Moral: Psykens omdrejningspunkt og terapeutens indsatsområde? Morality: The Heart of the Psyche and the Work Field of the Therapist?

Transkript

1 Moral: Psykens omdrejningspunkt og terapeutens indsatsområde? Morality: The Heart of the Psyche and the Work Field of the Therapist? Psykologisk Institut Aarhus Universitet Nobelparken Jens Chr. Skous Vej Århus C Janne Høgh Årskortsnr.: Vejleder: Preben Bertelsen Efterår 2003 Side 1 af 112

2 Summary The focus of this essay is morality. Although traditionally moral is considered to be a philosophical subject the hypothesis is posed that moral is an evolutionary inborn moral capacity in the human psyche a capacity that develops into a moral competence within the Self as the child grows up in relations to others. The hypothesis is examined if a distortion of the general development of morality caused by insufficient relational feedback in the years of growth is the cause of all psychological problems. The essay claims that there may be reasons to believe this could be the case. This leads to the question if the therapist s primary contribution to therapy is of moral nature and if therapy basically is a project of re-moralizing. Finally it is examined whether the therapist working within a moral frame of understanding requires specific competences and the importance of ethical breeding of the therapist is stressed. Side 2 af 112

3 Disposition Kapitel 1 Indledning 1.1 Specialets opbygning Psykologiens område Den antropologiske psykologi Menneskets handlinger Den gode og den dårlige handling - psykologisk set Moral som et filosofisk forhold Tre normative etiske positioner Metaetikken Den gode og den dårlige handling - filosofisk set Sammenfatning Kapitel 2 Menneskets moralske sans i natur-, kultur og livshistorisk perspektiv 2.1 En model med helheden in mente den antropologiske grundmodel Selvet som intentionelt forhold Kohuts selvpsykologi...21 Selvets struktur...21 Selvets kvalitative udvikling Moral i natur- og kulturhistorisk perspektiv Beredskab for socialitet Den naturalistiske fejlslutning Menneskets tilværelsesformer Opsummering: Forbundetheden, Selvet og moralen i natur- og kulturhistorisk belyst Moral i livshistorisk perspektiv - de fire dynamikker Sammenfatning...34 Kapitel 3 Kan problemer i moralsk udvikling forklare psykiske problemer? 3.1 Indledning Forklaringsniveauer Selvets niveauer Psykiske og moralske problemer Psykiske lidelser og psykiske problemer Rettethed som fællesnævner for psykiske problemer Organiske og ikke-organisk funderede moralske problemer Figur 3.2.4: Moralsk fejludvikling, sekundær konsekvens, behandling Demoralisering og remoralisering Opsummering Potentielle problemer i forhold til udvikling af moralsk kompetence Betingelser og konsekvenser for rettetheden Organiske rettethedsdefekter Socio- og psykodynamisk funderede utilstrækkelige rettethedskompetencer...55 Figur : Lige og skæv rettethed Rettethedsproblemer på 1., 2. og 3. ordens niveau Illustrativ case Undersøgelse af betingelser og konsekvenser for rettethed Undersøgelse af betydningen for rettetheden på Selvets niveauer Sammenfatning...68 fortsætter side Side 3 af 112

4 Kapitel 4 Intervention og remoralisering 4.1 Principper for intervention Figur 4.1: Re-etablering af lige rettethed gennem terapeutisk intervention Mødet med praksis: Intro En case i bakspejlet Effektforskning Caseanalyse At sikre børnene Loyalitet i vejen Remoralisering Sammenfatning Kapitel 5 Terapeutkvalifikationer 5.1 Indledning Et møde mellem to mennesker: klienten og terapeuten Umoralsk og moralsk teoribrug Terapi: neutral eller værdiladet? Sammenfatning Kapitel 6 Afslutning 6.1 Projektet Opsamling Konklusion Noget nyt under solen? Kritik Litteraturliste side Side 4 af 112

5 Kapitel 1. Indledning Dette speciales tematiske fokus er moral. Ofte anses moral 1 for at være et forhold, filosofien undersøger og redegør for, idet filosofien gennem tiden har budt ind med forskellige etiske vinkler på og begrundelser for den moralsk set rigtige handling. Den tilgang, som udfoldes her, anser moral for ikke alene at være et anliggende, som hører filosofien til, men desuden et forhold, som vedrører psykologien, når som her moral forstås som en basal menneskelig handlingskompetence af central betydning for, hvordan man lever og udvikler sig som menneske blandt mennesker. Efter indledningen, hvor psykologiens og filosofiens anknytning til moral præsenteres, undersøges i kapitel 2 om moraldimensionen kan ses som en central dimension i Selvet som intentionelt forhold. Er den menneskelige psyke således sammensat, at vi med vores rettethed i tilværelsen, udspiller og udvikler vores moralske kompetencer i sociale fællesskaber som en del af udviklingen af det menneskelige Selv? Er det muligt at begrunde denne position ved hjælp af selvpsykologien og den antropologiske psykologi? Kapitlet præsenterer en antropologisk model af den menneskelige psyke og argumenterer for de moralske kompetencers indlejring i og udvikling med Selvet. I kapitel 3 tages afsæt i antagelsen fra ovenstående kapitel: mennesket har en basal moralsk evne som udvikles gennem livet i samspil med andre mennesker, en evne, som har betydning for måden, hvorpå vi indgår i relationer med andre. Kapitlet undersøger, om man ved hjælp af ovenstående teorier kan forstå problemer i den moralske udvikling som mulig forklaring på psykiske lidelser. Hvis det er tilfældet: kan det at have psykiske problemer i så fald siges i bund og grund at være et spørgsmål om at have problemer med at forholde sig moralsk til sig selv og andre? Det leder over i specialets anvendelsesorienterede del (kapitel 4), hvor spørgsmålene lyder: Hvis problemer i moraludviklingen kan forklare psykiske lidelser, hvordan stiller det den lidende i forhold til muligheden for helbredelse? Kan psykologen spille en rolle i forhold til 1 Ordet moral kommer af det latinske mores, der ligeledes betyder sædvaner eller sæder. Etik kommer af det græske ethos, der betyder sædvane eller sæder / skikke. (Politikkens filosofihåndbog (2001: s 200). Sæder og vaner bliver med tiden til normer: hvad man bør gøre, med andre ord: normative krav eller forpligtelser. Disse krav har kun betydning, hvis man ikke naturligt eller vanemæssigt gør, som de foreskriver. Ordene etik og moral har således skiftet betydning fra det man normalt gør, til noget man normativt bør gøre, i og med man netop ikke bare gør det spontant (Nordenbo, 1985: 254). Ordene kan bruges synonymt, eller som her tillægges forskellig betydning idet etik her har en videre betydning end moral i og med etikken omfatter bevidsthed omkring og overvejelser over sædvaner og sæder / skikke. Side 5 af 112

