Forkortet prædiken til Helligtrekongersdag

Transkript

1 Forkortet prædiken til Helligtrekongersdag Prædiken over epistlen Esajas 60, 1-6 V1 Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. V2 For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene. Men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. V3 Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. V4 Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. V5 Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. V6 Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse. De forkynder Herrens pris. Denne epistel er en formaning til tro og en forkyndelse af evangeliet, sådan som det skulle prædikes i hele verden og samle kristne fra alle lande. Det er en klar og let profeti, derfor behøver den ikke megen udlæggelse. Loven er vredens lærdom og evangeliet er livets ord Men når han kalder evangeliet et lys, en klarhed, et skin og Herrens opgang, tilkendegiver han, at der er en forskel på evangeliets lys og lovens lys en forskel, som man skal lægge godt mærke til, så man ikke blander evangelium og lov sammen, og kalder det evangelium, som er lov eller omvendt. For i adventstiden og i den forrige epistel har vi hørt, hvordan evangeliet er et livets ord, en nådens lærdom, et glædens lys, som tilsiger, bringer og skænker Kristus med alle hans goder. Men loven er et dødens ord, en vredens lærdom, et sorgens lys, som åbenbarer synden og kræver den retfærdighed af os, som vi ikke formår at tilvejebringe, for at samvittigheden skal erkende og føle sig skyldig til den evige død og vrede og derved bedrøves og blive urolig. Og til sådan en samvittighed kommer nu Esajas glædelige profeti, og der bliver sunget for den, for at den atter skal blive glad, levende og fri for lov og synd. Derfor må vi kalde disse to slags lys for: Herrens lys og trællens lys. Herrens lys er kommet ved Kristus, mens trællens lys er det ved Moses. Derfor kunne Aron og Israels børn ikke udholde lyset og klarheden i Moses ansigt, men han måtte lægge et dække over det. Da Kristi ansigt derimod blev forklaret på bjerget Tabor, kunne det godt betragtes, ja, det var så indbydende og dejligt, at Peter at lutter glæde udbrød: Mester, her er godt for os at være, lad os opføre tre boliger: én til dig, én til Moses og én til Elias. Der var Moses ansigt heller ikke uudholdeligt, men herligt, for evangeliet gjorde loven, tugtemesteren behagelig, som tidligere var ubehagelig og utålelig for naturen, sådan som vi før har hørt det. 1

2 v1 Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. Dette udtryk: Rejs dig, er med sikkerhed sagt til den, som ikke er stået op, dvs. til den, der ligger og sover eller er død. For mig forekommer det, at det er dette udtryk Paulus mener og peger på, når han, i Ef 5, 14 siger: Derfor hedder det: Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig. Kristus er i sandhed også det lys, som Esajas taler om her. Det lys, som ved evangeliet lyser i hele verden og oplyser alle, som står op og eftertragter det. Hvem er nu alle disse sovende og døde? Det er ganske vist også alle, som er under loven, for de er alle døde ved synden. Men de, som er de døde, er i særdeleshed dem, der ikke regeres ved loven og lever frækt og tøjlesløst. Men de gerningshellige er de sovende, som ikke føler, hvad de mangler. Begge slags mennesker giver ikke synderlig agt på evangeliet, men sover og dør hen. Derfor må Ånden vække dem op, så de ser og erkender dette lys. Men den tredje slags mennesker, som føler loven og plages af sin samvittighed, de tørster efter nåden og sukker efter evangeliet. Det er også disse, som er årsag til, at det kommer og bliver skænket, og de forkynder det også, for at de sovende og døde skal vågne op og modtage lyset. Esajas hører også til disse. Derfor siger han: Lad dig oplyse, eller, bliv oplyst. Lad lyset træffe dig, kryb ikke ned du døde, i dit stinkende livs grav, dvs. hold op med at elske og følge det onde livsforløb, så det evangeliske lys kan træffe dig og finde rum i dig. Og du sovende: Vågn op! Kryb ikke ind under den dovne og søvnagtige sikkerheds og din egenretfærdige uforskammetheds dyner, så det sande lys må komme til sin ret i dig. Sådan har begge slags mennesker brug for megen formaning. For det tøjlesløse liv er en mægtig forhindring for de døde, og den uforskammede og forvovne egenretfærdighed lader vanskeligt de sovende erkende dette salige lys og optage det i sig. v1a For dit lys er kommet Hvorfor siger han: dit lys, når det dog er Guds lys, som vi vil se i det nedenstående? Svar: Det er Guds lys og tillige vores alles lys. Det er Guds, fordi han giver det. Det er vores, fordi det lyser for os, og vi bruger det. På samme måde som når Kristus siger om solen, at den er Faderens, Matt 5, 45: han lader sin sol stå op over retfærdige og uretfærdige, og dog i Joh 11, 9 siger: Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Det er den Guds sol som oplyser verden. Ligesådan siger han om sig selv i Joh 8, 12: Jeg er verdens lys, og han er dog Guds lys alene ( ) Der er ingen tvivl om, at næsten alle Esajas og profeternes forudsigelser har sin grund i Kristus og er øste af Guds forjættelse, som blev givet til Abraham, når han i 1 Mos 22, 18 siger: Alle jordens folk (alle hedninger) skal velsignes i dit afkom. Af disse ord følger klart, at Kristus, Abrahams sæd, skulle blive kendt i hele verden. Ved hans egen person kunne det jo ikke ske. Derfor 2

