Bachelor Sociologi Aalborg Universitet Sommeren 2014

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Læsevejledning 3 Kapitel 1 Problemfelt 5 Problemformulering 5 Forklaring af problemformulering 5 Undersøgelsesspørgsmål 7 Motivation og sociologisk relevans 9 Kapitel 2 Videnskabsteoretiske overvejelser 13 Kapitel 3 Projektdesign 15 Kapitel 4 Teori 17 Kapitel 5 Analyse 20 Hvem har en interesse i, at de kriminelle diagnosticeres? 20 Delkonklusion 24 Hvad generer stigningen af retspsykiatriske patienter? 27 Delkonklusion 33 Hvilken betydning kan det have at stille en psykisk diagnose til kriminelle? 35 Delkonklusion 40 Kapitel 6 - Diskussion 42 Kapitel 7 Konklusion 45 Kapitel 8 - Perspektivering 47 Kapitel 9 Indledning 49 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv 49 Litteratursøgning 56 Afgrænsning 58 Tidligere skrevet 60 Begrebsdefinition 63 Kapitel 10 - Videnskabsteori 65 Samspillet mellem aktør og struktur 65 Kritisk realisme 67 Ontologi og epistemologi 67 Det hermeneutiske perspektiv 70 Metodologi 71 Kapitel 11 Metode 72 Problemformuleringstype 72 Forskningsdesign 73 Casedesign 73 Intensiv design 76 Abduktion 77 Valg af informanter 78 Empiriindsamling 79 Etiske overvejelser 84 Refleksioner over interviews 86 Side 1 af 104

2 Kapitel 12 - Teori 88 Michel Foucault - Magtanalytik 88 Magt 88 Straf 90 Howard S. Becker Outsidere 91 Svend Brinkmann - Forklaringstyper 94 Patologiseringstesen 94 Epidemiforklaring 95 Kapitel 13 - Verificering 96 Litteraturlisten 101 Bilagsoversigt 104 Side 2 af 104

3 Læsevejledning Dette afsnit vil bidrage med en kort forklaringen af projektets opstilling. Det er blevet valgt, at projektet vil blive opstillet på en måde hvor projektets vigtigste og grundlæggende elementer er de, der vil blive præsenteret i de første 8 kapitler. De efterfølgende kapitler vil indeholde de tanker, overvejelser samt procedure, der er blevet foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af projektet. Læsevejledningen er opdelt ud fra det væsentligste i projektet, som udgør kapitlerne 1 til 8, og procedurer, som udgør kapitel 9 til 12. Det sidste kapitel, verificering, er yderligere anset som værende en væsentlig del af projektet, og skal dermed ikke anses som værende en del af selve proceduren. Den væsentligste del starter med kapitel 1, som indeholder en præsentation af problemfeltet, herunder problemformuleringen, og de dertilhørende undersøgelsesspørgsmål samt en beskrivelse af de formodninger, der er knyttet til disse. Kapitel 2 er en beskrivelse af den måde hvorpå kritisk realisme kommer til udtryk i projektet, samt hvad videnskabsteorien kan bidrage med. Kapitel 3 indeholder en illustration af projektdesignet og en redegørelse for, hvordan projektets elemeter spiller sammen og påvirker hinanden. Kapitel 4 er en forklaring af, hvordan Michel Foucaults magtanalytik, Howard S. Beckers stemplingsteori og Svend Brinkmanns forklaringstyper vil blive brugt i projektet og særligt i analysen. Kapitel 5 består af analysen, der er inddelt i tre dele efter undersøgelsesspørgsmålene, og hertil er der knyttet en delkonklusion til hver af disse. Kapitel 6 er en diskussion af samfundsudviklingens påvirkning, der er fundet frem til gennem analysens resultater. Kapitel 7 indeholder konklusionen på analysen og sammenfatter de væsentligste pointer i projektet. Kapitel 8 er en perspektivering til hvilke emner og teorier, der eventuelt kunne arbejdes videre med ud fra projektets resultater. Procedurer delen starter med kapitel 9, som indeholder en gennemgang af det arbejde, der har fundet sted i forbindelse med indsamling af viden om problemfeltet samt udarbejdelsen af problemformuleringen. Kapitel 10 er en redegørelse af forskningsgruppens forståelse af kritisk realisme samt en redegørelse af forståelsen for samspillet mellem struktur og aktør. Kapitel 11 beskriver de metodiske frem- Side 3 af 104

4 gangsmåder og overvejelser, som projektet bygger på samt en redegørelse for interviewguidens udarbejdelse. Kapitel 12 indeholder en forklaring af, hvad de enkelte teorier består af. Kapitel 13 er projektets sidste kapitel og indeholder verificeringsafsnit, der belyser projektets reliabilitet og validitet. Side 4 af 104

5 Kapitel 1 Problemfelt Det første kapitel i dette projekt vil indeholde en beskrivelse og forklaring af problemformulering, samt hvilke formodninger der er til, hvad der kan være med til at besvare problemformuleringen. Dertil er der opstillet tre undersøgelsesspørgsmål, hvorfor kapitlet også vil indeholde en beskrivelse af de formodninger, der knyttes til besvarelsen af disse. Yderligere vil forskningsgruppens motivation for valg af problemfelt blive præsenteret. Problemformulering I dette afsnit vil projektets problemformulering, undersøgelsesspørgsmål samt de formodninger der er omkring besvarelsen af disse blive præsenteret. Projektets problemformulering udspringer fra den viden, der er opnået gennem litteratursøgningen og dets resultater. Projektets problemformulering lyder: Hvad skyldes den nutidige interesse for diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose? Forklaring af problemformulering Dette afsnit vil indeholde en forklaring af de formodninger der er i forbindelse med besvarelsen af problemformuleringen. Formålet med denne problemformulering er at finde frem til de generative mekanismer, der kan være med til at forklare interessen for diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose. Med generative mekanismer menes der mekanismer, der kan være med til at forklare årsagen til en hændelse (Jf. Kapitel 9 - Begrebsdefinition). Det formodes hertil, at en af disse mekanismer er ønsket om at give kriminelle med en psykisk diagnose den rette behandling, således der er mulighed for resocialisering, og således deres mentale helbred ikke forværres. Med den rette behandling henvises der til den behandling, som er bedst egnet til den kriminelle med en psykisk diagnose både på fysisk Side 5 af 104

6 og psykisk plan. I forlængelse heraf formodes det tilmed, at der er et ønske om, at kriminelle med en psykisk diagnose placeres i den rette varetægt for at skabe de bedst mulige rammer for disse individer. Ydermere antages det, at en af mekanismerne, der kan der være med til at generere interessen for diagnosticeringen, er ønsket om at kunne forklare og forstå den diagnosticerede kriminelles adfærd samt lovovertrædelsen, da der kan argumenteres for, at disse individer har brudt med samfundets normer og sociale regler. Det kan tilmed antages, at det faglige personale har en interesse i at kende til den kriminelles diagnose, således personalet kan håndtere de kriminelle samt sørge for deres egen personlige sikkerhed i deres daglige arbejde. Dog erkendes det, at de formodede generative mekanismer kan rumme problematikker. Selvom der er en interesse for diagnosticeringen af kriminelle, således disse kan placeres de rette steder, er det ikke nødvendigvis sikkert, at der er sengepladser nok på de forskellige institutioner. Ydermere kan der være problematikker forbundet med, at det ikke nødvendigvis er givet på forhånd, at det faglige personale, eksempelvis fængselsbetjentene, er uddannet til at kunne varetage disse individer. Problematikken omkring manglende uddannelseskompetencer, blandt det faglige personale, er også en problematik, der berøres i andre undersøgelser (Ministeriet 2006). Sidstnævnte problematik kan skyldes, at de psykisk syge indsatte, der afsoner i Kriminalforsorgens institutioner, er blevet mere psykisk afvigende (Ministeriet 2006, 100), hvorfor der kan argumenteres for, at efteruddannelse af fængselsbetjentene er nødvendigt. For at forklare de omtalte generative mekanismer er der behov for at stille sig kritisk og spørge, hvad der generer interessen for diagnosticering af kriminelle. Ved at stille sig kritisk menes der, at vi som forskere ikke godtager, at der kun findes én endegyldig sandhed. Derudover anlægges der også et kritisk perspektiv for at finde frem til årsagerne, der ligger bag interessen for diagnosticeringen af kriminelle. For at besvare problemformuleringen og for at forskergruppen kan identificere de generative mekanismer er der opstillet undersøgelsesspørgsmål, der vil blive gennemgået i det følgende. Disse undersøgelsesspørgsmål er udarbejdet på baggrund af resultaterne fra litteratursøgningen. Side 6 af 104

7 Undersøgelsesspørgsmål I dette afsnit vil der forekomme en redegørelse af de undersøgelsesspørgsmål, der er opstillet ud fra litteratursøgningen, og som skal være behjælpelig med at besvare problemformuleringen. Disse tre underspørgsmål vil yderligere være styrende for dele af interviewguiden samt analysens opbygning. Hvem har interesse i, at kriminelle diagnosticeres? Det formodes, at der tidligt har været en interesse for det syge og det raske (Jf. Kapitel 9 - Historiske kontekst og nutidigt perspektiv), men det antages dog, at der i dag er flere interessenter og institutioner, der har en interesse for dette felt. Dette undersøgelsesspørgsmål skal derfor være med til at afdække hvilke institutioner, der har en nutidig interesse for diagnosticeringen af kriminelle. Her antages det, at personer såsom fængselssygeplejersker og personale på behandlingshjem samt institutioner såsom Kriminalforsorgen og retspsykiatrien interesserer sig for diagnosticeringen af kriminelle. Der forekommer forskellige begrundelser for, hvorfor disse interesserer sig for, at de kriminelle får stillet en psykisk diagnose. Det formodes, at fængselssygeplejerskerne og personalet på behandlingshjemmene har en interesse i diagnosticeringen i henhold til at kunne give den rette behandling, og derudover kan personalet også have en interesse for at kunne tage de rette forholdsregler og derved sørge for egen sikkerhed i arbejdet med de kriminelle. Dog erkendes det, at der kan være flere definitioner på, hvad den rette behandling er og der er dermed ikke én rigtig behandling, da den rette behandlingen kan variere fra individ til individ. I henhold til Kriminalforsorgen ses en tendens til, at denne institution står bag mange udarbejdede undersøgelser om dette problemfelt, hvorfor det antages, at personalet i Kriminalforsorgen har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle. Dertil antages det, at Kriminalforsorgen har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle for at kunne screene, de som er for psykisk syge til at sidde i fængslerne. Yderligere formodes det, at både retspsykiatrien og Kriminalforsorgen interessere sig for diagnosticeringen, da disse skal sørge for det rette behandlingstilbud og dermed også den rette behandling og medicinering til den kriminelle med en psykisk diagnose. Det formodes, at de nævnte institutioner også har en interesse i at få den kriminelle med en psykisk diagnose resocialiseret, således den kriminelle ikke recidivere, hvorfor et vigtigt aspekt i resocialisering er at kende til den psykiske diagnose. Side 7 af 104

8 Ydermere kan det formodes at medicinalindustrien har en økonomisk interesse i diagnosticeringen af kriminelle, da disse virksomheder tjener penge på den medicinske behandling af psykiske sygdomme. Der vil dog i dette projekt ikke blive fokuseret på det økonomiske aspekt ved diagnosticeringen, eftersom der vil blive taget udgangspunkt i den interesse, der kan være fra institutioner, der er i daglig kontakt med kriminelle med en psykisk diagnose. Hvad generer stigningen af retspsykiatriske patienter? Dette undersøgelsesspørgsmål skal belyse, hvad der kan forklare stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter fra år 1990 til år 2008, således det kan afdækkes, om stigningen skyldes en øget interesse for diagnosticering. Med hvad henvises der til de årsagsforklaringer, der kan lægge til grund for, at denne stigning har fundet sted. Baseret på litteratursøgningen er der opstillet nogle formodninger om, hvad der kan have generet stigningen af retspsykiatriske patienter. En formodning er, at psykiske diagnoser i dag oftere italesættes, hvorfor nye typer af diagnoser opstår. I takt med at nye diagnoser opstår, kan der argumenters for, at flere individer får stillet en psykisk diagnose, hvilket kan afspejle stigningen af patienter i retspsykiatrien. Heraf formodes det også, at i takt med at der er kommet mere fokus på psykiske sygedomme samt det mentale helbred, er der også kommet en udvikling i, hvordan der diagnosticeres, og hvem der diagnosticerer. Det formodes ydermere, at stigningen af retspsykiatriske patienter skyldes, at normalitetsgrænsen er blevet skubbet, således der i dag er større risiko for, at individer udviser en adfærd, der vil blive opfattet som værende afvigende. At normalitetsgrænsen er blevet skubbet betyder, at grænserne er blevet ændret for, hvad der anses som normal adfærd, og dette betyder også, at der er flere krav til, hvad en normal adfærd er, og derfor større risiko for at afvige. Hvilken betydning kan det have at stille en psykisk diagnose til kriminelle? Med dette undersøgelsesspørgsmål ønskes det at belyse eventuelle fordele og ulemper ved, at den kriminelle får stillet en psykisk diagnose. Dette spørgsmål skal bidrage med at belyse betydningen af at diagnosticere kriminelle i forhold til interessen. Helt overordnet formodes det, at dét at stille en psykisk diagnose til kriminelle kan have en be- Side 8 af 104

9 tydning på mesoniveau i henhold til, hvilke ressourcer der skal bruges, såsom at fængselsbetjentene skal uddannes til at kunne håndtere kriminelle med en psykisk diagnose. På den ene side kan diagnosticeringen være en ulempe, da det kræver en del ressourcer i form af økonomi, at få uddannet fængselsbetjentene til at kunne håndtere de kriminelle med en psykisk lidelse. På den anden side kan det på længere sigt ses som en fordel, da uddannelsen kan være medvirkende til, at fængselsbetjentene er rustet til at kunne klare disse kriminelle. En anden formodning, der er udledt fra litteratursøgningen, hvor det påpeges, at psykisk syge kriminelle generelt er blevet mere afvigende (Ministeriet 2006, 100), er, at diagnosticeringen kan være med til at forklare den afvigende adfærd, som kriminelle med en psykisk diagnose udviser ved at overtræde samfundets normer og de sociale regler. Dette kan være en fordel, da der kommer en forklaring på den adfærd, som den kriminelle med en psykisk diagnose har udvist. Denne forklaring kan både gavne den kriminelle, i henhold til at den kriminelle kan få en forståelse for sig selv, således individet ved, hvordan det skal tackle sine handlinger og adfærd, der kan skyldes den psykiske diagnose. Samtidig formodes det også, at denne forklaring kan gave andre individer, der har en tilknytning eller kendskab til individet og dets kriminelle handling, idet disse personer måske har en interesse i, at kriminelle med en psykisk diagnose får den behandling, som de er berettiget. Dertil formodes det yderligere at, ved at diagnosticere kriminelle vil de fremstå som værende dobbeltafviger, idet de både er kriminelle og har en psykisk diagnose hvilket kan resultere i, at de rubriceres. Disse undersøgelsesspøgsmål skal, som skrevet, være behjælpelige med at kunne finde mulige svar på de generative mekanismer, som ligger bag interessen for de kriminelle med en psykisk diagnose. Undersøgelsesspørgsmålene vil blive besvaret gennem udvalgte teorier, der skal være behjælpelig med at finde mønstre i de udførte interviews. Motivation og sociologisk relevans Baggrunden for den udformede problemformulering samt de opstillede undersøgelsesspørgsmål skyldes en fælles interesse for problemfeltet. Ud fra adskillige undersøgelser, rapporter samt videnskabelige artikler vurderes dette problemfelt derfor at være relevant at arbejde med. Dermed vil følgende afsnit indeholde en begrundelse for, hvorfor Side 9 af 104

10 dette projekt er sociologisk relevant samt belyse den motivation, som lægger til grund for valg af problemfelt. Motivationen for valget af dette emne er, at vi som sociologistuderende er interesseret i at belyse samt finde forklaringer på nye fænomener i samfundet. Da sygdoms- og sundhedssociologi samt kriminologi er felter indenfor sociologien, som forskningsgruppens medlemmer finder interessante, er det en oplagt mulighed at belyse, hvad der skyldes interessen for psykiske diagnoser, der stilles til kriminelle. Motivationen for at arbejde med valgte problemfelt var yderligere en fælles interesse i og nysgerrighed for det stigende antal psykiske diagnoser, der stilles i det danske samfund i forbindelse med en domsafsigelse og dette på trods af, at der forekommer problematikkere i henhold til denne stigning. Vores undren er opstået på baggrund af stigningen, der har været i antallet af retspsykiatriske patienter fra år 1990 og frem til år 2008 (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv). Ydermere vakte problemfeltet interesse, da flere ministre sammen med Kriminalforsorgen har forsøgt at udvikle et screeningsinstrument, der havde til formål at screene alle indsatte i arresthusene for psykiske diagnoser. Forsøget med screeningsinstrumentet og den personlige interesse har tilsammen vakt en undren over, hvorfor interessen for psykiske diagnoser blandt kriminelle er opstået, samt hvilke betydninger diagnoserne har for de institutioner, der varetager kriminelle. I forbindelse med vores undren er der i projektgruppen blevet gjort nogle overvejelser over, hvorfra denne interesse for psykiske diagnoser blandt kriminelle stammer fra. Nogle af overvejelserne er, at opmærksomheden, der er på psykisk sundhed og sygdomme i det omliggende samfund i dag, også er nået ind i fængslerne og arresthusene. Der kan dermed argumenteres for, at det er det omkringliggende samfunds optagethed af psykiske sygdomme, som har haft en betydning for opmærksomheden. En yderligere overvejelse, der bygger videre på den stigende opmærksomhed, er, at der i det danske samfund konstant søges efter at sygeliggøre det, der ligger uden for normerne og de sociale regler. En tanke, der har været blandt projektgruppens medlemmer at den psykiske diagnose, som den kriminelle får stillet, bruges som en forklaring på, hvorfor den kriminelle har brugt de normer, der er i samfundet. Ved at få denne forklaring gennem diagnosen bliver det muligt for det omliggende samfund at forstå den adfærd, som den kriminelle har udvist. Side 10 af 104

