2. søndag efter trinitatis 25. juni 2017

Transkript

1 Kl Kl Burkal Kirke Bjolderup Kirke (med nadver) Tema: Undskyldninger er der nok af Salmer: 747, (596), 289; 385, 356 Evangelium: Luk. 14,16-24 En stor og fantastisk fest. Sådan er Guds rige. Det er en fest hvor der ikke mangler noget. Gud er som en vært der har travlt med at gøre alt parat til sine gæster. Sådan har han i flere hundrede år arbejdet med at forberede alt til det store øjeblik, da indbydelsen kunne blive sendt ud med de helt vidunderlige ord: "Kom, nu er alt rede!" 1

2 Forberedelserne begyndte allerede i Paradiset, lige så snart mennesket havde forbrudt sig mod sin skaber. I forbandelsen af slangen lød det første løfte om en frelser. Allerede dengang ved historiens begyndelse lovede Gud de første mennesker at der engang skulle komme en der skulle knuse slangens hoved. Det skulle være et menneske der skulle betale en høj pris for at redde alle andre mennesker: Han skulle hugges i hælen af slangen. (1. Mos. 3,15) Det var Jesus der opfyldte denne urgamle profeti, da han led døden på korset. Så troede den Onde at nu havde han fået bugt med Guds Søn. Men dér tog han grueligt fejl. Ved skæbnens ironi var det netop ved at Jesus døde at Guds frelsesplan blev fuldført. Jesus betalte ved sin død alt hvad vi mennesker skyldte Gud. Enhver der tror på Jesus har tilgivelse for alle sine synder. En anden vigtig ting der skulle forberedes i god tid var udvælgelsen af Guds folk. Gud kaldte Abraham til at blive stamfar til Israels folk. Et lille og ringeagtet folk i Mellemøsten fik Guds store løfter. De fik både et stort afkom, som havets sand og himlens stjerner, og de fik et sted at være, Kanaans land. Trods stor modstand fra den tids supermagter, Egypten og Babylon, så kunne det jødiske folk ikke udryddes. Der blev altid en rest tilbage, der kunne føre arven videre til næste generation. I tidens fylde sendte Gud sin egen Søn. Jesus viste os i højeste grad Guds kærlighed, både ved alt hvad han gjorde og ved alt hvad han sagde. Han elskede os mennesker til det yderste. Det kostede ham livet. Som et stille offerlam bar han villigt al verdens synd. Påskemorgen forlod han graven. Han brød dødens magt. Pinsedag sendte Gud sin Helligånd til verden. Ånden blev udgydt over apostlene og siden over alle der hørte det glædelige budskab om frelsen i Jesus Kristus. Ved forkyndelsen om Jesus skabte Guds Ånd troen i hjerterne på alle der ville tage imod Guds gave. Sådan er Gud! Han har i sin utrættelige kærlighed gjort alt rede for at kunne holde fest for alle mennesker på jorden. De der blev indbudt først var Guds ejendomsfolk, jøderne. Det var kun dem i første omgang. Det var derfor Jesus kunne sige til den kana'anæiske kvinde: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." 2

