Pinsedag 24. maj 2015

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Åndsudgydelse og fred Salmer: 290, 287, 282; 291, 308 Evangelium: Joh. 14,22-31 Helligånden kan et menneske ikke lære at kende rent teoretisk, men kun på det personlige plan. En af de lutherske reformatorer formede engang den sætning: "At kende Kristus er at kende hans velgerninger". Nøjagtigt det samme kan vi sige om Helligånden: "At kende Helligånden er at kende Helligåndens velgerninger". I sin lille katekismus går Luther selv i spidsen. Han forklarer ikke teoretisk hvad Helligånden er, men han siger hvad Helligånden gør. I afsnittet om den tredje trosartikel skriver han: "Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro." 1

2 At kende Helligånden er at kende Helligåndens velgerninger. Det er en pinseoplevelse. Det er en sådan pinseoplevelse der venter os alle. Måske bliver det ikke lige præcis på samme måde som apostlene oplevede det i Jerusalem dengang: med en lyd som af et kraftigt vindstød og med tunger som af ild. For Helligånden har mange veje og måder. Men i hvert fald med samme frugt, samme resultat: fred. Som Jesus siger i evangeliet i dag: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer". Jesus talte om Helligånden, Talsmanden, der ville komme. Hvor godt det skulle blive. Talsmanden, som jo var Guds åndelige nærvær, Gud, der igen ville bygge nærhed, fortrolighed og fællesskab til sine, alt det der var gået i stykker ved faldet og Babelstårnet. Paradis opladt på ny. I hele sit virke havde han talt om Guds rige, vist sine disciple Guds rige, ladet dem se glimt af, at det rige stadig findes, og at det er fyldt af Guds godhed, Guds kraft, Guds almagt. Han inviterede dem med. Han inviterede alle mennesker med. For nu var det kommet! Jesus lagde aldrig skjul på at det er for den der vil. Den enkelte må selv vælge det. Her er ingen tvang. Hvis I elsker mig og holder fast ved mit ord hvis I åbner jeres liv ind til det Gud vil med jer, og som jeg har vist jer, som jeg har levet for jer, som ordet er fyldt af. Og så talte han om pinse: Hvis I vil det, så vil min Far tage bolig i jer, ved sin talsmand Helligånden. Han vil bo i jer og tale til jer. Gud vil åbne sin verden for jer hvis I vil Det er akkurat hvad pinse er. De to andre fester er på en måde mere konkrete med julens krybbe og påskens kors. Men her er selve det bankende hjerte i at være kristen. Kristendommen ikke bare er en fortælling fra fortiden, en religion, en kultur, eller en livstolkning. Den er Gud der rører ved vores liv i dag, kalder på os, vil bo i os, forandre os, føre os et større sted hen, åbne en verden for os, som vi har mistet. Vi har tabt orienteringen. Vi ved det godt. Men vi ved også, der er noget, vi skal med det liv her. Vi længes efter en mening. Pinse er at Gud giver os den mening med livet tilbage. Pinse er at Gud giver os lige præcist hvad vi mest har brug for. Han skaber troen i os, så vi stoler på ham under alle forhold. Han giver os en stærk tillid til at han er vores himmelske Far, en far, som altid sørger godt for os. Gud tager sig af os hele vores liv, fra vugge til grav. Ja, på den anden side af døden har han endda gemt det bedste til os. Dér i hans himmelske herlighed får vi lov at opleve det fuldstændige og ubrudte forhold til ham. I det evige liv er alt det gamle forbi. Dér findes ikke smerte, sorg eller død. Gud er altid hos sit folk. Det kan ikke siges bedre end sådan som det står skrevet i Johannes' Åbenbaring: "Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem." (Åb. 21,3) 2