6 etablering af hensigtsmæssige moralske kompetencer - og i så fald hvilken? Kan den terapeutiske kerneydelse forstås som en etablering og/eller en reetablering af (kontakt med?) basale moralske instanser i Selvet? Afslutningsvis undersøges i kapitel 5 hvilke terapeutiske kvalifikationer, der i så fald er centrale. Specialets intention er at argumentere for moral som et væsentligt psykologisk tema. Det anføres, at moralsk sans udvikles med Selvet og har betydning for menneskets måde at relatere til sig selv og andre mennesker på. Desuden peges på psykologens betydning for etablering af hensigtsmæssige moralske kompetencer, og således også, at psykologien og ikke mindst den praktiserende psykolog bør forholde sig til moral som et centralt forhold for psykologisk trivsel. Lad mig efter denne optegning af specialets tematiske ramme, indlede med en introduktion til psykologiens område: Hvad beskæftiger psykologien som videnskab sig med, og hvorfor er det relevant for psykologien at beskæftige sig med moral? 1.2 Psykologiens område Psykologien som videnskab beskæftiger sig med psyken i dens mangfoldige fremtrædelsesformer. Som videnskab trækker psykologien på samfundsvidenskaberne, naturvidenskaberne og de humanistiske videnskaber qua de forskellige discipliner indenfor psykologien. Psykologien kan derved ses som delmængder af andre videnskaber, men også som den samlende videnskab for andre videnskaber gennem disses forskellige former for optagethed af psyken. Diskussionen om det ene eller andet synspunkt er mest hensigtsmæssigt eller korrekt vil ikke blive taget her, men har bl.a. rod i metodiske opdelinger, delvist videnskabsmetodisk og universitetspolitisk betinget og den indkredsning og afgrænsning af områderne i forhold til hinanden, som under disse vilkår bliver nødvendig. Givet dette vilkår, at viden opdeles i specialområder, forudsætter en videnskabs selvstændige berettigelse optagethed af et særligt forhold, uanset at andre vidensområder også berører dette forhold. Dette særlige forhold er for psykologiens vedkommende psyken. Men hvad er det psykiske eller psyken egentlig? Svaret bydes der på fra en række videnskabsdomæner såvel som psykologiske discipliner. Engelsted (I: Mammen & Engelsted, 2000) argumenterer på naturvidenskabeligt grundlag for, at netop rettethed er det, der kendetegner det psykiske - at rettetheden er det særlige forhold, psykologien er optaget af. Det gør han ved at henvise til den Side 6 af 112

7 for dyr basale væremåde at a) søge, b) spore, c) gribe og håndtere og d) konsumere. Dette grundmønster, anføres det, ses alle steder i den animalske verden, fra fladorme til mennesker og alt imellem : Et subjekt, som søger et objekt, der af forskellige grunde har værdi for netop dette subjekt. Man kan sige at subjektet er rettet mod objektet, men samtidig er det rettet af det i og med subjektet er rettet mod dette objekt frem for et andet objekt: noget ved netop dette objekt har værdi for det pågældende subjekt. I tråd med Mammen og Engelsted 2 defineres psykologiens felt i herværende opgave som studiet af rettethed. For menneskets vedkommende viser rettetheden sig i følelser, tanker og fysisk aktivitet. Antropologisk psykologi er én disciplin blandt psykologiske discipliner, som studerer disse områder af den menneskelige psyke Den antropologiske psykologi Antropologi 3 er en empirisk videnskab om mennesket som natur- og samfundsvæsen (Systimes filosofileksikon: 2003). Den antropologiske psykologi beskæftiger sig netop med studiet af den menneskelige psyke, herunder hvad der adskiller den menneskelige psyke fra dyrenes. Som sagt er den antropologiske psykologi ikke alene om at beskæftige sig med den menneskelige psyke andre af psykologiens discipliner er ligeledes optaget af og undersøger forhold, som knytter sig til den menneskelige psyke, hvorved de kan siges at have et antropologisk perspektiv (Bertelsen, 2000; 11). Et kendetegn ved den antropologiske psykologi er dens tværfaglighed: den undersøger den menneskelige psyke i lyset af menneskets indlejring i naturen og kulturen. Det implicerer inddragelse af tre perspektiver på tværs af videnskabsdomænerne: et naturhistorisk, et kulturhistorisk og et livshistorisk perspektiv (Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi: 1996). Derved ombryder antropologisk psykologi de videnskabelige specialområder, hvorved viden fra forskellige domæner ideelt set kan integreres til en nuanceret indsigt i, hvad det vil sige at være menneske psykologisk set. Det særligt menneskelige. Antropologisk psykologi definerer og afgrænser den menneskelige psyke fra den dyriske psyke i kraft af, at den menneskelige psyke ikke alene er grundlæggende rettet mod og af nogen eller noget i omgivelserne, men desuden og specifikt ved at den menneskelige psyke er i stand til at rette sig mod sin egen og andres rettethed, og ved i øvrigt 2 Og andre, bl.a. Bertelsen (2000) og Katzenelson (1996). 3 Antropologi kommer af græsk anthropos: menneske + logi: læren om: læren om mennesket. Side 7 af 112

