Christen er soldat og veteran

Transkript

1 anerkendelse og støtte regeringens veteranpolitik Christen er soldat og veteran Christen er 30 år og professionel soldat og officer. Han har været udsendt to gange til Afghanistan. Som delingsfører har han ansvaret for ca. 30 soldater i alle tænkelige situationer fra kampsituationer til de daglige rutiner i lejren. Før udsendelsen fokuserede Christen på at lære sine soldater godt at kende og på at skabe sammenhold i delingen. Tillid og sam arbejde kombineret med solide soldaterfærdigheder er det vigtigste fundament, når situationen er tilspidset. Jeg holder af mine soldater, lyder det fra Christen, der mener, at det er den alt afgørende forudsætning, når man skal lede soldater i et missionsområde. En udsendelse giver Christen personlige og faglige udfordringer. Han føler, at han kommer hjem mere moden og med et andet syn på livet. Man får lidt større briller på og bredere skuldre, forklarer han. Christen har mistet soldater, han havde kommandoen over i kamp. Han oplevede, at alle reagerede professionelt i situationen, men, som han siger, der er behov for at få prikket hul på ballonen efter sådan en oplevelse. Christen er derfor glad for, at det i dag er helt acceptabelt at bruge psykologerne både i missionsområdet, og når delingen er sikkert hjemme i Danmark. Han mener, at psykologerne er dygtige og anerkendte af soldaterne. Jeg kan mærke på mig selv og se på mine soldater, at det hjælper at snakke med psykologerne. Bagefter kommer vi ud med et smil på læben, siger han og understreger, at feltpræsten også er et godt supplement til psykologerne. Christen synes, det er i orden med negativ omtale i pressen, så længe historien er rigtig. Han kan dog ærgre sig over, at de mange fremskridt, der sker i Afghanistan, ikke altid bliver fortalt. Jeg føler, jeg får anerkendelse fra mine kammerater og familie, og håber at den generelle holdning i befolkning er respekt for indsatsen. I dag er Christen lærer på Hærens Officersskole, hvor han bruger sine erfaringer fra Afghanistan i undervisningen af de kommende officerer. De skal vide, at taktikken skal sidde på rygraden, når det går løs, men samtidig, at den virkelige udfordring er den ledelsesmæssige. At motivere soldaterne til at løse opgaven dag efter dag også selvom en soldat og god kammerat dagen forinden mistede livet.

2 anerkendelse og støtte regeringens veteranpolitik Jakob lagde uniformen Jakob arbejder som tjener i Grøften i Tivoli. Han er i dag 26 år og har siden han var 18 år været udsendt fire gange med forsvaret til henholdsvis Kosovo, Irak og Afghanistan. Han betegner sig selv som adrenalin-junkie, der ikke kan modstå nye oplevelser i fremmede lande. Jakob synes derfor, det er en helt unik oplevelse at være udsendt med forsvaret. Kontakten til civilbefolkningen er en anden, end når du rejser som turist, forklarer han. Det var også kontakten til lokalbefolkningen, der lærte Jakob at tage ansvar for sine handlinger. Alt, hvad du siger og gør, bliver registreret af befolkningen, siger han. Kammeratskabet har også haft stor betydning for Jakobs beslutning om at blive udsendt. Vi kommer tæt på hinanden, og du er i konstant kontakt med andre mennesker, siger han. Under udsendelserne lærte Jakob nye sider af sig selv. Han forklarer, at han lærte at være struktureret og møde til tiden. Han opdagede også, at han har en høj stresstærskel. Alt sammen kompetencer som han i dag bruger i jobbet som tjener i Grøften i Tivoli. Til efteråret søger han igen mod varmere himmelstrøg, men denne gang er det ikke med forsvaret, men for at opdrætte tigere i Thailand. Jakob siger, at han anbefaler alle sine venner en udsendelse med forsvaret. Hvis du får chancen, så udnyt den. Han kan ikke udelukke, at han igen tager på en mission med forsvaret så længe det kan kombineres med jobbet som tjener i Grøften.

3 anerkendelse og støtte regeringens veteranpolitik Christian har lært at gå igen På et sekund ændrer livet sig. Udsendelsen som soldat i Afghanistan er ved at være slut for 23-årige Christian. Om få dage er han igen hjemme i Danmark. Han er på sin sidste patrulje og er næsten inde i lejren Armadillo. Der lyder en høj hyletone for Christians ører. Støvet fyger for øjnene af ham, og han føler ingenting. Han har trådt på en sprængladning. Begge ben er sprængt af. Christian bliver evakueret. Da han vågner igen, ligger han på Rigs hospitalet i København. Her bliver han opereret flere gange, og i mange måneder kæmper han en kamp for at komme til at gå igen. Jeg kunne ikke længere bare rejse mig fra sengen. Jeg skulle vænne mig til en helt ny verden, siger han og fortæller, at familien i de første måneder boede på patienthotellet. Middelfart Kommune hjalp med hjælpemidler som proteser, kørestol og en bil. Jeg har en sagsbehandler i kommunen, som tænker fremad og forstår, hvad jeg har brug for. Forsvarets rolle er at være Christians bindeled til om verdenen. Forsvaret har gjort deres arbejde til UG. Min familie skulle ikke gøre andet end at kysse mig på panden, siger han. Christian mener, at det sikkerhedsnet, de tilskadekomne soldater har i form af erstatning og støtte fra forsvaret, er langt bedre, end hvis han fx var kommet til skade i et trafikuheld. Når skaden er sket, er jeg glad for, at det var som soldat. Christian har lukket bogen som kampsoldat. Jeg har haft fem gode år i forsvaret. Og et lortesekund, siger han. Christian arbejder fortsat i forsvaret, men har ikke en drøm om at blive udsendt igen. Han er ved at finde ud af, hvad han kunne tænke sig at bruge sin fremtid på. Der er ikke noget, der er så værdifuldt, at det er værd at miste sine ben for, siger han, men han ser alligevel lyst på fremtiden. Christian vil uddanne sig som fysioterapeut og være rollemodel for andre unge soldater, der som ham er kommet hårdt til skade. Christian, der før var aktiv med løb og cykling, er begyndt at ro, sejle kajak, køre racer kørestol og gå til pilates. Mit mål er at komme ud at løbe igen, siger han og håber, at soldaterlegatet vil støtte ham med løbeproteser. I efteråret skal Christian køre maraton i Washington i USA.