Musene i Danmark. De ægte mus. Først musene i Guldager Plantage: Dværgmusen. Dværgmusen er vores mindste mus

Transkript

1 Musene i Danmark De ægte mus Først musene i Guldager Plantage: Dværgmusen Dværgmusen er vores mindste mus Dværgmusen er en meget lille mus, som findes i det meste af landet. Den lever især på marker og enge, hvor der vokser høje urter og græsser. Den træffes også i kornmarker. Om sommeren færdes dværgmusen en stor del af tiden oppe i den høje vegetation. Her bygger den sine reder, som er kuglerunde og lavet at græsstrå og andre dele af planter. Om vinteren bygger den reder på jorden. Dværgmusen tilhører den gruppe af pattedyr, som kaldes for gnavere og den lille mus er Europas mindste gnaver. Dværgmusen er dog ikke det mindste pattedyr her i landet. Dværgspidsmusen og dværgflagermusen er endnu mindre. Føden består især af dele af planter især friske frø men dværgmusen æder også en del insekter. Dværgmusen kaldes også for havremus, fordi den gerne holder til i havremarker, når det er sommer. I dag er havremarker ikke særlig almindelige, men tidligere da man brugte heste som trækkraft på landet var havremarker meget udbredte. Dværgmusen er en lille, væver, gulbrun mus med snohale Dværgmusen er den mindste mus i Danmark og i Europa. Den måler kun 5,5-7,5 cm, og den vejer 5-11 gram. Halen, som måler 4,5-6,5 cm, er en ægte snohale. Halen kan snos omkring stængler og grene og bruges meget, når musen kravler rundt i højt græs og høje urter. 1

2 Oversidens pels er gulbrun om sommeren og orangebrun om vinteren men altid uden en skarp grænse mod den gråhvide underside. Musen har rustrøde partier omkring haleroden, på lårenes bagsider og sommetider også på snuden. Dværgmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Ægte mus kendes på, at de har en spids snude, store ører og øjne, lange ben og en lang hale. Dværgmusen har dog ret små øjne modsat vore andre ægte mus. Dværgmusen er ret let at kende først og fremmest fordi, den er så lille. Hvis man møder den i naturen, lægger man også mærke til, hvordan musen hele tiden bruger sin lange snohale. Han og hun er ens. Dværgmusen findes i det meste af landet Dværgmusen er antagelig først kommet til Danmark inden for de seneste godt og vel 100 år. Men nu findes den over hele landet med undtagelse af Læsø, Anholt, Falster, Bornholm og nogle mindre øer. Den mangler i Norge og det meste af Sverige, men findes i den sydlige halvdel af Finland. I det øvrige Europa findes den overalt med undtagelse af Irland, det meste af Den iberiske Halvø og Italien. Østpå når den tværs igennem Asien til Stillehavet, og den findes også i Japan. I Danmark lever dværgmusen især i områder med høj vegetation af urter eller græs og med spredte buske og unge træer. Den træffes således tit i levende hegn, lysninger og nyplantninger i skove, på bredder af søer og åer samt i enge. Desuden optræder den hyppigt i kornmarker gerne havremarker og på marker med frøgræs. Dværgmusen æder frø, korn og planter Dværgmusen lever mest af forskellige dele af planter. Frø især fra græs og korn er nok den vigtigste føde. Desuden æder dværgmusen friske grønne plantedele, frugter, bær, nye skud, svampe og rødder. Dværgmusen finder en stor del af sin føde oppe i toppen af græsser og høje urter. Den kravler op i toppen af planterne som en anden akrobat og sidder her og æder, mens den holder sig godt fast med sin snohale. Dværgmusen æder også en del smådyr som for eksempel insekter og deres larver. Dværgmusen er svær at få øje på, for den er lille og lever skjult Dværgmusen er for det meste i gang, så snart solen er gået ned, og når solen står op. Hvis der er fredeligt, kan den dog også være i sving i løbet af dagen. Dværgmusen er uhyre smidig og dygtig til at klatre. Halen er meget bevægelig. Den snos rundt om stængler, strå og kviste og kan således anvendes som støtte og livline, når musen kravler omkring. Hvis musen bliver forskrækket, stivner den og holder sig helt stille eller den klatrer længere ned mod jorden og skjuler sig. 2

3 Om sommeren bygger dværgmusen sine reder oppe mellem stråene. Den laver både nogle hvilereder, som er lidt løst byggede, og en ynglerede, der er mere solid, og som måler op mod 10 cm i diameter. Reden er flettet sammen af græsblade, som dværgmusen har spaltet på langs. Indvendig kan reden være foret med frøuld. Når planterne visner væk om vinteren, færdes dværgmusen mest på jorden og nede i underjordiske gangsystemer, som andre mus har gravet. Hernede, eller i en græstue, bygger den en vinterrede. Dværgmusen er især afhængig af sin høresans og sin lugtesans. Den ser ikke så godt, men kan dog sagtens opdage bevægelser. En ret tavs mus Dværgmusen bruger sandsynligvis ikke sin stemme ret meget. Man hører ikke meget til dværgmusen ude i naturen. Men om det skyldes, at man ikke har undersøgt det godt nok, eller om musen virkelig er meget tavs, ved man ikke. Dværgmusen bruger dog sin stemme før og under parringen, og når der er mange dyr tæt sammen. Ungerne giver høje skrig fra sig, når de bliver forstyrret. Dværgmus bruger også ultralyde. Ultralyde er lyde, som ligger i et toneleje, som er for højt til, at vi kan høre dem. Dværgmus kan få mange unger Dværgmusen yngler fra maj til oktober. Efter parringen jager hunnen hannen væk, og han er ikke med til at bygge rede eller passe unger. Hunnen er gravid i 21 dage, hvorefter hun som regel føder 3-7 unger. I løbet af yngletiden kan hun nå at få 3-4 kuld unger. Ungerne er nøgne og blinde ved fødslen, og de vejer kun knap 1 gram. Men de vokser hurtigt, og allerede efter dage kan de klare sig selv. Det passer som regel med, at moderen er gravid igen og er begyndt at bygge rede til næste kuld. Ungerne er kønsmodne og kan begynde at yngle, når de er 4-5 uger gamle. Det betyder, at unger fra det første kuld selv kan nå at få unger senere på sommeren. Dværgmus bliver højst 1,5 år gamle i naturen. I fangenskab kan de dog blive 3 år gamle. Dværgmusen er så lille og let, at den kun efterlader få spor På grund af sin ringe vægt efterlader dværgmusen kun få spor og de er svære at finde, fordi de er så små. Men dværgmusens reder er til at få øje på. Rederne er kuglerunde, og de måler 8-10 cm i diameter. De er anbragt cm oppe i vegetationen, og de er lavet af græsblade, som dværgmusen har spaltet på langs og derefter flettet sammen til en lille kugle. Der er et indgangshul på siden. Reden er gjort fast i levende græsstrå, urter og kviste, så den er godt skjult. Indvendig er reden foret med frøuld. Man finder lettest rederne i vinterhalvåret, hvor de er ret tydelige, så snart græs og urter 3

