Arbejdsmarkedsreform en helt nødvendig erhvervspolitik

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Arbejdsmarkedsreform en helt nødvendig erhvervspolitik Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 14. februar 2010 Centrum-venstre må sætte en ny dagsorden: Der er brug for en ny arbejdsmarkedspolitik, der ikke blot hjælper de arbejdsløse, men også er til gavn for dansk erhvervsliv og en holdbar velfærd. Projektet er nødvendigt, men ikke helt let. Den relevante dagsorden eksisterer nemlig ikke i dag. Indtil nu er det lykkedes for regeringen og skiftende Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissioner at skabe en helt anden politisk dagsorden, som nærmest er den stik modsatte. Her hyldes de simple snuptagsløsninger, som lader lønmodtagere og arbejdsløse betale med kortere dagpengeperiode, lavere dagpenge og nul efterløn. Øget økonomisk utryghed og farvel til efterlønnen bliver gjort til den eneste mulige vej til at sikre grundlaget for virksomhedernes vækst og en ansvarlig samfundsøkonomi. Arbejdsmarkedspolitiske forringelser er god samfundsøkonomi, hævdes det. I den sammenhæng er det selvfølgelig op ad bakke at hævde det modsatte standpunkt, nemlig at der tværtimod er brug for arbejdsmarkedspolitiske reformer og forbedringer, hvis vi skal hjælpe virksomhederne til øget produktivitet og profit - og dermed bidrage til et øget skattegrundlag og en holdbar velfærd. Men det er ikke desto mindre realiteterne. Det er i hvert fald den bærende tese i denne artikel. Arbejdsmarkedspolitik, innovation og vækst Det danske arbejdsmarkedssystem har i årtier spillet en afgørende rolle for danske virksomheders innovation, produktivitet og konkurrenceevne. Den særlige måde, vi har indrettet og reguleret det danske arbejdsmarked på, har haft stor betydning for de danske virksomheders evne til at skabe vækst, arbejdspladser og dermed et holdbart økonomisk grundlag for den offentlige velfærd. Sådan vil det også være i fremtiden. Spørgsmålet er derfor, om det nuværende arbejdsmarkedssystem vil kunne bidrage tilstrækkelig meget og tilstrækkelig effektivt til at skabe den fornødne innovation, vækst og et holdbart grundlag for den offentlige velfærd i fremtiden? Eller om det i stedet er nødvendigt at bygge på og udvikle det danske arbejdsmarkedssystem, hvis der i Danmark skal skabes ny vækst og holdbar økonomi? Denne artikel hævder det sidste. Artiklen ser nærmere på de økonomiske og erhvervspolitiske udfordringer og det nuværende arbejdsmarkedssystems leveringsevne. Det er artiklens tese, at 1 / 6

2 arbejdsmarkedssystemets nuværende leveringsevne slet ikke matcher de økonomiske udfordringer. Derfor er der brug for en ny omfattende arbejdsmarkedsreform. Artikler forsøger at beskrive de økonomiske udfordringer og forsøger herudfra at indkredse, hvad der kræves af en ny arbejdsmarkedspolitik. Arbejdsmarkedspolitikens erhvervspolitiske udfordringer Tre af de vigtigste udfordringer for dansk arbejdsmarkedspolitik er globaliseringen, den internationale økonomiske liberalisering og informationsteknologiens udvikling. Disse tre ting har tilsammen medført, at viden forældes hurtigere og hurtigere. Globaliseringen og den økonomiske liberalisering har de sidste år skabt stadigt mere intense behov for løbende omstilling, forandring og udvikling af nye produkter. Samtidig har den informationsteknologiske udvikling givet helt nye muligheder for international arbejdsdeling og -organisering. Det har medført, at der i højere grad end tidligere flyttes rundt på behovene for forskellige kompetencer i forskellige virksomheder og egne på kloden. Også det bidrager til et øget behov for løbende læring. Nogle påstår således, at en elektronikingeniørs brugbare viden er halveret på et år, og at en gennemsnitlig lønmodtager får sin relevante viden halveret på ca. 8 år. En så hastig forældelse af gamle kvalifikationer og et tilsvarende behov for at lære nyt stiller store krav til virksomhederne og arbejdsmarkedssystemet. Systemet skal i langt højere grad end tidligere kunne bidrage til løbende opkvalificering og uddannelse af arbejdsstyrken. Denne udfordring er kun blevet større og mere påtrængende med den økonomiske verdenskrise. Internationalt set har den globale krise siden 2008 kun skærpet konkurrencen på evnen til at lære og producere nyt og billigere. Som reaktion på krisen har virksomhederne flyttet produktion og ændret på den internationale arbejdsdeling, som har overflødiggjort bestemte kompetencer ét sted på kloden for i stedet øge efterspørgslen et helt andet sted. Det er ikke mindst, men langtfra udelukkende, gået ud over de lavt uddannedes job. Ifølge en analyse fra fagforbundet 3F vil Danmark de kommende tre år miste ufaglærte job på grund af den økonomiske krise af dem kommer aldrig igen. I forvejen var det danske samfund på vej mod markante ubalancer på arbejdsmarkedet med et stadigt større overskud af ufaglærte og mangel på erhvervsuddannede og folk med en videregående uddannelse, jf. tabel 1. 2 / 6

