Opdraget Fra 1 til 2 populationer. Hvordan måler vi disse egenskaber og det bliver den.

Transkript

1 Opdraget Foranlediget af artikel fremsendt af formanden for kreds 32, Ringkøbing Gordon Steffensen, som blandt andet omhandler emnet, bedømmelser, dommere og krav mv. inden for vores prøvesystem er denne artikel skrevet om samme emne. I min egenskab af at have været brugsprøvedommer i 30 år og medlem af brugsprøvedommer-uddannelsesudvalget, og har været det så længe det har eksisteret, er jeg af BHR formanden, Lene Carlson blevet bedt om at fortælle, hvordan jeg oplever, at schæferhunden har udviklet sig for så vidt angår brugsegenskaber/driftsanlæg i bredeste forstand, og hvordan dette hænger sammen med udviklingen i brugsprøveprogrammet, udannelse af brugsprøvedommere samt bedømmelses-niveauet - især for BHP1, da denne prøve benyttes til vurdering af driftsanlæg i forbindelse med hundens avlsegnethed. Jeg er samtidig blevet bedt om, at analysere de seneste års aflagte BHP 1 prøver, for så vidt angår beståelsesprocenter for såvel højavlshunde som sportshunde samt anvendelsen af de enkelte dommere. Fra 1 til 2 populationer. Det meste skelsættende gennem de seneste år er klart udviklingen fra 1 til 2 populationer. Jeg husker at Eva Haargaard en gang i sommeren 2008 (tror jeg) i DKK s medlemsblad Hunden nøgternt redegjorde for, hvad hver af de 2 populationer indeholder. For ca. 30 år siden var der kun en population, men det der i de kommende år førte til opsplitningen i 2 populationer var allerede i gang. Nogle opdrættere var mere opmærksomme på karakter og brugsegenskaber end andre opdrættere, der overvejende var fokuseret på kynologi. Stille og roligt blev denne opdeling tydeligere og tydeligere. Der har i tidens løb været mange tiltag for at stoppe denne udvikling, og i mange år talte vi om det ønskelige i kun at have en population, med talen om den hele schæferhund osv. I dag er der ingen tvivl om, at de populationer er kommet for at blive og at forskellen mellem dem nødvendigvis må blive større og større, idet blodfællesskabet da parringer populationerne imellem ikke findes, eller næsten ikke findes, - bliver mindre og mindre og med årene vil nærme sig nul. Vi har altså 2 populationer, men racens standard findes fortsat kun i en variant. Det betyder, at den del af standarden, der er vigtig for denne debat, fortsat er uændret nemlig og her kan læseren selv finde den nøjagtige formulering at al schæferhundeavl er brugshundeavl og at en fastholdelse af de driftsanlæg, der har gjort schæferhunden til den mest alsidige og mest anvendte brugshund skal fastholdes. Har vi formået at fastholde disse anlæg i begge populationer? Hvordan måler vi disse egenskaber Nogen har for mange år siden valgt at BHP 1 skulle være en prøve, der skal bestås for at hundene kan avlskåres. Det er der mærkeligt nok ikke mange, der har sat spørgsmålstegn ved i årenes løb. Man har altså valgt en prøve, der både stiller krav til anlæg/drifter hos hundene, men også en vis portion indlæring. Vi ved alle sammen at drifterne nedarves og sikkert også evnen til at lære, men selve indlæringen er ikke arvelig. I tidens løb har været forsøgt at finde mere neutrale metoder til brug for avlsudvælgelsen for så hvidt angår drifter, jeg tænker på karaktertest, mentaltest og hvad de nu har heddet i årenes løb. Men det har aldrig vundet indpas i schæferhundeverdenen. BHP 1 prøven er valgt på godt og ondt. Det har derfor været klart fra starten, og lad mig understrege, at det stadig er gældende, at BHP 1 prøven skal bedømmes som en anlægsprøve, og det bliver den. 1