4 er visnede. Gærdesmutten har en rede, der minder meget om dværgmusens rede, men gærdesmuttens rede indeholder altid dun og fjer. Det gør dværgmusens aldrig. Halsbåndmus Halsbåndmusen er en stor og elegant mus Halsbåndmusen er en stor og elegant mus, som er udbredt og almindelig i hele landet. Den holder først og fremmest til i skove og krat, men kan i øvrigt findes mange andre steder, hvor der vokser træer og buske. Halsbåndmusen er noget større og tungere end skovmusen, som den ellers minder meget om. Normalt kan halsbåndmusen dog kendes på det lyse bånd, som strækker sig fra forben til forben hen over dyrets hals. Skovmusen har kun en aflang, lysebrun plet på brystet. Halsbåndmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Ægte mus kendes på den spidse snude, store ører og øjne, lange ben og en lang hale. Halsbåndmusen æder først og fremmest planteføde, men den kan også tage smådyr som snegle og insekter. Den kravler og springer godt, og den finder en del af sin føde oppe i træer og buske. Nogle steder i landet kalder man derfor den smidige og adrætte halsbåndmus for springmus. Halsbåndmusen er en smuk, brun mus Halsbåndmusen er gulbrun til nøddebrun på oversiden og helt hvid på undersiden. Grænsen mellem de to farver er meget skarp. Tværs over brystet mellem forbenene løber et gulbrunt bånd, der har givet arten navn. Halsbåndmusen har store, runde, mørke øjne, store ører, og en hale, der er længere end hoved og krop. I profil er hovedet tapiragtigt i modsætning til skovmusens, som er mere spidst. Halsbåndmusen er en stor mus. Kroppen har en længde på 8-13 cm, og halen måler 9-13,5 cm. Vægten er på gram. Han og hun er ens. 4

5 Halsbåndmusen minder meget om skovmusen, men den er tydeligt større. Voksne halsbåndmus kan desuden kendes på det lyse bånd, som strækker sig fra forben til forben hen over dyrets hals. Her har skovmusen kun en aflang, lysebrun plet. Halsbåndmusen findes i hele Danmark Halsbåndmusen er udbredt og almindelig over det meste af Danmark. I Vestjylland forekommer den dog mere spredt, og den mangler helt på flere små øer. I Norge, Sverige og Finland findes halsbåndmusen i de sydlige og mellemste dele. Den lever også i det sydlige England, men mangler i det meste af Frankrig og på Den iberiske Halvø. Mod øst når den langt ind i Rusland. I Danmark lever halsbåndmusen især i skov og krat, men den kan også findes i levende hegn og på de tilstødende marker. Halsbåndmusen er en rigtig skovmus. Det er den eneste mus, som kan leve midt inde i gamle, høje bøgeskove og i tætte, mørke granplantager. Når det bliver efterår og vinter, sker det tit, at halsbåndmusen forlader sin skov og flytter indendøre. Så tilbringer den vinteren på lofter eller i køkkenskabe. Her kan den æde madvarer og rode på samme måde som husmus, men normalt gør den ikke så stor skade som husmusene. Det lugter heller ikke så grimt, når halsbåndmusen er på besøg. Halsbåndmusen lever især af planteføde Halsbåndmusen lever især af forskellige dele af planter afhængig af årstiden. Agern, bog, hasselnødder, kastanjer og frø fra nåletræer, urter og græsser er nok de vigtigste fødekilder. Men grønne plantedele som for eksempel friske stængler og nye skud ædes også gerne. Cirka 10 % af føden udgøres af smådyr for eksempel insekter og snegle. Som mange andre mus gemmer halsbåndmusen tit føde i depotrum i sit gangsystem. Halsbåndmusen er først og fremmest aktiv om natten Halsbåndmusen er hovedsagelig aktiv om natten, hvor den blandt andet leder efter føde. Da den er meget adræt og god til at klatre og springe, kan den også hente føden højt oppe i buske og træer. Halsbåndmusen lever en del af sit liv nede under jorden i et system af gange, som den selv graver. Gangsystemet ligger som regel fra lige under jordoverfladen til ned i en dybde af 50 cm. I sjældne tilfælde kan gangene dog nå helt ned i 150 cm s dybde. I forbindelse med gangsystemet udgraver musen opholdsrum, redekammer og fødedepoter. Halsbåndmusen kan også finde på at lave sin rede over jorden under rødder og i hule træer selv 5

6 fuglekasser kan bruges. Hen på efteråret i oktober og november kan man opleve, at halsbåndmus søger ind i huse og andre bygninger for at overvintre. I andre lande er det anderledes her er det skovmus, der kommer ind i husene. Når det bliver vinter, flytter halsbåndmusen tit ind i huse Taler meget Man har forsket meget i halsbåndmusens adfærd. Derfor ved man, at den taler med sine artsfæller ved hjælp af en lang række forskellige lyde. Nogle af dem kan vi høre. Men de fleste lyde ligger sikkert i et toneleje, der er for højt, til at vi kan høre dem. De kaldes ultralyde. Når halsbåndmus flytter ind i vore huse, hører vi dem også. De larmer, når de løber rundt i skabene. Og vi hører dem tydeligt, når de gnaver i madvarer. Halsbåndmusen kan få flere kuld unger om året Halsbåndmusen yngler som regel fra april til oktober. Hunnen er drægtig i dage, hvorefter hun normalt føder 3-6 unger. I løbet af året kan hunnen nå at sætte 2-4 kuld i verden. Ungerne er sammen med hunnen i ca. 3 uger. Herefter kan de klare sig selv. De bliver kønsmodne i 2-3 måneders alderen. Halsbåndmusen kan blive ca. 1,5 gammel i naturen, men langt de fleste dør langt tidligere. I fangenskab kan musen blive 2-3 år gammel. Bestanden af halsbåndmus svinger fra år til år. Bestandens størrelse er meget afhængig af træernes produktion af frø. Halsbåndmus efterlader mange slags spor Halsbåndmusens sporbane består ofte af en serie spring. Bagfodens spor er mm langt. Ædepladserne er tit anbragt godt skjult og ikke frit fremme som egernets. På ædepladserne kan man 6

7 finde rester af musens føde. Her er blandt andet grankogler og skaller af hasselnødder. Kogler, som er behandlet af halsbåndmus, er fine og glatte, og de ser ikke så flossede ud som kogler, der er behandlet af egern. Musen gnaver omhyggeligt hvert kogleskæl af for at få fat i frøene. Halsbåndmusens ekskrementer er ca. 5 mm lange og 2,5 mm brede. Husmusen Den lyse husmus er en mus, som de fleste kender Den lyse husmus er egentlig en smuk, lille mus, men det er de færreste, som bryder sig om den. Den lever nemlig inde i vore huse, og her æder den madvarer og sviner i køkkenskabene. Den kan også bygge rede i møbler, som på den måde bliver mere eller mindre ødelagte. Den lyse husmus er en typisk mus. Den har et spidst hoved, store ører og en lang hale. Den hører til den gruppe af gnavere, som man kalder for ægte mus. Den lyse husmus er ret almindelig i vore huse, og om sommeren kan den også klare sig ude i naturen. Den flytter dog tilbage til huse og gårde, når det bliver koldt. Den kan ikke overleve den 7