3 Men lykken findes ikke kun i Himlen, engang i fremtiden. Allerede her i livet, her i dag, får vi lykken fra Gud. Han vil at vi skal være glade og lykkelige kristne. Han har givet sig til kende for os igennem sit ord og igennem sin søn Jesus. Vi har fået lov at lære ham at kende. Det er pinsens glædelige budskab: at vi har mulighed for at opleve et tæt fællesskab med Jesus. Vi kan altid være i kontakt med ham gennem vores bøn. Vi kan tage imod hans vejledning igennem ordet i Bibelen. Vi kan glæde os over at møde ham i vores næste! Efter Jesu himmelfart sendte Gud sin Ånd til jorden pinsedag. Helligånden lærte apostlene alt og mindede dem om alt hvad Jesus havde sagt. Og de fortalte det vidt og bredt. Og det blev skrevet ned, så vi i dag har fire fyldige historier om Jesus: de fire evangelier, der hver har deres særpræg. Vi har gennem disse fire skrifter fået et godt billede af hvem Jesus var. Vi, som lever så længe efter Jesus, har ikke selv oplevet hvad Jesus sagde og gjorde. Men vi har igennem det der blev skrevet ned dengang, en vidunderlig mulighed for at lære Jesus og Gud Fader at kende, til trods for de 2000 år der er gået siden da. Vi har endda Gud selv hos os og i os! Han er så tæt på os, som det overhovedet er muligt. Han elsker os, sådan som vi er. Når vi tror på Jesus og holder fast ved hans ord, så kommer Gud Fader selv og viser os sin kærlighed. Ja, han nøjes ikke med det. Han og hans søn, Jesus, flytter selv ind hos os! Er det ikke bare fantastisk og helt utroligt? Gud tager bolig i os! Han bor i os! Helligånden kan man ikke se og heller ikke forklare hvad er. Det er kun noget man kan erfare og opleve. Når du tror det, så har du det! Troen er en overbevisning vi kan få, når vi hører om Jesus. Vi kan ikke forklare hvor den kommer fra, og vi kan ikke beslutte os til at nu vil vi tro. Men Gud giver os ved Helligånden troens overbevisning. Han giver os i vores indre en vished om at han elsker os, og at han er i os. Han fylder os med en overjordisk og jublende glæde. Han giver os en fred, som overgår vores forstand. En fred som ingen kan rokke ved, fordi den skyldes noget uden for os selv. Den skyldes at Jesus har givet os fred med Gud. Derfor kunne han to gange i sin afskedstale skærtorsdag aften sige til sine disciple: "Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!" Jesus har taget skylden fra os, så vi ikke behøver at frygte for at have med Gud at gøre. Vi kan frimodigt komme til ham i bøn til hver en tid. Skærtorsdag aften sørgede Jesu disciple, fordi de vidste at Jesus skulle forlade dem, og de ville ikke mere få ham at se. De havde lært ham godt at kende og var kommet til at holde meget af ham. De kunne ikke forstå hvorfor han skulle forlade 3

4 dem? Jesus forklarer dem det meget grundigt i sin tale til dem. Han giver dem fire gode grunde: 1. Han ville egentlig ikke forlade dem. Både han og hans Far ville tværtimod komme til dem i Åndens kraft. Dvs. hele den treenige Gud ville komme til dem. Det er det han mener med at sige: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer." (Joh. 14,18) Hans bortgang langfredag og ved himmelfarten betød altså ikke som de troede en adskillelse, men et intensiveret nærvær. Sammen med Faderen ville Jesus uafbrudt og overalt med fuld kraft være hos dem og i dem! Og det gælder også os som er hans disciple i dag! 2. For det andet betød Jesu bortgang at de skulle komme til at gøre endnu større ting end Jesus selv! Utroligt, men sandt! Det kan vi jo se, både i den tidlige kirkehistorie, som vi har den skrevet ned i Apostlenes Gerninger og i oldkirken, hvor martyrerne med stor frimodighed vidnede om Jesus. Og for den sags skyld også igennem hele kirkens historie indtil i dag, hvor der mange steder i verden er stor vækkelse, ikke mindst i trængselstider, hvor mennesker får lejlighed til at opleve hvordan Gud hjælper dem til at holde ud og bevare troen, selv om det koster dyrt. Det var det Jesus forudsagde skærtorsdag aften: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det." (Joh. 14,12) 3. For det tredje betød Jesu bortgang at Ånden ville lære disciplene alle ting. Som han selv sagde: "Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer." (Joh. 14,26) Disciplene skulle altså ikke savne deres gamle Herre og Mester, som de var vant til at lytte til, når han underviste og prædikede for dem. For Helligånden, den anden talsmand, ville fortsætte og udbygge undervisningen om Guds rige i den kristne menighed. 4. Den fjerde og sidste grund til glæde over at Jesus gik bort var den største grund til glæde. For det betød at han nu havde fuldendt sin gerning, og at han derfor vendte tilbage til den herlighed som han kom fra. Skærtorsdag aften stillet over for sin tilfangetagelse og grusomme henrettelse så Jesus allerede "den glæde, som ventede ham" (Heb. 12,2), og han ønskede inderligt at hans disciple skulle dele denne glæde med ham. Og han lovede dem at det ville de komme til, hvis de elskede ham: "Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større 4

