Fransk-dansk ordbogsprojekt inden for varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark

Transkript

1 Fransk Institut Forfatter: Speciale Signe Rousing Østergaard Cand.ling.merc. Eksamensnummer: Specialevejleder: Kirsten Wølch Rasmussen Fransk-dansk ordbogsprojekt inden for varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark Ordbogsprojektet omfatter: Teoretiske overvejelser i forbindelse med koncipering af ordbogen Ordbogsdel Handelshøjskolen i Århus Juli 2004

2 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING Problemformulering og formål Målgruppe Emneafgrænsning Specialets opbygning Særlige metodiske forhold KONCIPERING AF ORDBOGEN Ordbogens profil Ordbogstype Brugergruppe og brugerfunktion Selektion af ordbogens materiale Varemærkeretlig fagsystematik Empirisk basis Lemmaselektion Ækvivalensselektion Faglige oplysninger Faglig forklaring Faglig indledning Sproglige oplysninger Grammatik Kollokationer Synonymer Ordbogens omtekst...17

3 2.8. Ordbogens struktur Makrostruktur Mikrostruktur Fordelingsstruktur Henvisningsstruktur FRANSK- DANSK ORDBOGSDEL...21 Indholdsfortegnelse...21 Forord...22 Brugervejledning...23 Liste over anvendte tegn og forkortelser...29 Fransk-dansk ordliste...30 Varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark...48 Liste over anvendt faglitteratur...87 Register over opslagsord KONKLUSION...94 Résumé en français...97 Bibliografi...99 Vedlagte udskrifter af internetsider

4 1. INDLEDNING Et varemærke er en virksomheds kendetegn udadtil. Ofte bruger virksomhederne varemærket som en del af deres produktmarkedsføring, og derfor repræsenterer mærket også en høj reklameværdi. Det er nemlig varemærket, der giver forbrugeren en garanti om, at en vare eller en ydelse kommer fra en bestemt producent og dermed forbindes med en vis kvalitet eller pris. Varemærket er således ikke sjældent af stor økonomisk betydning for virksomheder (Koktvedgaard 2002: 296). Hvis varemærket plagieres eller forveksles, kan det således være ensbetydende med, at virksomhederne lider meget store tab, idet kopiprodukter med næsten det samme navn kan nyde godt af originalprodukternes renommé. Af den grund benytter mange virksomheder sig af muligheden for at registrere deres eneret til varemærket, således at de er retligt beskyttet mod, at andre virksomheder krænker deres varemærkeretlige eneret eksempelvis ved at registrere plagierende varemærker eller ved at benytte registrerede varemærker ulovligt. I de senere år er det blevet muligt at registrere sit varemærke på flere forskellige måder. Virksomhederne kan vælge at registrere deres varemærke i eget hjemland hos den varemærkeregistrerende myndighed. Dernæst kan virksomhederne vælge at beskytte deres varemærke internationalt, hvor f.eks. en dansk virksomhed med meget eksport til Frankrig vælger at registrere sit varemærke i Frankrig evt. på baggrund af en dansk registrering. Ydermere er det med Rådets forordning nr. 40/94 blevet muligt at registrere sit varemærke som et EF-varemærke, hvilket ved hjælp af en enkelt ansøgning giver beskyttelse i samtlige EU-lande. Endeligt kan en virksomhed registrere sit varemærke udenfor EU gennem det såkaldte Madrid-system, der består af Madrid-arrangementet og Madrid-protokollen. Dette system gør det muligt at opnå beskyttelse af sit varemærke i ét eller flere lande uden for EU på baggrund af en national varemærkeansøgning eller registrering. Ansøgningen om registrering behandles i det pågældende land efter national lovgivning og retspraksis (PVS 2003c). Når virksomheder registrerer varemærker internationalt, kan der opstå forskellige sproglige problemer. Det kan f.eks. være i forbindelse med forståelse eller oversættelse af tekster omkring varemærkeret, registreringsansøgninger eller dokumenter i forbindelse med krænkelsessager. I sådanne situationer vil der være behov for en ordbog, som kan hjælpe til med forståelsen eller oversættelsen af varemærkeretlige termer. 1

5 På nuværende tidspunkt er der ikke udgivet hjælpemidler, der alene behandler oversættelse af varemærkeretlige termer. Tidligere udgivelser, eksempelvis Christensen & Fich 2003 eller Krogh- Hansen 1985, indeholder ofte kun ækvivalenter og få sproglige oplysninger. EU s database Eurodicautom angiver i de fleste tilfælde kun ækvivalenter eller oversættelsesforslag uden bidrag af grammatiske oplysninger, faglige forklaringer eller kollokationer. Databasen omhandler EUterminologi, og derfor optræder termer fra den franske varemærkeret slet ikke i ordbogen, da de ikke eksisterer i EU-varemærkeret. Almensproglige ordbøger, som Blinkenberg og Høybye, kan ikke anses som et tilfredsstillende hjælpemiddel ved oversættelse og reception af tekster indeholdende varemærkeretlige termer. Brugeren vil i mangel på fagsproglige oplysninger være nødsaget til at konsultere diverse paralleltekster for at verificere ækvivalenters korrekthed. På baggrund af ovenstående kan det konstateres, at der eksisterer et behov for en ordbog, der behandler termer indenfor varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark. Dette speciale vil derfor udarbejde en sådan ordbog, som kan fungere som et brugbart værktøj for sin brugergruppe Problemformulering og formål Med udgangspunkt i ovenstående betragtninger har dette speciale til formål at udarbejde en franskdansk ordbog indenfor varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark, som kan anvendes ved reception og oversættelse af tekster, der indeholder franske varemærkeretlige termer. Specialets formål søges opnået ved at udarbejde et ordbogskoncept, som inkorporerer de teoretiske overvejelser, der ligger forud for konciperingen af ordbogen. Ordbogen behandler termer fra hele processen omkring varemærkeansøgningen, registreringen, opretholdelse af varemærkeretten samt krænkelse af en varemærkeretlig eneret. I modsætning til nuværende hjælpemidler, se ovenfor, lægges der i denne ordbog vægt på angivelsen af faglige oplysninger omkring lemma og ækvivalent. Denne ordbogs selvstændige bidrag til leksikografien på det varemærkeretlige område ligger således i, at ordbogen vil indeholde både faglige forklaringer i ordbogsartiklerne samt en selvstændig faglig indledning i form af en komparativ indføring i varemærkeretten i Frankrig og Danmark. Det betragtes netop som en forudsætning for en funktionsdygtig ordbog, at brugeren, i forbindelse med reception og oversættelse, ikke kun kan benytte ordbogen til at finde den rette ækvivalent, men at brugeren ligeledes ved hjælp af faglige oplysninger kan skabe sig et overblik over det juridiske område indenfor varemærker og varemærkeret. Det skal bemærkes, at ordbogens ordliste ikke kan betragtes som udtømmende. Succeskriteri- 2

6 et for ordbogsarbejdet er således ikke at behandle et maksimalt antal varemærkeretlige termer, men derimod at behandle de udvalgte termer indholdsmæssigt i dybden Målgruppe Specialets målgruppe er oversættere, tolke samt cand.ling.merc.-studerende og undervisere i juridisk fransk ved landets handelshøjskoler, der skal behandle og oversætte franske tekster, som omhandler varemærker og varemærkeret. Specialets målgruppe har således stor sproglig kompetence men enten meget lidt eller intet kendskab til varemærkeretten i Danmark og Frankrig Emneafgrænsning Specialet har som tidligere nævnt til formål at udarbejde en fransk-dansk ordbog, hvorfor kun termer fra den franske og danske varemærkeret behandles. Ordbogen omhandler ikke EUvaremærkeretlige termer, men her henvises i stedet til EU's egen database Eurodicautom, der indeholder ækvivalenter eller oversættelsesforslag specielt til EU-termer. I den faglige indledning perspektiveres der kort til internationale varemærkeordninger, men fokus vil derudover være på Frankrig og Danmark. Ordbogen behandler desuden ikke de såkaldte fællesmærker Specialets opbygning Specialet er opdelt i en teoretisk del og i en ordbogsdel. I kapitel 2, der udgør specialets teoretiske del, defineres ordbogskonceptet. Her redegøres for de teoretiske overvejelser i forbindelse med konciperingen af den fransk-danske ordbog. I afsnit 2.1. defineres ordbogens profil, og herunder fastlægges ordbogens type samt ordbogens brugergruppe og brugerfunktion. Afsnit 2.2. præsenterer det materiale, som danner baggrund for ordbogens oplysninger. Ordbogens materiale skal dække hele fagområdet, og derfor opstilles der en varemærkeretlig fagsystematik, som udstikker rammerne for ordbogens empiriske basis. Afsnit 2.3 og 2.4. omhandler henholdsvis selektionen af lemmata og metodiske overvejelser i forbindelse med ækvivalensselektion. I afsnit 2.5 diskuteres behovet for faglige oplysninger i de enkelte ordbogsartikler og i en faglig indledning. Angivelser af sproglige oplysninger i ordbogen omkring grammatik, synonymi og kollokationer fremgår af specialets afsnit 2.6. Afsnit 2.7 redegør for ordbogens omtekst, herunder forord, brugervejledning og register over medtagne opslagsord. Afslutningsvis gennemgås ordbogens struktur i afsnit 2.8. Afsnittet giver et indblik i ordbogens makro- og mikrostruktur samt fordelings- og henvisningsstruktur. 3

7 I Kapitel 3 udarbejdes selve ordbogen, der består af et selvstændigt forord og en brugervejledning, der skal hjælpe brugeren til at anvende ordbogen og redegøre for hvilke tegn og forkortelser, der anvendes. Endvidere indeholder ordbogen en fransk-dansk ordliste, hvor de selekterede lemmata behandles i ordbogsartikler. Ordbogen indeholder tillige en faglig indledning med en komparativ analyse af varemærker og varemærkeret i henholdsvis Frankrig og Danmark. Analysen understøttes af eksempler fra varemærkeretlige afgørelser i Frankrig og Danmark. Der vil løbende blive gjort status i forhold til de ligheder og forskelle, der findes mellem Frankrig og Danmark på det varemærkeretlige område. Den faglige indledning behandler først retsgrundlaget for varemærkeretten, stiftelsen af varemærkeretten samt hindringerne for stiftelse af denne. Dernæst præsenteres opretholdelse og krænkelse af en fransk og dansk varemærkeret, herunder hvilke typer af krænkelser en varemærkeretlig eneret kan udsættes for, samt hvordan en varemærkeindehaver bremser en sådan krænkelse. Eftersom den varemærkeretlige eneret også kan opnås ved forskellige former for international registrering, vil der kort blive gjort rede for internationale varemærkeordninger. Disse afsnit vil dog kun have til formål at perspektivere og indgår derfor ikke i de komparative analyser. Herefter følger en liste over de kilder, der er anvendt ved udarbejdelsen af den faglige indledning samt et register over de medtagne opslagsord i den fransk-danske ordliste. Kapitel 4 indeholder specialets samlede konklusion Særlige metodiske forhold De termer, der behandles i ordbogen, er udvalgt på baggrund af flere typer af tekster, bl.a. juridiske monografier, tekster fra de franske og danske registreringsmyndigheder samt fagordbøger. På den måde søger ordbogen at dække hele processen omkring varemærkeansøgningen, registreringen, opretholdelsen samt retsvirkningerne. Det har ikke metodemæssigt været hensigtsmæssigt at tage afsæt i et særligt sammensat tekstkorpus bestående af eksempelvis kontrakter, da termerne således kun ville have repræsenteret én del af varemærkeretten. Ved at tage udgangspunkt i flere forskellige typer af tekster tilsigtes maksimal bredde i grundlaget for udvælgelsen af termer. 4

8 2. KONCIPERING AF ORDBOGEN Specialets kapitel 2 har til formål at præsentere de teoretiske overvejelser i forbindelse med konciperingen af fagordbogen. Overvejelserne indbefatter først og fremmest en definition af ordbogens profil, herunder ordbogstypen, brugergruppen samt brugerfunktionen. Herefter selekteres ordbogens materiale med udgangspunkt i en varemærkeretlig fagsystematik. Dernæst diskuteres selektion af henholdsvis lemma og ækvivalent samt ordbogens faglige og grammatiske oplysninger. Endelig bestemmes ordbogens struktur, herunder makro- og mikrostruktur samt fordelings- og henvisningsstruktur. De teoretiske overvejelser danner tilsammen grundlaget for det ordbogskoncept, som selve ordbogen skal udarbejdes efter. Manual i fagleksikografi af Henning Bergenholtz og Sven Tarp (Bergenholtz & Tarp 1994) danner den teoretiske og leksikografiske baggrund for overvejelserne. I tilfælde, hvor der kræves en mere uddybende forklaring, vil Manualen blive suppleret af andre leksikografiske tidsskriftsartikler. Dette gælder i sær for afsnittene 2.5 om faglige oplysninger og om kollokationer Ordbogens profil En definition af ordbogens profil hører med til det indledende forarbejde til en fagordbog. Ordbogsprofilen omhandler ordbogens type, ordbogens brugergruppe og brugerfunktion. Ordbogens brugergruppe udgøres af de brugere, som ordbogen henvender sig til, hvor brugerfunktionen definerer de situationer, hvor brugeren skal anvende ordbogen (Bergenholtz & Tarp 1994: 16). Den intenderede brugergruppe samt brugerfunktion er vigtig at fastlægge så tidligt som muligt i et ordbogsforløb, således at alle ordbogens oplysninger fra start kan blive tilpasset brugernes behov Ordbogstype Denne ordbog er en fransk-dansk juridisk ordbog indenfor fagområdet varemærker og varemærkeret. Fagområdet forventes at være kulturspecifikt, da emnet har særlige og individuelle karakteristiske træk i bestemte lande og kulturer. Ordbogen må således tage hensyn til de kulturelle forskelle, der findes på området varemærker og varemærkeret i henholdsvis Frankrig og Danmark (Bergenholtz & Tarp 1994: 57, 186). Ordbogen er desuden udarbejdet i papirform. 5

9 Brugergruppe og brugerfunktion Denne ordbogs intenderede brugergruppe består af tolke og translatører samt cand.ling.merc.- studerende i fransk ved landets handelshøjskoler. Brugergruppens modersmål er dansk, og af den grund formidles alle oplysninger i denne ordbog på dansk (Bergenholtz & Tarp 1994: 17). Ydermere besidder brugergruppen en stor sproglig viden i fransk men næsten ingen faglig viden om det juridiske emne. Dette betyder med andre ord, at brugerne kan karakteriseres som lægfolk med stor fremmedsproglig indsigt (Bergenholtz & Tarp 1994: 18). Ordbogens brugerfunktion er reception fra fremmedsprog samt oversættelse fra fremmedsprog til modersmål. Ved funktionen reception skal der være fokus på de faglige oplysninger i ordbogen, og ved funktionen oversættelse skal i stedet lægges vægt på oplysninger, der hjælper til med at finde det rigtige lemma, den korrekte ækvivalent, ækvivalensgraden samt oversættelse af eventuelle kollokationer (Bergenholtz & Tarp 1994: 21) Selektion af ordbogens materiale Ordbogens kildemateriale danner baggrund for de oplysninger, der kan findes i ordbogen. Der findes forskellige måder at udvælge dette materiale på. Ifølge Bergenholtz & Tarp, er det metodemæssigt mest sikkert at tage udgangspunkt i et tekstkorpus, som består af en samling tekster med samme kommunikative formål (1994: 94). I denne ordbog har en sådan metode ikke været hensigtsmæssig, eftersom ordbogen ikke kun dækker termer fra ét bestemt område af varemærkeretten i Frankrig og Danmark. Ordbogen tilsigter i stedet at medtage et så bredt udvalg af termer som muligt indenfor områdets fagsystematik. Lemmata er således udvalgt på baggrund af flere typer af tekster, der kan belyse alle områderne indenfor varemærkeretten. I det følgende opstilles en varemærkeretlig fagsystematik, med henblik på at afgrænse og systematisere ordbogens fagområde. Fagsystematikken skal udstikke rammerne for det materiale, der udgør ordbogens empiriske basis, og på den måde tilsigtes det, at den empiriske basis dækker hele det varemærkeretlige område Varemærkeretlig fagsystematik Når der udarbejdes en fagsystematik, skabes en systematisering af det fagområde, som ordbogen dækker (Bergenholtz & Tarp 1994: 84). Der findes tre forskellige typer af fagsystematik: Ekstern 6

10 fagsystematik, intern fagsystematik samt en termsystematik. Den eksterne fagsystematik afgrænser fagområdet i forhold til andre områder, og synliggør hvilket tekstmateriale, der skal danne den empiriske basis for ordbogen (ibid.). Den eksterne fagsystematik har en så general struktur, at den dækker over både det franske og det danske fagområde. I dette speciale vil den eksterne fagsystematik være som følger: Varemærkeretten: 1. Retsgrundlag 2. Stiftelse af varemærkeret 3. Hindringer for stiftelse af varemærkeret 4. Opretholdelse af varemærkeret 5. Krænkelse af den varemærkeretlige eneret Den interne fagsystematik er en udbygning af den eksterne fagsystematik. Den har til formål at skabe et overblik over ordbogens fagområde samt de temaer, der skal behandles i ordbogen. På den måde danner den interne fagsystematik basis for ordbogens opbygning (ibid.). I dette speciale opstilles ordbogsartiklerne dog alfabetisk, og derfor vil den interne fagsystematik i stedet være afspejlet i opbygningen af den faglige indledning. Varemærkeretten betragtes som tidligere nævnt i afsnit som et kulturbundet fagområde, og ordbogen vil derfor også være en kulturbunden fagordbog, der skal tage hensyn til, at retssystemet i Frankrig og Danmark ikke altid er opbygget på samme måde. Der udarbejdes således en selvstændig intern fagsystematik for henholdsvis fransk og dansk (ibid.). Den interne franske fagsystematik vil således blive som følger: Varemærkeretten: 1. Retsgrundlag 2. Stiftelse af varemærkeret 2.1. Enregistrement 3. Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Frankrig 3.1. Illicéité 3.2. Défaut de caractère distinctif 3.3. Caractère trompeur 3.4. Indisponibilité 4. Opretholdelse af varemærkeret i Frankrig 4.1. Renouvellement 4.2. Obligation d usage 4.3. Dégénérescence 7

11 4.4. Opposition 4.5. Action en nullité 4.6. Action en revendication 4.7. Licence 5. Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Frankrig 5.1. Types d infractions Reproduction Imitation Usage illicite 5.2. Recours Saisie-contrefaçon Interdiction provisoire Sanctions de la contrefaçon Den danske fagsystematik tager sig ud som følger: Varemærkeretten: 1. Retsgrundlag 2. Stiftelse af varemærkeret 2.1. Registrering 2.2. Ibrugtagning 3. Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Danmark 3.1. Lovstridighed 3.2. Manglende særpræg 3.3. Vildledning 3.4. Forvekslelighed 3.5. Krænkelse af ophavsret 3.6. Forvekslelighed med personnavne eller virksomhedsnavne 4. Opretholdelse af varemærkeretten i Danmark 4.1. Fornyelse 4.2. Brugspligt 4.3. Degeneration 4.4. Indsigelser 4.5. Anmodning om administrativ ophævelse 4.6. Licens 5. Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Danmark 5.1. Retsmidler Fogedforbud 8

12 Bevissikring 5.2. Sanktioner Af de to interne fagsystematikker fremgår de ligheder og forskelle, der findes de to lande imellem på det varemærkeretlige område. Disse ligheder og forskelle vil blive nærmere undersøgt i ordbogens faglige indledning Empirisk basis Til trods for at varemærker og varemærkeret er et vigtigt og meget omtalt emne, findes der ikke meget litteratur på området. Kriteriet for valget af litteratur til ordbogen har været, at udgivelsesåret hovedsageligt skulle være senere end 1991, eftersom den nuværende varemærkelov både i Frankrig og Danmark er udarbejdet i Derudover har EF-direktivet fra 1989 og rådsforordningen fra 1994 haft til formål at harmonisere al lovgivning omkring varemærkeret i hele EU, og derfor er der sket en del ændringer i varemærkeretten efter 1991 i begge lande. Ordbogens empiriske basis udgøres af materiale på både dansk og fransk. For den franske del er der primært taget udgangspunkt i den franske lov om varemærker fra 1991, CPI L til L samt i fire juridiske monografier: Galloux 2003, Bertrand 2002, Berthet 2000 og Mathély 1994, udarbejdet af franske specialister inden for immaterialret. Derudover indgår der materiale fra det franske Institut National de la Propriété Industrielle's hjemmeside samt termer fra to eksisterende ordbøger indeholdende immaterialretlige termer, Christensen & Fich 2003 samt Krogh-Hansen Den franske del af den empiriske basis er anvendt ved selektionen af de termer, der behandles i ordbogsartiklerne, ved udarbejdelsen af de faglige oplysninger samt ved selektionen af kollokationer. Materialet, der danner baggrund for den danske del, udgøres af materiale, der er parallelt med den franske empiriske basis. Materialet består primært af den danske Varemærkelov fra 1991, LBK 782/ samt tre juridiske monografier: Koktvedgaard 2002, Madsen 2002 samt Koktvedgaard og Wallberg Derudover anvendes dokumenter fra Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside. Den danske del af den empiriske basis ligger til grund for ækvivalensselektionen samt for de komparative oplysninger om den danske ækvivalenter, der angives i ordbogsartiklerne og i den faglige indledning. 9

13 2.3. Lemmaselektion Som udgangspunkt for lemmaselektion til en fagordbog bør der medtages de lemmata, som erfaringsmæssigt kan give problemer i forbindelse med reception, oversættelse og tekstproduktion (Bergenholtz & Tarp 1994: 101). Lemmaselektion er altafgørende for en ordbogs kvalitet, idet den fastsætter både den type samt det antal af termer, der medtages i ordbogen. Til denne ordbog vil der blive foretaget en minimerende lemmaselektion (Bergenholtz & Tarp 1994: 103), da ordbogen, pga. af specialets begrænsede omfang, ikke kan medtage alle eksisterende varemærkeretlige termer. Der vil således kun blive selekteret de vigtigste termer ud fra den opstillede varemærkeretlige fagsystematik. Ordbogen dækker termer fra hele processen omkring varemærkeansøgningen, registreringen, opretholdelse af en varemærkeret samt krænkelse af en varemærkeretlig eneret. Lemmata er medtaget, selvom de kun optræder enkelte gange i materialet, og de kan derfor ikke siges at være udvalgt udfra et hyppighedskriterium. Den empiriske basis, hvorfra lemmata er selekteret er som nævnt i afsnit lovtekster, juridiske monografier samt juridiske fagordbøger. Derudover anvendes der materiale fra den franske registreringsmyndighed Institut National de la Propriété National. Eftersom ordbogen udarbejdes som en fransk-dansk ordbog, foretages der kun selektion af franske lemmata. Ordbogens brugergruppe består som nævnt i afsnit 1.1. af brugere med høj sproglig kompetence og lav faglig viden. Derfor medtages primært fagtermer samt fagudtryk, men der vil ligeledes forekomme lemmatisering af "almensproglige" ord, hvis betydning i varemærkeretlige tekster adskiller sig fra deres betydning i almensproglige tekster, f.eks. dépôt, déposer, enregistrer, proteger. Disse ord skal således ikke forveksles med "almensproglige" ord, da de i denne sammenhæng optræder som fagtermer med deres specifikke betydning indenfor varemærkeretten. Flerordslemmata, der består af substantiver, der er sat sammen ved hjælp af en bindestreg eller en præposition, f.eks. saisie-contrefaçon eller action en nullité, og som udgør en terminologisk enhed, opføres som selvstændige lemmata i ordbogens makrostruktur (Kjær 1997: 1). Disse flerordslemmata er fasttømret som selvstændige juridiske begreber, og af samme grund vil de kræve en faglig forklaring. Alternativt kunne flerordstermerne blive placeret som kollokationerne i mikrostrukturen under det vigtigste ord i termen, men dette ville resultere i en alt for omfangsrig ordbogsartikel, der ville virke uoverskuelig for brugeren. Substantiver og verber opføres særskilt i ordlisten. Af den 10

14 grund kan det samme lemma, blot i to forskellige former, optræde to gange i ordlisten, f.eks. dépôt og déposer samt anteriorité og antérioriser. Endvidere lemmatiseres forkortelser af fagtermer, dog henvises der til deres fuldform for faglig forklaring og andre oplysninger. I brugervejledningen anvendes ordet opslagsord i stedet for den tekniske term lemma. Det kan diskuteres, om ikke ordbogens brugergruppe er bekendt med termen lemma men ved at bruge opslagsord, kan der ikke herske nogen tvivl hos brugeren om betydningen. Lemmataene placeres alfabetisk efter ord-for-ord metoden og lemmatiseres i deres grundform, dvs. substantiver i singularis og verber i infinitiv Ækvivalensselektion En ækvivalent er en leksikalsk enhed, som viser ækvivalens med en bestemt leksikalsk enhed i et andet sprog (Bergenholtz m.fl. 1997: 107). I en kulturbunden juridisk ordbog kan det ud fra denne definition være problematisk overhovedet at tale om et valg af ækvivalent, da det i mange tilfælde slet ikke er muligt at finde en ækvivalent til eksempelvis en fransk juridisk term (Chaffey 1991: 1). Retssystemerne i Frankrig og Danmark er opbygget på forskellig måde, og derfor vil der ikke altid eksistere de samme begreber på både udgangssproget og målsproget. Pga. af den EUharmonisering, der har præget både fransk og dansk varemærkeret, kan det forventes, at det varemærkeretlige område fremstår mindre kulturbundet. Varemærkelovene i Frankrig og Danmark vil nemlig pga. EU-harmoniseringen være opbygget på tilnærmelsesvis samme måde. Ordbogen er dog alligevel nødt til at arbejde med forskellige grader af ækvivalens, eftersom der stadig vil være kulturspecifikke forskelle mellem landene at tage hensyn til. Der eksisterer følgende tre grader af ækvivalens (Bergenholtz & Tarp 1994: 111): Fuld ækvivalens, hvor der eksisterer to identiske begreber på både fransk og dansk. Det vil sige, at der til det franske lemma findes en dansk ækvivalent med nøjagtig samme betydning. Disse anføres i ordbogen uden markering af ækvivalensgrad. Delvis ækvivalens, hvor der eksisterer et begreb på dansk, der er delvist identisk med det franske. Sådanne delvise ækvivalenter angives med enkelt anførselstegn, og komparative oplysninger omkring de forskelle, der findes mellem lemma og ækvivalent, angives efter den danske ækvivalent i en note. 11

