Det er det spændende ved livet på jorden, at der er ikke to dage, i vores liv, der er nøjagtig ens.

Transkript

1 3 s efter hellig tre konger 2014 DISCIPLENE BAD JESUS: GIV OS STØRRE TRO! Lukas 17,5-10. Livet er en lang dannelsesrejse. Som mennesker bevæger vi os, hver eneste dag, både fysisk og mentalt, gennem de skridt vi tager og gennem de mennesker vi møder. Det er det spændende ved livet på jorden, at der er ikke to dage, i vores liv, der er nøjagtig ens. Vi er hele tiden i bevægelse og møder hver dag nye ord og nye mennesker, som påvirker os og som er med til at danne os, og give vores liv mening og retning. Disciplene havde mødt Jesus. Hans ord og hans person havde grebet dem i en sådan grad, at de valgte at følge med ham, selvom de ikke vidste, hvad det ville føre til, og hvor Jesus ville føre dem hen. Men mødet med Jesus, havde gjort så dybt indtryk på dem, at alt andet i deres liv, blev mindre væsentligt ja de var parate til at forlade deres daglige liv og arbejde og følge Jesus. Disciplene var modige mænd, synes jeg. Det kræver mod, at sige farvel, til alt det vi kender så godt, alt det trygge derhjemme og begive sig afsted. sammen med et menneske, som disciplene jo ikke kendte meget til, da Jesus kaldte på dem.. og sagde Følg mig! Allerede på det tidspunkt, i disciplenes liv, kan vi tale om at de troede.. de havde troen,,, de havde tillid til Jesu ord ellers var de aldrig nogensinde fulgt med ham. Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses.. som apostlen Paulus siger Disciplene begav sig afsted på dannelsesrejse, med Jesus, som deres Herre og mester. Jesus formede og dannede disciplene, på de lange dagrejser rundt i Israel. Disciplene var i bevægelse hver eneste dag de var i færd med at iklæde sig, den nye identitet, som Jesus ville give dem. Jesus dannede disciplene, Han formede dem, så de udviklede sig i overensstemmelse med den bestemmelse, som Gud havde med dem, og for den sags skyld, med ethvert menneske på jorden. Søren Kierkegaard siger det med sine ord: Som Guds mennesker, skal vi tilegne os den personlighed, som Gud giver hver enkelt af os I

2 I en interessant artikel i Kristelig dagblad i går kunne man læse en gribende beretning, om en person, som havde været på en meget dramatisk dannelsesrejse gennem livet. I en alder af 24 år lå hans liv i ruiner. Han havde som 13 årig mistet sin far ganske pludseligt og fra da af gik hans liv skævt. Han var vokset op i et katolsk hjem og havde altid været tilknyttet den katolske kirke, hvor han kom, sammen med sine forældre og søskende og han var dengang en meget harmonisk og glad dreng. Men det ændrede sig dramatisk, da han mistede sin far. Han følte sig ensom og forladt, begyndte at drikke mere og mere blev pyroman og kom i fængsel på grund af gentagen ildspåsættelser og han endte med at blev tvangsindlagt på den lukkede afdeling på Risskov, Dybt fortvivlet og dybt deprimeret. En mørk november aften fik han besøg, mens han var indlagt. Det var en katolsk præst pg en nonne og hans mor, der havde besluttet at besøge ham. Han havde ikke så meget lyst til at få besøg af nogen af dem, fortæller han,, for de ville minde ham om en fjern fortid og om hans barnetro, som var forsvundet i druk og kriminalitet. Han kunne ikke holde tanken ud om at blive konfronteret med alt det, men for sin mors skyld, så gjorde han det. Og det viste sig at blive indgangen til et helt nyt liv for ham. Præsten havde fortalt ham om nogle af de erfaringer, han selv havde haft med Jesus. der var en varme og et glimt i hans øjne. fortæller han, og han kunne mærke, at præsten ikke var kommet for at tvinge ham til noget. Han fortalte bare, hvordan Jesus havde hjulpet ham i hans eget liv og så sagde han til ham, at Jesus kom for at helbrede de syge. Og det var de forløsende ord, som åbnede hans øjne for, at Jesu også var kommet for at hjælpe ham og helbrede ham. Det troede han på.. Han følte sig personligt tiltalt af de ord. De var sagt til ham.. og gjaldt ham Præsten bad for ham og efter at han var gået, mærkede han en dyb fred, ja det var som om himlen åbnede sig og lagde sig ned over ham, som en dyne Da han vågnede næste dag vidste han at han var helbredt. Mødet med præsten og med guds ord, blev indgangen til et nyt liv for ham. Han følte sig 100 kg lettere, som han siger,, han følte sig tilgivet. Det altafgørende for denne mand, var, at der pludselig var én, som troede på ham troede på at hans situation ville ændre sig.

