Orientering om 6-by Nøgletal 2007

Transkript

1 Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Økonomistaben NOTAT 7. juni 2007 Sagsnr.: Dok.nr.: Orientering om 6-by Nøgletal 2007 Formålet med dette notat er at beskrive de væsentligste økonomi- og aktivitetstal på ældreområdet, herunder forklare forskellene mellem København og de øvrige 5 byer. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har opgjort økonomi- og aktivitetstal til nøgletalsrapporten inden for: Ældreområdet Sundhedsområdet Tandplejen Det skal fremhæves, at 6-by nøgletallene ikke er direkte sammenlignelige med tilsvarende tal i forvaltningens budget, hvilket skyldes forskellige formål og opgørelsesmetoder. For at skabe sammenlignelighed og et ensartet beregningsgrundlag mellem byerne er 6-by nøgletallene renset for adskillige forhold. F.eks. er ejendomsudgifter ikke medtaget. 1. Ældreområdet Tabel 1 angiver de gennemsnitlige udgifter pr. 65+-årig til forskellige ydelser på ældreområdet. Tabel 1: Nettodriftsudgifter til ældreområdet Budget 2007 Kr. pr. 65+-årig Praktisk hjælp og pleje inden for frit valg (hjemmepleje og madservice) Praktisk hjælp og pleje uden for frit valg (plejeboliger m.v.) Aktivitets- og træningsområdet Hjemmesygepleje Hjælpemidler Andre driftsudgifter I alt Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 63 *Esbjerg og Randers har ikke opsplittet budgettet i inden for/uden for frit valg Det fremgår, at København har de højeste ældreudgifter blandt 6- byerne, svarende til kr. pr. 65+-årig (ca. 20 pct. over 6- bygennemsnittet). Det svarer til situationen i 2005, hvor ældreudgifterne i København var på kr. pr. 67+-årig (ca. 21% over 6-by gennemsnittet). Det høje udgiftsniveau i København skyldes demografiske forskelle og forskelle i serviceniveauet på en række ydelser. Økonomistaben Sjællandsgade København N Telefon Telefax Direkte telefon Hc53@suf.kk.dk

2 Demografi Side 2 af 7 Det høje udgiftsniveau skyldes primært, at København har en anderledes sammensætning af ældrebefolkningen end de andre 6-byer, jf. nedenstående tabel 2. Tabel 2: Ældrebefolkning 2007 Befolkning Antal 65+-årige Antal 80+-årige Andel af 80+ ift % 28% 27% 25% 27% 35% Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, bilagstabel 1 Opgørelsen viser, at København har forholdsvis flere ældre over 80 år (35 pct.) end de andre 5 byer (25-28 pct.). Da plejetyngden er højere i de ældste borgergrupper, som er relativt store i København, vil dette afspejle sig i de samlede udgifter pr. 65+-årig borger. For at gøre byernes udgiftsniveauer mere sammenlignelige, har forvaltningen gennem vægtede beregninger renset for forskelle i befolkningssammensætningen, jf. nedenstående tabel 3. Tabel 3: Eksempel på beregning af vægte Gns. udgift til plejehjem og hjemmepleje for 65-årig borger kr. Gns. udgift til plejehjem og hjemmepleje for 80-årig borger kr. Vægt ved omregning af 80-årig borger til 65-årig borger: (43.792/4.742) = 9,2 Som eksemplet illustrerer, medfører vægtningen, at de ældste borgere kommer til at vægte tungere end de yngste borgere i aldersgruppen som følge af forskellen i plejetyngde. Tabel 4 viser, udgifterne pr. vægtet 65+-årig i 6-byerne. Tabel 4: Nettodriftsudgifter til ældreområdet pr. vægtet 65+-årig Udgifter til ældreområdet pr. vægtet 65+-årig Udgifter til ældreområdet pr. vægtet 65+årig - Indekstal (6-by gns. = 100) Kilde: Nøgletalsrapporten 2007 og forvaltningens egne beregninger. Tabel 4 viser, at hvis befolkningssammensætningen havde været ens på tværs af 6-byerne, så ville København kun være 1% dyrere end gennemsnittet og dermed ikke længere den dyreste blandt 6-byerne. Desuden skal det bemærkes, at København har mange enlige ældre (35 pct. er gift vs pct. gifte i de andre fem byer). Dette øger udgifterne i København, fordi ægtepar ofte kan hjælpe hinanden og derfor typisk modtager relativt mindre hjælp fra kommunen.