11 Problemstillingen belyses ydermere i medierne, hvor interessen for stigningen af psykisk syge, der begår kriminalitet, har været stigende (H. D. Poulsen 2013, 299). Dette har blandt andet medført en interesse for behovet for at give kriminelle en diagnose. Problemfeltet, der vedrører diagnosticering af psykisk syge kriminelle, er sociologisk relevant, da denne problematik afspejles og berøres i samfundet på alle niveauer, makro-, meso- og mikroniveau, hvilket illustreres i figur 1. Figur 1 Figur 1 viser hvad der i forbindelse med dette projekt kendetegner de tre samfundsniveauer: makro-, meso- og mikroniveau, samt hvordan disse påvirker hinanden, hvilket pilene illustrerer. Makroniveauet udgør de normer og sociale regler, der er i samfundet. Der kan argumenteres for, at en overtrædelse af normerne er afgørende for, at samfundet har et behov for at diagnosticere de enkelte individer, idet der søges efter en forklaring på, hvorfor disse overtræder normerne. Mesoniveauet udgør institutionerne, og i denne forbindelse vil der blive taget udgangspunkt i institutionernes arbejde med de psykisk syge kriminelle samt deres interesse for diagnosticeringen af disse individer, da det er institutionerne der udfører denne diagnosticering. Pilen, der går fra makroniveau til mesoniveau, illustrerer samspillet mellem samfundet og institutionerne, som kan blive nødsage til at diagnosti- Side 11 af 104

12 cere, hvis et individ overtræder samfundets normer og sociale regler. Diagnosticeringen har også en betydning for mikroniveauet, da det er det enkelte individ, der får stillet en psykisk diagnose, hvorfor der også er en pil, der går fra mesoniveau til mikroniveau. Der kan derfor overordnet argumenters for, at interessen starter på makroniveau, idet nogle individer overtræder samfundets normer, hvorfor institutionernes rolle er at stille og udrede de psykiske diagnoser, hvorefter mikroniveauets betydning kommer til udtryk i, at det er individerne, der får stillet de psykiske diagnoser, samt at individerne også overtræde normerne og de sociale regler, hvorfor pilen i figur 1 også går fra mikroniveau til makroniveau. Dog vil projektet ikke fokusere på mikroniveau (Jf. Kapitel 9 - Afgrænsning). Generelt kan der argumenteres for, at dette problemfelt er sociologisk relevant, da der arbejdes med institutioners interesse for at diagnosticere kriminelle med en psykisk diagnose. I forlængelse heraf er det samtidig sociologisk relevant at undersøge det sociale for at kunne forstå det individuelle. Det sociale defineres gennem normer og forventninger for, hvordan den individuelle skal forholde sig (Holmgren 2013, 189). Side 12 af 104

13 Kapitel 2 Videnskabsteoretiske overvejelser Som det fremgår af forklaringen på problemformuleringen, samt formodningerne om hvad der kan skyldes interessen for de psykiske diagnoser der stilles til kriminelle, er dette projekts videnskabsteoretiske perspektiv et aspekt af kritiske realisme. Dette kapitel vil derfor indeholde en redegørelse af brugen af aspektet, der er forbundet med besvarelsen af problemformulering, med udgangspunkt i dets ontologi og epistemologi. Dette projekts videnskabsteoretiske perspektiv er kritisk realisme, da dette perspektiv kan være med til at undersøge det, der ligger bag interessen for diagnosticeringen af kriminelle. For at finde det, der ligger bag interessen for diagnosticeringen af kriminelle er det nødvendigt at stille sig kritisk overfor det umiddelbare, og det der kan observeres, som udgør interessen og det stigende antal af retspsykiatriske patienter. Ved at undersøge det bagvedliggende skal de mekanismer, der har været med til at generere interessen for diagnosticeringen, lokaliseres. I dette projekt er de ontologiske aspekter, at virkeligheden er objektiv og mulig at undersøge, hvilket i projektet vil blive afspejlet ud fra, at virkeligheden opfattes som værende objektiv, og at der en fælles virkelighed for både os som forskere og de informanter vi har udvalgt, hvorfor der ikke tages stilling til hver enkel subjektiv virkelighed. Dertil mener vi også, ud fra vores ontologiske synspunkt, at det er muligt at undersøge denne objektive virkelighed, hvilket vil blive gjort gennem interviews og litteratursøgning, da der ønskes at søge bagom fænomenet, som er diagnosticering af kriminelle. På den måde er det er muligt at komme frem til en eventuel forklaring på de generative mekanismer, der kan ligge til grund for interessen for diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose. Ved at søge efter de generative mekanismer vil det blive muligt at nærme sig en sandhed, dog erkendes det, at der ikke kan opnås en endegyldig sandhed, men blot et bud på sandheden. På denne baggrund søges der efter de mønstre, sociale strukturer og sociale normer, der ligger bagved det empiriske domæne, som kan være med til at besvare problemformuleringen. Måden hvorpå den kritiske realisme yderligere vil komme til udtryk i dette projekt er gennem de tre domæner, det empiriske, det aktuelle og det reale, som den kritiske realisme anskuer virkeligheden ud fra, hvilket illustreres i figur 2 (Jf. Kapitel 10 Kritisk realisme). Side 13 af 104

14 Figur 2 Figur 2 viser, hvorledes de tre domæner i kritisk realisme kan illustreres som et isbjerg, hvor det empiriske domæne udgør interessen for diagnosticering samt det stigende antal af restpsykiatriske patienter. Det aktuelle domæne dækker over de psykiske diagnoser og det reale domæne dækker over behandling, forståelse og håndtering af de kriminelle med en psykisk diagnose. Figur 2 viser, hvorledes det videnskabsteoretiske perspektivs tre domæner kommer til udtryk i projektet. Det empiriske domæne dækker over den stigning, der ses i forbindelse med antallet af kriminelle der diagnosticeres. Derudover dækker det empiriske domæne også over interessen for diagnosticeringen af kriminelle, da det er dette problemfelt, som ønskes undersøgt i dette projekt. Dette domæne kan anskues og erfares af individer. Det aktuelle domæne skal, til trods for det empiriske domæne, ikke nødvendigvis erfares. Der tages hér udgangspunkt i hændelser, der forekommer uanset om individet erfarer disse eller ej. I projektet vil det aktuelle domæne dække over hændelser såsom psykiske diagnoser, da disse diagnoser var til stede før de blev erfaret og problematiseret af individer og institutioner i samfundet. Det reale domæne udgør de generative mekanismer, som i projektet er formodninger såsom ønsket om at give den rette behandling, og at diagnosen er interessant grundet dens forklaringskraft. Derudover dækker det reale domæne også formodningen om, at diagnosen er interessant grundet håndteringen af de kriminelle med en psykisk diagnose. Disse formodninger bliver forklaringer på, hvorfor der er en interesse for diagnosticeringen af de kriminelle. Grundet den videnskabsteoretiske position samt måden vi anskuer verden på vil næste kapitel illustrere, hvordan projektets kapitler fungerer i samspil med hinanden. Side 14 af 104

15 Kapitel 3 Projektdesign Dette kapitel viser en model over, hvordan dette projekt er opbygget, samt hvorledes projektets enkelte elementer påvirker hinanden i en større helhed. Side 15 af 104

16 Projektdesignet illustrerer, hvorledes den historiske kontekst, litteratursøgningen samt forskningsgruppens undring, som udgør projektets indledning, har været behjælpelig med at udforme projektets problemformulering. For at besvare denne problemformulering er der opstillet tre undersøgelsesspørgsmål, og disse er anskuet ud fra det videnskabsteoretiske perspektiv. Dette perspektiv har bevirket til, hvordan undersøgelsen skal udformes, hvilket vil blive belyst gennem projektets metode. Måden hvorpå forskningsgruppen har valgt at gribe dette an er gennem eksisterende teori og ny empiri, hvor teorierne både påvirker empirien og metoden. Det indsamlede empiri og teorien vil blive sammenkoblet i analysen, der vil lede til projektets diskussion, som efterfølgende udgør konklusionen på problemformuleringen. Slutteligt vil overvejelser vedrørende projektets videre arbejde blive beskrevet i perspektiveringen. De udvalgte teorier, samt hvordan disse anvendes, vil blive beskrevet i det efterfølgende kapitel. Side 16 af 104

17 Kapitel 4 Teori Dette kapitel vil indeholde en operationalisering af, hvordan teorierne anvendes i dette projekt. Ingen af de valgte teorier vil blive verificeret eller falsificeret, da den kritiske realisme mener, at det ikke er muligt at nå frem til en endegyldig sandhed, men derimod vil teorierne være medvirkende til at give mulige forklaringer på problemformuleringen, samt belyse de mønstre som kommer til udtryk gennem interviews. Michel Foucault - Magtanalytik Den franske filosof og idehistoriker Michel Foucaults magtanalytik vil blive afspejlet gennem analysen, hvor særligt hans omtalte fænomenet magt vil blive brugt til at se på de sociale processer, der hersker inden for diagnosticering. Magtanalytikken vil ydermere blive brugt til undersøgelsesspørgsmålet vedrørende betydningen af diagnosticeringen, da der er nogle magtrelationer, som skaber enten en fordel eller ulempe. Det formodes hertil, at nogle institutioner og deres faglige personale anvender magt som et redskab til at kontrollere de kriminelle med en psykisk diagnose, og dette anskuer vi som værende magtrelationer. Herudover bruges magt fænomenet også til at skabe en forståelse for de relationer, som er til stede mellem de kriminelle med en psykisk diagnose og det faglige personale. I forlængelse af dette fænomen taler Foucault også om mekanismer, og finder det interessant at fokusere på, hvilke mekanismer der generer problemer, hvilket også vil blive belyst gennem analysen i takt med videnskabsteorien, da kritisk realisme også har fokus på generende mekanismer. For at lokalisere de generative mekanismer er det centralt at se på de mindre dele, såsom hver af informanternes udsagn, for derefter at sætte delene i et nyt perspektiv, hvilket skal gøres ved hjælp af Foucaults opadgående magtanalyse. Den opadgående magtanalyse vil være fundamentet for den senere analyse, hvor dele, som udgør informanternes udsagn, bliver til helhed i en ny relation i takt med det hermeneutiske perspektiv, der arbejdes med inden for kritisk realisme. Gennem litteratursøgningen blev vi opmærksomme på, at resocialiseringen er størst blandt de retspsykiatriske patienter fremfor kriminelle med en psykisk lidelse, som placeres og afsoner i fængslet. Hertil er det interessant at se på fængslets funktion, hvilket i Foucault har til formål at omdanne individet (Jf. Kapitel 12 Michel Foucault - Magtanalytik). Måden hvorpå dette vil blive undersøgt er ved at sammenligne Foucaults og Side 17 af 104

18 informanternes teser omkring fængslets funktion for at finde ud af, hvorvidt Foucaults teser stemmer overnes med informanternes opfattelse af fængslet. Ydermere vil der blive arbejdet med Foucaults tredeling af, hvad der er fængslets funktion, og dette vil blive sat i relation til, hvordan fængslet arbejder med de enkelte indsatte. Yderligere vil informanternes viden omkring diagnosticeringen blive sat i forhold til Foucaults tese omkring magt og viden, for at belyse hvilken betydning denne viden har for magten og for informanternes arbejde. Slutteligt vil Foucaults omtale af sociale regler i samfundet blive brugt til at se på kriminelle med en psykisk diagnoses adfærd, da disse muligvis overtræder nogle sociale regler, der resultere i, at disse individer bliver anset som værende afvigende. Howard S. Becker - Outsider Den amerikanske sociolog Howard S. Beckers stemplingsteori vil blive anvendt i forbindelse med informanternes udtaleser omkring kriminelle med en psykisk diagnose og disse individers adfærd. I forbindelse med udtalelserne, om de psykisk syge kriminelle adfærd, vurderes det at være relevant at undersøge, om der eventuelt eksisterer nogle normer og sociale regler som kriminelle med en psykisk diagnose overtræder, der kan have en betydning for, at disse får stillet en psykiske diagnose. Der er spurgt indtil de sociale regler og opretholdelsen af disse, hvilket fremgår under emnet samfundets syn i de to interviewguides (Jf. Bilag 1 og Bilag 2). I forlængelse heraf, er det tilmed relevant at undersøge, om de udvalgte institutioner har samme syn på og holdninger til, hvordan det omkringliggende samfund opfatter disse individer. I forlængelse af Beckers fire adfærdsformer vil det bliver forsøgt analyseret, hvilken en, eller flere former, som de kriminelle med en psykisk diagnose tilhører ud fra informanters beretninger. Yderligere formodes det, at der er normer og sociale regler til stede i samfundet som kriminelle med en psykisk diagnose overtræder, og hertil vil det blive undersøgt om informanterne deler samme holdninger til dette. Beckers syn på de sociale regler vil i analysen bliver sat sammen med Foucaults syn på de sociale regler. Side 18 af 104

19 Svend Brinkmann - Forklaringstyper Den danske professor i psykologi Svend Brinkmann opererer med to mulige forklaringer på, hvorfor der er sket en stigning af psykiske diagnoser. I dette projekt menes det ikke, at disse to forklaringer, epidemiforklaringen og patologiseringstesen, udelukker hinanden, men derimod at de på hver deres måde forsøger at forklare den samme problemstilling. De to forklaringer vil i dette projekt blive belyst i forlængelse af informanternes holdning til undersøgelsesspørgsmålet omkring, hvad, der kan genere stigningen af retspsykiatriske patienter. Dermed vil der blive analyseret på, hvorvidt informanterne gør brug af disse forklaringstyper. De nævnte teorier vil blive brugt i henhold til analysen, som er at finde i det næste kapitel, hvor teorierne skal afdække de mønstre, hvor teorierne kan sammenkobles med informanternes udsagn. Side 19 af 104

20 Kapitel 5 Analyse Analysen vil blive besvaret ud fra de tre opstillede undersøgelsesspørgsmål, som også vil udgøre analysens struktur. Under hvert af disse er der ud fra litteratursøgningen opstillet en række formodninger om, hvad der kan besvare undersøgelsesspørgsmålene. Til hvert undersøgelsesspørgsmål vil informanternes udsagn komme til udtryk og være med til at skabe nye forklaringer på undersøgelsesspørgsmålene. Forklaringerne vil tage afsæt i informanternes udtalelser samt projektets teoretiske perspektiver. Hvem har en interesse i, at de kriminelle diagnosticeres? Ud fra litteratursøgningen er der opstillede formodninger om hvilke institutioner, der kunne have en interesse i diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose, samt hvorfor disse har denne interesse. Dette er vurderet ud fra hvilke institutioner, der oftest har bidraget til de forskellige undersøgelser, der, ud fra litteratursøgningen, er inkluderet som baggrundsmateriale i dette projekt, samt hvilke institutioner der dagligt arbejder med disse individer. De valgte institutioner er derfor Kriminalforsorgen, Statsfængslet Østjylland, Retspsykiatrien i Aalborg samt behandlingshjemmet Knudshaven i Holstebro. Kriminalforsorgen Kriminalforsorgen, som i dette projekt er repræsenteret af Mette L. Adamsen, har en interesse i diagnosticeringen for at identificere, hvorvidt de kriminelle skal placeres i fængslerne, på et behandlingshjem eller i anden varetægt. Kriminalforsorgen er i denne forbindelse opmærksom på, at de indsatte har psykiske problemer at arbejde med. (M. L. Adamsen 2014, 4). I forlængelse heraf påpeger Mette L. Adamsen, at det er vigtigt for Kriminalforsorgen, at hvis et individ er psykotisk, det vil med vores definition sige lider af en psykisk sygdom (Jf. Kapitel 9 Begrebsdefinition), så skal individet ikke sidde i et fængsel, og dermed skal individet overflyttes til anden behandling. Dermed bistår Kriminalforsorgens interesse i at identificere de som er for psykisk syge til at sidde i et fængsel for at kunne overflytte dem til andre institutioner. (M. L. Adamsen 2014, 2-4). Kriminalforsorgens formål består ikke i at dømme men derimod straffuldbyrde, da de skal sørge for, at de indsatte ikke recidiverer, men derimod bliver resocialiseret (M. Side 20 af 104

21 L. Adamsen 2014, 26). Ud fra litteratursøgningen fandt vi ud af, at de dømte med en psykisk lidelse oftere recidiverer, hvis de afsoner i et fængsel fremfor i retspsykiatrien, hvilket gør, at Kriminalforsorgens formål om at resocialisere ikke opnås (Ministeriet 2006, 15). Som det udtrykkes i ovenstående har Kriminalforsorgen derfor interesse i diagnosticeringen for at finde frem til, hvilke indsatte de skal lade forblive i deres varetægt, og hvilke de skal sende ud af Kriminalforsorgens regi. Dette skyldes, at Kriminalforsorgen udelukkende har ansvaret, for dé som enten kommer eller som sidder i et fængsel, og de resterende kriminelle med en psykisk sygdom er dermed ikke Kriminalforsorgens ansvarsområde, hvis ikke de er placeret i Kriminalforsorgens institutioner. Statsfængslet Østjylland Statsfængslet Østjyllands sygeplejepersonale er repræsenteret af fængselssygeplejerske Annette Huber. Grunden til at fængselssygeplejerskerne har en interesse i diagnosticeringen er, ifølge Annette Huber, at de skal være specielt opmærksomme på de indsatte, som har en psykisk lidelse, da disse kan have et større behov for kontakt til og samtaler med eksempelvis en fængselssygeplejerske (Huber 2014, 13). I denne forbindelse udtaler hun også: Vi må ikke have nogle der er sindssyge, men du kan godt have en der har en depression (Huber 2014, 6). Hun pointerer derfor, at kriminelle med en psykisk sygdom ikke må afsone i fængslet, men at der sagtens kan sidde indsatte der har en psykisk lidelse og det faktum, at der sidder psykiske syge i Kriminalforsorgens institutioner er genkendt fra litteraturstudiet (Ministeriet 2006, 100). Annette Huber udtaler hertil, at disse indsatte heller ikke skal sidde i fængslet, fordi betjentene ikke kan håndtere kriminelle med en psykisk diagnose på grund af manglende kendskab til dette område og disse individers adfærd, da kriminelle med eksempelvis en psykisk sygdom har brug for mere hjælp, og denne hjælp kan tilbydes af retspsykiatrien eller på behandlingshjemmene (Huber 2014, 6). Dette bevidner om, at deres interesse for diagnosticeringen er styret af Kriminalforsorgens principper om, hvilke der kan og må sidde i fængslet. Som fængselssygeplejerske er det Annette Huber og hendes kollegaers opgave at stå for at dosere samt bestille medicinen til de indsatte (Huber 2014, 2). Derudover er deres opgave også at tage en snak med de nyankommne indsatte for at høre, hvilke problem- Side 21 af 104