8 at gøre dette på en måde, som er særlig for mennesket 4 og forskellig fra f.eks. en flagermus (Bertelsen, 2000). Bertelsen (ibid.) taler her om en særlig resonans, som kendetegner menneskets måde at rette sig mod og af verden på. Som noget specifikt menneskeligt kan mennesket så at sige kigge sig selv i kortene - tage stilling til, søge at tilrettelægge sit liv i stort og småt gennem bevidst målrettet aktivitet baseret på en særlig menneskelig måde at være forbundet eller resonant på, at rette sig mod og af verden på. Mennesket kan være bevidst om og handler mod mål og vide, hvorfor det gør dette eller hint. Dermed ikke være sagt, at alle menneskets aktiviteter er kendetegnet ved at være bevidste og målrettede handlinger. Tværtimod, kunne man sige. Lad mig uddybe Mennesket handlinger Man kan skelne mellem handling som den specifikt menneskelige evne til at vide, hvorfor man gør dette eller hint, modsat adfærd, som med Katzenelsons ord er begivenheder, hændelser, reaktioner, reflekser (Katzenelson, 1996; 9), som ganske vist kan være målrettede, men som modsat handling er ikke-bevidste aktiviteter 5. Man kan sige at adfærdens kilder er underbevidste (ibid.), hvilket ikke indebærer, at man ikke er i stand til at redegøre for sine aktiviteter, men alene, at man ikke ved, hvorfor man udfører dem: man er sig ikke et mål bevidst. Størsteparten af menneskelig aktivitet er adfærd, som udføres uden bevidst intention og mål for øje (ibid.; 10). Er ens aktiviteter alene underlagt adfærd, kan man ikke tillægges ansvar for det, man gør. Adfærd kan, i og med den ikke har et bevidst mål, heller ikke siges at være ond eller uansvarlig eller det modsatte. Ser vi på dyrenes verden kan kattens leg med musen, hvor grusom den end kan forekomme mennesker, ikke fordømmes som en umoralsk handling, men alene ses som en ikke-bevidst medfødt adfærd. At mennesket bevidst kan målrette sin aktivitet indebærer ikke alene muligheden for tilvalg, men også fravalg, i og med man kan undlade at udføre en handling. Denne mulighed for bevidst at kontrollere sin handling, men også sin adfærd er (formentlig) en specifikt menneskelige kompetence (ibid.; 13, 25). Denne frihed er dog begrænset af den fysiske og sociale situation, mennesket befinder sig i, andre menneskers handlinger og adfærd, såvel som 4 Der er empirisk evidens for, at visse abearter bonoboer og chimpanser også er i stand til at reflektere over sig selv, om end omfanget af denne selvrefleksion ikke når den menneskelige, hvorfor jeg i dette sammenhæng og i forenklings- og begrænsningsøjemed alene vil koncentrere mig om den menneskelige selvrefleksion. 5 Selv om der med handling og adfærd er tale om to forskellige aktivitetsformer, blander disse sig i praksis ofte med hinanden. Det skyldes dels det forhold, at adfærd ofte indgår som elementer i handling, dels at der vil være tale om glidende overgange mellem handling og aktivitet i og med man ofte kun til et vis grad vil være bevidst om handlingens mål (Katzenelson,1996; 9-10). Side 8 af 112

9 begivenheder i fortiden af personlig og/eller kulturel art. Katzenelson fremfører imidlertid, at mest af alt begrænses handlingens frihed af den endeløse mængde adfærd, der hele tiden går for sig inde i eller bag om handlingen (ibid.; 18) 6. At have grunde. Essensen er imidlertid følgende: mennesket kan - trods begrænsninger - handle og har grunde til handlinger modsat dyrene, som alene er bundet af adfærdens årsager. Mennesket har i kraft af valgmuligheden en fri vilje, og kan dermed tillægges et ansvar for sin handling, men selv om mængden af adfærd ifølge Katzenelson er langt større end mængden af handlinger, er mængden af handlinger i forhold til adfærd og i hvert fald handlingens vigtighed i det menneskelige samkvem givetvis forøget hen gennem civilisationslinien (ibid.; 20). Hurlbut og Kalanithi (2001) peger specifikt på den moralske handlings stigende betydning i og med menneskets frihed gennem evolutionen gradvis er øget. Derved bliver moralsk handling ikke bare mulig, men samtidig mere nødvendig. Ifølge sensibilitismen 7 er mennesket i stand til at imødekomme denne fordring, fordi det udvikler en stadig mere forfinet moralsk sans i mødet med omverdenens udvikling (Bertelsen, 2003;132). Handlingens øgede betydningen i vores dagligdag viser sig bl.a. ved det fænomen, at vi ofte overvurderer handlingens faktiske omfang. Uanset menneskets alder - spædbarn eller granvoksen - tillægger vi rask væk den menneskelige adfærd formål: vi opgraderer så at sige adfærd til handling (Katzenelson, 1996). Det gør vi, fordi vi som mennesker spontant er rettet mod og af hinanden og derfor søger at forstå medmenneskets aktivitet. Hvorfor gør han sådan?, hvad tænker han på?, hvem er han egentlig og hvad kan jeg regne med fra hans side? er spørgsmål, vi mere eller mindre bevidst søger svar på, så vi kan indrette os på den anden, og finde ud af, hvad vi skal tænke og gøre i forhold til vedkommende. Kan vi ikke (med eller uden rette) finde grunde til den andens aktivitet, vil vi ikke automatisk kunne rette os mod og af den andens rettethed. Derfor ser vi også, at den, hvis aktivitet ikke er begribelig, ikke kan tillægges handlingens bevidste hensigt, i længden ikke vil kunne rummes i menneskers sociale samværs former (Katzenelson, 1994). I mødet med ikke-begrundelig adfærd føler vi os truet på det for psyken karakteristiske forhold: rettetheden mod og af hinanden Den gode og den dårlige handling - psykologisk set Traditionelt har undersøgelsen og vurderingen af den gode eller slette handling været et moral- 6 Derved vægter Katzenelson den menneskelige determination og underbetoner menneskets evne til at vælge sin vej, modsat Bertelsen (1996; 32), som mener mennesket i højere grad er herre i eget hus. 7 En metaetiske position, som kort omtales senere. Side 9 af 112

10 filosofisk anliggende. Filosoffer har spekuleret over, søgt at afdække principper for og udstukket handlingsvejledninger for den gode eller slette handling i godt og vel et par tusind år. Med hvilken ret blander psykologien sig nu i undersøgelsen af den gode og den slette handling, i moral? To grunde ligger lige for: For det første kan retten til indblanding tilskrives udviklingen af forholdet mellem videnskab og filosofi: Hvor man ikke tidligere skelnede mellem filosofi og videnskab, har en række videnskaber de sidste år skilt sig ud fra filosofien. Det er sket i takt med, at de pågældende videnskaber udviklede egentlig bevisførelse eller empirisk dokumentation, m.a.o. fandt videnskabelige svar indenfor egne rækker, og derved frigjorde sig fra filosofiens erkendelsesbestræben (Collin F.:1999; 60-61). Når psykologien blander sig i undersøgelsen af den gode og den slette handling gennem udforskningen af den menneskelige rettethed, herunder menneskets tanker, følelser og handlinger, er det således ikke primært ad spekulative veje, men fortrinsvis gennem videnskabelige empiriske undersøgelser 8. Med afsæt i forskellige discipliner undersøges, hvad vi kan påvise om menneskets psyke 9. I herværende speciale skal vi se, hvad man videnskabeligt kan påvise om udviklingen af menneskets evne til at handle moralsk. For det andet er psykologiens ret til at undersøge den menneskelige handling indlejret i det forhold, at mennesker er forbundet med hinanden og ikke isolerede individer, hvis gøren og laden efterlader den anden upåvirket. Vi er rettet mod og af den andens rettethed, som ligeledes rettes mod og af vores rettethed. Derved har vi betydning for hinandens psyke: den enes aktiviteter påvirker i forskellig grad den andens (ens egen) psykologiske trivsel og udvikling. Selv om vi i den vestlige verden ynder at se mennesket som autonomt og uafhængigt af andre, ændrer det ikke ved det forhold, at vi med Aristoteles ( f. Kr.) ord fra naturens hold grundlæggende er sociale dyr (Husted og Lübcke (2001): 324), og moralen er det sociales bindemiddel, der holder det for mennesket uundværlige sociale sammen (Katzenelson, 1994). Handlinger påvirker menneskets evne til at indgå i sociale relationer og bidrage til at opretholde sociale fællesskaber. Visse handlinger påvirker denne evne i gunstig retning, andre 8 Skellet mellem videnskab og filosofi er dog ikke entydigt: de såkaldte humanvidenskaber er i nogle henseender nært beslægtede med filosofi ( Således vil eksempelvis spekulative hypoteser danne afsæt for empiri og af- eller bekræftelse af hypoteserne. 9 Med dette udsagn antydes også, at psykologien er en neutral og normativitet upåvirkelig videnskab, men det er som med en del andre videnskaber ikke tilfældet. Psykologien som videnskab er samtidig influeret af skiftende kulturelle strømninger, som har udmøntet sig i forskellige teorier og metoder, og dermed forskellige forskningsresultater. Den tager farve af den omgivende kultur. Omvendt smitter psykologien også af på kulturen og ikke mindst menneskers selvforståelse. Side 10 af 112

