Sygehuset pakket ind i sne, lige før det bliver rigtig mørkt.

Transkript

1 Sygehuset pakket ind i sne, lige før det bliver rigtig mørkt.

2 Turen til Norge, Mo i Rana Jeg havde glædet mig meget til at komme til Norge i min specialepraktik. Jeg ville gerne udnytte muligheden, at komme ud at opleve noget i min uddannelse. Der er så uendelig mange muligheder indenfor faget som jeg ofte får øjnene op for. For mig virker det som inspiration til, hvad jeg eventuel godt kunne tænke at beskæftige mig med bagefter, når jeg bliver færdig. Men samtidig med at det skulle være en oplevelse rent fagligt, at se hvordan andre gør det ude i verden, var jeg også fast besluttet på at det også skulle være en personlig oplevelse. Jeg ville gerne ud og opleve nogle andre ting. Jeg søgte en del på internettet om de muligheder der var for oplevelser. Jeg fandt to ting jeg gerne ville prøve. Hundeslæde-kørsel var den ene ting og komme ud og opleve isbjerge i indlandsisen var den anden ting. Norges naturlige rigdom Jeg søgte også en del information om sygehusets afdeling jeg skulle være på. Jeg havde fået plads på Intensiv afdeling som var mit store ønske fra starten af uddannelsen, fordi jeg havde en formodning om at Intensiv afdeling var en afdeling for kritisk syge mennesker med ekstra behov for hjælp, pleje og overvågning, og det fik jeg mulighed for i Mo i Rana, Norge. Mo i Rana ligger meget tæt på polarcirklen, hvilket jeg synes var enorm interessant. Polarcirklen ligger langt oppe i Norge, og bare det, at komme ud og opleve et helt andet klima, var noget der fra starten tiltalte mig meget. Først havde jeg fået plads på et andet sygehus i Nord-Norge, der lå helt ude ved kysten. Mo i Rana ligger mere inde i landet, men Norges ufattelige rigdom på elve, floder, søer og åer har også sin charme.

3 Jeg er rejst ud på en meget mørk årstid, fra medio november til ultimo januar, så lysets timer er få. Jeg besluttede også at blive her i julen, for at se noget andet. Mine forventninger var mange, men alligevel også så udefinerlige, da jeg ikke havde ret meget information om afdelingen jeg skulle være på. Jeg måtte bare tilpasse mig, de faciliteter der bød sig når jeg kom frem. Men pga. ingen information om afdelingen via internettet eller andet synes jeg det var svært at skitsere nogle forventninger ned. Én af de store oplevelser ved at være der i julen var at være med på fødegangen. Her sidder jeg med mit første julebarn, født den Jeg startede på afdelingen, blev vel modtaget af en vejleder fra den norske sygeplejeskole. Hun skulle være min vejleder overordnet og så var der to faste sygeplejersker jeg skulle følges med. Sonja og Anne. Jeg startede med at følge Sonja. Jeg skulle lige vende mig til et andet sprog og accent. Det er et lille sygehus i en by med ca indbyggere. Afdelingen var delt op i to afsnit et kirurgisk og et medicinsk afsnit. På det kirurgiske afsnit lå patienter der lige var blevet opereret, dvs. opvågningsafsnit. På det medicinske afsnit var der stort set hjertepatienter og man havde også telemetripatienter. Desværre oplevede jeg nogle misforståelser eller mangel på information til afdelingens personale. Mange troede jeg var på den videregående uddannelse til Intensivsygeplejerske og dermed havde min grunduddannelse. De var heller ikke klar over hvor lang tid jeg skulle være der, hvilket jeg blev mødt med så længe. Det måtte jeg tage op, og få en afklaring på. Jeg synes det havde en negativ konsekvens, fordi jeg også måtte argumentere for at dette ikke var en observationspraktik, men en praktik hvor jeg skulle medinddrages mest mulig, og have det i hænderne. Jeg havde min evaluering med fra min tidligere praktik, og havde på forhånd via mail spurgt om det var noget jeg skulle sende der op. Jeg spurgte Sonja om det var noget hun var interesseret i og til startsamtalen/ forventningssamtalen spurgte jeg endnu engang om det var noget De ville se. Over alt var svaret nej. For mig var det en frustration, fordi der nøjagtig stod hvad jeg havde beskæftiget mig med, og hvad der ville være hensigtsmæssig for mig at bygge videre på. Men jeg lagde ikke noget pres på dem, jeg accepterede det som det var. Men ud over opklaring af uoverensstemmelser til startsamtalen/forventningssamtalen havde jeg nogle ønsker. Jeg vidste at det var en fast del af