8 danske vinter. Lys husmus lever i det meste af Danmark, men den mangler i den sydlige del af Jylland. Her lever til gengæld en anden slags husmus, som kaldes for mørk husmus. Lys husmus er et natdyr, som ofte lever i flokke. Den æder især korn og kornprodukter. Den lyse husmus er en ægte mus Den lyse husmus er en typisk mus. Den har et spidst hoved, store ører, en lang hale og ret lange ben. Kroppen måler 7-10 cm, halen 6-10 cm. Vægten er på gram. Han og hun er ens. Den lyse husmus er lyst brungrå på oversiden og hvidlig til lysegrå på undersiden. Ofte har den en gullig farvetone på grænsen mellem over- og underside. Lys husmus er en rigtig mus. Den hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Der findes 7 arter af ægte mus her i landet, og til gruppen hører også rotter, skovmus og dværgmus. Lys husmus kan let forveksles med andre ægte mus. Især er den svær at kende fra den mørke husmus. Den mørke husmus er dog normalt lidt større og har en lidt længere hale. Den lyse husmus er almindelig i det meste af Danmark Den lyse husmus er udbredt over store dele af Danmark. Den mangler dog i det sydlige Jylland fra en linje mellem Fredericia og Ringkøbing Fjord. Syd for denne grænse lever en anden art af husmus. Den hedder den mørke husmus (Mus domesticus). Den lyse husmus findes overalt i Norge, Sverige og Finland. Den findes også mange andre steder i verden. I Danmark opholder den lyse husmus sig det meste af året inde i bygninger. Fra april til september sker det dog ofte, at nogle af dem søger udendørs og danner fritlevende bestande. Disse mus lever især i nærheden af bebyggelser, i parker og haver samt på marker, som ligger i nærheden af gårde. Om efteråret søger musene igen ind i vore huse. De kan ikke overleve en vinter udendørs. Den lyse husmus er altædende, men den foretrækker korn Den lyse husmus er altædende. Men får den mulighed for det, foretrækker den korn og kornprodukter. Musen er selv i stand til at vælge den rigtige sammensætning af føden, så den får de livsnødvendige næringsstoffer. Den kan desuden klare sig uden at have adgang til vand, hvis blot fødens indhold af vand udgør %. Den lyse husmus lever inde i vore huse, hvor den kaster sig over mel, brød og mange af vore andre madvarer. Den æder af maden, men det er et endnu større problem, at den sviner voldsomt og forurener fødevarerne. Dens urin lugter også grimt, så man kan let lugte, hvis man har husmus i 8

9 skabene. Husmusen betragtes derfor som et ubehagelig skadedyr, og man forsøger at udrydde den, når den er flyttet ind i huset. Det mest almindelige er, at man sætter musefælder op. Den lyse husmus stammer fra Iran Den bredte sig til store dele af verden sammen med landbruget Husmusen stammer sandsynligvis fra klippefyldte stepper i Iran og andre steder i Mellemøsten. Det var også i disse områder, at man først begyndte at dyrke landbrug. De følgende mange år bredte dyrkning af jorden sig til alle andre dele af verden. Og husmusen flyttede med sammen med landbruget! Og husmusen klarede sig godt, hvor den kom frem. Den var tilpasset de store svingninger i temperaturen, som forekommer i Iran. Den var adræt og god til at klatre, springe og svømme. Og den var hårdfør, nysgerrig, dumdristig og god til at tilpasse. Sidst men ikke mindst var den meget hurtig til at formere sig. Husmusen er typisk et natdyr. Men under fredelige forhold kan den sagtens være aktiv døgnet rundt. Den lever i flokke, som ledes af en dominerende han. Hver flok forsvarer et område mod andre husmus. Af husmusens sanser er lugte- og høresansen nok de vigtigste: Dyrene meddeler sig til hinanden ved hjælp af dufte og lyde. Husmusene piber De lyse husmus udstøder pibende lyde, som vi kan høre blandt andet i forbindelse med kampe, når de parrer sig, og når de passer deres unger. Husmus bruger også ultralyde, når de kommunikerer. Det er lyde, der ligger i så højt et toneleje, at mennesker ikke kan høre dem. 9

10 Normalt hører man dog ikke musenes stemmer særlig meget. Man bemærker nok mere de lyde, som tydeligt høres, når musene gnaver og pusler rundt i køkkenskabene. Den lyse husmus kan få mange unger i løbet af et år Indendørs kan husmusen yngle hele året, og den kan få 5-10 kuld med 4-8 unger i hvert. Men det sker nu meget sjældent, at de får så mange unger. Dels holder man musene nede ved at bekæmpe dem med fælder. Dels vil lugten af for mange fremmede hanner forhindre hunnerne i at kunne blive gravide. En masse unger vil også dø, inden de bliver mange dage gamle. Ude i naturen er musene meget mere afhængige af vejret og temperaturen. Her varer yngletiden kun fra maj til august. Hunnerne er gravide i 19 dage, hvorefter de føder deres unger. Ungerne dier, indtil de er dage gamle, og herefter kan de klare sig selv. De nye mus kan allerede parre sig og få unger, når de er 2-3 måneder gamle. Lys husmus bliver kun ca. 1 år gammel. Lille mus små spor Lys husmus er et lille dyr, og den efterlader kun små og spinkle spor. Husmus springer ikke særlig meget, men bevæger sig mest omkring i gang. Bagfodens spor er mm langt, mens forfodens er 13 mm. Husmus æder korn fra siden, mens de holder kornet med forpoterne. Resterne af kornet ligner aflange spåner. Husmusens ekskrementer er valseformede, ca. 6 mm lange og 2-2,5 mm tykke. Musehuller i vægge efter husmus er 1-2 cm i diameter. Og de ægte mus vi desværre ikke ser i Guldager Plantage, men måske de er her alligevel i hvert fald denne lille fyr: Skovmusen Skovmusen er smuk mus, som er almindelig i Danmark 10

