode. Så er vi budt med til fest alle som en: til samling om Kongen og Hans søn, glæden ved at lejre sig om de to, som emmer af hengivenhed, en Gud, der giver til os og vi bliver ét med Ham. Sammen med en masse andre. Fælleskab, sang, måltid. Elsket for at elske. Hvilken puls og intensitet- Festen er begyndt. Vi mærker det indimellem allerede nu: når det her rører ved os, går ind hos os og tiøren falder og vi fornemmer, også her, når liv og sjæl i Gud fryder sig inderligt. Og derhjemme, når det går op for os: Gud vil fest! Gud vil fest! Ja, daglig frydefest i Jesu rige nåde, som vi sang. Gud er som en konge der vil invitere til kronprinsens bryllup. Indbydelsen kommer i god tid inden, f.eks. ved en dåb, til konfirmationen, når du oplever en berøring fra Gud, når man bliver gift og livet bobler, når man får børn og vi ser et under, når man begynder at tænke og gennemskuer livets tomhed og vores

4 4 slatne glæde. Og indbydelsen kommer igen, når vi kommer tættere på som nu, hvor der sættes streg under festen. Det Gud vil have os med til, bliver i Bibelen igen og igen præsenteret ved hjælp af billedet af et bryllup, hvor fedekalven er på bordet. Fedekalven, kan I huske den? Da den fortabte søn kom hjem, hvad skete der så? Så blev fedekalven slagtet. Gud vil fest. Og så er der alligevel alvor i luften, ikke fordi Gud vil den alvor, men fordi vi har det med at reagere negativt på invitationen! Det er os, der laver grus i maskineriet. De ville ikke komme, de tog sig ikke af det, de flyttede sig ikke efter det, de blev ved deres og nogle reagerede så negativt at de mishandlede og slog indbyderne ihjel. En underlig modstand! Og følgen: den, der ikke vil være med i Guds selskab, som har givet os livet og skabt os i sit billede, kan ikke være i den virkelige glæde og må stå uden for den. Men Gud insisterer alligevel på at festen skal blive til noget trods afvisning og modstand. Og alvoren truer også feststemningen til sidst. Kongen får øje på en, der ikke har bryllupsklædning på. Han er sluppet derind i sit eget tøj. Grunden er ikke, at manden er fattig og ikke har råd til tøjet, for

5 5 bryllupstøjet er en gave man blot skal tage på. Derfor spørger kongen Min ven, en venlig henvendelse med et godt formål, hvordan kan det være, at du er kommet ind her uden bryllupsklædning? Og hvad sker der? Manden tav! Ikke et ord. Mærkelig tavshed. Kongen tiltaler ham og han svarer ikke. Det er majestætsfornærmelse. Hvorfor tier han?. Der var gang, hvor de skriftkloge, farisæerne og ypperstepræsterne tav, når Jesus spurgte dem om noget. De ville Ham ikke, de ville sig selv og deres egen religion. Han mener vel, at han må da være god nok som han er i sit eget tøj. Jeg kan godt være mig selv bekendt. Altså stolt, hovmodig, selvretfærdig. Jeg tror på min måde, jeg har min moral på plads, jeg kommer i mit eget tøj. En vigtig reminder her mod årets slutning: Til Gud må vi komme som vi er, onde som gode. Men: vi kan ikke komme ind til festen som vi er: vi må være klædt på til det. Den fortabte søn kom i sine egne laser og blev modtaget som han stod og var, men til festen skulle han bære festklædningen. Guds kærlighed når os lige dér, hvor vi er, men Hans kærlighed nægter at lade os blive hvor vi er og som vi er. Gud vil forvandle os. For Gud kan vi ikke stå nøgne og i forhold til Ham er vi gennemskuede og nøgne når vi kommer i vort eget kluns. Vi har brug for Kristustøjet. Og klæder skaber

6 6 folk! Vi ser flere remindere på det: de tre dåbskjoler er et billede på det, den hvide brudekjole også og det hvide tøj som de døde ofte klædes i. Denne hvide alba her, jeg har på, ser vi altid ved gudstjenesten for helle tiden at signalere: Vi skal klædes på til fest, tage imod Kristus og leve omgivet af Ham, lade os fylde af Ånden. Manden tav og derfor kunne han ikke være med. Han ville ikke være med i glæden, følge ånden i festen, stilen, etiketten kun være der på sin egne præmisser. Han agtede ikke festen og værten. Sådan et sind vil være en festdræber, man kan ikke være der. Han var kaldet og udvalgt, men ville ikke være det. Tænk hvis han i stedet havde svaret kongen: åh, det må du undskylde og gået ud og skiftet tøj, så var han med! Så havde pottemageren formet ham på ny. Det begynder godt med os i dåben. Vi er godt begyndt, og vi er fortsat, vi er her. Hvordan til sidst - når festen folder sig helt ud? Vi vil ikke misse den fest i glæde over, at Gud er en Gud, der vil fest og vil give os del i glæden uden mage. Amen.