1. søndag i fasten II, Ølgod 9.00, Bejsnap

Transkript

1 Det er ikke altid nemt at være den store. Det er især ikke nemt at være storebror har jeg ladet mig fortælle. Der er så tit en lillebror eller -søster, der forsøger at gøre én rangen stridig. Pladsen som den første og største er aldrig sikker. Det kender vi mange eksempler på fra bibelen. Også eksempler, hvor storebroren går til håndgribeligheder i sin jalousi og vrede. Det skete f.eks., efter at lillebror Jakob måtte tage flugten, da storebror Esau var blevet snydt for sin førstefødselsret og ville slå Jakob ihjel. Det skete også, da Jakobs 10 sønner smed deres nævenyttige lillebror Josef i en brønd og solgte ham som slave til Ægypten. Og helt galt gik det, da Kain slog sin lillebror ihjel. Kain og hans lillebror Abel ofrer begge til Gud, men Gud tager kun imod Abels offer. Vi ved ikke hvorfor, og prøver vi at finde en grund, vil det basere sig på det rene gætværk. Uanset hvad årsagen er, så bliver Kain forfordelt, og han bliver skuffet og vred. Ikke kun 1

2 på Gud, men også på sin bror, som Gud foretrak. Det var ikke Abels skyld, Abel havde ikke gjort Kain noget, men Kain bliver vred på sin bror. For Kain bliver misundelig. Han under ikke sin bror det, han får, nemlig Guds velsignelse. Abel var fårehyrde, mens Kain var agerdyrker. Abel gik således ikke Kain i bedene; de havde hvert sit arbejde. De var formodentlig begge gode til deres arbejde, og den ene havde sikkert ikke mere succes end den anden. De to brødre ofrede til Gud, begge tog af det bedste, de havde. Kain ofrede af sin høst, og Abel ofrede fedtstykker fra kvægets førstefødte. Det, de to gjorde, var tilsyneladende lige godt. Gud tog imod Abels offergave, men Kains tog han ikke imod. I har måske set i en billedbibel, hvordan Abels røg steg til vejrs, mens Kains offerrøg krøb langs jorden og ikke ville stige op. Det står der nu ikke 2

3 noget om i bibelen. Der står bare, at Gud ikke tog imod Kains offer. Hvad grunden er, får stå hen i det uvisse, men vi får at vide, hvad det resulterer i, da Gud gjorde forskel på de to, som tilsyneladende gør det lige godt. For os at se var der ingen forskel på de to, men der blev gjort forskel på dem. Og Kain bliver vred. Han sænker sit hoved, får vi at vide, og det er jo egentlig et godt billede. Han blev vred og gik med sænket hoved. Han kunne ikke se på andre mennesker, han kunne ikke se mod himlen, han kunne kun se ned på sine egne fødder. Han er indkroget i sig selv og kan ikke se ud over sig selv. Og når man går der og krummer sig sammen om sig selv, så bliver man kun mere vred. Gud ser det og advarer Kain. Hvis du gør det gode, kan du frit se op, siger han til Kain. Så det, Gud siger til Kain er altså, at det kun er Kain selv, der kan ændre på hans tilstand. Det er op til Kain at løfte hovedet og se ud over sig selv og ud over sin egen vrede. Det er Kains valg, et valg mellem det gode og det onde. Han 3

4 kan vælge at se frit op, eller at være fanget af det onde. Alternativet til at vælge at gøre det gode er nemlig, at det onde vil herske over ham. Der findes ikke nogen gylden middelvej her. Enten må Kain skifte udsigten til fødderne ud med udsigten til resten af verden, eller også vil han miste herredømmet over sig selv, og det onde vil få magten over ham. Du skal herske over det onde, siger Gud til Kain. Men Kain vælger noget andet. I stedet for at arbejde på at gøre det gode, lader han det onde arbejde med ham. En dag overfalder han sin bror Abel og slår ham ihjel. Abel er selvfølgelig uskyldig. Det er en sag mellem Gud og Kain, men det er Abel, det går ud over. Da Gud spørger Kain, hvor hans bror er, svarer han, flabet: Skal jeg vogte min bror? Og Gud siger: Din brors blod råber til mig fra jorden. Jorden skal ikke længere give dig afgrøde, og nu skal du være fredløs og flygtning. 4

