BURUNDI NYT. Retur til Danmark og Bujumbura

Transkript

1 FARVEL BURUNDI EN SKØN FAMILIE! FARVEL BURUNDI? BURUNDI NYT Retur til Danmark og Bujumbura Som de fleste af jer formentlig allerede véd har den seneste måned i Burundi været meget deprimerende. Demonstrationer, gadekampe, døde og sårede, og et mislykket kupforsøg har fyldt overskrifterne. Som vi fortalte i seneste Nyhedsbrev, tog vi alle fem til Butare i det sydlige Rwanda den 25. april i forbindelse med, at præsidenten forventeligt samme dag ville offentliggøre, at han ville genopstille til en tredje valgperiode. Han blev valgt første gang som præsident i 2005, og forfatningen tillader op til 2 valgperioder af hver 5 år. Der er/skulle have været præsidentvalg i slutningen af juni. Altså en klassisk afrikansk udfordring med præsidenter, der ikke kender deres egen udløbstid Oppositionen havde annonceret, at de ville demonstrere, hvis Pierre Nkurunziza ville bryde forfatningen og genopstille, men vores forventning var alligevel, at vi ville kunne vende relativt hurtigt retur. Men efter at have tilbragt 3 uger i Butare uden udsigt til bedring besluttede vi, at Line, Emil, Anna og Andreas skulle tage til Danmark, mens jeg ville se tiden an lidt endnu. Børnenes skoler havde allerede meddelt, at de ikke ville åbne igen på denne side af sommerferien, og efter kupforsøget besluttede blandt andre USA (men ikke Belgien) at evakuere hovedparten af deres ansatte, og mange både udlændinge og de barundi, der har råd, har forladt hovedstaden eller sendt deres familier til nabolandene. HJEM TIL DANMARK Line og børnene fløj derfor til Danmark mandag aften 18/5 fra Kigali og har det godt. Børnene er begyndt i deres gamle klasser i torsdags - Andreas er begyndt i børnehaveklasse med sine gamle børnehavevenner og er stolt over at være skoledreng - og de nyder at være sammen med deres legekammerater. Jeg har brugt ugen i Kigali, Rwandas hovedstad, til at følge situationen og mødes med en række forskellige mennesker både fra Rwanda og Burundi og har selvfølgelig løbende haft kontakt til vores partnere UEBB og Dutabarane, kolleger og andre NGO'ere i Bujumbura. Sammen med Morten Kofoed og Baptistkirkens ledelse havde vi besluttet, at!1

2 jeg kunne forsøge at tage tilbage til Bujumbura, hvis vi vurderede, at situationen er sikker - med det formål at støtte og vise vores partnere/venner og mange andre barundi, at vi ikke glemmer og svigter dem, selvom det er svære tider. Og sekundært at hjælpe med at få styr på vores projekter, vores hus, betalt regninger og gjort os og Baptistkirken sommerklar. RETUR TIL BUJUMBURA Jeg kørte derfor tilbage til Bujumbura i går lørdag sammen med den amerikanske landedirektør for World Relief Burundi. Lørdag og søndag har oppositionen erklæret for hviledage til at sørge og begrave døde, så alt var fredeligt. Der var mere politi, end der plejer i Bujumbura, men ellers var alt på overfladen som en almindelig lørdag udover også rester af afbrændte barrikader flere steder. Jeg mødtes med UEBB s generalsekretær, Juvenal, da jeg kom til Bujumbura (se portræt i Nyhedsbrev 2). Det var godt at se ham igen. Han skulle på vegne af det protestantiske kirkeråd deltage i fredsforhandlinger samme aften mellem regering og opposition. Forhandlingerne ledes af FNs særlige Burundi-udsending. Juvenal var ikke optimistisk. Oppositionen har stillet ultimativt krav om at udgangspunktet for forhandlingerne er, at præsidenten ikke kan genopstille. Og et ultimatum for regeringen er, at alt andet kan diskuteres, men ikke præsidentens kandidatur. Så er det jo lidt svært at nå nogen vegne. Efter at have mødtes med Juvenal kørte jeg hjem og mødtes med vores 3 vagter, to hushjælpere og fransklærer. Det er normalt kun to af dem, der bor hos os, vagterne er her på skift, men siden konflikten begyndte, har de boet her alle seks og holdt humøret oppe sammen. De bor selv i nogle af de hårdest ramte kvarterer. Mens vi sad og drøftede situationen, og jeg ventede på at høre nyt fra Juvenal fra dagens forhandlinger, fik vi en melding om, at en af partilederne fra et oppositionsparti var blevet skudt ned uden for sit hus. Det er en betydelig optrapning af konflikten. HVAD SÅ NU, BURUNDI? Fredag aften var der desuden blevet kastet tre granater på markedspladsen midt i byen, hvor 3 blev dræbt og mere end 20 sårede, så frygten stiger for, hvad der kommer til at ske.!2