11 Skovmusen er en smuk mus, som er udbredt og almindelig i hele landet. Den har store øjne og ører, forholdsvis lange ben og en lang hale. Skovmusen lever især på dyrkede marker, men man finder den også tit i skovbryn, krat og hegn og på heder og i klitter. Selvom den hedder skovmus, findes den derimod ikke særlig ofte i tæt skov. Skovmusen er en gnaver. Den hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Andre ægte mus er rotter, husmus, dværgmus og halsbåndmus. Skovmusen minder meget om sin nære slægtning halsbåndmusen. Skovmusen æder mest planter, men den tager også små dyr som orme, snegle, insekter og edderkopper. Skovmusen er en smuk brun mus med store ører, store øjne og en lang hale Skovmusen har store, runde, mørke øjne og store ører. Hoved og krop måler 8-10 cm, og dens hale har nogenlunde samme længde. Vægten er på gram. Han og hun er ens. Pelsen er gulbrun til nøddebrun på oversiden og helt hvid på undersiden. Grænsen mellem de to farver er som regel noget udflydende. Mellem forbenene har skovmusen en lang, gulbrun plet. Unge skovmus har mere grå farver, og de kan godt minde noget om husmus. De har dog større øjne og ører end husmus. Den voksne skovmus minder meget om sin nære slægtning halsbåndmusen, men halsbåndmusen er 11

12 normalt noget større end skovmusen. Voksne halsbåndmus kan normalt også kendes på det lyse bånd, som strækker sig fra forben til forben hen over dyrets hals. Skovmusen har kun en aflang, lysebrun plet på brystet. Man kan dog let forveksle de to mus. Skovmusen findes i hele Danmark Skovmusen er en af vore mest almindelige mus, og den kan træffes i stort set hele landet. Den lever i de sydlige dele af Norge og Sverige, men den mangler i Finland. Den findes også på Island, og man mener, at den er kommet hertil sammen med de første mennesker, der bosatte sig på øen. Skovmusen lever i resten af Europa og videre østpå i Lilleasien. Den findes også i Rusland og i store dele af Asien. På trods af sit navn lever skovmusen i Danmark især på dyrkede marker. Men den er i øvrigt ikke særlig kræsen med hensyn til levested. Man kan finde den i skovbryn, levende hegn, krat, heder, enge og klitter. Det sker, at skovmusen om vinteren søger ind i vore huse. Det sker dog sjældent, og musen udgør normalt ikke et problem. Skovmusen er især planteæder Skovmusen lever især af forskellige dele af planter. Den æder agern, bog, hasselnødder, kastanjer og frø fra nåletræer, urter og græsser. Grønne plantedele som for eksempel friske stængler og nye skud ædes også gerne. Skovmusen æder desuden en del små dyr. Undersøgelser viser således, at ca. 10 % af føden udgøres af dyr som orme, snegle, insekter og edderkopper. Skovmusen bor i gangsystemer nede i jorden. Hernede opretter den fødedepoter eller forrådskamre, hvor den kan gemme store mængder føde. Skovmusen er aktiv om natten Skovmusen er især aktiv om natten, men kan dog sagtens løbe omkring om morgenen og aftenen eller midt på dagen. Den er ikke særlig god til at klatre og springe rundt i træer og buske, og den finder stort set al sin føde på jorden. Skovmusen lever en del af sit liv nede under jorden i et system af gange, som den selv graver. Gangene ligger som regel fra jordoverfladen og ned til en dybde af 50 cm, men kan nå helt ned i 150 cm s dybde. Nede i gangene udgraver skovmusen opholdsrum, redekammer og depotrum. Skovmusen har normalt sin rede nede i gangsystemet, men den kan også finde på at bygge rede over 12

13 jorden mellem rødder og i hule træer. Om vinteren kan flere hunner og hanner opholde sig i samme rede det sparer på varmen. Skovmus anvender mange lyde, når de snakker med hinanden Man har forsket meget i skovmusens adfærd. Derfor ved man, at den taler med sine artsfæller ved hjælp af en lang række forskellige lyde. Vi kan høre nogle af lydene, men langt de fleste af dem ligger i et toneleje, der er for højt, til at vi kan høre dem. Disse lyde kaldes for ultralyde. Skovmusen kan få flere kuld unger om året Skovmusen yngler som regel fra april til oktober. Det sker dog også, at den får unger i begyndelsen af vinteren. Hunnen er drægtig i dage. Hun kan i løbet af 1 år nå at få 2-3 kuld, der hver tæller 4-6 unger. Ungerne bliver kønsmodne, når de er 2-3 måneder gamle, og unger, der bliver født om foråret og først på sommeren, kan selv nå at få unger samme år. I normale år kan der derfor være 5-10 gange så mange skovmus om efteråret som midt på sommeren. Mange af dem dør dog i løbet af vinteren. Skovmus kan blive op til 1,5 år gamle i naturen, men langt de fleste dør langt tidligere. Skovmus laver mange slags spor Skovmusens sporbane består ofte af en serie spring. Bagfodens spor er mm langt. Ædepladserne er tit anbragt godt skjult og ikke frit fremme som egernets. Kogler behandlede af skovmus ser ikke så flossede ud som egernets. Musen gnaver omhyggeligt hvert kogleskæl af for at få fat i frøene. Når en skovmus gnaver i en hasselnød for at få fat i kernen, trykker den nødden ned mod jorden med forbenene, så den spidse ende vender opad og skråt ind mod kroppen. Så gnaver den hul på 13

14 nødden og gør hullet større ved at gnave i skallen indefra og ud med underkæbens fortænder. Skovmusens ekskrementer er ca. 5 mm lange og 2,5 mm brede. Brandmus Brandmusen er en lille, brun mus med en sort stribe på ryggen Brandmusen er en lille, brun mus med sort rygstribe og en lang hale. Den har en meget begrænset udbredelse i Danmark, hvor den kun findes på Lolland og Falster. Brandmusen som er nært beslægtet med skovmus og halsbåndmus lever især på marker og enge i nærheden af levende hegn og små krat. Den findes også i haver og parker, men ikke inde i rigtig skov. Brandmusen klatrer ikke så meget rundt i træer og buske som skovmus og halsbåndmus. Den går og løber omkring på jorden eller opholder sig nede i sit underjordiske system af gange. Brandmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for ægte mus. Ægte mus kendes først og fremmest på, at de har et spidst hoved, store ører og øjne og en lang hale. Brandmusen æder især frø og frugter. Den er meget glad for ærter og bønner, og nogle steder kalder man den lille mus for ærtemus. Ved siden af planteføde tager brandmusen også en del små dyr som insekter, edderkopper, snegle og orme. Den kan desuden finde på at æde ådsler. Brandmusen kendes på den sorte stribe på ryggen Brandmusen er en ret lille mus. Kroppen måler 7-12 cm, og vægten er på g. Ører og øjne er store, og den næsten hårløse hale er lidt kortere end kroppen. Halen måler normalt 7-8,5 cm. Brandmusen er glinsende rødbrun om sommeren og mere dæmpet gråbrun om vinteren. Undersiden er hvidgrå. På ryggen er der en smal, sort stribe, som strækker sig fra panden og hen til haleroden. Han og hun er ens. Den sorte rygstribe er et godt kendetegn. Den eneste anden danske mus med sort rygstribe er den 14

