Prædiken til 16. s. e. trin. kl i Engesvang

Transkript

1 1 Prædiken til 16. s. e. trin. kl i Engesvang 754 Se nu stiger solen fyldt af glæde 33 Han som har hjulpet hidindtil - på Et trofast hjerte Opstandne Herre, du vil gå - på Det dufter lysegrønt af græs 321 v. 4 O vidunder tro - af O kristelighed 402 v. 4-7 af Den signede dag Jeg har altid haft det sådan med den her søndags fortælling, at der - samtidig med det helt forunderlige - også er en barskhed ved evangeliet. Fordi det blot ved at fortælle om den døde unge mand, minder os om, at døden findes, og at den rammer uden nogen som helst orden eller rimelighed. Den tanke prøver vi ellers at holde os fra livet. Hvis vi ikke gjorde, kunne vi slet ikke leve; om man dagligt bekymres utåleligt for, om dem, man elsker, dør fra én, så er det vel en slags sygelighed, i hvert fald noget, der tapper livet fuldstændigt. Men bare det at blive mindet om dødens vilkårlighed - som jo dagens fortælling gør - kan gøre én så utryg. Og bange. Det er en del af det, jeg mener med det barske, at evangeliet til i dag er barskt. Man kunne skrive en helt roman om enken med den døde dreng, hendes eneste barn. Og den ville blive så sørgelig, at

2 2 ingen orkede at læse den. Så megen ulykkelighed. Og hvor er livet dog uretfærdigt. Og det andet barske er, at der ikke er én eneste af os, der ikke mindst én og sikkert flere gange i vores liv har ønsket så inderligt som et menneske kan ønske, at Vorherre kom ud af det blå og sagde til dén, der netop var død fra os: Rejs dig op. Og at vi fik den døde tilbage ligesom moren i dag. - Og hvad skal vi med beretninger om dødeopvækkelser, når vi gang på gang må lægge vore døde i graven, uden at Jesus kommer og redder dem og giver dem liv på ny? Det er så godt at få sagt, bare man lige har fået formet ordene - og jeg håber, det også virker, når en anden gør det på ens vegne - så går det ligesom bedre, så kan man næsten begynde at høre, hvad Vorherre vil svare én. For når man er kommet sig over det, over alt det der med barskheden, at én er død og over det, der ikke sker for os, i hvert fald ikke sådan 1: til 1: som i beretningen, så åbner historien sig jo som en vild håbsfortælling, en forunderlig beretning om, at døden har mødt sin overmand, da Jesus kom ind i verden som Guds ansigt og væsen. Og vi hører om, hvad vi har i vente, når vi dør, og når de dør, som vi holdt af, at Jesus kommer og siger: Rejs dig! Selv om det unddrager

3 3 sig enhver forståelse. Det er noget, man enten må enten tro eller lade ligge. Men ellers er der noget ved teksten, som jeg har grundet meget på, og som på én eller anden måde åbner fortællingen. Det er Jesu ord til den sørgende mor: Græd ikke! siger han. Det er ellers ikke noget, man må sige til nogen. Det eneste man kan sige, når nogen græder - i hvert fald hvis man skal være medfølende og medlevende - er det modsatte: Græd kun. Og det hvad enten der fra ens eget synspunkt er grund til græde eller ej. Vi kan nemt byde andre at føle noget andet, end de føler eller have det på en anden måde, end de har det, og sige græd ikke eller det kan ikke nytte noget eller tag dig nu sammen eller hvad vi nu kan høre os selv sige, fordi vi ikke kan udholde de andres gråd eller klage eller ulykkelighed. Men det ændrer ikke noget, man bliver ikke glad, fordi nogen siger græd ikke og overvinder ikke det uoverskuelige ved at høre et Tag dig sammen!. Det ved vi, når det har været os, der har grædt og andre, der har sagt græd ikke.

4 4 De gange, det var os, der ikke kunne bære at holde ud med den anden i det svære og for vores egen skyld sagde: Græd ikke, husker vi nok langt dårligere. Græd ikke. - Under almindelige omstændigheder må man ikke sige det, hvis man ikke vil gøre ondt værre. Men Jesus siger det. Han siger det her i dagens fortælling og han siger det, da han senere opvækker et andet dødt barn, en lille pige. Og han siger det med lidt en anden formulering til Maria Magdalene, der møder ham lyslevende påskesøndag, men ikke genkender ham: Kvinde hvorfor græder du? Jesus siger det: Græd ikke. Fordi han samtidig gør det sådan, at der ikke mere er noget at græde over. Og det er vel netop kun, når man har magt til at ændre det, der er grådens genstand, at man i sandhed kan sige: græd ikke. Vi kan måske sige det i sandhed, hvis én græder, fordi vedkommende mangler mad og tøj og et sted at bo eller føler sig forfærdelig ensom, fordi det faktisk står i vores magt at gøre noget ved det. Men jo ikke, når nogen dør, da er det noget nær det dummeste og mest hjerteløse, man kan sige: græd ikke! Da må man sige: græd kun!

5 5 Alene når man kan gøre noget, der gør gråden overflødig kan man sige græd ikke. Det er derfor Jesus siger det; for han har Guds magt, så han kan vække liv af døde. Således siger han det til Maria Magdalene, da han er gået ud af graven: græd ikke! Fordi der ikke længere er noget at græde over. Græd ikke! - - Den sidste og absolut mest mærkelige og syrede bog i biblen, Johannes Åbenbaringen, som man nemt kan forlæse sig på, hvis man ikke er inde i det apokalyptiske billedsprog, som dette skrift betjener sig af, har også nogle fine og mere jordnære billeder. Navnlig ét, hvor der fortælles om, at Gud ved tidernes ende og vor egen tids end, tager om os og aftørrer alle de tårer, vi har grædt. - Det kan godt være, det er et naivt og enfoldigt billede af, hvordan Gud møder os, når vi dør, men i så fald vil jeg gerne være naiv og enfoldig. For jeg kan med hele mig selv mærke, hvad den tanke gør ved mig, at jeg engang vil blive holdt om og trøstet som om jeg var et barn, og at al sørgmodighed og ulykkelighed vil blive hvisket af mit ansigt

6 6 af Gud selv, fordi jeg nu er et sted, hvor der ikke længere er noget at græde over, ja hvor tårer er blevet helt overflødige. - - Græd ikke! Det er ord, der på én og samme tid forudgriber Jesu opstandelse og vores. For kun hvor der ikke er noget at græde over, kan man meningsfuldt sige sådan. Og en dag - det er troens dristige påstand - en dag er der ikke noget at græde over, en dag er det os, Vorherre taler til. - Rejst dig op, siger han. -Græd ikke! Amen