Prædiken til 1. søndag i advent, Matt 21, tekstrække

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 1. søndag i advent, Matt 21,1-9. 1. tekstrække"

Daniel Ebbesen
8 år siden
Visninger:

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 30. november 2014 kl Bodil Raakjær Jensen Prædiken til 1. søndag i advent, Matt 21, tekstrække Salmer. DDS 74 Vær velkommen Dåb DDS 84 Gør døren høj DDS 76 Op! thi dagen nu frembryder Altergang: DDS 69 Du fødtes på jord DDS 80 Tak og ære være Gud Tekstlæsninger. Sl.24; Rom.13,11-14; Matt.21,1-9

DDS 74 Vær velkommen Dåb DDS 84 Gør døren høj - - - DDS 76 Op!

2 2 Prædiken. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus Den 1. søndag i advent 1946 holdt man den første danske gudstjeneste i den lille by Frederiksstad helt nede ved Ejderen på den slesvigske vestkyst. Dengang åndede byen ikke af idyl, som den gør nu. Mange af jer har sikkert besøgt den, vandret på brostenene langs kanalerne og kigget i de mange sjove butikker. Dengang var byen ikke fyldt med turister. Dengang var der i det hele taget ikke noget sjov ved den. Dengang var byen fyldt med sørgende, sultne og fortvivlede mennesker. Det gjaldt ikke mindst de mange flygtninge, der kom øst fra, som var flygtet over hals og hoved foran den sovjetiske hær i krigens sidste tid, og som nu tilfældigvis var endt her og prøvede at få livet til at hænge sammen. De hjemmehørende havde ikke meget at give af; men det er lidt som om ens gavmildhed er større, jo mindre man selv har. Så de hutlede sig på en måde igennem sammen. Fælles for dem var, at de havde et håb et håb om et liv i fred og glæde, et håb om en bedre fremtid. Mange rettede dette håb mod Danmark og mod den danske måde at leve på. De så i alt det danske en modvægt mod den tyske herskermentalitet, som de lige havde oplevet på allerværste måde. De så jo nok på et glansbillede. Men det, de fik øje på, var et samfund, hvor alle var lige, og hvor den svage fik sin ret. Et samfund uden vold og diskriminering. Uden nød og uretfærdighed. Det samfund ville de gerne være en del af. Med hjælp fra Danmark oprettede man en dansk skole, og selvfølgelig ønskede man sig også en dansk kirke. Den 1. søndag i advent 1946 var det så vidt. Man havde fået lov til at låne mennonitternes kirke og repareret den nødtørftigt. Tonerne fra de orgelpiber, der var blevet stjålet af indkvarterede engelske soldater, blev erstattet af organistens musikalske børn. Den legendariske pastor Martin Nørgaard kom fra Flensborg på sin cykel for at holde den første gudstjeneste på dansk sammen med en stuvende fuld kirke. Og hvad var det så han læste? Jo, han åbnede sin alterbog og læste: Natten er fremrykket; dagen er nær. Mere dækkende ord kunne han ikke selv have fundet på. Disse få ord fra dagens epistel udtrykte hele det håb og den forventning, som disse mennesker havde til fremtiden. At natten virkelig måtte være fremrykket, at den

Mange af jer har sikkert besøgt den, vandret på brostenene langs kanalerne og kigget i de mange sjove butikker. Dengang var byen ikke fyldt med turister.

3 3 mørke nat den mørke tid snart måtte være forbi for altid at dagen, den lyse, klare dag, den strålende fremtid måtte komme lige om lidt. Så skulle alt blive godt. Nu kom den gode tid med fred og glæde. Det håbede man på, og det troede man på. Natten er fremrykket; dagen er nær. Der er ikke noget galt i at lægge de ord ind som tolkning over sit eget liv. Det er vel det håb, vi alle har i de perioder, hvor livet går os imod. I perioder, hvor vi er ramt af sygdom eller bekymringer eller bare helt almindelig tristhed uden egentlig grund. Sådan nogle tider har vi alle sammen. Ligesom vi har søvnløse nætter, hvor mørket bliver ved og ved, og vi kaster os rundt i sengen, fordi vi ikke kan finde hvile. Og vi tænker, om natten dog ikke snart kan få ende. Vi spejder efter lyset i horisonten. Vi kender også den befrielse, det er at se den første violette lysstribe vise sig som tegn på, at natten er fremrykket og dagen er nær. Advent er sådan en violet lysstribe i horisonten. Advent er tegn på, at natten er fremrykket og dagen er nær. Advent er tid til forventning. Det er håbefuld ventetid. Men advent er endnu ikke den klare dag. Det er endnu ikke opfyldelse, men det er håbet ja, fast overbevisning om, at det vil ske snart. Der er noget særligt ved denne ventetid. Derfor er det så trist, når forventningen bliver slået ihjel ved alt for tidlig opfyldelse. Det lyder måske lidt skolemesteragtigt. Hvorfor vente på det gode, hvis man kan få det allerede nu? Men visse ting bliver altså bare endnu bedre ved, at man får lov til at vente lidt på dem. Det handler selvfølgelig ikke om sygdom, sult og søvnløshed. Den slags må gerne gå over med det samme. Men ventetiden før noget stort må gerne vare lidt ved. Det gør kun glæden større. Når vi venter på en stor fest eller en dejlig ferie. Eller som i denne tid, når vi forbereder os til jul. For store ting kræver netop forberedelse, så vi rigtig kan glæde os over det uden at komme så hovekuls ind i det, så vi slet ikke når at nyde det, inden det er forbi. Og her snakker jeg ikke om småkagebagning og hovedrengøring men om sindets parathed. Vi skal forberede os gøre os åbne for det, som kommer.