15 Nul ækvivalens, hvor der ikke eksisterer et identisk begreb på dansk, eller hvor begrebet eksisterer på dansk, men der findes ikke nogen term til at beskrive det. Der konstrueres i disse tilfælde en ækvivalent udfra det franske begrebs betydning på baggrund af en fransk definition af lemmaet. Konstruerede ækvivalenter markeres med dobbelt anførselstegn. Det vil fremgå af en note til ækvivalenten, hvis begrebet ikke eksisterer på dansk, og derudover vil der være andre relevante komparative oplysninger om danske forhold. Brugeren kan ved nul ækvivalens vælge at oversætte lemma ved kun at anføre den konstruerede ækvivalent eller ved at lade den konstruerede ækvivalent optræde sammen med komparative oplysninger om Danmark i eksempelvis en fodnote til ækvivalenten. Ved monoseme lemmata, angives alle synonyme ækvivalenter, da dette giver brugeren en mulighed for at variere sit sprog i f.eks. en oversættelse. Polyseme lemmata opføres med en nummerbetegnelse for hver betydning, og i hver af ordbogsartiklerne angives den faglige forklaring, der passer til opslagsordets betydning. Som nævnt i afsnit udføres ækvivalentselektionen i denne ordbog primært på baggrund af lovtekster, danske juridiske monografier samt materiale fra Patent- og Varemærkestyrelsen. Den empiriske basis for ækvivalentselektion udgøres af den samme type tekstmateriale som den empiriske basis til lemmaselektionen. Det tilsigtes her, at det franske og danske materiale dækker alle de emner, der er opstillet i den varemærkeretlige fagsystematik, så parallelt som muligt Faglige oplysninger I forbindelse med en kulturspecifik bilingval fagordbog, hvor brugeren primært er uden fagsproglig kompetence, er der et behov for, at ordbogen indeholder faglige oplysninger omkring det kulturbundne område (Dyrberg & Tournay 1999: 61). Disse oplysninger kan formidles i form af faglige forklaringer i ordbogsartiklerne eller i form af en selvstændig komparativ faglig indledning til det kulturbundne område. Brugeren har på den måde mulighed for at få forståelse for det juridiske område samt for de forskelle og ligheder, der findes mellem de to sprog. Herefter vil brugeren være i stand til at foretage en kvalitativ oversættelse eller en korrekt reception af tekster omhandlende varemærker og varemærkeret (Bergenholtz & Tarp 1994: 145). Grundet brugernes forventede minimale faglige indsigt i forhold til det kulturbundne område vil der blive lagt stor vægt på omfanget af 12

16 faglige oplysninger i ordbogen. I det følgende diskuteres behovet for faglige forklaringer i den enkelte ordbogsartikel samt faglige oplysninger struktureret i en faglig indledning Faglig forklaring Som nævnt ovenfor forventes brugeren til denne ordbog at have en minimal faglig indsigt i varemærker og varemærkeret. Af den årsag udarbejdes der faglige forklaringer til de franske varemærkeretlige termer. Der udarbejdes ikke faglige forklaringer til forkortelser, synonymer samt til verber, der har et tilsvarende substantiv. Her henvises i stedet til det lemma, hvor forklaringen kan findes, med eksempelvis antérioriser henvises der til antériorité, samt ved demande en déchéance, hvor der henvises til action en déchéance. Den faglige forklaring har til formål at give brugeren en forståelse og indsigt i lemmaets faglige betydning (Bergenholtz & Tarp 1994: 226). Den placeres umiddelbart efter lemmaet, således at der ikke hersker nogen tvivl om, at den faglige forklaring kun dækker den faglige betydning af det franske begreb. Hvis ækvivalenten blev placeret før den faglige forklaring kunne det i tilfælde af nulækvivalens, jf. afsnit 1.4. være misvisende da brugeren kunne foranlediges til at tro, at den faglige forklaring både var dækkende for det franske og danske begreb. Når ordbogens funktion er reception og oversættelse af kulturbundne franske tekster, anses den faglige forklaring som værende én af de vigtigste informationer for brugeren, og derfor præsenteres den som én af de første oplysninger i ordbogsartiklens mikrostruktur. For at tilgodese ordbogens oversætterfunktion fremhæves ækvivalenten dog med kursiv og fed skrifttype. Brugeren har hermed mulighed for hurtigt at identificere ækvivalenten i ordbogsartiklen. Den faglige forklaring skrives på brugerens modersmål dansk, og det tilstræbes, at de faglige forklaringer udarbejdes i et sprog, der kan forstås af brugeren, som i dette tilfælde er lægmand. Forklaringerne indeholder således ikke overflødige fagtermer, der eventuelt ville kunne forvirre brugeren. I de tilfælde, hvor det kan være nødvendigt at anvende en fransk varemærkeretlig term i den faglige forklaring, markeres denne med kursiv skrift. Brugeren henvises på den måde til den ordbogsartikel, hvor den pågældende term er behandlet. Forklaringerne består af en definition af fagtermen, som skal give brugeren en forståelse af det juridiske begreb. Det tilstræbes en ensartet og præcis opbygning af de faglige forklaringer, således at brugeren på stringent vis får formidlet de faglige oplysninger om lemma, han har behov for (Duvå & Laursen 1999: 52). De faglige forklaringer indledes 13

17 med det nærmeste overbegreb, hvor dette er muligt, og der gøres brug af hele sætninger med en finit struktur (Dyrberg & Tournay 1999: 62). Til sidst i ordbogsartiklen henvises der til det afsnit i den faglige indledning, hvor fagtermen bliver behandlet yderligere. Dette gør det muligt for brugeren at søge supplerende oplysninger om fagtermen. I tilfælde hvor der er forskelle mellem det franske og det danske begrebs indholdsmæssige betydning, gives der komparative oplysninger om den danske ækvivalent i en note Faglig indledning Den faglige indledning er en selvstændig del af denne ordbog. Den indeholder en systematisk komparativ indføring i varemærker og varemærkeret i henholdsvis Frankrig og Danmark, som udarbejdes på baggrund af den opstillede fagsystematik, se afsnit Da ordbogen er bilingval, foretages der en komparativ fremstilling af fransk og dansk varemærkeret for at illustrere de forskelle og ligheder, der findes mellem Frankrig og Danmark på området. Grundet de fleste brugers minimale faglige viden om varemærker og varemærkeret skønnes det, at brugeren har et behov for at danne sig et overblik over det juridiske område, når der foretages reception eller oversættelse af franske tekster indenfor området varemærker og varemærkeret. Den faglige indledning er tænkt som et supplement til ordbogsartiklerne, hvor brugeren kan vælge kun at læse om det relevante lemmata, som man har brug for i en given oversættelsessituation. Afsnittene i den faglige indledning kan læses uafhængigt af hinanden, da der gøres brug af krydshenvisninger. Indledningen knyttes sammen med de faglige forklaringer i ordbogsartiklerne ved hjælp af et henvisningssystem. Den faglige indledning kan ligeledes bruges uden ordlisten, hvis brugeren kun ønsker at tilegne sig viden om det juridiske emne. Som nævnt ovenfor udarbejdes den faglige indledning som en sammenligning af Frankrig og Danmarks varemærkeret. Der foretages en komparativ analyse af stiftelse af varemærkeret i Frankrig og Danmark, hindringer for stiftelse af varemærkeret, opretholdelse af varemærkeret samt krænkelse af den varemærkeretlige eneret. Eftersom den varemærkeretlige eneret også kan opnås ved forskellige former for international registrering omtales internationale varemærkeordninger kort. De vigtigste forskelle og ligheder mellem Danmark og Frankrig vil løbende blive opsummeret i komparative sammenfatninger. 14

18 Ifølge Bergenholtz & Tarp kan en faglig indledning have meget forskellige længder alt efter hvilket fagområde og hvilke begreber, som behandles (1994: 161). Den faglige indledning til denne ordbog er forholdsvis omfattende rent sidemæssig. Årsagen hertil er, at den faglige indledning behandler egentlige juridiske begreber, hvilket kræver en del forklaring. Den faglige indledning har en selvstændig indholdsfortegnelse, således at brugeren hurtigt kan søge information om et bestemt område af varemærkeretten i enten Frankrig eller Danmark. Den faglige indlednings indholdsfortegnelse fremgår ikke af specialets samlede indholdsfortegnelse, da ordbogen betragtes som en selvstændig del af specialet med egen afsnitsnummerering. Af hensyn til læsevenligheden udarbejdes den faglige indledning på dansk, som er brugerens modersmål. Franske varemærkeretlige termer angives i parentes med kursiv skrift. Den franske term eller begreb nævnes kun første gang den optræder. I alle underoverskrifter til de franske afsnit anføres den franske term først og den danske ækvivalent i parentes derefter. Brugeren kan på den måde hurtigt og overskueligt finde det afsnit, som omhandler en bestemt fransk term eller et begreb. Der angives kildehenvisninger i parentes og kilderne kan findes i listen over anvendt litteratur, som placeres umiddelbart efter den faglige indledning. Den faglige indledning indsættes i ordbogen umiddelbart efter ordbogsartiklerne. Dette sker for at tilgodese brugeren i en oversættelsessituation, så brugeren ikke behøver at arbejde sig igennem hele den faglige indledning inden selve ordlisten Sproglige oplysninger I denne ordbog har brugeren som tidligere nævnt stor sproglig kompetence. Dette gør, at behovet for sproglige oplysninger i ordbogen kan synes mindre, end hvis brugeren havde haft en lille sproglig kompetence. I forbindelse med fagsproglige tekster har brugeren ikke nødvendigvis en viden om, f.eks. hvilke ordforbindelser et juridisk begreb optræder i, eller hvilket køn det juridiske begreb er. I mange ordbøger vil brugeren blive anbefalet at bruge almensproglige ordbøger som kilde til sproglige oplysninger (Bergenholtz & Tarp 1994: 112). I denne ordbog betragtes det dog som mest hensigtsmæssigt at angive sproglige oplysninger i forbindelse med både lemma og ækvivalent i ordbogsartiklerne for på den måde at begrænse yderligere ordbogsopslag. De sproglige oplysninger består af oplysninger omkring grammatik, kollokationer samt synonymi. 15

19 Grammatik I ordbogen medtages der relativt få grammatiske oplysninger om både lemma og ækvivalent. Ved det franske lemma angives køn, og angivelserne følger lige efter lemma i ordbogsartiklen markeret med almindelig skrifttype samt parentes, eksempelvis (m) eller (f). Ved den danske ækvivalent angives intetkøn eller fælleskøn ved substantiver samt ordklasse, eksempelvis (sub, -en) eller (sub, - et) Kollokationer Denne ordbog vil indeholde kollokationer. På nuværende tidspunkt findes der blandt leksikografer ikke nogen klar og entydig definition på en kollokation (Bergenholtz & Tarp 1994: 118). Én måde, som kollokationerne ifølge Duvå & Laursen kan præsenteres på, er som ordforbindelser på langueniveau med en infinit struktur, hvilket vil sige, at lemma bliver placeret uden for tid og sted (1999: 49). Modsætningen hertil er sætningseksempler, der afspejler parole-niveau, hvor sætningerne har en finit struktur, som placerer lemma uden for i tid og sted (ibid.). I denne ordbog optræder der kun kollokationer og ikke sætningseksempler, da ordbogen ikke har et bestemt tekstkorpus, hvorfra sætningseksemplerne kunne selekteres. Kollokationerne udgør et fast paradigme, som skal give brugeren et billede af lemmaets syntaktiske relation med kollokaterne (Poulsen 1991: 289). Angivelsen af kollokationer kan især være vigtige i en ordbog med funktionen tekstproduktion og oversættelse, hvor kollokationerne netop skal gøre brugeren i stand til at konstruere korrekte sætninger på et fremmedsprog. I denne ordbog, hvor funktionen er reception og oversættelse, medtages kollokationerne for at gøre brugeren i stand til at foretage en korrekt oversættelse af de faste syntagmer, som en varemærkeretlig term kan indgå i. Antallet af kollokationerne i ordbogen vil være begrænset eftersom alle flerordstermer, der alternativt kunne medtages som kollokationer, er opført som selvstændige lemmata i ordlisten, se afsnit 2.3. Kollokationerne selekteres ud fra ordbogens empiriske basis, og vil typisk udgøre syntagmer i form af et lemmas sammensætning med et verbum, en præposition, et adjektiv eller et substantiv. Eksempelvis: 16

20 acquérir un droit exclusif - lemma = droit exclusif (substantiv), kollokat = acquérir (verbum) antérioriser une marque - lemma = antérioriser (verbum), kollokat = une marque (substantiv) licence de marque - lemma = licence (substantiv), kollokat = de marque (præp + substantiv) Kollokationer placeres under den varemærkeretlige term, der er vigtigst i kollokationen. De samme kollokationer kan optræde under flere lemmata, da brugeren på den måde, ligegyldigt hvilket lemma, der som udgangspunkt søges under, kan finde en given kollokation. Kollokationerne indsættes i ordbogsartiklen umiddelbart efter ækvivalenten eller noten til ækvivalenten og markeres med tegnet. De franske kollokationer angives med kursiv skrift og oversættes til dansk. Findes der flere franske kollokationer med samme betydning, adskilles disse ved hjælp af en skråstreg. Den danske oversættelse af kollokationen placeres umiddelbart efter den franske kollokation med almindelig skrifttype. Såfremt den franske ordforbindelse kan oversættes til dansk på forskellige måder med samme betydning, adskilles de danske oversættelser ligeledes ved hjælp af en skråstreg Synonymer Ved synonymer forstås et ord, der betyder det samme eller omtrent det samme som lemma eller ækvivalent (Bergenholtz m.fl. 1997: 245). Brugeren kan både ved oversættelse og reception have stor nytte af oplysninger omkring synonymi, da de kan tjene som supplement til f.eks. de faglige oplysninger. I denne ordbog angives eventuelle synonymer til lemmaet i et selvstændigt synonymfelt under symbolet =. Synonyme ækvivalenter angives i alfabetisk rækkefølge i ækvivalentfeltet, for at gavne oversættelsesfunktionen. Synonymer angives i deres grundform på samme måde som lemmata, dvs. substantiver i singularis og verber i infinitiv. Alle synonymer optræder som selvstændige lemmata i ordbogen Ordbogens omtekst Ordbogens omtekst er defineret ved den tekst, der omgiver ordbogens mest centrale byggedel nemlig ordlisten (Bergenholtz & Tarp 1994: 231). Denne ordbogs omtekst består af en indholdsforteg- 17

21 nelse over selve ordbogen, som ikke vil fremgå af hele specialets samlede indholdsfortegnelse. Dernæst et forord, der beskriver ordbogens formål, funktion, omfang og anvendelse samt en brugervejledning, som udgør en central rolle i ordbogen. Brugervejledningen angiver, hvilke oplysninger brugeren kan finde i de enkelte ordbogsartikler, og hvordan brugeren let og hurtigt finder de ønskede oplysninger. Det præsenteres, hvordan oplysningerne er struktureret, samt hvordan det indbyrdes forhold er mellem oplysningerne, f.eks. med hensyn til krydshenvisninger. Både i forordet og i brugervejledningen vil der forekomme gentagelser fra den teoretiske del af specialet, som ikke kan undgås, da ordbogen skal kunne læses som en selvstændig del af det samlede speciale. Herefter følger en liste over anvendte tegn og forkortelser i ordbogen. Den faglige indledning placeres efter selve ordlisten. Her gives som nævnt i afsnit en systematisk indføring i varemærkeretten i Frankrig og Danmark, og brugeren får dermed et supplement til de oplysninger, der findes i ordbogsartiklerne. I brugervejledningen forklares strukturen i den faglige indledning og hvilke oplysninger, der kan findes i denne. Efter den faglige indledning præsenteres en liste over den faglitteratur, der er anvendt ved udarbejdelsen af den faglige indledning. Endelig indsættes et alfabetisk register over de medtagne opslagsord i den fransk-danske ordliste Ordbogens struktur Ordbogens informationer vil i det nedenstående blive grupperet i forskellige typer strukturer. Det sker for at skabe brugermæssig overskuelighed (Bergenholtz & Tarp 1994: 203) Makrostruktur Ved makrostruktur forstås strukturen af lemmata i en ordliste (Bergenholtz & Tarp 1994: 205). Placeringen af lemmata i denne ordbogs ordliste går ud fra det alfabetiske princip, og lemmataene alfabetiseres efter ord-for-ord metoden, der sikrer brugeren en hurtig og nem tilgang til lemmataene. Endvidere arrangeres ordlisten glatalfabetisk, således at hvert lemma behandles i en særskilt ordbogsartikel (Bergenholtz/ Tarp 1994: ). En alfabetisering af lemmataene kan bevirke, at ordbogens fagsystematik går tabt. Her gøres der i stedet brug af henvisninger fra én ordbogsartikel til en anden samt til den faglige indledning, som på den måde skal hjælpe brugeren til hele tiden at holde systematikken for øje. 18

22 Mikrostruktur En ordbogs mikrostruktur omhandler ordbogsartiklens opbygning, dvs. strukturen af de oplysninger der angives i forbindelse med det enkelte lemma i artiklen (Bergenholtz & Tarp 1994: 216). Denne ordbogs mikrostruktur illustreres ved nedenstående eksempel på en ordbogsartikel. Artiklen er opstillet på en skematisk måde, og en ny linie markerer et nyt felt i artiklen: lemma (grammatisk angivelse) faglig forklaring ækvivalent (grammatisk angivelse) Note: fransk kollokation dansk oversættelse = fransk synonym henvisning til anden ordbogsartikel henvisning til faglig indledning Skrifttyperne i ordbogsartiklerne svarer til dem, der er vist i ovenstående eksempel. Det franske lemma er fremhævet med fed skrift. Den faglige forklaring til det franske lemma er angivet med almindelig skrifttype. Den danske ækvivalent i kursiv og fed, og herefter en eventuel note, indeholdende komparative oplysninger om den danske ækvivalent. Franske kollokationer markeres i kursiv, og den danske oversættelse til de franske kollokationer og eventuelle franske synonyme kollokationer skrives med almindelig skrifttype. Endelig markeres henvisninger til en anden ordbogsartikel med, eller til afsnit i den faglige indledning med samt afsnitsnummer og F eller DK, der indikerer, om afsnittet omhandler Frankrig eller Danmark. Det skal bemærkes, at alle felter i artiklen ikke altid er udfyldt, samt at de enkelte ordbogsartikler ikke indeholder kildeangivelser. Begrundelsen er, at sådanne kildehenvisninger kan virke forstyrrende på brugeren ved opslag, og artiklen vil dermed kunne fremstå mere uoverskuelig Fordelingsstruktur Fordelingsstrukturen omhandler placeringen af ordbogens sproglige og faglige oplysninger, som kan være fordelt på forskellige steder i ordbogen (Bergenholtz & Tarp 1994: 203). I denne ordbog kan de faglige oplysninger findes i ordbogsartiklerne som faglige forklaringer samt i en selvstændig 19

23 ordbogsdel i form af en faglig indledning. Årsagen til denne fordeling er, at brugeren, ved opslag i ordlisten, får den korteste og mest overskuelig information til sin rådighed. I ordbogsartiklen findes således en faglig forklaring på lemmaet, hvorefter der henvises til den faglige indledning. Her kan brugeren finde yderligere og mere omfattende information om lemmaet og den sammenhæng, som lemmaet optræder i. De sproglige oplysninger kan derimod kun findes i de enkelte artikler, da ordbogen pga. af sit begrænsede omfang ikke indeholder en selvstændig ordbogsgrammatik Henvisningsstruktur Når ordbogens informationer er placeret forskellige steder i ordbogen, som det er nævnt ovenfor, kræver det, at ordbogen har en meget udførlig henvisningsstruktur, der gør det muligt for brugeren at finde frem til de ønskede oplysninger (Bergenholtz & Tarp 1994: 234). I denne ordbog arbejdes der hovedsageligt med ordbogsinterne henvisninger i form af komponentinterne og komponenteksterne henvisninger. Ved de komponentinterne henvisninger, henvises der fra ét sted i den faglige indledning til et andet, eller fra én ordbogsartikel til en anden. Når brugeren anbefales at konsultere et andet bestemt sted i den faglige indledning, indikeres det ved hjælp af "se". Når der henvises fra én artikel i ordlisten til en anden, angives det ved hjælp af. Ved de komponenteksterne henvisninger i ordbogen, henvises der fra én ordbogsartikel til et sted i den faglige indledning og omvendt. Henvisninger fra én ordbogsartikel til den faglige indledning markeres med samt nummeret på det afsnit, hvori oplysningerne kan findes. Derudover anføres enten F eller DK, der indikerer, om der henvises til et afsnit omkring Frankrig eller omkring Danmark. I den faglige indledning markeres en henvisning til en ordbogsartikel ved, at det pågældende lemma fremhæves med skrifttype fed og kursiv. 20

24 3. FRANSK- DANSK ORDBOGSDEL Indholdsfortegnelse Forord...22 Brugervejledning...23 Liste over anvendte tegn og forkortelser...29 Fransk-dansk ordliste...30 Varemærkeretten i Frankrig og Danmark...48 Liste over anvendt faglitteratur...87 Register over opslagsord

25 Forord Denne ordbog er en fransk-dansk juridisk ordbog indenfor fagområdet varemærker og varemærkeret. Ordbogen er tænkt som et værktøj til brug ved læsning, forståelse og oversættelse af franske juridiske tekster, der omhandler varemærker og varemærkeret. Ordbogen dækker termer og begreber fra hele processen omkring varemærkeansøgningen, registreringen, opretholdelse af varemærkeretten samt krænkelse af en varemærkeretlig eneret. Termerne er udvalgt på baggrund af den franske varemærkeret, franske juridiske monografier, eksisterende fagordbøger indeholdende immaterialretlige termer samt tekster fra den franske registreringsmyndighed Institut National de la Propriété Industrielle. Ordbogens ordliste er ikke udtømmende, og det kan være nødvendigt at søge supplerende oplysninger i andre juridiske ordbøger samt i almensproglige ordbøger. Ordbogen indeholder ækvivalenter til varemærkeretlige fagtermer samt til "almensproglige" ord, som har en specifik betydning i varemærkeretlige tekster. I ordbogen findes faglige oplysninger i form af faglige forklaringer i de enkelte ordbogsartikler samt i form af en selvstændig faglig indledning, der indeholder en komparativ indføring i varemærker og varemærkeret i Danmark og Frankrig. I ordbogen angives desuden sproglige oplysninger til både opslagsord og ækvivalent. Ordbogen henvender sig primært til oversættere, tolke samt cand.ling.merc.-studerende og undervisere i juridisk fransk ved landets handelshøjskoler, men kan endvidere bruges af andre interesserede, der blot ønsker at tilegne sig viden omkring fransk og dansk varemærkeret. 22

26 Brugervejledning Brugervejledningen har til formål at informere om ordbogens opbygning samt om de oplysninger, der kan findes i de enkelte ordbogsartikler. Ordbogens oplysninger beskrives enkeltvis i nedenstående punkter og præsenteres i den samme rækkefølge, som de forekommer i ordbogsartiklerne. Efter brugervejledningen følger en liste over de tegn og forkortelser, der anvendes i hele ordbogen. Opslagsord Opslagsordet placeres først i ordbogsartiklen og er udrykket til venstre samt markeret med skrifttype fed. Opslagsordene er placeret ud fra det alfabetiske princip efter ord-for-ord metoden, hvor mellemrum tæller med som tegn og placeres før alfabetets første bogstav. Hver ordbogsartikel behandler kun ét enkelt opslagsord: marque (f) varemærke (sub, -et) Flerordsopslagsord Opslagsord, der består af flere på hinanden følgende substantiver står opført alfabetisk som selvstændige ordbogsartikler efter det første og vigtigste ord: taxe de renouvellement (f) fornyelsesgebyr (sub, -et) Grammatiske angivelser Det franske opslagsord samt den danske ækvivalent forsynes med en grammatisk angivelse, se ovenstående eksempler. Ved franske substantiver angives køn ved (m) eller (f) med parentes omkring, og ved danske substantiver angives ordklasse samt intetkøn ved (sub, -et) eller fælleskøn ved (sub, -en). Verber, adjektiver eller proprier angives ved hjælp af (v), (adj) eller (prop). Faglige forklaringer Franske fagtermer forklares ved hjælp af en faglig forklaring, der som hovedregel består af en definition af termen. Den faglige forklaring placeres lige efter opslagsordet og den grammatiske angivelse. Ved anvendelse af en fransk varemærkeretlig term i den faglige forklaring, markeres denne med kursiv skrift. I tilfælde hvor der er forskelle mellem betydningen af det franske og danske be- 23

27 greb, angives komparative oplysninger om den danske ækvivalent i en note, der placeres efter ækvivalenten: Code de la propriété intellectuelle (m) Lovbog, hvori reglerne omkring de lovbestemte enerettigheder indenfor den industrielle ejendomsret og ophavsretten er fastlagt. "lovbog om immaterialret" (sub, -en) Note: I Danmark er reglerne omkring de lovbestemte enerettigheder reguleret i selvstændige love som Varemærkeloven, Ophavsretsloven, Patentloven, Brugsmodelloven og Designloven. Ækvivalenter Ækvivalenter angives med kursiv og fed skrifttype. Ordbogen indeholder tre forskellige typer af ækvivalenter: 1) Ækvivalenter med nøjagtig samme betydning som det franske opslagsord (fuld ækvivalens): obligation d usage (f) ( ) brugspligt (sub, -en) 2) Ækvivalenter med delvis samme betydning som opslagsordet (delvis ækvivalens). Disse forsynes med enkelt anførselstegn: Institut National de la Propriété Industrielle (INPI) (prop) ( ) 'Patent- og varemærkestyrelsen' (prop) 3) Ækvivalenter, der er konstruerede, eftersom der til opslagsordet ikke findes et tilsvarende begreb på dansk (nul ækvivalens). Disse markeres med dobbelt anførselstegn: Code de la propriété intellectuelle (m) 24

28 ( ) "lovbog om immaterialret" (sub, -en) Hvis et fransk opslagsord har flere danske betydninger opføres opslagsordet med en nummerbetegnelse, og i hver af ordbogsartiklerne angives den faglige forklaring, der passer til opslagsordet betydning: droit de marque 1 (m) Del af den industrielle ejendomsret, der omhandler den retlige beskyttelse af varemærker. varemærkeret (sub, -en) droit de marque 2 (m) Enerettighed, der stiftes ved registrering, og som giver rettigheder til at benytte et særligt kendetegn som varemærke. varemærkeret (sub, -en) varemærkerettighed (sub, -en) Kollokationer Til de opslagsordene anføres eventuelle kollokationer, som opslagsordet indgår i. Kollokationerne i denne ordbog placeres i feltet med tegnet under den varemærkeretlige term, der er vigtigst i kollokationen. Kollokationerne har en infinit struktur og vil typisk udgøre et substantivs sammensætning med et verbum, en præposition eller et andet substantiv eller et verbums sammensætning med et substantiv eller en præposition. De franske kollokationer markeres med skrifttype kursiv, og opslagsordet erstattes af en tilde. Franske kollokationer med samme betydning adskilles ved hjælp af en skråstreg. Den danske oversættelse af kollokationen placeres efterfølgende med almindelig skrifttype, og såfremt den franske ordforbindelse kan oversættes til dansk på forskellige måder med samme betydning, adskilles de danske oversættelser ligeledes ved hjælp af en skråstreg: 25

29 opposition (f) ( ) indsigelse (sub, -en) ( ) faire à l enregistrement d une marque/ faire contre l enregistrement d une marque gøre indsigelse imod registreringen af et varemærke; former une á rejse indsigelse imod; formuler une contre l enregistrement d une marque fremsætte indsigelse imod registreringen af et varemærke Synonymer Eventuelle synonymer til opslagsordet opføres efter kollokationer og markeres med tegnet =. De opføres alfabetisk og behandles alle i en selvstændig ordbogsartikel. Synonymer fungerer således også som en indirekte henvisning til en anden artikel. I tilfælde af flere synonyme ækvivalenter til et opslagsord angives ækvivalenterne i alfabetisk rækkefølge under hinanden: concessionaire (m) licenstager (sub, -en) = licencié contrefaire (v) forfalske (v) krænke (v) plagiere (v) Henvisninger I ordbogen findes forskellige typer af henvisninger: 1) Henvisning fra ét sted i den faglige indledning til et andet ved hjælp af "se". 2) Henvisning fra én ordbogsartikel til en anden ordbogsartikel markeres ved hjælp af. Hvor der henvises til flere forskellige opslagsord, opføres disse alfabetisk. 26