3 Kilde: ae-rådet Det danske samfund - og dansk arbejdsmarkedspolitik - står dermed over for en dobbelt erhvervspolitisk udfordring: 1. Evnen til at lære nyt er blevet et must, hvis danske virksomheder skal skabe nye jobs til erstatning for de mange, der er nedlagt og flyttet under krisen. Den erfaringsbaserede innovation (af nye produkter og nye, bedre produktionsmetoder), som har været en styrke i den danske arbejdsmarkedsmodel bliver en nøgleressource, som skal fremmes mest muligt. Tidligere forskning har vist, at uddannelse er en så stor drivkraft for vækst, at en højnelse af det gennemsnitlige uddannelsesniveau med ét år øger produktiviteten med op til ti procent. Nye undersøgelser på globaliseringens og den økonomiske krises vilkår, vil måske tilsige en endnu mere markant sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet. Derfor er målrettet opkvalificering af arbejdsstyrken altafgørende, når det drejer sig om at udvikle produktiviteten til gavn for økonomisk vækst og flere konkurrencedygtige job i fremtiden. 2. Globaliseringen og krisen har henholdsvis skabt og fremskyndet et strukturelt mismatch mellem virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Dette mismatch udgør i sig selv en stor og afgørende udfordring for de kommende års arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik. En ny centrum-venstre-regering står her over for en kæmpemæssig opgave. Det kræver ikke blot særlig prioritering og økonomi, men også nye måder at regulere bl.a. skift mellem job og uddannelse. Arbejdsmarkedspolitk for virksomhederne Alt for ofte og alt for længe har vi ene og alene bedømt den førte arbejdsmarkedspolitik ud fra dens evne til at hjælpe de arbejdsløse hurtigt i arbejde. Men det er alt for snævert. I et land som Danmark er arbejdsmarkedspolitikken i høj grad også politik for erhvervslivet. Både dansk erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik bygger på den klare erkendelse, at det ikke er godt nok at stole på markedet, når det gælder om at sikre virksomhederne den rette arbejdskraft med de rette kvalifikationer. Hvis investeringerne i forskning, udvikling og nye medarbejderkompetencer overlades til markedet og erhvervslivet, vil investeringer i uddannelse og forskning være alt for små forhold til det samfundsøkonomisk optimale. Dette gælder ikke mindst i et land som Danmark med et arbejdsmarked præget af mange og hyppige jobskift og med en erhvervsstruktur domineret af små og mellemstore virksomheder. Her risikerer den enkelte virksomhed meget let ikke selv at få gavn ret længe af investeringer i uddannelse og udvikling af bredere medarbejderkompentencer. Det fleksible danske arbejdsmarked indebærer f.eks., at danske virksomheder i større grad end andre satser på at hyre nye kvalifikationer frem for selv at udvikle dem gennem intern personale- og uddannelsesplanlægning. Dermed bliver virksomhedernes muligheder for at få den nødvendige arbejdskraft med de rette kvalifikationer i særlig høj grad af den offentlige uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. 3 / 6

4 Derfor er arbejdsmarkedspolitik (dvs. politik for en styring og formning af arbejdsmarkedet) ekstra nødvendigt og afgørende for både erhvervsliv og samfundsøkonomi i Danmark. I Danmark løser markedet, konkurrencen og virksomhedernes råderet over investeringer og ressourceallokering i endnu mindre grad end i andre lande disse opgaver. Kravet om politik og 'organiseret marked' er markant. Derfor er det både logisk og nødvendigt, at vi har udviklet et helt særligt offentligt dansk efteruddannelsessystem, hvor der bliver brugt relativt flere skattekroner på efteruddannelse og voksenuddannelse end i de fleste andre lande, og hvor en relativt stor del af arbejdsstyrken deltager i efteruddannelse. Dette efteruddannelsessystem er således ikke blot et demokratisk redskab til at give en bredere del af lønmodtagerne del i efteruddannelse og voksenuddannelse. Det er samtidig en politisk skabt løsning af