15 lille, sjældne birkemus. Hos birkemusen går den sorte rygstribe helt frem mellem øjnene. Overfladisk kan brandmusen forveksles med sine nære slægtninge halsbåndmus og skovmus, men de mangler begge den sorte rygstribe. Brandmusen er desuden meget mindre end halsbåndmusen og lidt mindre end skovmusen. Brandmusen æder både planter og dyr Føden består hovedsagelig af plantedele, men brandmusen æder også temmelig mange smådyr. Brandmusen æder især plantedele som for eksempel spirer, knopper, frugter, frø og nødder. Den er specielt glad for ærter og bønner, og derfor kalder man også den lille mus for ærtemus. Brandmusen er dog ret alsidig i sit valg af føde, og den tager også mange smådyr som edderkopper, insekter og deres larver, orme, snegle. Desuden æder den ådsler. Når det bliver efterår, samler brandmusen vinterforråd, som den gemmer i depoter nede i sit gangsystem. Brandmusen er som regel på færde om dagen Brandmusen er især aktiv om dagen modsat halsbåndmusen og skovmusen, som mest er fremme om natten. Brandmusen foretrækker at gå og løbe omkring på jordoverfladen eller nede i sit underjordiske gangsystem. Den hopper og klatrer ikke nær så godt som halsbåndmus og skovmus. Brandmusens lever i gange nede i jorden. Gangene går som regel ikke særlig langt ned i jorden, kun cm, men kan dog nå ned i 40 cm s dybde. Nede i gangene laver musen redekamre og forrådsrum. Om vinteren kan brandmusene søge ind i vore huse, skure og lader. Det sker også, at de overvintrer i roekuler. Brandmusen har ikke særlig stor betydning som skadedyr på afgrøder, selvom de kan æde en del ærter på markerne. Det er meget mere alvorligt, at de kan overføre en bakterie, Leptospira pomona, til kvæg og svin. Den forårsager kalvekastning, blod i mælk og urin hos kvæget og dødfødte smågrise hos søerne. Vrede skrig Brandmus har en række forskellige skrig, som de især udstøder, når de er vrede, aggressive eller bange. Ved hjælp af disse skrig kan de meddele sig til hinanden eller forsøge at skræmme fjender bort. Brandmus får 2-3 kuld unger hvert år Brandmusenes yngletid er forholdsvis kort og varer kun fra april til september. Drægtighedsperioden er på ca. 21 dage. 15

16 Som regel når hunnen kun at sætte 2-3 kuld unger i verden om året. Normalt består hvert kuld af 5-7 unger, men der kan være op til 12 unger i et kuld. Ungerne bliver passet af hunnen og dier hos hende, indtil de er 3 uger gamle. Derefter kan de klare sig selv. Brandmus bliver ca. 1,5 år gamle. Spor Brandmusens sporbane består af gang og løb, men sjældent af spring. Bagfodens spor er mm langt. Ædepladsen er som regel godt skjult. Kogler, som er behandlede af brandmus, ser ikke så flossede ud som egernets. Musen gnaver omhyggeligt hvert kogleskæl af for at få fat i frøene. Når en brandmus gnaver i en hasselnød for at få fat i kernen, holder den fast på nødden med forbenene. Så gnaver den hul på nødden med sine stærke fortænder. Sten fra kirsebær, mirabel og blomme behandles på samme måde. Brandmusens ekskrementer er ca. 4 mm lange og 2 mm brede. Studsmusene I Guldager Plantage: Nordmarkmus Nordmarkmusen er et af de mest almindelige pattedyr i Danmark 16

17 Nordmarkmusen eller blot markmusen findes overalt i Danmark. Den mangler kun på nogle ganske få, små øer. Selvom den hedder markmus, lever den normalt ikke på de bare marker. Den foretrækker områder, hvor jorden er helt dækket af græsser og høje urter. Her har den sine gange over og under jorden. Nordmarkmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for studsmus. Studsmus kendes på, at de har et rundt hoved, korte ben, små ører, som er skjult i pelsen, og en kort hale. Andre studsmus er blandt andet mosegris og rødmus. Nordmarkmusen er et meget vigtigt byttedyr for mange rovfugle, ugler og pattedyr. Især ræv, husmår, lækat og brud æder markmus. Også katte fanger mange markmus. Nordmarkmusen lever af planter. Den æder især grønne plantedele som friske blade og stængler, men den kan også gnave barken af træer. Det betyder, at den kan optræde som skadedyr i skove og frugtplantager. Nordmarkmusen er en typisk studsmus Nordmarkmusen hører til den gruppe af mus, som kaldes for studsmus. Typisk for studsmus er, at hovedet er kort og afrundet, øjnene er ret små, og ørerne er små og korte og næsten skjult i pelsen. Benene er små og lave, og musen er ikke god til at springe eller klatre. I stedet løber den af sted på jorden med små, korte skridt. Den ser næsten ud som en mekanisk mus, der ruller af sted på små hjul. Nordmarkmusen måler 8-14 cm, og halen er 2-5 cm lang. Den vejer mellem gram. Pelsen er gråbrun på oversiden og grå på kroppens sider og på bugen. Han og hun er ens. Nordmarkmusen minder meget om sin nære slægtning sydmarkmusen (Microtus arvalis), som kun findes i Jylland. Selvom nordmarkmusen er lidt større end sydmarkmusen, er det nærmest umuligt at se forskel på de to mus. Nordmarkmusen ligner også rødmusen, men rødmusen kan som regel kendes på ryggens rødbrune farve. 17

18 Nordmarkmusen findes i hele Danmark og i det meste af Europa Nordmarkmusen findes udbredt i hele Danmark lige med undtagelse af nogle ganske små øer. Den lever i hele Norge, i Sverige med undtagelse af Gotland og i Finland. Desuden findes den i resten af Europa, bortset fra det meste af Sydeuropa. Mod øst når den et godt stykke ind i Rusland. Nordmarkmus foretrækker steder, hvor urter og græs vokser højt og tæt, så de helt dækker jorden. Godt skjult og i fred og ro kan musene her lave deres gange under jorden og deres stier eller veksler på jordoverfladen. Hvis blot kravet om et tæt dække af planter er opfyldt, kan nordmarkmusen finde sig tilrette på mange forskellige slags levesteder. Nordmarkmusen lever af planter Nordmarkmusen er nok den af vore mus, der mest æder grønne plantedele. Den er meget glad for grønt græs og friske blade af kløver og mælkebøtte. Markmusen er ikke så god til at klatre. I stedet fælder den stængler af lysesiv eller lange skud af hindbær og brombær. De bliver bidt over i cm lange stykker, som markmusen bærer hen til et skjulested, hvor den kan sidde i ro og mag og æde det yderste grønne lag. Når der er mange markmus, græsser de så meget på den naturlige plantevækst, at den bliver ødelagt. Så må markmusene finde ny føde. Så kan det ske, at musene gnaver barken af unge træer for at få fat på vækstlaget, som sidder inde under barken. Dette vækstlag er meget rigt på næring. Musene står på jorden og gnaver barken af. Ofte gnaver de hele vejen rundt om stammen. Når de gør det, dør træet. Alle de små kanaler i vækstlaget, der fører vand og næring op til grenene, bliver nemlig gnavet over. Derfor er markmusen et frygtet skadedyr i skove og frugtplantager. Antallet af markmus svinger meget Nordmarkmusen er aktiv i perioder døgnet rundt. Hannen forsvarer et område mod andre hanner, men der kan godt bo én eller flere hunner på hannens område. Det har hannen ikke noget imod, for så kan han parre sig med dem og få mange unger. Hunnerne beskytter kun deres rede. Antallet af markmus kan svinge kraftigt fra år til år. Mange gange sker forandringerne i antal i perioder, som varer 3-4 år. I de første 2-3 år øges antallet af mus voldsomt. Når der er flest mus, begynder mange af dem at udvandre, antallet af fødsler falder, og mange af de dyr, der bliver tilbage, dør. Som følge heraf falder antallet af dyr drastisk. Så kan en ny periode begynde. Der kan være mange årsager til, at dyrene udvandrer eller dør. De mange mus overgræsser omgivelserne og ødelægger dermed deres fødemuligheder. Stress på grund af overbefolkning samt den dårlige føde gør dyrene syge og mindre frugtbare. De bliver også lettere ramt af sygdom. Og endelig bliver mange rovfugle og rovdyr tiltrukket af de store mængder af mus. 18

