Tekster: Sl , Matt Salmer: 588, 651, 644, 787

Transkript

1 Tekster: Sl , Matt Salmer: 588, 651, 644, 787 Johannes Døberen er en på en gang fascinerende og skræmmende skikkelse. Han er fuldstændig kompromisløs. Han har et eneste mål med det, han siger og gør, og det er at kalde jøderne tilbage til det der er grundlaget for det jødiske folks identitet: Guds udvælgelse. Derfor tørner han også for alvor sammen med folkets ledere, farisæerne og de skriftkloge, ligesom Jesus jo også gjorde det, fordi han mener at de leder folket bort fra den retning Gud har udvalgt dem til at gå i: den retning nemlig, som er bestemt af Guds vilje med menneskelivet, sådan som den kommer til udtryk når Gud taler til sit folk. Det bliver helt tydeligt, da Johannes konfronterer farisæerne og de skriftkloge med Abraham. Jøderne betragter Abraham som deres stamfar, men den biologiske afstamning betyder intet, hævder Johannes. Gud er ligeglad med afstamningen. Han har skabt mennesker af jord en gang, og hvis han vil kan han skabe mennesker igen af ørkenens sten, også mennesker der nedstammer fra Abraham! Og Johannes har jo ret, ved vi. Kemisk set adskiller et menneske sig ikke fra de uorganiske stoffer, det er sat sammen af, for når vi dør splittes vi alle ad i de mineraler, vi er opbygget af. Nej, det afgørende ved Abraham er ikke at han er biologisk stamfar. Det afgørende er, at han troede Gud og var lydig mod Guds vilje. Det er som forbillede, Abraham betyder noget. Og det betydningsfulde ved at være Abrahams børn er ikke at bære 1

2 hans gener, men at tage ved lære af ham og danne sig efter ham. I de jødiske bonde- og bysamfund i oldtiden gik børnene i de lavere samfundsklasser op af forældrene dag ud og dag ind. Forældrene var deres nærmeste rollemodeller og autoriteter. Sådan var det jo også hos os for bare en generation siden, mens det i dag tit er børnehavepædagoger, lærere og sportstrænere, der er børnenes egentlige rollemodeller. Hvis en far for en generation siden sagde til sin søn: Du er ikke min søn! ville det formodentlig betyde, at sønnen havde opført sig på en måde så faderen ikke ville kendes ved ham. Så vidt jeg husker er der en scene i Krøniken, hvor Kaj Holger faktisk bruger disse ord i et opgør med sønnen Erik. I dag ville en tilsvarende replik betyde at en far havde fået foretaget en gentest, der viste, at han ikke var drengens biologiske far! I datiden smeltede biologisk ophav og rollemodel tiest sammen. Men Johannes Døberen anklager faktisk sine landsmænd for at indføre en moderne sondring mellem rollemodel og biologisk ophav, når de påberåber sig slægtskabet med Abraham uden at leve op til de normer, han levede efter. Så det, Johannes Døberen kræver af jøderne er, at de skal være som Abraham. Abraham brød op fra sin slægt og de egne slægten havde levet i, og rejste ud i det uvisse, da Gud krævede det. Abraham troede Guds ord om at han skulle blive stamfar til en stor slægt, selvom han endnu, da han var olding, ikke havde fået nogen børn. Abraham var villig til at ofre sin søn, da han endelig fik ham, fordi Gud krævede det. Abraham var ekstremt om stillingsparat, og dét er virkelig bemærkelsesværdigt i betragtning af, at han jo betragtes som ur-fader af tre forskellige religioner, jødedom, kristendom og 2