en opgave, som de mange små og mellemstore danske virksomheder ikke selv ville have løftet i samme omfang. Arbejdsmarkedspolitik som krisepolitik for erhvervslivet Den økonomiske krise stiller særlige krav til arbejdsmarkedspolitikken. Krisen har gjort det stadigt mere umuligt at gøre som VK-regeringen, nemlig ene og alene at indrette arbejdsmarkedspolitikken på at disciplinere de arbejdsløse til at søge flere og flere jobs længere og længere væk fra den arbejdsløses egne særlige kernekompetencer. Regeringens faktiske arbejdsmarkedspolitik indfrier endnu mindre end tidligere regeringens egen snævre politiske målsætning om at få de arbejdsløse hurtigst muligt i arbejde. Allerede før krisen havde undersøgelser svært ved at dokumentere nogen særlig effekt af regeringens forsøg på at stimulere de arbejdsløse til mere intensiv jobsøgning. Her under krisen er det ikke just blevet nemmere. Det bliver stadigt mere åbenlyst, at dobbelt så mange ansøgninger til halvt så mange stillinger ikke just er nogen motorvej til et nyt job og øget beskæftigelse. Men regeringens politik er ikke kun ubrugelig, når det gælder om at få de arbejdsløse hurtigt i arbejde. Regeringens arbejdsmarkedspolitik er nærmest kontra-produktiv, når det gælder om at bidrage til den nødvendige opkvalificering og et optimalt jobmatch. Parolen om hurtigst muligt i arbejde og al snakken om 'at vende den ledige i døren' handler jo netop om at fravælge opkvalificering som aktiveringsplan for de ledige. Alle de økonomiske gulerødder og pisk, som regeringen har fået hængt op for jobcentre og private aktører, er tilsvarende indrettet på ikke at investere i opkvalificering af de arbejdsløse. Samtidig betyder de stadigt mere omfattende rådigheds- og kontrolkrav over for de arbejdsløse og de nye belønningssystemer for jobcentre og private aktører, at et hurtigt job prioriteres langt over hensynet til at få de arbejdsløse ud i de jobs, hvor deres kvalifikationer kan udnyttes bedst. VK-regeringens politik indebærer, at der er indbygget et sandt netværk af påbud, forskrifter og ikke mindst økonomiske incitamenter til at nedprioritere opkvalificering af de arbejdsløse mest muligt. Samtidig medfører denne politik, at jobcentrene påbydes at gøre mest muligt for at få flest mulige hurtigst muligt i arbejde uden at skele til, om det giver virksomhederne den bedste m/k til jobbet og de ledige det bedst mulige job. En af prototyperne på denne politik er den arbejdsløse elektroingeniør, der allerede i første ledighedsuge sendes ud i et ufaglært job. I bedste fald står elektroningeniøren (med mere eller mindre rustne ingeniørkvalifikationer) på spring væk fra det ufaglærte job den dag, en virksomhed har brug for ham. I værste fald er han faldet på plads i det nye job og opdager måske opdager slet ikke jobbet, og så er virksomheden ilde stillet. På den måde øger den nuværende beskæftigelsespolitik virksomhedernes risiko for ikke at kunne få de ønskede kvalifikationer til fremtidens job, og det sker vel at mærke både ved, at de arbejdsløse kun i yderst ringe grad 4 / 6

5 opkvalificeres, og ved at de kvalificerede arbejdsløse matches til jobs, hvor deres kvalifikationer ikke udnyttes optimalt. Derfor må en ny centrum-venstre-regering alene af erhvervspolitiske og økonomiske grunde gøre op med den nuværende beskæftigelsespolitik og give langt større prioritet til at sikre både øget opkvalificering af de ledige og bedre jobmatch. At en sådan omlægning så samtidig er nødvendig, hvis de arbejdsløse skal have en bedre og mere effektiv hjælp til at klare sig på arbejdsmarkedet, gør kun omlægningen desto mere påtrængende. Arbejdsmarkedspolitik ind bag fabriksporten Der er med andre ord overladt til centrum-venstre at gennemføre en ny arbejdsmarkedspolitik, der gennem bl.a. øget opkvalificering af arbejdsstyrken og bedre jobmatch forbedrer virksomhedernes innovationsevne, produktivitet og profitmuligheder. Men kan og skal en sådan arbejdsmarkedspolitik nøjes med at opkvalificere de arbejdsløse i offentligt regi, så de står parat med bedre kvalifikationer den dag virksomhederne igen kalder? Eller sagt med andre ord: Skal centrum-venstre blot affinde os med, at alt for mange virksomheder nedprioriterer uddannelse og efteruddannelse og i stedet satser på at hyre sig frem til den nødvendige kvalificerede arbejdskraft? Skal vi bare koncentrere os om at løfte det store opkvalificeringsansvar over for hele arbejdsstyrken ved uddannelsestilbud til de arbejdsløse? Eller skal vi