22 stillinger de kommer med, og om der er noget sygdomsrelateret, som det faglige personale skal være særligt opmærksom på i arbejdet med den indsatte. (Huber 2014, 11). Annette Huber påpeger tilmed, at en sygeplejerskes funktion (er) at være skraldespand og være store øre og bare have tid. og dermed har en fængselssygeplejerske mange opgaver at varetage (Huber 2014, 12). Hvis den kriminelle får stillet en psykisk diagnose og derfor ikke kan placeres i Kriminalforsorgens institutioner placeres disse udenfor på institutioner såsom behandlingshjem eller i retspsykiatrien, og disse institutioner har derfor også en interesse i diagnosticeringen af kriminelle. Behandlingshjemmet Knudshaven Pædagogen på behandlingshjemmet Knudshaven Betina Poulsen påpeger, at hun ikke er interesseret i selve diagnosen, men derimod er hun interesseret i individet. Hun udtaler, at hun hellere vil arbejde med individet som det er, eftersom hun agerer ud fra individets adfærd og ikke ud fra hvilken diagnose, der er stillet. (B. Poulsen 2014, 4). Tilmed arbejder Betina Poulsen ud fra en koordinationsplan, der er planlagt for det enkelte individ, hvilket understreger, at hun arbejder med individet fremfor diagnosen (B. Poulsen 2014, 6). En koordinationsplan er en handleplan som indeholder konkrete ting, som borgeren skal fastholdes i såsom, at beboeren skal have en normal døgnrytme. Yderligere er borgerens dom beskrevet, og andre aftaler der vedrører den daglige gang hos den enkelte borger er også medtaget i koordinationsplanen (B. Poulsen 2014, 19). Som pædagog er det Betina Poulsens opgave at efterfølge denne koordinationsplan (B. Poulsen 2014, 2). Derudover er det også hendes rolle at forsøge at være støttende og vejledende i forhold individets egne ønsker og beslutninger (B. Poulsen 2014, 6). Grundlaget for at Betina Poulsen er interesseret i diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose er, at diagnosen giver hende nogle retningslinjer at arbejde ud fra. Dog mener hun, at disse retningslinjer ikke kan være gældende for alle med samme diagnose, hvortil hun udtaler: man kan jo ikke fuldstændig lave en opskrift på mennesker, de er jo vidt forskellige selvom de har en diagnose. (B. Poulsen 2014, 7). Betina Poulsen bruger derfor udelukkende diagnosen som et arbejdsredskab, og efter hendes mening har hun ikke brug for selve diagnosen. Side 22 af 104

23 Retspsykiatrien i Aalborg Retspsykiatrien varetager de kriminelle, som er diagnosticeret med en psykisk sygdom og som derfor er idømt en psykiatrisk særforanstaltning, hvorfor disse individer ikke kan afsone i fængslet (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv). Den retspsykiatriske repræsentant er Tina G. Larsen der er ledende overlæge for retspsykiatrien i Region Nordjylland. For Tina G. Larsen er diagnosen, som med Betina Poulsen og Annette Huber også udtrykker det, et arbejdsredskab, som skal hjælpe hende i hendes daglige arbejde med de retspsykiatriske patienter (T. G. Larsen 2014, 18). Dog er diagnosen for Tina G. Larsen ikke det vigtigste, men derimod er det individet, som er det centrale i hendes arbejde (T. G. Larsen 2014, 6). Betina Poulsen og Tina G. Larsen er derfor enige i betragtningen om, at individet er det vigtigste i deres arbejde. I forlængelse af dette er det retspsykiatriens opgave at fokusere på det lægefaglige perspektiv såsom mentalundersøgelser, behandling samt at fungerer som samfundets forlængede arm, da retspsykiatrien også skal forsøge at resocialisere de retspsykiatriske patienter (T. G. Larsen 2014, 3+8). Andre interessenter Gennem de udførte interviews er det erfaret, at informanterne mener, at der er flere instanser, som har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle. En af disse instanser er medierne og deres fokus på problemstillingen. Annette Huber påpeger, at medierne belyser, at der ikke er psykiatriske sengepladser nok, og at der er en del kriminelle som har en psykisk lidelse (Huber 2014, 8). Dette kom også til udtryk i litteratursøgningen hvor overlæge i psykiatri Henrik Day Poulsen påpeger samme problematik vedrørende manglende sengepladser (H. D. Poulsen 2013, 300). Annette Huber mener i denne forbindelse, at hendes daglige arbejde er blevet påvirket af mediernes fremstilling, eftersom regeringen har besluttet at der skal foretages yderligere registreringer af indsatte, som skal flyttes til retspsykiatrien, hvilket giver hende mere arbejde. Det blev yderligere erfaret gennem vores litteraturstudium, at regeringen og politikere også har en interesse. Derfor vurderer vi ud fra de læste rapporter, og ud fra Mette L. Adamsens udtalelse om, at politiker også er interesseret, at regeringen og politikerne har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle (M. L. Adamsen 2014, 3). I forlængelse Side 23 af 104

24 heraf er en instans som anklagemyndigheden også interesseret i diagnosticeringen af kriminelle. Tina G. Larsen påpeger hertil, at Anklagemyndigheden har til opgave at afgøre, hvem der skal mentalundersøges (T. G. Larsen 2014, 13). Dertil mener hun også, at anklagemyndigheden bestemmer, hvad der skal være fokus på, og hun giver et eksempel med ADHD, som har fået meget omtale de seneste år (T. G. Larsen 2014, 13). Dermed kan der også argumenters for, at der er andre interessenter og institutioner, som har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle, ud over de valgt, selvom disse ikke har dagligt kontakt til problemfeltet. Delkonklusion Da undersøgelsesspørgsmålet blev udarbejdet, var der nogle formodninger om, hvem der havde en interesse i diagnosticeringen af kriminelle, samt hvorfor personalet på de pågældende institutioner har denne interesse. Overordnet kan det konkluderes, ud fra informanternes udtalelser, at der er forskellige grunde til, hvorfor de og deres arbejdsplads er interesseret i diagnosticeringen af kriminelle. Det blev formodet at Kriminalforsorgen skulle være interesseret i diagnosen for at kunne finde det behandlingstilbud som kriminelle med en psykisk diagnose skal have. Denne formodning kan ikke, ud fra dette projekt, konkluderes, da det ikke er i overensstemmelse med, hvad Mette L. Adamsens udtaler, idet hun mener, at Kriminalforsorgen udelukkende er interesseret i diagnosen for at lokalisere de som er for syge til at sidde i fængslet, for at kunne sende disse videre til andre behandlingsinstanser. Dertil var der en formodning om, at Kriminalforsorgen var interesseret i at få de indsatte med en psykisk lidelse resocialiseret, hvilket Mette L. Adamsen også påpeger, at der er vigtigt for Kriminalforsorgen, og vi kan derfor konkludere, at én af Kriminalforsorgens grunde til denne interesse skyldes resocialisering. I henhold til Statsfængslet Østjylland og behandlingshjemmet Knudshaven blev det formodet, at interessen i diagnosticeringen kunne skyldes, at det faglige personale, ud fra at kende til den kriminelles diagnose, kunne tage sine forholdsregler og på den måde opnå en større sikkerhed. Dette er dog ikke problematisk for nogle af informanterne, og det kan dermed ikke konkluderes, at diagnosen er behjælpelig med at skabe sikkerhed for de kvindelige informanter. Både Annette Huber og Betina Poulsen føler sig trygge i de arbejdsomgivelser som de dagligt befinder sig i. Med disse informationer ser det Side 24 af 104

25 dermed ud til, at diagnosen hverken er med til at skabe større eller mindre sikkerhed hos det faglige personale, da sikkerhed er som den skal være på de forskellige institutioner. I forlængelse af dette blev det yderligere formodet, at interessen for diagnosen kunne bidrage med viden om den rette behandling. Det kan konkluderes, at samtlige informanter har interesse i at yde den rette behandling, ud fra kendskabet til diagnosen, dog ydes denne behandling forskelligt fra institution til institution, hvilket også kommer til udtryk gennem eksempelvis Betina Poulsen, der har hendes borgere med ned i byen eller gennem Annette Huber, der tager nogle ekstra snakke med de indsatte der har psykiske problemer. Begge informanter mener, at disse måder kan være med til at udgøre den rette behandling. Ydermere blev det formodet, at retspsykiatriens interesse i diagnosticeringen også kunne skyldes, at retspsykiatrien skal være behjælpelig med det rette behandlingstilbud og den rette medicinering. Hertil nævner Tina G. Larsen, at diagnosen fungerer som et arbejdsredsskab for hende, og dermed kan det konkluderes, at diagnosen hjælper hende til at kunne give den rette behandling og medicinering til de retspsykiatriske patienter. For samtlige institutioner, som dette projekt tager udgangspunkt i, blev det formodet, at disse institutioner også skulle have en interesse i at resocialisere de patienter, indsatte eller borgere som de har kontakt med. Alle informanter lægger også vægt på, at de kriminelle med en psykisk diagnose skal resocialiseres, og Annette Huber prøver at give dem nogle redskaber, som kan være dem behjælpelig med at styre deres adfærd, når de løslades. Dog kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt de psykisk syge kriminelle overhovedet kan resocialiseres, da det er uvist, om disse individer har været socialiseret. Begrundelsen for at disse individer kan siges ikke at have været socialiseret er, at de psykisk syge kriminelle kommer fra belastede hjem samt er en marginaliseret gruppe, hvilket kan siges at have en betydning for deres socialiseringsproces. Informanterne nævnte også andre interessenter, som kan siges at have en interesse i diagnosticeringen af kriminelle. Det kan i dette projekt konkluderes, at disse er medierne, politikerne samt anklagemyndigheden, hvor mediernes interesse er at belyse forskellige problematikker af psykisk syge kriminelle, hvor der hertil bliver skrevet en del om de manglende sengepladser i psykiatrien. Anklagemyndighedens interesse beror på, hvem der skal mentalundersøges samt beslutte, hvilken diagnose der er fokus på. Side 25 af 104

26 Slutteligt kan det konkluderes, at samtlige institutioner der er belyst i gennem dette undersøgelsesspørgsmål har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose, dog med hver deres fokus og interesseområde, hvorfor interessen ikke kan generaliseres. Side 26 af 104

27 Hvad generer stigningen af retspsykiatriske patienter? I forbindelse med besvarelsen af dette undersøgelsesspørgsmål er der blevet opstillet tre formodninger, der kunne være med til at forklare, hvad der generede stigningen af retspsykiatriske patienter fra år 1990 og frem til år Den ene formodning er, at der er sket et øget fokus på psykiske diagnoser, hvilket betyder, at der er flere der bliver diagnosticeret. Den anden formodning er, at der er sket en udvikling i diagnosepraksisserne, herunder hvem der diagnosticerer, og hvordan der diagnosticeres, og den sidste formodning er, at der sket en forskubbelse af normalitetsgrænsen, som resulterer i, at der er flere, som bliver anset som værende outsidere. Et øget fokus Den første formodning var, at diagnoser oftere italesættes og sygeliggøres. Dermed stilles der flere diagnoser, da denne italesættelse resulterer i, at der opstår flere typer af diagnoser, hvilket kan være med til at generere flere retspsykiatriske patienter. Svend Brinkmann udtaler, at der er større fokus på italesættesen af, hvad der anses som værende sundt og usundt (Jf. Kapitel 12 Svend Brinkmann - Forklaringstyper). I forlængelse heraf pointerer han også, at der i højere grad bliver analyseret på symptomer frem for konteksten, hvilket kan være medvirkende til, at der i dag bliver stillet flere diagnoser end tidligere. Hertil nævner Betina Poulsen, at man går mega meget op i diagnoser, og der stilles dermed flere diagnoser, fordi de oftere italesættes (B. Poulsen 2014, 9). Fokusset på diagnoserne kan derfor, ifølge Betina Poulsen, være grundlaget for, at der stilles flere diagnoser. Ydermere pointerer hun også, at der for ti år siden ikke var så stort et fokus på retspsykiatriske patienter, og derfor vil der automatisk heller ikke blive stillet så mange diagnoser, dog påpeger hun, at situationen ser anderledes ud i dag: Altså jeg tror ikke der skal så meget til, og så vil der automatisk komme flere diagnoser. (B. Poulsen 2014, 8). Dette understreges også i Brinkmanns teori vedrørende patologiseringstesen, da han mener, at én af forklaringerne på stigningen af psykiske diagnoser kan skyldes et øget fokus (Jf. Kapitel 12 Svend Brinkmann - Forklaringstyper). Denne holdning deler Annette Huber, da hun også er af den opfattelse, at psykiske diagnoser oftere italesættes, og hun udtaler: Altså jeg tror ikke der skal så meget til og så vil der automatisk komme flere diagnoser. (Huber 2014, 9). Hun fortæller ydermere, at hun tror da at fokusset har gjort, at der kommer flere tillægsord på en person i Side 27 af 104

28 forhold til før. (Huber 2014, 21). Dermed kan patologiseringstesen, ifølge Betina Poulsen og Annette Huber, være forklaringen på, hvad der generere stigningen af retspsykiatriske patienter. Hermed kan der tegne sig et mønster af, at institutionerne bliver påvirket af det øgede fokus, som for eksempel medierne kan være med til at skabe. Tina G. Larsen er uenig i denne betragtning, og hun mener i højere grad, at der ikke er kommet flere typer af diagnoser men derimod er det antallet af patienter der er steget i takt med det øgede fokus på italesættelsen af psykiske diagnoser. Hun påpeger, at det er rigtigt, at antallet af patienter tager himmelflugt ( ). ( ), men jeg tror ikke det er fordi, der er flere diagnoser. (T. G. Larsen 2014, 15). Hun mener dermed, at der i højere grad bliver stillet flere diagnoser til de retspsykiatriske patienter. Tina G. Larsens pointe kan sidestilles med Svend Brinkmanns epidemiforklaring, der tager udgangspunkt i, at antallet af syge er steget, og dette skyldes derfor ikke nødvendigvis, at antallet af diagnose typer er steget (Jf. Kapitel 12 Epidemiforklaring). Dette kan skyldes, at samfundsudviklingen har været medvirkende til, at samfundet er blevet mere individuelt, hvorfor individer har færre ansigt-til-ansigt relationer med sine medmennesker. En anden formodning var, at der er kommet et øget fokus på psykiske diagnoser samt det mentale helbred, hvilket medfører, at der vil blive stillet flere diagnoser. Denne betragtning er Betina Poulsen enig i. Hun mener, at der er kommet mere fokus på psykiske diagnoser, og henholder dette fokus på medicineringen af de psykisk syge: men ja der er jo meget fokus på det og blandt andet er der meget fokus på det i forhold til hvad for en medicin de skal have. (B. Poulsen 2014, 4). Hun påpeger i denne forbindelse, at medicinering er et redskab for det faglige personale, således det for dem bliver lettere at håndtere deres borgere (B. Poulsen 2014, 7). Hertil peger flere tidligere undersøgelser på, at medicinalindustrien har en økonomisk vinding ved at sælge medicin, og derfor vurderes det, at dette kan have en indflydelse på det øgede fokus. Mette L. Adamsen påpeger, at der ikke er tale om et øget fokus, men i højere grad forekommer der et nyt perspektiv på psykiske diagnoser. I den forbindelse udtaler hun, at Det er selvfølgelig nyt, at der kører en TV serie ( ) om det, men som sådan synes hun ikke at der er kommet et øget fokus (M. L. Adamsen 2014, 28). Tina G. Larsen mener heller ikke, at der ikke er kommet et øget fokus, men at der er kommet et anderledes fokus end der tidligere har været på grund af mediernes fremstilling af psykiske diagno- Side 28 af 104

29 ser er anderledes. Hun påpeger hertil, at især i disse måneder er der rigtig meget fokus på både psykisk sygdom og retspsykiatri ( ) i medierne og (det) synes jeg (der er) på en lidt mere nuanceret måde. (T. G. Larsen 2014, 6). Medierne har i samfundet en stor indflydelse på, hvad der sættes fokus på fra politisk side, og dermed kan medierne styre, hvad den nuværende interesse skal være. Medierne påpeges af flere individer og institutioner i samfundet som værende den fjerde statsmagt. (Gaardbo og Schantz 2011, 5). De forskellige opfattelser af, hvorledes der er et øget fokus eller blot et anderledes fokus på diagnoserne kan kobles sammen med Brinkmanns forklaringer på stigningen af psykiske diagnoser (Jf. Kapitel 12 Svend Brinkmann Forklaringstyper). Det blev tidligere påpeget, at Betina Poulsens udtalelser på mange måder minder om Brinkmanns patologiseringstese, som bygger på, at italesættelsen af psykiske diagnoser leder til flere typer af diagnoser. Mette L. Adamsen og Tina G. Larsens udtalelser mere bevidner om epidemiforklaringen som bygger på, at der er kommet flere psykisk syge individer grundet samfundsudviklingen (Jf. Kapitel 12 - Epidemiforklaring). Udvikling i diagnosepraksisserne Resultatet af det øgede fokus kan, ifølge Svend Brinkmann, have medført ændringer i diagnosepraksisserne og dermed en udvikling i, hvordan der diagnosticeres, og hvem der diagnosticerer. Mette L. Adamsen påpeger i denne sammenhæng, at der er kommet mere fokus på screening, og dermed gøres der brug af andre midler i forhold til at diagnosticere i Kriminalforsorgen (M. L. Adamsen 2014, 14-15). Betina Poulsen påpeger i denne forbindelse, at der også er sket en udvikling i, hvem der får en diagnose. Hun udtaler det jo ikke kun dem der er helt ekstreme der får en diagnose. (B. Poulsen 2014, 9). Hun fortsætter og fortæller yderligere: Jeg tror man kan sætte diagnoser på alle mennesker. (B. Poulsen 2014, 9). I forlængelse af dette pointerer Tina G. Larsen, at det er størstedelen af dé der får en mentalundersøgelse, som yderligere får stillet en diagnose. Vi kan dermed fremsætte en ny forklaring, der går på, at der også er er sket en udvikling i hvem, der bliver diagnosticeret, eftersom der før i tiden udelukkende var fokus på de ekstreme psykiske sygdomme, er der nu både fokus på disse, men samtidig også de milde psykiske lidelser såsom ADHD. Annette Huber genkender denne tendens, da hun Side 29 af 104