2 Jeg er ikke i tvivl om at mange opdrættere og hundeførere føler, at det med årene er blevet sværere at bestå denne prøve. Hvad kan tale for at det skulle være tilfældet? Der er 3 ting der kan gøre sig gældende. 1)Øvelserne (indholdet i prøven) kan være blevet sværere. 2)Bedømmelsesniveauet kan være blevet strammet. 3)Hundematerialet er blevet dårligere. 4)Eller det kan være en kombination at dette. Ad 1 Brugsprøveprogrammet er blevet ændret mange gange gennem årene. Det er imidlertid forbavsende lille forskel når vi sammenligner det gældende program med det der var gældende for f.eks. 20 år siden. (Utroligt når jeg tænker på alt det bøvl det har medført). I BHP 1 programmet er der ingen nævneværdige forskelle i gruppe A. I gruppe B har man i dag hunden fri ved fod gennem hele programmet. Tidligere har det været muligt at have line på hunden mellem øvelserne. Og dertil er der kommet en ekstra apporteringsøvelse (spring over A-springet). I gruppe C føres hunden ligeledes fri ved fod gennem hele programmet, hvor der tidligere har været mulighed for f.eks. at udføre sidetransport med H i line og på et tidspunkt blev overfaldet ud fra skjulet erstattet med en flugt. Der har sikkert også været andre småændringer, men alt i alt er der ikke noget, der i væsentlig grad ændrer indholdet/sværhedsgraden eller er der? Jeg kender ikke begrundelserne for at gennemføre disse administrativt set irriterende ændringer det har aldrig mig bekendt været fremme, at man på nogen måde bevidst har villet skærpe krave til BHP 1. Ad 2 Der har gennem alle årene, og især i forbindelse med ændringer i programmet, været arbejdet på internationalt plan med at strukturere bedømmelserne, forstået på den måde, at man har indført prædikatsbedømmelse af alle øvelser og visse enkeltmomenter i øvelserne. Dette arbejde har medført, at der er taget stilling til, hvor meget det koster at lave forskellige fejl (faste træk). Dette har medført en væsentlig mere fair, korrekt og ensartet bedømmelse fra gang til gang og dommerne i mellem. Alle danske brugsprøvedommere bliver under uddannelsen skolet i at beherske prædikatbedømmelse af øvelser og momenter, og der bliver gjort meget ud af at fastlægge fornuftige bedømmelsesniveauer for de forskellige prøver, således at begynderprøver inkl. Færdselsprøven bedømmes i et niveau, hvor elastikken er meget lang. BHP prøverne bedømmes i et andet og sværere niveau, men sådan at der stadigvæk er lang elastik i BHP 1, lidt elastik i BHP 2 og ingen elastik i BHP 3. Netop disse ting testes ved dommereksamen og ingen slipper igennem uden at have vist forståelse for disse niveauer. Måden øvelserne skal gennemføres på, og bedømmelsesniveauet har ikke i gruppe A og B ændret sig nævneværdigt. I gruppe C er der heller ikke de seneste år sket noget nævneværdigt. Set over alle årene er gruppe C blevet skærpet, idet regler for slip og extrakommandoer er blevet lagt 100 % fast på internationalt plan. En medvirkende årsag til dette har angiveligt været et pres fra politisk side, hvor det mange gange har været fremme, om det nu også var klogt at lade alm. hundemennesker træne forsvarsarbejde. Hvis vi fortsat vil det, har det været nødvendigt via programmet og retningslinjerne for bedømmelser at dokumentere, at hundene mentalt kan rumme dette, og at vi som hundeførere kan administrere det. På en eller anden måde er det rimeligt nok. 2