3 Plejeboliger Side 3 af 7 En anden medvirkende årsag til det høje udgiftsniveau i København er et højere serviceniveau på bl.a. plejeboligområdet. Nedenstående tabel 5 viser serviceniveauet opgjort som antal pleje- og ældreboliger i 6- byerne. Tabel 5: Antal boliger Boligtype Plejeboliger i alt Ældreboliger m.v. i alt Pleje- og ældreboliger m.v. i alt Plejeboliger pr årige Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, bilagstabel 50 og tabel 66 Opgørelsen viser, at København har flere plejeboliger pr årige borgere end de øvrige byer og dermed et højere serviceniveau, hvilket bl.a. hænger sammen med kommunens 4-ugers garanti på ventetid til plejebolig. Det højere serviceniveau afspejles i udgiftsniveauet, jf. nedenstående tabel 6 som også viser nøgletal for priseffektivitet og serviceniveau. Tabel 6: Udgifter til plejeboliger Udgifter til plejeboliger pr. 65+ årig Priseffektivitet: Udgift pr. plejebolig (kr.) Serviceniveau: Plejeboliger pr årige Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 63 og 66 *Esbjerg og Randers har ikke opsplittet budgettet mht. plejeboliger Tabel 6 viser, at København har de højeste udgifter til plejeboliger pr. 65+-årig, og at dette primært skyldes det høje serviceniveau, mens priseffektiviteten trækker udgiftsniveauet i retning af gennemsnittet for de øvrige byer. Det skal bemærkes, at det relativt høje antal plejeboliger i København skal ses i lyset af den store andel 80+-årige, som oftere har brug for en plejebolig end de yngre ældre. Endvidere skal det bemærkes, at boligmassen i København med mange etageejendomme medfører, at mange boliger er uegnede til svækkede ældre uanset tildeling af hjemmehjælp og hjælpemidler. En yderligere forklaring på det store antal boliger kan være, at København har flere ikke-ombyggede plejehjem ( 140 plejehjem) end de øvrige byer. Ombygning/modernisering af disse plejehjem

4 indebærer typisk, at antallet af boliger reduceres, da de nye boliger bygges større. Tabel 7 viser andelen af moderniserede plejeboliger (ombygget efter almenboligloven) i forhold til alle plejeboliger. Det fremgår at København er langt bagud i forhold til de andre byer, mht. modernisering af plejeboliger. Side 4 af 7 Tabel 7: Andel af moderniserede plejeboliger Andel af moderniserede plejeboliger 58% 77% 79% 65% 80% 19% Hjemmepleje Også hjemmeplejen rummer en del af forklaringen på det højere udgiftsniveau, jf. tabel 8, som viser, at Københavns hjemmepleje er den dyreste, mens Københavns hjemmesygepleje er blandt de billigste. Tabel 8: Udgifter til hjemmepleje Budget 2007 Hjemmepleje (ekskl. hj.sygepleje) pr. 65+-årig Hjemmesygepleje pr. 65+årig Hjemmepleje inkl. sygepleje pr. 65+-årig Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 63 *Esbjerg og Randers har ikke opsplittet budgettet mht. hjemmepleje De høje udgifter forklares bl.a. af, at København i gennemsnit yder flere timers hjælp til de 80+-årige, at København i gennemsnit har flere modtagere af hjælp blandt de yngre ældre, og at Københavns timepriser til praktisk hjælp er relativt høje, jf. tabel 9, 10 og 11. nedenfor. Tabel 9: Timer pr. modtager af personlig og praktisk hjælp 6-by gns årige 2,76 2,94 2,50 2,93 2,50 2,72 2, årige 3,88 3,67 3,42 3,86 3,24 3,83 3, årige 3,44 3,41 3,01 3,45 2,89 3,41 3,27 Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 70 Tabel 10: Antal modtagere af personlig og praktisk hjælp ift. ældrebefolkningen 6-by gns årige årige årige Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 69

5 Blandt de 80+-årige ligger København under det gennemsnitlige antal modtagere. Dette skal ses i lyset af det høje antal plejeboliger. Side 5 af 7 Tabel 11: Timepriser i 2007 Timepris: Praktisk hjælp pr. time Pleje hverdag pr. time Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, bilagstabel 52 Køb og salg af pladser Også Københavns nettokøb af plejeboligpladser i (omegns)kommunerne er med til at trække ældreudgifterne i vejret. Det skyldes, dels at København har et stort nettokøb af pladser, dels at disse pladser typisk er dyrere end Københavns egne plejeboligpladser. Tabel 12 viser køb (i andre kommuner) og salg (til andre kommuner) af plejebolig- og ældreboligpladser samt udgifterne forbundet hermed. Tabel 12: Køb og salg af pladser til andre kommuner Køb af pladser i andre kommuner Salg af pladser til andre kommuner Difference Udgifter til køb/salg af udenbys pladser (1.000 kr.) Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, bilagstabel 47 og 51 Tabel 12 viser, at København har markant højere nettodriftsudgifter til køb og salg af pladser end de øvrige fem byer. Eftersom de borgere, som København køber pladser til, bor uden for kommunen, tælles de ikke med i Københavns befolkning. Dette skævvrider opgørelsen af ældreudgifterne i forhold til antallet af ældre. Madservice Det politisk fastsatte serviceniveau vedr. madservice (opgjort som diffference mellem pris og brugerbetaling) medfører relativt høje udgifter hertil. Tabel 13: Madudbringning - pris og brugerbetaling Pris, hovedret, inklusiv udbringning Brugerbetaling, hovedret, inklusiv udbringning Difference Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 68 Tabel 13 viser pris og brugerbetaling for madservice eksemplificeret ved en hovedret. Det ses, at der i København er en relativt stor