5 Og således ender dagens lektie om, hvor galt det kan gå, når man lader misundelsen få overtaget. Men i biblen slutter historien ikke her. Kain kommer ikke til at lide så grum en skæbne. Kain siger nemlig til Gud, at straffen er for stor til at bære, for enhver, der møder ham, vil ustraffet kunne slå ham ihjel. Kain indser, hvad han har gjort, hvad han har nedkaldt over sig selv, og beder Gud om nåde. Gud hører Kains bøn. Han siger: Hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes. Og så sætter Gud et mærke på Kain, for at ingen, der møder ham, skal slå ham ihjel. Kain oplevede Guds nåde. Han havde ikke fortjent den, men han fik den alligevel, i form af et mærke. Et mærke, der redder hans liv. Også vi kender til et mærke, der bliver sat på os. Et mærke, vi ikke kan se, men som Gud kan se. Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst, lød det ved vores dåb. Og det mærke, det korsmærke, er et tegn på, at vi for altid tilhører Jesus. 5

6 Det er det nye kainsmærke, som vi har fået af nåde. Vi har helt ufortjent fået Guds mærke på os, så vi altid kan vide, hvor vi hører til. Det er der en stor tryghed i. Når vi er blevet døbt, hører vi Jesus til. Og vi er kaldt Guds børn. Jesus bliver vores bror, og alle andre døbte er vores søstre og brødre, for vi har alle Gud som far, og derfor beder vi til ham: Vor far, du som er i himlene. Kain stiller spørgsmålet: Skal jeg vogte min bror, og mener selv svaret er nej. Men vi, der går rundt med korsets mærke må vide, at svaret er: Ja, vi skal vogte vores bror og vores søster. Vi har fået lov at kalde Gud for vores far og Jesus for vores bror, og har dermed fået alle andre døbte som brødre og søstre. Men der følger en forpligtelse med. Vi skal løfte vore hoveder og se andres behov. Vi skal arbejde for det gode i stedet for at lade det onde arbejde med os. I dåben bliver vi taget imod som et Guds barn, uanset hvad vi kommer med. Og ved nadveren tager Gud 6

7 igen imod os. Knæfaldet er udformet som en halvcirkel, som vi kan forestille os fortsætter ud bag alteret. Knæfaldet er lavet sådan, for at vi skal forestille os, at Jesus sammen med alle andre kristne sidder ved bordet sammen med os. Uanset hvem vi er og hvad vi har gjort, så sidder vi der sammen med Jesus som den sidste aften før han døde. Det er underordnet, hvilken rang vi har i søskendeflokken. Ingen af os er større end de andre ved nadveren, ingen er mere værd end de andre, vi har alle stor betydning, og er elsket af vores far i himlen. Vi sidder der side om side, som brødre og søstre ved bordet, sammen med Jesus. Det kan give os styrke til at leve livet, og den styrke, som vi første gang fik i dåben og som vi får igen og igen ved nadveren, den skal vi bruge til at styrke andre. Styrken, vi får fra Gud, er ikke kun til eget brug. Den skal bruges til fælles bedste. Det er det, Simon Peter får at vide ved det sidste måltid med Jesus og de andre disciple skærtorsdag: Når hans tro fører ham i 7

8 den rigtige retning, skal han bruge sin styrke på at hjælpe andre. Han skal styrke sine brødre. Det er slut med at gå med sænket hoved og se på vores egne fødder. Vi har en opgave ude i verden, med at vogte og styrke Guds andre børn. Amen. 8