3 Troen kan gå to veje.. den ene vej er gennem os selv, som forsøger at præstere en stor tro, ligesom disciplene så gerne vil det men det andet og nok så vigtige aspekt, det er at der er nogen der tror på os Han blev trappet ud af antabus, og løsladt og han tog til et nonnekloster hvor han begyndte at arbejde som gartner. Senere begyndte han at uddanne sig, først tiendeklasse, så HF og derefter præsteseminarium o England,,, og endelig blev han katolsk præst i Esbjerg, hvor han er i dag. dybt taknemmelig over mødet med præsten og guds ord..! Disciplene er på dannelsesrejse med Jesus. På et tidspunkt på denne dannelsesrejse, beder disciplene inderligt Jesus om, at give dem mere tro. Giv os større tro, beder de. Jesus svarer dem prompte, at hvis de bare havde tro som et sennepsfrø det mindste af alle frø,, så ville de få uanede kræfter Den kraft og styrke der er i troen, den er så stor, at den kan flytte morbærfigentræer og noget så mægtigt, som bjerge.- fra det ene sted til det andet. I næste øjeblik taler Jesus til dem, om hvem de er og at de skal være bevidste om, hvem de er. ( de er måske alligevel ikke kaldet til at præstere det overordentlige flytte rundt på træer og bjerge.. ) nej Jesus beskriver hvilken plads disciplene har i livet på jorden, ved hjælp af et billede Ligesom når en herremand har en tjener eller en hyrde til at arbejde for sig,, så er det tjenerens og hyrdens opgave at gøre det, som de bliver bedt om udføre det arbejde, som de er blevet pålagt. På samme måde skal disciplene lære, at gøre det, som de får besked på, uden at forvente noget særligt for det. Ja de skal snarere tænke på sig selv, som unyttige tjenere, der kun har gjort hvad de skulle gøre. Her bliver disciplene sat godt og grundigt på plads, og det bliver vi alle sammen, med dem. Vi er herrens unyttige tjenere alle som en. Umiddelbart klinger Jesu ord meget negativt i vore øre. Men, dybest set, er der en kæmpe stor befrielse.i Jesu ord. For i de ord, ligger der en befrielse fra at skulle, for det første præstere en kæmpestor tro!

4 Disciplene har ikke engang tro, som et sennepsfrø. Men, det er godt nok alligevel.. siger Jesus. De skal bare være tro der hvor de befinder sig. Gøre det de skal!!!! Og gå ind under de byrder og lidelser som livet byder på. Fordi de t er deres opgave og vores opgave, at tage livets byrde på os der hvor vi befinder os på livets dannelsesrejse. Både på den tunge dag i livet, og på den glade og skønne dag i livet, hviler der en opgave på os nemlig at være guds tjener. Pligten og opgaven fra Gud, er livets sande medicin, siger Kierkegaard. For derved får hver eneste dag mening og betydning, fordi den er givet som en meningsfuld opgave fra Gud. Du må nøjes med at være menneske. Du skal ikke overkomme det uoverkommelige Der fordres ikke det umulige af dig Alt det vi ikke kan, det kan : Gud og det skal vi overlade til gud,. Vi skal ikke udføre guddommelige opgaver, men nøjes med at være guds mennesker på jorden Vores nu afdøde biskop Johansen fra Helsingør stift siger et sted at der er nogle ord, som en præst engang sagde, som har lejret sig i hans hjerte o g som han ofte søger tilbage til, når livet bliver for uoverskueligt. De ord lyder sådan: Gør det, du kan, så gør Gud det, du ikke kan.!!! Det er i grunden det, Jesus siger til disciplene. Vi får, som mennesker lov til at være de små afmægtige mennesker, som vi dybest set er. Mennesker, som har brug for at høre, at vi har en far i himlene, som er uendelig meget større end os en Far, som vil bære vore byrder sammen med os, som Jesus siger: Kom til mig alle i som bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile. I påsken, fortælles det, at de kvinder som Jesus kendte, de var dybt fortvivlede. De havde mistet deres elskede herre.han lå nu begravet i en grav hulde. Der var ikke meget de kunne gøre, de sorgfulde kvinder.

5 Men, siger biskop Johansen, prøv engang at tænke : Gud gør det, som vi ikke kan. Solen var stået op. da kvinderne kom ud til Jesu grav. Solen skinnede på den store sten, der til deres forbavselse var væltet væk fra indgangen to graven. Det vidste kvinderne ikke, da de var på vej det var meget mere end de kunne magte at vælte den væk. Stenen symboliserer jo i grunden dødens væsen. Døden, er den meget store sten,som intet menneske kan vælte væk. Og vi kan heller ikke hejse påskesolen op så den skinner livgivende ind i graven. MEN GUD gør det, vi ikke kan!!! Vi kan ikke forstå,at dødens magt er brudt. For det som aldrig kunne ske, det skulle intet øje se. At Gud har overvundet døden, og at der ingen død, ingen lidelse, ingen sorg er i Guds rige, det kan vi ikke se, men et er det, vi hører i påskeevangeliet. Vi er guds små skrøbelige tjenere på jorden Det er vores trøst, at vi er guds, og at han ikke forlanger det overordentlige af os. For Gud gør det, som vi ikke kan. amen