Omvendt husker jeg fra gamle dage, da der fandtes breve. Jeg boede i de varme lande, telefonen var for dyr. Så jeg skrev

Transkript

1 1 Prædiken til Kr. Himmelfart 2014 på Funder-siden af Bølling Sø 723 Solen stråler over vang 257 Vej nu dannebrog på voven 392 Himlene Herre 260 Du satte dig selv Er du der? Er der sommetider nogen, der spørger mig om i telefonen. Det er når jeg sidder ved mit skrivebord og taler i telefon og så lige tjekker vejrudsigten samtidig med. Den slags burde man meldes til politiet for og man mærker det straks i den anden ende Er du der?. Nej det var jeg så ikke lige, for jeg var ved at undersøge, hvordan vejret ville blive de næste dage på det befolkede sted i Midtjylland, der hedder Engesvang. Jeg lod som om jeg var der,men var der ikke alligevel. I øvrigt er der ikke noget som små og store skærme af enhver slags, der kan gøre os fraværende. Vi synes selv, vi er der, men vi er fraværende. Om end det er et fravær, som vi er bedst til at se, når det er de andre, der er det. Omvendt husker jeg fra gamle dage, da der fandtes breve. Jeg boede i de varme lande, telefonen var for dyr. Så jeg skrev

2 2 breve, mindst ét om dagen. Kun sådan kunne man få ét igen. Hver eneste dag gik jeg på posthuset og så, om der var noget. Mange dage var uden post, men så pludselig kom der en dynge, aviser fra en uge og brevene. Når jeg læste dem, var det som om det menneske, hvis hånd havde skrevet dem, trådte lyslevende frem og stod foran mig, jeg hørte stemmen og så ansigtet for mig, selv om brevskriveren var mere end tusind kilometer væk. Nærvær og fravær. Det er en helt almindelig erfaring, at man kan være nærværende, selv om man er langt væk og fraværende selv om man er helt tæt på, at nærvær og fravær ikke er bundet til fysisk tilstedeværelse. Ja, tror endda flere af os har mærket, at mennesker, der er døde fra os, næsten kan opleves mere nærværende i vore tanker som døde end dengang de levede. Kr. Himmelfart handler om nærvær og fravær. Og med de erfaringer vi har fra vores almindelige liv er der ikke noget mærkeligt i, at man kan forsvinde fysisk og dog være helt tæt på. Langt sværere er det i med Guds nærvær og Guds fravær i al almindelighed, det at Gud er helt tæt på, så tæt som blodet i vore åre og luften vi ånder ud og ind, når vi også erfarer Ham

3 3 som fjernhed, ja som fravær, som forsvundet, som én, der ikke er der. Nærvær og fravær. Når Gud er helt tæt på, hvorfor er han det så ikke altid? Og hvorfor kan himlen som et tegn på Guds totale nærvær, når vi modløse og fortvivlede ser op i den, også blive tegn på det helt modsatte, på fraværet? Jeg ved ikke, om man kan sige, at dagens fortælling fra Apostlenes gerninger giver os et svar på det dér med Guds nærvær og fravær. Det kan der vel ikke svares på, det hører med og er en del af gådefuldheden ved at leve, at Gud ikke altid kan mærkes, kan erfares, selv om vi forkynder at han er helt tæt på ethvert menneske, noget der i mørke stunder næsten kan virke provokerende at høre på. Men i hvert fald siger dagens fortælling, at Jesu disciple baksede med det samme som os. De var fortvivlede, da Jesus fór til himmels. Han var jo lige opstået og nu tænkte de, at alting skulle til at være som i gamle dage; de skulle gå rundt og se Jesus gøre kærligheden, de skulle sidde ved bålet om aftenen, Jesus skulle tale, mens de mærkede Gudsnærværet ligeså tydeligt som deres egne lemmer. Sådan blev det ikke og efter knap seks nogle uger, var han væk igen. Helt væk. Fravær.

4 4 Og selvfølgelig står de og ser efter ham, selv om himlen mere og mere bliver fraværets tegn og de mærker, at det blæser køligt dér på toppen af bjerget. Hvad skulle det hele til for? Jesus kommer, han gør godt, de følger ham, han dør, han opstår, han er væk. Et øjeblik føler de sig som skuespillere i et absurd teaterstykke hvis det havde været noget, man kendte på deres tid. Men da mærker de et let prik på skulderen. Det er en engel. Hvad glor I efter? Hvis engle siger sådan. Det ved man ikke. Når man stirre op i himlen, kan man ikke se, hvor man går, man kan ikke se, at hvidtjørnen blomstrer og at det er blevet forår, man kan ikke se svanerne, der glider på søen som hvide skibe, man kan ikke se myren og mariehønsene. Og man kan ikke de se nogen. Og dét har i hvert fald aldrig været meningen, da Gud skabte verden, at man ikke skal kunne se nogen, det er jo selve meningen, at se nogen, at se de andre. Og blive set. Englene prikker dem på skulderen og hiver deres øjne ned fra dét er himmelvendte på den ufede måde, der hvor man fortaber sig i det, der er borte, i fraværet, englen giver deres blik retning. Dér er nærværet. Dér møder Han jer. Dér skal I

5 5 erfare ham, der vil i mærke, han er der. Selv om fraværet hører med. Og vi ikke kan stille noget op med, ud over at vide, at også Jesus kendte til det. Om disciplene snakkede mere med englene end det man kan læse i apostelenes gerninger, det ved kun Gud. Jeg håber, at englene lyttede tålmodigt til deres sorg over det fravær, som de oplevede dér på bjerget. Gudsfraværet. Men måske, da gik ned ad bjerget, var Thomas lige ved at falde og han var snublet næstegrus, hvis ikke Jakob havde grebet fat i ham. Og kan hænde, da de kom ned, at Johannes kammeratligt slog Andreas på skulderen, fordi han så så fortabt ud, og hvem ved om ikke, Fillip sagde: jeg har altså penge nok til at købe fisk og brød og lidt vin, hvis I tænder et bål, så kommer jeg om lidt. Ligesom det sker hver eneste dag i vores liv, at nogen siger noget eller gør noget, helt små ting, så vi mærker at vi ikke er alene, så vi erfarer, at Gudsnærværet også ligger i alle de små ting, der sker hele tiden. Gud er også i den indskydelse, der rammer os, når vi kommer i tanker om, om vores gamle, enlige nabo måske vil spise med i aften eller når vi ringer på og spørger, om der er brug for os eller vi skal gå igen, dér hvor nogen, vi kender, flager på halv stang, Gud er i det skabtes

6 6 skønhed og i smilet fra tilfældige mennesker, og i oplevelsen af at blive berørt. Erfaringer af Guds fravær slipper vist ingen for, der tumler med troen. Men han er der, Gud. Så tæt på som blodet i vore årer og luften vi trækker ind og ud. Og vi erfarer ham lettest, når vi kikker ud ad. Selv om det jo også kan ske, at han prikker os på skulderen, når vi står og glor ind i himlen og fortaber os i fraværet. Amen