4 sygeplejeuddannelsen i Norge at komme på fødeafdelingen, hvilket jeg ville udnytte. Jeg havde også ladet mig fortælle at der arbejdede Intensivsygeplejersker i modtagelsen, hvilket lå til grund for dette ønske også. Til sidst ønskede jeg at følge en patient til en operation Inden jeg rejste fra Danmark, havde jeg også fået en turnus frem til jul. Der var både ilagt aften- og nattevagter, hvilket jeg ikke har noget imod, det er en del af faget og jeg tror det er godt at få prøvet døgnets rutiner på en afdeling man er i praktik i. De første 14 dage var lidt tunge at komme igennem. De skulle lige se mig an, og selvom det var meget lidt patientkontakt og der generelt ikke var så meget at lave, tænkte jeg at jeg måtte se tiden lidt an. Jeg havde været mest tilknyttet det kirurgiske afsnit, som udelukkende var opvågning. Det betød meget korte patientforløb og registrering at puls og blodtryk. Jeg følte ikke nogen udfordring. På de første 14 dage havde jeg også haft to nattevagter ud af i alt fire på den udleverede turnus. Der var fem patienter og mildest talt ikke noget at lave. Næste uge med, var det ikke blevet meget bedre. Alle sad på spring for at få noget at lave, og det betød en meget lang tid for mig. Jeg kede mig, blev ikke udfordret, og tænkte at sådan kunne det ikke gå syv uger mere. Hvis jeg skal tage ansvar for min egen læring og min uddannelse, måtte jeg gøre noget. Først henvendte jeg mig til afdelingssygeplejersken for at fortælle at det var uhensigtsmæssigt at jeg skulle have flere nattevagter, da det ikke er dér læringen foregår og dvs. det er spild af tid og ressourcer. Det kunne hun godt se, og jeg blev lovet at jeg ikke skulle have flere. Én gang om ugen mødes de studerende med den vejleder fra skolen til et refleksionsmøde. Her var jeg en del af det hold der var i praktik på samme tid som mig. Efter mødet tog jeg kontakt til den vejleder (hende fra skolen), og fortalte om situationen, og jeg sagde vi var nød til at finde en anden løsning da dette her var uholdbart i længden. Jeg kunne ikke forsvare at bruge så meget tid på at lave ingenting og jeg ville heller ikke. Det kunne hun godt se, men lige hvad hun skulle stille op vidste hun ikke. Dagen efter skulle jeg i nattevagt igen, sammen med Anne, og hun måtte også få det af vide at min situation var uholdbar. Hun tog det konstruktivt, hvilket også var min hensigt. Det er jo ikke nogens skyld at der ikke er noget at lave. Vi aftalte at se tiden an, de næste to uger, op til midtvejsevalueringen, om det blev bedre og så måtte vi tage den derfra. Det accepterede jeg, for endnu at give det her en chance. Men set tilbage i bakspejlet havde det været utrolig godt, med en beskrivelse fra afdelingen, hvilket er mit bedste råd til andre studerende. Jeg vil aldrig negligere det at rejse ud, men det er ok at stille nogle krav og det ville have været en del nemmere at vide hvilken slags afdeling man skal til. Jeg kunne konkludere at en Intensiv afdeling ikke bare er en Intensiv afdeling som jeg opfattede det. De næste to uger sammen med Anne var bare super. Her fik jeg lov til at lave noget. Det var mig der udførte opgaverne mens Anne var der til at støtte og vejlede. Jeg havde fra starten af fået nøglekort til medicinrummet. Jeg fik lov til at være mig selv, tage mig af den medicin til de patienter jeg havde ansvar for, men inden patienterne fik deres medicin dobbelt tjekkede Anne sammen med mig. En rigtig god måde at blive indført i det på. Her følte jeg rykkede mig fagligt i stor udstrækning. Så kom julen. Jeg havde fået lov til at komme på fødeafdelingen. Jeg var mere end spændt. Jeg var på arbejde juleaften, og da jeg mødte fik jeg af vide at der var én inde på fødestuen. Jeg var fuldstændig spændt til bristepunktet men skrækken for at den fødende ikke ønskede jeg måtte være der var uudholdelig. Jeg kunne næsten ikke vente, de 15 minutter jeg var i personalestuen var meget lange. Endelig kom jordemoren ud og sagde at det var ok. For et kort øjeblik blev jeg helt afslappet, men så var det også bare om at komme ind og hilse på og bare være der. Jeg har aldrig set en fødsel