5 end jeg." (Joh. 14,28) Meningen er at den sande discipels glæde ikke er over hans/hendes egen frelse, men over Jesu glæde over hans sejr! Jesus går langfredag i kamp mod verdens fyrste og besejrer ham. Satan kan ikke gøre Jesus noget, for han har ikke magt over ham. På grundsproget står der egentlig kun "i mig har han intet". Lidelseshistorien kan give det indtryk at Satan faktisk havde magten, men den Onde gjorde kun det, og kunne kun gøre det, som Gud lod ham gøre. Og nu lader Gud altså "verdens fyrste" komme, og det indebærer at Jesus må ophøre med at tale til disciplene. Jesu snarlige bortgang betyder altså ikke at han er fraværende, men tværtimod at han er tæt på alle troende. Mens Jesus var hos disciplene, oplevede de Guds nærvær. Sådan skal de også efter Jesu bortgang opleve Guds nærvær, for Helligånden skal blive hos dem og være i dem. At Helligånden skal minde dem om alt hvad Jesus har sagt betyder ikke at han skal huske dem på det, men at han skal give dem den egentlige forståelse af det. Det fremgår flere steder tidligere i evangeliet at disciplene først senere forstod meningen med det der var sket med Jesus. Fx palmesøndag hedder det: "Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham." (12,16) Eller i en stridssamtale sagde Jesus engang: "Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv" (8,28). Talsmanden skal lære og minde om alt det Jesus har sagt. han skal altså ikke føje noget nyt til, for Gud har åbenbaret sig helt i Jesus og i hans gerning. Det er Jesu gerning, som skal vidererføres af Talsmanden. Jesu forestående bortgang med hans lidelse og død er ikke kulminationen på en nederlagshistorie, men det sidste stykke af den vej der hører Guds frelseshistorie til. Derfor er der for disciplene grund til at glædes. Opfordringen til at rejse sig og gå derfra handler sandsynligvis om at gå ud til Getsemane Have på Oliebjerget. Så at resten af talen har fundet sted derude. Når vi ved at Gud elsker os og tilgiver os, da er vi også parate til at elske andre og tilgive dem, uanset hvad de gør forkert over for os. Fordi vi lever af Guds kærlighed til os, vil vi også gerne vise andre den. Fordi vi får tilgivelse hos Gud, vil vi også gerne tilgive andre. Derved bliver der en god ånd i den kristne kirke - også her hos os i Burkal Sogn! Når Gud virker i os ved sin Ånd, så kan vi ikke gøre andet end at tilgive 5

6 og elske hinanden! Så bliver der forsoning og forligelse imellem os. Selv om der måske i generationer har været ufred og splid, der har skilt mennesker ad, så behøver det ikke at blive ved at være sådan. Når vi lader Gud komme til, så sker der store ting. Helligånden er hemmeligheden og kraften i den kristne menighed. Ånden er en usynlig kraft som forbinder alle os der tror på Jesus, og som holder os til ilden. Vores menighed er ikke en organisation eller en forening, men det er en vennekreds, som holdes sammen af kærligheden fra Jesus. Det er et fællesskab af brødre og søstre. Vi har den samme Far i Himlen, og Jesus er vores kære storebror og vores gode ven. Hans kærlighed til os får os til at elske ham og følge ham. Vi skal ikke være kede af at vi ikke kan se ham. For vi ved at han er blevet ophøjet til den højeste plads ved Guds højre hånd. Lige som man glæder sig over at en god kollega bliver forfremmet, selv om det indebærer at han forlader afdelingen, sådan glæder vi os over at Jesus er hos Gud, selv om det betyder at vi ikke ser ham her på jorden længere. I stedet ser vi nu frem til den dag hvor vi selv skal se ham hos Gud. Helligånden er Guds store gave til sine børn. Helligånden viser at vi er Guds børn. Vi har ikke en slaveånd, men barnekårets Ånd. Hvilken vidunderlige gave Gud har sendt os! Lad os takke ham for den! Pinsen er en fest for at Gud giver os mennesker sin ånd. Det blev pinse en gang. Det er pinse i dag. Helligånden arbejder og virker stadig i os! Amen. 6