Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske Prædiken til 6.s.e.påske 2016 Tekst: Johs. 17,

Transkript

1 Bruger Side Tekst: Johs. 17, Dette er en usædvanlig og helt speciel tekst, som vi lige har hørt. Et medhør ind i Guds eget lønkammer. Gud Fader og Gud søn taler sammen. Vi kalder kap 17 i Johannes evangeliet for Jesu ypperstepræstelige bøn. Jesus beder til sin Fader i himlen. Teksten tager os med ind i Vor Treenige Guds fortrolige samtale. I den samtale afsløres hvad der er det inderste væsen i Gud. Guds hjertekammer. Fader og Søn taler sammen om os og verden. Denne samtale fortæller os meget om Gud. Gud fader og Guds søns indbyrdes forhold. Når man møder et menneske man ikke har mødt før, så er noget af det første man spørger ind til, det er det andet menneskes familieforhold. Har du familie, har du børn, hvor boede dine forældre? Og det man søger efter, det er at finde ud af hvem det andet menneske elsker. Hvem betyder noget for det andet menneske? For når man hører lidt om hvem det andet menneske elsker, så føler man straks at så kender man hinanden. Så er vi fælles om at elske. Og så er der noget vi kan snakke videre om. Det er gennem dem vi elsker at vi viser hvem vi er. Og det er ved at høre om hvem en anden elsker at vi føler at vi lærer noget om den anden at kende. Og også den hvis liv blev som enlig, eller rettere ugift, har nogen som det elsker. Forældre, søskende eller søskendebørn, eller venner. Sagt på en anden måde vi afsløres af vores kærlighed. Vores kærlighed åbenbarer hvem og hvordan vi er. Og når vi taler om Gud er det gennem sin kærlighed at det åbenbares hvem og hvordan Gud er. Side 1 af 5

2 Bruger Side I kristendommen taler vi om Guds treenighed, og talen om Guds treenighed handler om hvordan Gud viser sig for os, åbenbarer sig for os. Gud afslører sig selv ved at vise hvem han elsker. Derfor bliver det helt centrale ord om vor treenige Gud, at Gud er kærlighed. For Gud fader elsker sønnen, og sønnen elsker faderen. Og fra dem udgår den Hellige Ånd som favner verden med Guds kærlighed. Det er denne kærligheds himmelbue, Jesus spænder ud over os i teksten vi hørte. Gud har elsket sin søn fra før verden blev grundlagt. Tilværelsens mysterium gemmer sig ifølge dette i Den Treenige Guds kærlighed. Her er altings arnested. Et barn ved hvad treenighed er. Når et barn ser sin far og mor omfavne hinanden, så spreder der sig en Ånd ud i hjemmet, som omfavner barnet som ser på. Den største gave man kan give et barn, det er at forældrene elsker hinanden. Når et barn ser sine forældre holde af hinanden, bliver barnet tryg, glad og fri. I kristendommens tale om Guds treenighed er Faderens kærlighed til Sønnen centrum i Guds væsen, og fra Gud fader og Guds søn udgår Ånden som favner os ind i Guds kærlighed. Det er denne kærlighed Jesu ord spænder som en bue over os og som en ring omkring os, for at vikle os ind i sin kærlighed. Ordene vikler sig i sætning efter sætning som et kærlighedsbånd om os. For at forvisse os om at Guds kærlighed favner os. At intet skal skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er det som binder Gud og menneske sammen. Kærlighedens bånd. Jesu bøn for disciplene er i evangeliet placeret lige før at Jesus går ud i Getsemane have for at bede, og kort efter blev han arresteret og ført bort. Denne Jesu bøn er som et testamente til disciplene. Jesu sidste vilje, husk nu dette. Jeg elsker jer! Side 2 af 5