30 enregistrer (v) registrere (v) (...) dépôt, enregistrement 3) Henvisning fra en ordbogsartikel til et afsnit i den faglige indledning. Eftersom den faglige indledning er udarbejdet i en komparativ form, henvises der til både det franske afsnit, hvor opslagsordet behandles, og til det danske afsnit, hvor ækvivalenten behandles. Henvisninger til den faglige indledning markeres med samt nummeret på det afsnit, hvori oplysningerne kan findes. Derudover anføres enten F eller DK, der indikerer, om der henvises til et afsnit omkring Frankrig eller Danmark: défaut de caractère distinctif (m) ( ) manglende særpræg (sub, -et) F: 6.2., DK: 7.2. Endvidere er der ved opslagsord, der ikke indeholder en faglig forklaring, henvisninger til den artikel, hvor den faglige forklaring kan findes. Det kan f.eks. være ved verber, der har et tilsvarende substantiv eller ved forkortelser. Dette markeres ved hjælp af. Ved opslagsord, der har et synonym anføres =. date de priorité (f) ( ) prioritetsdato (sub, -en) priorité marque de commerce (f) varemærke (sub, -et) = marque Faglig indledning Den faglige indledning indeholder en komparativ indføring i varemærkeretten i Frankrig og Danmark. Den er tænkt som et supplement til de faglige oplysninger, der forekommer i ordbogsartikler- 27

31 ne. Den faglige indledning indeholder en komparativ analyse af stiftelse af varemærkeret i Frankrig og Danmark, hindringer for stiftelse af varemærkeret, opretholdelse af varemærkeret samt krænkelse af den varemærkeretlige eneret. Eftersom den varemærkeretlige eneret også kan opnås ved forskellige former for international registrering omtales internationale varemærkeordninger kort. Den faglige indledning er skrevet på dansk. Franske termer er anført med kursiv skrift i parentes og i singularis. I alle underoverskrifterne til de franske afsnit anføres den franske term først og derefter den danske ækvivalent i parentes. Endvidere er de franske varemærkeretlige termer, der er medtaget som lemmata i ordbogen markeret med skrifttype fed og omgivet af parentes. Den franske term angives kun første gang den optræder. Herefter anvendes kun den danske ækvivalent. Kildehenvisningerne i parentes henviser til listen over anvendt faglitteratur, som placeres efter den faglige indledning. 28

32 Liste over anvendte tegn og forkortelser Forkortelser: adj adjektiv bl.a. blandt andet CPI Code de la propriété industrielle DK Danmark (omhandler danske forhold) dvs. det vil sige etc. et cetera; og så videre F Frankrig (omhandler franske forhold) f femininum fig. figur f.eks. for eksempel ibid. på samme sted INPI Institut National de la Propriété Industrielle m maskulinum ngt noget OHMI Office de l Harmonisation dans le Marché Intérieur prop proprium PVS Patent- og Varemærkestyrelsen qc quelque chose sub substantiv v verbum VMF EF-varemærkeforordningen 40/94 VML Varemærkeloven af 6. juni 1991 WIPO World Intellectual Property Organisation Tegn: "." markerer nulækvivalens og ækvivalenten er konstrueret '.' markerer delvis ækvivalens kollokation / adskiller synonyme kollokationer og synonyme oversættelser til kollokationer ; (semikolon) adskiller ikke synonyme kollokationer (tilde) genoptager opslagsordet i en kollokation, (komma) adskiller henvisninger. (punktum) afslutter forklaringer = angiver et synonym henvisning til anden ordbogsartikel henvisning til afsnit i faglig indledning 29

33 acquisition (f) erhvervelse (sub, -en) stiftelse (sub, en) d'un droit de marque erhvervelse af en varemærkeret/ stiftelse af en varemærkeret F: 3., DK: 4. action en contrefaçon (f) Søgsmål, der anlægges af indehaveren af en immaterialretlig eneret mod en person, som uretmæssigt gør brug af genstanden for eneretten. Søgsmålet kan anlægges som et civilt søgsmål ved tribunal de grande instance eller som en straffesag ved tribunal correctionnel. krænkelsessag (sub, -en) søgsmål vedrørende krænkelse (sub, -et) Note: I Danmark behandles de fleste civilretlige krænkelsessager af Sø- og Handelsretten med direkte anke til Højesteret. exercer une, engager une, introduire une anlægge en krænkelsessag = instance en contrefacon F: 11.2., DK: de marque sag om ophævelse af et varemærke; exercer une, engager une, introduire une anlægge en ophævelsessag = demande en déchéance, demande de déchéance déchéance F: 9.2., DK: action en nullité (f) Søgsmål til konstatering af en retshandlings ugyldighed. Anlægges som et civilt søgsmål ved tribunal de grande instance. ugyldighedssøgsmål (sub, -et) Note: I Danmark kan en person med retlig interesse anmode om, at et varemærke kendes ugyldigt enten administrativt af Patent- og Varemærkestyrelsen eller ved dom af Sø- og Handelsretten. exercer une, engager une, introduire une at anlægge et ugyldighedssøgsmål = demande en nullité nullité F: 9.5., DK: action en déchéance (f) Søgsmål, der kan anlægges civilt ved tribunal de grande instance, hvis en varemærkeindehaver ikke overholder sin brugspligt, og andre interesserede vil gøre krav på at anvende det registrerede varemærke. ophævelsessag (sub, -et) Note: I Danmark kan der anlægges en ophævelsessag, som behandles af Sø- og Handelsretten. Derudover kan Patent- og Varemærkestyrelsen efter begæring foretage en administrativ ophævelse af et varemærke som følge af manglende brug. action en revendication (f) Søgsmål, der anlægges i de tilfælde, hvor en person svigagtigt har fået registreret et varemærke, som han ikke har rettighederne til. Søgsmålet anlægges som et civilt søgsmål ved tribunal de grande instance. "udleveringssøgsmål" (sub, -et) Note: I Danmark anlægges i stedet et civilt søgsmål med påstand om ophævelse af et varemærke pga. ond tro, som behandles af Sø- og Handelsretten. Dernæst er der i Danmark mulighed for at fremsætte indsigelse pga. af en varemærkeindehavers onde tro, som behandles af PVS. 30

34 exercer une, engager une, introduire une anlægge et "udleveringssøgsmål" F: 9.6. antérioriser (v) gå forud (v) have fortrinsret (v) une marque gå forud for et varemærke antériorité, recherche d antériorité antériorité (f) Ældre rettighed til en industriel ejendomsret, der har fortrinsret over andre og senere rettigheder. ældre rettighed (sub, -en) opposer l' à une marque gøre gældende at der findes ældre rettigheder til et varemærke = droit antérieur recherche d antériorité 'Varemærketidende' (prop, -et) Note: I Danmark føres Varemærkeregistret af PVS. F: 3.1., DK: 4.1. caractère distinctif (m) Et varemærkes karaktertræk, der vedrører evnen til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds varer eller tjenesteydelser ved at have en kendetegnsfunktion eller distinktivitet. særpræg (sub, -et) Note: I Danmark er der krav om, at ibrugtagne varemærker skal have særpræg for at være juridisk beskyttede. acquerir la opnå særpræg; acquis par l'usage særpræg opnået ved indarbejdelse F: 6.2., DK: 7.2. apposition (f) Ulovlig brug af et varemærke, hvor et produkt forsætligt påsættes et registreret varemærke uden, at der er tilladelse til det. påsættelse (sub, -en) F: atteinte (f) krænkelse (sub, -en) porter à krænke BOPI (m) 'Varemærketidende' (prop, et) Bulletin officiel de la propriété industrielle Bulletin officiel de la propriété industrielle (BOPI) (m) Tidende, som udgives af INPI, hvori ansøgninger om varemærker offentliggøres. caractère trompeur (m) Registreringshindring, hvor et varemærke ikke kan registreres på grund af risikoen for, at mærket kan vildlede forbrugeren med hensyn til varens eller ydelsens natur, kvalitet eller geografiske oprindelse. vildledende karakter (sub, -en) Note: I Danmark er det heller ikke muligt at tage et varemærke i brug, som har en vildledende karakter. d une marque varemærkets vildende karakter F: 6.3., DK: 7.3. cession (f) overdragelse (sub, -en) de marque overdragelse af et varemærke 31

35 Code de la propriété intellectuelle (m) Lovbog, hvori reglerne omkring de lovbestemte enerettigheder indenfor den industrielle ejendomsret og ophavsretten er fastlagt. "lovbog om immaterialret" (sub, -en) Note: I Danmark er reglerne omkring de lovbestemte enerettigheder reguleret i selvstændige love som Varemærkeloven, Ophavsretsloven, Patentloven, Brugsmodelloven og Designloven. Særpræg er et krav til varemærket, som skal opfyldes inden registrering. F: 1., DK: 2. concédant (m) licensgiver (sub, -en) concéder concéder (v) bevilige (v) une licence d exploitation give licens på concession (f) bevilling (sub, -en) de licence varemærkelicensaftale concessionnaire (m) licenstager (sub, -en) = licencié concession confusion (f) Krænkelsestype, hvor et varemærke har for meget lighed med et andet allerede registreret varemærke, som vedrører den samme vare eller tjenesteydelse, og hvor forbrugeren af den grund tager fejl af to varemærker og antager det ene mærke for at være det andet. Herudover kan forvekslelighed opstå i den situation, hvor forbrugeren fejlagtigt tror, at varerne eller tjenesteydelserne kommer fra samme udbyder. forvekslelighed (sub, -en) creer une avec qc fremkalde en forveksling med ngt risque de confusion F: , DK: 7.4. conseil en propriété industrielle (m) Bureau med specialister, der yder bistand og rådgivning indenfor den industrielle ejendomsret. "rådgivningsbureau indenfor den industrielle ejendomsret" (sub, -et) Note: En samlende betegnelse for rådgivningsbureauer findes ikke i Danmark. De fleste bureauer laver både patent- og varemærkearbejde, og oftest kaldes de samlet for et patentbureau, selvom de også arbejder med varemærker. F: 9.4., 9.7. Conseil supérieur de la propriété industrielle (m) Organ, der rådgiver INPI i spørgsmål indenfor den industrielle ejendomsret og især varemærkeretten. Rådet består af repræsentanter udpeget af regeringen: Repræsentanter fra den offentlige administration, fra fagforeninger og udvalgte sagkyndige. "Rådet for industriel ejendomsret" (prop, -et) Note: Instansen eksisterer ikke i Danmark. constitution de garanties (f) Garanti for sagsøgte om at blive holdt skadesløs eller opnå erstatning for det tab, som en bevissikringsundersøgelse eller et foreløbigt forbud har forvoldt ham, hvis sagen falder ud til sagsøgtes fordel. sikkerhedsstillelse (sub, -en) 32

36 F: , DK: contraire à l'ordre public ou aux bonnes moeurs (adj) Absolut registreringshindring, hvor et varemærke består af tegn, der indeholder racistiske, pornografiske eller religiøse elementer samt statslige emblemer og offentlige kendetegn. i strid med offentlig orden eller sædelighed (adj) F: 6.1., DK: 7.1. krænker (sub, en) krænkende part (sub, en) contrefaçon contrefaire (v) forfalske (v) krænke (v) plagiere (v) une marque krænke et varemærke/plagiere et varemærke/forfalske et varemærke contrefaçon contrat de licence (m) Kontrakt, hvor en licensgiver overdrager retten til at udnytte et varemærke til en licenstager mod betaling af royalties. licenskontrakt (sub, -en) de marque "varemærkelicenskontrakt"; passer un indgå en licenskontrakt licence F: 9.7., DK: contrefaçon (f) Uberettiget erhvervsmæssig udnyttelse af en anden parts rettigheder, f.eks. patent, varemærke, design eller brugsmodel. forfalskning (sub, -en) krænkelse (sub, -en) date de priorité (f) Den dato, hvor ansøgningen om en immaterialret indleveres. prioritetsdato (sub, -en) droit de priorité, priorité F: 3.1., DK: 4.1. déchéance (f) Tab af enerettigheder som følge af straf eller manglende opfyldelse af de til rettigheden knyttede vilkår. ophævelse (sub, -en) d' un droit de marque fortabelse af en varemærkerettighed; d'une marque ophævelse af et varemærke action en déchéance plagiering (sub, -en) F: 9., DK: 10. agir en anlægge et søgsmål vedrørende krænkelse; constituer une udgøre en krænkelse; d une marque krænkelse af et varemærke action en contrefaçon, contrefaire F: 11., DK: 12. contrefacteur (f) Person, der har krænket en immaterialretlig eneret. déchéance d une marque devenue trompeuse (f) Tab af en varemærkeindehavers rettigheder til et varemærke som følge af, at varemærket ved brug har fået vildledende karakter. ophævelse pga. vildledning (sub, -en) déchéance déchéance par dégénérescence (f) 33

37 Tab af en varemærkeindehavers rettigheder når = défaut d'usage mærket er blevet en almindelig betegnelse for selve produktet. défaut d'usage (m) ophævelse som følge af degeneration (sub, -en) Varemærkeindehaverens manglende overholdelse af sin brugspligt om at gøre reel erhvervs- dégénérescence F: 9.3., DK: mæssig brug af sit varemærke i en sammenhængende periode på mindst fem år efter registreringen. déchéance partielle (f) delvis ophævelse (sub, en) manglende brug (sub, en) déchéance = defaut d'exploitation F: 9.2., DK: déchéance pour défaut d exploitation (f) ophævelse som følge af manglende brug (sub, - dégénéré (adj) en) degenereret (adj) = déchéance pour défaut d usage marque é degenereret varemærke dégénérescence déchéance pour défaut d usage (f) Tab af en varemærkeindehavers rettigheder til et dégénérer (v) varemærke som følge af at varemærkeindehaveren ikke har gjort reel erhvervsmæssig brug af dégénérescence degenerere (v) sit varemærke i en sammenhængende periode på mindst fem år. dégénérescence (f) ophævelse som følge af manglende brug (sub, - Når et varemærke går fra at være en betegnelse en) for en vare fra en bestemt fabrikant til at blive en = déchéance pour défaut d exploitation artsbetegnelse for en vare. obligation d'usage degeneration (sub, -en) F: 9.2., DK: degenerering (sub, -en) d une marque varemærkets degenerering; défaut de caractère distinctif (m) F: 9.3., DK: Absolut registreringshindring, hvor et varemærke ikke er egnet til at adskille én virksomheds demande 1 (f) varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds varer eller tjenesteydelser. d enregistrement ansøgning om registrering ansøgning (sub, -en) manglende særpræg (sub, -et) F: 6.2., DK: 7.2. demande 2 (f) søgsmål (sub, -et) défaut d'exploitation (m) manglende brug (sub, -en) demande en déchéance (f) 34

38 ophævelsessag (sub, -en) = action en déchéance demande en nullité (f) ugyldighedssøgsmål = action en nullité demande de nullité (f) ugyldighedssøgsmål = action en nullité déposant (m), déposante (f) ansøger (sub, -en) déposé (adj) registreret (adj) marque e registreret varemærke déposer (v) ansøge (v) une demande indlevere en ansøgning; une marque ansøge om registrering af et varemærke dépôt dépôt (m) ansøgning (sub, -en) d une marque ansøgning om registrering af et varemærke; effectuer le d une demande indgive ansøgningen om registrering; faire le indlevere; F: 3.1., DK: 4.1. dépôt en renouvellement (m) Ansøgning, der skal indleveres til INPI tidligst 6 måneder før og senest 6 måneder efter registreringsperiodens udløb. ansøgning om fornyelse (sub, -en) Note: I Danmark skal ansøgeren ikke ansøge om fornyelse. PVS sender automatisk et girokort, som varemærkeindehaveren kan vælge at betale eller ej. F: 9.1., DK: dépôt frauduleux (m) Ansøgning om registrering af et varemærke, der er blevet indleveret i ond tro, og som derved krænker ældre rettigheder til det ansøgte mærke. " ansøgning indleveret i ond tro" (sub, -en) action en revendication désignation générique (f) artsbetegnelse (sub, -en) = désignation usuelle désignation usuelle (f) Betegnelse, der udelukkende beskriver en vares eller en ydelses beskaffenhed, kvalitet, geografiske oprindelse, form eller natur. artsbetegnelse (sub, -en) generisk betegnelse (sub, -en) = désignation générique marque générique F: 9.3., DK: détention (f) Ulovlig brug af et varemærke, hvor en person er i besiddelse af produkter udstyret med falske varemærker uden at have et lovligt motiv hertil. ulovlig besiddelse (sub, -en) F: disclaimer (m) Erklæring om frafald af en del af varemærkebeskyttelsen. disclaimer (sub, -en) 35

39 DK: 7.2. disponibilité (f) Krav om at et varemærke ved registrering skal kunne betragtes som nyt og ikke krænke allerede registrerede rettigheder. nyhed (sub, -en) Note: I Danmark er der ikke et nyhedskrav til varemærker ved registrering. Varemærker, der har været taget i brug har ligeledes mulighed for at blive registreret. de la marque mærket er frit indisponibilité droit antérieur (m) ældre rettighed (sub, -en) opposable au tiers ældre rettighed, der kan gøres gældende over for tredjemand ; porter atteinte à un krænke en ældre rettighed ; revendication d un påberåbelse af en ældre rettighed = antériorité droit d auteur 1 (m) Den retlige beskyttelse af litterære værker, musikværker, sceneværker, filmværker eller kunstværker, som kan betragtes som originale. ophavsret (sub, -en) = droit de propriété littéraire et artistique droit d auteur 2 (m) Enerettighed til litterære værker, musikværker, sceneværker, filmværker eller kunstværker, som kan betragtes som originale. ophavsret (sub, -en) ophavsrettighed (sub, -en) obtenir un opnå ophavsret F: 1., DK: 2. droit de marque (m) Enerettighed, der stiftes ved registrering, og som giver rettigheder til at benytte et særligt kendetegn som varemærke. varemærkeret (sub, -en) varemærkerettighed (sub, -en) Note: I Danmark kan der desuden stiftes varemærkeret ved den erhvervsmæssige ibrugtagning af et varemærke. acquérir un erhverve en varemærkeret/ stifte varemærkeret; obtenir un opnå varemærkeret droit de priorité (m) Fortrinsret, der opnås fra ansøgningstidspunktet, og som giver den ansøger, som er først i tid, den bedste ret. prioritetsret (sub, -en) priorité F: 3.1., DK: 4.1. droit de propriété (m) Retten til at eje eller råde over en ting med retsbeskyttelse over for alle. ejendomsret (sub, -en) ejendomsrettighed (sub, -en) avoir le sur une marque have ejendomsretten til et varemærke; transférer le d'une marque overdrage ejendomretten til et varemærke propriété droit de propriété industrielle 1 (m) Den retlige beskyttelse af industrielle enerettigheder indenfor patenter, varemærker, design og mønstre. industriel ejendomsret (sub, -en) F: 1., DK: 2. 36

40 droit de propriété industrielle 2 (m) Enerettighed til at udnytte en bestemt teknisk opfindelse, en brugsmodel, et design eller et varemærke. industriel ejendomsret (sub, -en) industriel ejendomsrettighed (sub, -en) acquérir un erhverve en industriel ejendomsret droit de propriété intellectuelle 1 (m) Fællesbetegnelse for beskyttelsen af enerettighederne indenfor ophavsretten samt den industrielle ejendomsret. immaterialret (sub, -en) F: 1., DK: 2. droit de propriété intellectuelle 2 (m) Rettighed til udnyttelsen af en immaterialret indenfor den industrielle ejendomsret eller ophavsretten. immaterialret (sub, -en) immaterialrettighed (sub, -en) droit de propriété littéraire et artistique (m) ophavsret (sub, -en) Note: Tidligere kaldt forfatter- og kunstnerret. Denne betegnelse bruges dog ikke længere. = droit d auteur droit des marques (m) Del af den industrielle ejendomsret, der omhandler den retlige beskyttelse af varemærker. varemærkeret (sub, -en) droit de propriété industrielle F: 1., DK: 2. droit exclusif (m) eneret (sub, -en) acquérir un erhverve eneret/ opnå eneret; à l usage de la marque eneret til at anvende varemærket; d exploitation de marque eneret til udnyttelse af et varemærke enregistrement (m) registrering (sub, -en) d une marque registrering af et varemærke F: 3.1., DK: 4.1. enregistrer (v) registrere (v) une marque registrere et varemærke dépôt, enregistrement forclusion par tolérance (f) Fortabelse af rettigheder til et varemærke, når en varemærkeindehaver har tolereret brugen og været bekendt med et yngre og forveksleligt varemærke i fem på hinanden følgende år. rettighedsfortabelse på grund af passivitet (sub, -en) F: 9.5. imitation (f) Krænkelsestype, hvor et mærke forsætligt plagieres i form af en tilnærmelsesvis efterligning af det tegn, der udgør et registreret varemærke. efterligning (sub, -en) = imitation à l'identique F: imitation à l identique (f) efterligning (sub, -en) = imitation F:

41 imitation au quasi-identique (f) Krænkelsestype, hvor et varemærke bliver næsten nøjagtig efterlignet, og hvor forskellen mellem det nye og det ældre varemærke er så minimal, at det betragtes som et forsøg på at efterligne det ældre mærke fuldstændig nøjagtigt næsten nøjagtig efterligning (sub, -en) = imitation au quasi-servile F: imitation au quasi-servile (f) næsten tilnærmelsesvis efterligning (sub, -en) = imitation au quasi-identique F: imitation partielle (f) Krænkelsestype, hvor en del af et registreret varemærke, og ofte det mest særprægede element af varemærket, bliver efterlignet af et yngre varemærke. delvis efterligning (sub, -en) F: indisponibilité (f) Relativ registreringshindring, hvor et varemærke ikke kan betragtes som nyt pga. ældre rettigheder til mærket. manglende nyhed (sub, -en) Note: I den danske Varemærkelov er der ikke noget nyhedskrav til varemærker, eftersom ibrugtagne varemærker også kan registreres. I dansk lov behandles krænkelse af ældre rettigheder til et varemærke også som relative hindringer for stiftelse af varemærkeret. disponibilité F: 6.4. INPI (m) 'Patent- og Varemærkestyrelsen' (prop, -en) Institut National de la Propriété Industrielle instance en contrefaçon (f) krænkelsessag (sub, -en) søgsmål vedrørende krænkelse (sub, -et) = action en contrefaçon Institut National de la Propriété Industrielle (INPI) (m) Offentlig instans med selvstændige økonomiske rammer, som organisatorisk er placeret uden for embedsapparatet. Instansen er ansvarlig for administrationen af al lovgivning omkring den industrielle ejendomsret, herunder bevilling af patent- og designrettigheder samt registreringen af brugsmodeller og varemærker. 'Patent- og Varemærkestyrelsen' (prop, -en) Note: Patent- og Varemærkestyrelsen er én af Økonomi- og Erhvervsministeriets styrelser og dermed placeret som en del af embedsapparatet. Styrelsen er ligesom INPI ansvarlig for at bevilge patent- og designrettigheder samt registrere brugsmodeller og varemærker. F: 3.1., DK: 4.1. interdiction (f) Retsmiddel ved krænkelse af et varemærke. Forbudet hindrer en krænkende part i at forsætte krænkelsen og er den mest anvendte sanktion ved en varemærkekrænkelse. forbud (sub, -et) Note: I Danmark er nedlæggelsen af forbud, ligeledes den mest almindelig civilretlige sanktion ved en varemærkekrænkelse. Forbudet nedlægges af fogedretten og skal følges op af en justifikationssag, som prøves ved fogedretten. interdiction provisoire 38

42 F: 11.3., DK: interdiction provisoire (f) Foreløbigt retsmiddel, der ved et søgsmåls indledning, har til formål at hindre en krænkende part i at fortsætte en ulovlig handling. Det foreløbige déposer une ansøge om registrering af et varemærke; enregistrer une registrere et varemærke = marque de commerce, marque commerciale, marque de fabrique forbud nedlægges af le président du tri- bunal de grande instance. marque antérieure (f) foreløbigt forbud (sub, -et) Varemærke, hvortil rettighederne er stiftet på et Note: I Danmark er det fogedretten, som nedlægger tidligere tidspunkt. et foreløbigt forbud. ældre varemærke (sub, -et) être condamné à une få nedlagt et foreløbigt droit antérieur forbud; demander une anmode om et foreløbigt forbud marque auditive (f) F: , DK: Type af varemærke i form af en lydsekvens, der danner en melodi, som gengives grafisk ved licencié (m), licenciée (f) hjælp af et nodesystem. licenstager (sub, -en) lydmærke (sub, -et) = concessionaire = marque sonore licence (f) licens (sub, -en) faire l objet de give i licens ; de marque varemærkelicens ; d exploitation d une marque licens til benyttelse af et varemærke contrat de licence F: 9.7., DK: marque (f) Særligt kendetegn, der har til formål at adskille en virksomheds produkter fra andre produkter på markedet. Der opnås eneret til kendetegnet ved at lade det registrere hos INPI. varemærke (sub, -et) Note: I Danmark kan der opnås eneret til et varemærke enten ved registrering hos PVS eller ved erhvervsmæssig ibrugtagning. marque collective (f) Registreret varemærke, som flere personer kan bruge ved at følge de bestemmelser for mærkets benyttelse, som er udstedt af indehaveren af registreringen. fællesmærke (sub, -et) Note: I Danmark skelnes der mellem to former for fællesmærker nemlig de såkaldte kollektivmærker og garantimærker. I Frankrig eksisterer der ikke kollektivmærker. marque collective de certification (f) Fællesmærke, der tilhører en juridisk person, som fører kontrol med bestemte varer eller tjenesteydelser. Garantimærket benyttes eller agtes benyttet til de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrollen. garantimærke (sub, -et) 39

43 marque commerciale (f) varemærke (sub, -et) = marque, marque de commerce marque communautaire (f) Varemærke, som både fysiske og juridiske personer inden for og uden for EU har mulighed for at få beskyttet i hele EU ved at registrere det hos en national registreringsmyndighed eller hos EU's harmoniseringskontor i Alicante. EF-varemærke (sub, -et) déposer une ansøge om registreringen af et EF-varemærke; enregistrer une registrere et EF-varemærke Note: Varemærket har beholdt sin oprindelige betegnelse i dansk terminologi til trods for, at EF nu hedder EU marque contrefaisante (f) Mærke, der har været udsat for en krænkelse i form af enten en ulovlig gengivelse, en ulovlig efterligning eller ulovligt brug. eftergjort varemærke (sub, -et) krænket varemærke (sub, -et) contrefaçon F: marque contrefaite (f) Mærke, der krænker et andet registreret varemærke ved at gengive, efterligne eller bruge det registrerede varemærke ulovligt. efterlignende varemærke (sub, -et) falsk varemærke (sub, -et) krænkende varemærke (sub, -et) contrefaçon F: marque d appel (f) Ulovlig brug af et varemærke, hvor et velkendt varemærke skal lokke forbrugere til at købe andre og konkurrerende produkter end de mærkede produkter. "appellerende varemærke" (sub, -et) Note: Et sådant mærke eksisterer ikke i den danske varemærkeret. Her vurderes i stedet om et varemærke betragtes som forveksleligt eller ej. marque de commerce (f) varemærke (sub, -et) = marque marque de fabrique (f) varemærke (sub, -et) = marque marque de service (f) Særligt kendetegn, der har til formål at adskille en virksomheds tjenesteydelser fra andre tjenesteydelser ydelser på markedet. servicemærke (sub, -et) marque descriptive (f) Mærke, der udelukkende består af beskrivende ord eller tegn, og af den grund er udelukket fra registrering. beskrivende varemærke (sub, -et) deskriptivt varemærke (sub, -et) F: 6.2., DK: 7.2. marque disponible (f) Mærke, hvortil der på registreringstidspunktet ikke findes ældre tidligere rettigheder, som mærket kan risikere at krænke. "nyt varemærke" (sub, -et) Note: I dansk varemærkeret er der ikke et nyhedskrav til et varemærke på registreringstids- 40