30 mener, at der er sket en stor udvikling i arbejdet med ADHD, hvor hun tidligere så, at der var mange der fik stillet ADHD-diagnosen, så ser hun nu, at ADHD-diagnosen bliver stillet til ganske få. Dette bakkes op i mange af undersøgelserne fra litteraturstudiet, hvor tendensen med ADHD er genkendt (Berger 2013, 7). I forhold til diagnosticeringen ses der nogle tydelige styrkeforhold mellem de forskellige institutioner, hvilket Foucault omtaler som magtrelationer. Dette afspejles i, at anklagemyndigheden bestemmer, hvilke individer der skal mentalundersøges, og derefter er det retspsykiatriens opgave at mentalundersøge. På denne måde bliver mentalundersøgelserne statskontrollerede, hvilket, ifølge Foucault, er et udtryk for magt. Ifølge Foucault trænger staten, som her sidestilles med anklagemyndigheden, ind i lokale styrkeforholde, som i dette eksempel er et styrkeforhold mellem dommer og kriminel og bestemmer, at der skal foretages en mentalundersøgelse og det er i dette forhold, at magten skabes. Hertil pointerer Tina G. Larsen også, at retspsykiatriens fokus på diagnoser bliver påvirket af anklagemyndighedernes fokus, da anklagemyndigheden er statskontrolleret og dermed styrende for, hvilket fokus institutionerne, såsom fængslet og retspsykiatrien, skal have. Tina G. Larsen fortæller, at anklagemyndigheden har haft fokus på undergrupper, herunder ADHD, hvilket har betydet, at denne diagnose også har fået fokus i retspsykiatriens undersøgelser (T. G. Larsen 2014, 13). Dermed er der også et styrkeforhold mellem stat og institution, da det er staten, der ofte underlægger, hvilket fokus institutionerne skal have på diagnoserne. Normalitetsgrænse En tredje formodning om, hvad der kunne være med til at generere stigningen af retspsykiatriske patienter, var, at normalitetsgrænsen er blevet skubbet, således der er flere individer, der har en afvigende adfærd. En af Beckers definitioner af afvigende adfærd kan argumentres for at kunne sammenkobles med Brinkmanns omtalte patologiseringstese, hvor italesættelsen af psykiske diagnoser kan resultere i, at en bestemt type adfærd synliggøres, hvorefter de individer der besidder adfærden vil blive betragtet som outsidere (Jf. Kapitel 12 - Patologiseringstesen). Dette kan for eksempel skyldes, at individerne ikke kan leve op til de sociale regler vil, ifølge Becker, betragtes som outsidere. Side 30 af 104

31 Både Tina G. Larsen og Annette Huber påpeger, at de krimielle, der har en diagnose tilhører en belastet gruppe i samfundet, hvorfor disse ifølge Becker kan karakteriseres som outsidere. Denne betragtning er Mette L. Adamsen enig i, da hun forklarer, at disse individer udgør en marginaliseret og svag gruppe, hvor Tina G. Larsen i forlængelse af dette påpeger, at det er en meget belastet gruppe, det går dem bedre når de har deres psykiatriske foranstaltning. (T. G. Larsen 2014, 12). Annette Huber betragter de psykisk syge kriminelle som en belastet gruppe og mener, at de kommer jo også fra samfundets bagside, kan man sige, altså det er nogen som måske ikke har folkeskolen færdig og aldrig har prøvet at få et arbejde (Huber 2014, 27). Hermed ses et mønster i forhold til at kriminelle med en psykisk diagnose anses som værende outsidere. Udover den psykiske diagnose, kan de kriminelle også anses som værende outsidere, hvis ikke de kan leve op til de forventninger, som Annette Huber nævner. Dog er det, ifølge Becker, først på tidspunktet hvor et individ afsløres i at bryde de sociale regler at den afvigende identitet skabes, hvilket Betina Poulsen også påpeger. Hun udtaler, at det er ligesom virkelig først når man kender dem, at de overtræder dem, fordi de måske sidder og snakker lidt med dem selv eller snakker lidt med deres stemmer (B. Poulsen 2014, 13). Der kan argumenteres for, at Betina Poulsen, ifølge Beckers adfærdsformer, mener, at de psykisk syge kan agere som hemmelige afvigere idet hun giver udtryk for at de kriminelle med en psykisk diagnose ikke stemples før der er kendskab til deres afvigende adfærd. Dermed har Betina Poulsen ikke et problem med eksempelvis at handle tøj sammen med den psykisk syge kriminelle, da hun er af den opfattelse, at den afvigende adfærd først skabes, når individets adfærd kendes, eller hvis individet opfører sig anderledes end normaliteten (B. Poulsen 2014, 13). Der kan derfor argumenters for, at så længe den afvigende adfærd forbliver ukendt for andre individer, end de der har kendskab til den psykisk syge kriminelle, forholder andre individer sig passivt. Synliggøres den afvigende adfærd alligevel, forekommer der fordomme og antagelser om de afvigende individer grundet deres adfærd, hvilket Annette Huber også påpeger, idet hun mener, at fordomme kan være afgørende for synet på de psykisk syge (Huber 2014, 24-25). Betina Poulsen udtrykker yderligere, at hun både har en personlig og faglig viden om borgerne. Hendes personlige viden gør, at hun kan have dem med ned i byen, og hendes faglige viden resultere i, at hun kan håndtere disse borgere, hvis de bryder normalitets- Side 31 af 104

32 grænsen. I denne forbindelse kan Foucaults magtanalytik inddrages, idet han mener, at magt og viden hænger sammen. Ifølge Foucault kan det siges, at styrkeforholdet mellem Betina Poulsen som pædagog og hendes borgere er præget af den viden, som hun har om deres diagnose og adfærd. Denne magtrelation gør, at hun har tilstrækkelig med viden til at håndtere hendes borgere uden for behandlingshjemmet, og hun ved, hvad sandheden er om hendes borgere, idet hun kender til deres adfærd. Som Betina Poulsen nævner, bryder denne outsidergruppe med normalitetsgrænsen, hvilket Tina G. Larsen også udtrykker, idet hun mener, at der i Danmark er subkulturelle forskelle, der gør at disse individer ikke ved hvordan de skal agere, og derfor vil de have en adfærd hvor: de vil meget hurtigt råbe og gøre uheldigt opmærksomt på sig selv. (T. G. Larsen 2014, 19). Andre generative mekanismer Ud fra de udførte interviews har vi fundet frem til flere forklaringer på, hvad der kan genere stigningen af retspsykiatriske patienter udover de formodninger, der er opstillet ovenfor. Både Annette Huber, Betina Poulsen og Tina G. Larsen påpeger, at misbrug kan være med til at forklare stigningen af retspsykiatriske patienter. Betina Poulsen mener, at det i højere grad er de psykisk syge kriminelles stofmisbrug end deres diagnose, som ligger til grund for deres kriminelle problemer. Annette Huber erfarer ofte, at når stofferne er ude af kroppen, så det er ikke lig med at han er psykisk syg, men han har måske bare et misbrug (Huber 2014, 22), dog tilføjer hun, at stofferne også kan skjule andre symptomer (Huber 2014, 12). Tina G. Larsen er enig i dette, og påpeger, at ofte er det fordi de psykisk syge kriminelle misbruger rigtig meget og at stigningen afspejler et andet misbrugsmønster end der var før i tiden (T. G. Larsen 2014, 16). Dermed kan stofmisbrug også være en forklaring på stigningen af retspsykiatriske patienter, da informanterne udtrykker at de kriminelle oftere har et stofmisbrug. En anden forklaring på stigning, som blev påpeget, i de udførte interviews, var en samfundsmæssigforklaring, som Tina G. Larsen påpegede. Hun pointerer, at der er en tendens til at de, der er allermest afvigende og er allerringest fungerende, de falder helt ud af systemet., og dette synes hun ikke der er optimalt i et velfærdssamfund som Side 32 af 104

33 Danmark (T. G. Larsen 2014, 16). Denne samfundsproblematik ligger sig op ad Brinkmanns epidemiforklaring, idet der ikke bliver taget hånd om de psykisk syge, de får ingen behandling og dermed stiger antallet af psykiske syge, men ikke nødvendigvis antallet af diagnose typer. Hun mener, at der i højere grad skal tages hånd om de, som har mest brug for det, og det synes hun ikke der bliver formået tilstrækkeligt i Danmark. I forlængelse af dette påpeger hun ydermere, at der før i tiden var fokus på det enkelte individ og den behandling denne havde brug for, hvor det nu handler om, hvorvidt individet kan passe ind i de behandlingstilbud, som udbydes. Dermed mener Tina G. Larsen, at der er sket et skifte i fokus fra det enkelte individ til et fokus på, hvorvidt individet passer ind i de generelle behandlingstilbud, og dermed ses en udvikling i behandlingen til psykisk syge. Dette skifte er Mette L. Adamsen ikke enig i, for hun mener, at der bliver gjort mere for det enkelte individ samtidig med, at der bliver taget hensyn til, hvad individet har brug for, når det kommer til psykiske problemstillinger. Hun informerer ydereligere om, at der er fra Kriminalforsorgens side er indført opmærksomhedsspørgsmål, som skal belyse den kriminelles demografiske-, sygdoms- og sociale forhold, når de ankommer til fængslerne. Herudover bliver der stillet en lang række andre spørgsmål, således institutionen kan opnå informationer omkring individet. Disse opmærksomhedsspørgsmål skal være med til at tilgodese de kriminelle og deres behov. Vi stiller os kritiske overfor disse opmærksomhedsspørgsmål, da det i dag kan være svært at vurdere, om denne måde er den rette i forhold til at lære det enkelte individ og dets mulige diagnose at kende på, da de kriminelle har mulighed for at lyve, og dermed opnår fængslets personale ikke sandheden om den kriminelle. Den samfundsmæssige udvikling kan derfor også være med til at genere stigningen af retspsykiatriske patienter. Delkonklusion Der har generelt været en del forskellige holdninger blandt informanterne til, hvad der generer stigningen af retspsykiatriske patienter, og dermed kan det ud fra denne analyse konkluderes, at forklaringerne tilmed også varierer fra institution til institution. Der blev formodet, at stigningen skyldes at psykiske diagnoser i dag oftere italesættes, hvilket der var delte meninger om blandt informanterne. Betina Poulsen og Annette Huber var enige om, at stigningen skyldes, at psykiske diagnoser oftere italesættes, hvorimod Tina G. Larsen var af den opfattelse, at der generelt er flere retspsykiatriske patienter, og derved Side 33 af 104

34 kan det ikke konkluderes, at italesættelsen udelukkende kan have genereret stigningen. Dog er både Mette L. Adamsen og Tina G. Larsen enige i, at der er kommet et ændret fokus på retspsykiatriske patienter, som har medført en del mere medieomtale i takt med forskellige tv-serier omkring problemstillingen vedrørende psykisk syge. Hertil kan det nævnes, at DR1 i uge 14 i år havde fokus på psykiske lidelser. Et af resultaterne af det øgede fokus, der har været på diagnosticeringen, er at diagnosepraksisserne har udviklet sig, herunder hvem der diagnosticerer, og hvordan der diagnosticeres. Dette har, ifølge Betina Poulsen, medført, at det ikke kun er de ekstreme tilfælde der får stillet en diagnose, hvilket Tina G. Larsen er enig i, da de fleste der får udført en mentalundersøgelse også får stillet en diagnose. Hermed kan det konkluderes, at det ikke kun er de ekstreme tilfælde, der i dag får stillet en diagnose. Set i forhold til tesen om, hvem der diagnosticerer, påpeger Tina G. Larsen, at anklagemyndigheden beslutter, hvem der skal have foretaget en mentalundersøgelse, og dermed mener hun, at der sendes flere til mentalundersøgelse, og at flere får stillet en diagnose. Anklagemyndigheden bevirker også, hvilke diagnoser der er fokus på, hvilket har en afsmittende effekt på institutioner såsom retspsykiatrien og fængslet. Yderligere var der en formodning om, at normalitetsgrænserne var blevet skubbet, hvorfor flere individer vil blive betragtet som outsidere. Både Tina G. Larsen og Annette Huber påpeger, at de kriminelle psykisk syge er en belastet gruppe, som har en anden adfærd end normaliteten, hvilket Mette L. Adamsen er enig i, og kalder de kriminelle psykisk syge for en marginaliseret gruppe. Betina Poulsen påpeger, at de kriminelle psykisk syge kun afvigere når man har kendskab til dem eller når de har en afvigende adfærd. Betina Poulsens pointe belyses ud fra en af Beckers definitioner af afvigende adfærd, hvor han pointerer, at den afvigende adfærd først opstår, når den synliggøres, som det kan være tilfældet med psykiske sygdomme, der ikke er direkte observerbare. Det kan være svært at konkludere på, hvorvidt ændringen af normalitetsgrænsen kan have genereret stigningen, da tre af informanterne er enige, og en informant er uenig. Informanterne biddrog dog også med to andre forklaringer, som kan belyse stigningen af retspsykiatriske patienter. Den ene forklaring går på, at stigningen af retspsykiatriske patienter kan forklares ud fra et ændret misbrugsmønster, da de kriminelle der tager euforiserende stoffer kan ende med at få en psykose grundet stofmisbruget. En anden for- Side 34 af 104

35 klaring, som informanterne biddrog med var, at velfærdssamfundet ikke tager hånd om de individer der har det dårligst, hvorfor disse falder igennem systemet, således de ikke kommer i behandling, men i stedet ender med at begå kriminalitet. Hvilken betydning kan det have at stille en psykisk diagnose til kriminelle? I forbindelse med dette undersøgelsesspørgsmål blev der opstillet nogle formodninger til, hvilken betydning, herunder fordele og ulemper, det kan have for ressourcerne, den afvigende adfærd, rubriceringen og arbejdsredskaberne, at der bliver stillet psykiske diagnoser til kriminelle. Ressourcer Den første formodning var, at diagnosticering kunne have en betydning på mesoniveau i henhold til de eksisterende ressourcer, som institutionerne bruger i håndteringen af kriminelle med en psykisk lidelse, blandt det faglige personale i fængslet. Formodningen blev opstillet med henblik på fængselsbetjentenes manglende uddannelse inden for håndteringen af kriminelle med en psykisk lidelse. Fængselsbetjentene er uddannet til at håndtere de indsatte, som ikke har en psykisk lidelse, og en sygdom betyder i denne forbindelse, at arbejdet med den psykisk syge indsatte bliver problematisk for fængselsbetjentene. Denne problematik observerede vi også gennem vores litteratursøgning, da medierne er meget optaget af, at der er en manglende uddannelse blandt fængselsbetjentene (Ministeriet 2006, 23). Annette Huber mener ikke, at betjentene er uddannet til at kunne varetage de indsatte, der har en psykisk lidelse. Hun udtaler: betjentene, de er jo ikke klædt på., og hun fortæller ydermere, at dette skaber frustration både for betjentene, men også for den indsatte (Huber 2014, 9). Yderligere fortæller Annette Huber, at fængselsbetjentene har ondt af de indsatte, og de føler sig magtesløse, overfor de som har en psykisk lidelse. Ifølge Foucaults magtanalytik hersker der et styrkeforhold mellem fængselsbetjentene og de indsatte. Styrkeforholdet bliver svækket, når fængselsbetjentene har ondt af de indsatte, hvilket kan være en ulempe da det, ifølge Foucault, er lettere at gøre modstand mod magtrelationen, da relationen er eksplicit og ikke synliggjort. Dermed kan det for de indsatte blive lettere, at gøre modstand mod fængselsbetjentene, når fængselsbetjentene udviser sårbarhed og medfølelse, hvilket resultere i, at styrkeforholdet mellem den indsatte og fængselsbetjenten svækkes, hvis den indsatte udnytter den sårbare situation. Dog er det ikke fængselsbetjentenes opgave at varetage Side 35 af 104

36 de psykisk syge, da de, ifølge Foucault, udelukkende står for disciplinering, regulering og overvågning af de kriminelle, og i dette tilfælde med en psykisk lidelse, og dermed har de ikke redskaberne til at kunne hjælpe de indsatte, der har psykiske problemer (Jf. Kapitel 12 - Straf). I forlængelse af den frustration, som Annette Huber udtaler, der er hos de indsatte pointerer Mette L. Adamsen også, at der fra Kriminalforsorgens side ikke er interesse i, at de kriminelle lider i deres institutioner. Hertil fastlår Annette Huber dog, at de har mange, som sidder inde med psykiske lidelser, og hun karakteriserer disse individer, som værende i den grå zone og disse har betjentene svært ved at varetage. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at disse individer er placeret i Kriminalforsorgens institutioner, hvis ikke der er kompetent personale til at håndtere dem. For det andet var det også formodet, at diagnosticeringen kunne have en betydning for ressourcerne i henhold til nye midler, der kan hjælpe det faglige personale i deres daglige arbejde med de kriminelle med en psykisk lidelse. I forlængelse heraf udtaler Annette Huber, at vi har fået nogle folk herud, som kan screene dem og finde ud af, det er ikke det, men det er ens personlighed som gør, at tingene ser ud som de er, og er som de er. (Huber 2014, 13), hvilket understreger, at Statsfængslet Østjylland har fået flere ressourcer i form af et par psykologer, som har til opgave at screene de indsatte. Dermed ønsker Statsfængslet Østjylland at screene deres indsatte for at identificere, de som er psykisk syge, og som har en afvigende adfærd, som de derfor ikke kan håndtere. Dermed får diagnosticeringen en betydning for de nye ressourcer, som eksempelvis dette fængsel har benyttet sig af. Afvigende adfærd En anden formodning var, at kriminelle med en psykisk diagnose har en afvigende adfærd, hvorfor dét at diagnosticere kan have den betydning, at det kan være med til at forklare denne adfærd. Først og fremmest udtaler flere af informanterne, at de psykisk syge kriminelle afviger fra normaliteten, da de er en marginaliseret og belastet samfundsgruppe, hvilket flere ministerier også har påpeget i en af deres rapporter (Ministeriet 2006, 100). Mette L. Adamsen udtaler i denne forbindelse, at samfundet ser de kriminelle som værende onde mennesker, eftersom samfundet ikke har nok kendskab til Kriminalforsorgens klientel og dets institutioner (M. L. Adamsen 2014, 44). Annette Side 36 af 104

