Danernes Sagnhistorie

Transkript

1 Danernes Sagnhistorie Resumé i de rekonstruerede sagns forklaringsmodel Bogen Danernes Sagnhistorie er skrevet som en analyse af Saxos fortælling om danerne sammenholdt med sagaerne og de sparsomme historiske kilder. Det følgende er et resumé af de fortællinger, som følger af bogens rekonstruktion - i alt fald som sagnene må have set ud inden de kristne nedskriveres identificerbare manipulationer. Rekonstruktionen skyldes nyere forskningsmæssige konstateringer af en bevidst kristen forlængelse af sagnhistorien, og egen konstatering af, at forlængelsesteknikken var dobbeltgængere, hvor Saxo har lagt sine dobbeltgængere blandt de oprindelige sagn, mens Skjoldungesaga har lagt sine foran. Derfor er det muligt at udskille de systematiske manipulationer. Om resultatet svarer til det faktiske forløb har vi naturligvis ingen viden om udover hvad der bekræftes af arkæologi og etableret udenlandsk historie skjaldehistorierne jo er blevet fortalt igen og igen med det formål at fortælle gode historier. Man får imidlertid et bedre indtryk af vikingetiden end alene ved arkæologi, som suppleres med nogle få udenlandske historiske fragmenter og også en bedre fornemmelse af det danske kongeriges opståen. Selvfølgelig benyttes forskernes facts, men kildematerialet er så begrænset, at vi ikke kan tillade os at forkaste det usikre materiale man skal bare gøre sig klart, hvad der er historie, og hvad der er forklarende sagn. Det viser sig, at den anerkendte historie kan forklares og passe fint sammen med hovedlinjerne i en sagnhistorie rekonstrueret efter ovennævnte metode selv om der naturligvis skal hugges en hæl og klippes en tå for at opstille så kort et resumé af 500 års historie som nærværende. For de detaljerede begrundelser og selve sagnteksten henvises til bogen, Danernes Sagnhistorie, hvor det præciseres, at der ikke er tale om historie, og at forsøget på eliminering af sagnenes systematiske kristne manipulationer naturligvis er forbundet med stor usikkerhed. Desværre er politisk manipulation af historien ikke kun et middelalderligt fænomen det er sket til alle tider. Den radikale historiker Erik Arup var, inden han skrev sin Danmarkshistorie, begyndt som Statsministeriets departementschef for regeringen Zahle, som senere blev afskediget af Christian X optakten til Påskekrisen I 1932 skrev han sin forkætrede Danmarkshistorie, hvor man kan være enig med hans kritikere i, at han digtede mellem kilderne. Om det skyldtes forbitrelse over kongen, kan naturligvis være vanskeligt at bevise, men i to af Danmarkshistoriens mest markante og omdiskuterede sammenhænge manipulerede han helt åbenlyst med kilderne. Ved mordet på Erik Klipping, hvor han blev rost af sine disciple, begik han fem fejl herunder udelod han i sin kildesamling det mellemste Rumelant-vers, som modsagde hans beviser på justitsmord og fik dermed drejet eftertidens mistanke over på kongefamilien selv. Kongeslægtens gloriøse afstamning fra århundreders Lejrekonger fik han drejet over på en ukendt opkomling fra et ukendt land baseret på en ukritisk behandlet oplysning fra Adam af Bremen. Lejre havde ikke eksisteret, mens det jyske kongedømme ifølge ham havde eksisteret siden Hugleiks dage (500-tallet) med Jellingstenen som eneste reelle argument. Påstandene hænger slet ikke sammen, men for et halvt århundredes forskere kom han til at stå på en piedestal på grund af sit historiesyn, som gik i retning af det materialistiske. Historielærerforeningens Blad kunne derfor i sin anmeldelse af undertegnedes Mordet i Finderup Lade skrive: Vi historikere praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet? Anti-royale historikere fik tappet faget for en grundlæggende mening, når de brugte deres synsvinkler til at beskrive det politiske forløb i et kongestyret samfund. Faget er blevet så uinteressant, at det har mistet sin popularitet og sin betydning den fik Tolkien i stedet og senest TV-producerne. Tiden før højmiddelalderen er stort set overladt til arkæologernes form for materialisme og til museumsformidlernes tilfældige behov for gætterier uden at lytte til vores langt bedre placerede forfædre hvor tågede og forbedrede deres forestillinger end kan være. Dette er ikke en kritik af nutidens forskere, da faget for længst har vedtaget sig ud af denne tids danske kilder så der stort set nu kun ses kildekritiske arbejder. Ikke desto mindre nødsages de til tider til at formidle en 1

