For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen

Transkript

1 For hendes fødder af Emma Elisabeth Nielsen Hun hedder Mia. Hun smækker med døren. Det er, som om verden er sky. Sådan er det altid. Det er, som om græsset bøjer sig for hende, når hun tramper gennem haven og sparker hovedet af en mælkebøtte. Verden er sky. Den krymper sig, når hun stirrer på den. Den må være sky. De bor kun få minutter fra Indre By. Hun har brug for luften. Hun går ind i en butik. Hylderne står tæt, og der lugter af krydderi. Der er hende araber-damen, fra rækkehuset overfor, der ejer den. Hendes mand bankede hende. Nu bor hun alene med sin datter. Mia putter en rød neglelak ned i tasken og betaler for den sorte. Det er datteren, der tager imod pengene. Hjemme i haven snerrer hun af græsset, før hun går ind. Verden tør hende ikke. Den bøjer sig, så snart hun kommer. Den sædvanlige råben farer rundt i huset fra rum til rum, og Mia låser sin dør. Du kan ikke bare skride, når det passer dig! Jeg skrider præcis, når det passer mig! Mia, luk døren op! Gu gider jeg ej, du ligner kraftedeme en udkogt hummer i hovedet, tag dog at gå udenfor. KØL NED OG TÆL TIL FUCKING TI. Det er det, de siger! De sindssyge følelses-orakler du sender mig til! Sådan kalder hun dem. Psykologerne. Næsten en ny hver anden måned. Og så alligevel den samme Det samme brillestel, de samme hvide vægge. Fortæl mig, hvad du tænker. Tænker, når du føler. Nu er du barnlig. Det hamrer på døren. Mia smider sig på sengen og skruer låget af den røde neglelak. Hendes negle er nedbidte, men det er okay. Hendes hår er kort, og hendes mave er flad og hvid og pæn. Det hamrer på døren. Moren er ligesom hende. Uimodtagelig. Kan få græsset til at lægge sig ned. Mia er ligesom hende, selvom moren ikke vil have det. Hvilket er dumt, for hvorfor fik hun så Mia. Mia kan vel ikke gøre for det. 1

2 Trin på trappen. Ja, gå ned og tæl til ti. Hun spilder neglelak på puden. Fucking ti. Det har varet længe nu. Det med råb, der farer rundt fra rum til rum. De skændes i køkkenet om morgnen, når hun spiser morgenmad. De skændes på badeværelset, når Mia står under bruseren, og moren sætter sit hår. De skændes i kælderen. De overdøver tørretumbleren, og Mia sparker til tøjstativet, så det skvatter sammen som et tændstiktårn. Det falder for hendes fødder. Hun puster på sine negle. I går var hun værst, moren. Men Mia er ligeglad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved dig længere... Mia vrisser, at hun kunne tage og lade hende i fred. Det er alvor. Mia. Hører du? Butikstyveri, det er alvor. Mia går sin vej. HVIS DET SÅ BARE VAR FOR ET MINDRE BELØB! råber moren efter hende, men Mia går sin vej. Du skal ikke regne med, at du får lov til at tage med til karnevallet efter det her. Mia stopper op på trappen. Hun vender sig. Hun puster på sine negle igen. Mia går tilbage. Det kan du ikke. Jeg skal til karneval. Med Ulrikke. Det skal du ikke, nej. Jo. Med Ulrikke, for helvede! Fuck Ulrikke, siger hun. Moren. Hun tænder en smøg. Desuden er du kun femten. Nu er hun værst. Men Mia er ligeglad. Hun kradser i den røde neglelak. Det er stivnet på pudebetrækket. Ligner lidt blod. Væggene er skæve, fordi hendes værelse ligger oppe under taget. Så kan hun høre, når der regner og blæser. Moren har tænkt over det. For før i tiden boede hun nedenunder. Nu kan hun ikke stikke af om natten. Hun har tænkt over det. Det er nu ikke, fordi hun behøver at bruge et vindue for at stikke af. Hun kan jo sagtens gøre det alligevel. Ulrikke har allerede lovet, at hun vil vente nede ved bageren. Så kan de drikke hos hende. Om natten drømmer hun. Om araber-damen nede i den lille butik på hjørnet. Hun stinker af krydderier. Hun stinker af perker, synes Mia. Damen kaster sine varer efter Mia. Men Mia behøver bare at vende sig om og kigge på hende, så falder varerne til jorden, som om de er døde. Det er fordi, verden er sky. Mia behøver bare at kigge på den. 2