44 punktet. Et ibrugtaget varemærke, der ikke kan betragtes som nyt, har også mulighed for at blive registreret. I Danmark er der nyhedskrav til patenter, designs, mønstre og brugsmodeller. disponibilité, indisponibilité F: 6.4. marque figurative (f) Type af varemærke, der består af én eller flere figurer eller billeder, der kan gengives grafisk figurmærke (sub, -et) marque générique (f) Varemærke, der udelukkende beskriver en vares eller ydelses beskaffenhed, kvalitet, geografiske oprindelse, form eller natur. artsbetegnende varemærke (sub, -et) désignation usuelle F: 6.2., 9.3., DK: marque individuelle (f) Varemærke med kun én indehaver. individuelt varemærke (sub, -et) marque notoire (f) Varemærke, der inden for en relevant omsætningskreds er blevet almindeligt kendt som et kendetegn for en bestemt erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser. velkendt varemærke (sub, -et) = marque renommée notoire, notorité F: 3., DK: 6.2. marque notoirement connue (f) Varemærke, der er kendt af en betydelig del af den offentlighed, der er relevant for de varer eller tjenesteydelser, som er dækket af mærket. Et vitterligt kendt varemærke er også kendt i andre lande end det land, hvori mærket er registreret. vitterlig kendt varemærke (sub, -et) Note: Et vitterlig kendt varemærke betragtes som kendt af en større kreds end et velkendt varemærke. marque notoire marque numérique (f) Type af varemærke, der består af tal eller af en kombination af tal og bogstaver. talmærke (sub, -et) marque olfactive (f) Type af varemærke, der består af en bestemt duft. duftmærke (sub, -et) Note: Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt i hverken Frankrig eller Danmark at få registreret et sådant varemærke, eftersom det ikke opfylder registreringsbetingelsen om at kunne gengives grafisk. marque renommé (f) velkendt varemærke (sub, -et) =marque notoire marque sonore (f) lydmærke (sub, -et) = marque auditive marque verbale (f) Type af varemærke bestående af ét eller flere ord. ordmærke (sub, -et) modèle (m) Gengivelse af mærkets grafiske udformning, som angives i ansøgningen om registrering. 41

45 gengivelse (sub, -en) Registreringshindring, der angår konflikter med de la marque gengivelse af varemærket notoire (adj) velkendt (adj) marque notoire, notoriété andre varemærker eller rettigheder. Et Varemærke udelukkes ikke fra registrering, medmindre en indehaver af ældre rettigheder gør indsigelser mod registreringen. relativ registreringshindring (sub, -en) notoriété (f) prononcer la d une marque kende et Når et varemærke kan betragtes som almindeligt varemærke ugyldigt pga. en relativ kendt inden for en relevant omsætningskreds som et kendetegn for en bestemt erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser. registeringshindring opposition F: 5., DK: 5. velkendthed (sub, -en) marque notoire, marque notoirement connue, notoire F: 3., DK: 6.2. obligation d usage (f) Varemærkeindehaverens forpligtelse til efter registreringen at gøre reel erhvervsmæssig brug af sit varemærke i en sammenhængende periode på nullité (f) ugyldighed (sub, -en) d une marque varemærkets ugyldighed, mindst fem år for ikke at miste rettighederne til varemærket ved et søgsmål. brugspligt (sub, -en) prononcer la d une marque kende et varemærke ugyldigt action en nullité Note: I Danmark har indehaveren af en varemærkeret stiftet ved ibrugtagningen ligeledes en forpligtelse til at gøre reel brug af sit varemærke i en sammenhængende periode på mindst fem år, nullité absolue (f) Registreringshindring, der vedrører varemærkets udformning. Hvis det anslås, at der findes absolutte registreringshindringer, bliver varemærket for at undgå en administrativ ophævelse af varemærket. action en déchéance F: 9.2., DK: ikke registreret, før varemærkets udformning er ændret, således at det kan opfylde registreringsbetingelserne. absolut registreringshindring (sub, -en) opposant (m) Person, som rejser indsigelse. indsiger (sub, -en) prononcer la d une marque kende et opposer, opposition varemærke ugyldigt pga. en absolut registreringshindring F: 5., DK: 5. (s') opposer (v) gøre indsigelse (v) fremsætte indsigelse (v) nullité relative (f) rejse indsigelse (v) 42

46 s'opposer à l'enregistrement d'une marque gøre indsigelse imod registreringen af et varemærke/ fremsætte indsigelse imod registreringen af et varemærke/ rejse indsigelse imod registreringen af et varemærke opposition F: 9.4., DK: opposition (f) Skriftlig protest fra en tredjemand mod en ansøgt rettighed eller det grundlag den er ansøgt på. Protesten behandles af INPI. indsigelse (sub, -en) Note: I Danmark behandler PVS indsigelser, og for varemærker er indsigelsesperioden to måneder i både Danmark og Frankrig. faire à l enregistrement d une marque/ faire contre l enregistrement d une marque gøre indsigelse imod registreringen af et varemærke ; former une à rejse indsigelse imod; formuler une contre l enregistrement d une marque fremsætte indsigelse imod registreringen af et varemærke F: 9.4., DK: président du tribunal de grande instance (m) Person, som har den almindelige ledelse af en tribunal de grande instance og som leder retsforhandlingerne. Byretspræsidenten bevilger både bevissikringsundersøgelsen og det foreløbige forbud i forbindelse med varemærkekrænkelser. byretspræsident (sub, -en) Note:I Danmark bevilges bevissikringsundersøgelsen og det foreløbige forbud af fogedretten. priorité (f) Fortrinsstilling, hvor en tidligere registreret rettighed har forrang over for andre senere rettigheder inden for en vis tidsfrist og i andre lande end det første land, hvori rettigheden er registreret. prioritet (sub, -en) F: 3.1., DK: 4.1. priorité conventionnelle (f) Prioritet, som en varemærkeansøger kan få fra en tidligere udenlandsk ansøgning. konventionsprioritet (sub, -en) priorité F: 3.1., DK: 4.1. priorité d exposition (f) Prioritet for varer, der har været vist på en officiel eller officielt anerkendt international udstilling, hvis ansøgningen indleveres inden seks måneder efter udstillingen. udstillingsprioritet (sub, -en) priorité F: 3.1., DK: 4.1. propriétaire (m, f) Person, der har erhvervet sig eneretten til et varemærke ved registrering. indehaver (sub, en) Note: I Danmark også en person, der har erhvervet sig eneretten til et varemærke ved ibrugtagning. = titulaire d'une marque varemærkeindehaver propriété (f) ejendom (sub, -en) ejendomsret (sub, en) acquerir la de la marque erhverve ejendomsret til varemærket; de la marque ejendomsret til varemærket; transfert de la d' une 43

47 marque overdragelse af ejendomsretten til et varemærke "forundersøgelse blandt registrerede varemær- effectuer une / proceder à une foretage en droit de propriété ker" protection (f) antériorité beskyttelse (sub, -en) F: 3.1. de marque varemærkebeskyttelse Registre national des marques (prop) protéger (v) Register hvori alle oplysninger om registrerede beskytte (v) franske varemærker bliver indført. Registret føres af INPI. protection 'Varemærkeregistret' (prop) publication (f) Note: Varemærkeregistret i Danmark føres af Offentlig meddelelse, hvor en ansøgning om PVS. registreringen af et varemærke offentliggøres. inscrire au indføre i varemærkeregistret; Meddelelsen udgives i BOPI seks uger efter indlevering af ansøgningen til INPI. F: 3.1., DK: 4.1. mention au tilførsel til varemærkeregistret offentliggørelse (sub, -en) BOPI rejet (m) F: 3.1., DK: 4.1. afslag (sub,-et) d une dépôt de marque afslag af ansøgning recherche d antériorités (f) om registrering af varemærke Obligatorisk undersøgelse, der skal foretages af en ansøger før indlevering af en ansøgning om et rejeter (v) immaterialretlig eneret. Ansøgningen skal fastslå, om der på ansøgningstidspunktet findes æl- une dépôt de marque afslå en ansøgning om afslå (v) dre registrerede rettigheder, som en ny rettighed registrering af varemærke kan risikere at krænke. rejet "forundersøgelse blandt ældre rettigheder" (sub, -en) renouvellement (m) "nyhedsundersøgelse" (sub, -en) fornyelse (sub, -en) Note: I Danmark findes der ingen obligatorisk F: 9.1., DK: forundersøgelse. En varemærkeansøger kan mod betaling anmode PVS eller et varemærkebureau reproduction (f) om at foretage en kollisionsundersøgelse inden Krænkelsestype, hvor et varemærke gengiver et ansøgningen indleveres. En sådan undersøgelse tegn, der udgør et registreret varemærke, og søges registreret for de samme varer eller tjeneste- kan afsløre, om der findes ældre rettigheder til et ansøgt varemærke. ydelser, som det ældre varemærke er registreret for. 44

48 gengivelse (sub, -en) = reproduction servile F: påberåbelse af prioritet (sub, -en) priorité reproduction avec une adjonction (f) Krænkelsestype, hvor et varemærke bliver gengivet i sin nøjagtige form og tilført et andet ord for at skjule gengivelsen. "gengivelse med tilføjelse" Note: Der findes på dansk ikke en nøjagtig term, der dækker dette begreb, da dansk varemærkeret ikke skelner eksplicit mellem krænkelsestyper. DK: 12. reproduction partielle (f) Krænkelsestype, hvor en del af et registreret varemærke, og ofte det mest særprægede element af varemærket, bliver gengivet og plagieret af et yngre varemærke. delvis gengivelse (sub, -en) F: reproduction quasi-servile (f) Krænkelsestype, hvor et varemærke bliver næsten nøjagtig gengivet, og hvor forskellen mellem det nye og det ældre varemærke er så minimal, at det betragtes som et forsøg på at gengive det ældre mærke fuldstændig nøjagtigt. næsten nøjagtig gengivelse (sub, -en) reproduction F: reproduction servile (f) fuldstændig nøjagtig gengivelse (sub, -en) = reproduction F: risque de confusion (m) risiko for forvekslelighed (sub, -en) créer une skabe en risiko for forvekslelighed confusion F: , DK: 7.4. saisi (m), saisie (f) Person hos hvem der er foretaget beslaglæggelse. rekvisitus (sub, -en) saisie-contrefaçon (f) Retsmiddel, der har til formål at undersøge og fastslå en eneretskrænkelse samt dens omfang. Bevissikringsundersøgelsen bevilges af le président du tribunal de grande instance og foretages af en foged. bevissikring (sub, -en) Note: I Danmark bevilger fogedretten bevissikringsundersøgelsen og om derefter foretages af en foged. effectuer une foretage bevissikring F: , DK: saisie-description (f) Den beskrivende del af bevissikringsundersøgelsen, hvor fogeden optager rapport om fundne beviser vedrørende eneretskrænkelsen og dens omfang. "beskrivende bevissikring" (sub, -en) Note: Der findes ingen dansk term, der dækker nøjagtigt over dette franske begreb. Fogeden op- revendication de priorité (f) 45

49 tager dog også rapport i Danmark ved bevissikring. effectuer une foretage "beskrivende bevissikring" F: , DK: saisie réelle (f) Rettens eller politiets inddragelse af genstande eller dokumenter, som antages at være af betydning som bevismidler eller som findes at burde konfiskeres. beslaglæggelse (sub, -en) autoriser une give tilladelse til at foretage beslaglæggelse; effectuer une foretage beslaglæggelse F: , DK: saisir (v) beslaglægge (v) saisie réelle saisissant (m), saisissante (f) Person, der anmoder om beslaglæggelse. rekvirent (sub, -en) saisie réelle signe distinctif (m) Kendetegn, der er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds varer eller tjenesteydelser. særligt kendetegn (sub, -et) substitution (f) Ulovlig brug af et varemærke, hvor et produkt med et registreret varemærke ombyttes til et produkt, der ikke har ret til at bære det registrerede varemærke for på den måde at vildlede forbrugeren. ombytning (sub, -en) F: suppression (f) Ulovligt brug af et varemærke, hvor et registreret varemærke forsætligt fjernes fra et produkt. fjernelse (sub, -en) F: surveillance (f) En varemærkeindehavers overvågning af om eventuelle nye ansøgte mærker, krænker et ældre registreret varemærke. Varemærket kan overvåges nationalt eller internationalt, og der gives herved mulighed for rettidigt at nedlægge indsigelse mod de nye varemærker, som menes at krænke en ældre varemærkeret. Overvågningen kan foretages af et conseil en propriété industrielle mod betaling. overvågning (sub, -en) Note: I Danmark tilbydes overvågning af varemærker ikke kun af patent- og varemærkebureauer og advokatbureauer, men også PVS foretager overvågning mod betaling. conseil en propriété industrielle F: 9.4. taxe de dépôt (f) Gebyr, der indbetales til INPI ved indleveringen af en ansøgning om registreringen af industriel ejendomsret. ansøgningsgebyr (sub, -et) dépôt F: 3.1., DK: 4.1. taxe de renouvellement (f) Gebyr, der indbetales til INPI ved indleveringen af en ansøgning om fornyelse af industriel ejendomsret. 46

50 fornyelsesgebyr (sub, -et) renouvellement F: 9.1., DK: taxe d opposition (f) Gebyr, der indbetales til INPI ved fremsættelse af indsigelse. gebyr for fremsættelse af indsigelse (sub, -et) opposition F: 9.4., DK: tribunal de grande instance (m) Byret i første instans, der sættes med tre juridiske dommere, som har generel kompetence til at dømme i større civilretlige sager. Kompetent til at dømme i civile varemærkeretlige sager. "byretten for større sager" (sub, -en) Note: I Danmark er Sø- og Handelsretten i første instans kompetent til at dømme i civile varemærkeretlige sager. taxe par classe de produits au delà de trois (f) Gebyr, der indbetales til INPI, hvis en varemærkeansøger ønsker at registrere sit varemærke i flere end tre vareklasser. tillægsgebyr for hver klasse ud over tre (sub, - et) F: 3.1., DK: 4.1. taxe par classe de services au delà de trois (f) Gebyr, der indbetales til INPI, hvis en varemærkeansøger ønsker at registrere sit varemærke for flere end tre tjenesteydelser. tillægsgebyr for hver tjenesteydelse ud over tre (sub, -et) F: 3.1., DK: 4.1. titulaire (m, f) indehaver (sub, -en) = propriétaire tribunal correctionnel (m) Domstol, sat med normalt tre dommere, som dømmer alvorligere straffesager. Kompetent til at dømme i varemærkeretlige straffesager. kriminalret (sub, -en) Note: I Danmark er Sø- og Handelsretten i første instans kompetent til at dømme i varemærkeretlige sager. tromper (v) vildlede (v) de nature à le public egnet til at vildlede offentligheden caractère trompeur usage (m) Enhver benyttelse af et varemærke i sin funktion som et særligt kendetegn, der har til formål at adskille en virksomheds produkter fra andre produkter på markedet. brug (sub, -en) Note: I Danmark kan der stiftes varemærkeret til et varemærke blot ved at tage det i brug. usage illicite (m) Krænkelsestype, hvor andre bevidst og mod bedre vidende bruger et allerede registreret varemærke, som de ikke har rettighederne til, og således krænker en andens varemærkeretlige eneret. ulovlig brug (sub, -en) F: usage sérieux (m) Brugen af et varemærke i dens primære funktion nemlig til at adskille én virksomheds varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds varer eller tjenesteydelser. 47

51 reel brug (sub, -en) F: 9.2., DK: Varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark Indholdsfortegnelse 1. Retsgrundlaget i Frankrig Retsgrundlaget i Danmark Stiftelse af varemærkeret i Frankrig Enregistrement Stiftelse af varemærkeret i Danmark Registrering Ibrugtagning Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Danmark og Frankrig Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Frankrig Illicéité Défaut de caractère distinctif Caractère trompeur Indisponibilité Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Danmark Lovstridighed Manglende særpræg Vildledning Forvekslelighed Forvekslelighed med personnavne eller virksomhedsnavne Krænkelse af ophavsret Sammenfatning Opretholdelse af varemærkeret i Frankrig Renouvellement Obligation d usage Dégénérescence Opposition Action en nullité

52 9.6. Action en revendication Licence Opretholdelse af varemærkeret i Danmark Fornyelse Brugspligt Degeneration Indsigelser Ophævelse Licens Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Frankrig Types de contrefaçon Reproduction Imitation Usage illicite Recours Saisie-contrefaçon Interdiction provisoire Sanctions de la contrefaçon Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Danmark Retsmidler Fogedforbud Bevissikring Sanktioner Sammenfatning Internationale varemærkeordninger EF-varemærket Madrid-systemet

53 Varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark Et varemærke er det særlige kendetegn, en virksomhed vælger at sælge og markedsføre sine produkter under. Varemærket kan defineres som det kendetegn, der har til formål at adskille en virksomheds produkter eller ydelser fra andre produkter eller ydelser på markedet (CPI, L 711-1; VML, kap.1 1 og 2). Derudover har mærket den funktion, at det over for forbrugeren skal signalere, at et produkt kommer fra en bestemt producent. På den måde forbindes produktet med en særlig kvalitet eller pris. Når en virksomhed sikrer sig eneretten til et varemærke, er den retslig beskyttet mod registreringen af plagierende eller forvekslelige varemærker. Dette er af meget stor betydning for mange virksomheder, idet plagierende og forvekslelige mærker risikerer at svække virksomhedens konkurrenceevne, goodwill eller renommé, hvilket kan bevirke store økonomiske tab for virksomheden. En varemærkeindehaver har således retten til at forbyde andre, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske med eller som ligner hans varemærke. Dette er tilfældet, hvis brugen indebærer en risiko for forveksling (Koktvedgaard 2002: 336). Varemærket kan tage form af bogstaver, tal, ord eller ordforbindelser. Mærket skal blot kunne gengives grafisk. Ligeledes kan figurer, billeder eller varens emballage og form anvendes som varemærker (VML, kap.1 1 og 2; PVS 2004a). Der findes adskillige typer varemærker. De mest almindelige er ordmærker, hvor der kan være tale om enkelte ord, ordforbindelser, personnavne eller virksomhedsnavne (se fig. 1). Dernæst er der figurmærker, der ofte består af både et ord og en figur udformet på en speciel måde, så det danner en slags logo (se fig. 2). Ligeledes forekommer de såkaldte talmærker, hvor tal og bogstaver er kombineret (se fig.3). Fig.1Fff Fig. 2 Fig. 3 ( ( ( Senest er det blevet lovligt at registrere et lydmærke dog med den betingelse, at lydmærket kan gengives i form af en lydfil eller et nodebillede (PVS 2004d; Madsen 2002: 140). Endnu har det ikke været muligt at finde en måde, hvorpå et eventuelt duftmærke kan gengives grafisk, og derfor kan det stadig ikke lade sig gøre at registrere et sådant mærke (ibid.). 50

54 Både den franske og danske varemærkelov bygger på EF-direktivet 89/104 fra 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker. Derudover er rådsforordningen 40/94, en del af både fransk og dansk lovgivning. Rådsforordningen 40/94 fra 1993 omhandler etableringen af et fælles EF-varemærke, der nyder samme beskyttelse og retsvirkning i samtlige medlemslande. EF-varemærket stiftes på baggrund af én enkelt ansøgning, der indleveres til og behandles af EU s varemærkemyndighed i Alicante, Spanien, se også afsnit Denne harmonisering med EU betyder, at varemærkeretten i Frankrig og Danmark er ens på mange områder (Wallberg & Lund- Johansen 2002: 334). Europæisering af varemærkeretten betyder dog ikke, at lovgivningen i alle EU-lande er blevet fuldstændig harmoniseret. Rådets direktiv tilsigter nemlig kun en delvis tilnærmelse af lovgivningerne (Koktvedgaard & Wallberg 1998: 13). Eksempelvis er det op til de enkelte medlemslande at bestemme indholdet af registreringsproceduren. Derudover kan de enkelte medlemslande selv bestemme, hvorvidt ældre rettigheder indenfor ophavsret, personnavne samt virksomhedsnavne skal betragtes som registreringshindringer (Møller & Clasen 2004). Det skal endvidere bemærkes, at EU s harmoniseringsdirektiv kun vedrører registrerede mærker, og derfor har det ikke nogen indflydelse på ibrugtagne varemærker, som også er juridiske beskyttede i Danmark 1. I de følgende to afsnit vil varemærkeretten blive placeret i det juridiske system i henholdsvis Frankrig og Danmark. Derefter vil der blive gjort rede for det retsgrundlag, der gælder ved erhvervelse af varemærkeret i de to lande. 1. Retsgrundlaget i Frankrig I Frankrig hører varemærkeretten (droit des marques) under den industrielle ejendomsret (droit de propriété industrielle), som foruden varemærker omfatter patenter, design og mønstre. Den industrielle ejendomsret og ophavsretten (droit d auteur) udgør til sammen immaterialretten (droit de propriété intellectuelle), som overordnet er en del af privatretten. Området dækker over retsbeskyttelsen af de såkaldte lovbestemte enerettigheder (droit exclusif). Disse omfatter for eksempel retten til at udnytte en teknisk opfindelse, retten til at anvende et bestemt varemærke samt ophavsrettighederne til en bog eller et kunstværk (Galloux 2003: 6-13; Guillen & Vincent 1999: 423). 1 Se afsnit 4.2. om ibrugtagning af varemærker i Danmark 51

55 Den første franske lov om varemærker blev vedtaget i 1857, og denne var gældende helt indtil 1964, hvor en ny varemærkelov trådte i kraft. Loven fra 1964 gjorde det muligt at registrere varemærker for serviceydelser, og med den blev der indførte en brugspligt 2 på fem år. Pga. af EFharmoniseringsdirektivet fra 1988 blev det allerede i 1991 nødvendigt at vedtage en ny lov. Med den nye lov af 4. januar 1991 (nr. 91-7) blev de ændringer, som EF-direktivet påkrævede indført i fransk ret (Galloux 2003: ). Loven fra 1991 er inkorporeret i lovbogen Code de la propriété intellectuelle, CPI, med paragrafferne L til L (Bertrand 2002: 20). Senere er indholdet af paragrafferne blevet ændret nogle få gange bl.a. som følge af rådsforordning nr fra den 25. juli 2001, hvor forordningen 40/94 omhandlende EF-varemærkesystemet blev en del af fransk lovgivning (Bertrand 2002: 27). 2. Retsgrundlaget i Danmark Den danske varemærkeret hører ligeledes under immaterialretten, som omhandler ophavsretten, patent- og brugsmodelretten, designretten, varemærkeretten, topografiretten 3 samt virksomhedsnavneretten (Madsen 2002: 1). Immaterialretten udgør en del af formueretten, som helt overordnet er en del af privatretten. Den første danske varemærkelov kom til på basis af et samarbejde mellem de nordiske lande i Den nugældende danske varemærkelov fra 1991, LBK 782/ ,(VML), er som tidligere nævnt baseret på EF-harmoniseringsdirektivet 89/104 samt på EF-forordningen 40/94. Varemærkeretten er hermed den første danske disciplin inden for immaterialretten, der er blevet europæiseret. For den danske varemærkelov har harmoniseringen dog ikke betydet de store ændringer. Indførelsen af brugspligt 4 for registrerede varemærker er én af de vigtigste justeringer i dansk lov (Koktvedgaard 2002: 295). I de næste to afsnit vil jeg undersøge, hvordan en varemærkeret i henholdsvis Frankrig og Danmark stiftes, og samtidigt vil jeg gøre rede for registreringsproceduren inden for varemærker i de to lande. Det er gældende for begge lande, at der kan stiftes varemærkeret ved registrering af enten et EFvaremærke eller et Madrid-mærke. Disse ordninger vil blive omtalt i afsnit 14. I det følgende vil der 2 Se nærmere afsnit 9.2. om brugspligt i Frankrig 3 Topografiretten omhandler udarbejdelsen af landkort. 4 Se nærmere afsnit 10.2 om brugspligt i Danmark 52

56 blive lagt vægt på stiftelse i henhold til de nationale ordninger. 3. Stiftelse af varemærkeret i Frankrig Ifølge nugældende fransk lov kan en varemærkeret i Frankrig kun stiftes ved en registrering af varemærket (CPI, L 712-1). Tidligere, i loven fra 1964, blev retten til et varemærke allerede stiftet ved ansøgningen om varemærket. Dette skabte dog en del problemer, eftersom det efter indleveringen af ansøgningen skulle undersøges, om der fandtes eventuelle hindringer eller indsigelser mod registreringen af et varemærke. Hvis dette var tilfældet risikerede den nystiftede varemærkeret at blive annulleret umiddelbart efter stiftelsen. I den nye lov fra 1991 blev det derfor vedtaget, at retten til et varemærke først blev stiftet ved selve registreringen (Bertrand 2002: 198). Det skal dog nævnes, at et velkendt og indarbejdet mærke (marque notoire), der ikke er registreret, også er beskyttet ved lov i Frankrig, til trods for at der ikke er stiftet nogen ret til varemærket. Grunden er, at det ikke skal være muligt for en tredjemand at få registreret et mærke, der allerede er velkendt og indarbejdet hos forbrugerne for på den måde at nyde godt af mærkets renommé og goodwill (Mathély 1994: 157) Enregistrement (registrering) Både personer og virksomheder kan erhverve eneretten til et varemærke ved at ansøge om at varemærket bliver registreret. Ansøgningen om registrering af et varemærke i Frankrig indleveres til den franske registreringsmyndighed (Institut National de la Propriété Industrielle, INPI) eller til dommerkontoret i ansøgerens retskreds. Inden ansøgningen afleveres, skal ansøgeren udarbejde en forundersøgelse blandt ældre rettigheder (recherche d antériorités). Denne undersøgelse skal fastslå, om der på ansøgningstidspunktet findes ældre rettigheder (antériorités) til registrerede varemærker, der har fortrinsret overfor det nye mærke, og derved kan risikere at komme i konflikt med det nye varemærke (INPI 2004a). Ansøgeren kan ved hjælp af databaserne og søge efter allerede registrerede mærker, som det nye varemærke kan risikere at krænke på grund af f.eks. forvekslelighed (ibid.). Såfremt ansøgeren efter undersøgelsen anslår, at der ikke findes ældre mærker, der kolliderer med det nye varemærke, indsendes ansøgningen om registrering i fem eksemplarer til INPI. Den skal indeholde en nøjagtig grafisk gengivelse af mærket (modèle de la marque), en kort beskrivelse af mærket samt forskellige oplysninger såsom ansøgerens navn, virksomhed, virksomhedens hjemlandsregistrering samt prioritetsbegæring. Desuden skal det angives, for hvilke varer eller tjenesteydelser varemærket ønskes 53

