Prædiken til pinsedag

Transkript

1 Prædiken til pinsedag Salmer: Indgangssalme: DDS 290: I al sin glans nu stråler solen Salme mellem læsninger: DDS 309: Bøj, o Helligånd, os alle Salme før prædikenen: DDS 305: Kom, Gud Helligånd, kom brat Salme efter prædikenen: DDS 287: Kraften fra det høje Nadversalme: DDS 282: Apostlene sad i Jerusalem Udgangssalme: DDS 291: Du som går ud fra den levende Gud Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes Korsvar Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:»Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«jesus svarede ham:»den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«(joh 14,22-31) 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Amen! Herre, lad i dag som alle dage din Hellige Ånd strømme igennem os, så vi hører dine ord og lever vores liv i visheden om din rige nåde. Amen! Kirkeåret er som en blomsterkrans. Hvis man ser på de liturgiske farver sådan stillet op i et hjul; eller med andre ord den cirkel, som mange af jer sikkert kender med kirkeårets farver, kan man godt se det for sig nogle af blomsterne er hvide, andre lilla, mange er grønne (altså hvis vi tillader os at forestille os en blomst, der har grønne blade, det har blomster jo normalt ikke). Tre er røde, det er blomsterne i pinsen blandt andet. Og en enkelt, en eneste en, er helt sort. Det er langfredagsblomsten. Men tre af kirkeårets blomster træder særligt frem. Udmærker sig ikke på bekostning af, men på baggrund af de øvrige. De er tre modsvarer de tre store højtider, jul, påske og pinse, der i øvrigt da også, altså uafhængigt af denne tale om kirkeårets farver som en blomstermark, netop hver har sin særlige blomst julerosen, påskeliljen og nu pinseliljen. For år tilbage forsøgte den daværende og nu afdøde biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, med sit særlige blik for den gode historie, der kan bringe kirken og kristendommen på forsiden ikke, som det ellers sker, når præster ikke tror, men for den åbenlyst sjove og pudsige vinkel på forkyndelsen af det forunderligste budskab i verden at foreslå, at også pinsen skulle have sine særlige spisetraditioner. Hvor julen er knyttet til flæskesteg, and og gås; og påsken har lammet og i øvrigt da også påskefrokosten, havde den gode Lindhardt en skarp iagttagelse af, at pinsen manglede sit særlige kulinariske modstykke. Og det var så hér, at pinsefisken kom ind i billedet. Man kårer stadig pinsefisken, og læsere af Kristeligt Dagblad vil kunne have orienteret sig om, at det i år er en reje; endda en gourmetreje for at være helt præcis. Rejer går måske endda an sådan til en pinsefrokost, men om det med at spise fisk i pinsen for alvor er slået igennem, skal jeg ikke sige. Det er det nok ikke. I hvert fald ikke hjemme hos os, for hvis I har det som jeg, så er fisk sikkert meget sundt, men det er så også det med det. Tanken fejler bestemt ikke noget, og den rammer i øvrigt også noget andet og langt mere grundlæggende ind. Nemlig at pinsen ikke i samme grad som påske 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 og da ikke mindst jul har sine egne traditioner, sit eget liv og værdighed, omkring sig. Vi går ikke rundt om et pinsetræ eller giver hinanden pinseæg. Jo, pinsen mangler måske i mere end en forstand lidt sul på sidebenene. Og det er jo en skam. For de tre højtider; de tre blomster i kirkeåret, som vi talte om for lidt siden, er jo intimt forbundne. Ingen af dem kan forstås uden de andre. Og alligevel er det sådan, at pinsen ikke helt regnes på højde med de to andre. Den har ikke det liv, krop og folkelige gennemslagskraft som de to andre. Når det nu en gang alligevel er gået pinsen sådan, og den er endt lidt i skyggen af de andre, så pinseliljen kan fremstå som den lidt vage genspejling af den kraftige julerose og den skønne påskelilje, handler det nok om, at hele det der med pinsen er lidt svært at få hold om. Alt det med Helligåndens komme, ilden der viser sig som tunger på disciplene, som vi hørte for lidt siden i beretningen fra Apostlenes gerninger, og den fred, som Jesus efterlader os, kan være svært at få begribe. Ikke kun sådan teologisk set, hvor pneumatologi, som læren om Helligånden hedder med et meget fint ord, trinitetslære og udveksling af egenskaber i den treenige Gud, den såkaldte communicatio ideomatum-lære, næppe hører til favoritdisciplinen for unge stud. theol. er at blive eksamineret i tro mig, jeg har selv prøvet. Men også sådan rent fortællermæssigt og i forhold til vores mulighed for, om ikke at begribe det, så dog i fortællingens form at gribe om det og tage det til hjerte. Vinden og dermed Ånden blæser jo med Johannes ord, hvorhen den vil. Og vind og ånd er lidt svær at gribe, også selv om og måske netop, fordi det i pinsen er Guds egen Hellige Ånd, der er tale om. Men vi kan se på dens