11 har derimod en negativ indflydelse. Det er således ikke relativt og op til den enkeltes subjektive mening at værdisætte, hvad der basalt set er gode og slette handlinger: der er her tale om et reelt forhold, som psykologien empirisk set kan og har dokumenteret. At den enkelte kultur, subkultur og tid i øvrigt indtoner kulturspecifikke nuancer i menneskets moralske og sociale kompetencer, som sætter det enkelte menneske i stand til at indgå i netop denne kultur frem for en anden (Kitayama & Markus,1991), flytter det ikke ved det forhold, at menneskets rettethedskompetencer kan belastes eller befordres gennem gode og slette handlinger. Man kunne her indvende, at påvisningen af forskellige handlingers effekt på udviklingen af mennesket sociale kompetencer og med dem den menneskelige trivsel ikke indebærer, at man i samme ombæring kan tale om god eller dårlig udvikling; her kan man, vil man kunne hævde, alene redegøre for forskellige udviklinger. Om de er gode eller dårlige er normativt, og hører ikke til psykologien som videnskab at tage stilling til. Indvendingen om, at man har begået en naturalistisk fejlslutning ved at slutte noget normativt (bør) ud fra noget deskriptivt (er) stammer bl.a. fra G.E. Moore. Indtil videre må denne kritik stå uimodsagt. I næste kapitel tages den op til nærmere undersøgelse og diskussion. Psykologien deltager kort sagt i undersøgelsen af moral af to indlysende grunde: 1) videnskaben har gjort det muligt gennem empiri og erfaring at undersøge moral ad andre veje end den filosofisk erkendelsesmæssige. Derved er psykologien i stand til at påvise reale forhold om udviklingen og betydningen af moral. Og 2) psykologien er qua dens specifikke forskningsfelt (psyken / rettetheden) en videnskab, som naturligt beskæftiger sig med menneskets moral qua forskning i bl.a. menneskets handlinger og relationer. Psykologien har ikke mindst af disse grunde noget at sige om moral. Alligevel har filosofien domineret i undersøgelsen af feltet, om end denne undersøgelse er sket på spekulative frem for empiriske præmisser, hvilket kendetegner filosofien. Nogle vil hævde, at spørgsmålet om det gode og det onde alene egner sig til at spekulere over, i og med man ikke empirisk kan påvise disse kvaliteter. Andre vil hævde, at filosofien grundet dens spekulative tilgang ikke på real grund kan sige noget om det gode og det onde. Denne diskussion vender jeg som sagt tilbage til senere. Uanset standpunkt og ikke mindst for at give et indtryk af filosofiens håndtering af moral til forskel fra specialets psykologisk empirisk tilgang til emnet, vil vi for en stund kigge filosofien over skuldrene for at få et indtryk af de etiske hovedpositioner, som har kendetegnet feltet. Side 11 af 112

12 1.3 Moral som et filosofisk forhold Indenfor etikken skelner man mellem tre emnekredse: 1) Normative etik, som undersøger, hvilken moral, der er den rette, 2) Moralvidenskab, som undersøger de moralske fænomeners grundlag og 3) Metaetik, som bl.a. undersøger grundlaget for moralske vurderinger. Man skelner desuden mellem deskriptiv og normativ etik. Deskriptiv etik er en empirisk videnskab, som alene ønsker at beskrive, hvad der i en given kultur anses for at være en moralsk rigtigt eller forkert handling. Moralvidenskaben er deskriptiv i og med den er beskæftiget med at beskrive moral i forskellige kulturer, ikke at foreskrive den ene handling frem for den anden. Moralvidenskaben efterlader vi her, og ager fat på den normative etik Tre normative etiske positioner Normativ etik er derimod ikke deskriptiv. Det er en ikke-empirisk filosofisk disciplin, som diskuterer, hvilke normer eller dispositioner, der er rigtige eller gode. Til forskel fra den deskriptive etik, er den normative etik handlingsanvisende, i og med den søger at gøre rede for, hvad man bør gøre eller undlade at gøre, med andre ord: hvilken handling, der er moralsk rigtigt eller moralsk forkert. Indenfor den normative etik ses forskellige positioner, som argumenterer for og anviser forskellige handlinger som de foretrukne henholdsvis de, man bør undlade at udføre. Når den normative etik leder efter svaret på, hvilke handlinger, der moralsk set er de rette, søges svaret ofte i én af to grundlæggende forskellige hovedpositioner: pligtetikken og konsekvensetikken. Disse positioner vil i praksis dog sjældent være klart afgrænsede overfor hinanden, men fremstå i en række blandingsformer. Ud over pligt- og konsekvensetikken er der de seneste par årtier dukket endnu en etisk position op, som oprindelig stammer fra Platon og Aristoteles, men som så at sige har ligget i dvale i nogle hundrede år. Denne positions kerne er dyderne og kaldes derfor dydsetikken. Disse tre positioner har hvert deres bud på, hvad moral er, normativt set. For at give et indtryk af, hvordan filosofien arbejder med spørgsmålet om, hvad god eller slet moral er, vil disse bud kort blive skitseret nedenfor. Pligtetikken eller deontologisk etik (efter græsk: deon = pligt) er en pligtlære, der lægger vægten på forudsætningerne for den moralske handling, den gode vilje. Det afgørende er sindelaget, dvs. holdningen. Konsekvenserne vægtes mindre eller slet ikke. Pligtetik har tidligere ofte været religiøst begrundet, fx i Guds bud. I nyere tid har moralfilosoffer begrundet pligten til at handle moralsk ansvarligt på forskellig måde. F.eks. er det ifølge Kant den gode Side 12 af 112