3 Og oppositionen har i dag meldt ud, at forhandlingerne med regeringen afbrydes på grund af nedskydningen, og demonstrationerne genoptages i morgen tidlig. Vi har derfor brugt dagen på at få købt mad, strøm og andre nødvendigheder ind, så vi kan klare os et stykke tid. Det er umiddelbart svært at se rammerne for en fredelig løsning. Omvendt er der heller ikke noget, der endnu tyder på, at konflikten vil brede sig, som det tidligere er set. Der er indtil videre mere end flygtninge, men de flygter, fordi de er bange - ikke fordi der er uroligheder i landområderne. Der har været enkelte demonstrationer og mindre sammenstød i nogle af de andre større byer, og skoler og markeder er lukkede rundt omkring i nogle områder. Det sidste betyder, at mange ikke kan købe mad, selvom de har penge. Her i Bujumbura er priserne også steget. Usikkerheden er samtidig stor, fordi mange ikke kan følge med i, hvad der sker. Alle private radiostationer er nedbrændt, så det er kun folk med internet, som har adgang til andre nyheder end regerings radiostation. (Og det er ikke mange, der har internet uden for de større byer). HUTU OG TUTSI STÅR SAMMEN Regeringen forsøger på den nationale radiostation at gøre tutsierne til syndebukke og få hutuerne til at bakke op om præsidenten og regeringen, men hidtil er der ingen tegn på, at den strategi lykkes. Oppositionen har både fremtrædende hutuer og tutsier, og de står samlet, hvilket et af billederne ovenfor også fint illustrerer. Meget tyder også på, at hæren fortsat er delt. Det betyder, at soldater og politi har travlt med at holde øje med hinanden, og at nedskydning af demonstranter derfor hidtil har været ret begrænset. Det giver mange et håb om, at hæren måske har styrke til at gennemføre et kup, selvom det første kupforsøg mislykkedes. Mit gæt er, at Rwanda har tætte kontakter til dele af hæren og oppositionen og (uofficielt selvfølgelig) vil hjælpe med at gennemføre et kup i løbet af de kommende uger, hvis de vurderer, at det kan lykkes. Et kup er formentlig det bedste bud på en relativt hurtig løsning. Alternativt kan situationen trække i langdrag. Jeg tror ikke oppositionen giver op. En meget bekymrende ting er opbygningen det seneste års tid af regeringens ungdomsmilitser, de såkaldte imbonerakure. De er spredt flere steder i landet og udrustet med våben. Det er meget usikkert, hvor stærke og hvor mange de er, men frygten for dem er meget stor, og på de sociale medier sammenligner flere dem med de såkaldte interahamwe-militser, der var meget aktive i folkemordet i Rwanda. Der er næppe tvivl om, at regeringen har hentet inspiration fra Rwanda, men koblingen til folkemordet er efter min opfattelse en urimelig proportionsforvrængning. Min vurdering er, at militsernes rolle i første omgang er at intimidere befolkningen til at stemme på præsidentens parti CNDD-FDD og til at chikanere og skræmme politiske modstandere, hvis de ikke makker ret. Men historien viser, at det ikke nødvendigvis vil være let at styre, hvis først situationen spidser til. Den nuværende situation er meget usikker og ødelæggende for Burundis økonomi. Fattige familier kan ikke sælge deres varer, forretningerne i byerne er lukkede det meste af tiden, og turisterne bliver væk. Burundi må nok indstille sig på selv at skulle finde en løsning - omverdenen sender næppe kavalariet afsted - men EU og USA kan stoppe al samarbejde med og økonomisk støtte til Burundis regering, indtil der skabes en fremadrettet løsning. Afslutningsvist skal jeg hilse mange gange fra Baptistkirkens ledelse, der beder om jeres forbøn i denne vanskelige situation. Rasmus Nedenfor følger to artikler, som Line skrev, mens vi stadig var sammen i Butare!3