2 forvrænget akademisk tradition nogle heldigvis med forbehold, som da Niels Lund i Hikuin 32 skrev om 1000-tallet at da var Jelling ikke noget magtcenter, hvis det nogensinde var andet end et gravmæle. Kongeslægtens stilling Det er nødvendigt først at se på kongens stilling i det danske samfund. Tacitus beskrev ganske vist i 99 e.kr. et demokratisk valg af høvdingen som hærfører i de germanske samfund, men siden viser sagnhistorien og de kongelister, som de nye kristne samfund senere overtog, at der altid var placeret guder i spidsen som stamfædre til en kongeslægt. Den guddommelige afstamning forklarer det paradoks, at det danske kongedømme var et valgkongedømme helt til 1660, selv om kongerne hele tiden kom fra samme slægt. Man valgte simpelt hen ud af det, man troede var gudernes slægt, for alt andet kunne betyde, at man mistede gudernes medvind. Det var ikke bare et resultat af religiøs filosofi kongeslægten synes at have kunnet styre religionen ud fra dette motiv det var et spørgsmål om magt. Det har derfor også været væsentligt, at kongen dokumenterede sin afstamning. Hvordan det skete, ved vi ikke, men en nærliggende tanke er, at man skrev listen i runer på kongshallens søjler. Sten har næppe været praktiske, da man antageligt manipulerede listerne hvilket man menes at kunne ske efter 3 generationer. Da Danmark blev kristent, forsvandt det hedenske grundlag, og det blev senere afløst af kongen af Guds nåde. Saxos og Sven Aggesens opgave synes at have været at fastholde skik fra gamle dage, der fungerede som tidens lov. Saxo beskrev det som normalt at søn følger fader. Den samtidige verdslige Sven Aggesen kritiserede derimod tidens manipulationer og skrev: Efter Frode ophørte sønner at følge fædre i regeringen; thi nu gik riget ofte over til arvinger i sidelinierne, som jo dog hørte til kongestammen. Dvs. at han fremhævede kongestammens ret, men forsvarede brugen af kvindelinjer heri det var stadig blodet som talte i kristen tid og det er også gældende i dag, hvor valget mellem kongeslægtens medlemmer er afløst af arveret. Både kirken og de fleste stormænd har antageligt efter borgerkrigstiden anset det for mest hensigtsmæssigt for kontinuiteten, at man valgte en person, som i forvejen kendte sin rolle i magtspillet, så denne blev sikret af ærkebispens salving til konge af Guds nåde en praksis som netop opstod med Absalon. Romerne, Germanien og Skandinavien Gennem det meste af oldtiden viser de arkæologiske spor, at Danmark havde tæt forbindelse med Europa. I romertiden finder vi endog sporadisk omtale af Skandinavien i de historiske kilder. Danerne blev dog første gang omtalt af to historikere med modsat motiv i Byzans i e.kr. på grund af danernes møde med det frygtede østgermanske lejesoldatfolk, herulerne. Danerne fordrev herulerne noget som skabte genlyd i kejser Justinians hovedstad, Konstantinopel. Fordrivelsen af de trænede lejesoldater må skyldes en sammenslutning af danernes stammer, som i det efterfølgende århundrede førte til dramatiske begivenheder og sagnkredse, hvis personer reelt fylder 40% af Saxos sagnhistorie. Saxo og hans samtidige 2

3 benyttede konsekvent de forskellige partsversioner fra dramaet til at forlænge sagnhistorien med 500 år, så man kunne føre det danske kongedømme længere tilbage end Augustus, som man kendte som den første kejser i kejserrigerne sydpå. Det var simpelthen et led i de danske stormænds politik i middelalderen for at undgå at skulle underlægge sig den tyske kejser og hans feudalisme nok mere af hensyn til dem selv end til kongen. Vi møder i Byzans to uafhængige, samtidige beretninger udgivet efter at en herulsk deputation fra Norden i 548 kom tilbage til Byzans. Forløbet kendes også fra Beowulf, Widsith og Saxo og handler om herulernes møde med danerne og deres senere fordrivelse fra deres første bopladser Det viser sig ved analysen, at den danske sagnhistorie er koncentreret omkring danerne på Sjælland og i Skåne for Saxos vedkommende, fordi de var Valdemar den Stores forfædre. Man ønskede at give indtryk af et Danmark til Ejderen hele vejen tilbage. En væsentlig del af danernes sagnhistorie synes at have været 3 store sagnkredse, som har cirkuleret rundt med skjaldene de to første ikke blot i Norden men også i England: Frodes samling af danerne mod hunnerne, Skjoldungefejden og Rolf Krakes heltegerninger. Saxos angler, daner og jyder Saxo begynder modsat sagaerne med de rent symbolske Dan og Angel, hvor anglerne i løbet af 400-tallet drog til England. Jyderne omtaler han næsten ikke, fordi det for ham gjaldt om at postulere, at danernes kongerige hele tiden havde gået udelt til Ejderen. Både Saxo og Sven Aggesen havde som en af deres hovedhistorier Uffe Hin Spage som en typisk dansk helt. 3

4 Historien foregår imidlertid i Angel inden anglernes udvandring, og den fortælles derfor bl.a. også i det engelske Widsith, ligesom Uffe og hans far indgår i de engelske kongerækker. Derfor er sagnet om Uffe placeret i dette indledende kapitel uden sammenhæng med de øvrige. Eventyrkongerne Skjold og Hading Den gamle kongeslægt, Skjoldungerne, førte man ellers tilbage til Skjold, som skulle være en af Odins sønner. Vi er altså her tilbage i de den sakrale del af kongerækken, som havde til formål at sikre kongeslægtens guddommelige ret til tronen. Der er således ingen grund til at lede efter nogen substans i nogen af disse eventyrkonger det var til gengæld Tolkiens inspirationsverden. De engelske kilder omtaler enten den symbolske Skjold eller Roar som den, der samlede danerne (vandt sig mange mjødsæder), mens de danske sagn oftest har Frode som den samlende konge af Beowulf kaldt en hadbard. Samlingen skyldes antageligt fordrivelsen af herulerne. Dateringen giver et tidsspand på op til 39 år mellem ankomst og fordrivelse, så herulerne kan allerede være ankommet under Frodes far, hvad enten han hed Hake, Fredlejf eller Hading, hvor de sidstnævnte har karakter af til- eller slægtsnavne. Hagbard og Signe Hagbard og Signe er en god historie, men det er vanskeligt at se, hvor den passer ind i sammenhængene. Måske hører den til et lille høvdingedømme ved Ringsted før Lejre-tiden. Den præsenteres derfor for sig selv. Frode den Store Fund bl.a. i Skåne tyder på, at der var hunner og deres følgesvende, heruler, på besøg i Norden allerede i første halvdel af 400-tallet. Nogle af dem var måske i Norden som militære rådgivere og lejesoldater. Herulernes kongeslægt ankom og slog sig ifølge Prpcopius ned i et område nær göterne - antageligt mellem daner og göter i Värend og Blekinge. På det tidspunkt var Lejre næppe kongesæde endnu. Det er mest sandsynligt, at Frode og hans far boede i Uppåkra, som blomstrede nær Lund på den tid. Danerne bestod af flere stammer - Procopius kaldte dem nationes i flertal. Arkæologien tyder på, at de havde levet fredeligt i Skåne og på Sjælland i modsætning til jyderne og de vestlige fynboer, hvor man har fundet mange krigsbytteofre og forsvarsvolde. Himlingøje havde en kort opblussen i romersk jernalder, mens det østfynske Gudmes forbindelse med danerne ikke kendes. I alt fald senere synes den kulturelle grænse at være Storebælt. Antageligt begyndte herulerne at plyndre deres naboer, som de plejede ifølge de romerske historikere de drev ikke landbrug. Det kan have medført, at danerne gik sammen under en stærk konge for at drive herulerne væk, som vi hører hos Jordanes, mens Beowulf og Widsith brugte andre navne om de fordrevne, da heruler-navnet antageligt var blevet til udtrykket jarl i Nordeuropa. Bedriften gav genlyd over hele Europa og gav danerne plads i den internationale historieskrivning for første gang. Kongeslægten blev derefter på grund af et påstået brodermord delt op i to grene, som af skjaldene blev behandlet vidt forskelligt, afhængigt af hvilken familiegrens sympatisører skjaldedigtene blev fortalt hos. Vi finder derfor Frode i 6-7 forskellige versioner hos Saxo og lidt færre i sagaerne. Også brødrene Roar og Helge og handlingselementerne omkring dem forekommer i forskellige versioner. Den engelske usikkerhed, Saxos omtale af Frode og den hyppige forekomst af navnet peger på, at det må have været var Frode, som var den stærke og samlende konge. Den ære ville ikke harmonere med Beowulfs sympati for Roar og fjendskabet med hadbarderen Frode. Den symbolske kongelige stamfader, Skjold, som i Beowulfs indledning skræmte eorl og 4