virkninger altså effekten, om man så må sige, af Gud Helligånd. Først og sidst må vi pege på det grundlæggende forhold, at vi er samlet hér i kirken i dag. Selv om vi måske kan forsøge bilde os det ind, er det jo grundlæggende ikke vores egen skyld. Selv om det måske nok var os selv, der stod op, gik, cyklede eller kørte herhen, er det ligesom ikke det, det drejer sig om. Ligeledes kan det heller ikke som sådan tilskrives de generationer, der er gået forud for os og som har været med til at bygge kirken og vedligeholde den gennem århundreder osv. Alt det har naturligvis sin berettigelse, og vi må og skal være taknemmelige for det sidstnævnte. Men i sidste instans er det ikke dét, det drejer sig om. I sidste instans er det Helligåndens arbejde, som vi hér er vidne til. For det er nemlig alene Guds Hellige Ånd, der kan gøre hans ord levende iblandt os og gør 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 forkyndelsen til en levende virkelighed midt i vores verden. Så mennesker ikke bare i dag, men i to tusind år har samledes om Hans ord og været Hans kirke på jord ikke forstået som en fysisk bygning, men som de levende stene, der hér i verden udgør Guds levende menighed. Og Johannes, hvad siger han i dagens evangelium? Ja, han siger, som vanligt, en hel del. Han bruger i hvert fald mange ord i sin karakteristiske johannæiske kredsen om sagen; om den troens kerne og grund, som måske netop ikke og det tror jeg sådan set er noget af det forunderlige, som Johannes vil fortælle os kan formuleres i få ord, eller indfanges i endelige begreber, men kun nærmes og fornemmes i en stadig udfoldelse og uddybning. Først og sidst taler han, evangelisten Johannes altså, om Talsmanden, som jo i Johannes evangeliet er et andet navn for Guds stadige nærvær i verden, Helligånden, der i øvrigt også nævnes i samme sammenhæng ved dette navn. Talsmanden, fremhæver Johannes, skal lære os alt og minde os om alt, hvad Jesus har sagt til os. Det betyder så meget som, at Helligånden netop er det nærvær, i hvilket Gud selv er tilstede i verden den instans, der gør, at vi kan forstå og høre ordet. Begribe det som andet og mere end menneskers ord, hvilket de selvsagt også er, fordi de jo er talt og nedskrevet af mennesker. Men også og samtidig gribe om det som det, de er, bagved dette nemlig forkyndelsen af Guds nye virkelighed, sådan som Han har vist os den ved selv at komme os helt nær i Jesus af Nazareth. Og det betyder noget; ja, faktisk alt for os og vores liv. Ikke kun i relationen mellem Gud og menneske. Altså hver enkelt af os syndige individer stillet overfor Vorherre på dommens dag. Det har også konsekvenser nu og hér. Lige hér midt i vores liv og den tilværelse, vi nu engang er blevet skænket, gør det en kæmpe forskel, at Gud selv ved Åndens nådige handlen i og med os kommer os nær i troen. Kristentroen er ikke kun noget, der retter sig mod evigheden, det hinsidige, Himmeriget eller hvad vi nu, i mangel på bedre ord, skal kalde den guddommelige virkelighed, hvor Gud vil være alt i alle. Troen gør en kæmpe forskel. Lige nu og hér. Lige midt i vores liv. Lige midt i vores hverdag. Og det véd Johannes godt. Han siger det faktisk også direkte til os. Lige efter det med Talsmanden fortæller han det. Fred efterlader Jesus os, sin fred giver han os. Og den fred, som vi hér får skænket, er ikke, og det er ganske givet helt rigtigt set af den gode Johannes, af denne verden. Den er af Guds verden, og derfor skal vi heller ikke forfærdes eller blive modløse, hvad der så end måtte hænde os i 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 dette liv. Evangeliets forkyndelsen til os, ind i vores liv, er også hér afgørende. Det gør, at vi kan bære over med det, der nu en gang sker med os. Klare, at det ikke altid, og måske sjældent går os, som vi på forhånd havde ønsket os det. Troende mennesker mister også, mislykkes også, bliver også syge og dør til sidst. Det er nu en gang livets gang. Og det ændrer evangeliet intet ved, sådan set udefra. Men det ændrer alt ved vores forståelse af, hvad der hænder os. Forkyndelsen af Jesus som den afgørende virkelighed også ind i vores liv ændrer alt, gør alt nyt og giver os fred med vores liv, uanset hvad der så end måtte hænde os. For med Jesu død og opstandelse har Gud vredet og vendt grundbetingelserne for alt hér i verden; vi har fået lov til at tro på, at vores liv ikke længere afhænger af, hvad vi gør, ikke gør eller hvad der i det hele taget måtte hænde os. Vores liv afhænger af Guds handlen med og for os. Og det er nok lidt indre sjælefred værd at holde fast i den kolossale frihed, som det giver os til faktisk også at få noget ud af vores liv nu og hér. Om ikke kun for vores egen, så dog i hvert fald for vores næstes skyld. Glædelig pinse, Amen! 24/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5