19 En tavs mus Nordmarkmusen bruger stemmen meget. Men den er ret lydsvag, og derfor lægger man ikke mærke til den. Den har nogle kvidrende lyde. Af og til kan man også høre den skære tænder! Mange unger Nordmarkmusen yngler normalt fra marts til september. Hvis det er mildt i vejret, kan den dog også yngle om vinteren. Hunnen er drægtig i ca. 21 dage. Derefter føder hun som regel 4-6 unger. Men der kan være alt fra 1-10 unger. Hver hun føder mellem 2-7 kuld unger om året. Ungerne er nøgne og blinde, når de bliver født. De vejer kun 2-3 gram ved fødslen. Ungerne dier i ca. 14 dage efter 11 dage kan de også begynde at æde fast føde. Når ungerne er blevet 4-6 uger gamle, kan de selv få unger. Nordmarkmus kan blive 1,5 år gamle i naturen. Men de har mange fjender, og langt de fleste dør meget tidligere. Mange slags spor Bøjer man urter og græs til side, kan man finde nordmarkmusens stier eller veksler. Den laver også veksler om vinteren ved at grave gange gennem sneen. Af og til bliver gangene foret med jord og afbidte stykker af græs. Når sneen smelter om foråret, ligger gangene tilbage som rør på jordoverfladen. Sporet efter bagfoden er 16-20,5 mm langt. Markmusen kan også gnave i rødder af helt unge træer gerne lidt under jordoverfladen. Sporet efter musens øvre fortænder er 2,5 mm bredt. Musen gnaver også bark af træstammer og grene op i en højde af cm så højt som den kan nå, når den står på jorden. Om vinteren æder musen det meste af barken, men om sommeren lader den barken ligge og går kun efter vækstlaget indenunder. På markmusens godt skjulte ædepladser kan man finde rester af afgnavede lysesiv. Musene gnaver lysesivene i stykker på cm s længde derefter æder musene de yderste grønne dele og lader den hvide marv ligge tilbage. Markmusens ekskrementer er 6-7 mm lange og 2-3 mm tykke. 19

20 Markmusen laver gange under sneen. Gangene kommer frem, når sneen er væk Musene har gnavet barken af en gren Markmusen har "afbarket" lysesiv. Planternes hvide marv ligger tilbage Rødmusen Rødmusen er en lille, rødbrun mus Rødmusen er en lille, rund mus, som er let at kende på ryggens rødbrune farve. Den findes i det meste af Danmark, men mangler på Bornholm og flere andre større og mindre øer. 20

21 Rødmusen lever især i skov og krat med lidt plantedække på jorden, men den kan finde sig til rette mange andre steder, blot der ikke er for tørt. Rødmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for studsmus. Studsmus kendes på, at de har korte ben, små ører og en forholdsvis kort hale. Andre studsmus er markmus, mosegris og bisamrotte. Rødmusen er et vigtigt byttedyr for rovfugle, ugler og mårdyr som lækat, skovmår og brud. Ræven æder også mange rødmus. Rødmusen æder især planteføde som blade, skud, frø, bær, nødder, bog og agern. Det sker også, at den æder lidt insekter, orme og snegle. Rødmusen tager man ikke fejl af Rødmusen er en lille, rund studsmus med et afrundet hoved og små, men tydelige ører. Benene er små og lave. Han og hun er ens. Rødmusen måler 8-13 cm, og den vejer gram. Halen måler 3-7 cm. Selvom rødmusens hale er ret kort, er den længere end halen hos de fleste andre studsmus. Rødmusen er rødbrun på ryggen og hvidgrå på sider og bug. Den er let at kende fra alle andre mus. Rødmusen en meget almindelig mus I Danmark er rødmusen almindelig over det meste af landet. Den mangler dog på Bornholm og en række andre øer. Rødmusen er udbredt i Norge, Sverige og Finland, bortset fra de nordligste dele. Den findes også i resten af Europa, undtagen i de sydligste områder. Mod øst når den langt ind i Rusland. I Danmark lever rødmusen især i skov, levende hegn og krat. Den holder især til, hvor jorden er dækket af urter og græs. Den kan dog også leve mange andre steder, hvis blot der er masser af planter, og der ikke er for tørt. Rødmusen opholder sig mest på jorden, og hvis man går tur i skoven, kan man tit høre rødmusen pusle rundt mellem de tørre, visne blade. Med lidt tålmodighed kan man også få den at se. Rødmusen lever mest af grønne plantedele, frugter og frø Rødmusen lever næsten udelukkende af planteføde. Den æder helst friske, grønne plantedele som blade, knopper og skud. Desuden sætter den pris på bær, frugter og frø samt svampe, mos og rødder. Rødmusen er god til at klatre. Den kan komme højt op i træer og buske, når den er på jagt efter føde. 21