13 vilje, som giver handlinger deres moralske værdi, og som - efter rationelle overvejelser - foreskriver hvilke handlinger vi jf. det kategoriske imperativ 10 ubetinget har pligt til at udføre. Hos Kierkegaard og Sartre er den lidenskabelige vilje, der lægges i valget, det afgørende, mens det hos Løgstrup og Habermas er tilliden og åbenheden i kommunikationen og samværet med andre mennesker (Systimes filosofileksikon, 2003). Konsekvensetikken eller teleologisk etik (efter græsk: telos = formål) lægger vægten på, at en handlings moralske værdi skal vurderes ud fra dens evne til at nå et (godt) mål, den gode sag. Et gennemgående træk ved de fleste former for teleologisk etik er, at moralfilosofferne her forsøger at vurdere en moralsk handling ud fra de resultater, der objektivt kan iagttages, en kvantitativ opgørelse af handlingens fordele og ulemper, som fx hos Bentham og Mill: 'størst mulig lykke for flest mulig mennesker' (Systimes filosofileksikon, 2003). Den etisk rigtige handling er hos konsekvensetikeren den, der gavner mennesker, den etisk forkerte den, der skader. For konsekvensetikeren kan det derfor f.eks. være rigtigere at lyve, hvis konsekvensen af denne handling er, at flere bliver lykkelige. Problemet for både pligtetikken og konsekvensetikken er, at de forskrifter, som disse etiske retninger opstiller for den rette livsførelse, ex. det kategoriske imperativ: du skal handle sådan, at du kan ville, at forskriften for din handling blev ophøjet til almengyldig lov eller 'størst mulig lykke for flest mulig mennesker', ganske vist kan medføre et etisk godt liv, men ikke nødvendigvis et godt liv. Forskrifterne fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, og fordrer på forskellig vis, at mennesket praktiserer den rigtige handling eller indstilling på bekostningen af muligheden for et umiddelbart godt liv. Der er med andre ord motivationsproblemer i disse etiske positioner. Hvorfor skal jeg tilsidesætte min egen umiddelbare glæde eller lykke til fordel for andres? Dette problem ser den tredje position, dydsetikken, ud til at løse (Husted og Lübcke, 2001). Dydsetikken - det gode liv. Som sagt adskiller dydsetikken sig fra pligt- og konsekvensetikken ved ikke at være baseret på antagelser om bagvedliggende lovmæssigheder for den gode handling og potentielt fravær af et godt liv for den enkelte i forsøget på at 10 Kants kategoriske imperativ lød: du skal handle sådan, at du kan ville, at forskriften for din handling blev ophøjet til almengyldig lov. Vægten ligger ikke på, at hvis alle gjorde sådan, ville det gå galt, men at det ikke er muligt, at alle gør det samme. Derved begrænser pligtetikken vores frihed til at handle efter forgodtbefindende. De handlemåder, som ifølge det kategoriske imperativ er utilladelige, er de, hvori andre mennesker optræder som midler frem for mål i den handlendes tankegang. I flg. Kant skal mennesker behandles med respekt og som mål, ikke midler (Pol. Fil. Håndbog, 2001: ). Side 13 af 112

14 efterleve de etiske forskrifter. Positionen lægger ikke primær vægt på den gode handling, på rigtigt og forkert, men på karakteregenskaberne, dyderne som forudsætning for det gode liv. Dydsetikken anfægter, at vi i moralske forhold først overvejer, om noget er rigtigt eller forkert. I stedet reagerer vi på en given handling som f.eks. modig, fej, ondskabsfuld eller loyal. Moralbegreber som disse kaldes tykke moralbegreber, fordi de ud over en beskrivelse af, hvad der er sket, desuden indeholder en forskrift. Dydsetikken siger videre, at moralbegreber som rigtigt, forkert og pligt de såkaldt tynde moralbegreber er indholdsfattige, abstrakte og i praksis mindre afgørende. De tykke moralbegreber siger ikke, om en handling er rigtig eller forkert, men om personens karakteregenskaber: dyder eller laster, og for at leve et godt liv, skal man erhverve sig og praktisere dyderne (ibid.; 299). Den amerikanske professor i neurologi A.R. Damasio (1999: 30) har på organisk niveau peget på, at mennesket i den normale hjerne har områder, som så at sige varetager dydernes interesse, hvilket kan underbygge den dydsetiske pointe, at vi ikke først overvejer, men reagerer på os selv og hinanden med tykke moralbegreber det ligger spontant på kropsniveau som både følelse og handling i ét. Hvilke disse dyder er, havde Aristoteles et svar på. Han mente, at det for alle levende væsener gjaldt, at der er en objektivt bedste udgave indenfor den pågældende art, således også for mennesket: At få det bedste ud af at være menneske, at lykkes som menneske, handler især om at bruge fornuften til at indrette sig i livet, herunder at praktisere dyderne, i og med dyder som gavmildhed, ærlighed, modighed, retfærdighed, ordholdenhed m.v. gør livet værd at leve. At opøve dyderne vil øge ens livsglæde og qua personlig vinding udgøre en motiverende kraft, som pligt- og konsekvensetikkens handlingsanvisninger ikke kan hamle op med. Samtidig anfører positionen, at det at praktisere dyderne ikke er en garanti for et godt liv, men det bedste råd, og at betragte som en slags handlingsvejledning (ibid.; 304). Dydsetikken er klar over, at ikke alle mennesker mener, at det er vigtigt at lære sig dyderne som en moralsk fordring - det afhænger af, hvad man forstår ved et godt liv. Medfødte eller miljømæssige vilkår kan undtagelsesvis medføre, at mennesker ikke har samme holdning til menneskelig blomstring, men positionen taler for, at det for de fleste mennesker vil gælde, at man med et godt liv forstår en personlig blomstring, som indbefatter udvikling af dyderne. At der kan være en i vid udstrækning fællesmenneskelig værdisætning af livets mening og hvilke elementer, der bidrager til meningsfylde, underbygges af hjerneforskningen. Damasio peger således på neurale repræsentationer af medfødte biologiske reguleringsprocesser i menneskehjernen, og mener på baggrund af omfattende viden og forskningsmæssig erfaring, Side 14 af 112