57 registreret (CPI, L 712-1; INPI 2004b) 5. Ved modtagelsen undersøger INPI, hvorvidt mærket opfylder de i loven gældende registreringsbetingelser med hensyn til særpræg, vildledning osv. 6, og derefter påføres ansøgningen et nationalt registreringsnummer (INPI 2004e). I de tilfælde hvor to lignende mærker bliver registreret samme dag, er det altid ansøgningen med det laveste registreringsnummer, der har førsteret til mærket (Bertrand 2002: 200). Seks uger efter modtagelsen af ansøgningen offentliggøres varemærket i det franske varemærketidende (Bulletin officiel de la propriété industrielle, BOPI). Eftersom det er op til ansøgeren selv at undersøge, om et varemærke krænker andre tidligere varemærkerettigheder, fremstår denne offentliggørelse som en ekstra sikkerhed for indehaverne af tidligere varemærkerettigheder. I op til to måneder efter offentliggørelsen er der nemlig mulighed for at gøre indsigelser over for registreringen af et nyt varemærke, hvis en indehaver er af den opfattelse, at mærket strider mod eller krænker hans ældre rettigheder. (CPI, L 712-3, L 712-4). Hvis mærket findes registrerbart, og der ikke gøres indsigelser mod mærket, bliver det registreret og offentliggjort samt indført i det nationale varemærkeregister (Registre national des marques). Der skal ved ansøgningen betales et ansøgningsgebyr (taxe de dépôt). Derudover skal der, hvis man ønsker at registrere sit varemærke i mere end tre klasser, betales et yderligere gebyr for hver ekstra klasse (INPI 2004d). Varemærkeretten er en prioritetsret, hvor den, der er først i tid, betragtes som bedst i ret (Jespersen 2004). Det betyder, at den, der først ansøger om retten til varemærke, har fortrinsret over for andre og senere ansøgere. Som udgangspunkt stiftes der prioritetsret fra ansøgningstidspunktet. I visse tilfælde kan der dog opnås prioritet (priorité) fra et tidligere tidspunkt end selve ansøgningsdagen. Prioritetsretten er ligeledes gældende ved ansøgning om varemærkeret ifølge EFvaremærkesystemet eller Madrid-systemet. Ansøgeren kan nemlig i seks måneder efter indleveringen af en national ansøgning, ansøge om en udenlandsk varemærkeregistrering, der gælder fra det tidspunkt, hvor den nationale ansøgning blev indleveret. I Frankrig kan der ydermere opnås prioritet fra før ansøgningstidspunktet ved f.eks. konventionsprioritet (priorité conventionnelle) og udstil- 5 Varemærker registreres i såkaldte klasser, hvilket betyder, at alle varer og tjenesteydelser er opdelt i 45 forskellige klasser efter Den Internationale Klassificering af Varemærker. Klassificeringen indeholder nærmere betegnet 34 vareklasser, f.eks. klasse 15, der omfatter musikinstrumenter, samt 11 tjenesteydelsesklasser, f.eks. klasse 36, der indeholder forsikringsydelser. 6 Se afsnit 6 vedrørende hindringer for stiftelse af varemærkeret i Frankrig 54

58 lingsprioritet (priorité d exposition). Konventionsprioritet kan opnås på baggrund af en tidligere udenlandsk ansøgning. Ansøgningen om prioritet skal indleveres til INPI senest seks måneder efter indleveringen af den udenlandske ansøgning. Udstillingsprioritet kan opnås for varer, der har været vist på en officiel udstilling. Ansøgningen om prioritet skal indleveres senest seks måneder efter udstillingen (Bertrand 2002: 530). 4. Stiftelse af varemærkeret i Danmark I Danmark kan en varemærkeret stiftes ved enten at registrere et varemærke eller ved at tage det i brug (VML, kap.1 3). Ofte er varemærket allerede taget i brug inden registreringen, og varemærkeretten er således stiftet inden selve registreringen (Koktvedgaard & Wallberg 1998: 17-18). Det kan dog alligevel være en fordel at vælge at registrere varemærket, da det f.eks. er muligt at undlade brug af varemærket i op til fem år efter registreringen (ibid.). Registreringen medfører endvidere, at andre ansøgere får kendskab til det registrerede varemærke, og på den måde kan konflikter med andre mærker bedre undgås (ibid.). I det følgende vil begge former for stiftelse af varemærkeret i Danmark blive undersøgt Registrering Hvis en virksomhed eller en person vil sikre sig retten til et varemærke ved registrering, skal der indleveres en ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen (PVS). Ansøgningen skal indeholde en nøjagtig grafisk gengivelse eller afbildning af varemærket. Derudover skal ansøgningen indeholde oplysninger om ansøgerens navn eller virksomhed, virksomhedens hjemlandsregistrering samt prioritetsbegæring. Ydermere er det vigtigt, at der i ansøgningen nævnes præcist, for hvilke varer eller tjenesteydelser, man ønsker, at varemærket skal registreres, se afsnit 3.1. Ved ansøgningen om registrering skal der betales et ansøgningsgebyr, der består af et grundgebyr samt et tillægsgebyr, der skal betales, hvis man ønsker at registrere sit varemærke i mere end tre klasser (PVS 2004c). Efter indlevering af ansøgningen undersøger PVS, om mærket er registrerbart, dvs. om varemærket opfylder de betingelser, der er beskrevet i VML, Derudover undersøger PVS, om der findes identiske eller forvekslelige varemærker i deres varemærkedatabase, samt om der findes fir- 7 Se også afsnit 7. 55

59 ma-, selskabs- eller personnavne, der kan kollidere med det ansøgte mærke 8. Hvis dette er tilfældet, tilsendes ansøgeren en såkaldt søgningsrapport, hvori resultaterne af undersøgelsen fra PVS fremgår. Det er herefter op til den enkelte varemærkeindehaver at vælge, om varemærket skal registreres eller ej på trods af risikoen for eventuelle krænkelsessager imod ham. Hvis der ikke findes absolutte hindringer 9 for registreringen af mærket udstedes et registreringsbevis, og varemærket bliver offentliggjort i Dansk Varemærketidende (VML, 22; Madsen 2002: ). I op til to måneder efter offentliggørelsen af varemærket kan alle interesserede gøre indsigelser over for registreringen, hvis registreringen menes at krænke ældre rettigheder til mærket. Selvom det er PVS, der undersøger, om et ansøgt mærke strider mod ældre rettigheder, anses offentliggørelsen af et varemærke som en ekstra sikkerhed for varemærkeindehavere. Først og fremmest fordi et mærke ikke automatisk bliver afslået fra registrering pga. ældre rettigheder til mærket, og dernæst fordi PVS, ved undersøgelsen af mærket, ikke har mulighed for at fastslå, om mærket eksempelvis krænker ibrugtagne mærker. Disse mærker optræder nemlig ikke i nogen registre. Når varemærket bliver endelig registreret indføres det i det danske varemærkeregister, hvor alle oplysninger omkring mærket bliver noteret (PVS 2004f). I Danmark stiftes varemærkeretten normalt ved ansøgningstidspunktet, men som i Frankrig kan der i nogle tilfælde opnås varemærkeret på et tidligere tidspunkt ved hjælp af prioritetsretten. Prioritet betyder, at den først opståede ret til et varemærke nyder fortrin i forhold til en nyere opstået varemærkeret (Koktvedgaard & Wallberg 1998: 21). Se nærmere om prioritet i afsnittet Ibrugtagning Som nævnt ovenfor kan en varemærkeret i Danmark også stiftes ved den blotte ibrugtagning (Madsen 2002: 160). Ved ibrugtagning forstås, at varemærkeretten bliver stiftet fra det tidspunkt, hvor varer eller ydelser markedsføres og sælges under et bestemt varemærke i Danmark. Det betyder, at der ikke er noget krav til, hvor længe en virksomhed skal have gjort reel brug af varemærket. Virksomheden kan stifte rettigheder til et varemærke allerede fra første gang, varemærket bruges i forbindelse med salg eller reklame (ibid.). Varemærket skal ved ibrugtagningen opfylde de samme 8 Varemærkeansøgeren har forud for indleveringen af ansøgningen mulighed for at anmode PVS eller et varemærkebureau, om at foretage en såkaldt kollisionsundersøgelse. Undersøgelsen ønskes som oftest foretaget inden et varemærke tages i brug, ved markedsføring af et nyt varemærke eller for at fastslå, om der på ansøgningstidspunktet findes ældre varemærker, som et nye varemærke kan komme i strid med mod betaling. Undersøgelsen foretages mod betaling, og er som nævnt frivillig. Fordelen ved undersøgelsen kan dog, at risikoen for indsigelsessager mod et nyt varemærke mindskes (Mejl 2004). 9 Se afsnit 5. 56

60 betingelser mht. til særpræg, vildledning og lovstridighed 10, som hvis mærket skulle registreres. Retsbeskyttelsen for en varemærkeret stiftet ved ibrugtagning er den samme som ved registrering, dog skal brugen af varemærket opretholdes ellers mistes beskyttelsen (Madsen 2002: 161; Koktvedgaard 2002:18-19). Hvis et varemærke ved ibrugtagning ikke opfylder de registreringsbetingelser, der er nævnt i VML, 13-15, kan varemærkeretten alligevel stiftes, hvis der sker en såkaldt indarbejdelse af mærket. Det vil sige, at en virksomhed alligevel kan erhverve eneretten til et varemærke, der normalt ikke ville være registrerbart, hvis mærket bliver almindelig kendt og indarbejdet hos forbrugeren. Det er f.eks. tilfældet med Matas-striberne. Disse striber opfyldte ikke ved ibrugtagningen de sædvanlige registreringsbetingelser vedrørende særpræg. Men siden striberne er blevet et så velkendt symbol på Matas, har Matas kunne erhverve eneretten til varemærket pga. af den indarbejdelse, der er sket ved ibrugtagningen (Madsen 2002: 161; Koktvedgaard 2002:18-19). 5. Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Danmark og Frankrig Der findes i både Danmark og Frankrig en række betingelser for stiftelse af en varemærkeret. I ovennævnte afsnit 3. og 4. er det blevet undersøgt, hvordan en varemærkeret i Danmark og Frankrig stiftes, når registreringsbetingelserne findes opfyldt, og ansøgningen om et varemærke godkendes. I nogle tilfælde er det slet ikke muligt for ansøgeren at stifte en varemærkeret, da registreringsmyndighederne kan vurdere, at der findes hindringer for registreringen af det ansøgte mærke. Der skelnes mellem absolutte og relative hindringer. De absolutte hindringer (nullité absolue) vedrører selve varemærkets udformning. Det kan f.eks. være manglende særpræg eller lovstridighed. Hvis det anslås, at der findes absolutte registreringshindringer, bliver varemærket ikke registreret, før varemærkets udformning er ændret, således at det kan opfylde registreringsbetingelserne. Relative hindringer (nullité relative) angår konflikter med andre varemærker eller rettigheder. Eksempelvis kan et nyt varemærke risikere at krænke indehaver af de ældre rettigheder, hvis det nye varemærke på nogen måde kan forveksles med det ældre mærke. Et forveksleligt mærke kan skade et allerede eksisterende varemærkes renommé og goodwill. Det er derfor yderst vigtigt for en varemærkeindehaver at hindre registreringen af forvekslelige mærker. Såfremt der findes relative hindringer sender registreringsmyndigheden en såkaldt søgningsrapport til ansøgeren. Hvis ansøgeren 10 Se afsnit 7. omkring registreringshindringer i Danmark 57

61 vælger ikke at reagere på denne rapport, bliver varemærket registreret, og så er det bagefter op til indehaveren af de ældre rettigheder at gøre indsigelser mod det registrerede varemærke. Dette betyder ikke, at varemærket bliver lovligt og endeligt registreret på trods af de relative hindringer. Det er blot i indsigelsesfasen i stedet for i ansøgningsfasen, at mærket bliver udelukket fra registrering (CPI, L 714-3; Mathély 1994: ; VML, 13-15; PVS 2004d). I afsnit 6. og 7. vil jeg undersøge, hvad der i de to lande betragtes som hindringer for stiftelse af en varemærkeret, samt om disse ifølge den franske eller danske varemærkelov kan karakteriseres som værende enten absolutte eller relative hindringer. 6. Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Frankrig Ifølge CPI, L til L findes der fire typer af hindringer for registrering af et varemærke i Frankrig. Varemærket må ikke være lovstridigt, vildledende eller mangle særpræg. Derudover skal varemærket være disponibelt, dvs. at det skal kunne betragtes som nyt og dermed ikke krænke allerede eksisterende rettigheder til mærket. I det følgende vil de fire hindringer blive undersøgt nærmere og illustreret med eksempler Illicéité (Lovstridighed) For at et varemærke kan registreres, må det ikke være lovstridigt. Dette betyder, at varemærket ikke må indeholde tegn, der strider mod anden gældende lovgivning eller mod offentlig orden og sædelighed (contraire à l'ordre public ou aux bonnes moeurs) (CPI, L 711-3, stk.2). Varemærker, der reklamerer for enten tobak eller alkohol, er eksempelvis udelukket fra registrering pga. Loi Evin fra Derudover er det ifølge Loi Toubon fra , umuligt for offentlige virksomheder at registrere varemærker, der indeholder termer eller udtryk på et fremmedsprog, hvis det er muligt at finde en term eller et udtryk på fransk med næsten samme mening (Bertrand 2002: ). Varemærker, der strider mod offentlig orden eller sædelighed kan f.eks. bestå af tegn, der indeholder racistiske, pornografiske, religiøse elementer samt statslige emblemer og offentlige kendetegn. Både lovstridighed, strid mod offentlig orden og sædelighed er absolutte registreringshindringer 13 (ibid.). 11 Loi n du 10 janvier 1991 relative à la lutte contre le tabagisme et l alcoolisme (Lov, der forbyder reklame for tobak og alkohol i Frankrig). 12 Loi n du 4 août 1994 relative à l'emploi de la langue française (Lov, der har til formål at beskytte det franske sprog). 13 Se afsnit 5. 58

62 6.2. Défaut de caractère distinctif (Manglende særpræg) Ifølge L i CPI skal et varemærke have et fornødent særpræg (caractère distinctif) for at blive registreret i Frankrig. Særpræg betyder ikke nødvendigvis, at et varemærke skal være originalt eller nyt, men det skal blot være udformet således, at det gør det muligt for forbrugeren at skelne én virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders varer eller tjenesteydelser (CPI, L 711-1). Manglende særpræg er en absolut registreringshindring i Frankrig 14 (CPI, L 711-2, stk.3; Bertrand 2002: 75-76). Et varemærke kan have særpræg indenfor nogle klasser og mangle særpræg indenfor andre. I CPI, L 711-2, stk. 1 fastslås det, at et varemærke mangler særpræg, hvis det udelukkende med almindelige ord beskriver varen eller ydelsen. Varemærker, der består af helt almindelige ord, er nemlig ikke egnet til adskille en vare fra en anden. Varemærker af denne art bliver anset som værende rent deskriptive og dermed uden særpræg og distinktivitet. I samme paragraf udelukkes varemærker fra registrering, hvis de kan anses for et artsbetegnende varemærke (marque générique). Dette er tilfældet, når mærket kun beskriver varens eller ydelsens beskaffenhed, kvalitet, geografiske oprindelse, form eller natur (Galloux 2003: ). Mærket PETIT BATEAU ville blive betragtet som værende deskriptivt, hvis det blev søgt registreret indenfor vareklassen både. Mærket ville derimod have det fornødne særpræg, hvis det skulle registreres indenfor vareklassen tøj (Bertrand 2002: 75-76). I sjældne tilfælde kan et varemærke uden særpræg opnå det fornødne særpræg, hvis mærket er taget i brug og dermed indarbejdet hos forbrugeren (Bertrand 2002: 75-76) Caractère trompeur (vildledende karakter) Det fremgår af CPI, L 711-3, stk. 3, at ethvert mærke, der kan risikere at vildlede (tromper) offentligheden med hensyn til varens eller ydelsens natur, kvalitet eller geografiske oprindelse, ikke kan registreres som et varemærke i Frankrig. Et mærkes vildledende karakter (caractère trompeur) anses som en absolut registreringshindring Ibid. 15 Ibid. 59

63 Varemærket COMME A LA MAISON, søgt registreret for syltetøj, er blevet udelukket fra registrering pga. mærkets vildledning med hensyn til varens natur. Varen bestod ikke af hjemmelavet syltetøj, som varemærket indikerede, men derimod af industrifremstillet syltetøj (Berthet 2000:42). Mærket COBRA anvendt for urremme er også blevet afvist, med den begrundelse at mærket kunne vildlede forbrugeren til at tro, at der var tale om urremme af slangeskind, hvilket ikke var tilfældet (ibid.). Ligeledes er mærket GENEVA blevet udelukket fra registrering, da mærket blev søgt registreret for ure, der ikke havde nogen forbindelse til Schweiz (Berthet 2000: 42). INPI vurderede, at forbrugeren kunne vildledes med hensyn til varens geografiske oprindelse og tro, at urene rent faktisk var fremstillet i Schweiz. Det er således ikke tilladt at registrere en geografisk oprindelse som varemærke, hvis varen eller ydelsen ikke har nogen forbindelse med den geografiske placering, som varemærket antyder. Derudover registrerer INPI ikke varemærker med præfikserne bio eller pharm, medmindre det drejer sig om biologiske eller farmaceutiske produkter, for at undgå vildledning med hensyn til varens natur og kvalitet (Berthet 2000: 43) Indisponibilité (manglende nyhed) For at et tegn kan registreres som et varemærke, skal det være en nyhed (disponible), hvilket betyder, at det ikke må komme i konflikt med ældre registrerede rettigheder til varemærket (CPI, L 711-4). Manglende nyhed om et varemærke (indisponibilité) betragtes som værende en relativ hindring 16. Der findes ifølge CPI forskellige typer af tidligere rettigheder, som udspecificeres i L 711-4, stk Der kan bl.a. være tale om tidligere rettigheder til selve mærket, hvor der på ansøgningstidspunktet allerede er registreret et lignende eller identisk varemærke. I sjældne tilfælde kan der også være tale om et eksisterende varemærke, der ikke er registreret men kun indarbejdet og almindelig velkendt, og her kan der heller ikke erhverves en varemærkeret (Bertrand 2002: 142; Galloux 2003: 438). Ydermere er det ikke tilladt at registrere andre virksomheders firmanavne eller handelsnavne som varemærke. Sådanne navne anses ikke som værende en nyhed, da forbrugeren kunne risikere at forveksle en virksomheds varer med en andens. Varemærker, der indeholder en oprindelsesbetegnelse opfylder heller ikke nyhedskravet, hvis betegnelsen kan vildlede forbrugeren. Mærket CHAMPAGNE kan ikke registreres for andre former for vine i Champagne-distriktet. Dog kan det godt lade sig gøre at registrere mærket for parfume. I dette tilfælde betragtes mærket nemlig som en nyhed indenfor vareklassen 16 Ibid. 60

64 parfume. En registrering af varemærket indenfor denne klasse kan ikke skade det oprindelige produkts renommé (Bertrand 2002: ). Endelig betragtes en anden persons slægtsnavn, pseudonym eller billede ikke som et nyt varemærke, og det kan derfor ikke registreres af andre uden, at der er givet tilladelse til det (Bertrand 2002: ). 7. Hindringer for stiftelse af varemærkeret i Danmark I den danske varemærkelovs er der nævnt en række hindringer for stiftelse af varemærkeret. I Danmark er det som tidligere nævnt i afsnit 4. muligt at stifte en varemærkeret både ved registrering og ved ibrugtagning. Ved ibrugtagning gælder de samme betingelser som ved registrering. De absolutte og relative hindringer gælder således for begge former for stiftelse. Først og fremmest er varemærket udelukket fra registrering og ibrugtagning, hvis det er lovstridigt, mangler særpræg, er vildledende eller forveksleligt. Dernæst må det ikke krænke en eksisterende ophavsret eller være forveksleligt med et personnavn eller virksomhedsnavn (Madsen 2002: 149). I Danmark eksisterer der i modsætning til i Frankrig ikke et nyhedskrav til varemærker. Af den grund er manglende nyhed, se afsnit 6.4., ikke en registreringshindring i dansk varemærkeret, som det er tilfældet i fransk varemærkeret. Krænkelse af ophavsret og forvekslelighed med personnavne eller virksomhedsnavne, der alle i fransk varemærkeret behandles under registreringshindringen manglende nyhed, behandles i stedet som selvstændige registreringshindringer i dansk varemærkeret. I det følgende vil jeg undersøge de hindringer for registrering af et varemærke, der eksisterer i Danmark samt give eksempler på varemærker, der ikke kunne registreres pga. disse hindringer Lovstridighed I VML, 14, nr. 1, fastslås det, at varemærker, der strider mod anden lovgivning eller mod offentlig orden og sædelighed, er udelukket fra registrering og ibrugtagning og dermed betragtet som en absolut hindring. Med hensyn til overtrædelse af anden lovgivning påser PVS, så vidt det er muligt, at varemærkerne ikke overtræder andre gældende love. Det kan f.eks. dreje sig om Lægemiddelloven eller Apotekerloven, der bl.a. omhandler, hvordan man må reklamere for lægemidler, og hvornår ordet apotek må anvendes. Derudover er det i Selskabsloven anført, at varemærker ikke må indeholde betegnelserne ApS eller A/S, hvis den virksomhed, som ansøger om mærket, ikke er et registreret aktie- eller anpartsselskab (PVS 2004d). Hvad angår strid mod offentlig orden og sædelighed er det forbudt at registrere eller tage varemærker i brug, der indeholder royale eller religiøse 61

65 symboler samt pornografiske elementer (ibid.). Endvidere er varemærker, der indeholder officielle tegn, emblemer og våben udelukket fra registrering, medmindre der er givet tilladelse til brug fra kompetente myndigheder (VML, 14, stk. 3) Manglende særpræg Et varemærke har som nævnt til formål at adskille én virksomheds varer fra andre virksomheders lignende varer. Det er derfor ifølge VML, 13, stk. 1 en betingelse, at et varemærke har et fornødent særpræg og således ikke ligner andre allerede registrerede varemærker. Kravet om særpræg er en betingelse for, at et varemærke kan registreres. Manglende særpræg betragtes som en absolut registreringshindring 17. PVS er den myndighed, der vurderer, om et varemærke har et fornødent særpræg. Vurderingen er først fremmest baseret på varemærkets visuelle udtryk. VML, 13 nævner en række varemærker, der er udelukket fra registrering pga. af manglende særpræg. Det kan f.eks. være varemærker, der kun betegner varens beskaffenhed eller anvendelse. Varemærket RØD HVID, der blev søgt for beklædningsgenstande, er blevet afslået, eftersom mærket indikerede den beskaffenhed om varen, at al beklædningen fra producenten var rød og hvid, hvilket ikke var tilfældet (PVS 2004d). Det kan ydermere være mærker, der består af helt almindelige ord, der ikke er egnet til adskille en vare fra en anden. Varemærker af denne art bliver anset som værende rent deskriptive og dermed uden særpræg og distinktivitet Mærket NO BUY-NO PAY, er blevet afvist, da mærket består af helt almindelige ord uden særpræg (PVS 2004d). I sjældne tilfælde kan et varemærke have det fornødne særpræg i sin helhed, selvom det i virkeligheden til dels består af elementer uden særpræg. I de tilfælde er det vigtigt at gøre opmærksom på, at elementerne uden særpræg ikke er omfattet af beskyttelsen. Dette gøres ved, at PVS vælger at indsætte en disclaimer ved registreringen af varemærket. En disclaimer er en bemærkning om, at dele af varemærket er udelukket fra beskyttelse pga. manglende særpræg. Det kan eksempelvis være et ordmærke, hvor der ikke kan opnås eneret til de enkelte ord, men kun til sammensætningen eller helheden af ordene, eller et mærke, hvor der ikke kan erhverves eneret til ordmærket men kun til selve udformningen af ordet i mærket (VML, 16; PVS 2004d). 17 Se også afsnit 5. 62

66 Dette varemærke har en disclaimer, der bestemmer, at indehaveren af mærket ikke har opnået eneret til ordene WONDERFUL COPENHAGEN CUP, men kun til ordene i den viste udformning (PVS 2004d) Vildledning Ligesom manglende særpræg er vildledning en absolut registreringshindring, hvilket betyder, at PVS kan afslå at registrere mærket (PVS 2004d). Det fremgår af VML, 14, stk. 2, at et varemærke, som er egnet til at vildlede med hensyn til varens eller tjenesteydelsens art, beskaffenhed eller anvendelse, er udelukket fra registrering. Vildledning betyder, at forbrugeren pga. varemærket kan opfatte varen som noget andet, end den er. Varemærket CAPPUCINO kan ikke registreres eller tages i brug for varen te, da mærket, hvis det blev registreret eller brugt, kunne vildlede forbrugeren til at tro, at produktet rent faktisk var cappuccino (PVS 2004d). Ydermere er det ifølge VML, 14, stk. 2 umuligt at registrere et varemærke, der indeholder en vildledende geografisk betegnelse. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor et vildledende mærke vil nyde godt af det omdømme, som et land eller en by har inden for et bestemt område. Italien forbindes ofte med kvalitetsdesignertøj. Det ville derfor være vildledende for en forbruger, hvis en producent ville registrere varemærket MILANO for tøj, der var produceret i Korea. På den måde kan forbrugeren få en forestilling om, at tøjet er lavet i Milano, og derfor har en god kvalitet (PVS 2004d). Det skal dog bemærkes, at det kun er i tilfælde, hvor mærket allerede har det fornødne særpræg, at det kan opfattes som et vildledende mærke efter VML, 14, stk. 2 (PVS 2004d). I modsat fald afvises det efter 13, som omtalt i afsnit Forvekslelighed Forvekslelighed er i modsætning til manglende særpræg og vildledning en relativ registreringshindring. Dette betyder, at PVS ikke har ret til at afslå at registrere et varemærke, hvis det er forveksleligt med et andet ældre mærke. I de tilfælde er det derimod op til indehaveren af rettighederne til det oprindelige varemærke at gøre indsigelser mod det nye varemærkes registrering, se afsnit

67 VML behandler forvekslelighed i to forskellige paragraffer. VML, 4, stk. 1 forbyder ibrugtagning af forvekslelige mærker, og VML, 15, stk. 1 og stk. 4, nr. 2 udelukker forvekslelige mærker fra registrering. I VML, 4 er det beskrevet, at indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre at bruge tegn, der er identiske med varemærket for den samme vare eller tjenesteydelse. Det er ligeledes forbudt at bruge tegn, der kan forveksles med varemærket og dermed kan skade mærkets særpræg eller renommé. Forvekslelighed betyder, at et varemærke har for meget lighed med et andet allerede registreret varemærke. Ligheden kan både angå det lydmæssige, det synsmæssige og det begrebsmæssige indtryk af varemærket. SYMLIN og XYMELIN er blevet anset som forvekslelige, da de to varemærker lydmæssigt ville komme for tæt på hinanden (PVS 2004d). DOBBELTDÆKKER og DOUBLEDECKER ville blive anset som forvekslelige mærker pga. den begrebsmæssige lighed mellem mærkerne (ibid.) GLAMIN og GEAMIN er blevet anset som forvekslelige pga. den synsmæssige lighed (ibid.) I VML, 15 er der opstillet en række betingelser, der skal være opfyldt, førend et varemærke kan anses som forveksleligt og dermed udelukket fra registrering. Først og fremmest skal der allerede være stiftet en varemærkeret til det pågældende mærke. Hvis en varemærkeret ikke er stiftet, men mærket derimod er meget kendt i Danmark eller brugt i udlandet, hvilket den nye ansøger burde være bekendt med, kan der også være tale om forvekslelighed. Den stiftede varemærkeret gælder ligeledes for EF-varemærker og andre internationale registreringer, der har virkning i Danmark. Dernæst er det en betingelse, at der er lighed mellem de to mærker, og at de vedrører den samme vare eller tjenesteydelse. (PVS 2004d) Forvekslelighed med personnavne eller virksomhedsnavne 18 Derudover må varemærker ikke indeholde en anden persons navn eller portræt (VML, 14, stk. 4), idet personer med meget specielle efternavne ikke menes at have nogen interesse i, at deres navn bliver brugt til markedsføring af en fremmed persons produkter. Navnet på en virksomhed fungerer 18 Afsnittene 7.5. og 7.6. omhandler henholdsvis forvekslelighed med personnavne og virksomhedsnavne samt krænkelse af ophavsret. Disse behandles som særskilte hindringer for stiftelse af varemærkeret i den danske varemærkelov. I den franske varemærkelov behandles ophavsret, personnavne og virksomhedsnavne alle under den relative registreringshindring indisponibilité, se afsnit