4 Politik i børnehøjde Når vi sidder omkring aftenbordet, taler vi som regel om, hvad vi hver især har lavet på arbejdet og i skolen. En aften, hvor Rasmus kom hjem fra evalueringsbesøg og begejstret fortalte om, hvordan kirken hjælper børn med at komme i skole, var Andreas ikke umiddelbart imponeret: Andreas: I hjælper jo overhovedet ikke spor. Line: Synes du ikke vi hjælper? Andreas: Nej, I sidder jo bare og spiser og giver ikke maden væk. I giver heller ingen penge væk. Kun til dem, som har 1 ben. Emil er som nogen af jer ved en meget videbegærlig dreng, og hans hoved er fyldt med spørgsmål. Ligesom hans far. For tiden er Emil meget optaget af politik, og vi bruger ofte tid på at tale om afrikanske lande, når vi spiser og kan se på et stort Afrika kort. Det gav også anledning til et par aftener, hvor Emil var lidt nervøs for at falde i søvn, fordi han kunne se Somalia på kortet og spurgte, om vi troede, at Al Shabab ville komme til Burundi. Spørgsmål om storpolitiske emner, er helt normale for tiden. Er Kagame en god præsident? Hvorfor vil præsidenter ikke opgive deres magt? Er de ikke sygt dårlige til det med demokrati i Afrika? Hvad gør FN? Og ville du gerne være præsident, far? Osv. osv. Andreas og Anna lytter som regel med, og spørgsmålene fylder også hos dem. Anna var forleden utryg, da hun skulle sove, fordi hun ikke ville tilbage til Burundi, hvis der var nogen som blev skudt, mens hun var i skole. Andreas trøstede hende imidlertid og sagde: Anna, hvis der kommer soldater, så går vi bare hjem i susende fart og ringer til en taxa, og siger den skal køre os til Danmark. Andreas har også holdninger til de storpolitiske emner. Forleden foreslog han, at vi bad for at præsidenten blev skudt! For tiden vil Anna gerne, at vi beder for at hun ikke får mareridt. Jeg har spurgt lidt ind til, hvad hun tænker på, og her skal I bare høre: Jeg kan ikke lide Afrika. Jeg kan ikke lide om aftenen, at jeg er mæt og mange stadig er sultne. Hvis I ikke havde taget os med til Afri- 1) Emil på fodboldbanen i Nyantanga, hvor han jagtes af 150 begejstrede børn. 2) Lektiecafe i Butare, hvor Line var lærer i 3 uger godt støttet af interaktiv ipad-undervisning 3) Hullet tøj med nysgerrige børn fra kirkebesøg i baptistkirken i Munyinya. 4) Så går det hjemad, og Andreas glæder sig til at se sine venner i Danmark, så han sprang aktivt til for at hjælpe med bilpakningen.!4

5 ka, ville jeg aldrig have vidst, at nogen bor i lerhytter. Jeg ville heller ikke vide, at så mange har været flygtninge. Det har alle dem vi kender. Og jeg troede heller ikke, nogen børn havde så mange huller i tøjet, og sagde Give me money, fordi de ingen penge har. Hvis ikke vi havde været her, så havde jeg troet, at alle i verden havde det godt. Og så var det nemmere at falde i søvn. Vi skylder danske baptister alt Edouard og hans farmor foran familiens hus, der ligger tæt ved Nyantanga. Billederne nedenfor er udsigt ind over Burundi fra Edouards bananplantage og Line og Edouards lillebror, Leonard, i LLCCMs nye køkkenhave. MENS VI VAR I BUTARE boede vi hos Edouard, som er projektleder i baptistkirken i Rwanda, AEBR, og ansat til at lede projekterne i Butare-området. Han bor i et lejet hus, hvor vi har fået lov at bruge to ud af tre værelser. Edouard siger igen og igen, at vi bare skal føle os hjemme, og det gør vi faktisk. Han er utrolig omgængelig og lader sig ikke mærke af, at vi fem fylder huset med larm og snak og rod Vi har også mødt to af Edouards brødre: Leonard, der arbejder for projektet LLCCM - Lad de små børn komme til mig, som vi støtter i baptistkirken, og Bernard, der efter 10 år på flugt i Congos skove i 1990 erne i dag læser medicin i Bujumbura. Flere af jer ved, at de alle tre er utrolig sympatiske, dygtige og engagerede. Jeg har lavet et lille interview med Edouard. Deres familie-historie er forunderlig! Dem der ikke kender deres historie kan læse lidt her. Vil du fortælle mig om dit arbejde? Baptistkirken i Rwanda har i samarbejde med Bethelkirken i Aalborg fået midler fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling til et 2-årigt ledertræningsprojekt, som skal uddanne ca. 90 personer i 15 baptistkirker her i området. Målgruppen er præsterne, ungdomslederne, lederne af kvindenetværket, søndagsskoleledere og korledere. Vi vil gerne være kendt!5