5 erobrede mange mjødsæder, blev antageligt brugt som et symbolsk skjold, som skulle tilsløre, at helten bag fordrivelsen var hadbarderen Frode. I det engelske Widsith var det derimod Roar selv, der fordrev Wicinga, som antageligt var et navn for de vestherulske sørøvere, der opererede i Atlanterhavet i 400-tallet efter at være blevet arbejdsløse som lejesoldater i England. Widsiths betegnelse er muligvis første forekomst af navnet viking. Med den engelske divergens, som tyder på manipulation, har Saxo formodentligt ret i, at det var Frode, som samlede danerne og slog et stort indvandrende folk på flugt efter først at have søgt fred og strategisk ægteskab med dem. Saxo kaldte dem bare hunner, hvis togt gennem Europa de havde været en del af. Heruler-navnet var forsvundet ved deres assimilation i Norden og blevet til jarl. Derfor hed det fordrevne folk eorla i Beowulf, wicinga i Widsith og hunner hos Saxo kun Procopius og Jordanes i Byzans kendte deres latinsk/græske navn. Herulerne drog altså videre mod nord, hvor deres skæbne er udokumenteret og ligegyldig for danernes sagnhistorie. Frode blev derimod stående i sagaerne som den store fortidige kongeskikkelse, der samlede danernes stammer. Forklaringen på forvirringen er så enkel, at det næsten gør ondt, og fordrivelsen er underbygget af samtidige udenlandske kilder, som dermed placerer Frode i første halvdel af 500-tallet, idet fordrivelsen skete Årsagen til den efterfølgende Skjoldungekonflikt, som gav to forskellige typer partsindlæg, finder vi beskrevet både i Beowulf, Widsith, Saxo og sagaerne. I Beowulf og hos Saxo er den endda et hovedemne. Antageligt er denne historie bedst fortalt i Rolf Krakes saga, som er en sen, fortællende kompilation af mange af partsindlæggene. Frode havde en halvbror, Halfdan, som han fik skyld for at have myrdet. Den svenske sprogforsker, Elias Wessén mente, at årsagen til den usædvanlige dannelse af navnet Halfdan var, at hans mor var herul. Mordet skulle være begået af Frodes håndgangne mand, Starkad, som til forveksling ligner en herulsk lejesoldatofficer. Starkad optrådte hos Saxo hos en række konger over 500 år, men i den sanerede udgave er hans levetid blevet til 50 år fortrinsvis under Frode og hans søn Ingeld. Efter Halfdans død flygtede hans små sønner, Roar og Helge. Vi ved ikke, hvor de opholdt sig under opvæksten, men en sagaudgave er, at Roar blev gift med en kongedatter fra East Anglia. Dette kan være baggrunden for sympatien for Roar i den engelske udlægning af konflikten, som endda af nogle knyttes sammen med de klare nordiske spor i Sutton Hoo. En anden mulighed er, at de Wulf-navne, som senere rejste runestenene i Listerlandet og Blekinge, hvor østherulerne antageligt landede, stammede fra vestheruler ved East Anglias hof, hvor en del af de tidligere romerske lejesoldater i England kan have slået sig ned. Roar kan være opvokset i Listerlandet og kan være blevet gift her med en datter af disse wulfinger, som muligvis er dem, der omtales i Beowulf og Widsith som regeret af Helm. Roars dronning omtales netop som Helminge-datteren i Beowulf. Inden vi skal se på fortsættelsen, er der lige et par emner, vi skal berøre. Saxo nævnte Frodes retfærdige love, som skabte fred i landet. Billedet af Frode er sikkert oprindeligt påvirket af den samtidige Theodorik den Store, goternes idealkonge, som døde i 526. Senere nedskrivere har manipuleret og forsøgt at datere Frode tilbage før Kristi fødsel for at fastholde overfor danske kongemodstandere og middelalderens tyskere, at Danmark var ældre end kejserriget, som derfor ikke havde nogen rettigheder i Danmark hvis nogen konkurrenter skulel søge kejserens hjælp igen. Derfor omdøbtes idealkejseren antageligt til de tysk/romerske kejseres forgænger Augustus, som også var berømt for en stor fred. Sagaerne nævner også en stor naturkatastrofe på Frodes tid. Her omtaler sagaerne den som Kristi død på korset, men der var oprindeligt snarere tale om de mørke år i , som blev beskrevet overalt af historikerne, og som vil have givet en militær gruppe vind i sejlene over for en befolkning, hvis konger hævdede at stamme fra de frugtbarhedsguder, som havde svigtet. 5