68 ofte som virksomhedens varemærke, selvom det ikke er registreret, og derfor ville et nyt og forveksleligt varemærke krænke virksomhedens eksisterende rettighed til mærket (PVS 2004d). Mærket TEXTOR-A, kunne ikke anvendes som varemærke, da ansøgeren ikke selv var bærer af det sjældne efternavn Textor (PVS 2004d). Brug af personnavne eller virksomhedsnavne er kun en relativ registreringshindring, og derfor er det op til indehaveren af personnavnet eller virksomhedsnavnet at gøre indsigelser mod registreringen af mærket (VML, 14, stk.4) Krænkelse af ophavsret Ifølge VML, 14, stk. 5, er det en relativ registreringshindring at benytte en bestanddel af en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk som varemærke. Betingelserne er dog, at delen kan betragtes som en særegen titel, at den angår et ophavsretligt beskyttet værk, at ophavsretten fortsat består, samt at ansøgeren ikke har hjemmel til at benytte bestanddelen (PVS 2004d). GHOSTBUSTERS eller MIAMI VICE kan ikke benyttes som varemærker, da disse anses som værende særegne titler på ophavsretlige beskyttede værker, nemlig henholdsvis titler på en amerikansk film og tv-serie (ibid.). 8. Sammenfatning Eftersom både fransk og dansk varemærkelovgivning er harmoniseret med EF-direktivet 89/104 og Rådsforordningen 40/94, vil lovgivningen i de to lande være ens på mange områder. På det grundlag er der selvfølgelig mange ligheder at påpege, når man undersøger de to landes lovgivning. EU har dog kun tilsigtet en tilnærmelsesvis harmonisering af varemærkelovene i medlemslandene. Det medfører at der stadig vil være nogle områder, hvor det enkelte land selv bestemmer lovgivningen. Der skal nævnes en meget betydelig forskel i måden, hvorpå en varemærkeret kan stiftes i Danmark og Frankrig. I Frankrig kan varemærkeretten kun stiftes på én måde, nemlig ved en registrering af varemærket. I Danmark kan varemærkeretten stiftes på to måder: Ved registrering og ved ibrugtagning. Danmark er det eneste land i EU, hvor en varemærkeret kan stiftes ved den blotte ibrugtagning af mærket. Da EU s harmoniseringsdirektiv kun vedrører registrerede mærker, har det således ikke nogen indflydelse på ibrugtagning af varemærker. 65

69 Hvad angår registreringsproceduren, er det ifølge harmoniseringsdirektivet op til de enkelte medlemslande at bestemme indholdet af denne. I Frankrig er det f.eks. op til den enkelte ansøger at fastslå ved hjælp af en forundersøgelse blandt registrerede varemærker, om der på ansøgningstidspunktet findes ældre registrerede mærker, der er identiske eller forvekslelige med det ansøgte mærke. Ansøgeren kan vælge at registrere sit varemærke til trods for, at han i sin undersøgelse har fundet tidligere rettigheder til mærket, som han ved en registrering kan risikere at krænke. Hvis det nye varemærke registreres, har indehaveren af de ældre rettigheder til mærket dog mulighed for at gøre indsigelser over for registreringen, når INPI offentliggør det nyregistrerede varemærke i det franske varemærketidende, se afsnit 3.1. I Danmark derimod er det ikke påkrævet, at ansøgeren foretager en forundersøgelse blandt registrerede varemærker inden ansøgning om registrering. Det er dog muligt at anmode PVS om at foretage en sådan undersøgelse mod betaling. Efter indsendelse af ansøgning undersøger PVS under alle omstændigheder, om der findes tidligere rettigheder til mærket, samt om mærket opfylder de andre registreringsbetingelser. Hvis PVS finder, at der eksisterer ældre rettigheder til et mærke, som et nyt varemærke risikerer at krænke, gøres ansøgeren opmærksom på dette i en søgningsrapport. Derefter kan den danske ansøger ligesom den franske ansøger vælge alligevel at få registreret varemærket med risiko for, at indehaveren af den ældre rettighed ved offentliggørelsen af varemærket vil gøre indsigelser over for registreringen. I Danmark har offentliggørelsen af et nyregistreret varemærke en udvidet betydning, eftersom PVS ikke har mulighed for at undersøge, om et ansøgt varemærke krænker ibrugtagne varemærker. Hindringer for stiftelse af varemærkeretten er et område af varemærkeretten, der er fuldstændigt harmoniseret. Der er således tilnærmelsesvis lighed mellem de absolutte og de relative hindringer for stiftelse af varemærkeret, der gælder i fransk og dansk varemærkelovgivning. Den eneste forskel der kan nævnes er, at et varemærke, der ikke kan betragtes som nyt, er udelukket fra registrering ifølge fransk varemærkelov. Forvekslelige mærker eller mærker der krænker en ophavsret betragtes således ikke som nye mærker. I den danske varemærkelov eksisterer der ikke noget nyhedskrav til varemærker 19, eftersom en dansk varemærkeret også kan stiftes ved den blotte ibrugtagning af et varemærke. Ibrugtagne varemærker lever ved en senere registrering ikke op til et nyhedskrav, da de ved ansøgningen om registrering allerede har været i brug i en længere periode. I dansk varemærke- 19 Ved registrering af patenter, brugsmodeller og designs i Danmark er der et krav om, at opfindelserne skal være en nyhed (PVS 2004h). Det er således kun danske varemærker, der ikke skal opfylde et sådant krav. 66

70 lov behandles forvekslelighed, forvekslelighed med personnavne og virksomhedsnavne samt krænkelse af ophavsret i stedet som særskilte hindringer for stiftelse af varemærkeret. 9. Opretholdelse af varemærkeret i Frankrig Når en varemærkeret først er blevet stiftet, er det vigtigt, at virksomheden opretholder eneretten til varemærket. En varemærkeret, der er blevet stiftet ved registreringen, gælder principielt i ti år fra ansøgningsdatoen, men både under og efter denne periode er indehaveren forpligtet til aktivt at opretholde sin varemærkeret ved f.eks. at overholde sin brugspligt eller ved at forny mærket ved registreringens udløb. I tilfælde hvor nye varemærker synes at krænke en indehavers varemærkerettigheder, opretholdes varemærkeretten ved f.eks. at fremsætte indsigelser mod registreringen af et nyt varemærke eller ved at indlede et søgsmål mod indehaveren af det nye varemærke. (CPI, L 712-1; Galloux 2003: 458). I de følgende afsnit undersøges mulighederne for opretholdelse af en varemærkeret i Frankrig nærmere Renouvellement (fornyelse) Som nævnt ovenfor gælder en registrering af et varemærke i ti år fra ansøgningsdatoen, hvorefter retten til mærket kun kan opretholdes ved en fornyelse af registreringen. Fornyelsen kan kun omfatte det nøjagtige samme mærke og de samme vareklasser, som var beskyttet af den oprindelige registrering (CPI, L 712-9; Galloux 2003: ). Hvis varemærket eller vareklasserne ønskes ændret, kan varemærket ikke fornys, men må derimod registreres på ny. Ansøgningen om fornyelse af et varemærke indsendes til INPI, som mod betaling af et gebyr behandler ansøgningen og fornyr mærket for en ny periode på ti år, såfremt der ikke findes grunde til, at varemærkeretten skal ophøre (Bertrand 2002: ). Fornyelsen af varemærket udløser ikke en ny undersøgelse af varemærket. Derudover er der heller ingen muligheder for at fremsætte indsigelser 20, eftersom fornyelsen ikke giver anledning til en ny varemærkeret men kun til en opretholdelse af den gældende varemærkeret (Bertrand 2002: 322) Obligation d usage (brugspligt) Selvom en registrering principielt er gældende i ti år, er en varemærkeindehaver forpligtet til efter registreringen at gøre reel erhvervsmæssig brug (usage sérieux) af sit varemærke i en sammenhængende periode på mindst fem år (CPI, L 714-5), ellers kan han risikere at miste (déchéance) sin 20 Se om indsigelser i afsnit

71 varemærkeret. Ved reel brug forstås det at bruge varemærket i dens primære funktion nemlig til at adskille én virksomheds varer eller tjenesteydelser fra en anden virksomheds varer eller tjenesteydelser (Bertrand 2002: 344). Hvis varemærkeindehaveren ikke gør brug af sit varemærke, kan andre interesserede gøre krav på at anvende hans registrerede varemærke ved at anlægge en ophævelsessag, der tilsigter rettighedsfortabelse af varemærket (action en déchéance). Søgsmålet anlægges ved henholdsvis byretten for større sager (tribunal de grande instance), hvis det er en civil sag og ved kriminalretten (tribunal correctionel) i tilfælde af en straffesag (Bertrand 2002: ). For at varemærkeindehaveren ikke skal miste sin varemærkeret ved et sådant søgsmål, må indehaveren bevise, at der er blevet gjort reelt brug af mærket i en kontinuerlig periode på fem år, enten af ham selv eller af en licenstager 21. Hvis dette ikke kan bevises, ophæves varemærkeretten, og varemærket bliver derefter gjort offentligt tilgængeligt (ibid.). Brugspligten (obligation d'usage) på fem år skal desuden sikre, at der ikke i varemærkeregistret optræder ubrugte registrerede mærker, der kan risikere at spærre pladsen for andre, der kunne have en oprigtig interesse i at bruge mærket. Varemærkeregistret skal nemlig kunne give et øjebliksbillede af de varemærker, der reelt anvendes, for på den måde ligeledes at fremme ansøgningsproceduren Dégénérescence (degeneration) Som nævnt ovenfor har varemærkeindehaveren en forpligtelse til at bruge sit varemærke i en kontinuerlig periode på fem år, ellers kan andre interesserede kræve, at varemærkeretten ophæves. Opfører varemærkeindehaveren sig passivt efter registreringen af et mærke, risikerer han ikke kun, at mærket ophæves pga. manglende brug, men også at mærket degenerer. Degeneration (dégénérescence) betyder, at varemærket bliver til en almindelig betegnelse for den vare, som mærket er registreret for. Varemærkeindehaveren skal sørge for at opretholde mærkets bekendthedskvalitet ved ikke at benytte mærket som en artsbetegnelse 22 (désignation usuelle). Det er vigtigt, at det ved brug af mærket understreges, at mærket er et registreret varemærke. Dette kan gøres ved f.eks. at anvende tegnene eller sammen med varemærket eller ved at skrive mærket med de samme typer bogstaver og gerne versaler hver gang (Bertrand 2002: ). Mange artsbeteg- 21 Se om licens i afsnit En artsbetegnelse beskriver varens eller ydelsens beskaffenhed, kvalitet, geografiske oprindelse, form eller natur, eksempelvis Bikini eller Caddie (Crone & Perrin 2004). 68

72 nelser er oprindeligt varemærkemærker, der har mistet deres særpræg ved degenerering (Bertrand 2002: 99). Betegnelserne FRIGIDAIRE og POLO, var oprindeligt registrerede varemærker. De er nu blevet til de generiske betegnelser for henholdsvis køleskabe, og t-shirts (Bertrand 2002: 100). Varemærket XEROX har formået at blive ved med at opretholde dets bekendthedskvalitet og ikke degenerere til trods for, at termen xerox på engelsk er kommet til at betyde at fotokopiere. Ved hele tiden kun at skrive varemærket med versaler, opretholder firmaet XEROX som et registreret varemærke (Bertrand 2002: 350) Opposition (indsigelse) Hvis en indehaver af en ældre rettighed til et registreret eller et almindelig velkendt varemærke mener, at et nyregistreret varemærke kan risikere at krænke hans varemærke, har han ret til, ifølge CPI, L og L 712-4, at fremsætte indsigelse (opposition) mod registreringen af det nye varemærke for at opretholde sin egen varemærkeret 23. Fristen for at fremsætte en indsigelse er 2 måneder efter offentliggørelsen af varemærket i det franske varemærketidende, se afsnit 3.1. Indsigelsen sendes til INPI, som mod betaling af et gebyr behandler indsigelsen. INPI gør indehaveren af den nye varemærkeret opmærksom på indsigelsen, og denne kan derefter indenfor en nærmere fastsat frist komme med sine modargumenter. For at undgå at indsigelsesproceduren trækker i langdrag, er der fastsat en frist for, hvornår INPI senest skal træffe en afgørelse (Bertrand 2002: ). Alle INPI's afgørelser kan ankes til den franske appelret. Varemærkeindehaveren kan kun beskytte og opretholde sine rettigheder til mærket, hvis han hele tiden er opmærksom på, om der bliver offentliggjort mærker, der krænker hans rettigheder. Det kan dog være vanskeligt hele tiden at undersøge varemærkeregistret for nye varemærker. Af den årsag gør mange virksomheder brug af såkaldte overvågningsbureauer 24, der mod betaling sørger for, at en indehaver bliver gjort opmærksom på offentliggørelsen af mærker, der kan være i strid med hans rettigheder, og som der skal gøres indsigelser mod (Bertrand 2002: ). Krænkelser, der bliver bremset ved indsigelsessager, kan betegnes som mere uforsætlige krænkelser, hvor et varemærke kommer for tæt på et andet mærke uden at varemærkeindehaveren er klar over det. Derfor behand- 23 Se også afsnit 3.1 om registrering af varemærker i Frankrig 24 Overvågningen kan også foretages af advokatbureauer og varemærkebureauer, der netop er specialiseret i at overvåge varemærkeregistrene både nationalt og internationalt. 69

73 les sagerne heller ikke af de franske domstole, som det er tilfældet med f.eks. et nullitetssøgsmål, se nedenfor afsnit 9.5., men derimod administrativt af INPI Action en nullité (ugyldighedssøgsmål) Hvis en indehaver af en varemærkeret ikke når at fremsætte en indsigelse inden to måneder fra registreringsdagen, har han stadig mulighed for at få ugyldiggjort et varemærke, der menes at krænke hans rettigheder. Indehaveren af en ældre rettighed kan indlede et såkaldt ugyldighedssøgsmål (action en nullité) inden for fem år fra registreringsdagen. Formålet er at få erklæret et nyregistreret varemærke ugyldigt og på den måde opretholde rettigheden til mærket (CPI, L 714-3). Et ugyldighedssøgsmål anlægges ved byretten for større sager, hvis det er en civil sag og ved kriminalretten, hvis der er tale om en straffesag (Galloux 2003: 461). I de tilfælde hvor indehaveren i mere end fem år har tolereret brugen af et mærke, der i sin tid blev registreret i god tro og uden indsigelser, kan mærket ikke kræves ugyldiggjort. Der sker således en fortabelse af indehaverens rettigheder pga. af passivitet (forclusion par tolérance) (Bertrand 2002: ). Et ugyldighedssøgsmål kan anlægges af enhver, der mener, at et mærke er blevet registreret i strid med bestemmelserne i CPI. Det kan være mærker, der i deres natur ikke kan udgøre et varemærke, mærker der mangler særpræg, mærker som er vildledende eller mærker, som er i strid mod offentlig orden (CPI, L 714-3). Sådanne ugyldighedsgrunde forekommer dog sjældent, eftersom INPI allerede ved registreringen af mærket har undersøgt, om mærket opfyldte betingelserne i CPI vedrørende mærkets natur, udformning samt særpræg (Bertrand 2002: ) Action en revendication (udleveringssøgsmål) For at opretholde og beskytte sin varemærkeret har en varemærkeindehaver desuden ret til at indlede et såkaldt udleveringssøgsmål (action en revendication). Udleveringssøgsmålet anlægges i de tilfælde, hvor en person i ond tro registrerer et varemærke, som han ikke har ret til. Det kan f.eks. være en fuldmagtshaver, der registrerer et mærke i sit eget navn i stedet for at registrere mærket i fuldmagtsgiverens navn,. Ydermere kan det være en person, der i ond tro og mod bedre vidende registrerer et mærke, som allerede bliver brugt af en anden person, der dog ikke har registreret mærket. I disse tilfælde kan rettighedsindehaveren så anlægge udleveringssøgsmålet, der har til hensigt at give indehaveren de rettigheder tilbage, som en anden uretmæssigt har taget (CPI, L 712-6). Formålet med søgsmålet er at få ugyldiggjort det varemærke, som er svigagtigt registreret 70

74 (Mathély 1994: 151). Søgsmålet anlægges ved byretten for større sager, hvis det er en civil sag og ved kriminalretten i tilfælde af en straffesag (Mathély 1994: 156) Licence (licens) Hvis en varemærkeindehaver ikke selv har mulighed for at overholde sin brugspligt efter registreringen, og han ikke er interesseret i at miste retten til mærket, kan han give en anden person eller virksomhed licens til at benytte mærket, og på den måde opretholdes varemærkeretten (Pascaud & Piotraut 2004). Normalt har licenstageren (concessionnaire) ikke blot retten men også forpligtelsen til at udnytte mærket og til at betale licensgiveren (concédant) en varemærkeafgift i form af royalties. Derudover kan licensgiveren gøre de rettigheder, der er knyttet til varemærket, gældende overfor licenstageren. Det kan f.eks. være rettighederne i forbindelse med varemærkets udformning eller med de varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret. Licenser (licence) skal indføres i det franske varemærkeregister. Det skal endvidere indføres, når og hvis licensen ophører (Galloux 2003: 518). En varemærkelicenskontrakt (contrat de licence de marque) kan gælde for en bestemt periode, men i princippet kun lige så længe som varemærket, dvs. i maximalt ti år ved registrering. Herefter kan varemærket selvfølgelig fornys og dermed også licenskontrakten. Når licenskontrakten udløber, skal licenstageren stoppe benyttelsen af mærket, ellers risikerer han at blive sigtet for plagiering (Galloux 2003: ). En varemærkeindehaver kan i forbindelse med udformningen af en licenskontrakt mod betaling få assistance af et varemærkebureau (conseil en propriété industrielle), der sørger for, at alle formaliteter i forbindelse med kontrakten er i orden (Pascaud & Piotraut 2004). 10. Opretholdelse af varemærkeret i Danmark Varemærkeretten i Danmark anses for evigtvarende, hvilket betyder, at den ikke automatisk ophører på noget tidspunkt efter stiftelsen eller efter indehaverens død (Koktvedgaard 2002: 369). En varemærkeindehaver er alligevel forpligtet til selv at opretholde sin varemærkeret stiftet enten ved ibrugtagning eller registrering, for at denne ikke skal blive udslettet eller ophævet (VML, 26; PVS 2004e). En dansk varemærkeret stiftet ved registrering gælder i ti år fra registreringsdatoen. Herefter har varemærkeindehaveren en forpligtelse til at forny varemærket efter registreringens udløb samt til at overholde sin brugspligt, hvis varemærkeretten skal opretholdes. Ved ibrugtagning opret- 71

75 holdes varemærkeretten overordnet lige så længe, som varemærket er i brug. Derudover har indehaveren, af både et registreret og et ibrugtaget varemærke, nogle midler til rådighed for at beskytte og opretholde sin varemærkeret. Indehaveren kan fremsætte indsigelser overfor registreringen af et nyt varemærke, eller han kan anmode om, at et allerede registreret varemærke ophæves administrativt af forskellige grunde (ibid.). I det følgende vil der adskillige gange blive henvist til det franske afsnit om opretholdelse af varemærkeretten. Årsagen er, at de fleste af de områder, der behandles i nedenstående afsnit, er berørt af harmoniseringen af varemærkeretten i EU. Det har derfor ikke været nødvendigt at gennemgå hvert enkelt af områderne for begge sprog, da reglerne omkring opretholdelse af varemærkeretten i Frankrig og Danmark stort set vil være tilsvarende Fornyelse En registreret varemærkeret skal fornys hvert tiende år, for at varemærkeretten opretholdes (VML, 26 stk. 2). Fornyelsesproceduren i Danmark svarer til proceduren i Frankrig, se derfor ovenfor i afsnit 9.1. Det skal dog bemærkes, at en varemærkeret i Danmark ikke nødvendigvis mistes ved manglende fornyelse. Varemærkeretten kan nemlig bestå uregistreret, hvis indehaveren fortsat gør brug af mærket (Madsen 2002: 202). Varemærkeretten overgår bare fra at være stiftet ved registrering til stiftet ved ibrugtagning Brugspligt Reglerne omkring brugspligten ved registrerede varemærker er baseret på EFharmoniseringsdirektivet 89/104. Derfor er de danske regler på linie med de franske regler, der blev gennemgået i afsnit 9.2. (Koktvedgaard 2002: ). Dog er det i Danmark ikke muligt at anlægge et søgsmål vedrørende fortabelse af varemærkerettigheder pga. manglende brug, som behandles af domstolene. I stedet kan der indgives begæring til PVS om, at et varemærke ophæves administrativt pga. manglende brug. Endvidere skal det bemærkes, at en varemærkeret, der er stiftet ved ibrugtagning i Danmark, ligeledes skal opfylde en brugspligt. Dette betyder, at en varemærkeret stiftet ved ibrugtagning kun kan opretholdes, så længe mærket benyttes. Hvis brugen af mærket ophører definitivt, mistes varemærkeretten (ibid.) Degeneration 72

76 Indehaveren af et varemærke kan risikere at miste retten til mærket, hvis mærket bliver til den generiske betegnelse for en vare. Af den årsag er det vigtigt, at varemærkeindehaveren hele tiden er opmærksom på, at mærket kun optræder i dets registrerede form (PVS 2004e). Se nærmere i afsnit 9.3. Det danske varemærke LEGO har stor risiko for at degenerere, da det ofte benyttes i generiske betegnelser f.eks. legoklodser, lego-systemer etc. LEGO bruger dog altid at skrive mærket med versaler for på den måde at understrege, at LEGO er et registreret varemærke (Koktvedgaard 2002: 375) Indsigelser I Danmark har en varemærkeindehaver også mulighed for at gøre indsigelser mod registreringen af nye og krænkende mærker. Indsigelsen behandles af PVS mod betaling af et gebyr, og PVS's afgørelse kan ankes til Patentankenævnet. Det skal bemærkes, at indehavere af ibrugtagne varemærker ligeledes har ret til at fremsætte indsigelser mod varemærker, der kolliderer med allerede ibrugtagne varemærker (PVS 2004e). Selve proceduren omkring indsigelser i Danmark og Frankrig er tilsvarende. Se derfor nærmere i afsnit Ophævelse I Danmark kan varemærkeindehaver anmode om, at et varemærke bliver ophævet administrativt, hvis et yngre registreret varemærke kan krænke et tidligere registreret varemærke. Den administrative ophævelse gør sig gældende i de tilfælde, hvor varemærkeindehaveren ikke i tide har haft kendskab til registreringen, og dermed kunne fremsætte indsigelser mod mærket. PVS behandler ansøgningen om administrativ ophævelse af et varemærke mod betaling af et gebyr (VML, 30; PVS 2004e). Et varemærke kan også ophæves ved dom efter VML, 29. En retssag om ophævelse af et varemærke kan anlægges af enhver med retslig interesse og behandles normalt af Sø- og Handelsretten (Madsen 2002: 157; Koktvedgaard & Wallberg 1998: 162) Licens Ifølge VML, 40 stk. 1 kan der gives licens for alle eller dele af de varer, som et varemærke er registreret for (Koktvedgaard 2002: 333). Se nærmere om licens i afsnit Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Frankrig 73

77 Når et varemærke registreres i Frankrig, opnår indehaveren eneret til varemærket. Dette betyder, at ingen andre har ret til at få registreret et varemærke, der strider mod varemærkeindehaverens allerede eksisterende rettigheder til mærket. Desuden har ingen ret til at plagiere et allerede registreret varemærke ved at reproducere eller efterligne et registreret varemærke eller til ulovligt at bruge et allerede eksisterende mærke (CPI, L 716-1; Mathély 1994: ). Hvis disse bestemmelser overtrædes, sker der en krænkelse af varemærket (contrefaçon) og den varemærkeretlige eneret. I de følgende afsnit vil jeg behandle de forskellige former for krænkelser af en varemærkeretlig eneret, der eksisterer ifølge fransk varemærkelovgivning. Derudover vil jeg undersøge, hvilke muligheder en varemærkeindehaver har for at bremse en forsætlig krænkelse af hans eneret samt hvilke sanktionsmuligheder, der finder anvendelse ved en krænkelse af den varemærkeretlige eneret Types de contrefaçon (krænkelsestyper) Når en varemærkerettighed krænkes, skelnes der overordnet mellem, om krænkeren har været i ond tro, eller om krænkelsen er sket uforvarende, ved at et mærke er kommet for tæt på et andet varemærke. Uforsætlige krænkelser bliver ofte bremset allerede i indsigelsesperioden eller senere ved et ugyldighedssøgsmål 25. De forsætlige krænkelser af et varemærke kan udløse et civilt søgsmål med påstand om forbud eller erstatning eller en straffesag med påstand om bøde eller fængselsstraf. I den franske varemærkeret skelnes der mellem forskellige typer af krænkelser. Den varemærkeretlige eneret krænkes, når et ældre varemærke, der er beskyttet ved registrering, bliver forsætlig gengivet (reproduction), efterlignet (imitation) eller gjort til genstand for ulovlig brug (usage illicite) (CPI, L 713-2, L 713-3, L 716-9, L , L ). De ovennævnte forsætlige krænkelser har som regel til formål at udnytte og tære på et allerede registreret varemærkes renommé og goodwill. Af den årsag er det yderst vigtigt for en varemærkeindehaver hurtigst muligt at bringe en eventuel krænkelse til ophør for på den måde at mindske risikoen for at lide store økonomiske tab Reproduction (gengivelse) Ved plagiering i form af gengivelse (reproduction) forstås en ulovlig, identisk gengivelse af et tegn, der allerede udgør et registreret varemærke (CPI, L 713-2a; Mathély 1994: 291). Gengivelsen kan være en fuldstændig nøjagtig gengivelse (reproduction servile) eller en næsten nøjagtig gengivelse (reproduction quasi-servile) af et ældre varemærke. Hvis et yngre varemærke betragtes som en næsten nøjagtigt gengivelse af et ældre varemærke, er det ikke fuldstændig identisk med det ældre 25 Se afsnit

78 varemærke, men forskellen er dog så minimal, at det kan betragtes som et forsøg på at gengive det ældre mærke fuldstændig nøjagtigt (ibid.). Et varemærke anses kun for en ulovlig gengivelse af et allerede eksisterende mærke, hvis det søges registreret for de samme varer eller tjenesteydelser, som det ældre varemærke er registreret for (CPI, L 713-2a). F.eks. blev mærket KENDO, søgt registreret for beklædningsgenstande, betragtet som en delvis nøjagtig gengivelse af mærket KENZO, der er registreret for beklædningsgenstande. Forskellen mellem bogstaverne d og z blev anset som meget minimal både fonetisk og visuelt. Mærket WEST JEAN S, søgt registreret for bukser, blev ligeledes anset for en delvis nøjagtig gengivelse af mærket JEANS WEST også registreret for bukser (Mathely 1994: 292). Gengivelsen af et ældre varemærke kan også ske delvist (reproduction partielle) (Mathély 1994: 293). Et varemærke kan bestå af flere tegn, og en delvis nøjagtig gengivelse af mærket kommer til udtryk, hvor det f.eks. kun er en del af mærket, der er blevet gengivet. Ofte er det, det mest særprægede element af varemærket, der bliver plagieret af et yngre varemærke (ibid.). Eksempelvis blev mærket MOI LA PASSION, der er registret for parfume, udsat for en krænkelse af mærket PASSI- ON, søgt registreret for kosmetik og beklædning. Ordet PASSION i det ældre varemærke udgjorde nemlig den mest særprægede del af mærkets helhed (Mathély 1994: 294) Imitation (efterligning) Efterligning omfatter forsætlig plagiering i form af en ulovlig efterligning af et tegn, der udgør et registreret varemærke (imitation) (CPI, L 713-2(b)). I forhold til den nøjagtige gengivelse af et tegn er efterligning den mest udbredte form for krænkelse af den varemærkeretlige eneret (Mathély 1994: 300). Det kan være svært at blive sagsøgt for efterligning, da grænserne for, hvornår det rent faktisk drejer sig om efterligning af et ældre varemærke, er meget flydende. Et varemærke, der synes at være en efterligning af et ældre varemærke, kan alligevel have tilstrækkeligt særpræg til at blive vurderet som et nyt selvstændigt varemærke og dermed ikke en efterligning. Et varemærke kan kun betragtes som efterlignende, hvis der er risiko for, at mærket skaber forvekslelighed (confusion) blandt forbrugerne, og hvis mærket søges registreret for de samme eller lignende vareklasser 26, som det eftergjorte varemærke er registreret for (CPI, L 716-3: Mathély 1994: 300). Det er først og fremmest selve faren for, at to mærker kan forveksles, som man søger at forhindre, når det er ulovligt at få registreret et efterlignende mærke (Mathély 1994: ). 26 Se også fodnote nr. 5 under afsnit