37 Huber tilføjer også, at folk ser ned på de kriminelle, da de kriminelle udviser en anden og anderledes attitude, der resulterer i, at situationen ofte bliver skæv, da disse individer ikke ved, hvordan de skal agere i det sociale rum, fordi de muligvis ikke har kendskab til de sociale regler. I forlængelse af dette påpeger Foucault, at der i et samfund er opstillet sociale regler, som påvirker det enkelte individ, hvilket er ensbetydende med, at de sociale regler styrer, hvordan individer skal agere. På baggrund af dette rodfæstes de sociale regler, som er opstillet af samfundet, dybt i institutionerne, og dermed er det samfundet som gennemsyrer hvorledes institutionerne og individerne skal agere. (Jf. Kapitel 12 - Magt). Dermed bryder psykisk syge kriminelle med de sociale regler, og Becker ville karakterisere disse individer som værende ægte afvigere, eftersom det er synligt, at disse bryder med de sociale regler, når de samtidig bliver anklaget for at overtræde dem (Jf. Kapitel 12 Howard S. Becker Outsidere). Betina Poulsen påpeger i denne sammenhæng, at der er nogle normer, som disse individer ikke kan leve op til, hvilket kan tolkes i retning af, at de bliver anset som værende outsidere (B. Poulsen 2014, 10-11). Ydermere mener hun, at kriminelle med en psykisk diagnose ikke kan have en dobbeltafvigende adfærd, da de først kan være outsidere, når andre mennesker, end de der kender det afvigende individ, får kendskab til individet og eksempelvis dets diagnose. At kriminelle med en psykisk diagnose ikke kan leve op til de sociale regler er Tina G. Larsen også enig i. Hun mener dog ikke, at dette udelukkende skyldes diagnosen samt kriminaliteten, men hun mener også, at det kan skyldes opvæksten, da de mangler en forståelse for, hvordan de skal opføre sig (T. G. Larsen 2014, 12). I forlængelse af dette nævner Tina G. Larsen også, at de kriminelle med en psykisk diagnose er stemplet som double trouble, da de både er afvigende i forhold til kriminaliteten og er afvigende i forhold til deres diagnose (T. G. Larsen 2014, 23). Ydermere blev det formodet, at diagnosticeringen kan være behjælpelig med at forklare den afvigende adfærd som kriminalitet udgør. Betina Poulsen mener, at de kriminelles diagnose kan være en forklaring på den kriminelle afvigende adfærd, og hun påpeger, at det er en undskyldning for det de har gjort. (B. Poulsen 2014, 15). For individet kan diagnosen både være en undskyldning for det, som de kriminelle har gjort, men samtidig kan diagnosen også medvirker til, at den kriminelle med en psykisk diagnose Side 37 af 104

38 lærer at håndtere diagnosen og sig selv i bestemte situationer. Annette Huber udtaler i forlængelse af dette, at sygeplejepersonalet giver de kriminelle med en psykisk lidelse nogle redskaber, således disse ved, hvad de skal gøre for at ændre deres adfærd: så forhåbentlig kunne hjælpe dem med nogle redskaber, som de så ved, okay jeg gør sådan her, fordi jeg ved ( ), at så skal jeg gøre sådan her for at det måske bliver bedre, eller sådan jeg ikke kommer ud og slås igen, eller hvad der nu er problemet. (Huber 2014, 14). Dermed kan diagnosen og sygeplejerskernes hjælp og ressourcer medvirke til, at den kriminelle med en psykisk lidelse kan få en forståelse af sin egen adfærd og dermed lære at håndtere den. Hertil kan diagnosen være behjælpelig med at ændre adfærden, og dette kan dermed resultere i resocialisering. Magtrelationen, der er mellem fængselssygeplejerskerne og den indsatte, betegnes af Foucault som den teknisk-medicinske model, og denne har til formål at normalisere og helbrede de indsatte (Jf. Kapitel 12 - Straf). Hertil udtaler Mette L. Adamsen, at Kriminalforsorgens funktion er at mindske recidivet, hvilket Foucault også mener. Ifølge Foucault er det fængslets opgave at ændre de indsattes adfærd, hvilket i bedste fald leder til resocialisering (Jf. Kapitel 12 - Straf). Rubricering I forbindelse med ovenstående formodes det, at den afvigende adfærd kan resultere i, at den kriminelle med en psykisk diagnose rubriceres grundet deres afvigende adfærd. Betina Poulsen synes, at kriminelle med en psykisk diagnose sættes i kasser, dog mener hun i realiteten ikke, at dette burde gøres. Hertil påpeger Betina Poulsen, at der er nogle kendetegn ved disse individer, der gør, at de placeres i samme kasse (B. Poulsen 2014, 14). Dermed kan det siges, at kendetegnene er medvirkende til, at kriminelle med en psykisk diagnose rubriceres, og disse kendetegn kunne for eksempel være belastet opvækst eller misbrug. Tina G. Larsen og Annette Huber er ikke af samme opfattelse som Betina Poulsen, da de mener, at diagnosen ikke er med til at rubricere kriminelle. Tina G. Larsen udtaler: For jeg synes ikke at diagnoser sætter folk i kasser., og hun mener dermed, at diagnosen udelukkende fortæller om sygdommen og ikke hele sandheden om mennesket (T. G. Larsen 2014, 18). Grunden til de forskellige holdninger til rubricerin- Side 38 af 104

39 gen kan skyldes, at informanterne arbejder forskelligt med diagnoserne. Tina G. Larsen og Annette Huber arbejder for eksempel ud fra en lægefaglig vinkel, hvor formålet er at helbrede og fokusset er på diagnosen. Betina Poulsen arbejder derimod ud fra en pædagogisk vinkel, hvor målet er at varetage og støtte de kriminelle med en psykisk diagnose. Ifølge Tina G. Larsen er det oftest personer, der ikke arbejder med de psykisk syge kriminelle, der rubricerer disse individer (T. G. Larsen 2014, 18). Alt efter hvilken tilknytning der haves, til de kriminelle med en psykisk diagnose, er der forskellige holdninger til, om diagnosen er med til at rubricere eller ej. Arbejdsredskab I forlængelse af ovenstående gjorde Annette Huber opmærksom på, at diagnosen har en betydning for hendes arbejde. Fordelen ved diagnosticering er, at hun ved, hvad hun skal arbejde ud fra, hvis de indsatte har en diagnose. Dermed bliver diagnosen anvendt som et arbejdsredskab, der er med til at skabe en øget opmærksomhed omkring de indsatte, der har psykiske problemer. Tina G. Larsen bruger også diagnosen som et arbejdsredskab, og hun udtaler: det selvfølgelig vigtigt at jeg kan stille en diagnose for det er mit arbejdsredskab (T. G. Larsen 2014, 6). Tina G. Larsen påpeger dermed, at diagnosen er den vigtigste vejledning ud fra en lægefaglig interesse, da hun ser diagnosen som et arbejdsredskab. Betina Poulsen nævner, at hun bruger diagnosen som en anvisning for hendes arbejde. Hun påpeger også, at hun ser diagnosticeringen som en ulempe, da hun ikke kan forstå, hvad diagnosen skal bidrage med udover at være anvisninger for hendes arbejde. Diagnosen udgør dermed for hende nogle anvisninger for, hvorledes hun skal og må arbejde med hendes borgere. Betina Poulsen har dog ikke beføjelser til at måtte frihedsberøve eller tvangsmedicinere hendes borgere, hvilket står i kontrast til retspsykiatrien, som har beføjelser til at kunne frihedsberøve og tvangsmedicinere. Ifølge Foucault er det fængslerne, der har magten til at frihedsberøve de indsatte og fratage dem deres rettigheder, hvilket Betina Poulsen også ønsker, at hun havde mulighed for i hendes arbejde med borgerne en gang i mellem. Hun synes, det er en fordel, at kunne holde hendes borgere tilbage, fordi det er hvert fald ikke godt for samfundet at sende ham derud (B. Poulsen 2014, 3). Dermed giver Betina Poulsen udtryk for, at hun mangler en række beføjelser samt retningslinjer, og pointerer, at: der er ikke noget der må hedde skal i vores verden. (B. Poulsen 2014, 17). Betina Poulsen efterlyser Side 39 af 104

40 derfor dé beføjelser og retningslinjer, som andre institutioner, såsom retspsykiatrien, har i deres arbejde med de kriminelle, der har en psykisk sygdom, da hun ser det som værende en ulempe, at hun ikke kan tilbageholde hendes borgere på grund af deres psykiatriske særforanstaltning. Der kan på den ene side argumenters for, at det faglige personale skal være uddannet til at kunne håndhæve de omtalte beføjelser, men på den anden side kan der også argumenter for, at samfundet udsættes for større risiko ved, at pædagogerne ikke må tilbageholde deres borgere i en farlig og usikker situation. Ansvar og skyld Ydermere pointerede Betina Poulsen, at diagnosticeringen af kriminelle betyder, at ansvaret for det enkelte individs handlinger bliver lagt over på diagnosen og ikke på selve handlingen. Hertil beskriver Betina Poulsen: at det er en undskyldning for det de har gjort. (B. Poulsen 2014, 15). Yderligere påpeger både Betina Poulsen og Tina G. Larsen, at de ofte ser, at det er diagnosen, der har ført til den kriminelle handling, og i forlængelse heraf påpeger Betina Poulsen, at der er en tendens til, at ansvaret bliver lagt over på diagnosen og dermed står individet og dets omgivelser uden skyld for den kriminelle handling, der er udvist. Hun giver et eksempel med et barn, der får stillet en ADHD-diagnose og nævner, at denne diagnose er med til at forklare barnets adfærd. Til dette tilføjer hun, at diagnosen er med til at forklare barnets adfærd overfor dets forældre, således forældrene står uden skyld og ansvar overfor barnet opførsel (B. Poulsen 2014, 14-15). Diagnosticeringen kan dermed betyde, at ansvaret for de kriminelle handlinger samt anden afvigende adfærd bliver frataget det enkelte individ og videreført til den psykiske diagnose. Der er i samfundet en tendens til at søge efter svar på uforklarlige situationer, som individer umiddelbart ikke kan forstå og forholde sig til, og på den måde kan diagnosen være behjælpelig med at opnå en forståelse af den pågældende situation. Delkonklusion Gennem ovenstående analyse er det tydeligt, at der er flere betydninger, herunder fordele og ulemper, ved at diagnosticere kriminelle. Det kan ud fra analysen konkluderes, at en ulempe er, at fængselsbetjentene ikke kan varetage de indsatte, der har en psykisk lidelse, selvom disse er placeret i betjentenes varetægt. Tilmed kan det nævnes at være en fordel, at Statsfængslet Østjylland har fået tildelt ekstra ressourcer til at håndtere og Side 40 af 104

41 screene kriminelle der viser sig at have en psykisk lidelse, således de på denne måde kan håndtere disse. Ydereligere kan det konkluderes, at det er en fordel, at diagnosticeringen kan være behjælpelig med at forklare den kriminelles adfærd både for det enkelte individ og overfor institutionerne. For individet er det en hjælp til at forstå sine handlemønstre samt den måde, hvorpå de reagerer. For institutionerne er det en fordel at have kendskab til diagnosen, da det faglige personale kan hjælpe det enkelte individ med at forstå sine egne handlinger. På trods af at informanterne udtaler, at kriminelle med en psykisk diagnose anses som værende outsidere, eftersom de gør sig uheldigt bemærket i forhold til normaliteten, kan det siges, at de overtræder nogle sociale regler. Hertil kan der dog konkluderes, at der er delte meninger om, hvorvidt disse individer rubriceres, da informanterne har forskellige perspektiver på samt arbejder forskelligt med psykiske diagnoser. Måden, hvorpå Annette Huber og Tina G. Larsen arbejder med de psykiske diagnoser, betyder, at de har magtbeføjelser overfor de kriminelle med en psykisk diagnose. Disse beføjelser består eksempelvis af frihedsberøvelse samt tvangsmedicinering. Betina Poulsen understreger, at hun i sit arbejde mangler disse magtbeføjelser for at skabe sikkerhed for samfundet og for at kunne hjælpe den enkelte borger. Ydermere kan det konkluderes, at informanterne mener, at diagnosticeringen betyder, at de kriminelle ikke behøver at stå til ansvar for sin kriminelle og afvigende adfærd, idet diagnosen er med til at forklare adfærden, og derved ses der en sammenhæng mellem diagnosen og spørgsmålet om, hvad der skyldes den afvigende adfærd. Hermed skydes skylden over på diagnosen, således ingen tager ansvar for den kriminelle afvigende adfærd. Generelt kan det konkluderes, ud fra informanternes udtalelser, at der er en tendens til, at kendskabet til diagnosen kan bidrage med at finde den behandling samt det behandlingssted, de kriminelle skal afsone, således de har mulighed for resocialisering og dermed blive resocialiseret. Næste kapitel har til formål at diskutere nogle vigtige pointer der er fundet igennem analysen. Side 41 af 104

42 Kapitel 6 - Diskussion I dette kapitel vil der forekomme en diskussion af, hvordan samfundsviklingen kan have haft en betydning for, hvad der kan have været med til at gerenere interessen for psykiske diagnoser, der stilles til kriminelle samt interessen i henhold til, hvad der eventuelt kan gøres for disse individer. Med samfundsudviklingen henvises der til dé karakteristika, der kendetegner samfundet som det er i dag såsom, at individer er blevet mere individuelle. I flere af undersøgelserne, der blev fundet i forbindelse med litteratursøgningen, blev det påpeget, at psykiske sygdomme ofte hænger sammenhæng med at stofmisbrug. Misbruget benævnes for eksempel i undersøgelserne at kunne forbindes med bestemte kriminalitetstyper, samt at misbrug ofte fastholder retspsykiatriske patienter i kriminalitet (Ministeriet 2006, 16) (Danske Regioner 2011, 3). Samtlige informanter giver tilmed udtryk for samme tendens, at misbrug hænger sammen med psykisk sygdom, hvilket også blev belyst i analysen. I forlængelse heraf mener vi, at et hønen-og-ægget-princip kan diskuteres. På den ene side kan der være tale om, at det er stofmisbruget, der går forud for den psykiske diagnose, og på den anden side kan der argumenters for, at det er den psykiske diagnose, der går forud for stofmisbruget. De to forklaringer er der delte meninger om blandt informanterne. Det skal hertil påpeges, at vi medtager, at kriminaliteten udgør det afsluttende element i begge forklaringer. Der kan først og fremmest argumenteres for dét princip, hvor stofmisbruget går forud for den psykiske sygdom. Euforiserende stoffer kan i nogle tilfælde føre til en stofpsykose, hvor individet ender med at få en psykisk diagnose grundet denne psykose (Huber 2014, 22). Det kan overordnet antages, at der er mange grunde til, hvorfor individer begynder at tage stoffer, hvilket kan skyldes dårligt selvværd og dårlige bekendtskaber, men i denne sammenhæng vil aspekter vedrørende samfundsudviklingen benævnes. Stofferne kan argumenteres at være behjælpelig med at gøre disse individers hverdag nemmere og mere overskuelig at komme igennem fremfor ikke at tage stoffer og forsøge at komme igennem hverdagen uden. Forklaringen, på hvorfor nogle individer tager stoffer, kan på den ene side argumenteres at skyldes et ændret misbrugsmønster, hvor grunden, til at individer tager stoffer, skyldes, at disse føler afmagt grundet samfundsudviklingen, der resulterer i et stofmisbrug, da disse ikke ved, hvordan de skal håndtere Side 42 af 104

43 denne afmagt. Afmagten kan være et resultat af, hvad Tina G. Larsen påpeger, at nogle individer falder ud af systemet og på den måde må klare sig selv. På den anden side kan der argumenters for, at der med samfundsudviklingen er sket en individualisering, hvilket resulterer i, at individer er blevet mere opmærksomme på, at der er nogle sociale regler de skal leve op til, samt at der er flere beslutninger, det enkelte individ selv skal træffe og tage ansvar for. Dette kan resultere i en sårbarhed, hvis individerne ikke magter at leve op til disse forventninger, der for eksempel er omkring uddannelse, erhvervslivet og familielivet. Denne individualisering kan også have en betydning for misbruget i forhold til, at afvigende adfærd tolereres mindre, eftersom der eksisterer flere forskellige fortolkninger og forståelser af, hvad der er normalt og unormalt. Dé individer, der ikke bliver anset som værende normale, vil blive stemplet som outsidere og dermed ikke være en del af samfundets fællesskab. Denne tendens benævnes også af Svend Brinkmann, der påstår, at samfundet er blevet mere optaget af diskursen vedrørende det sunde og usunde, og hvor der på baggrund heraf forekommer en patologisering af psykiske sygdomme, således der opstår flere psykiske diagnoser (Jf. Kapitel 12 - Patologiseringstesen). Dette kan til dels siges at hænge sammen med, at der er flere forskellige forståelser af og holdninger til, hvad der er normalt. De to omtalte principper kan siges at have skabt et øget pres på individer, og specielt allerede marginaliserede individer, såsom kriminelle med en psykisk diagnose, hvilket informanterne nævner, at disse individer er. De nævnte samfundstendenser kan have en betydning for det første princip, hvor stofmisbruget går forud for den psykiske sygdom. Annette Huber mener i forlængelser med dette, at stofferne kan dække over nogle symptomer, og at disse symptomer ikke nødvendigvis skyldes en psykisk diagnose, men derimod dækker de over et stofmisbrug (Huber 2014, 12+22). Tina G. Larsen bakker tilmed denne sammenhæng op, idet hun påpeger at psykisk syge kriminelle i dag har et anderledes misbrugsmønster, hvilket også kan afspejle stigningen af retspsykiatriske patienter (T. G. Larsen 2014, 16). Det andet princip er, at det er den psykiske sygdom, der går forud for stofmisbruget, hvor der kan argumenters for, at stofmisbruget skyldes en form for selvmedicinering, eftersom den psykiske syge muligvis ikke har kendskab til sin diagnose endnu, men blot oplever forskellige symptomer, såsom stemmehøring. Med selvmedicineringen forsøger individet måske at lindre sine psykiske symptomer. Informant Betina Poulsen nævner Side 43 af 104