6 Roar og Hadbarderne På et tidspunkt kom Roar og Helge tilbage uden at blive genkendt. For at hævne sig satte de ild på Frodes hal, så han brændte inde. En dramatisk død, hvor efterkommerne var uenige om, hvorvidt det var sønnernes retfærdige hævn på deres fars morder eller blot en skændig mordbrand på en slægtning. I de efterfølgende fortællinger kaldte Roar-partiet nogle steder Frode og hans søn Ingeld for Hadbarder (sammenhæng med Hading?), mens Frodeslægten i deres kreds kaldte mordbrænderen Roar for Sverting. Læser man sagaer og sagn på denne måde, kommer der pludselig en linje i en stor del af den danske sagnhistorie. Roar og Helge fik magten efter farbroderen, og Roar siges at have slået sig ned i Lejre. Der er allerede arkæologiske rester fra tidligere i Lejre, men den første hal er opstået ved Fredshøjgård på Roars tid. Var det Beowulfs Heorot? Roars liv hører vi ikke meget om i de nordiske sagaer, men det gør vi til gengæld i Beowulf. Beowulf er et mærkeligt sammensurium af uhyrer, drager og historiske personer fra meget forskellige tider i en ramme af begivenhederne i Heorot. Det gør Grundtvigs datering af Roar ud fra bipersonen Hygelak værdiløs. Det var de dæmoniske kræfter i Roars hjemsøgte Lejrehal, som udgjorde den sammenkædende handling. Grendel beskrives som Kain-slægtens lykkeløse. Var det oprindeligt brodermoderen, Frodes ånd, som hjemsøgte mordbrænderen Roars hal? Havde den dramatiske konflikt om mord og berettiget/uberettiget hævn udviklet sig til uhyret Grendel og dets mor i de engelske skjaldes forvanskning? Senere fortalte både Beowulf og Saxo om forsøget på at opnå en udsoning ved at gifte Frodes søn Ingeld med Roars datter. Saxo bragte en kristen udgave af det gamle frivole Ingeld-kvad, som synes at have gået Europa rundt i 700-tallet og bl.a. nåede Lindisfarna og Alcuin under navnet Hinieldus. Her hidsede den gamle Starkad Ingeld op mod Roar-sønnerne, så forsoningen i stedet endte i drab. Helge og Rolf Krake Efter at Roar senere var blevet dræbt af Ingelds sønner, var det Helges søn, Rolf Krake, som blev konge. Han blev vel Danmarks største sagnhelt og berømt for sit forsøg på at hente sin retmæssige belønning hos Uppsalakongen Adils skildret som en David mod Goliat. Han døde, da han og hans krigere blev overrasket i den uheldssvangre Lejrehal, som blev ødelagt. Også om denne kamp opstod et stort kvad, Bjarkemål. Det mest kendte overleverede kvad mener man i høj grad skyldes Saxos efterligning af Valerius Maximus, men der er også bevaret ældre brudstykker i sagaerne. Hvem der angreb Rolf Krake og det senere forløb, er der forskellige forlydender om. Den skånske fætter, Hjørvard, gift med Skuld, fik skylden, men han blev straks selv dræbt. Kilderne tyder på, at det var Ingelds sønner og sønnesønner, som overtog magten i Lejre. Dette vil samtidig forklare, hvorfor en væsentlig del af den danske skjaldehistorie om dramaet hældede til Frode-siden. Herulerne ankom og blev fordrevet , så tidsmæssigt er vi med 3 generationer kommet til cirka 615. Det passer med, at hallen ved Fredshøj ved Lejre på det tidspunkt forsvandt og blev afløst af en lignende hal 600 meter længere mod syd måske ville man ikke benytte den gamle hals uheldsvangre plads, så hallerne fortsatte i stedet på den sydlige beliggenhed i de næste 400 år. Hadbardernes tilbagevenden - Konsolidering De næste 100 år dvs. 3-4 generationer skete der øjensynlig ikke noget spektakulært. Konge i Lejre synes at blive Ingelds søn, Rørik, mens Ingeld, som vi møder spor af i det meste af den germanske verden, aldrig blev konge i Lejre. Det udelukker ikke, at han var konge i Uppåkre. Vi kender ikke forbindelsen til denne gren af Skjoldungefamilien. Det er næppe korrekt, at Valdar var søn af Roar, som det har været hævdet af Langebek, 6