15 at man med hensyn til de fleste etiske regler og sociale konventioner, uanset hvor ophøjede mål de har, kan forestille sig en meningsfuld forbindelse til enklere mål og til drifter og instinkter. Hvorfor det? Fordi konsekvenserne af at opnå eller ikke opnå et forfinet socialt mål om end indirekte bidrager (eller anses for at bidrage) til overlevelse og til kvaliteten af denne overlevelse (Damasio, 1999: 141) Måske er der, når alt kommer til alt, ikke så langt fra en videnskabelige, deskriptiv neuroforskning til elementer i dydsetikken, som siger, at moralen er uløseligt forbundet med menneskets behov, evner og vilkår og at langt de fleste udvikler sig i kraft af stort set de samme forhold, side om side med og ikke på bekostning af andre, i retning af den bedste udgave af det at være menneske. Derfor mener den eudaimoniske 11 dydsetik, at det er muligt at lave en normativ teori, som redegør for til enhver tid almengyldige dyder. Den aktuelt mest fremtrædende dydsetiske retning, den relativistiske dydsetik, er ikke enig. Her mener man, at etiske begrebssystemer er udtryk for de fremherskende dyder i en given kultur. De definerer og afspejler en bestemt livsform. Derfor kan man ikke stemple nogle værdier som rigtige og andre som forkerte, modsat pligt - og modsat konsekvensetikken opstiller den relativistiske dydsetik ikke ét rigtigt svar på et etisk spørgsmål. Er alle moralsystemer da lige gode, kunne man spørge? Svaret er nej. På trods af, at der ikke findes noget uafhængigt ståsted at vurdere moralsystemerne ud fra, kan velunderbyggede undersøgelser om betingelser for menneskelig trivsel, bl.a. præsenteret af psykologien, hjælpe os med at vurdere, om dette at leve med et givent værdisystem er befordrende for et godt menneskeliv (Husted og Lübcke, 2001: 317). Ved at iagttage, under hvilke betingelser mennesker kan udvikle sig bedst muligt, kan dydsetikken således sige noget om, hvilke dyder, hvilke tykke moralbegreber, der befordrer menneskelig vækst. Hvor pligt- og konsekvensetikken stiller op med anvisning af påbud eller forbud, rigtigt eller forkert handling, undersøger dydsetikken hvilke etiske systemer, der gør sig gældende i den pågældende kultur, og dermed hvilke dyder, der fordres for at få et godt liv netop hér. Disse dyder og etiske systemer holdes op mod en universel viden om, hvad der befordrer menneskelig trivsel. I lyset af denne sammenstilling kan noget vise sig at være bedre end andet. Positionen har endnu ikke opstillet rettesnore for, hvad det dydige menneske ville gøre eller undlade at gøre i konkrete situationer - her står både pligt- og konsekvensetikken til gengæld stærkt (ibid.; 318). 11 Der er flere dydsetiske retninger. Her omtales den relativistiske og den eudaimoniske (Græsk eu: god + daimon: guddom/ånd, dvs. med en god ånd, sindsstemning = lykke). Denne retning lægger sig op af Aristoteles grundideer om en objektiv menneskelig natur, og er udtryk for en etisk universalisme i tråd med pligt- og konsekvensetikken (Husted og Lübcke, 2001: 30). Side 15 af 112

16 1.3.2 Metaetikken Når jeg udfolder metaetikkens positioner skyldes det, at der herfra kan rettes kritik mod bl.a. den antropologiske psykologiske tilgang til at redegøre for moral. Især to metaetiske positioner er på banen her. Men først generelt om metaetikken. Metaetikken har især i det 19. århundrede fået øget opmærksomhed på bekostning af den normative etik, hvilket ifølge Rensch (2000; 13) skyldes den massive kritik, som i slutningen af 18. tallet blev rettet mod moralen, bl.a. fra Marx, Freud, Kierkegaard og Nietzsche. Man blev mere forsigtig med at komme med bud på normative etikker, og moralfilosoffer begyndte i højere grad at beskæftige sig med, hvad etik er, hvilke værdigrundlag etikken bygger på, etikkens afgrænsning, betingelserne for etisk argumentation o.a. (ibid.). Metaetikken er bl.a. optaget af begrundelser og værdigrundlag for den normative etiks anvisninger for den gode handling. Af den grund kan metaetikken siges at eksistere ovenpå den normative etik (Nordenbo, 1985; 260). Man kan derved få det indtryk, at metaetikken er en deskriptiv videnskabelig disciplin, men ifølge Lübcke (1996; 121) er det et tilbagevendende diskussionsemne frem til i dag, om metaetikken er er en normativ filosofisk eller en deskriptiv videnskabelig disciplin. De metaetiske betragtninger kan rubriceres i fire forskellige positioner: 1) etisk kognitivisme, 2) etisk non-kognitivisme, 3) etisk naturalisme og 4) etisk non-naturalisme. 1) Ifølge kognitivisterne kan moralske vurderinger med fornuftens hjælp bestemmes som sande eller falske. Etiske værdier eksisterer således objektivt og kan erkendes fx intuitivt og / eller empirisk (Systimes filosofileksikon, 2003). Kant, Habermas og G.E.Moore er repræsentanter for denne position. Moore mener således, at vi har en moralsk sans som ved hjælp af intuitionen kan afdække kendsgerninger om værdier (Husted og Lübcke, 2001; 218). 2) Ifølge non-kognitivisterne giver dette ikke mening: etiske værdier eksisterer ikke objektivt og kan derfor ikke erkendes; moralske udsagn er hverken sande eller falske. Eksempelvis er emotivismen non-kognitivistisk, fordi den anser moralske udsagn for at være rene følelsesudtryk uden kognitiv (erkendelsesmæssig) mening (ibid.). Sensibilitismen mener at bestemmelsen af den rette handling afhænger af samspillet, forbundetheden mellem den enkelte og det kulturelle og sociale sammenhæng, vedkommende indgår i (Bertelsen, 2003: 131). Side 16 af 112