3 er det sket ved prædikenen. Og ikke alene dette, at han skal prædikes og blive kendt, følger heraf, men også, hvad det er for en prædiken, nemlig en velsignelsens og nådens prædiken, ved hvilken hele verden skal blive velsignet. Ligeledes følger det og kan det sluttes heraf, at Abrahams sæd er et sandt menneske og tillige Gud. Ligeledes, at han måtte blive født af en jomfru. Ligeledes at hans rige ikke måtte være et timeligt eller jordisk rige. Ligeledes, at ham måtte dø og snart igen opstå fra de døde og blive Herre over alle skabninger. Alt dette er med korte, men rige og vægtige ord indbefattet i denne guddommelige forjættelse, hvilket ville være let at bevise, hvis der var tid til det, så man kan se og fatte, hvordan alle profetier er udsprunget og udfyldt af denne forjættelse som af en brønd. Derfor frydede Abraham sig også i sit hjerte i 1 Mos 17, 17, da en sådan forjættelse blev givet til ham. For han forstod den, ligesom også Kristus selv siger om denne, hans hjertes fryd og jubel i Joh 8, 56: Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig. v1b Herrens herlighed er brudt frem over dig. Om ordet gloria har vi ofte sagt, at det betyder ære eller klarhed eller herlighed. (..) Ligesom solen er en kilde fuld af lys, og dens glans er dette lys klarhed, udbredelse eller ære (for solens glans er ligesom dens naturlige berømmelse, hvorved den bliver kendt og åbenbar i hele verden). ( ) Sådan hedder evangeliet nu også Guds klarhed og vores lys. Vores lys, fordi vi derved ser og erkender Gud, os selv og alle ting. Men Guds klarhed, fordi Gud, hans gerninger og hele hans herlige væsen derved bliver prædiket, nævnt, berømt, erkendt og agtet højt i hele verden. Og når vi vil tale endnu mere præcist om dette, så er evangeliet ikke klarheden selv eller lyset selv. Men det er denne klarheds opgang og lysets frembrud. Dvs. intet andet end en åbenbaring af at dette lys og denne klarhed. For lyset og klarheden har vært fra evighed af, som Joh 1, 4-5 siger: I det var livet, og livet var menneskenes lys. Men det er ikke opstået og offentligt forkyndt uden ved evangelium alene. Derfor er evangeliet også en berømmelse af Guds klarhed og herlighed, og af denne grund kalder Skriften det Guds stemme (Sl 29, 3 og 68, 34 og mange andre steder). Af samme grund hedder det også evangelium, dvs. et godt budskab, fordi det forkynder og udråber Guds godhed, Guds herlighed og Guds ære og klarhed, som Sl. 19, 2-3 siger: Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk, dag forkynder det til dag, nat kundgør det til nat. Hvad er det at fortælle og forkynde andet end at prædike og udråbe evangeliet? Ved himlen er ved apostlene. Hvad er Guds ære og gerninger andet end hans godheds og nådes store og herlige rigdomme, som er udgydt over os? Således siger Paulus i Tit 2, 11: For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker. Hvordan er den åbenbaret? Ved evangeliets prædiken. Det samme betegner Esajas ord også her, når han siger: Dit lys er kommet, Herrens herlighed brudt frem over dig. Dvs. Guds lys og herlighed er prædiket og forkyndt for dig. Og at Kristus selv er 3