7 men han kan måske have været dattersøn. Rørik blev ifølge Saxo efterfulgt af nevøen Fridlejf/Viglet, som kom hjem fra udlandet. Han forekommer ikke i Langfedgatal, men i en engelsk kongerække som far til Vermund. Han er derfor tvivlsom og kan sagtens undværes, uden at det ændrer på sammenhængene. Fridlejf blev efterfulgt af Frode, som skulle være hans søn. Bogens metode var at samle alle historier sammen under den første Frode den Store, men det er naturligvis muligt, at nogle af historierne vedrører den senere Frode. Måske var det ham, som havde Frode den Fredegodes egenskaber i en fredelig konsolideringsperiode for danernes rige. Derefter opstår der en lakune i fragmenterne af Skjoldungesaga. Heldigvis viser Skjoldungesaga bortset fra to konger efter Odin at være identisk med 1400-tallets Langfedgatal, så det vil være forsvarligt at lappe hullerne i Skjoldungesaga med Langfedgatal, som antageligt er en sen afskrift af en fuldstændig udgave af sagaen. Konge blev en Ingeld eller hans bror Olaf, men derefter var freden også slut hvis der nogensinde var fred, for sagnene er jo fulde af idelige plyndringshistorier og heltegerninger. Amlet og Ongendus Ovennævnte tvivlsomme Fridlejf blev gift med en jysk dronning. Om det var hende eller hans første kone, der ifølge Langebek var datter af Rolf Krake, vides ikke. Den jyske dronning var i sit første ægteskab blevet mor til den jyske prins Amlet, som ad omveje blev til Shakespeares Hamlet. Fridlejf var den stedfader, som omkom i dramaets intriger. Det er et spændende og interessant sagn om et jysk kongerige, men det handler altså kun i begrænset omfang om danerne. Også den historiske Ongendus måske Angantyr som missionæren Willibrord mødte i 710, var antageligt jyde. Mødet må være sket lige før syddanerne kom til i Sønderjylland. Han kan i alt fald ikke identificeres i danernes sagn. Ivar Vidfadme og Danmarks samling Konge i Lejre blev Rørik, som vi møder i Søgubrot. Han blev gift med Aud, og hendes far var ikke hvem som helst. Ivar Vidfadme var skånsk konge og efter sigende efterkommer af Roar på spindesiden. Hans far var blevet myrdet af svogeren Ingjald Illråde, som var konge i Uppsala. Ivar gik derfor imod Ingjald, som brændte sig selv inde i hvert fald i den historie, som sejrherrerne fortalte. Ynglingeslægten flygtede til Värmland og Norge, og Ivar satte en lydkonge ind i Uppsala. Ivar myrdede svigersønnen Rørik og overtog danernes rige. Datteren blev i stedet gift med Radbard, som ifølge denne saga var fra Gardarrike. Andre steder oplyses Radbards nationalitet ikke. Ivar underlagde sig derefter dele af Sachsen. Lejrekrøniken begynder med Ypper fra Sverige, som sendte sin søn Dan til Sjælland og de sydlige øer. De kristne 1100-tals kilder kunne ikke sætte Odin og Skjold foran i Danmarks kongerække og erstattede dem derfor med Ypper og den symbolske Dan. Da kejser Augustus truede, byggede jyderne et bolværk, Dannevirke, og tilkaldte Dan for at hjælpe. Nu rykkede man sydpå mod kejseren og holdt stand. Hvis man ser den symbolske Dan som Ivar, kan sagnhistorien hænge sammen med arkæologien. Kejseren var næppe Augustus, men snarere en af de frankiske konger, som siden blev kejsere. De begyndte at true Frisien og Sachsen sidst i 600-tallet. Det første Dannevirke var allerede bygget i 3 faser siden 500-tallet som en 4 meter høj vold af græstørv. I 716 fortæller de frankiske annaler, at frankerne blev slået ved Køln af den legendariske frisiske kong Radboud med hjælp fra saxerne. 7

8 Ivar Vidfadme kpm ifølge sagaerne til Sachsen. Radbard lyder som den frisiske Radboud, men han kunne ikke bruges i dansk historie i argumentationen mod kejserne, da friserne jo netop var blevet underlagt kejserne. Radboud havde på det tidspunkt voksne børn, så et nyt strategisk ægteskab med Ivars datter er ikke usandsynligt men ikke nogen nødvendighed for historien. I 726 byggedes den 800 meter lange Kanhave-kanal tværs gennem Samsø, som man er enige om må skyldes ny stærk centralmagt. Som havnen ligger i forhold til kanalen og Jylland, tyder alt på, at den stærke flådemagt var Sjælland. I 734 faldt Frisien endeligt og blev en frankisk provins. Kun 3 år efter blev Dannevirke udvidet med en stor palisade. Var det fra fortællingen om den begivenhed, at Lejrekrøniken havde hørt om et bolværk altså bygget af Ivar eller snarere hans efterfølger? Ellers skulle skribenten jo have været arkæolog. Også frankernes sejr over saxerne i 772 blev kort efter ifølge arkæologerne fulgt af en udvidelse af Dannevirke med kampesten. I perioden blev der også anlagt et østdansk kongeligt anlæg ved Erritsø ved overgangen mellem Fyn og Jylland. I modsætning til Lejre og Tissø var det befæstet. Var det et sjællandsk brohoved? Alliancen mellem daner og jyder var oplagt i denne situation, hvor frankerne endte med at undertvinge frisere og saxere og tvangskristne dem, og hvor bl.a. saxernes høvding søgte asyl hos danerne i 777. I Alfred den Stores krønike og Ottars senere beretning ca 890 skrev man om Jylland, Sillende, syddanere i det sydligste Jylland og norddanere mod nordøst, ligesom man om danernes område skrev Denemeark. Tidligere i 808 kaldte frankerne området ved Sliestorp for danerkongens confinio regni altså danernes grænseområde, hvor grænseområde på gammelgermansk hed mark. Er det her i syddanernes område, at navnet Danmark opstod enten som selve grænseområdet eller navnet på den alliance om grænseforsvaret, som danerne stod i spidsen for? Godfred flyttede i 808 Reric til Hedeby uden for Dannevirke, hvor den lå som en international by, som blev beskyttet fra det militære hovedkvarter, som i annalerne kaldtes Sliestorp. Det er øjensynligt nu fundet i Füsing øst for Slesvig. Historie, arkæologi og sagn tyder alle klart på en eller anden form for alliance eller magtovertagelse fra danernes side. Langt senere møder vi noget tilsvarende formaliseret i Västgötaloven, hvor västgöterne kunne vælge eller vrage sveakongen det såkaldte Sveavælde. Faktisk omtaler Lejrekrøniken Sveavældet og Danevældet side om side under Ivar. På den ene eller anden måde har danerkongerne i tallet fået status som en paraply-konge. De havde ifølge frankerne i 813 problemer med princeps i Vestfold, som prøvede at rive sig løs. Saxo fortæller, at paraply-kongerne sidst i 700-tallet også indsatte underkonger hos norddanerne, så vi må formode, at også de jyske riger havde konger eller jarler. Som man læser sagaer og krøniker, har skatkonger, statholdere og jarler været et almindeligt fænomen det var næppe så formaliseret overalt, som vi gerne ser det. En ting er dog sikkert, at når frankerne og senere tyskerne talte om danernes konge, så talte de om paraply-kongen, som de forhandlede med sydfra, og når sagaerne talte om danernes konge, talte de om kongen på Sjælland, for det var åbenbart Sjællands sagn, som blev bevaret for eftertiden. Derfor skal vi regne med to parallelle danerkonger fra Sigurd Ring til Sigurd Ormøje og sikkert mange jyske 8