17 3) Etisk naturalisme står for opfattelsen, at moralske vurderinger kan begrundes ud fra kendsgerninger, dvs. at normative udsagn er påstande, der kan underbygges empirisk, videnskabeligt, fx i menneskers naturlige fysiske, psykiske eller sociale behov. Den etiske rigtige handling kan udledes af empirisk rationelle kendsgerninger om verden eksempelvis er pædofili ifølge naturalisterne beviseligt skadeligt for børns udvikling og derfor moralsk forkastelig (ibid.). 4) Synspunktet er blevet kritiseret af Moore for at bygge på en såkaldt naturalistisk fejlslutning. Moore og andre non-naturalisters kritik er rettet mod, at man indenfor naturalismen slutter fra kendsgerninger til normative moralske vurderinger, fra ER til BØR. Der er, mener de, ikke belæg for denne slutning i de foreliggende kendsgerninger. Der konkluderes ganske enkelt ud over det holdbare. Man kan ikke afdække moralske handlingsanvisninger, på samme måde, som man kan afdække reale forhold i verden. De moralske handlingsanvisninger konstruerer vi. Som det fremgår, er specialets standpunkt, at der er belæg for på empirisk grund at pege på moralsk gode og dårlige handlinger. Med en filosofisk taksonomi anlægger specialet således en naturalistisk tilgang, hvilket i sig selv er uproblematisk. Problemet opstår i og med kritikken fra non-naturalistisk hold rettet mod naturalismen for at denne pr. definition begår en naturalistisk fejlslutning. At bedømme en naturalistisk tilgang til undersøgelse af moral som basalt set fejlagtig ud fra en filosofisk funderet fordring og formening om at det er muligt og ønskværdigt at adskille er og bør, er for mig at se forunderligt og ufrugtbart, set fra et psykologisk videnskabeligt synspunkt. Jeg udfolder min undren og argumentation senere. Her blot en tilkendegivelse af specialets naturalistisk grundposition, og en afvisning af, at der med denne positionering er indbygget en fejlagtig håndtering af undersøgelsen af moralske forhold. At specialet anlægger en real empirisk / erfaringsbaseret tilgang til at belyse moral implicerer ikke, at en filosofisk undersøgelse af moral er overflødig eller forkert. Psykologien såvel som filosofien er i stand til at belyse moral på et kvalificeret om end væsensforskelligt grundlag. Sine steder forbinder tilgangene sig desuden med hinanden (Collin, 1999). Filosofien byder på metaperspektiviske overvejelser og psykologien på realvidenskabelig viden om moralske forhold i verden. Tilsammen kan disse domæner inspirere og udvikle hinanden til gavn for menneskene i en verden fuld af moralske forhold Den gode og den dårlige handling - filosofisk set Side 17 af 112

18 Som det fremgår ovenfor, har filosofien endnu ikke fundet svaret på, hvori den gode handling består. Afhængig af etisk position lægges vægten i en sådan afgørelse forskellige steder. Pligtetikken vægter viljen bag den gode handling frem for resultatet. Konsekvensetikerne mener derimod, at følgerne af handlingen frem for intentionen er udslagsgivende. Dydsetikken går en helt tredje vej i og med handlingsanvisningen for en dydsetiker på sin vis er mindre spekulativ og mere kropsligt funderet man kan mærke noget er bedre end andet, godt for én selv og andre. Ved at følge denne fornemmelse kan man samtidig opnå den glædegivende fordel, at man ikke tynges af skyld eller skam ved at svigte den handlingsanvisende fornemmelse. Det kropslige aspekt er dog ikke i egentlig opposition til en mere kognitivt funderet handlingsanvisning, som vi ser, når vi f.eks. bruger vores sunde fornuft disse tilgange kombineres for mig at se i dydsetikken. 1.4 Sammenfatning. Som tidligere nævnt var der frem til ca tallet ikke noget klart skel mellem begreberne filosofi og videnskab; filosofibetegnelsen blev længe brugt som en neutral fællesbetegnelse for mange forskelligartede overvejelser og undersøgelser. Derefter og ikke mindst i løbet af tallet opstod en skelnen mellem på den ene side filosofien, der spekulativt eller tankemæssig udforskede ideer og begreber om virkeligheden og på den anden side videnskaben, som en empirisk eller erfaringsmæssigt udforskning af virkeligheden. I slutningen af 1800-tallet kom der gang i egentlig empirisk forskning indenfor psykologien (Collin, 1999). Psykologien og filosofien har sammenfaldende genstandsfelter, som de dog behandler forskelligt. Menneskelig erkendelse og handlingsliv, herunder moral er sådanne fællesområder. For handlingens vedkommende har moralfilosofien spekulative normative bud på, hvordan og hvorfor mennesket bør handle på denne eller hin vis. Psykologen derimod har som opdrag at undersøge og redegør for den menneskelige handling på et empirisk og / eller erfaringsmæssigt grundlag den beskriver og forklarer 12. Ønsker man at påhæftet specialet filosofiske prædikater, er det med henvisning til specialets bestræbelser på realvidenskabeligt grundlag at påvise medfødte moralske kapaciteter, muligt at indplacere det som naturalistisk og indenfor desuden den dydsetiske tradition i og med denne positions henvisning til kropsligt indlejrede spontane handleanvisninger. Hermed forlader vi filosofien og domænets håndtering af moral og træder ind på psykologiens domæne, i og med 12 Selv om psykologien som videnskab ikke er en normativ disciplin, vil normative elementer dog stikke næsen frem rundt omkring i psykologien og derved forbinde psykologien og filosofien (Collin, 1999) Side 18 af 112

19 vi i næste kapitel tager fat på en antropologisk psykologiske undersøgelse af moralens udspring og udvikling. En yderligere uddybning og sammenligning mellem filosofiske og psykologiske vinkler til undersøgelse af moral vil ikke finde sted. Først og lige forude vil vi på psykologiens grund undersøge, om der her er belæg for at fremføre, at moral eller den gode handling f.eks. kan siges at være i mennesket fra starten. Kapitel 2. Menneskets moralske sans belyst i natur- kultur og livshistorisk perspektiv 2.1 En model med helheden in mente den antropologiske grundmodel Som vi så i det indledende kapitel, har psykologien modsat filosofien et videnskabeligt og dermed et empirisk og erfaringsbaseret grundlag for at undersøge og redegøre for moralens opståen og udvikling. Som videnskab er psykologien med andre ord forankret i virkeligheden (Bertelsen, 2000: 30). Vi så også, at den antropologiske psykologi som psykologisk disciplin qua dens optagethed af den menneskelige psyke i natur-, kultur- og livshistorisk perspektiv, har en bred, tværfaglig tilgang til at undersøge og redegøre for fænomener forbundet med den menneskelige psyke. Ved således at bygge på det princip, at det enkelte forskningsfelt ikke kan stå alene 13, har antropologisk psykologi mulighed for at undgå at reducere forståelsen og forklaringen af et psykologisk fænomen til blot en enkelt tilgang (ibid.: 203). Denne bredde og tværfaglighed er integreret i den antropologiske grundmodel, udviklet og beskrevet af Bertelsen (bl.a. 2000, 2002, 2003a, 2003c). Grundmodellens styrke er for mig at se, at den kan fungerer som på én gang kalejdoskopisk og samlende analyse- og forståelsesramme i den forstand, at man ved at undersøge et givent psykologiske fænomen i de perspektiver, rammen tilbyder, får belyst fænomenet fra en række vinkler, der tilsammen kan give et nuanceret bud på, hvad det pågældende fænomen formes og udvikles af. Modellens analyse- og forståelsesrammen anskuer psykologiske fænomener i tre perspektiver: For det første kan et fænomen som nævnt undersøges i natur-, kultur- og livshistorisk perspektiv. Dernæst skelnes der mellem tre forskellige personperspektiver: i 1. personperspektivet anvender man primært introspektion: hvordan oplever jeg dette eller hint, i 2. personperspektiver sætter en anden sig i den enes sted via vikarierende introspektion eller 13 Det forhindrer ikke den forskningsmæssige fremgangsmåde, at man med fordel kan koncentrere sig om et perspektiv frem for et andet (metodisk reduktionisme). Blot må man, som Bertelsen skriver (2000; 37): ikke forveksle sit eget forskningsfelt med hele verden (ontologisk reduktionisme): det reducerede perspektiv er ikke hele virkeligheden. Side 19 af 112