22 Rødmusen kan også finde på at gnave barken af unge træer. Den æder barken. Eller også fjerner den blot barken for at få fat på vækstlaget indenunder, som er meget rigt på næring. Som regel begynder rødmusen at gnave oppe i træets grenvinkler. Men den kan også stå på jorden og gnave barken af hele vejen rundt om stammen. Når rødmusen gnaver barken af på den måde, dør træet. Derfor kan rødmus være et frygtet skadedyr i skove og frugtplantager. Om efteråret gemmer rødmusen små vinterforråd af hasselnødder, agern og bog, som alle indeholder megen energi. Af og til kan rødmusen også æde smådyr som snegle, orme og insekter. Rødmusen er aktiv hele døgnet Rødmusen er aktiv døgnet rundt afbrudt af længere hvileperioder. Om sommeren er den dog mest vågen om natten. Den er ikke særlig sky, så man har tit mulighed for at se den ude i naturen. Både han og hun forsvarer et territorium. Dyrene taler med hinanden især ved hjælp af lyde og lugte. En han kan endda skelne hunner af forskellige underarter af rødmus fra hinanden og hannen foretrækker en hun af den samme underart, som han selv tilhører! Bestanden af rødmus kan svinge meget fra år til år. Undersøgelser viser, at der er flest rødmus efter et år med en stor produktion af agern og bog. Rødmus taler sammen, men ikke særlig højt Rødmus bruger hørlige pibelyde, når de taler sammen. Lydene er dog meget stilfærdige, og det er sjældent, at man hører rødmusene sige noget. Rødmus kommunikerer også ved hjælp af ultralyde, når de taler sammen. Ultralyde er lyde, der ligger i et meget højt toneleje. Mennesker kan ikke høre disse lyde. Selvom man sjældent hører rødmusenes stemmer, kan man dog let høre rødmusene nemlig, når de pusler rundt i skovbunden. Man kan også somme tider høre, hvordan de gnaver i nødder og agern. Kan få mange unger Rødmus er i stand til at formere sig kraftigt. Normalt yngler de fra marts til oktober, men under særlig gunstige forhold kan de sætte unger i verden hele året. Hunnen er drægtig i ca. 18 dage, men det kan variere fra dage. Så føder hun som regel 3-5 unger, men det kan svinge fra 2-9 unger. I løbet af et år kan hun nå at få 4-5 kuld unger. Når ungerne er blevet 4-5 uger gamle, kan de selv få unger. I naturen kan rødmus blive ca. 1,5 år gamle. I fangenskab kan de blive 3 år. 22

23 Flere slags spor Rødmusen laver flere slags spor. Men de kan være svære kende, for sporene fra de forskellige små mus ligner hinanden meget. Spor efter rødmusens bagfod er mm langt. Rødmusen kan gnave bark for at få fat i de næringsrige, levende inderste lag. Da musen er god til at klatre, ses gnavene ofte højt oppe i træer og buske. Det samme gælder rødmusens gnav på knopper. På rødmusens godt skjulte ædepladser kan man finde afgnavede stykker på cm s længde af stængler og skud, hvor det friske yderlag er ædt. Kogler, der er blevet behandlet af rødmus, ser ikke så flossede ud som egernets. Musen gnaver omhyggeligt hvert kogleskæl af for at få fat i frøene. Når en rødmus gnaver i en hasselnød for at få fat i kernen, trykker den nødden ned mod jorden med forbenene, så den spidse ende vender opad og skråt ud fra kroppen. Så gnaver den hul på nødden og gør hullet større ved at gnave i skallen udefra og ind med underkæbens fortænder. Den gnaver på samme måde i sten fra kirsebær, mirabel og blomme. Mosegris Mosegrisen kaldes tit for vandrotte, men er slet ikke nogen rotte, men hører til studsmusene, og kendes på en afstumpet snude og med små ører og korte lemmer, samt en kort hale, og er imellem cm stor. Mosegrisen holder af fugtige områder, men man ser den også i mere tørre områder. Dyret yngler i perioden april-november og får årligt 4-5 kuld af ca. 4 unger pr. gang, og er allerede kønsmoden når den er 2 måneder gammel mosegrisen bliver ca. 1,5 år gammel. Hvornår man har mosegrise er lidt svært at se og kræver erfaring, men typisk er deres skud ikke så store som muldvarpens og for at gøre det hele lidt mere besværligt, lever muldvarp og mosegris ofte i de samme gangsystemer, men har du huller i plænen der svinger fra 6-8 cm i størrelse er du næsten sikker, og dør dine planter, buske og træer, er det helt givet et angreb fra mosegrise. Bekæmpelse kan foretages med fælder og med fosforbrinter, samt Bromadiolone, som både findes som forgiftede majs, samt i flydende form til f.eks. æbler; der gøres opmærksomt på at disse produkter kræver licens/tilladelser, da de er meget giftige, men fælder må anvendes af alle, og vi bruger både fælder og gift til bekæmpelse af mosegris. Det er noget lodret vrøvl når dyret får skyld for at tage ællinger (det er som regel den brune rotte), da dyret er vegetar og lever af havens vegetation. 23

24 Hoppemus Den har vi heldigvis én af i Guldager Plantage: Birkemusen Sicista betulina Birkemusen foretrækker ret fugtige områder med tæt vegetation og en rig insektfauna. Det kan være græsarealer, moser, lyngbakker og skrænter, hvor arten også kan finde egnede overvintringssteder. Især om efteråret ses birkemusen også på kornmarker. Forekommer ikke i skov og meget sjældent i bebyggelse. Reden anlægges, især i udlandet, i porøse træstammer, mellem trærødder og i tør mos, eller i Danmark i jordhuller, i skrænter eller under græstuer o.a. Birkemusen får kun ét kuld om året. De 8-12 unger er i reden i dage. Ynglebiologien er således meget forskellig fra andre arter af småpattedyr. De er normalt aktive fra ultimo april primo oktober. Birkemusen, der kun lever i Jylland, er en lille gnaver, kroppen er 5,5-7,5 cm og halen 7,5-10,5 cm. Arten er lidt mindre end en husmus. Halen er meget lang, øjne og ører relative store, ryggen gulbrun og bugen gråhvid. Mest iøjnefaldende kendetegn er den markante, smalle sorte rygstribe. Birkemusen fra Guldager Plantage inden den atter blev sluppet fri Vi ved ikke meget om Birkemusens fødevalg i Danmark. Undersøgelser fra udlandet af 175 birkemus-maver viste, at insekter udgjorde % af alle undersøgte maver og toppede i juni måned. Planterester blev fundet i 46 % flest om efteråret. Endvidere plantehår i 32 %, larver 7,4 %, myrer 5,1 % og bløddyr 4 %. 24

25 I Danmark har man set Birkemus fouragere, hvor der er rigt med insekter (enge, skrænter etc.). Om efteråret i høsttiden er den set på nyhøstede kornmarker, men også på jagt efter føde i brombærbuske. Birkemusen har mange fjender, hvor især bør nævnes ugler, rovfugle og rovdyr herunder huskat. Men den største fjende er mennesket, der ødelægger artens levesteder ved bl.a. opdyrkning, dræning og bebyggelse. Birkemusen er enkelte gange fundet i gylp fra tårnfalk og skovhornugle. I Danmark er det dog sløruglen, der tager relativt flest birkemus. Men birkemus udgør sjældent mere end 1 % af føden på nogen sløruglelokalitet. I Europa har birkemusen en østlig udbredelse. I Norden er den pletvis udbredt med kun ét større sammenhængende udbredelsesområde i Sydfinland. Fra Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside Vidste du? Birkemusen sover vintersøvn ligesom hasselmusen. Udbredelse: I Danmark findes birkemusen kun to steder, i det vestlige Limfjordsområde, og i den sydlige del af Jylland. Udseende: Birkemusens særlige kendetegn er den lange sorte rygstribe, der går fra øjnene og ned til haleroden, samt halen som er længere end kroppen. Fra snudespids til halerod måler birkemusen 5-8 cm, mens halen kan være op til 11 centimer lang. Den vejer 5-15 gram. Pelsen består af to lag, den inderste lyse underuld og de yderste dækhår, som på oversiden er gulbrune med et sort område nær spidsen, og som på undersiden af dyret er lysegrå eller hvide. Der er dog en jævn overgang mellem over- og undersidens farve. Hårene på halen er brune på oversiden, men gråhvide på undersiden. 25