6 for god evangelisation og gode udviklingsprojekter. Det første af i alt 6 seminarer skal holdes den 24. maj, og det er Lars Midtgaard og Claus Munch fra Aalborg, som skal undervise. Det skal foregå på engelsk, så min opgave er at oversætte og facilitere seminaret. Hvordan er du klædt på til at lede et ledertræningsprojekt? Jeg var i Danmark fra august til december 2014 og deltog i en ledertræning arrangeret af DMRU. Jeg var meget begejstret for træningen og synes især underviserne og diskussionerne i gruppen var inspirerende. Det var også rigtig spændende at være på field visit i Folketinget. Jeg har været i Danmark én gang før, så jeg kendte til maden, vejret og kulturen, og kunne dermed hjælpe de deltagere, som var i Europa for første gang og fik et mindre kulturchok. Jeg var også meget glad for at få lov at fortælle om aktiviteterne i Rwanda og få lejlighed til at forstå donors krav bedre. Hvad elsker du ved dit job? Jeg synes, det er interessant at samarbejde med danske partnere og bruge min viden til at udvikle Rwanda. Jeg er opvokset i en baptistfamilie og grunden til, at jeg er i live i dag, er at min far arbejdede for danske missionærer for mange år siden. Jeg har mange venner i Danmark og føler, at jeg kan bruge min viden til glæde for kirkerne i Rwanda. Mange rwandere tror, at alle danske baptister er rige. Jeg kan fortælle dem, at det er de - men ikke fordi de har et pengetræ i haven - men fordi de arbejder. Og det skal rwandere også gøre! Vil du fortælle mig lidt om din baggrund? Da de danske missionærer i Nyantanga havde brug for en kok/hushjælp, spurgte de præsten, hvem han kunne anbefale. Han pegede på min far, som en mand de kunne stole på. I mange år arbejdede min far derfor for Jørgen Krabbe, som boede i Nyantanga, og da Hanne og Hartvig Weber-Hansen i 80erne fik job som skolelærere for de danske missionærbørn, arbejdede min far for dem. Hanne og Hartvig besøgte tit min familie og omvendt, og vi børn legede sammen. Din familie har været hårdt ramt af krigen, vil du også fortælle mig om det? Ja. I 1994 måtte vi flygte til Congo pga. krigen. Vi levede i skoven og havde ingenting. Min far, mor og mindste lillebror Christopher døde under flugten, og jeg blev skilt fra mine søskende, da jeg i 1997 blev fanget af soldater og ført tilbage til Rwanda. Min familie vidste ikke, om jeg var blevet slået ihjel, og jeg viste heller ikke om de var i live. I Butare fandt jeg til min store overraskelse og glæde min lillebror Leonard og min søster Esther, som allerede i 1995 var blevet fanget af soldaterne og ført tilbage til Rwanda. Jeg forsøgte 3 gange at finde mine brødre i Congo. Det lykkedes endelig i Jeg havde hængt billeder op af dem i flere byer, og jeg håbede, at nogen ville genkende dem. På mirakuløs vis så mine brødre billederne og henvendte sig til FN, som kontaktede mig. Gensynsglæden var stor, da jeg hentede dem. Et ufatteligt øjeblik. De var begge meget meget tynde og afkræftede, efter de mange hårde år i skoven i Congo. Vi fik støtte af danske baptister til at gøre vores uddannelser færdige og læse på universitet, og er glade for, at vi i dag får lov at bruge vores evner i et samarbejde med danske baptister, hvor vi kan hjælpe andre, der ikke har været lige så heldige. Line!6