3 islam, af hvilke ingen viser særlige tegn på omstillingsparathed. Nu er der selvfølgelig den særlige pointe, at det jo ikke blot er de skiftende livsomstændigheder, Abraham i sin omstillingsparathed reagerer på, men det er Guds vilje, Guds ord. Abraham hørte Gud tale til sig. Han lyttede til ham og han handlede efter det, han hørte. Forskellen mellem Abraham og de jøder Johannes taler til er, at Abraham i sin lydighed mod Guds ord hele tiden bryder sine egne fastlagte mønstre, mens jøderne derimod mener at vise lydighed mod Guds ord ved at grave sig ned i deres egne fastlagte mønstre. Og det gør de med den begrundelse, at Gud har talt til fædrene i fortiden, men at han ikke siger noget nyt nu. Og det er lige præcis det, der er Johannes pointe: Gud er i færd med at tale til sit folk netop i det selvsamme øjeblik. Han taler til mennesker på en måde, han aldrig har til dem på før: ikke gennem profeter, ikke gennem tegn og undere de selv skal tyde, men i sin søn Jesus fra Nazareth. Og af den måde, man forholder sig på til det, Jesus siger, skal det afgøres, om man skal falde eller bestå. Derfor er Johannes den, der baner vejen for Jesus. For han peger på Jesus som den i hvem Gud i samtiden taler til sit folk, og skal det vise sig: gennem sit folk til alle mennesker på jorden. Så netop nu gælder det mere end nogen sinde at være som Abraham. Nu gælder det om mere end nogensinde før at være parat til at bryde op fra alt, man er vant med, alt man har kær: for nu taler Gud på en helt ny måde. Hvordan det historiske forhold mellem Johannes Døberen og Jesus var, er uklart. De nytestamentlige fortællinger peger i forskellige retninger. En mulighed er det, at Jesus faktisk har været discipel af Johannes Døberen, men er gået sine egne veje. Men for Matthæus 3

4 som jo har skrevet det evangelium, vi har for os i dag, er der ikke meget uklarhed: Jesus er Guds søn og står langt over Johannes Døberen, som peger på ham som den i hvem Gud vil møde mennesker så tæt og uformidlet som aldrig før. I Jesus udtrykker Gud nu sin vilje på en ny måde: alt handler om kærlighed. Der er ikke bestemte handlinger eller bestemte ritualer, der er særligt rigtige eller hellige, men derimod er der kun én måde at forholde sig til Gud og mennesker på der er rigtig og hellig, og det er ved at møde dem med kærlighed. Hvad det vil sige at møde andre i kærlighed det kan aldrig fastlægges på forhånd, men det giver sig altid af situationen, for kærlighed, det er det, der giver den anden rum til at leve i det ydre og i det indre. Kærlighed er det, der fremkalder glæde i den anden. Et kys fx kan være et tegn på kærlighed, men hvis den anden nu ikke bryder sig om at blive kysset, så er kysset ikkelængere udtryk for kærlighed med for overgreb. Så når Johannes peger på den der udtrykker Guds vilje så kalder han samtidig på en omstillingsparathed, der meget ligner den, der i længst svunden tid havde kendetegnet Abraham: at være åben for de muligheder og fordringer kærligheden byder fra øjeblik til øjeblik. For Jesus er der ikke tvivl om, at det han fortæller om Gud som den der ubetinget og til alle tider er og vil kærlighed, det er den endegyldige og evige sandhed om Gud, som de gammeltestamentlige skrifter nok har sigtet mod at udtrykke, men hvor meningen ofte er blevet forvekslet med en lang række faste former og vedtagne handlinger, som måske nok i nogle situationer kan være udtryk for kærlighed, men som ikke altid er det, og som somme tider bliver det modsatte: kanaler for overgreb og 4

5 ukærlighed. Derfor giver Jesus ikke sine disciple en ny lov at leve efter. En lov er et system af mange forskellige bud. Men Jesus giver ikke mange nye bud, Han giver ét Bud: de skal elske hinanden. Og så må de selv fra situation til situation finde ud af, hvad det indebærer, eller rettere: han siger, at der er så meget kraft i kærligheden, at den selv vil vejlede dem, når de blot giver sig den i vold. Han taler om Talsmanden, Helligånden eller Sandhedens Ånd, der vil vejlede dem, men i alle tilfælde mener han det samme, at kærligheden skal være den styrende og rådende kraft i dem, også når han ikke er blandt dem længere. Og når kærligheden r åder i dem, er det Gud selv, der råder i dem. Og det er så vores virkelighed. Vi har ikke nogen lov med faste vedtægter at rette os efter, når vi vil være i pagt med Gud. Vi har ikke nogen sædvaner, der kan garantere at vi er på ret vej. Vi har kun kærligheden og de krav kærligheden stiller fra situation til situation, og lader vi den råde med os, er det Gud selv, der fører os. Amen. 5

6 6

7 7

8 8