20 empatisk perspektiv: hvordan oplever vedkommende dette eller hint? I 3. personperspektivet anlægger man et universelt, ikke-personligt perspektiv: hvordan opleves dette eller hint for enhver? (ibid.: 202). Tredje personperspektivet er grundmodellens eksplicitte afsæt. Her pointeres det, at man, for at kunne undersøge og forklare psykologiske fænomener, må inddrage fire dynamiske forklaringsfelter: det organisationsdynamiske, det konstitutionsdynamiske, det sociodynamiske og det psykodynamiske. Disse forklaringsfelter supplerer hinanden i undersøgelsen af den menneskelige psyke. Jeg vender senere tilbage til modellen i en forenklet udlægning, tillempet specialets forehavende: at belyse moral i forskellige perspektiver og derved bidrage til et alsidigt billede af og argument for, dels at a) moral er en medfødt kapacitet og efterfølgende udvikles til en kompetence, dels at b) psykologien ikke alene kan påvise denne kapacitet, men også på et videnskabeligt, ikke-spekulativt grundlag indkredse den gode handling 14. Forinden må vi afklare, hvad der menes med den sidste del af udsagnet moraldimensionen er en central dimension i Selvet som intentionelt forhold. Lad os begynde med at se på, hvad der menes med begrebet Selvet Selvet som intentionelt forhold Alt i verden er i bund og grund forbundet, og intet eksisterer uden at være forbundet med andet eller andre (Bertelsen 2002: 70). Som vi så tidligere, gælder det således for levende animalske organismer, mennesket inklusiv, at de er forbundet med omverdenen i og med, de er i stand til at rette sig mod og af andet og andre. Med Bertelsen (2000, kapitel 7) kan Selvet defineres som det at være således intentionelt forbundet 16, og alle intentionelt forbundne organismer kan siges at have et Selv. Alligevel må vi skelne mellem f.eks. edderkoppens Selv og menneskets Selv. Selvet har et umiddelbar ikke-refleksivt grundlæggende intentionelt niveau til fælles med 14 Bemærk: der er på nuværende tidspunkt introduceret tre forskellige formuleringer omkring begrebet moral: 1) moral i overordnet generel betydning - i herværende speciale anvendes begrebet synonymt med den gode handling til forskel fra den almindeligt benyttede betydning: noget man i verdslig normativ forstand bør gøre. 2) moralske kapaciteter henviser til menneskets medfødte forudsætninger for at kunne handle godt jf. argumentationen i kapitel 2. Disse kapaciteter udvikles efter fødslen og gennem livet. Betegnelse nr. 3) moralske kompetencer viser hen til de evner til at handle godt, man har udviklet og fortsat udvikler / kan udvikle gennem livet. Der vil blive gjort nærmere rede for de tre betegnelser efterhånden, som vi bevæger os frem i specialet. Denne korte præcisering blot for at gøre opmærksom på, at begreberne er afgørende forskellige; De henviser til henholdsvis forskellige moralske stadier (ikke at forveksle med Kohlbergs stadietænkning), henholdsvis en almenpsykologisk betydning af moral modsat en irettesættende pegefinger-moral. 15 Selvet som begreb anvendes her i tråd med Bertelsen (ex. 2000, 2002). 16 I og med Selvet er intentionelt og derved grundlæggende forbundet med andre og andet kan det, som defineret her, således ikke hvad nogen gør - realistisk forstås som et aspekt af psyken, der fungerer og eksisterer isoleret og adskilt fra omverdenen. Side 20 af 112

21 alle andre animalske organismer, men hos mennesket er Selvet desuden kendetegnet ved yderligere to refleksive niveauer af rettethed mod og af det vender jeg vender tilbage til i afsnit Der ud over er Selvet det aspekt ved den menneskelige psyke 17, der gør, at den enkelte oplever sig selv som en unik nogen. Det skyldes, at en særlig psykodynamik kendetegner netop dette menneske qua måden, på hvilket dette menneske retter sig mod og af verden i tanke, følelse og handling. Spørgsmålet er, hvordan mennesket med samme medfødte evne til at være refleksivt intentionelt forbundet alligevel blive en særlig nogen? Svaret på dette spørgsmål har Heinz Kohut og selv-psykologien et godt bud på Kohuts selvpsykologi Selvets struktur. Præsentationen af Kohuts teori om Selvets dynamikker er baseret på Bertelsens terminologi og parafrasering af Kohut. Kohut mener, at Selvet er en struktur af central betydning for personligheden 18, og dermed for, hvordan vi oplever, handler og er. I flg. Kohut bliver Selvet udviklet i et spændingsfelt mellem menneskets og dets omgivelser. Dette spændingsfelt er kendetegnet ved to forskellige former for rettethed, to grunddynamikker: spejling og idealisering, eller med Bertelsen (2000: kap. 7; 2001: 58-61; 2002 : 72 73): intentio og intentum. Spejling eller intentio betegner rettetheden mod noget i tilværelsen kendetegnet ved rettetheden indefra-og-ud. Med denne form for rettethed tager vi fat i verden, udtrykker os og gør derved indtryk på verden: mennesker, institutioner og med dem den fremherskende kultur såvel som subkultur med tilhørende normativitet. I kraft af de indtryk vi gør på verden, vil verden give respons. Derved modtager vi informationer, f.eks. i form af anerkendelse eller afvisning, som fortæller os, hvordan verden opfatter os: Selvet spejler sig i omgivelsernes respons, og gennem spejlingsdynamikken lærer vi os selv at kende. Gennem spejlingen dannes det aspekt af Selvet, der er forbundet med oplevelsen af at være en nogen. Den anden form for rettethed, idealisering eller intentum, er kendetegnet ved rettetheden udefra-og-ind. Vi ikke alene retter os mod verden. Vi retter os desuden af det i verden, der har betydning for os. Nogen eller noget har værdi, udgør en retning, et mål, noget at leve for. Med Bertelsens (1994) transformation af Kohut kan man sige, at gennem idealisering bliver verden 17 (og de få andre animalske organismer, som er i stand til at anlægge et 2. person perspektiv). 18 Personlighed defineres her (i tråd med Bertelsen, 2002: 62 og som menneskets måde at være på, den måde som vedkommende er indstillet overfor tilværelsen på, og måden hvorpå vedkommende forholder sig til sig selv og andre mennesker. Side 21 af 112