overveje en arbejdsmarkedspolitik, der søger at påvirke og ændre virksomhedernes adfærd? Det normale svar har hidtil været det første. Men jeg tror det sidste er både nødvendigt og mere effektivt. Det kan tage mange former. Det mest klare eksempel er erhvervsuddannelsesområdet. Her kan ingen være i tvivl om nødvendigheden af politiske tiltag, der ændrer virksomhedernes adfærd og øger deres ansvar for uddannelsen. Centrum-venstre har da også længe presset på for at sikre de nødvendige praktikpladser til lærlinge gennem bl.a. forstærkede belønningsordninger, udvidet mulighed for bedre skolepraktik, brancherettede kampagner samt krav til kommunerne og den almene boligselskaber om at handle med de virksomheder, der tager deres del af ansvaret for at give alle unge en uddannelse. På andre områder er der brug for at overveje og foreslå nye tiltag. Det gælder bl.a. virksomhedernes personale- og uddannelsesplanlægning. Det tema har centrum-venstre hidtil kun pippet vagt om. Men her er der brug for at tænke i både egentlig lovgivning herom for de større virksomheders vedkommende og forskellige gulerodstiltag. Det kan f.eks. være særligt gunstige økonomiske rammer for efteruddannelse og opkvalificering for virksomheder, der samarbejder med medarbejderne og uddannelses- og personaleplanlægning. Det kan være tilbud om billig rådgivning vedrørende uddannelsesplanlægning eller særlige jobrotationskonsulenter, der kan hjælpe virksomhederne med at organisere jobrotationsprojekter med indbygget efteruddannelse og opkvalificering. Men det kan også være andre tilbud og incitamenter. Lad mig blot nævne nogle muligheder. Den nuværende jobrotationsordning giver virksomhederne endog meget gunstige økonomiske muligheder for at gennemføre opkvalificering af medarbejdere, mens deres daglige arbejde passes af arbejdsløse, der samtidig får en chance for at vise virksomhederne, hvad de kan. Men alligevel bruges ordningen kun meget lidt. Alt tyder på, at hvis blot virksomhederne blev kontaktet af særlige jobrotationskonsulenter, som kunne informere virksomhederne og mulighederne og hjælpe dem med de praktiske ting omkring tilskud, mv., ville jobrotationsmuligheden blive brugt meget mere. Det vil skabe mere uddannelsesplanlægning i virksomhederne, medarbejderne ville få mere målrettet opkvalificering og flere arbejdsløse ville få chancen for at blive sluset ud i et ordinært job. 5 / 6

6 Et andet eksempel er virksomhedernes praksis, når der opstår perioder med midlertidig nedgang i ordrer mv. Nogle virksomheder vælger i en sådan situation at sende medarbejdere på efteruddannelse. Men alt for mange virksomheder bruger de såkaldte arbejdsfordelingsordninger. Disse ordninger giver virksomheder med midlertidig nedgang i ordrebeholdningen mulighed for efter aftale at sende medarbejderne på understøttelse en del af tiden over en begrænset periode. Hvis flere virksomheder skal stimuleres til at udnytte perioder med midlertidig ordrenedgang til efteruddannelse af medarbejderne, skal der måske stilles politiske krav om, at det er en forudsætning for en arbejdsfordeling, at der er taget eksplicit stilling til eventuel brug af uddannelse i forbindelse med arbejdsfordeling, og måske skal lovgivningen favorisere de arbejdsfordelingsordninger, som har indbygget efteruddannelse af medarbejderne. Afslutning Artiklen har bevidst haft fokus på nogle af de erhvervspolitiske udfordringer, som en ny arbejdsmarkedspolitik må give svar på, mens den afgørende del af udfordringen, der består i at skabe en langt bedre hjælp til de arbejdsløse slet ikke er blevet nævnt. Det skyldes ikke, at denne del af opgaven er uvæsentlig. På ingen måde. Ikke mindst krisen og VK-regeringens maltraktering af arbejdsmarkedspolitikken har gjort denne del af opgaven ekstra påtrængende. Når artiklen alligevel har sat de erhvervspolitiske udfordringer i fokus, skyldes det både, at disse udfordringer er ligeså påtrængende, og at de erhvervspolitiske og samfundsøkonomiske udfordringer til arbejdsmarkedspolitikken i den grad er blevet forsømt og maltrakteret ikke mindst af VK-regeringen. Det er ikke efterlønsindgreb og kortere dagpengeperioder, der er brug for, men en ny arbejdsmarkedspolitik for målrettet opkvalificering af hele arbejdsstyrken og for at sikre virksomhederne bedre adgang til de rette medarbejdere med de rette kvalifikationer. For erhvervslivets og samfundsøkonomiens skyld. Vejen til bedre bundlinje og flere jobs brolægges med en ny arbejdsmarkedspolitik. 6 / 6