Tekster: 3. mos , Gal , Luk

Transkript

1 Tekster: 3. mos , Gal , Luk Salmer: Vejby 9.00: 749 I østen stiger 493 Gud Herren så 164 Øjne, I var lykkelige (Mel. Egmose) 518 På Guds nåde Lihme 10.30: 749 I østen stiger 448 Fyldt af glæde 441 Alle mine kilder 164 Øjne, I var lykkelige (Mel. Egmose) 438 Hellig, hellig 477 Som korn 518 På Guds nåde Hvis man nu kun er et ganske almindeligt menneske, og her taler jeg naturligvis ikke om nogen af de her tilstedeværende. Men hvis man kun er et ganske almindeligt menneske, så kan man godt somme tider henfalde i en smule tristhed over, hvor lidt betydning ens liv har. Åh, det kunne være godt at have udrettet noget stort og iøjnefaldende. Noget, der ville få andre mennesker til at vende sig om og sige: Der går Jakob! Det var ham der vandt guld i marat on ved sidste OL! eller sådan noget. Men i stedet, så sidder man her med et liv, hvoraf der bliver mindre og mindre tilbage for hver dag, der går, og noget stort og bemærkelsesværdigt er der virkelig ikke at få øje på i det liv! Og så kan godt blive helt misundelig på denne her samaritaner, der blev verdensberømt i flere årtusinder bare fordi han samlede en gennembanket mand op af vejgrøften. 1

2 Nu var samaritaneren jo ikke sådan et menneske, der bare vandrede rundt ude i ørkenen for at finde nødstedte mennesker, han kunne hjælpe. Og det er måske noget af pointen i fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Han opsøger ikke det særlige. Men på en ganske almindelig dag i hans ganske almindelige liv møder han en udfordring som han besvarer sådan, at det bliver til glæde og liv for et andet menneske. Lige inden Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner, er han blevet enig med en lovkyndig om at hovedanliggendet i moseloven er det, vi kalder det dobbelte kærlighedsbud: du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Lignelsen bliver en udfoldelse af, hvad det vil sige. Det handler nemlig ikke om, at sætte sig ned og spekulere over hvem er det nu lige Gud er, for at jeg kan elske ham eller som den lovkyndige at tænke: hvem er min næste, så jeg kan elske ham. Min næste, det er ikke en klart defineret gruppe, som jeg så kan koncentrere min kærlighed om, men min næste er det menneske, jeg møder, som har brug for mig, eller som Jesus vender det om efter at han har fortalt lignelsen: Min næste er det menneske, der kommer til mig, når jeg har brug for ham. I den forgangne uge var der to amerikanere og en englænder, der enstemmigt blev udråbt som helte over hele verden, fordi de afvæbnede en svært bevæbnet mand i et tog. På en måde er det lidt ærgerligt, at de sådan en, to, tre bliver gjort til helte. For helte, det er jo nogen der udretter noget særligt, helte, det er nogen i en klasse for sig, der gør det, vi andre ikke kan gøre. Men de tre gjorde jo det, der i situationen var det eneste rigtige. Jeg er bange for, at jeg ikke selv, ville have haft snarrådighed eller mod til at handle som de gjorde, men jeg kender da mennesker, som jeg er vis på, ville 2