9 og skånske konger eller jarler + de øvrige vikingekonger. Harald Hildetand og Sigurd Ivars dattersøn hed Harald Hildetand altså Røriks Skjoldungesøn. Også han blev paraplykonge. Da han blev gammel, faldt han i et slag mod nevøen Sigurd Ring. De knyttes begge også til Sverige, men det kan f.eks. blot skyldes en skatskyldighed som følge af Ivar Vidfadmes fordrivelse af Ynglinge-slægten. Kanhave og bolværket ved Dannevirke skyldes antageligt disse to paraplykonger. Ifølge sagaerne faldt Harald i det sagnopspundne Bråvallaslag, hvis skildring dog må være skjaldenes opkog af fantasi og sagnverdenens gamle slag. I dette ragnarok sluttede Skjoldungernes mandslinje - skrev Saxo. Både en gammel kong Harald og en Sigifred nævnes i frankernes krøniker, så de to sagnkonger har øjensynligt eksisteret på dette tidspunkt. De holdt stand mod frankerne, men der blev ved magtovertagelsen skabt to konkurrerende grene af kongeslægten. Mens Haralds datter nævnes som mor til Harald Klak og dennes brødre, er det lidt vanskeligere at rekonstruere de nøjagtige familiesammenhænge omkring Sigifred I. Saxo kaldte ham Ring, mens sagaerne blandede ham sammen med Sigifred II, og kaldte ham Sigurd Ring. Han kan både være af skånsk, dansk, svensk, norsk og frisisk kongeslægt i mands- og kvindelinje det eneste, der er nogenlunde sikkert er, at der er flere kvindelige led i Sigurd Ring-slægtens adkomst, men Sven Aggesen fortalte jo netop også, at man brugte sidelinjerne. Frankerne fortalte i 782, at Sigifred dyrkede Odin og Thor, og han blev sidste gang omtalt af dem i 798, så han 9

10 må være død Med ham blev de danske konger bedre beskrevet af frankerne, da danerne nu var i direkte kontakt med dem. Alle de følgende konger (med hvidt) er således nævnt af udenlandske kilder. Godfred og hans sønner De frankiske rigsannaler fortalte første gang i 804 om Godfred, som med sin flåde og rigets rytteri/ridderskab ankom til Sliestorp (Slesvig). Ud fra de senere udtalelser må han have været søn eller måske nevø af Sigifred - men frankerne interesserede sig ikke for familieforholdene kongerne imellem. I 808 flyttede han Abodritternes internationale handelscentrum Reric til Hedeby lige uden for Dannevirke et genialt træk, hvor danerne kunne styre og beskytte Østersøhandelen og derved finansiere en del af paraplykongens aktivitet. Frankerne skrev, at Godfred allerede havde store skatteindtægter fra Reric, så danerne må have haft magten på havet, som allerede Kanhavekanalen antydede. Derefter afviste han Karl den Store ved Elben og iværksatte det første store vikingetogt i 810 antageligt som en afledningsmanøvre inden han blev myrdet af et familiemedlem samme år. Resultatet blev en række kampe mellem kongeslægtens forskellige grene, hvor Harald Klaks konkurrerende gruppe støttede sig til frankerne. Frankerne blev samtidig svækket af Karl den Stores død, så kampene blev afsluttet med et forgæves frankisk raid op gennem Jylland i 815. I forbindelse med magtkampene blev bl.a. tronkandidaten Sigifred II dræbt i 812. Ifølge frankerne var han nevø af Godfred og sammenholder man med Saxo, som kaldte ham dattersøn af Godfred, må han have været søstersøn af Godfred og dermed dattersøn af Sigifred I. Saxo kaldte ham Siward Ring og fastholdt, at han af Godfred var indsat som konge på Sjælland og i Skåne, og at han var far til den på det tidspunkt mindreårige Regnar Lodbrog. Da sagaerne alene skrev om de sjællandske konger, var deres Sigurd Ring lagt sammen af Sigifred I og Sigifred II. Mens Saxo forsøgte at skjule, at landet var opdelt, ignorerede sagaerne simpelthen syddanernes konger de har overhovedet ikke Godfred og hans gren med. Herfra stammer mange af de misforståelser, som siden opstod, da man ikke erkendte, at der var tale om to rækker af danerkonger. Den overordnede magt endte hos Godfreds hedenske sønner, hvor Horik I blev den dominerende fælleskonge. I korte perioder fulgte man frankernes krav om Harald Klak som medkonge og Ansgars mission på de internationale handelspladser, men mens det frankiske kejserrige blev svækket af vikingernes terror og splittet mellem Karls sønner, blev Danmark styrket af de mere eller mindre selvstændige vikingekongers raids mod de europæiske kyster, som fortsatte gennem årtier. Harald Klak endte med at blive frankisk grænsejarl og blev døbt. Dele af hans slægtsgren endte som grænsejarler, der beskyttede Frisien mod danske vikinger. Danernes herredømme over Kattegat og den vestlige Østersø blev udvidet til også at omfatte Nordsøen, bortset fra den nordvestlige del, som nordmændene tog sig af. Regnar Lodbrog og vikingerne Nordboerne kunne derfor i de næste to århundreder fastholde Sigifreds nordiske aserreligion. Horik I og en af hans brødre fastholdt magten indtil 854 hjulpet af vikingekongerne, hvoraf fætteren, Regnar Lodbrog, blev den mest navnkundige. Regnar selv døde antageligt af sygdom efter et togt til Paris i 846, men hans sønner Bjørn, Ivar, Uffe og Sigurd kom til at dominere som vikingekonger i England og på Kontinentet i de næste mange årtier med York som Ivars centrum. I East Anglia blev den danske Gudrum kristen konge. Han havde fulgt Regnar-sønnerne til England, og var muligvis af jysk jarleslægt, hvis man ser på nogle af de senere sammenblandinger. Som nævnt er forklaringen på roderiet i kongerækken, at Regnar formelt har været konge over norddanerne i Lejre, hvor en af hans sønner, Sigurd Ormøje, efterfulgte ham som konge. Frankerne mødte derimod fælleskongen Horik ved sydgrænsen og vurderede ham til at være Regnars overordnede hvad han øjensynligt også var, men i det indbyrdes magtforhold er Regnar-sønnernes magt antageligt steget. 10