Det er vel det håb, vi alle har i de perioder, hvor livet går os imod. I perioder, hvor vi er ramt af sygdom eller bekymringer eller bare helt almindelig tristhed uden egentlig grund.

4 4 Evangeliet til i dag fortæller om, hvordan Jesus rider ind i Jerusalem. Det er det eneste evangelium, som vi læser to gange i løbet af kirkeåret. Når det er palmesøndag, læser vi det med sorg i sindet. For det er godt nok en festdag, men vi ved, at der venter død og ødelæggelse. Palmesøndag læser vi dette evangelium med langfredag i tankerne. Men i dag 1. søndag i advent er dette evangelium rendyrket glæde. Kristus kommer til os sagtmodig og mild. Han rider ind i Jerusalem på et fredeligt æsel. Han kommer ikke som en general eller en fører på en stridshingst. Kampvognen er skiftet ud med en cykel, hvis vi skulle oversætte billederne til vore dage. Det er fredskongen, der kommer. Det er ham, vi venter på. Det er ham, der skal modtages med hosianna og jubel også af os. For det er endnu en fortælling om, at den almægtige Gud bøjer sig mod jorden. Gud kommer den skrøbelige skabning i møde. Ja, Gud bøjer sig helt derned, hvor han bliver et med os. I julen fejrer vi, at Gud sender sin søn i skikkelse af et lille, forsvarsløst barn. Dermed byttes rundt på det hele. Den mindste og svageste får størst betydning. Den stærke og magtfulde må vige for at lille barn. Gud møder os selv i de svage og små. Der var tale om ventetid og om forventningerne, som bliver store i denne tid. De største forventninger har vi nok til os selv, og de er sjældent realistiske. Vi vil gerne lykkes og gøre det hele så godt. Være noget for nogen. Gøre festen god. Ikke skuffe nogen. Gøre alle glade. Men det kan vi jo ikke. Det kan også blive et mørke for os, hvis vi tror, at julens glæde afhænger af, om vi lykkes med alle vores juleprojekter. Så er det godt at få at vide, at også her er natten fremrykket og dagen nær. Den dag, hvor en anden vil bære de forventninger, som jeg ikke selv kan indfri. Den dag, hvor jeg indser, at det ikke afhænger af mig, om julen lykkes eller ej. Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.

Men i dag 1. søndag i advent er dette evangelium rendyrket glæde. Kristus kommer til os sagtmodig og mild. Han rider ind i Jerusalem på et fredeligt æsel.

5 5 Det er salmistens poetiske ord om det, der er ved at ske om ærens konge, der kommer han, der alene har skyldfri hænder og et rent hjerte. Det er ham, der er på vej Kristus. Solopgangen fra det høje forjættes i den violette stribe i horisonten. Natten er fremrykket dagen er nær. Det er advent. Amen

Relaterede dokumenter

PRÆDIKEN SØNDAG DEN 2.DECEMBER SIA VESTER AABY KL Tekster: Sl. 100; Rom.13,11-14; Matth.21,1-9 Salmer: 74,87,78,84,108

PRÆDIKEN SØNDAG DEN 2.DECEMBER 2012 1.SIA VESTER AABY KL. 10.15 Tekster: Sl. 100; Rom.13,11-14; Matth.21,1-9 Salmer: 74,87,78,84,108 Kom, du ærens konge, kom! Hjertet er din ejendom; Rens det, dan det,