44 hertil, at hvis den psykisk syge kriminelle ikke får den rigtige medicin, begynder denne at medicinere sig selv ved at anskaffe sig en anden type af medicin, som individet måske ender med at sniffe (B. Poulsen 2014, 12). Med andre ord kan der argumenters for, at samfundsudviklingen også er skyld i, at disse ikke individer ikke får den medicin som de burde, hvilke resulterer i selvmedicinering ved hjælp af euforiserende stoffer, dog erkendes det, at der er nogle institutioner, hvor det er lettere at komme i besiddelse af euforiserende stoffer, som de kriminelle med en psykisk diagnose kan medicinere sig selv med. På Knudshaven er det ikke er muligt for det faglige personale at forhindre borgerne i at tage stoffer (B. Poulsen 2014, 6). I forlængelse af ovenstående diskussion og grundet dette projekts analyse forekommer det også relevant at diskutere, om den indsats der bliver ydet er tilstrækkelig for de kriminelle med en psykisk diagnose. Det er igennem analysen blevet fastslået, at der forekommer en interesse fra de fire institutioner, og flere af informanterne udtrykker, at der burde indføres forebyggende arbejde, hvor der kigges på den kriminelles opvækst, herunder hvilke sociale forhold som individet kommer fra, således de med en psykisk diagnose ikke ender med at begå kriminalitet. Denne indsats ønskes også af de fire ministerier, som har udarbejdet rapporten Psykisk sygdom og kriminalitet, hvor det bliver påpeget, at der skal kæmpes for en tidlig opsporing af de psykiske sygdomme, da disse øger risikoen for kriminalitet (Jf. Kapitel 9 Tidligere skrevet). Hertil kan det diskuteres, om det forbyggende arbejde ville kunne give et indtryk af, om det er den psykiske diagnose, der går forud for stofmisbruget eller, om det er stofmisbruget, der går forud for den psykiske diagnose. I denne forbindelse kan der argumenters for, at den tidlige opsporing og det forbyggende arbejde kunne være med til at identificere hvilke hjælpe individer burde få, således de ikke ender som kriminelle, psykisk syge eller ender som psykisk syge kriminelle. Side 44 af 104

45 Kapitel 7 Konklusion Dette kapitel har til formål at komme frem til en konklusion på problemformuleringen som er udledt ud fra diskussionen og analysen samt litteratursøgningen. Det skal understreges, at følgende konklusioner ikke er sandheden, men blot et bud på den sandhed, som projektet er kommet frem til. Som svar på hvad der skyldes den nutidige interesse for diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose, kan det først og fremmest konkluderes, at der er flere instanser der i dag har en interesse i diagnosticeringen af kriminelle. Denne interesse er dog forskellig fra institution til institution, da diagnosen, som arbejdsredskab, bruges forskelligt i deres daglige arbejde med de kriminelle for at kunne give disse individer den rette behandling. Hertil kan det ydermere konkluderes, at de adspurgte informanter alle har en interesse i diagnosticeringen for enten at kunne socialisere eller resocialisere kriminelle med en psykisk diagnose, hvorfor interessen også afspejler placeringen, der har en betydning for resocialiseringsprocessen. Interessen afspejles også i, hvorvidt informanterne oplever stigning af retspsykiatriske patienter. Denne stigning kan konkluderes at skyldes en samfundsudvikling, der rummer flere forklaringer som patologisering af psykisk sygdomme, ændring i diagnosepraksisserne samt et ændret misbrugsmønster. Det kan konkluderes, at den ene forklaring, som informanterne læner sig op af, er patologiseringstesen som belyser, at psykiske sygdomme oftere italesættes. En anden forklaring er, at der er sket en udvikling i, hvem der bliver diagnosticeret, hvorfor det i dag ikke kun er de allermest afvigende individer, der får stillet en psykisk diagnose, og det kan derfor konkluderes, at der er sket en ændring i diagnosepraksisserne. En tredje forklaring, som informanterne også nævner, lyder på, at stigningen af retspsykiatriske patienter kan forklares ud fra et ændret misbrugsmønster. Informanterne påpeger, at stofferne, på den ene side, kan være de, der leder til en psykisk sygdom, og på den anden side kan stofferne også blive anvendt som et middel mod psykiske symptomer. Grundlaget for stofmisbruget kan hænge sammen med, at normalitetsgrænsen i samfundet er blevet ændret, hvilket resulterer i, at flere individer vil blive anset som psykisk syge, og dermed er der flere, som bliver anset som værende outsidere. Dog er der en fjerde mulig forklaring, som lyder på, at der faktisk ér kommet flere Side 45 af 104

46 psykisk syge, hvilket epidemiforklaringen omhandler, men denne epidemiforklaring kan ikke umiddelbart udgøre den endelige konklusion på stigningen, da det kun er én informant, der kan sammenkobles med denne forklaring. Yderligere kan det konkluderes, at der er forskellige perspektiver på, hvorvidt der er et øgede fokus, eller om det eksisterende fokus blot har ændret sig, således problemfeltet belyses ud fra nye og anderledes vinkler. Dermed skyldes måden hvorpå problemfeltet belyses den interesse de forskellige institutioner har for diagnosticeringen af kriminelle. Mediernes dækning af problemfeltet kan også have medført større interesse for området. Diagnosticeringen af psykisk syge kriminelle kan konkluderes, at have en betydning for fire grundlæggende dele. Den ene del kan konkluderes at være arbejdsmæssige ressourcer, da det kræver efteruddannelse af de nuværende fængselsbetjente, således disse kan håndtere de kriminelle med en psykisk diagnose. Dertil skal der også bruges andre ressourcer på de individer, som skal screene og hjælpe de indsatte. En anden grundlæggende del, der kan konkluderes at have betydningen, er den afvigende adfærd. Diagnosen kan være behjælpelig med at forklare den afvigende adfærd, som den kriminelle med en psykisk diagnose udviser. Derudover kan det også konkluderes, at diagnosen har en betydning for arbejdet med de kriminelle med en psykisk diagnose, da diagnosen bliver anset som værende et arbejdsredskab for det faglige personale. Den sidste og grundlæggende del kan konkluderes at være ansvaret og skylden, idet interessen for diagnosticeringen kan skyldes et ønske om at kunne forklare en afvigende adfærd, da denne adfærd skaber uvished. Den afvigende adfærd forklares derfor med den psykiske diagnose, hvorefter den kriminelle ikke stilles til ansvar for sin kriminelle handling, idet ansvaret lægges over på diagnosen og ikke over på individet. Side 46 af 104

47 Kapitel 8 - Perspektivering Dette kapitel vil indeholde en perspektivering med ideer til et videre arbejde med interessen for psykiske diagnoser, der stilles til kriminelle. Overvejelserne bygger på den samfundsudvikling, der omtales i diskussionen, men hertil vil den engelske sociolog Anthony Giddens blive inddraget. Der vil blive lagt vægt på, hvordan Giddens teoretiske synspunkt kunne have været anvendt i dette projekt. Derudover vil afsnittet belyse, hvorledes der kan arbejdes videre med projektets resultater. Det blev konkluderet at samfundsudviklingen har en betydning for, hvad der skyldes interessen for diagnosticering af kriminelle. Denne samfundsudvikling er baseret på ændrede stofmisbrugsmønstre og en stigende grad af individualisering. I tråd med dette kan der arbejdes videre med den samfundsudvikling, som Giddens omtaler, hvor tilliden til ekspertsystemerne spiller en vigtig rolle. Giddens påpeger, at Karakteren af moderne institutioner hænger nøje sammen med de abstrakte systemers tillidsmekanismer, særligt i forhold til tilliden til ekspertsystemer. (Antoft og Thomsen 2012, 78). Dermed er Giddens af den opfattelse, at tillid er et vigtigt element i individers interaktion med de føromtalte abstrakte ekspertsystemer (Antoft og Thomsen 2012, 78). Giddens påpeger, at der i moderniteten i højere grad er såkaldte ansigtsløse relationer og ingen forpligtelser, hvor den traditionelle samfundsform, der kom inden moderniteten, var præget af ansigt-til-ansigt relationer. Disse ansigtsløserelationer foregår på tværs af tid og rum, hvilket betyder, at samfundet bliver bundet sammen af tillidsrelationer (Antoft og Thomsen 2012, 79). De abstrakte ekspertsystemer har derfor en påvirkning på individernes dagligdag uden at individet reflekterer over det. I henhold til dette projekt kommer den omtalte påvirkning for eksempel til udtryk i fængslerne, hvor de indsatte har en rutinemæssig hverdag. De indsatte tænker derfor ikke nødvendigvis over, at staten påvirker denne hverdag, men de indsatte har stadig tillid til, at tingene fungerer inde i fængslet. Tilliden til ekspertsystemerne komme også til udtryk i henhold til retspsykiatrien, hvor kriminelle med en psykisk sygdom muligvis ikke tager stilling til, at nogle systemer har udviklet den medicin, som de behandles med, hvorfor der kan argumenters for, at individerne indirekte påvirkes af nogle ekspertsystemer. De ekspertsystemer som de kriminelle med en psykisk diagnose møder, er derfor en kombination af ansigt-til-ansigt og ansigtsløse forpligtelser. Dette skyldes, at mø- Side 47 af 104

48 det med systemet, ifølge Giddens, foregår gennem adgangsporte eller repræsentanter fra systemet såsom læger, sygeplejerske, fængselsbetjente eller pædagoger. Hermed påviser Giddens, hvorledes tillid er bindeledet mellem systemet som samfundsfundsstruktur, institutioner og individer. Tilliden som omtales af Giddens kunne have været brugbar i et videre arbejdet med det projekt, for at se på, hvorledes denne tillid binder psykisk syge kriminelle og institutionerne sammen. Der kunne yderligere være arbejdet videre med at se på de tillidsrelationer, der er mellem institutionerne og de psykisk syge kriminelle, for at få en forståelse for, hvorvidt der hersker tillid mellem disse eller ej. Derudover kan teorien være behjælpelig med at se på de ansigtsløse relationer, som påvirker de kriminelle med en psykisk diagnose. De ansigtsløse relationer kunne for eksempel være systemet bag lovene, og personerne der træffer beslutningen om hvorvidt der skal foretages en mentalundersøgelse. Yderligere kan Giddens teori bidrage med at belyse, hvorvidt der er tillid til de diagnoser, som ekspertsystemerne udvikler og stiller, når det tages i betragtning, at der af og til også finder fejldiagnosticeringer sted. I det viderearbejde med dette projekt ville der også kunne arbejdes videre med ét af projektets resultater vedrørende misbrug. Misbrug har, ifølge projektets informanter samt den eksisterende forskning, vist sig at have stor en betydning for den psykiske diagnose samt kriminaliteten, der begås. I diskussionen blev der diskuteret, hvorvidt misbruget førte til en psykisk diagnose eller om det var omvendt. Dette er en problematik, der kunne undersøges, således der bliver foretaget en undersøgelse af, hvorledes kausaliteten er mellem psykisk diagnoser og stofmisbrug. Herudover kan der arbejdes videre med blot én af de udvalgte institutioner, således der forekommer en mere dybdegående undersøgelse af den enkelte institutions interesse for diagnosticering af kriminelle med en psykisk diagnose. For at opnå denne dybde kunne flere interviews med institutionernes medarbejdere være gavnlige. Overordnet har dette projekt kun skrabet overfladen i forhold til de mange problemstillinger, der er inden for interessen af psykiske diagnoser der stilles til kriminelle. Det er et problemfelt, som indeholder flere kompleksiteter og ikke alle vil kunne blive belyst i et enkelt projekt som dette. Side 48 af 104

49 Kapitel 9 Indledning Dette kapitel vil først og fremmest indeholde en redegørelse for datidens syn på individer med en psykisk diagnose samt et nutidigt på psykiske diagnoser og problematikker vedrørende diagnosticeringen af kriminelle med en psykisk diagnose. Derudover vil kapitlet også beskrive den indledende litteratursøgningsproces, som til dels lægger til grund for, hvilke tilvalg og fravalg vi har gjort os i forbindelse med at konkretisere, hvilken vinkel dette projekt skulle have. Hertil vil udvalgte undersøgelser blive beskrevet med henblik på at afdække, de der har givet inspiration til projektet. Slutteligt vil der forekomme en definition af de begreber der oftest anvendes i projektet. Historisk kontekst og nutidigt perspektiv Dette afsnit har først og fremmest til formål at redegøre for synet på de psykisk syge, samt hvor disse igennem tiden er blevet placeret. Yderligere vil der forekomme en redegørelse for, hvordan det igennem tiden er blevet valgt, at kriminelle med en psykisk sygdom skal straffes. Slutteligt vil mulige problematikker ved det stigende antal retspsykiatriske diagnoser blive beskrevet. Michel Foucault var i sit arbejde optaget af overgangen fra galskab til sindssygdom (Holmgren 2013, 189). Han mente, at vor tids syn på sindssyge stammer fra middelalderen, hvor der blev oprettet en udelukkelsesstruktur, som stadig ses i nutidens samfund. Det skal påpeges, at Foucault mente, at nutidens syn på sindssyge hænger sammen med synet på middelalderens spedalskhed, som senere bliver opfattet som galskab. (Foucault 2003, 27). Spedalskheden blev løbende udryddet i løbet af denne tid, og dette skyldtes, ifølge Foucault, korstogenes ophør, der blev anset som værende kilden til smitte (Foucault 2003, 29). I forbindelse med udryddelsen af spedalskheden blev de opførte spedalskhedshospitaler tomme, og nye befolkningsgrupper såsom kriminelle og tiggere blev i stedet placeret der. Disse hospitaler var op igennem middelalderen blevet opført i hele den kristne del af Europa. Selve spedalskheden efterlod sig, som skrevet, en udelukkelsesstruktur i samfundet, hvilket betød, at én samfundsgruppe, som straf, blev udelukket fra det resterende samfund. (Foucault 2003, 27). Mennesket troede dengang på, at spedalskheden var et tegn på Guds måde at straffe på, hvis et individ havde udrettet Side 49 af 104

50 onde gerninger i livet, hvorfor individet blot kunne opnå frelse gennem udelukkelse fra samfundet (Foucault 2003, 29). I renæssancen var der dog mere åbenhed overfor galskaben, som blev lægeligt behandlet, hvorfor disse individer ikke blev indespærret, udelukket fra samfundet eller udelukket fra det daglige liv (Foucault 2003, 68). I tiden efter år 1650 skulle individer med galskab atter igen gemmes væk fra gadebilledet (Foucault 2003, 60), og der blev derfor åbnet interneringshuse overalt i Europa, som kunne sammenlignes med middelalderens isoleringshospitaler. I slutningen af 1600-tallet blev der nogle steder i Europa fremtvunget sociale reformer, der resulterede i, at de gale igen blev indespærret. Det var dog ikke kun de gale, der blev indespærret, men dette gjaldt også de socialt udstødte grupper såsom kriminelle, fattige og arbejdsløse. Individerne blev nemlig anset som værende forstyrrende for samfundsordenen, da de ikke bidrog til produktionen ligesom det øvrige samfund. (Foucault 2003, 71). Hospitalerne bestod i cirka to hundrede år, indtil psykiatrien, som den kendes i dag, opstod, og det er også i tiden efter, at galskaben begynder at blive betragtet som et sygt sind, hvorefter de gale individer benævnes som sindssyge. En af de første personer der i England omtalte psykiatrien var psykiateren William Battie, der i år 1750 besluttede, at der skulle opføres en institution, hvor formålet var, at de gale skulle helbredes og ikke blot indespærres. På disse institutioner blev voldsom adfærd ikke straffet med pinefuld straf eller revselse, men derimod eksempelvis med alvorlig påtale eller lignende. (Meyer-Dissing og Jákupsdóttir 2011, 17-18). Dette giver endvidere anledning til at belyse, hvordan psykisk syge kriminelle igennem tiden er blevet straffet i Danmark, hvis de begår en kriminel handling, der endvidere fører til domsfældelse. I Danmark går strafferammen for sindssyge tilbage til 1600-tallet, hvor der blev taget udgangspunkt i, at sindssyge ikke skulle straffes som andre kriminelle. Det står skrevet i Christian V s danske lov fra år 1683, at drab, der er begået i vildelse og raseri, ikke skal straffes med døden. Det samme herskede også tilbage i Romerretten, hvor det lød, at sindssyge ikke skulle straffes, da sygdommen var selve straffen, som på latin lyder: Cum satis furore ipso puniatur. (H. D. Poulsen 2013, 292). Derved har der også i Danmark tidligt været en holdning til, at sindssygdommen har været straf nok i sig selv, hvilket blandt andet også skyldes, at de psykisk syge i dag kan idømmes en anderledes straf (H. D. Poulsen 2013, 292). Side 50 af 104

51 Lovgrundlag Den danske straffelovgivning indbefatter en lov om, at utilregnelige eller sindssyge personer, som ikke kan stå til ansvar for deres handlinger, idømmes en fængselsdom med behandling eller en anden form for straf, hvori behandling indgår. For at få denne dom er det en nødvendighed, at personen bliver mentalundersøgt for at klargøre, hvorledes der er tale om en sindsforvirret eller en sindssyg person. Alle typer af kriminalitet kan i princippet give anledning til en mentalundersøgelse, men oftest udarbejdes en mentalundersøgelse på de personer, som har begået kriminalitet af særlig alvorlig grad. (H. D. Poulsen 2013, 304). Den lov der afgøre, om en person er sindssyg, er straffelovens 16, som stammer fra Christian V s lovssamling fra år 1683, hvori der står skrevet: Skeer Drab af nogen i Vildelse og Raseri, da bør hand ej paa Livet straffes, men af sin Formue, som hand haver, eller hand derefter bekomme, give den til den Dødis Arvinger fuld Mandebod (H. D. Poulsen 2013, 292). Denne paragraf omhandler, at individer der er utilregnelige, som følge af en psykisk sygdom samt er mentalt retarderede, er straffrie. Denne lov trådte i kraft i Danmark i år Straffeloven 16, stk. 1 lyder: Personer, der på gerningstiden var utilregnelige pga. sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Der fremgår heraf to betingelser, som skal være opfyldt, nemlig at personen skal være sindssyg og af denne grund også utilregnelig. (Kramp 2010, 14). Dermed vil et individ idømmes 16, som erklærer denne sindssyg på gerningstidspunktet, og herefter vil dette individ oftest blive idømt en særforanstaltning, 68. Retten kan vælge at anvende 68, som lyder: Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.. (Grønborg 2013). Denne lov omhandler, at i stedet for almindelig straf til de psykiske syge eller mentalt retarderet, kan disse individer idømmes andre foranstaltninger, som kan forebygge yderligere lovovertrædelser (H. D. Poulsen 2013, 302). Side 51 af 104