11 I 854 kom det til et stort og blodigt opgør mellem slægtens grene, startet af en af Horiks I s nevøer. Paraplykonge blev en anden af Horiks mindreårige nevøer, Horik II sandsynligvis i starten støttet af Regnar-sønnerne. Han var dog afløst af Sigurd Ormøje og broderen Halfdan, som hver især i 873 indgik aftale med frankerne om at frede handelen hvilket harmonerer med at det antageligt var Halfdan, der under sagaernes navn Hvidsærk varetog magten i Jylland. Sigurd faldt selv som den sidste af Regnar-sønnerne i det store slag i Tyskland i 891, som afsluttede den første bølge af vikingetogter. Behovet for en paraplykonge til forsvaret mod frankerne var forsvundet, nu da frankerne var i defensiven. Sigurds søn blev derfor kun konge i Østdanmark i første omgang med faderens ven Helge ved roret mens resten af riget faldt tilbage som selvstændige konge- og jarledømmer som de antageligt også havde været under paraplyen. En Olaf fra Sverige, som dog kan have været af dansk kongeslægt, tog magten i Hedeby, hvor svenskernes Birka havde store handelsinteresser. Efter Harald Hildetand og indtil Sigurd Ormøjes død synes kongernes fokus at dreje væk fra Lejre og mod syd og vest. Det har muligvis årsagen til at vedligeholdelsen af hallerne blev stillet lidt i bero. Alle 5 hovedkilder peger på samme kongerække efter fjernelse af 3 oplagte fejl/manipulationer Hardeknud, svenskerne og Gorm De frankiske kilder havde nu mistet kontakten med danerne og vel også interessen så vi står tilbage med den langt senere Adam af Bremen, som historikerne har valgt som hovedkilde til den følgende tid. Han dannede 11

12 grundlag for den senere kristne danske historieskrivning. Adams formål var imidlertid at betone Hamburgkirkens historiske betydning for kristningen af Norden og samtidig menes han at have haft til formål at undersøge mulighederne for ophøjelse af Harald Blåtand til helgen han har manipuleret lige så meget som de senere danskere, hvilket først er erkendt af historikerne i 1990 erne. I princippet var han en neutral skildrer af kongerækken, men hans kilde var ifølge ham selv den danske konge, Sven Estridsen oldebarn af Harald Blåtand. Sven havde netop fået forkastet sin dronning af kirken på grund af kirkeligt incest, da kirken forbød ægteskab mellem beslægtede i syvende led. De regler gjaldt ikke i det hedenske Danmark før Harald Blåtand, så Sven Estridsen kunne med rette frygte, at det gik galt, hvis man var for åben om Haralds slægtslinjer, så han ikke kunne blive helgen. Vi kan ikke påvise, om det var tilfældet, men det er usandsynligt, at de strategiske ægteskaber mellem de relativt få danske jarleslægter ikke skulle have medført en sådan genealogisk kortslutning i de foregående syv led. Det kan dog også bare skyldes ren sprogformistring, da dem pågældende sætning hos Adam var fuld af fejl herunder navnet Hardegon. Bortset fra Roskildekrøniken var der ingen af de efterfølgende kristne kronikører, som troede på Sven af Nortmannia, da han overhovedet ikke omtales andre steder. Da Roskildekrøniken har både Svein og Halfdan, mens Adam andetsteds har Sigafrid og Halfdan, er det muligt at Svein simpelthen er en misforståelse af Sigifreds danske navn Siward og frankerne havde tidligere brugt Nordmannia som Godfreds besiddelser, så Nortmannia kan f.eks. være Sjælland eller Northumbria.Om Sven Estridsen på grund af sine egne uheldige erfaringer med systemet, sendte familie-trådene ud i det blå, eller der bare er tale om endnu en sprogforbistring i en totalt forkludret sætning af Adam er underordnet. Mange læste Adam, som om Haralds oldefar var en ukendt Sven fra et ligeså ukendt Nortmannia. Bortset fra Roskildekrøniken var der åbenbart heller ingen af de efterfølgende kristne kronikører, som troede på Adams Sven af Nortmannia, så han omtaltes overhovedet ikke andre steder. Derfor blev resultatet total forvirring i den del af kongerækken, som man burde have haft bedst viden om, da den tidligere havde tjent til at vise familiens legale eller rettere traditionsmæssige ret til tronen. I forvejen var kongerækken ikke nem at forstå på grund af de parallelle kongerækker. Senere forskere forkaster Adam som pålidelig kilde, så med ovennævnte kan Adam ikke føre til forkastelse af de øvrige kilder, hvor især sagaerne var uafhængige af Adam. På grundlag af dem er det faktisk muligt at udskille og fjerne de oplagte fejl, så både Saxo, Sven Aggesen og Adam selv fortæller om samme konger som sagaerne Hvad enten det skyldes frygten for den næsten uundgåelige kirkelige incest i de danske fyrstekredse eller Adams forveksling af kongenavne, kan Adam med de seneste forskningsmæssige analyser af hans manipulationer ikke føre til forkastelse af de øvrige kilder, hvor især sagaerne var uafhængige af Adam. Der bør aldrig have været tvivl om den danske kongerække tilbage til Sigurd Ring II. Der skete i realiteten kun 3 fejl eller manipulationer, som har betydning for kongerækken: Adam indsatte Sven som et forkert navn Roskildekrøniken indsatte 3 irrelevante kristne konger, som Saxo og Sven Aggesen fulgte Saxo placerede Erik Barn forkert. Hvis man korrigerer for disse 3 forhold i de 4 hovedkilder, står man alle steder med samme kongerække som i sagaerne - selv Roskildekrøniken når stort set samme resultat. Selv om kilderne aldrig kan blive historie som helhed, må man anerkende den bagved liggende kongerække som den eneste realistiske. Sigurd havde åbenbart sat sin søn i pleje og sikkerhed hos kristne daner i York, hvor broderen Ivars familie var dominerende - som vi kender det fra tidlig middelalder. Plejefaderen Hardiknuth måske Saxos Enignub (Engelske Knud?) var antageligt en del af brødrenes familie, og han kendes historisk som far til den danske kompromiskandidat, Sigfred, som blev valgt i til konge af York i 883 af danskere og kristne englændere. Plejefaderen har ifølge sagaerne givet sit kaldenavn videre til kong Hardeknud uanset at kongesønnens egentlige navn var Knud. Hardeknud blev som mindreårig konge over Sjælland og Skåne, men Viken faldt fra, fortæller sagaerne. Her fik han som værge og stedfortræder faderens norske ven, Helge, som vi kender som 12