6 difference mellem pris og brugerbetaling. Det betyder, at kommunen bærer udgiften til en stor del af maden til de hjemmeboende ældre. Side 6 af 7 Hjælpemidler og aktivitets- og træningsområdet Af tabel 1 fremgår det, at København har relativt lave udgifter til hjælpemidler, aktivitets- og træningsområdet. Nøgletalsrapporten indeholder ikke opgørelser, der giver mulighed for nærmere forklaring heraf, herunder af hvordan priseffektivitet og serviceniveau påvirker udgiftsniveauet. 2. Sundhedsområdet Som følge af kommunalreformen er sundhedsområdet, dvs. medfinansieringsområdet og genoptræning, nyt for kommunerne. Heraf følger mangel på konkrete erfaringer med budgetlægning, hvilket kan slå igennem som forskelle i nøgletallene. Medfinansieringsområdet Det må formodes, at budgetlægningen af den kommunale medfinansiering tager udgangspunkt i den tilførte DUT. De indbyrdes forskelle i de forventede udgifter pr. indbygger kan derfor umiddelbart forklares med, at DUTten varierer imellem kommunerne pga. regionale forskelle i sundhedstrækket. Tabel 14: Udgifter på medfinansieringsområdet pr. indbygger Udgifter til Somatisk stationær Somatisk ambulant Psykiatrisk stationær Psykiatrisk ambulant Sygesikring Genoptræning under indlæggelse Samlede udgifter på medfinansieringsområdet Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 78 Af tabel 14 fremgår det, at Københavns udgifter til somatisk stationær og somatisk ambulant er relativt lave. Det er overraskende, set i lyset af københavnernes traditionelle træk på sundhedsvæsenet (udgifterne til sygesikring er dog højere). Det kan tyde på, at de øvrige kommuner - særligt Esbjerg - har tilført yderligere ressourcer til sundhedsområdet. Genoptræningsområdet Nøgletalsrapporten viser, at der er meget store forskelle i de budgetterede udgifter på genoptræningsområdet, jf. tabel 15. Dette

7 skyldes delvist, at en række kommuner har vanskeligt ved at adskille budget til genoptræning efter sundhedsloven og serviceloven. Side 7 af 7 Tabel 15: Udgifter til ambulant genoptræning pr. indbygger Udgifter til ambulant genoptræning Kilde: Nøgletalsrapporten 2007, tabel 79 Selvom opgørelsen for København udelukkende omfatter budget til sundhedsloven, er København dyrest. Det skyldes bl.a., at Sundhedsog Omsorgsudvalget i budgetforlig 2007 fik tilført 10,6 mio. kr. til dækning af forventet meraktivitet på genoptræningsområdet. Renses herfor, er nøgletallet 104 kr. pr. indbygger. Dette kan sammenholdes med Odense, som benytter 91 kr. pr. borger på genoptræning efter sundhedsloven. Århus lave udgifter til genoptræningsområdet skyldes formodentlig, at Århus har taget Region Midtjyllands forventede genoptræningsaktivitet til efterretning i budgetlægningen. Region Midtjylland forventer således, at op mod 95 procent af al genoptræningsaktivitet i forbindelse med indlæggelse vil foregå enten stationært eller som specialiseret ambulant genoptræning. Dette forklarer, hvorfor de gennemsnitligt budgetterede udgifter til genoptræning under indlæggelse i Århus er noget højere end de øvrige byer, jf. tabel Tandplejen I forhold til 2005 er der ikke sket nogen nævneværdig forskydning imellem kommunerne, om end forskellene er blevet mindre. Det skyldes et forbedret beregningsgrundlag, selvom alle andre kommuner end København stadig har problemer med at udskille udgifter til omsorgstandpleje som følge af fuld integration i børne- og ungdomstandplejen. Forskellene afspejler næppe forskelle i serviceniveau, da ydelsen er udtømmende beskrevet ved retningslinier fra Sundhedsstyrelsen. De forhold, som kan bevirke forskelle er andelen af omsorgspatienter med egne naturlige tænder, andelen af omsorgstandplejepatienter som behandles i eget hjem og andelen af ældrebefolkningen, som er visiteret til omsorgstandpleje. På alle disse forhold ligger Københavns Kommune noget højere end de andre kommuner, hvorfor omkostningsniveauet er relativt lavere i Københavns Kommune end det umiddelbart kan aflæses af rapporten. F.eks. er under 20 pct. tandløse i omsorgstandplejen i Københavns Kommune mod over pct. i de andre kommuner.