79 Ved efterligning skelnes der på samme måde som ved gengivelse mellem efterligning (imitation à l identique), næsten nøjagtig efterligning (imitation au quasi-identique) og delvis efterligning (imitation partielle) (Galloux 2003: ). Mærket TRIUMPH, registreret for undertøj, blev tilnærmelsesvist søgt efterlignet af mærket TRIUM, eftersom det visuelle og det fonetiske udtryk i de to mærker er ens. Der var på den måde en høj risiko for, at forbrugerne kunne forveksle mærkerne (ibid.). Mærket LESLEY, søgt registreret for kosmetikprodukter, er en delvis tilnærmelsesvis efterligning af mærket SISLEY, som er registreret for de samme produkter. Suffikset LEY er blevet anset som det mest særprægede element i det ældre varemærke, og ikke et almindeligt fransk suffiks. På grund af dette særpræg var der stor risiko for, at forbrugeren kunne forveksle det nye varemærke med det ældre (Mathély 1994: 309). Det kan være svært at skelne mellem, om et mærke er blevet gengivet eller efterlignet. Når et mærke bliver ulovligt gengivet, er det nye mærke næsten identisk med det oprindelige mærke. I sådanne tilfælde tages der ikke hensyn til, om det nye mærke frembringer forvekslelighed hos forbrugerne (Mathély 1994: 292), da krænkelsen viser sig meget tydeligt. Ved en efterligning kan det være dele af et mærke, der er identisk med et andet. For at konstatere om der er tale om en efterligning af et mærke, tages der stilling til, om det formodede efterlignende mærke kan skabe forvekslelighed hos forbrugeren. Hvis dette ikke er tilfældet, kan det nye mærke godt registreres, selvom det skulle indeholde elementer, der efterligner et allerede registreret varemærke. Efterligning er, som tidligere nævnt, den mest udbredte form for krænkelse af et varemærke, eftersom det er mere vanskeligt at bestemme, om et varemærke rent faktisk er blevet efterlignet (Mathély 1994: 300). Den krænkende part vil derfor have større held med at efterligne et mærke, og derefter snylte på det eftergjorte mærkes renommé, end med at gengive et mærke identisk, da dette højest sandsynligt vil føre til en retssag Usage illicite (ulovlig brug) Ulovlig brug (usage illicite) af et varemærke omfatter andres forsætlige ulovlige anvendelse af et allerede eksisterende og registreret varemærke (Mathély 1994: 326). Der er her ikke tale om plagiering af varemærker, men derimod om at andre bevidst og mod bedre vidende anvender et varemærke, som de ikke har rettighederne til og således krænker en andens varemærkeretlige eneret. Ulovlig brug kan finde sted på flere forskellige måder. For det første er det ikke tilladt forsætligt at være i besiddelse af produkter med falske varemærker (detention), hvis man ikke har et lovligt motiv til at 76

80 være i besiddelse af produkterne (CPI, L ). F.eks. kan fragtmanden ikke sigtes for ulovlig brug, da han har et lovligt motiv til at være i besiddelse af produkter med falske eller krænkende varemærker. Dernæst betragtes det som ulovligt brug, hvis et produkt forsætligt påsættes et registreret varemærke uden, at der er tilladelse til det (apposition) (ibid.). Eksempelvis hvis en lavprisvare forsøges solgt påtrykt et velkendt kvalitetsvaremærke. Endelig er det ulovligt forsætligt at fjerne et registreret varemærke fra et produkt (suppression) (ibid.) samt forsætligt at ombytte et produkt med et registreret varemærke til et andet produkt, der ikke har ret til at bære det registrerede varemærke, for på den måde at vildlede forbrugeren (substitution) (CPI L713-2). Ulovlig brug anses som en meget alvorlig krænkelse af varemærkeretten. Varemærkeindehaveren kan risikere at lide store økonomiske tab pga. den ulovlige anvendelse, hvis f.eks. et produkt af meget dårlig kvalitet bliver markedsført og solgt under et velkendt registreret varemærke Recours (retsmidler) Når en varemærkeindehaver konstaterer, at eneretten er blevet krænket på den ene eller anden vis, er der mulighed for at retsforfølge krænkeren af rettighederne (CPI, L 716-5). Varemærkeindehaveren kan indlede et søgsmål vedrørende krænkelse af et varemærke (action en contrefaçon). Søgsmålet kan enten være i form af et civilt søgsmål, hvor varemærkeindehaveren vil søge at opnå erstatning for krænkelsen, eller i form af en straffesag, hvor krænkeren kan blive idømt både fængsels- og bødestraf for krænkelsen (CPI, L 716-1, L og 10; Bertrand 2002: 389). Søgsmålet skal indbringes for henholdsvis byretten for større civile sager og for kriminalretten ved straffesager (CPI, L 716-3). Ved søgsmålets indledning er der endvidere mulighed for, at der anvendes foreløbige retsmidler. Disse retsmidler tilsigter bl.a. at sikre bevis for krænkelsen og dens omfang samt at forbyde en fortsættelse af krænkelsen allerede ved sagens begyndelse Saisie-contrefaçon (bevissikring) Når en varemærkeindehaver indleder et søgsmål vedrørende krænkelse af et varemærke, er det op til indehaveren selv at bære bevisbyrden i sagen. Dvs. at indehaveren af de krænkede rettigheder skal bevise, at et varemærke forsætligt er blevet enten reproduceret, efterlignet eller ulovligt anvendt (Mathély 1994: 341). I forbindelse med en krænkelse af et varemærke kan det være særligt vanskeligt at samle bevis for, at der er sket en krænkelse uden at have adgang til f.eks. eksemplarer af de produkter, som er påsat falske eller krænkende varemærker eller til den formodede krænkers regnskaber. Af den grund er det hjemlet ved lov, at en varemærkeindehaver kan anmode byretspræ- 77

81 sidenten (président du tribunal de grande instance) om, at en såkaldt bevissikringsundersøgelse (saisie-contrefaçon) bliver foretaget hos en formodet krænker allerede ved søgsmålets indledning (CPI, L 716-7; Mathély 1994: ). Byretspræsidenten kan ikke afvise en anmodning om bevissikring (Le Cabinet Chaillot 2004). Under denne undersøgelse vil der søges bevis for, at en krænkelse af en varemærkeretlig eneret har fundet sted, samt hvor stort omfanget af krænkelsen er. Bevissikringsundersøgelsen foretages af en foged, der udvælges af den krænkede part. Fogeden kan være ledsaget af en uvildig sagkyndig 27, som kun har en assisterende rolle i forbindelse med undersøgelsen. Undersøgelsen kan bl.a. omfatte fotografering, fotokopiering eller digital kopiering af relevant materiale, som f.eks. maskiner og andet produktionsudstyr, bogføringsmateriale samt oplysninger fra computere, der kan bevise, at en krænkelse har fundet sted. Under undersøgelsen foretages der altid en beskrivelse af de iagttagelser, som fogeden har gjort under bevissikringsundersøgelsen (saisie-description) i form af en skreven rapport om krænkelsen (Le Cabinet Chaillot 2004; Bertrand 2002: )). Bevissikringen kan desuden indbefatte en beslaglæggelse (saisie réelle) af de produkter, der er påsat de krænkende eller falske varemærker eller andet materiale som f.eks. computer-udstyr, der kan indeholde dokumenter omhandlende de krænkende varemærker. Ligeledes kan der beslaglægges kopier af fakturaer, der beviser, at varerne med de krænkende mærker er blevet solgt eller reklamemateriale, hvori varerne er blevet markedsført (Mathély 1994: 343). Beslaglæggelsen har kun virkning indtil, der afsiges endelig dom i sagen. Bevissikringsundersøgelsen er som nævnt kun et foreløbigt retsmiddel. Derfor skal den følges op af en egentlig retssag, hvor krænkelsesspørgsmålet prøves (Mathély 1994: ) Interdiction provisoire (foreløbigt forbud) Når et søgsmål vedrørende krænkelse af et varemærke indledes, er det med det formål at bringe krænkelsen af varemærket til ophør hurtigst muligt. Derfor er det også ifølge CPI, L muligt at anvende et andet foreløbigt retsmiddel, som allerede ved søgsmålets indledning hindrer krænkelsen af eneretten i at fortsætte. Varemærkeindehaveren har nemlig mulighed for at anmode byretspræsidenten om, at der nedlægges et foreløbigt forbud mod fortsættelsen af den ulovlige krænkelse af varemærket (interdiction provisoire) (Mathély 1994: ). Det foreløbige forbud gælder kun indtil sagens endelige afgørelse, og det er kun aktuelt i de tilfælde, hvor søgsmålet er blevet indledt 27 Den uvildige sagkyndige er en fagmand inden for området, hvis viden kan være nødvendig for fogeden ved beslaglæggelse af bevismaterialet. Eksperten udpeges ligeledes af den krænkede part (Mathély 1994: 347). 78

82 relativt hurtigt efter, at varemærkeindehaveren er blevet opmærksom på krænkelsen. Hvis varemærkeindehaveren gennem længere tid har tolereret krænkelsen, kan der ikke anmodes om et foreløbigt forbud. Indehaveren har på den måde vist, at det tilsyneladende ikke haster med at få standset krænkelsen. Hvis forbudet ikke overholdes, kan den krænkende part idømmes bøde eller fængselsstraf(ibid.). Både bevissikringsundersøgelsen og det foreløbige forbud kan betinges af sikkerhedsstillelse (constitution des garanties). Hensigten er at sikre, at sagsøgte bliver holdt skadesløs eller opnår erstatning for det tab, som en bevissikringsundersøgelse eller et foreløbigt forbud har forvoldt ham, hvis sagen falder ud til sagsøgtes fordel (Mathély 1994: 364) Sanctions de la contrefaçon (sanktioner for krænkelsen af et varemærke) Som nævnt ovenfor i afsnit kan et søgsmål vedrørende krænkelse af et varemærke indledes som en civilsag ved byretten for større sager eller som en straffesag ved kriminalretten. Af den årsag skelnes der også mellem de civilretlige og de strafferetlige sanktioner for en krænkelse af den varemærkeretlige eneret. De civilretlige sanktioner har til formål at holde den krænkede part skadesløs i forhold til det ved krænkelsen forvoldte tab. Disse sanktioner kan være i form af en erstatning for det forvoldte tab (indemnisation), et forbud mod at forfølge krænkelsen af mærket (interdiction) eller en offentliggørelse af domsafgørelsen (Galloux 2003: ; Mathély 1994: 369). Derudover er det en naturlig sanktion, at et registreret varemærke, der af retten bliver anset som værende enten falsk eller krænkende, efter domsafgørelsen erklæres for ugyldigt (nullité) (Mathély 1994: 372). Ved erstatning skal sagsøgte kun betale for det nøjagtige tab, som krænkelsen har forvoldt sagsøger. Det er således ikke muligt for sagsøger at opnå en yderligere godtgørelse for krænkelsen f.eks. for svie og smerte (Mathély 1994: 373). Det nøjagtige tab kan være svært at opgøre, men der tages først og fremmest stilling til det handelsmæssige tab i forbindelse med et manglende salg, som varemærkeindehaveren har lidt pga. krænkelsen (Mathély 1994: 373). Derudover bedømmes, hvor stort et tab der er sket i mærkets værdi pga. krænkelsen. Det kan eksempelvis være i forbindelse med, at den krænkende part har solgt dårlige produkter under et falsk varemærke og på den måde skadet mærkets goodwill og renommé (Mathély 1994: 376). 79

83 Forbud mod at fortsætte krænkelsen er den mest almindelige civilretlige sanktion for krænkelsen af et varemærke (Mathély 1994: ). Den angår både den ulovlige anvendelse af mærket samt fremstillingen af krænkende eller falske mærker 28 (ibid.). Formålet med en offentliggørelse af domsafgørelsen er, at oplyse forbrugerne om, at der er sket en krænkelse af et varemærke, og at bestemte produkter på markedet bærer et enten falsk eller krænkende varemærke (Mathély 1994: 377). Hvad angår de strafferetlige sanktioner, skelnes der mellem om den krænkende part er en person eller en virksomhed. En person som krænkende part kan ifølge CPI, L idømmes en bødestraf samt fængselsstraf i op til to år for krænkelse af en varemærkeretlig eneret. En virksomhed, der har krænket et varemærke, kan idømmes en bøde, og derudover kan virksomheden blive dømt til at lukke eller få et forbud mod at producere varer (Galloux 2003: 510; Mathély 1994: ). 12. Krænkelse af den varemærkeretlige eneret i Danmark Den danske Varemærkelov behandler ikke krænkelse af en varemærkeret særligt uddybende hverken i selve loven eller i lovens forarbejder. Der findes eksempelvis ikke i den danske varemærkeret nogen tydelig legal sondring mellem forskellige typer af krænkelser af en varemærkeretlig eneret. I VML, 4 gøres det gældende, at indehaveren af en varemærkeret kan forbyde andre, der ikke har dennes samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, hvis tegnet er identisk med eller ligner det varemærke og de varer eller tjenesteydelser, for hvilke tegnet er registreret eller taget i brug. Sondringen mellem typer af krænkelser findes derimod mere uddybende i den danske markedsføringslov, hvor man også finder regler vedrørende produktefterligninger, renommésnylteri, utilbørlig markedsfortrængning samt illoyal udnyttelse eller forringelse af andres erhvervsmæssige indsats (Madsen 2002: 240; Andersen 2004). Disse krænkelser angår dog ikke kun krænkelse af en varemærkerettighed men også andre immaterielle rettigheder. I dansk varemærkeret tages der primært stilling til, om der er sket en krænkelse eller ej, og derfor skelnes der i stedet mellem de sanktionsmuligheder, der finder anvendelse ved en krænkelse af varemærkeretten (Jespersen 2004). Det må dog formodes, at en dansk varemærkeindehaver risikerer at blive udsat for de samme typer af krænkelser som en fransk varemærkeindehaver, se afsnit 11.1, der omhandler typer af krænkelser i henhold til den franske varemærkeret. I de følgende afsnit vil jeg derfor kun undersøge de muligheder, 28 Forbudet er her det primære sanktionsmiddel og kan ikke sammenlignes med det foreløbige forbud, som kun er et foreløbigt retsmiddel. Se også afsnit

84 en dansk varemærkeindehaver har for at bringe en krænkelse til ophør samt hvilke sanktionsmuligheder, der finder anvendelse ifølge den danske varemærkelov Retsmidler I Danmark er det som i Frankrig muligt at lægge sag an mod den person, der formodes at have krænket en varemærkeretlig eneret. I forbindelse med krænkelse af et varemærke kan der anlægges civile sager med påstand om enten erstatning eller tilintetgørelse, som i de tilfælde, hvor varemærkespørgsmålet er af væsentlig betydning for sagen, prøves af Sø- og Handelsretten, der fungerer som en specialdomstol ((VML, 43, stk. 4; Jespersen 2004). Dette har blandt andet den betydning, at kompetencen indenfor varemærkeretlige spørgsmål samles på ét sted, samt at afgørelser kan ankes direkte til Højesteret. Sø- og Handelsretten placeres nemlig i denne situation så at sige på niveau med Landsretterne (Andersen 2004; Jespersen 2004). I forbindelse med nedlæggelse af forbud og beslaglæggelse er fogedretten den kompetente domstol (VML, 43c stk. 3). I dansk varemærkeret findes endvidere foreløbige retsmidler, hvor det mest almindelige er nedlæggelsen af et fogedforbud i henhold til Retsplejelovens kap. 57 samt en bevissikringsundersøgelse i henhold til Retsplejelovens kap. 57a, som begge også behandles af fogedretten Fogedforbud Når en varemærkerettighed krænkes, er det yderst vigtigt, at krænkelsen bringes til ophør hurtigst muligt for at undgå, at varemærkeindehaveren lider yderligere tab. Derfor er det i sådanne sager muligt at anmode fogedretten om at nedlægge et forbud som et foreløbigt retsmiddel, der kan bremse krænkelsen af en varemærkerettighed inden den almindelige retssag (Madsen 2002: 11). Netop ved krænkelse af en varemærkerettighed kan fogedforbudet ved selve domsafgørelsen ligeledes anvendes som det primære retsmiddel, hvis de andre sanktionsmuligheder såsom straf og erstatning ikke beskytter varemærkeretten tilstrækkeligt mod en fortsat krænkelse, se afsnit (ibid.). Som nævnt tidligere kan et fogedforbud være betinget af en sikkerhedsstillelse 29, da forbudet kan være ensbetydende med, at den formodede krænkende part lider store økonomiske tab (Madsen 2002: 12). 29 Se afsnit

85 Bevissikring Bevissikring ved krænkelse af en varemærkeretlig eneret er en relativ ny regel i den danske civilproces, som trådte i kraft i Den gør det muligt for en varemærkeindehaver at anmode om, at der foretages en undersøgelse af den formodede krænkers lokaler, computere eller regnskab for derved at sikre bevis for krænkelsen og dens omfang (Retsplejeloven, kap. 57a; Madsen 2002: 12). Fogedretten behandler anmodningen om bevissikring i Danmark, og bestemmer om eventuelt krænkende materiale skal beslaglægges for at sikre beviserne (ibid.). Se nærmere om bevissikring i afsnit , der omhandler bevissikring ved krænkelse af en varemærkerettighed i Frankrig Sanktioner I Danmark er den væsentligste civilretlige sanktionsmulighed muligheden for at pålægge den krænkende part et fogedforbud mod at fortsætte krænkelsen af et varemærke (VML, 42-45; Jespersen 2004). En fogedforbudssag skal følges op af en justifikationssag ved de almindelige domstole. Ofte aftales det mellem parterne i den forbindelse, at justifikationssagen skal anlægges ved den byret, som har behandlet fogedforbudssagen (Jespersen 2004). Derudover kan krænkeren blive forpligtet til at yde erstatning og vederlag for de skader, som den forsætlige krænkelse måtte have pålagt varemærkeindehaveren (VML, 43). Vederlaget og erstatningen beregnes ud fra et hensigtsmæssigt skøn, hvor der kan tages hensyn til eventuelle fremtidige skader på den varemærkeretlige eneret, som en krænkelse kan medføre (Madsen 2002: 210). Retten kan desuden iværksætte forebyggende foranstaltninger, der skal sikre varemærket mod fremtidige krænkelser. Disse foranstaltninger kan f.eks. være fjernelse eller tilintetgørelse af varer, der bærer falske eller eftergjorte mærker (VML, 44). Forsætlig krænkelse af en varemærkeretlig eneret kan derudover udløse strafferetlige sanktioner i form af bøde. I særlige tilfælde, hvor den krænkende part har tilsigtet en betydelig og åbenbar vinding ved krænkelsen, kan der straffes med fængsel i op til et år (VML, 42, stk. 1). 13. Sammenfatning I ovenstående to afsnit 11. og 12. har jeg behandlet, hvordan en varemærkeret kan opretholdes i henholdsvis Danmark og Frankrig, samt hvordan en varemærkeindehaver håndterer en krænkelse af hans varemærkeretlige eneret. Begge områder er harmoniseret med EU-lovgivningen, og derfor er der endnu en gang flest ligheder at påpege. Hvad angår opretholdelse af varemærkeretten, skal det 82

86 nævnes, at varemærkeretten i Frankrig fortabes, hvis indehaveren ikke fornyer registreringen af varemærket efter ti år. I Danmark derimod kan en varemærkeret stadig bestå, selvom registreringen ikke fornyes, da varemærkeretten kan forblive som en rettighed stiftet ved ibrugtagning. Derudover kan der i Frankrig ved manglende brug af varemærke anlægges en ophævelsessag, som behandles af de franske domstole. I Danmark er det foruden en ophævelsessag også muligt at anmode PVS om en administrativ ophævelse af varemærket, hvis brugspligten ikke overholdes. Hvis en yngre registrering formodes at krænke et ældre registreret mærke, har indehaveren af de ældre rettigheder mulighed for at fremsætte indsigelser overfor registreringen af et yngre mærke. Indsigelser behandles både i Frankrig og Danmark af landets registreringsmyndighed og selve indsigelsesproceduren er ens pga. af harmoniseringen i EU. Hvis indsigelsesfristen i Frankrig er udløbet, har varemærkeindehaveren i stedet muligt for at anlægge et ugyldighedssøgsmål eller et udleveringssøgsmål, der ligeledes kan bremse er yngre varemærke i at krænke et allerede eksisterende varemærke. I Frankrig behandles disse søgsmål igen af domstolene 30. I Danmark er det også muligt at få ophævet et registreret varemærke ved dom, men derudover kan en varemærkeindehaver anmode PVS om en administrativ ophævelse af et krænkende varemærke, hvis fristen for indsigelse er udløbet. Dette vil i Danmark oftest blive anset for den mest nærliggende mulighed, hvor det i Frankrig slet ikke er muligt at anmode om en administrativ ophævelse af et registreret varemærke (Madsen 2002: 157). Endelig kan en varemærkeindehaver i Frankrig ifølge CPI anlægge et søgsmål vedrørende krænkelse af et varemærke, hvis der er sket en krænkelse af den varemærkeretlige eneret. Dette søgsmål kan anlægges enten som en civilsag ved byretten for større sager eller som en straffesag ved kriminalretten. I Danmark kan der bl.a. anlægges almindelige civile sager med påstand om erstatning, som behandles af Sø- og Handelsretten, der er specialiseret på varemærkeområdet. Dette bevirker, at afgørelserne om varemærkeretlige spørgsmål kan ankes direkte til Højesteret. Med hensyn til krænkelse af en varemærkeretlig eneret i Frankrig og Danmark, skal en særlig forskel nævnes. I den franske CPI sondres der mellem forskellige krænkelsestyper, såsom gengivelse, efterligning samt uhjemlet brug. I den danske varemærkelov findes der ikke en uddybende legal sondring mellem krænkelsestyper. Den findes i stedet i Markedsføringsloven, hvor der skelnes mellem krænkelsestyper såsom produktefterligning, illoyal udnyttelse og renommésnylteri. Disse 30 I Frankrig behandles mange sager af domstolene, hvor de i Danmark i stedet behandles administrativt. Det er f.eks. tilfældet ved skilsmisse, ægteskab og adoption. 83

87 krænkelsestyper angår dog ikke kun krænkelse af en varemærkerettighed men tillige andre forskellige immaterielle rettigheder. De foreløbige retsmidler som forbud og bevissikring er reguleret i både fransk og dansk lovgivning. I Frankrig er det byretspræsidenten for byretten for større sager, der bevilger både bevissikringen og forbudet, hvor det i Danmark derimod er fogedretten, der har bemyndigelsen. Derudover er sanktionsmulighederne for en krænkelse af en varemærkeretlig eneret tilsvarende i begge lande på grund af EU-harmoniseringen. 14. Internationale varemærkeordninger Som nævnt i de foregående afsnit kan en varemærkeindehaver vælge at registrere sit varemærke nationalt ved at indgive en ansøgning til det pågældende lands registreringsmyndighed. Siden 1. april 1996 har det dog også været muligt for varemærkeindehavere at benytte to internationale varemærkeordninger: EF-varemærkesystemet og Madrid-protokol-systemet. Disse systemer er meget fordelagtige, eftersom de gør det muligt at opnå varemærkebeskyttelse på baggrund af én enkelt ansøgning i enten samtlige EU-lande eller i bestemte lande udenfor EU EF-varemærket EF-varemærkesystemet fundament er EF-varemærkeforordningen (VMF), EF 40/94 og EFdirektivet 89/104, der omhandler den indbyrdes tilnærmelse af EU-landenes nationale varemærkelovgivning (Wallberg & Lund-Johansen 2002: 334). Ifølge VMF, art. 6 stiftes retten til et EFvaremærke kun ved registrering. Når et varemærke registreres som et EF-varemærke, får det enhedskarakter, hvilket betyder at registreringen omfatter samtlige EU-lande (OAMI 2004). Et EFvaremærke skal således også kunne opfylde registreringsbetingelserne i alle EU-lande på én gang. Hvis en ansøgning bliver afvist, giver EF-varemærkesystemet dog mulighed for, at en EFvaremærkeansøgning kan konverteres til en national ansøgning om varemærkeret (PVS 2004g). Ansøgningen om registrering af et EF-varemærke indsendes enten til Harmoniseringskontoret i Alicante OHIM (Office de l Harmonisation dans le marché intérieur, OHMI) eller til medlemslandets nationale registreringsmyndighed. Ansøgningen skal indeholde det samme som en national ansøgning, og kan indgives på alle EU-sprog. Der skal dog angives det af kontorets officielle sprog, man ønsker at modtage eventuelle meddelelser på (VMF, art. 25). OHIM behandler ansøgningen, og hvis mærket kan opfylde registreringsbetingelser i samtlige EU-lande, bliver det registreret samt offentliggjort i EU-varemærketidende (Bulletin des marques communautaires) (VMF, art. 36). Her- 84

88 efter er der en indsigelsesperiode på tre måneder 31, hvor indehavere af en ældre varemærkeret i alle EU-lande kan gøre indsigelser mod registreringen af det nye varemærke, hvis de mener, at mærket strider mod tidligere rettigheder (VMF, art. 42). Et registreret dansk varemærke kan således hindre registreringen af et EF-varemærke, hvis mærket f.eks. strider mod et ældre registreret varemærke i Danmark 32. De resterende hindringer for stiftelse af retten til et EF-varemærke stemmer overens med de gældende registreringshindringer i både fransk og dansk varemærkelov. Registreringen gælder i ti år fra ansøgningsdatoen, og skal herefter fornys for ti år ad gangen, for at retten til EFvaremærket opretholdes (VMF, art. 46). Retten til et EF-varemærke opretholdes desuden ved at gøre reelt brug af EF-varemærket i en sammenhængende periode på fem år, ved at give mærket i licens eller ved at anmode om, at krænkende EF-varemærker bliver administrativt ophævet (PVS 2004g). Til at afgøre søgsmål vedrørende krænkelse af et EF-varemærke udpeger hver medlemsstat en ret i første og anden instans, der benævnes en EF-varemærkedomstol. I Danmark er Sø- og Handelsretten udpeget til EF-varemærkedomstol (VML, 43a), og i Frankrig fungerer ti bestemte byretter for større sager som EF-varemærkedomstol (Bertrand 2002: 521). Domstolen har kompetence til at afgøre alle søgsmål vedrørende krænkelse af et EF-varemærke. Ved søgsmålet finder bestemmelserne i VMF 40/94 anvendelse og ved spørgsmål, der ikke henhører under forordningen, anvender EF-varemærkedomstolen sin egen nationale ret. Derudover anvender domstolen de retsplejeregler, der er gældende i det medlemsland, hvori krænkelsen har fundet sted (VMF, art ). Hvis en krænkelse af et EF-varemærke har fundet sted, udsteder EF-varemærkedomstolen et forbud mod at fortsætte krænkelsen af mærket. Øvrige sanktioner bestemmes i henhold til national lovgivning (VMF, art. 98) Madrid-systemet Madrid-systemet består af Madrid-arrangementet og Madrid-protokollen. Frankrig har tilsluttet sig både Madrid-arrangementet og Madrid-protokollen, hvor Danmark kun er tilsluttet Madridprotokollen (PVS 2004g). Madrid-systemet bliver administreret af WIPO, World Intellectual Property Organisation (Organisation Mondiale de la Propriété intellectuel, OMPI), der ligger i Genève. Madrid-arrangementet fra 1892 er den traktat, der ligger forud for Madrid-protokollen. Ma- 31 Se også om indsigelser i afsnit 9.4. og Dette gælder imidlertid kun for registrerede danske varemærker. Ibrugtagne danske varemærker kan ikke hindre registreringen af et EF-varemærke (PVS 2004g). 85