52 Der er tre former for domme, som den psykisk syge kan idømmes, hvis denne idømmes en 68, hvoraf den første er en anbringelsesdom. Denne bruges oftest til individer, der har begået alvorlig personligfarlig kriminalitet såsom vold eller et groft overfald. Her er det ikke nødvendigvis muligt at udelukke, hvorvidt individet stadig udgør en fare. Den psykiske syge kan også idømmes en behandlingsdom, hvor de som idømmes denne dom har lavet mindre alvorlig kriminalitet. Denne dom anvendes til individer, hvor behandlingen vurderes at være det primære, og den dømte kan både afsone på et psykiatrisk hospital og/eller ambulant. Ydermere kan den psykisk syge idømmes psykiatrisk behandling, som tilmed anses for at være den typiske form for særforanstaltning, hvilket betyder, at individet skal have en medicinsk behandling under sin dom. (H. D. Poulsen 2013, ). Dertil kan individer, der ikke er sindssyge, men derimod blot psykisk afvigende, idømmes en forvaringsdom, 69 (H. D. Poulsen 2013, ). 69 lyder: Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme straf, træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i 68, 2. pkt. (Kramp 2010, 11). Disse individer har oftest begået meget alvorlig kriminalitet såsom drab samt grov vold. Individer, der idømmes denne dom, dømmes, fordi de oftest anses som at udgøre en fare for andres sikkerhed, frihed eller helbred. En forvaringsdom er ikke tidsbestemt. (H. D. Poulsen 2013, 304). I forlængelse af ovenstående kan det opsummeres, at det kun er bestemte kriminelle der får foretaget en mentalundersøgelse, hvilket betyder, at det kun er de mest utilregnelige, der kan komme til at afsone i en retspsykiatrisk institution, hvis disse dømmes i henhold til en af nævnte paragraffer. Disse individer er derfor ikke egnet til at sidde i et fængsel sammen med andre indsatte, der ikke har en psykisk diagnose. Dette betyder dog også, at der kan sidde nogle individer i fængslet, som muligvis har nogle psykiske problematikker, men som ikke afsoner i en retspsykiatrisk institution eller på et behandlingshjem, da de ikke er vurderet til at være syge nok. Side 52 af 104

53 Stigningen af retspsykiatriske patienter I dag kan det siges, at datidens kristne religion som forklaringsfaktor for den psykiske diagnose, sådan som Foucault formulerede denne, er erstattet af en såkaldt sundhedsreligion. Dette skal forstås i forhold til, at der kan siges at være opstået en form for sygdomsdiskurs, der er blevet til en superdiskurs i nutidens samfund, som alle mennesker påvirkes af, tager del i eller selv er med til at påvirke. (Brinkmann 2010, 16). Gennem sygdomsdiskursen opstår der skillelinjer mellem individerne i samfundet, hvor italesættelsen er med til at definere, hvad der er sygt og ikke-sygt. Disse skillelinjer er medvirkende til, at nogle individer såsom psykiske syge, udelukkes fra samfundet. (Brinkmann 2010, 16). Det ses endvidere i de vestlige samfund, at diagnosticering af psykiske sygdomme er stigende. Dette gælder sygdomme såsom stress, depression, angst, socialt fobi og ADHD. I dag lider cirka 20 procent af befolkningen, i den vestlige verden, af mindst én psykisk lidelse i løbet af ét år. (Brinkmann 2010, 16-18). Diagnosticeringen af psykiske sygdomme forekommer også indenfor det kriminelle klientel og tages der derfor udgangspunkt i al kriminalitet i Danmark dømmes de psykisk syge for 0,8 procent af kriminaliteten, der begås (Ministeriet 2006, 15). De retspsykiatriske afdelinger registrerer derfor årligt antallet af de retspsykiatriske patienter, hvilket illustreres i figur 3. Figur 3 Figur 3 viser udviklingen i antal retspsykiatriske patienter fra år 1990 frem til år 2008 (Danske regioner 2010, 1). Side 53 af 104

54 Figur 3 viser, at antallet af retspsykiatriske patienter er steget fra 654 personer i år 1990 til 2058 personer i år 2008 personer, altså er der sket en tredobling af retspsykiatriske patienter (Danske regioner 2010, 1). Derudover viser figur 3 også, at der siden år 1990 har været en stigning af retspsykiatriske patienter, hvor der i år 2002 sker er forandring i form af et fald af retspsykiatriske patienter. Dette fald varer indtil år 2004, hvorefter der sker en kraftig stigning indtil år Den synlige stigning fra år 2004 til år 2008 kan argumenteres at skyldes, at der i denne periode har været mere fokus på psykiske sygdomme i form af italesættelse af psykiske sygdomme, hvilket kan have været medvirkende til, at nye diagnoser er opstået (Brinkmann 2010, 16). Stigningen kan også skyldes en deinstitutionalisering af de retspsykiatriske sengepladser, hvilket kan have resulteret i, at flere psykisk syge begår kriminalitet, eftersom disse ikke bliver behandlet i retspsykiatrien eller på behandlingshjem. De registrerede kriminelle patienter er oftest diagnosticeret med skizofreni, og denne gruppe udgør cirka 64 procent af de retspsykiatriske patienter (Danske regioner 2010, 2). Siden år 1990 har der tilmed været en stigning i antallet af personer, der idømmes en psykiatrisk særforanstaltning, 68 (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv), hvilket figur 4 illustrerer (Stevens, et al. 2010, 2366). Figur 4 Figur 4 viser udviklingen af særforanstaltningsdomme angivet fra år 1990 til år (Stevens, et al. 2010, 2367). Side 54 af 104

55 Figur 4 viser, at der i år 1990 blev idømt 300 særforanstaltningsdomme, hvor tallet i år 2006 var steget til 700 domme, hvilket er over en fordobling i det årlige antal (Stevens, et al. 2010, 2367). Siden år 2006 har der fortsat været et stigende antal personer, der er blevet idømt en særforanstaltning, og tallet er i år 2011 derfor steget til 951 personer (H. D. Poulsen 2013, 300). I dag udgør individer med en psykisk lidelse samlet set cirka 20 procent af Kriminalforsorgens klientel (Danske Regioner 2009, 3). Stigningens problematikker Et af problemerne ved den nævnte stigning kunne være, at der er blevet deinstitutionaliseret flere tusinde psykiatriske sengepladser siden 1980 erne. I år 1984 rådede psykiatrien over sengepladser, hvorefter tallet 20 år senere blot var på 3400 sengepladser (H. D. Poulsen 2013, 300). Dette kan dermed medføre, at de psykisk syge, der begår kriminalitet, placeres i andre institutioner såsom i fængslet. Dette kan være problematisk, idet undersøgelser tilmed viser, at flere af de psykisk syge resocialiseres, hvis de behandles i retspsykiatrien fremfor at afsone i fængslet (Ministeriet 2006, 15). Samme undersøgelse skildrer også, som tidligere skrevet, at psykisk syge kriminelle der afsoner i Kriminalforsorgens institutioner generelt bliver mere afvigende (Ministeriet 2006, 100). I fængslet har personalet heller ikke nødvendigvis de rette kompetencer til at varetage disse individer, hvorfor flere ministerier anbefaler, at der skal sættes fokus på efteruddannelse, således de ansatte, der varetager psykisk syge i fængslet, får de rette kompetencer til at behandle og støtte disse. (Ministeriet 2006, 23). De manglende kompetencer kan blandt andet ses ud fra, at der sket en femdobling i antallet af vold mod den offentlige myndighed. Det viser sig, at antallet af voldsepisoder var på 40 episoder i år 1995, hvilket i år 2004 var steget til 237 episoder (Ministeriet 2006, 14). I forlængelse heraf kan der argumenteres for, at fængselsbetjentene ikke ved, hvordan de skal agere, hvis de psykisk syge udgør en trussel mod dem (Voller 2007), men stigningen kan også skyldes, at der er flere anmeldelser fra myndighedernes side (Ministeriet 2006, 14). Anmeldelserne gør sig særligt glædende på de psykiatriske institutioner (Stevens, et al. 2010, 2369). Undersøgelser viser yderligere, at volden mod offentlige myndigheder særligt er begået af individer med en psykisk sygdom (Stevens, et al. 2010, 2369). Side 55 af 104

56 Ud fra ovenstående er et andet problem også, at der samlet set er et behov for flere økonomiske midler samt flere ressourcer i henhold til arbejdet med psykisk syge kriminelle. Dette kan ses i forhold til, at betjentene har behov for efteruddannelse, hvis de psykiske syge skal afsone deres dom i fængslet. Derudover kræves der også flere penge og ressourcer i henhold til at oprette flere sengepladser i retspsykiatrien, således kriminelle, med en psykisk diagnose ikke skal afsone i fængslet. Ydermere vil anskaffelse af mere personale på området også koste flere ressourcer, hvilket der derfor ikke er mulighed for. (Ministeriet 2006, 18). Overstående redegørelse beskriver, at der er en række problematikker forbundet med stigningen af retspsykiatriske patienter, og denne stigning er blevet lokaliseret gennem en intensiv litteratursøgning, hvilket beskrives i næste afsnit. Litteratursøgning Dette afsnit vil indeholde en beskrivelse af den detaljerede litteratursøgning, der er foretaget i forbindelse med dette projekt. Afsnittet har til formål at klargøre, hvilken litteratur der er inkluderet samt ekskluderet i henhold til at belyse problemfeltet. Derudover vil der forekomme en beskrivelse af, hvilke kriterier og søgemaskiner der er anvendt i litteratursøgningen. Litteratursøgning er en vigtigt og indledende del i et projektarbejde, da dette danner grundlag for den eksisterende empiri, som et projekt ofte bygger på. Ved at orientere sig i den eksisterende litteratur inden problemformuleringen udformes kan det dermed blive afdækket, hvad der allerede er skrevet og udforsket på området. Den eksisterende litteratur er tilmed nødvendig for, at der kan argumenteres for problemformuleringens relevans (Buus, et al. 2008, 2). I dette projekt er der lagt ud med at genfinde så megen relevant litteratur som muligt, der kunne belyse casen kriminelle med en psykisk diagnose. Litteratursøgningen er foretaget fra marts til april år Der er gjort brug af elektroniske databaser, som blandt andet har ført til kædesøgning hvilket betyder, at noget af litteraturen er fundet gennem andre forfatteres referencelister (Buus, et al. 2008, 4). Kædesøgningen gav anledning til at genfinde yderligere litteratur om problemfeltet, hvorfor søgningen kan argumenteres for at være blevet optimeret. Kædesøgningen har blandt andet også givet anledning til at finde materiale om de udvalgte teorier som de er anvende af andre forskere (Jf. Kapitel 12 - Teori). Side 56 af 104

57 De anvendte elektroniske databaser har primært været Google og Google Scholar, men der er også blevet søgt i databasen Danmarks Statistik samt Kriminalforsorgens egen database. Søgeord Begyndelsesvist blev det, ud fra en personlig og faglige interesse, vurderet, hvilke ord der ville være relevante at søge på i forbindelse med litteratursøgningen. Der blev derfor søgt på ord såsom psykisk syge, kriminelle og et eller to andre ord. Det ses i tabellen nedenfor, hvilke danske og engelsk ord, der er blevet søgt på i forbindelse med dette projekts litteratursøgning. Danske søgeord: Psykisk syge + kriminelle + fængslet + psykisk sygdom + diagnose + retspsykiatri + kriminalforsorgen + screening + statistikker Engelske søgeord: Mental illness + prison + criminality + diagnosis + forensic patients Inklusionskriterier For at strukturer læsningen, således det kunne vurderes, hvilken litteratur der skulle inkluderes, blev der opstillet kriterier såsom litteraturens formål, anvendte metoder i litteraturen, litteraturens pointer samt litteraturens konklusion. Disse kriterier blev i gruppen diskuteret i henhold til de enkelte tekster for at vurdere om teksterne ville kunne bidrage med at belyse problemfeltet. Der er inkluderet dansk materiale fra år 1990 og frem til i dag. Materialet der er inkluderet er: Tidsskrifter Notater Tidligere forskningsprojekter, specialer samt Ph.d. afhandlinger Videnskabelige artikler Side 57 af 104

58 Bøger der vedrører problemfeltet Eksklusionskriterier Generelt er der ekskluderet litteratur såsom: Udenlandske undersøgelser, idet disse ikke beskrev danske forhold Materiale der vedrører samarbejdsproblematikker institutionerne og regionerne imellem Årsrapporter udarbejdet af Kriminalforsorgen Ovenstående materialer er dermed ikke medtaget i den videre undersøgelsesproces, da disse materialer ikke findes brugbare til besvarelsen af problemformuleringen. Evaluering af litteratursøgningen Formålet med litteratursøgningen var at finde eksisterende litteratur på området, der dækkede forskellige aspekter af kriminelle med en psykisk diagnose, hvilket resulterede i at give en ny og bred forståelse for fænomenet psykiske diagnoser. Den brede forståelse for fænomenet skyldes, at vi brugte en del tid på litteratursøgningen samt vurderede den fundne litteratur i forhold til dets relevans. Efter at have vurderet den eksisterende litteratur blev den endelige problemformulering udformet, hvorfor noget litteratur blev inkluderet og andet ekskluderet, hvilket også er beskrevet i tidligere afsnit. Der blev, som skrevet, anvendt databaserne Google, Google Scholar samt Danmarks Statistik samt Kriminalforsorgens egen database. Google og Google Scholar, samt Kriminalforsorgen, blev vurderet at være oplagte databaser til den indledende søgningsfase, idet vi ikke på forhånd kendte til det endelige fokusområde, hvorfor disse ville give et bredt aspekt af forskelligt litteratur. Efterfølgende blev der yderligere gjort brug af Danmarks Statistik, og denne database kunne bidrage med relevante statistikker. Der kan hertil argumenteres for, at vores genfindingen af den eksisterende litteratur har været tilstrækkelig i det omfang, som vi vurderede ville være givtigt i forhold til dette projekt, men der er langt fra opnået genfinding på hundrede procent. Afgrænsning I dette afsnit vil der forekomme en redegørelse for de tilvalg og fravalg der er foretaget i dette projekt. Disse valg er foretaget ud fra den viden der er opnået gennem litteratur- Side 58 af 104

59 søgningen for at præcisere problemfeltet, således den endelig problemformulering kan udarbejdes. Der er i dette projekt valgt at fokusere på kriminelle med en psykisk diagnose, der har begået kriminalitet. I denne forbindelse er det blevet valgt at skelne mellem tre typer af kriminelle, hvoraf den ene type er kriminelle med en psykisk diagnose, den anden type er retspsykiatriske patienter og den tredje type er kriminelle med en psykisk lidelse, hvilket vil blive defineret i afsnittet Begrebsdefinition. Dermed udelukkes kriminelle, der ikke har en psykisk diagnose, men som blot har begået en kriminel handling. Dette er valgt ud fra, at der er observeret et stigende antal af retspsykiatriske patienter. Der vil ydermere blive fokuseret på den diagnosticering, der sker i forbindelse med en domsfældelse. Dette betyder, at der ikke tages udgangspunkt i, hvorvidt den kriminelle er diagnosticeret inden domsafsigelsen eller, om den kriminelle efterfølgende får en diagnose i fængslet. Hertil skal det pointeres, at der ikke tages højde for, hvorvidt en kriminel person, der indstilles til en mentalundersøgelse, i realiteten kan have en psykisk diagnose i forvejen. I forlængelse af dette er det tilmed blevet valgt, at der fokuseres på individer over 18 år, da individer under 18 år ikke må afsone i samme institutioner som de, der er over 18 år (Politiet 2012). Ydermere er der valgt at fokusere generelt på psykiske diagnoser, selvom det i flere undersøgelser nævnes, at nogle psykiske sygdomme er mere dominerende blandt kriminelle end andre (Danske regioner 2010, 2). Dette valg er truffet på baggrund af, at der i dette projekt vil blive fokuseret på selve diagnosticeringen af psykiske sygdomme og interessen herfor, frem for at fokusere på, hvilke typer sygdomme der hyppigst bliver diagnosticeret. I forlængelse heraf er der yderligere ikke valgt at afgrænse projektet i forhold til kriminelle handlinger, da hovedfokus ikke er på selve gerningerne, men derimod det faktum, at der stilles flere diagnoser i forbindelse med domsafsigelser. Dette skyldes, at kriminalitet, begået af psykisk syge, kun udgør 0,8 procent af al kriminalitet (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv), og det blev derfor vurderet, at det brede perspektiv på interessen for de psykiske diagnoser ikke kunne opnås ved blot at fokusere på én type kriminel handling. Yderligere er det valgt at projektet skal fokusere på meso- og makroniveauet, hvorfor formålet på mesoniveau er at belyse interessen for de psykiske diagnoser ud fra et insti- Side 59 af 104

60 tutionelt perspektiv. Der vil hertil blive taget udgangspunkt i institutioner der dagligt er i fysisk kontakt med psykisk syge kriminelle, hvilket udelukker andre interessenter, der også kan have en interesse for disse individer, såsom medierne og medicinalindustrien. På baggrund af dette er det valgt at tage afsæt i Kriminalforsorgen, Statsfængslet Østjylland, Retspsykiatrien i Aalborg samt behandlingshjemmet Knudshaven i Holstebro. Makroniveauet i dette projekt vil blive belyst ud fra de samfundsmæssige normer og sociale regler. Hertil fravælges det at fokusere på mikroniveauet, hvilket betyder, at der ikke tages højde for, hvordan en psykisk diagnose påvirker den enkelte kriminelle. Ovenstående afsnit har klargjort, hvilke tilvalg og fravalg der er foretaget i forbindelse med projektet. Det næste afsnit vil gå i dybden med nogle af de undersøgelser, der har været inspiration til afgrænsningen. Tidligere skrevet Problematikker vedrørende det stigende antal af kriminelle, der har en psykisk sygdom er et emne, der er blevet behandlet flere gange af forskellige institutioner og organisationer. I det følgende afsnit vil der blive redegjort for nogle af de rapporter, der belyser problemfeltet. Kriminalforsorgen udarbejdede i år 2013 et satspuljeprojekt ved navn Screeningsprojektet for psykisk sygdom. Projektet er finansieret gennem satspuljemidler fra sundhedsområdet i årene Dette projekt blev iværksat på grund af den stigning, der har været i antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark og samme stigningen var også kendetegnet blandt varetægtsfængslede. Projektets formål var at udvikle et screeningsinstrument, der kunne gøre det muligt for kriminalforsorgens sygeplejesker systematisk at identificere psykisk sygdom blandt de varetægtsfængslede samt yderligere at vurdere, hvorvidt det er muligt at indføre screening for psykisk sygdom på landsbasis i de danske arresthuse. (M. L. Adamsen 2013, 8). Screeningsprojektet for psykisk sygdom havde opstart i Arresthuset i Odense, Arresthuset i Århus og Vestre Fængsel i efteråret år 2009, men blev senere samlet på Vestre Fængsel i efteråret år 2010 på grund af for få varetægtsfængslede, der ville deltage i de to andre arresthuse. Selve projektet fortsatte i Vestre Fængsel frem til dets afslutning den 31. marts år 2012 (M. L. Adamsen 2013, 11). I perioden blev 1857 varetægtsfængslede fra Vestre Fængsel tilspurgt, om de ville Side 60 af 104