3 Hun står op tidligt. Normalt vil hun helst sove længe, men i dag står hun op. Hun skal jo til karneval. Gu fanden skal hun da til karneval. Med Ulrikke. Gulvet er koldt. Hun har bare tæer. Udenfor regner det. De andre siger, at det altid regner, når der er karneval. Så er man fuld, og ens nylonstrømper er løbet, og mascaraen hænger tungt under øjnene. Når det regner. Ulrikke siger det også. Mia er den eneste, der ikke har prøvet det endnu. Hun åbner skabsdøren. På indersiden hænger et spejl. Hun hiver sin T-shirt over hovedet. Hun har pæne bryster. Sådan rigtig pæne bryster. De er runde og tilpas store. Hun tager et i hver hånd, slipper igen, knipser lidt til brystvorten. De er ikke ligesom Ulrikkes. Ulrikkes er alt for store. Mia trækker i sine tynde, sorte nylonstrømpebukser. Hun trækker en bluse over hovedet, som kun lige dækker røven. Der er mange piger, der ser billige ud sådan. Uden bukser på. Men ikke Mia. Mia kan bære det. Sådan er det med tøj, det overgiver sig bare. Verden, den er sky, hvisker hun og smiler til hende, der står i spejlet. Og så tager hun tasken med sin udklædning og med helflaskerne og med kosmetikpungen og tandbørsten. Hun behøver ikke engang at liste på trappen. Det regner stadig, så hun løber. Ulrikke er der ikke, og bageren har ikke noget halvtag. Hendes hår når at blive vådt, men heldigvis er der ikke så meget af det. Hendes hår er jo kort. Kort og tjavset. Drengene siger, at det er frækt. De køber fire rundstykker og to kanelsnegle, og så drikker de og lægger make up. Ulrikke har langt lyst hår, og på en måde er de helt forskellige. Men Mia orker ikke de andre duller fra klassen. De vælter for hendes fødder. Ulrikke er noget andet. Ulrikke tør alt. Hendes hår er endda naturligt lyst. Alle folk råber og griner, og musikken spiller højt op mod himlen. Man kan høre det på lang afstand. Mia og Ulrikke begynder også at råbe. Det er det bedste ved at være fuld. Man er ligeglad. De blander sig med mængden, og mængden trænger sig vej ind mellem dem. Ulrikke får Mia til at love, at hun ikke bliver væk. Jaja, for helvede. Mor. Mia skubber til hende, og så griner de. Der lugter af øl. De danser, og Ulrikke skraber sit knæ på asfalten. Ulrikke kysser med en perker. Hun føler sig pludselig helt varm indeni, Mia, der mellem alle dem, hun ikke kender. De ser hende ikke. De er alt for fulde. Deres øjne er væk. 3

4 De er ikke sammen med optoget længere. Måske er optoget slut. Der er stadig en mængde. De er meget høje. Ulrikke kysser stadig. Der er så mange farver. Der stinker af øl. Og så skriger de, og de råber lidt igen, og de danser, og det styrter ned. Der er en, der lægger en arm omkring hende. Mia får lov at suge på hans smøg. Han er høj, og hans ansigt er dejligt lyst, og hun kan egentlig godt lide hans arm, der lægger sig sådan omkring hende. Hun skal kaste op. Ulrikke... Ulrikke ligger på græsset. Hun er væltet. Hun griner. Ulrikke, for helvede... Hvad er der? Jeg skal brække mig. Så bræk dig! ULRIKKE! Men Ulrikke hører ingenting. Jeg hjælper dig. Han smider resten af sin smøg. Og så løber de gennem regnen og mængden og musikken. Musikken larmer. Det larmer inden i hende. Dunk-dunk-dunk. Egentlig skal hun jo slet ikke have hjælp til at kaste op. Hun skal bare kaste op. Hun kaster op i en gyde. Da hun er færdig, kigger hun ud på gaden. Der er så mange farver. Bladene på brostenene og skidtet på brostenene, det opløses under hendes bræk. Måske er det spiritussen. Måske er det bare hende. Men de smuldrer, de blade. Det er verden, der er sky. Hun kan jo brække sig, hvor hun vil. Og så kaster verden sig for hendes fødder. Han lægger en hånd på hendes bryst. Mia mærker muren mod sin ryg. Lad være, mumler hun. Hold din kæft, mumler han. Lad være! Mia råber. Det tror hun i hvert fald, men måske er det bare en snøvlen, der snubler over hendes læber. Hun er bange for, at det er. En snøvlen. Og måske kan han slet ikke høre hende, så hun skubber ham væk, men han flytter sig ikke, så egentlig skubber hun bare til ham. 4

5 Det gør ham vred. Han tager fat i hendes arm. Hun har tynde arme, måske er de alt for tynde. Tynde som. Sugerør måske. Det har hun slet ikke set før, og hun mærker, at det summer i sine fingre. Han har trukket hende om bag en blå container, og han vælter hende omkuld. Hun er nem at vælte, ned i mudderet, og ned i regnen og brostenene og bladene og brækket. Hun sparker ud efter ham. Lad være, for helvede! skriger hun. Hun slår ud efter ham. Men det er, som om hun ikke rammer. Han trækker i hendes tøj. Hun kan mærke kulden. Hun græder. Og så presser han sig op i hende, og hun skriger igen, selvom det ingenting hjælper. Hendes krop bevæger sig i stød, og hendes hoved rammer mod muren. Hendes venstre kind er begravet i mudder. Og sikkert også i pis og øl. Hun kigger ud under containeren. Ud på gaden. Alle menneskerne. Og farverne. Og lydene. Fortsætter i en strøm. En flydende strøm, fyldt med liv. Ingen stopper op. Ingen ser i hendes øjne. Og stopper. Og falder til jorden. Hendes nylonstrømper er løbet. Verden fortsætter forbi. Verden rejser sig. Fra hendes fødder. 5