3 Bruger Side Når vi møder teksten i kirkeåret, er det på søndagen før pinse. Mellem Kristi Himmelfart og Åndens komme. Midt i den usikre ventetid for disciplene. Ham de havde fulgtes med i 3 år. Ham de havde mistet til døden, og var blevet genforenet med efter opstandelsen, var optaget til himlen. Jesus havde sendt dem tilbage til Jerusalem for at vente. Midt i denne ventetid, foran ukendt fremtid, skal vi mindes om at Jesus beder for os. Midt i ventetid kan vi spørge? Hvad er det der styrer verdens gang? Hvilken kraft og magt gemmer sig usynligt bag det hele? Styres vi af en fastlagt skæbne, er vort livs gang skrevet i stjernerne, høster jeg som jeg har sået. Hvilken usynlig magt og kraft trækker i trådene. Eller klipper livstråden over som nornerne i de norrøne forestillinger? Mennesket har mange forestillinger om livets usikkerhed. Og mange frygter fremtiden, hvornår rammes jeg af ulykke eller sygdom? Og i vores tid hvor enhver er sin egen lykkes smed, rammes vi af ensomheden, og tynges til jorden af det kæmpe ansvar den tanke lægger på os for vores eget liv og lykke. Alt dette kan vi samle i det enkle spørgsmål. Hvem passer på mig? Er der nogen som passer på os. Hvem findes der bag tilværelsens skjulte mysterium? Hvem er der i fremtidens usikre komme? Det var disciplenes bekymring. Adskilles og afsked med ham som de havde fulgt i 3 år, og som var midtpunkt i deres liv og tanker og tro. Hvad nu, hvem vil passe på os. Hvad skal der blive af os? Og går vi til det gamle testamente kan vi også finde den tanke, at alt er skrevet op på forhånd. I salme 139 finder vi disse ord. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, Side 3 af 5

4 Bruger Side før en eneste af dem var kommet. Er alt sådan låst fast, bestemt af Guds almagt og alvidende vilje? Har jeg kun at bøje mig og tage imod min skæbne hvad den så end må blive? Den tanke og den frygt kan et menneske gå med. Men når vi lægger mærke til denne søndags ord til os fra evangeliet, så placerer Jesus sig selv bag tiden og rummet, som den der går i forbøn for os. Jesus lægger ikke skæbnen ind bag alt som sker, men i alt som sker, lægger Jesus sin forbøn for os ind. Kærlighedens forbøn. Fra Pauls brev til romerne i epistelteksten læste vi et koncentrat af evangeliet. Den kristne tro udtrykt i kernetunge sætninger. Og her placeres Jesus ved Guds højre hånd i himlen, som den der går i forbøn for os. I de vers går Paulus så at sige hele universet igennem, og nævner alle mulige kræfter og magter, ulykker og død, fortid og fremtid. Han så at sige gennemvandrer hele tilværelsens alle mulige forhold, undersøger alt og måler alt op mod Guds kærlighed. Hans begynder med dette meget enkle og direkte udsagn: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Og det er jo et noget udfordrende spørgsmål at kaste ud i tilværelsens mysterium. Paulus udfordrer alt og alle, onde og gode magter, skæbner og luner, venner og fjender. Fortidens dom, fremtidens usikkerhed. Den tekst fra Romerbrevet, er en af de stærkeste og mest markante tekster om hvad evangeliet og troen på Jesus Kristus betyder og giver os. Det er en tekst man kan leve af, leve på og dø på. Det er en tekst som man kan slide på gennem et langt liv. Det er en tekst som man kan have stor glæde af at kunne udenad. Her er evangeliet udtrykt præcist. Side 4 af 5

5 Bruger Side Og midt i den tekst placeres Jesus som den der sidder ved faderens højre hånd, og som den der går i forbøn for os. Dette ord er kristendommens ord om hvad der gemmer sig bag tilværelsens skjulte mysterium. Kristus som den der går i forbøn for os. Hvad er det som bærer tilværelsen? Er det Guds almagt og skabervælde? Er det Guds retfærdighed? Er det Guds dom der sikrer retfærdighed? Eller skæbnes lunefulde spil. Det som forkyndes os er at det som bærer og holder tilværelsen oppe, det er Guds kærlighed. Det som bærer igennem livet i alle i de modsætninger som livet rummer, i hele spillet mellem ondt og godt, mellem synd og skyld, mellem undertrykte og undertrykkere. Mellem lykke og ulykke, mellem sygdom og helbred. Hvad er det som kan bære et menneske igennem livet, på hele den lange farefulde færd fra fødsel til død, hvor vi kan rammes af alskens tilfældigheder, og hvor ondt synes at sejre, og sygdom synes at ødelægge, og hvor vi selv pådrager os skyld og går med sænket hoved i skam. Hvad kan rumme og favne over alle livets modsætninger? Hvad kan bære igennem alt dette? Hvad kan bjerge et menneske igennem alt dette, andet end Guds kærlighed. Og det er evangeliets åbenlyse modsigelse af alle magter. Den kærlighed som er villig til at ofre sig for mennesket. Og det er den magt som Ånden sætter ind i verden i gennem sin kirke. Ikke ved kraft og magt, men ved Ånden som udgår fra Gud. Og det billede af Gud vi får til troens vandring er at Jesus sidder ved Guds højre hånd, og går i forbøn for os. Side 5 af 5