26 Føde: Insekter, larver, regnorme og edderkopper udgør en stor del af birkemusens føde, men også frø, bær og friske grønne plantedele er på menuen. Levevis: Birkemusen findes i forskellige habitater, men synes at foretrække lysåben, ældre skov med rig bundvegetation, kratbevoksede moser, enge og dyrkede marker. Når birkemusen søger føde, hvilket den overvejende gør om natten, fungerer den lange hale som støtte og balancehjælp, når den klatrer rundt i vegetationen. Parringen foregår som regel i maj-juli, og efter en drægtighedsperiode på 4-5 uger fødes kuldet på 3-7 unger i juni-august. Ungerne er i stand til at klare sig selv, når de er fem uger gamle. I oktober-maj sover birkemusen vintersøvn i en rede den laver af græs og mos. Under vintersøvnen er kropstemperaturen lav og åndedrættet falder. Naturlige fjender: Birkemusen indgår sandsynligvis i føden hos blandt andet ræv og nogle rovfugle. Trusler og bevaring: Da birkemusen er sjælden og kun kendt fra få områder i Danmark, er det vigtigt at bevare naturforholdene i netop disse områder. Fra Danmarks Naturfredningsforening Størrelse: Birkemusen er ikke en ægte mus, men tilhører familien af hoppemus. Ægte mus har bl.a. en spaltet overlæbe, det har hoppemus ikke. I Danmark findes af hoppemus kun birkemusen. Birkemusens krop er 5-7 cm lang, halen yderligere 7-10 cm. Halen er med sin store længde i forhold til kropslængden et godt kendetegn. Derudover har birkemusen, ligesom brandmusen, en tydelig sort rygstribe. Levevis: Man ved ikke meget om birkemusens levevis. I Danmark er den lokalt forekommende i Thy og omkring Vejle. Tilsyneladende er den knyttet til vådere enge med spredt busk og trævegetation. Birkemusen er overvejende nataktiv. For at spare energi kan den nedsætte sin temperatur om dagen så er den ikke i stand til at bevæge sig hurtigt. Ligesom hasselmusen sover den vintersøvn fra oktober til maj. Yngleforhold: Birkemusen er usædvanlig ved kun at få relativt få unger. De fleste gnavere, herunder de ægte mus, får masser af unger. Birkemusen bliver først kønsmoden i sit andet år og får kun et kuld unger om året. Typisk på fem unger. Den lave årlige reproduktion kompenseres der i nogen grad for ved at birkemusen kan blive ældre end de fleste ægte mus, nemlig 3-4 år. Bevaringsstatus: Birkemusen er i Danmark tilsyneladende ekstremt sjælden og formentlig blandt vore sjældneste og mest truede pattedyr. Birkemusen og dens yngle- og rasteområder er igennem EU s såkaldte habitat-direktiv omfattet af den stærkeste beskyttelse, der findes. 26

27 Lidt mere: Birkemusen adskiller sig på mange måder fra de mus, man oftest ser i den danske natur. Bortset fra den sorte rygstribe ligner den en ægte mus fra musefamilien (fx dværg-, skov- og husmus), men den er i virkeligheden den eneste danske repræsentant for en helt anden familie, hoppemusfamilien. Birkemusens latinske navn er Sicista betulina. Det betyder Den, som piber ved birkene. Navnet fik den i 1779, hvor den blev opdaget af en tysk zoolog og botaniker som hed Peter Simon Pallas. Pallas arbejdede i Rusland og det var også her, på en flodslette i Sydvestsibirien, at Pallas fandt birkemusen. Pallas navngav den lille mus birkemus fordi der voksede birketræer på flodsletten. Birkemusen er dog ikke særligt tilknyttet birketræer og kan altså sagtens findes på lokaliteter helt uden birk. Syvsoverfamilien Den eneste art der findes i Danmark, har vi ikke i denne del af landet. Hasselmusen Hasselmusen en dansk syvsover Hasselmusen er en lille, rødbrun gnaver, som er sjælden her i landet. Den lever først og fremmest i løvskove, hvor den det meste af tiden opholder sig oppe i træer og buske. Hasselmusen tilhører den gruppe af gnavere, som kaldes for syvsovere. Der findes 5 arter af syvsovere i Europa, men i Danmark har vi kun hasselmusen. Man ser ikke meget til den sjældne hasselmus. Dels er den aktiv om natten, dels sover den vintersøvn. Vintersøvnen varer normalt fra oktober-november til hen i april-maj. Hasselmusen lever af frugter, frø og bær. Den er især glad for bog, som er frugter fra bøgetræer. Den henter også nektar og pollen fra blomster. Hvis det kniber med planteføde, kan den også æde lidt insekter. Hasselmusen er fredet i Danmark. 27

28 En smuk, rødbrun gnaver Hasselmusen er 6-9 cm lang og dermed på størrelse med en husmus. Men dens krop er mere kompakt og afrundet, og benene er korte. Vægten er på gram. Pelsen er rødbrun på oversiden og gulbrun på undersiden. Det samme gælder den tykke og buskede hale, som er besat med lange hår. Halen er 5-8 cm lang. På hver side af snuden sidder en række lange knurhår. Øjnene er mørke og meget store. Ørerne er afrundede og pelsklædte. Fødderne har lange kløer og tydelige trædepuder begge dele gør, at det er nemt for hasselmusen at klatre i træer. Hasselmusen findes kun få steder i Danmark I Danmark findes hasselmusen i dag sandsynligvis kun i skove i det østlige Jylland syd for Vejle Fjord, på Sydfyn og i Midt-, Syd- og Sydvestsjælland. Hasselmusen træffes desuden i store dele af Mellem- og Sydeuropa. Uden for Europa optræder den i Lilleasien mod øst til Uralbjergene i Rusland. I Danmark er hasselmusen knyttet til områder med løvskov eller blandingsskov. Den opholder sig især, hvor der findes en underskov af krat og buske med bær samt bevoksninger af bregner og urter. Det er vigtigt, at der et sammenhængende grenværk, så hasselmusen kan bevæge sig rundt på sit levested uden at skulle ned på jorden. Hasselmusen æder især planteføde Hasselmusens kostplan varierer med årstiden. Om foråret æder den især knopper, unge skud og bark. Når træer og buske begynder at blomstre, indgår nektar og pollen også i føden. 28