13 den første konge Adams egentlige kongeserie, Heiligo. Vi ved reelt intet om Hardeknuds regeringstid, men i hans tid blev Olaf afløst af sine sønner i Hedeby. I 934 blev Hedeby indtaget af den tyske konge. Olafs søn Gnupa underkastede sig ifølge Widukind og indvilligede i at blive kristen, hvorefter tyskerne trak sig tilbage. Vi ved ikke om Hardeknuds søn, Gorm, også voksede op i York, som nogle sagaer indikerer og som Erik Kroman mente at have konstateret. Det er i øvrigt også underordnet, om de voksede op i Northumbria eller på Sjælland, da begge er en del af det, som frankerne i deres kejserlige annaler kaldte Nordmannia og som Adam havde læst, da han skrev Nortmannia. Vi ved heller ikke, hvornår han tiltrådte som konge over østdanerne. Han blev gift med Thyra, som skulle være datter af den jyske jarl, Klak Harald, og muligvis sønnedatter af Gudrum i East Anglia. En saga fortæller, at Gorm sammen med dronning Thyras far erobrede de små jyske konge- og jarledømmer. Vi ved fra Adam, at Gorm sad i Hedeby i 936, da biskop Unni troede, at han kom til en kristen by, men mødte en grusom Gorm, som var alt andet end kristen. Gorm har vel benyttet lejligheden efter svenskernes nederlag til tyskerne to år før til at tage magten. Udover hans hedenske sindelag ved vi ikke noget om Gorm bortset fra at han rejste en runesten for sin døde hustru i Jelling hvilket udstiller pointen i Saxos anekdote om Thyras vid som ren løgn. Det er bemærkelsesværdigt, at der er rejst 3 lokale runesten i regionen, som omtaler dronning Thyra og en høj efter hende, men negligerer Gorm. Om både hun og Gorm blev begravet i et hedensk anlæg fra 958 i Nordhøjen i Jelling vides ikke, men noget kan tyde på, at det var Harald Blåtand, som arvede morfaderens jyske jarledømme ikke Gorm. Det kan være årsagen til, at daneren Haralds demonstrative minde om samlingen blev lagt i Jellingområdet på vejen mellem Jylland og Tyskland. 13

14 Hamburgkirken udpegede i bisper i Jylland. Det kan være et slag i luften, men det kan ikke udelukkes, at Klak-Harald havde mere sympati for den kristne religion end svigersønnen Gorm. Det kan forklare de 3 kristne konger, som Roskildekrøniken satte ind i den danske kongerække det var antageligt dronning Thyras jyske slægt, som jo også var Harald Blåtands forfædre. I 962 blev den tyske kong Otto I salvet af paven som tysk/romersk kejser. Harald Blåtand har sandsynligvis derfor anset det for klogest at acceptere kristendommen for at undgå eventuelle ekspansionsplaner fra kejserens side i lighed med Karl den Store hvor et hedensk Danmark nu var et oplagt mål. Hvis danskerne selv blev kristne, ville Otto ikke have samme begrundelse for at bruge magt. Det var derfor en naturlig følge, at Harald ca. 965 lod sig døbe og på den store Jellingsten fremhævede, at han samlede Danmark al og gjorde dem kristne. Gorms grav blev flyttet til kirken, og et stort udtænkt monument blev bygget omkring sten og kirke i årene frem til 970 en spektakulær magtmanifestation inde ved den nord/syd-gående vej ikke ved vejen mod Sjælland. Det var altså møntet på jyder og tyskere. Anlægget er uden spor af en forgænger og næsten fundtomt. Om det er en avanceret videreudbygning af de østdanske haller, er vanskeligt at sige, da Harald måske aldrig fik mulighed for at fuldføre sit værk. Et angreb på Otto II i 973 førte til efterfølgende tab af Hedeby og opførelse af Trelleborgene i stedet inden han blev afsat af sønnen. Om der ligger genialitet eller vanvid eller begge bag hans byggerier, ved vi altså ikke. Gorms grav blev muligvis flyttet til kirken, og et stort udtænkt monument blev bygget omkring sten og kirke i årene frem til 970 en spektakulær magtmanifestation inde ved den nord/syd-gående vej ikke ved vejen mod Sjælland. Det var altså møntet på jyder og tyskere. Anlægget er uden spor af en forgænger og næsten fundtomt. Om det er en avanceret videreudbygning af de østdanske haller, er vanskeligt at sige, da Harald måske aldrig fik mulighed for at fuldføre sit værk. Haralds angreb på Otto II i 973 førte til efterfølgende tab af Hedeby og opførelse af Trelleborgene i stedet inden han blev afsat af sønnen. Om der ligger genialitet eller vanvid eller begge bag hans byggerier, ved vi altså ikke. o O o En systematisk gennemgang og sammenholdelse af sagn og historiske kilder, kan altså give os et forløb som hænger tidsmæssigt sammen over 500 år. Det er karakteristisk, at de tre episoder, hvor danerne for alvor blev truet udefra, fremkaldte norddanernes samling, den midlertidige fælleskonge og Danmarks samling altså en successiv oprettelse af kongeriget, som reelt først var færdigetableret med Valdemar den Store. Det er stadig kun sagnhistorie, men en meningsfuld af slagsen. Vi bør også notere os, at Erik Arups jyske kongerige, som blev til Jellingdynastiet, var en politisk and. Lejre var den danske kongefamilies udgangspunkt og deres hovedstad, som den tyske bisp Thietmar da også skrev kort før Hvad angår referencer og argumentation henvises der til selve bogen, Danernes Sagnhistorie: 14

15 Rekonstruktion og markering af hal IVab fra 900-tallet Gorms hal? 28/ Troels Brandt 15