5 før og helt præcis, hvilke forventninger jeg havde til det anede jeg simpelthen ikke. Jeg føler en form for frustration når folk har smerte og man gør alt hvad man kan, men denne her form for smerte der blev udtrykt var af en hel anden karakter, og ikke noget der påvirkede mig på samme måde, som med andre former for smerte. Jeg er meget fascineret af teknologien i alle henseender og den fødende havde en plade på inderlåret hvor der var koblet en metaltråd til barnets hoved. På den måde kunne man følge barnets hjerterytme og morens veer. I det øjeblik barnet kom ud veg jeg lidt tilbage. Jeg tror jeg blev lidt forskrækkede, men så var jeg hurtig henne omkring den fødende og barnet igen. En kæmpe oplevelse for mig. På den uge mellem jul og nytår jeg var på fødeafdelingen, var jeg med til 4 fødsler. Nytåret holdte jeg sammen med en norsk sygeplejestuderende, hendes kæreste og deres fælles venner. Vi var 12 i alt. Det var rigtig hyggeligt, og igen blev jeg meget overvældet af Norges meget smukke natur. Efter nytår skulle jeg tilbage på Intensiv, jeg havde selvfølgelig været der og ønske dem god jul. Jeg savnede Anne, for hun kunne lærer mig noget og jeg fik lov til det. Jeg kom ind i en periode, hvor det var svært endnu engang at fortælle, at jeg gerne ville være med. Jeg havde nu været på afdelingen i seks uger og var et velkendt ansigt. Men jeg måtte igen fortælle at jeg helst skulle have lov til at være så meget med som overhovedet mulig. Jeg havde fuld forståelse at jeg ikke kunne medinddrages og vejledes i akutte situationer, men bagefter fortælle mig hvorfor man handlede som man gjorde så jeg kunne lære lidt af det. Jeg oplevede mange ubesvarede spørgsmål som bagefter ender med en masse spekulationer. Endelig kom Anne efter en lang juleferie. Vi gik rigtig godt i spænd med hinanden og jeg var på den igen med fuld oplæring. Jeg ville ikke tage min problematik op mere, for der var ikke så mange dage tilbage og det ville alligevel nok ikke gavne. Det var heller ikke på det her tidspunkt jeg skulle bede om en anden afdeling pga. den kort tid tilbage. Jeg begyndte at glæde mig til at komme hjem. På trods af et mindre fagligt udbytte til tider, end forventet, synes jeg det har været en rigtig god oplevelse, og jeg vil anbefale alle til at rejse ud. Ved hjemkomsten sprudlede jeg af energi. Glæden ved at vende hjem igen, med rygsækken fuld af oplevelser, dét at have været revet ud af ens dagligdag, møde andre mennesker, andre oplevelser og ikke mindst det at komme hjem og fortælle om det er det hele værd. Min bedste anbefalinger til at rejse ud i studiet

6 På tur på islandske heste og lave bål med norsk medbragte gløgg (det ren sprit, med saft) Der er så mange oplevelser ude i verden, grib dem, nyd det og senere i livet vil du kunne bruge en uforglemmelig tid. Heidi Rex Jensen, spl. stud.