89 drid-arrangementet er som sagt ikke blevet ratificeret af Danmark og en række andre lande, heriblandt USA, UK, Norge og Sverige. Grundene hertil er forskellige, men for de engelsksprogede lande har det bl.a. været et problem, at proceduresproget ved Madrid-arrangementet er fransk. Derudover er det blevet anset som et problem for mange lande, at registreringsproceduren ved de internationale mærker bliver gennemført relativt hurtigt. Indsigelsesperioden er f.eks. kun på et år, hvor den i flere lande strækker sig over meget længere tid. Derudover betragtes gebyrerne for at få registreret et internationalt varemærke som utilstrækkelige (Berthet 2000: ). Af den årsag besluttede WIPO at udarbejde en ny traktat i form af Madrid-protokollen, der netop skulle tage højde for de problemer, som Madrid-arrangementet skabte for mange lande. Protokollen blev revideret i forhold til Madrid-arrangementet, og trådte derefter i kraft i 1996 (Berthet 2000: ). Protokollen gør det muligt på basis af en national registrering eller ansøgning at stifte en varemærkeret i de lande, der har tilsluttet sig protokollen. Ansøgningen sendes til WIPO gennem den nationale registreringsmyndighed, der sikrer, at ansøgningen stemmer overens med den nationale registrering eller ansøgning (WIPO 2004). I ansøgningen nævnes de medlemslande, hvor varemærket ønskes registreret. Hvis ansøgningen godkendes, bliver varemærket offentliggjort i Gazette of International Marks. Herefter har de designerede lande mellem tolv og atten måneder til at afgøre, om varemærket kan registreres efter national lovgivning og praksis. Hvis mærket accepteres, får den internationale registrering samme gyldighed som en national registrering (WIPO 2004). De varemærkeretlige enerettigheder, der opnås ved en international registrering gennem Madridsystemet, består af flere selvstændige nationale varemærkerettigheder, eftersom varemærket skal registreres efter national praksis i medlemslandene. En international ansøgning om registrering, der bliver afvist i ét land, kan derfor godt bestå i andre lande. Madrid-systemet er et mere fleksibelt system i modsætning til EF-varemærkesystemet, hvor et varemærke skal godkendes i samtlige EUlande, før det kan registreres (Berthet 2000: ). 86

90 Liste over anvendt faglitteratur Fransk litteratur: Monografier: Berthet, Alain (2000): Protéger ses marques en France et à l'étranger, Paris, Lamy Bertrand, André R. (2002): Le droit des marques, des signes distinctifs et des noms de domaine, 2 e édition, Paris, Cedat Galloux, Jean-Christophe (2003): Droit de la propriété industrielle, 2 e édition, Paris, Dalloz Mathély, Paul (1994): Le nouveau droit de marque, Paris, Editions du J.N.A. Leksika: Guilien, Raymond & Vincent, Jean (1999): Lexique des termes juridique, 12 e édition, Paris, Dalloz Lovtekster: Code de la propriété intellectuelle, Partie législative, La propriété industrielle, article L 711- L176 Internet: Crone, Stéphane & Perrin, Cécile (2004): Les aléas de la marque, 22 mai 2004 Institut National de la Propriété Industrielle (2004a): Recherches d'antériorités, Institut National de la Propriété Industrielle (2004b): Le dépôt: Mode d'emploi, Institut National de la Propriété Industrielle (2004c): Marque de fabrique, de commerce ou de service: Demande d'enregistrement, Institut National de la Propriété Industrielle (2004d): Nos tarifs, Institut National de la Propriété Industrielle (2004e): Après le dépôt, un examen, peut-être une opposition, Le Cabinet Chaillot (2004): La saisie-contrefaçon du droit français comme moyen du preuve, 87

91 Pascaud, Claude F & Piotraut, Jean-Luc (2004): Le contrat de licence, Dansk litteratur: Monografier: Koktvedgaard, Mogens (2002): Lærebog i immaterialret, 6. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Koktvedgaard, Mogens & Wallberg, Knud (1998): Varemærkeloven af 6. juni 1991 og Fællesvaremærkeloven af 6. juni 1991: med indledning og kommentarer, 2. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Madsen, Palle Bo (2002): Markedsret, Del 2, 4. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Tidsskriftsartikler: Wallberg, Knud & Lund-Johansen, Niels (2002): EF-varemærket i Praksis, Nordisk immaterielt rätsskydd, årgang 71, hæfte 4 Lovtekster: Varemærkeloven, LBK nr. 782 af 30/08/2001 Retsplejeloven, LBK nr. 815 af 30/09/2003 Internet: Møller, Tina Høj & Clasen, Camilla Vetterslev (2004): Uoverensstemmelser i den harmoniserede europæiske varemærkeret, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004a): Hvad er et varemærke?, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004b): Ansøgning om dansk varemærke, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004c): Prisliste - Vare- og fællesmærker, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004d): Registreringsbetingelser, Varemærkehåndbogen, 88

92 Patent- og Varemærkestyrelsen (2004e): Varemærkerettens varighed og ophør, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004f): Tilførsler til varemærkeregistret, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004g): Internationale varemærkeordninger, EU-varemærket, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004h): Patenter, nyhed, Mundtlige kilder: Andersen, Mette, cand. jur., varemærkejurist hos Patrade A/S Jespersen, Claus, cand. jur., advokatfuldmægtig hos Gorissen Federspiel Kierkegaard Mejl, Christina Kønig, cand. jur., fuldmægtig hos Patent- og Varemærkestyrelsen Flersproget litteratur: Rådets direktiv nr. 89/104/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker Rådets forordning nr. 40/94 december 1993 om EF-varemærker Office de l Harmonisation dans le Marché Intérieur (2004): Dix bonnes raisons d utiliser la marque communautaire, World Intellectual Property Organisation (2004): Madrid System for the International Registration of Marks,

93 Register over opslagsord A acquisition action en contrefaçon action en déchéance action en nullité action en revendication antérioriser antériorité apposition atteinte B BOPI Bulletin officiel de la propriété industrielle C caractère distinctif caractère trompeur cession Code de la propriété intellectuelle concédant concéder concession concessionnaire confusion conseil en propriété industrielle Conseil supérieur de la propriété industrielle constitution de garanties contrat de licence contrefaçon contrefaçon avec une adjonction contrefaçon partielle contrefacteur contrefaire D date de priorité déchéance déchéance d une marque devenue trompeuse déchéance par dégénérescence déchéance partielle déchéance pour défaut d exploitation déchéance pour défaut d usage défaut de caractère distinctif défaut d'exploitation défaut d'usage dégénéré dégénérer dégénérescence demande 1 demande 2 demande en déchéance demande en nullité demande de nullité déposant, déposante déposé déposer dépôt dépôt en renouvellement 90

94 dépôt frauduleux désignation générique désignation usuelle détention disclaimer disponibilité droit d auteur 1 droit d auteur 2 droit de marque droit de priorité droit de propriété droit de propriété industrielle 1 droit de propriété industrielle 2 droit de propriété intellectuelle 1 droit de propriété intellectuelle 2 droit de propriété littéraire et artistique droit des marques droit exclusif E enregistrement enregistrer F forclusion par tolérance I imitation imitation à l identique imitation au quasi-identique imitation au quasi-servile imitation partielle indisponibilité INPI instance en contrefaçon Institut National de la Propriété Industrielle interdiction interdiction provisoire L licencié, licenciée licence M marque marque antérieure marque auditive marque collective marque collective de certification marque commerciale marque communautaire marque contrefaisante marque contrefaite marque d appel marque de commerce marque de fabrique marque de service marque descriptive marque disponible marque figurative marque générique marque individuelle marque notoire 91

95 marque notoirement connue marque numérique marque olfactive marque renommé marque sonore marque verbale modèle N notoire notoriété nullité nullité absolue nullité relative O obligation d usage opposant (s') opposer opposition P président du tribunal de grande instance priorité priorité conventionnelle priorité d exposition propriétaire propriété protection protéger publication R recherche d antériorités Registre national des marques rejet rejeter renouvellement reproduction reproduction partielle reproduction quasi-servile reproduction servile revendication de priorité risque de confusion S saisi saisie-contrefaçon saisie-description saisie réelle saisir saisissant, saisissante signe distinctif substitution suppression T taxe de dépôt taxe de renouvellement taxe d opposition taxe par classe de produits au delà de trois taxe par classe de service au delà de trois titulaire tribunal correctionnel 92

96 tribunal de grande instance tromper U usage usage illicite usage sérieux 93

97 4. KONKLUSION Dette speciales formål har været at udarbejde en fransk-dansk ordbog indenfor fagområdet varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark, således at den fremstår som et funktionsdygtigt hjælpemiddel ved reception og oversættelse af tekster indeholdende varemærkeretlige termer. Specialet er opdelt i en teoretisk del og en ordbogsdel. I den teoretiske del af specialet fremstilles ordbogskonceptet, dvs. overvejelserne omkring ordbogens koncipering. I den forbindelse er ordbogens brugergruppe defineret som tolke og translatører samt cand.ling.merc.-studerende i fransk ved landets handelshøjskoler. Brugergruppen er desuden karakteriseret ved at have en stor sproglig kompetence i fransk men næsten ingen faglig viden om varemærker og varemærkeret. Ordbogens brugerfunktion er defineret som reception fra fremmedsprog samt oversættelse fra fremmedsprog til modersmål. Med udgangspunkt i ovenstående definitioner af brugergruppe og brugerfunktion, er der i ordbogen lagt vægt på at formidle ækvivalenter til franske varemærkeretlige termer, faglige oplysninger samt sproglige oplysninger omkring grammatik, synonymi og kollokationer. Ordbogens lemmata er selekteret ud fra ordbogens empiriske basis. Ordbogen dækker hele processen omkring varemærkeansøgningen, registreringen, opretholdelse af varemærkeretten samt krænkelse af en varemærkeretlig eneret. Af den grund er lemmata selekteret med udgangspunkt i flere forskellige typer af tekster, der kan belyse hvert af disse områder. Der er primært selekteret varemærkeretlige termer og udtryk, men der forekommer ligeledes lemmatisering af "almensproglige" ord, hvis specifikke betydning i varemærkeretlige tekster adskiller sig fra deres betydning i almensproglige tekster. Derudover er flerordstermer lemmatiseret selvstændigt i ordlisten, pga. af deres juridiske status og behovet for faglige forklaringer. Alternativt kunne de placeres som kollokationer i ordbogens mikrostruktur, men i de fleste tilfælde ville det resultere i en meget omfattende og uoverskuelig ordbogsartikel. Lemmata optræder alfabetisk efter ord-for-ord metoden, hvilket gør det hurtigere for brugeren at finde et ønsket lemma i ordlisten. Denne ordbog behandler kulturspecifikke termer og begreber, og må nødvendigvis tage højde for de kulturelle forskelle, der findes mellem fransk og dansk varemærkeret. Det er i denne forbindelse væsentligt at skelne mellem forskellige typer af ækvivalens. Ordbogen har vist, at der ofte er tale om fuld ækvivalens mellem det franske og danske varemærkeretlige begreb pga. EUharmoniseringen af de to landes varemærkeret. Fuld ækvivalens er dog ingen selvfølge, og derfor 94

98 skelnes der således mellem tre forskellige typer af ækvivalens i ordbogen, nemlig fuld ækvivalens, delvis ækvivalens og nul ækvivalens. Fuld ækvivalens angives uden markering i ordbogen. Ved delvis ækvivalens angives den danske term, som betydningsmæssigt ligger tættest op af det franske begreb. Ved nul ækvivalens angives der en konstrueret ækvivalent, som suppleres af komparative oplysninger om danske forhold. Brugeren har derefter mulighed for at overveje om de komparative oplysninger om Danmark skal føjes til den konstruerede ækvivalent i en eventuel fodnote. Ordbogen adskiller sig fra tidligere ordbøger og ordlister over varemærkeretlige termer. Ordbøger eller ordlister på det varemærkeretlige område, som eksempelvis Christensen & Fich 2003 eller Krogh-Hansen 1985, er karakteriseret ved, at de ofte kun anfører ækvivalenten uden at bidrage med faglige oplysninger. Denne ordbogs selvstændige bidrag til leksikografien på det varemærkeretlige område ligger netop i, at den indeholder faglige forklaringer til de enkelte lemmata i ordbogsartiklerne. Den leverer ydermere en selvstændig faglig indledning, hvor der gives en komparativ indføring i varemærker og varemærkeret i Frankrig og Danmark. Den faglige indledning fungerer som et supplement til de faglige forklaringer i ordbogsartiklerne, og den er udarbejdet på baggrund af en varemærkeretlig fagsystematik, der muliggør en systematisk tilgang til varemærkeretten. Ordbogens faglige oplysninger har til formål at øge brugerens faglige viden, og således "klæde" brugeren på til at foretage en korrekt reception eller oversættelse af franske varemærkeretlige tekster. Udover oplysninger om ækvivalens og faglige oplysninger om varemærker og varemærkeret, leverer ordbogen ligeledes sproglige informationer. Ordbogen angiver således grammatiske oplysninger i form af køn og ordklasse ved både lemma og ækvivalent. Desuden findes der oplysninger omkring eventuelle synonymer til lemma i et selvstændigt synonymfelt og til ækvivalenten i ækvivalentfeltet. Sidstnævnte placeres netop i ækvivalentfeltet for at tilgodese brugeren i en oversættelsessituation. Endvidere optræder eventuelle kollokationer i ordbogen. Kollokationerne er de infinitte ordforbindelser, som et lemma kan optræde i. De giver brugeren et indtryk af, hvordan et bestemt lemma optræder syntaktisk i et syntagme med andre verber, præpositioner eller substantiver. De franske kollokationer er selekteret ud fra ordbogens franske del af den empiriske basis, og er oversat til dansk ved brug af den danske del af den empiriske basis. Endelig indeholder teoridelen overvejelser omkring udformningen af ordbogens struktur, herunder makro- og mikrostruktur samt henvisnings- og fordelingsstruktur. Ordbogens makrostruktur er fast- 95

99 lagt til at være glatalfabetisk efter ord-for-ord metoden. I ordbogens mikrostruktur gøres brug af forskellige symboler, som markerer et nyt felt i artiklen og dermed en ny oplysning. Lemma og ækvivalent er begge fremhævet i artiklen, da disse betragtes som værende specielt interessante for brugeren i en oversættelsessituation. Der gøres desuden brug af forskellige typer af henvisninger i ordbogen, bl.a. fra ordbogsartiklerne og til den faglige indledning samt mellem de enkelte ordbogsartikler. Disse henvisninger har til formål at lette brugerens tilgang til fagets systematik. Ordbogsdelen er derefter blevet udarbejdet på baggrund af de ovenstående teoretiske overvejelser. Ordbogens centrale bestanddele er: en brugervejledning, en fransk-dansk ordliste og en faglig indledning. Brugervejledningen giver en systematisk indføring i, hvordan brugeren får det største udbytte af ordbogen. Brugeren får en vejledning i opstillingen af ordbogsartiklen, hvilke typer af informationer, der kan findes i ordbogen, samt hvilke tegn og forkortelser, der anvendes i ordbogen. Den fransk-danske ordliste indeholder selve ordbogsartiklerne og er udarbejdet på baggrund af de principper, der blev fastlagt for ordbogsartiklens struktur i specialets kapitel 2. Endelig indeholder den faglige indledning en introduktion til varemærker og varemærkeret i Danmark og Frankrig, hvor der er foretaget en komparativ analyse af stiftelse af varemærkeret i Frankrig og Danmark, hindringer for stiftelse af varemærkeret, opretholdelse af varemærkeret samt krænkelse af den varemærkeretlige eneret. Det er afslutningsvist mit håb, at ordbogen vil fungere som et anvendeligt hjælpemiddel for målgruppen i forbindelse med reception og oversættelse af varemærkeretlige franske tekster. Ordbogens udformning kan bruges som inspiration til fremtidige juridiske ordbøger, og den kan desuden udvides og videreudvikles af kommende specialestuderende eventuelt ved at inkorporere EUvaremærkeretlig terminologi i ordbogen. 96

100 Résumé en français Projet de dictionnaire français-danois dans les domaines des marques et du droit des marques. Le projet de dictionnaire comprend des réflexions sur la conception du dictionnaire et la partie contenant le dictionnaire. Ce mémoire a pour but de rédiger un dictionnaire français-danois dans les domaines des marques et du droit des marques et de définir un concept de dictionnaire à la base des réflexions sur la conception du dictionnaire. Le dictionnaire doit remplir la fonction de réception et de traduction des textes comprenant des termes spécialisés du droit des marques. Aujourd'hui, il n'existe aucun dictionnaire qui puisse remplir cette fonction. Les dictionnaires et les glossaires actuels, contenant des termes sur les marques et le droit des marques, n'indiquent souvent que l'équivalent d'un terme et aucune définition ou explication du terme. Pour que l'utilisateur, qui a une connaissance limitée en matière du droit des marques, puisse faire une bonne réception ou traduction d'un texte contenant des termes spécialisés du droit des marques, il est décisif que le dictionnaire lui fournit des informations juridiques spécialisées ainsi que des informations sur l'usage spécifique de la langue. Sous cet aspect, ce mémoire envisage de créer un dictionnaire qui puisse servir d'outil opérationnel pour l'utilisateur et qui peut lui rendre capable de comprendre et traduire des textes comprenant des termes sur le droit des marques. Le mémoire est divisé en deux parties principales. Le chapitre 2 du mémoire constitue la partie théorique. Dans ce chapitre est présentée la théorie lexicographique qui forme la base de la conception du dictionnaire. La cible du dictionnaire est représentée par des interprètes et des traducteurs ainsi que des étudiants en maîtrise de langue technique et générale aux écoles de haute commerce. La cible est caractérisée par sa très bonne connaissance de la langue française et par sa connaissance limitée en matière de marques et de droit des marques. Les lemmes sont sélectionnés parmi plusieurs types de textes ayant pour objet de couvrir toutes les phases concernant le dépôt de la marque, l'enregistrement de la marque, le maintien du droit des marques et la contrefaçon. Les lemmes sont rangés dans l'ordre alphabétique, et ils peuvent être composés d'un mot ou deux qui chacun forme une unité lexicale. 97

101 Considérant que ce dictionnaire comprend des termes liés à une culture spécifique, il est nécessaire de tenir compte des différences qui existent entre la France et le Danemark dans le domaine du droit des marques. Dans la plupart des cas, il est possible d'indiquer un équivalent danois avec exactement le même sens que le terme français, mais ce n'est pas toujours une évidence. Par conséquent, il faut discerner entre trois types d'équivalence dans ce dictionnaire: l'équivalence totale, l'équivalence partielle et le non-équivalence. L'équivalence totale est enregistrée sans marquage dans le dictionnaire. Dans le cas d'équivalence partielle ou de non-équivalence, il est marqué que l'équivalent danois est construit à la base d'une définition de la notion française. Contrairement aux autres dictionnaires et glossaires qui existent déjà sur le terrain du droit des marques, ce dictionnaire met de l'importance sur la présence des informations juridiques spécialisées. Les lemmes sont ainsi accompagnés d'une explication ayant pour but de donner à l'utilisateur une définition du sens du terme français. Les explications sont fournies d'une façon comparative, où sont ajoutées des éventuelles différences sémantiques entre la notion française et danoise dans un commentaire suivant l'équivalent construit. Outre les explications indiquées dans le glossaire, le dictionnaire contient une introduction aux marques et au droit des marques qui se présente comme une partie indépendante du dictionnaire. De plus, le dictionnaire donne des informations linguistiques sous forme des indications grammaticales, de la synonymie et des collocations. Les collocations sont placées sur le niveaulangue ayant une structure indéfinie. Ensuite, le dictionnaire se sert des renvois tant dans les articles que dans l'introduction. Dans le chapitre 3, l'élaboration du dictionnaire est faite en tenant compte des réflexions théoriques mentionnées ci-dessus. Le dictionnaire achevé comprend un mode d'emploi qui explique la structure et l'emploi du dictionnaire. Ensuite, le dictionnaire comporte le glossaire français-danois où les lemmes sélectionnés sont classées par rubriques séparées et chaque information est indiquée après son propre symbole. Enfin, l'introduction au droit de marque donne une présentation systématique et comparative sur les marques et le droit des marques en France et au Danemark. L'introduction vise à compléter les informations fournies dans le glossaire. 98

102 Bibliografi Anvendte kilder til den teoretiske del: Bergenholtz, Henning & Tarp, Sven (1994): Manual i fagleksikografi. Udarbejdelse af fagordbøger -problemer og løsningsforslag. Med bidrag af Grete Duvå, Ole Norling-Christensen, Anna-Lise Laursen, Hans Christian Mikkelsen, Sandro Nielsen og Jette Pedersen, Herning, Systime Bergenholtz, Henning, Cantell, Ilse m.fl. (1997): Nordisk leksikografisk ordbog, Oslo, Universitetsforlaget A/S Chaffey, Patrick Nigel (1991): Problemer i forbindelse med tospråklig juridisk leksikografi, Nordiska studier i lexikografi, skrift nr. 1, Helsingfors, Nordisk forening for leksikografi Duvå, Grete & Laursen, Anna-Lise (1999): Ordbøger som et redskab i fagsproglige oversættelser: mikrostrukturens profil, Nordiska studier i lexikografi, skrift nr. 5, Helsingfors, Nordisk forening for leksikografi Dyrberg, Gunhild & Tournay, Joan (1999): Ækvivalens og brugerdeterminerede oplysninger i fagsproglige oversættelsesordbøger, Nordiska studier i lexikografi, skrift nr. 5, Helsingfors, Nordisk forening for leksikografi Kjær, Anne Lise (1996): Thi kendes for ret om lemmata og eksempler i juridisk leksikografi, Journal of linguistics no , Hermes Poulsen, Sonja (1991): Kollokationsundersøgelse inden for engelsk merkantilt og økonomisk sprog med henblik på udarbejdelse af ordbogskoncept, Nordiska studier i lexikografi, skrift nr. 1, Helsingfors, Nordisk forening for leksikografi Specialer: Levring, Pia (1998): Fransk-dansk ordbogsprojekt inden for pengemængdebegreber, speciale, Handelshøjskolen i Århus Nordestgaard, Helle (2000): Fransk-dansk ordbogsprojekt inden for straffeprocessen, speciale, Handelshøjskolen i Århus Ordbøger: Henriksen, Torben (1991): Juridisk ordbog - spansk/ dansk, København, Gads Forlag 99

103 Anvendte kilder ved udarbejdelsen af faglig indledning og faglige forklaringer: Fransk litteratur: Monografier: Berthet, Alain (2000): Protéger ses marques en France et à l'étranger, Paris, Lamy Bertrand, André R. (2002): Le droit des marques, des signes distinctifs et des noms de domaine, 2 e édition, Paris, Cedat Galloux, Jean-Christophe (2003): Droit de la propriété industrielle, 2 e édition, Paris, Dalloz Mathély, Paul (1994): Le nouveau droit de marque, Paris, Editions du J.N.A. Leksika: Guilien, Raymond & Vincent, Jean (1999): Lexique des termes juridique, 12 e édition, Paris, Dalloz Lovtekster: Code de la propriété intellectuelle, Partie législative, La propriété industrielle, article L 711- L716 Internet: Crone, Stéphane & Perrin, Cécile (2004): Les aléas de la marque, 22 mai 2004 Institut National de la Propriété Industrielle (2004a): Recherches d'antériorités, Institut National de la Propriété Industrielle (2004b): Le dépôt: Mode d'emploi, Institut National de la Propriété Industrielle (2004c): Marque de fabrique, de commerce ou de service: Demande d'enregistrement, Institut National de la Propriété Industrielle (2004d): Nos tarifs, Institut National de la Propriété Industrielle (2004e): Après le dépôt, un examen, peut-être une opposition, La Cabinet Chaillot (2004): La saisie-contrefaçon du droit français comme moyen du preuve, 100

104 Pascaud, Claude F & Piotraut, Jean-Luc (2004): Le contrat de licence, Dansk litteratur: Monografier: Koktvedgaard, Mogens (2002): Lærebog i immaterialret, 6. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Koktvedgaard, Mogens & Wallberg, Knud (1998): Varemærkeloven af 6. juni 1991 og Fællesvaremærkeloven af 6. juni 1991: med indledning og kommentarer, 2. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Madsen, Palle Bo (2002): Markedsret, Del 2, 4. udgave, København, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Tidsskriftsartikler: Wallberg, Knud & Lund-Johansen, Niels (2002): EF-varemærket i Praksis, Nordisk immaterielt rätsskydd, årgang 71, hæfte 4 Ordbøger og leksika: Christensen, Dorte & Fich, Thomas (2003): Juridisk ordbog fransk/ dansk, 1. udgave, København, Gads Forlag Hjelmblink, Steen (1991): Retsplejeordbog, Munksgaard Krogh-Hansen, Niels (1985): Fransk-dansk ordbog til oversættelser på formuerettens område med tilhørende fransk-dansk ordliste, 1. udg., København Von Eyben, W.E. (1999): Juridisk ordbog, 11. udg., København, Gad Jura Lovtekster: Varemærkeloven, LBK nr. 782 af 30/08/

105 Retsplejeloven, LBK nr 815 af 30/09/2003 Internet: Møller, Tina Høj & Clasen, Camilla Vetterslev (2004): Uoverensstemmelser i den harmoniserede europæiske varemærkeret, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004a): Hvad er et varemærke?, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004b): Ansøgning om dansk varemærke, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004c): Prisliste - Vare- og fællesmærker, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004d): Registreringsbetingelser, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004e): Varemærkerettens varighed og ophør, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004f): Tilførsler til varemærkeregistret, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004g): Internationale varemærkeordninger, EU-varemærket, Varemærkehåndbogen, Patent- og Varemærkestyrelsen (2004h): Patenter, nyhed, Mundtlige kilder: Andersen, Mette, cand. jur., varemærkejurist hos Patrade A/S Jespersen, Claus, cand. jur., advokatfuldmægtig hos Gorissen Federspiel Kierkegaard Mejl, Christina Kønig, cand. jur., fuldmægtig hos Patent- og Varemærkestyrelsen 102

106 Flersproget litteratur: Rådets direktiv nr. 89/104/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker Rådets forordning nr. 40/94 december 1993 om EF-varemærker Office de l Harmonisation dans le Marché Intérieur (2004): Dix bonnes raisons d utiliser la marque communautaire, World Intellectual Property Organisation (2004): Madrid System for the International Registration of Marks,