4 lyset og herligheden ses af det følgende: men over dig bryder Herren frem, dvs. bliver forkyndt for dig, ligesådan i samme kapitel i vers 20: for Herren er dit evige lys. (.) Heraf er det ligeledes åbenbart, hvad evangeliet er, og hvad det taler om. Det er lysets frembrud og den guddommelige herligheds opgang. Det taler ikke om andet end Guds herlighed, ære og berømmelse, dvs. det berømmer intet andet end Guds gerning, hans nåde og godhed mod os, og lærer os, at vi skal og må have hans gerning, hans nåde og godhed og ham selv, hvis vi vil opnå saligheden. Derved udfører det to slags gerninger i os. For det første kaster det vores naturlige fornuft og vort lys til jorden og erklærer, at det intet er, men ene og alene mørke. For var der lys i os og ikke ene mørke, så lod Gud dette lys opkomme i os til ingen nytte. Lyset oplyser ikke lyset, men mørket. Derfor forkastes og fordømmes al naturlig visdom eller menneskers fornuft, alle hedningers kunst, alle menneskelige lærdomme og bud på det kraftigste i denne epistel. Og det er en afgjort sag, at der er ene mørke, eftersom dette lysets komme er nødvendigt. Derfor må man vogte sig for alle menneskelærdomme og for alt, hvad fornuften finder for godt for det mørke, der er fordømt af Gud, og alene stå op og vågne op, give agt på dette lys og følge det alene. Den anden gerning er den, at det slår alle vore gerninger, goder, og den frie viljes berømmelse og herlighed til jorden, så vi ikke kan trøste os ved noget af alt dette eller høste ære af det, men ene vanære og skam for Gud. For fandtes der noget i os, som fortjente ære og berømmelse, så var denne guddommelige ære og herlighed brudt frem over os til ingen nytte. Men nu, hvor den er brudt frem over os, er det dermed afgjort, at der intet findes i os, uden vi har skam og vanære af det. Om dette siger Paulus i Rom 3, 23: for alle har syndet og har mistet herligheden (eller æren) fra Gud, som ville han sige: De kan godt have natur og egen menneskelig retfærdighed, og høste timelige ære, berømmelse og herlighed af dette for menneskene på jorden, som om de ikke var syndere. Men for Gud er de syndere og har ikke hans herlighed og kan ikke rose sig af hans goder eller af ham selv. Derfor bliver ingen salig, medmindre Guds herlighed er i ham, så han alene kan trøste sig ved Gud og Guds goder og rose sig af dette, som det hedder i Jer 9, 24 og 2 Kor 10, 17: Den der er stolt (eller roser sig) skal være stolt (rose sig) af Herren. Se, det vil sige, at Guds herlighed bryder frem. Sådan gør evangeliet også, det forkaster alt det, som er vort og priser alene Guds nåde og goder, dvs. Gud selv, så vi alene skal rose os af ham og trøste os ved ham, sådan som Sl 144, 15 siger: Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud! Derfor følger også hos Esajas: v2 For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene. Men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. (.) Her siger profeten jo udtrykkeligt, at der hvor Kristus ikke er, der er mørke, det skinner så stort og klart som det formår. Og han tåler ikke den middelvej, som er opdigtet af de højere 4

5 læreanstalters lære, der siger, at imellem mørket og Kristus står det naturlige lys, den menneskelige fornuft. V2b mulmet dækker folkene v3 Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans v4 Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften. (..) Sådan siger Esajas også her til det kære Jerusalem. Frygt ikke og vær ikke bedrøvet. Slå ikke dine øjne ned, men løft dem med glæde og se dig omkring. Lad det ikke forvirre dig, at dine nærmeste venner er dine værste fjender, at de vil udrydde dig, og mener, du er for ringe til at bestå for dem. Lad dem kun komme an og angribe! Dræber de én af dig, så skal tusinde rejse sig i hans sted. Fordriver de én, så skal han fremkalde tusinde. Slukker de på et sted, så skal det fænge på ti steder. Indtil nu, uden deres tak og medvirken af deres vilje, har du sønner og døtre i hele verden, i stedet for dem, som skulle være dine sønner og døtre, men er dine fjender. Så skal du da blive stærk og forøget, mens de skal formindskes og udryddes, og der skal overgå dem selv, hvad de har til hensigt at gøre med dig, og dig skal ske, hvad de ikke under sig. Hvordan alt dette er gået til og opfyldt, det ser vi. v5 Da stråler du af glæde, når du ser det, dit hjerte banker og svulmer, når havets skatte bringes til dig og folkenes rigdom kommer til dig. v6 Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa, fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse, de forkynder Herrens pris. (.) Til sidst siger han: de forkynder Herrens pris. Det er egentlig en ret kristen gerning, at vi bekender vores synd og skam og alene prædiker Guds nåde og gerning i os. For Guds pris og ære kan ingen prædike, som ikke kender Guds nåde og dette lys. Men ingen kan tjene Guds nåde, som endnu holder fast ved noget af sit eget lys, gerning, væsen og natur. For han er og bliver en gammel blind og død Adam, som ikke står op for at se dette lys, og mere prædiker sin egen pris. Derfor priser Esajas her dem fra det rige Arabien, for at de er rette kristne, som kun forkynder Guds lov og pris, hvilket dette Åndens lys og evangelium i sandhed lærer dem. 5