3 På den måde kan man godt sige, at kravene til en bestået prøve er blevet skærpet, ligesom formodentlig også kynologiske krav for at opnå bestemte prædikater også har flyttet sig betragteligt. Jeg vil godt under dette punkt fastslå for især BHP1 bedømmelserne, at elastikken er lang, og der efter min mening ikke kan slækkes yderligere på bedømmelsesniveauet, når der skal tages behørig hensyn til racens standard om fastholdelse at karakter, anlæg og drifter, ligesom der naturligvis skal udvises loyalitet overfor brugsprøveprogrammet, og de regler og retningslinjer, der hører til der. Ad 3 Jeg er personligt ikke i tvivl om, at gennemsnitligt henover de 2 populationer er hundenes anlæg ikke blevet dårligere gennem årene, måske tværtimod. Men der er stor spredning de 2 populationer imellem, hvilket der naturligvis må blive, når vi tænker på hvor forskellig prioriteringen for avlsudvælgelsen er. Hvis anlæg og drifter ikke prioriteres højt, vil de stille og roligt blive udvandet over en lang horisont, og det oplever, jeg er forklaringen på, at mange schæferhunde i dag ikke længere besidder de nødvendige anlæg, der gør at schæferhunden fortsat vil være den mest anvendte brugshund verden over. Hvor mange schæferhunde med højavlsblod benyttes i dag i aktiv tjeneste. Lad mig slutte med pointere, at ovennævnte er en gennemsnitsbetragtning, jeg ved godt, at der naturligvis fortsat er mange schæferhunde inden for højavlen med fornuftige drifter, men spørgsmålet er om blodbasis er bredt nok og viljen stor nok til i fremtiden at forbedre driftsanlægene hos højavlspopulationen. Hvis ikke er jeg alvorlig bange for, at det bliver svært at dokumentere, at schæferhunden i samlet betragtning fortsat er verdens bedste og mest alsidige brugshund. Statistik Med udgangspunkt i DKK`s Hundeweb og det bagved liggende grundmateriale har jeg kortlagt alle BHP1/IPO1- prøver i perioden til Her er kun medtaget alm. prøver. BHP 1 DM er således ikke indeholdt. I alt indgår 447 prøver i materialet, som således er stort nok til at tåle en analyse. 58 % af prøverne er aflagt af sportshunde og 42 % af højavlshunde. Når vi analysere dette i forhold til, at sportshundene udgør ca. 40 % og højavlshundene ca. 60 % af populationen, ser vi, at sportshundene optræder 1,5 gange mere end populationen tilsiger, og højavlshundene optræder 0,7 gange det forventede. Hertil kommer så, at af de bestående prøver udgør sportshundene 66 % og højavlshundene 34 %. Analyseres dette i forhold til populationernes størrelse optræder sportshundene 1,7 gange og højavlshundene 0,6 gange det populationen tilsiger. Konklusionen er, at sportshundene er lettere at føre frem til en prøve og har derefter lettere ved at opnå en bestået prøve. Lidt poppet ganske vist kan man multiplicere de 2 index (1,5 gange af prøverne og 1,7 gange af beståede hunde (effektiviteten) og dermed påstå, at sportshunden er 2,5 gange så nemme som højavlshundene når det handler om at opnå en BHP-1 prøve. Ligeledes er det vigtigt, at have med i sine betragtninger om vi her har at gøre med erfarne eller uerfarne hundeførere. En analyse af de enkelte dommeres beståelsesprocenter for henholdsvis sportshunde og højavlhunde viser, en meget stor ensartethed, dog med en enkelt undtagelse. En dommer, som BHR tidligere ikke har haft tillid til, og som nu ikke længere er dommer, har en beståelsesprocent for højavlshunde, der er næsten dobbelt så stor som gennemsnittet af alle andre brugsprøvedommere. 3

4 Dette er statistisk set signifikant, d.v.s næppe nogen tilfældighed, og det virker mistænkeligt. Hvis hunde bedømt af denne dommer udelades af statistikken får det naturligvis indflydelse på ovennævnte statistik. I hvilken disciplin dumper hundene. Basis for nedenstående er hunde, hvor der er sikre oplysninger om resultatet for de enkelte discipliner. For 10 hunde i alt, fordelt med 5 højavls- og 5 sportshunde har vi sikre informationer, om hundene er bestået eller ikke bestået hele prøven, men ikke sikre oplysninger pr. disciplin. Antal dumpede hunde i A, B og C Sportshunde Højavl Gruppe A Gruppe B 7 31 Gruppe C Spor gruppe A. I alt 255 sportshunde er fremført i gruppe A. Her dumper 7,1 %. I alt 182 højavlshunde er fremført i gruppe A Her dumper 8,8 % I denne disciplin er dumpeprocenten relativt set 25 % højere for højavl end for sportshunde. Ikke nogen alarmerende forskel. Lydighed gruppe B. I alt 254 sportshunde er fremført i gruppe B. Her dumper 2,8 %. I alt 178 højavlshunde er fremført i gruppe B. Her dumper 17,4 % Højavlshundene dumper i denne disciplin med en frekvens, der er mere 6,3 gang så stor som sportshundene. Det er alarmerende. Forklaringen tror jeg hovedsageligt hænger sammen med apporteringsøvelserne, hvor det åbenbart er svært at få en højavlshund til at rumme at hente, springe og bringe på en gang. Disse øvelser indeholder mange momenter og bedømmes med mange faste træk. Men det skulle da være muligt, når man tænker på, at der ikke forlanges perfektion. Forsvarsarbejde gruppe C. I alt 250 sportshunde er fremført i gruppe C. Her dumper 13,6 % og heraf 68 % via diskvalifikation.. I alt 164 højavlshunde er fremført i gruppe C. Her dumper 26,8 % og heraf 39 % via diskvalifikation Højavlshundene dumper med en frekvens, der er det dobbelte af sportshundene, og der er stor forskel på hvordan man dumper, idet diskvalifikation relativt betragtet optræder meget hyppigere for sportshunde end for højavlshunde. Konklusion Det er uomtvisteligt, at prioriterer man anlæg og drifter højt får man hunde med stor brugsduelighed, men individerne er nødvendigvis ikke særlig kønne. Prioriterer man omvendt kynologi meget højt får man meget smukke og typeens hunde, men individerne indeholder nødvendigvis ikke særlig stor brugsduelighed. Vi må vel konstatere, at det ikke er lykkedes, at finde 4