61 deltage i projektet. Af disse blev der i alt gennemført 916 screeningsinterviews, og af disse fik 672 personer udredt en diagnose hos projektets psykiatere. Over halvdelen af de varetægtsfængslede ønskede ikke at deltage i projektet, var blevet løsladt eller overført til en anden institution indenfor den tidsperiode, hvor interviewet skulle finde sted (M. L. Adamsen 2013, 11). Et andet formål med projektet var, at identificere de indsatte, der var sindssyge og som derfor ikke bør være i kriminalforsorgens institutioner. Derfor dækker begrebet psykisk syg i screeningsprojektet over at være sindssyg. Andre psykiatriske lidelser dækker i screeningsprojektet over psykiske lidelser og forstyrrelser som angst, depressive tilstande, ADHD og andre personlighedsforstyrrelser. Resultaterne af de psykiatriske udredninger viser, at 8 procent af de indsatte er diagnosticeret med en psykisk sygdom, 83 procent af de indsatte er diagnosticeret med andre psykiatriske lidelser og de resterende 9 procent blev erklæret raske. Dette viser sig, at en stor del, i alt 91 procent, af de indsatte, enten har en psykisk sygdom eller en anden psykiatrisk lidelse. (M. L. Adamsen 2013, 11). Konklusionen på screeningsprojektret blev, at det ikke er muligt for kriminalforsorgens sygeplejersker at identificere alle varetægtsfængslede med en psykisk sygdom igennem et screeningsinterview. Derfor er screeningsinstrumentet ikke blevet indført som hjælperedskab på landsbasis. Det anbefales dog at Kriminalforsorgen ved indsættelsen af nye indsatte indfører en række obligatoriske opmærksomhedsspørgsmål, der skal have til formål at skabe fokus på identificering af psykisk sygdomme samt behandling af de psykiske sygdomme blandt de indsatte. Yderligere anbefales det, at der bliver ansat flere psykiatere og psykologer i kriminalforsorgens institutioner, samt at der arbejdes på at optimere samarbejdet med regionerne i forbindelse med indsatte med psykisk sygdomme. (M. L. Adamsen 2013, ). I år 2006 udsendte Social-, Indenrigs- og sundhedsministeriet og Justitsministeriet projektet Psykisk sygdom og kriminalitet. Projektet har til formål at belyse, hvordan det er muligt at forebygge, at psykisk syge, som en konsekvens af deres tilstand, ikke begår kriminalitet. (Ministeriet 2006, 9). Fra år 1995 til år 2004 er der sket en stigning på 61 procent i antallet af lovovertrædelser som psykisk syge er dømt for. Det de psykisk syge oftest dømmes for er alvorlige og personfarlige forbrydelser, hvilket blandt andet dæk- Side 61 af 104

62 ker over alvorlig vold, voldvægt, røveri og drab. (Ministeriet 2006, 14). I projektet konkluderes det at ubehandlet psykisk sygdom øger risikoen for kriminalitet, hvorfor tidlig opsporing, diagnostik og behandling og løbende tæt opfølgning er særdeles vigtigt. (Ministeriet 2006, 16). Der er derfor behov for koordineret intervention for at bremse, at psykisk syge begår kriminalitet samt at forebygge, at psykisk syge recidiverer efter endt dom. Derfor opstilles der i rapporten anbefalinger i forbindelse med forebyggelse mod og behandling af psykisk syge der begår kriminalitet. Det anbefales derfor, at der bliver lagt vægt på bedre samarbejde mellem myndighederne og tilbyder socialfaglige tilbud, der dette kan være med til at forebygge kriminalitet begået af psykisk syge. Måden dette skal gribes an på er gennem samarbejdskataloger og individuelle behandlings- og støtteplaner. (Ministeriet 2006, 21). Ydermere skal der rettes øget fokus på kapaciteten, efteruddannelse af personalet, forskning på området samt økonomiske overvejelser. (Ministeriet 2006, 21-25). Danske Regioner udsendte i år 2009 rapporten Personer med psykisk sygdom der begår kriminalitet. Denne rapport fremlægger et udspil til, hvordan behandling, samarbejde og forebyggelse af psykisk syge kriminelle kunne forbedres. Grundlaget for, at Danske Regioner udkom med dette udspil var på baggrund af stigningen i antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet. Hele 20 procent af kriminalforsorgens klientel udgøres nemlig af personer med psykisk sygdom. (Danske Regioner 2009, 1). Måden hvorpå Danske Regioner vil forbedre dette er gennem flere sengepladser samt mere fagligt personale inden for retspsykiatrien. Derudover skal myndighederne være bedre til at opspore psykisk sygdom tidligere, og regionerne skal etablere hurtig adgang til psykiatrisk rådgivning og udredning. Ydermere er der behov for flere støtte- og kontaktordninger, da dette vil give bedre mulighed for opfølgning og fastholdelse af de psykisk syge i deres behandlingsforløb. (Danske Regioner 2009, 2-8). Der findes flere rapporter, der fokuserer på psykisk syge og kriminalitet. Størstedelen af de inkluderede rapporter har fokus på at forebygge og forbedre problematikkerne vedrørende psykisk syge i fængslet. Pointen med disse rapporter er overordnet, at det anerkendes, at der er et problem i forhold til, at de psykisk syge placeres i fængslet, og der forekommer en bred opbakning for at løse denne problematik. Screeningsprojektet er Side 62 af 104

63 den rapport, som har givet mest inspiration, da denne rapport berører diagnosticering, hvilket dette projekt også belyser. Vinklingen i dette projekt ses dog ikke belyst i nogle af de læste undersøgelser fra litteratursøgningen. Begrebsdefinition Dette afsnit indeholder en definition af de begreber, der bliver anvendt i dette projekt både i problemformuleringen samt begreber der forekommer hyppigt igennem projektet. Psykisk sygdom Med psykiske sygdomme henvises der til sygdomme såsom skizofreni, skizotypisk sindslidelse og paranoide psykoser. Hvis individer har disse psykiske sygdomme placeres de oftest på behandlingshjem eller i retspsykiatrien. Psykisk lidelse Med psykiske lidelser refereres der til lidelser såsom stress, angst, depression, personlighedsforstyrrelser og ADHD. Disse lidelser anses som værende de, der oftest observeres i fængslet og dermed må individer med en psykisk lidelse gerne afsone i Kriminalforsorgens institutioner. Psykisk diagnose I dette projekt dækker begrebet psykisk diagnose både over psykiske sygdomme og psykiske lidelser, hvorfor denne definition dækker over det brede spektrum af psykiske diagnoser. Generative mekanismer De generative mekaniser udgør de bagvedliggende mekanismer, der er med til at skabe de hændelser, som ønskes undersøgt og forklaret. De generative mekanismer er i dette projekt det der lægger til grund for interessen for diagnosticering af kriminelle. Kriminelle Kriminelle defineres som værende individer, der er blevet idømt en straf for at have overtrådt samfundets love. I dette projekt tages der udgangspunk i de kriminelle, der er dømt efter straffelovens 16, 68 eller 69 (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nuti- Side 63 af 104

64 digt perspektiv). I dette projekt skelnes der mellem tre typer af kriminelle. De kriminelle der er for syge til at sidde i fængslerne udgør de retspsykiatriske patienter. Kriminelle med en psykisk lidelse, er individer der sidder i fængslerne og den samlede betegnelse for de retspsykiatriske patienter og kriminelle med en psykisk lidelse er kriminelle med en psykisk diagnose. Det nutidige perspektiv Med det nutidige perspektiv henvises der fra at år 1990 og frem til i dag, da stigningen i antallet af retspsykiatriske patienter spores tilbage til år Det faglige personale Det faglige personale dækker over dét personale, der dagligt er i kontakt med kriminelle med en psykisk diagnose. Derudover er det også personale der har en faglig kompetence til at varetage disse individer. Samfund I dette projekt defineres samfundet som: I almindelighed vil samfund dog kunne defineres bredt som betegnelsen for en gruppe af individer, der deler et fælles afgrænset territorium, og som indgår i sociale netværk og relationer med hinanden i delingen af forskellige værdier og normer og underlagt magtinstitutioner, der har virkning inden for territoriet. (Larsen og Pedersen 2011, 570). Medier Med begrebet medier henvises der til aviser, TV og radio, og dette begreb referer til medierne som værende en instans i samfundet. Side 64 af 104

65 Kapitel 10 - Videnskabsteori Dette kapitel vil første og fremmest indeholde en redegørelse for, hvordan samspillet mellem aktør og struktur bliver anskuet i dette projekt, og derudover vil der også forekomme en uddybende beskrives af den måde, hvorpå projektets videnskabsteoretiske perspektiv forstås. Samspillet mellem aktør og struktur For at besvare problemformuleringen anerkendes der et gensidigt samspil mellem aktør og struktur, og dette samspil er blevet bemærket gennem litteratursøgningen og en beskrivelse af dette forekommer i dette afsnit. Anthony Giddens betegner dette projekts syn på samspillet mellem aktør og struktur som strukturdualitet. Strukturdualitet handler overordnet om, at struktur både ses som midlet til og resultatet af aktørens handlinger. (Kaspersen 2007, 428). Sagt med andre ord er de sociale strukturer afgørende for individets handlinger, men samtidig er de også et resultat af disse handlinger (Andersen 2007, 40). Figur 5 illustrere, hvordan dette samspil ser ud. Figur 5 Figur 5 illustrerer samspillet mellem aktør og struktur, hvor der ses en gensidig påvirkning mellem disse. Side 65 af 104

66 For at uddybe dette samspil kan der først og fremmest argumenters for, hvorledes individerne påvirker samfundet, hvor samfundet allerede eksistere forud for de individuelle handlinger (Andersen 2007, 39). Dette kan forklares ved, at individerne på et tidspunkt har været med til at skubbe de samfundsmæssige synspunkter på, hvad der anses for at være normalt og unormalt eller sygt og ikke-sygt (Jf. Kapitel 9 Historisk kontekst og nutidigt perspektiv). I takt med at individerne har været med til at ændre på disse synspunkter er gamle samfundsnormer efterhånden blevet reproduceret, således nye er opstået, hvorfor de sociale strukturer derfor er blevet reproduceret gennem individers handlinger (Andersen 2007, 38). De nye strukturer kan eksempelvis være nye normer for, hvordan individer skal agere i det sociale rum. Dette kan ydermere have resulteret i, at der er opstået en tendens til, at afvigere, eksempelvis kriminelle, diagnosticeres for at finde en forklaring på deres afvigelser. (Svendsen 2010, 53). Diagnosticeringen opstår derfor som et nyt samfundsmæssigt fænomen, der kan være med til at forklare forskellige typer af afvigende adfærd, hvorfor det formodes, at der er en interesse for diagnosticeringen. Derfor skal det undersøges, hvad der skyldes denne interesse for psykiske diagnoser. For at afslutte forklaringen om det gensidige samspil mellem aktør og struktur kan der til sidst argumenteres for, at diagnosticeringen og synet på de psykiske syge er afgørende for, hvordan disse individer handler i bestemte sociale kontekster. De sociale strukturer vurderes derfor at være en forudsætning for de psykisk syge kriminelles adfærd. Strukturerne og de samfundsskabte normer, kan derfor forekomme begrænsende for individernes handlefrihed. For at opnå en større forståelse af problemfeltet er det nødvendigt at redegøre for det videnskabsteoretiske perspektiv, der gør sig gældende i dette projekt. Det omtalte struktur-aktør perspektiv skal være behjælpelig med at belyse de mekanismer, der kan have været med til at generere interesse for de psykiske diagnoser, der stilles til kriminelle. Med andre ord kan det siges, at vi gennem redegørelsen for vores videnskabsteoretiske perspektiv vil påpege, hvordan vi ser verden, og dermed også påpege grundlaget for vores kritiske syn, som danner baggrund for problemformuleringen. Måden hvorpå dette vil blive grebet an er gennem en fortolkning af den kritiske realisme. Side 66 af 104

67 Kritisk realisme Der findes forskellige aspekter af den kritiske realisme, og dette afsnit vil indeholde en forklaring og fortolkning af det filosofiske aspekt af kritisk realisme. Hertil vil der både blive redegjort for epistemologi og ontologi, samt en uddybende argumentation for hvorledes kritisk realisme vil blive implementeret i projektet. Videnskabsteorien i dette projekt er en filosofisk fortolkning af kritisk realisme, da denne tilgang giver mulighed for at søge bagom fænomenet kriminelle med en psykisk diagnose og interessen herfor. Denne tilgang vil bidrage med en dybere indsigt i problematikken vedrørende de kriminelle med en psykisk diagnose, således der ikke blot søges efter om der er en interesse, men derimod hvorfor der er denne interesse, samt hvad der lægger til grund for denne. I 1970 erne formulerede den engelske videnskabsfilosof Roy Bhaskar en generel realistisk videnskabsteori, som skulle gælde for samtlige videnskaber. I 1990 erne blev denne samlede videnskabsteori betegnet som kritisk realisme. (Wad 2012, 376). Kritisk realisme er opstået i et forsøg på at bryde med den logiske positivistiske videnskabsteori og dennes tankegang (Jespersen 2007, 145). Den kritiske realisme udgør derfor et alternativ til positivismen og hermeneutikken, da disse videnskabsteorier længe har været styrende indenfor samfundsvidenskaberne (Andersen 2007, 11). Kritisk realisme er et metateoretisk perspektiv, der på den ene side gør op med idealismen og på den anden side relativismens syn på virkeligheden (Jespersen 2007, 146). Ontologi og epistemologi Indenfor kritisk realisme er der fokus på fortolkning af struktur-aktør-problematikken og forholdet mellem ontologi og epistemologi. Struktur-aktør-problematikken bygger, som skrevet, på en gensidig påvirkning mellem aktørerne og strukturerne i et samfund, hvor det ikke er muligt at klargøre om det er aktørerne eller om det er strukturerne, der starter denne gensidighed (Jf. Kapitel 10 - Videnskabsteori). I kritisk realisme spiller ontologien en stor rolle, hvortil der stilles spørgsmålet, Hvad er det for sociale strukturer, normer, institutioner, der karakterisere Virkeligheden, og som må lægges til grund for besvarelsen af problemformuleringen? (Jespersen 2007, 149). Dette citat udgør det grundlæggende ontologiske spørgsmål, der skal stilles inden Side 67 af 104

68 for kritisk realisme. Da ontologien spiller en stor rolle er dette også medbestemmende for analysemetoden samt epistemologien. Epistemologien var tidligere den dominerende del indenfor videnskabsteorierne, men ifølge Bhaskar er der sket et skifte fra epistemologi til ontologi, og indenfor ontologien er der sket et skifte fra hændelser til mekanismer. Hændelserne er de begivenheder, der undersøges, og mekanismerne er det, som generer disse hændelser. Skiftet inden for ontologien har medført, at forskere i højere grad er optaget af, hvad der skaber bestemte hændelser frem for selve hændelsen. Det ontologiske perspektiv inden for kritisk realisme er dermed, at der findes en objektiv virkelighed, der eksisterer uafhængigt af individers erkendelse af den og denne virkelighed er ikke givet på forhånd. (Andersen 2007, 13-14). Samfundsvidenskaberne bør derfor fokusere på de dele af virkeligheden, der formår at kaste lys over de generative mekanismer (Andersen 2007, 104). Hermed mener kritiske realister, at der findes en virkelighed, der kan være genstand for analyse. Dette kaldes for det intransitive objekt, hvilket udgør ontologien, der dækker over genstandsfeltet, der ønskes undersøgt. Det intransitive objekt i dette projekt er interessen for diagnosticering af kriminelle, hvor ontologiens formål er at undersøge hvilke generative mekanismer, der ligger bag denne interesse. Kritiske realister mener, at videnskabens formål er at tilnærme sig sand viden om virkeligheden, hvorfor det ikke er muligt at nå frem til en endegyldig sandhed. Analysen og diskussionen udgør derfor ikke en endegyldig konklusion på projektets problemformulering, men er blot et bud på en konklusion ud fra den indsamlede empiri samt litteratursøgningen. Denne viden beror på forskerens teorier samt forestillinger om virkeligheden, hvilket danner det transitive objekt, hvilket udgør kritisk realismes epistemologi. Kritisk realismes epistemologi indebærer derfor, at viden om virkeligheden er styret af teorier. Gennem disse teorier, som er fejlbarlige, hvilket betyder at teorierne blot er et bud på, hvordan virkeligheden ser ud, kan der nærmes en viden om virkeligheden. (Andersen 2007, 22-23). Det transitive objekt i projektet skal belyses ud fra de udvalgte teorier og den indsamlede empiri, og på denne måde kan et bud på sandheden nærmes, hvilket udgør projektets konklusion (Jf. Kapitel 7 Konklusion). Da virkeligheden fremtræder som værende et åbent system, der konstant er under udvikling, kan videnskabsteorien være med til at undersøge, hvorledes de generative mekanismer er skabere af hændelserne. Måden hvorpå dette gøres er gennem ontologiens tre Side 68 af 104

69 domæner: det empiriske domæne, det aktuelle domæne og det reale domæne. Det empiriske domæne dækker over den virkelighed, der består af de oplevede empiriske forhold. Det aktuelle domæne udgør de oplevede og faktuelle forhold, som eksisterer, uanset om de bliver erfaret eller ej. Det reale domæne indbefatter de genererende mekanismer, som er dét, der forklarer hændelserne i kritisk realisme. Derudover dækker det reale domæne også over de to førstnævnte domæner. Når mekanismerne skaber en hændelse, hvad enten denne bliver observeret eller ej, fremstår den som det aktuelle domæne. Når hændelsen erfares hører denne ind under det empiriske domæne, da den vil blive set som et empirisk faktum. (Andersen 2007, 28). Sondringen mellem de tre domæner kan illustreres som et isbjerg, hvilket illustreres i figur 6. Figur 6 Figur 6 illustrerer, hvordan de tre domæner som kritisk realisme anskuer verden ud fra udgør de forskellige dele på et isbjerg, hvor det empiriske domæne udgør toppen af isbjerget. Det aktuelle domæne udgør den midterste del, og det reale domæne udgør bunden. Som på et isbjerg ses udelukkende toppen, hvilket i forhold til kritisk realisme kan sidestilles med det empiriske domæne, da det er dette der er muligt at erfare og sanse. Under havets overflade findes det, der ikke er observerbart samt de generative mekanismer, hvilket udgør det reale og det aktuelle domæne. Side 69 af 104