3 have handlet på en lignende måde uanset risikoen. Snarere end at løfte dem op i et urørligt elitefelt som nogle der gør det ingen andre ville kunne gøre, skal vi betragte dem som nogen der gjorde det, vi alle burde gøre i den situation. Og det forholder sig på præcis samme måde med den barmhjertige samaritaner: han er én der gør det rigtige i den situation han kommer i, han gør det, vi alle burde gøre i samme situation. Og det ændrer ikke noget, at der er to andre der ikke gør det samme, men som går uden om den nødlidende uden at hjælpe. Sådan set er det ikke samaritanerren, der er et særtilfælde, det er snarere præsten og levitten. Jeg skal prøve at forklare hvorfor: Jesus insisterer hele tiden på kærligheden som den grundlæggende norm, både når han taler om Gud og når han taler om menneskelivet, og selv handler Jesus hele tiden ud fra kærligheden som det selvfølgelige grundlag for al ting. Og der er den mærkelige dobbelthed i den måde Jesus taler om kærligheden og lever ud af kærligheden på, at han på én og samme tid taler om livet med kærligheden som grundlæggende norm som noget helt nyt og som noget urgammelt. Det kommer frem i dagens evangelietekst ved at Jesus lader lignelsen ende i spørgsmålet om hvem der viste sig som den mands næste, der faldt mellem røvere. Dermed appellerer Jesus til at vi egentlig godt ved, at det er sådan tilværelsen er skruet sammen. Selvfølgelig skal man tage sig af et nødstedt menneske, når man møder det. Det er bare så besværligt og ubekvemt at gøre det, at vi finder på alle mulige undskyldninger for at lade være. Så det Jesus gør er, at han prøver at føre os tilbage til en naturlig og selvfølgelig mellemmenneskelig kærlighed, som vi godt ved er der, men hvis krav til os vi alligevel hele tiden prøver at sno os uden om. 3

4 Når Jesus taler om Gud som Faderen der elsker os, og når han taler om Gud som den der vil at vi skal elske hinanden som han elsker os, så er det ikke noget nyt og revolutionerende Jesus finder på. Men han afslører det, som altid har været sandheden om menneskelivet, men som i tidens løb er blevet dækket til af menneskers forsøg på at slippe for kærligheden som den ubetingede norm ikke blot for menneskelivet, men for al virkelighed. Fordi kærligheden er så besværlig. Kærlighed er at ville andre mennesker, at give andre mennesker plads ved siden af sig selv. Og i forholdet til Gud betyder kærligheden, at give Gud plads til at være Gud for mig, dvs at acceptere at mit liv ikke er mit eget, men er betroet mig af Gud, som er den der har ladet mit liv blive til og som mit liv i sidste ende stadig tilhører. Hele tilværelsens sammenhængskraft udgøres af denne vilje til at give andre plads ved siden af én selv, siger Jesus. Hvor den ikke forvindes, begynder virkeligheden at forvitre og gå i stykker. Derfor medfører kærlighed til et andet menneske også, at man solidariserer sig med dette menneske mod det, der ødelægger dets liv. Det er det, man gør, når man beder for sine kære. Det er det samaritaneren gør, når han bruger sin tid og sin ejendom på at redde den nødstedte fra den død, der truede ham. Og det var det, de tre i toget gjorde, da de satte livet på spil og standsede manden med maskinpistolen. Præsten og levitten gik forbi den nødstedte uden at hjælpe ham. Dermed bliver de ikke blot nogle hjerteløse, egoistiske væsner. De bliver redskaber for den magt, der søger at få al virkelighed til at 4

5 blive til intet. Så længe der en verden, der hænger sammen vil de være undtagelser. Først hvor verden er i færd med at bryde sammen vil det være deres måde at handle på, der er normen. Når jeg sidder i mit livs mismodige efterår og længes efter det særlige, det ekstraordinære, skyldes det, at jeg ikke orker de krav kærligheden stiller til mig! Hvor ville det være nemt at løbe ét maratonløb mod til gengæld at slippe for de evindelige krav kærligheden stiller i mit møde med andre mennesker. Men det er dér Gud har stillet mig: i livet med andre mennesker. Det er det, der er meningen med mit liv, at jeg skal udfolde kærlighed i mit møde med andre mennesker. For Gud er selv kærlighed. Han har ladet alt blive til for ikke at skulle være alene med sig selv. Dig og mig og os alle giver han plads sammen med sig selv. Derfor har vi ikke anden mulighed end også at give plads for hinanden. Han kæmper for dit og mit og alles liv for ikke at skulle være alene igen, derfor må også vi kæmpe for hinanden. Amen. 5