5 en prioritering, hvor man på en gang opnår smukke og brugsduelige hunde. Det burde ellers avlsteoretisk kunne lade sig gøre. Forklaringen er vel simpel: markedet/hundejerne har delt sig i de 2 retninger. Nogle vil ikke kunne leve med en schæferhund, som ikke indeholder stor brugsduelighed, så behøver den ikke være så billedskøn, blot den er racetypisk. En anden gruppe vil hellere have stor skønhed, og så må brugsdueligheden være noget mindre. Problemet opstår når udviklingen gør, at man får problemer med at opfylde racens standard. Sådan som jeg ser det har sportshundene gennem årene fastholdt og forankret stærke og brugbare drifter samtidig med, at hundene er blevet mere racetypiske, og som sådan opfylder de minimumskrav, som standarden foreskriver. Højavlshundene er blevet meget smukke, men har i stigende grad problemer med at leve op til den racespecifikke brugsduelighed. Er noget af det selvforskyldt? Jeg vil ikke her undlade at komme ind på et par personlige tildragelser, hvor jeg mener højavlssiden lyver for sig selv. For flere år siden måske 5 eller mere sad jeg på et repræsentantskabs møde og udnyttede ventetiden ved en stemmeoptælling, ved i den senest udkomne kåringsbog at tælle fordelingen på DSB dengang KMH-prædikaterne på de første 100 hunde. Mere end 90 % (92 tror jeg) havde fået prædikatet UDP. Det er efter min mening simpelt hen forkert, og alt for unuanceret. Ser man på, hvad en kåringsbskrivelse indeholder, er jeg ikke i tvivl om, at man kan få god hjælp til avlsudvælgelsen på den kynologiske side. Hundene er i bogstaveligste forstand beskrevet i alle ender og kanter. Men på den mentale og driftsmæssige side er det alt for unuanceret og dermed for lidt anvendeligt. Og det er mig en fortsat gåde, at man ikke involverer brugsprøvedommere i bedømmelsen af DSB og i det hele taget i avlskåringen for at være med til at give en mere anvendelig beskrivelse af drifter, mentalitet etc. For ikke så mange år siden var jeg tilskuer, som jeg har været så mange gange, til HAS og naturligvis havde KMH-prøverne min interesse. Jeg syntes niveauet var dårligt, og det var der vist en vis enighed om, også i avlskredse. Specielt var jeg helt uforstående overfor, hvordan de dumpede hunde overhovedet havde fået en prøve. Det fik mig til at bede dommeren af KMH det følgende år om at kortlægge, hvem der havde dømt de til KMH fremførte hunde til deres BHP-1 prøve. Langt den største del var dømt af ovennævnte brugsprøvedommer med den mistænkeligt høje beståelsesprocent, og blandt de dumpede hunde optrådte med få undtagelser netop denne dommer samt hunde, der havde aflagt deres prøve i Tyskland. Disse tildragelser siger mig, at nogle opdrættere snyder sig selv, ved at tro, at man kan springe over, hvor gærdet er lavest og enkelte er måske til grin for egne penge. Fremtiden Sådan som jeg ser det, er sportshundeopdrættet på rette spor, og man er så langt med at fasttømre stabile driftanlæg, at man fremover bør give kynologi en lidt højere prioritet - og her er der plads til store forbedringer. For højavlen kan jeg ikke lade være med at tænke, om tiden ikke er kommet til realistisk at indse, at driftsanlægsmæssigt er man blevet udkonkurreret og det bliver vanskeligt at komme tilbage. Kunne man ikke droppe denne anlægsprøve i avlskåringssystemet og KMH-prøver til HAS? Realistisk set bruges det jo ikke rigtigt længere eller? Fasthold en avlskåring af høj kvalitet, hvor man tester og prioriterer den gode karakter, 100 % omgængelig- og tilgængelighed, sundhed o.s.v. Jeg forestiller mig et system, hvor hundene opdeles i 4 grupper:. Avlskåret i klasse 1 og bestået BHP-prøve 5

6 . Avlskåret i klasse 1. Avlskåret i klasse 2 og bestået brugsprøve. Avlskåret i klasse 2 Således står brugsprøvesystemet fortsat til rådighed, og de højavlsopdrættere, der ønsker at teste driftanlægene kan fortsat gøre det, men det er ikke længere et krav. Sådan var det i øvrigt for mange år siden. 6