3 (Matt. 15,24) Men da de ikke ville komme til festen, så gik indbydelsen videre ud - til alle andre. Så kommer gæsterne fra alle verdenshjørner for at sidde til bords med Israels stamfædre, de tre patriarker, Abraham, Isak og Jakob, men "Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor." (Matt. 8,11-12) Det er jo det store, vidunderlige skifte der sker på Jesu tid, at indbydelsen til Guds fest ikke længere kun gælder det jødiske folk, men nu sendes ud til alle mennesker i hele verden. Vi ser det tydeligt i Apostlenes Gerninger efter Jesu himmelfart. Først gik apostlene kun til deres egne landsmænd. De prædikede om Jesus i de jødiske synagoger, men senere blev Peter på en fantastisk måde, ved et mærkeligt syn, kaldet til at prædike for en romersk officer, der hed Cornelius. Da gik det op for Peter at Gud også ville have med andre folk at gøre. At Gud ikke gør forskel på nogen. (Ap.G. 10,34) Senere oplevede Paulus i en synagoge at jøderne dér ikke ville acceptere det budskab om Jesus, som han forkyndte for dem. Dét fik Paulus til at komme med en stærk erklæring over for dem: "Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne." (Ap. G. 13,46) Gud vil have fest, også selv om hans første gæster ikke gad komme. Så det blev vores held i Europa og i Danmark, ja det blev redningen for alle folk på hele jorden. Selv om vi ikke hørte med til Guds eget folk Israel, så fik vi alligevel lov at være med til Guds fest. Indbydelsen gælder os alle. Der er ingen smalle steder hos Gud. Du må blot tage imod det og tro det. Når du siger "ja tak", så er det dit. Så har du allerede fået foden indenfor i festsalen! Så har du del i det evige liv. Det er så fantastisk at Gud har gjort alt rede og nu indbyder os alle til at komme med til festen. Derfor kan man kun undre sig over at så mange siger "nej tak" til hans indbydelse. De svar vi hører i lignelsen er ganske typiske. Ingen af de indbudte sagde direkte nej. De var alle sammen åh så høflige. De kom med alle mulige undskyldninger. Men husets herre blev vred. For han gennemskuede dem, og så hvor hule deres undskyldninger var. Han så klart hvad der gemte sig bag deres "gode grunde": De havde slet ikke lyst til at 3

4 være med ved den fest han så grundigt havde forberedt. De foretrak alle deres egne gøremål. Det er de samme undskyldninger vi møder i dag, når vi prøver at få folk med til gudstjeneste i kirken eller til møde i missionshuset: "Jeg har desværre ikke tid til det dér med Vorherre. For jeg har jo mit daglige arbejde. Det kræver alt, hvad jeg har i mig, fra jeg kommer til jeg går. Og når jeg så kommer hjem, er der så mange ting der skal gøres, med hus og have og børn og bil. Og hvad der eventuelt måtte være tilbage af tid, skal selvfølgelig bruges til at slappe af. Jeg beder dig derfor have mig undskyldt. Jeg har bare ikke overskud til det. Måske senere." Undskyldninger er der nok af, men de er stadig lige så dårlige og uacceptable. Vi har simpelthen ikke nogen god grund til ikke at tage imod indbydelsen. I løbet af tiden har imidlertid altid været nogle som var villige til at tage imod indbydelsen og komme med til festen i Guds rige. Det var ikke dem der først blev inviteret, for de mente ikke de behøvede at komme. De der kom med var dem som var foragtede og udenfor. Lige som Jesus selv blev regnet for et udskud og en outsider, så var de fleste af hans disciple også mennesker der ikke var noget i andres øjne. Det var typisk toldere og syndere der holdt sig nær til Jesus for at høre ham. (Luk. 15,1) Eller dem som Paulus taler om i sit første brev til menigheden i Korinth: "tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud." (1. Kor. 1,26-29) Det er dem som i lignelsen kaldes "fattige, vanføre, blinde og lamme" og dem der var langt borte ved vejene og gærderne. Det var alle dem der ikke havde regnet med at de skulle med til den store fest. Tjenerne måtte ligefrem nøde dem, fordi de ikke syntes at de var værdige til at deltage i festen. Nu fik 4

5 de den helt store chance, ganske uventet, og ganske ufortjent. Det var næsten for godt til at være sandt. Når nu Gud har gjort al ting klar til den store fest, så kan man ikke andet end undre sig over hvorfor der er så mange der ikke vil tage imod indbydelsen. Det er ikke til forstå. Tænk at husets herre har gjort sig så stor ulejlighed med forberedelsen af en stor fest, og så er der slet ingen der gider komme! Hvor er det frækt! Der kan ikke gives noget generelt svar på hvorfor så mange ikke vil have med Gud at gøre. Forklaringen på denne gåde finder vi kun i de indbudtes syn på sig selv. De der først fik buddet, var for stolte og selvsikre til at de havde lyst til at komme med. De kunne godt klare sig selv og syntes ikke de havde behov for hvad Gud ville give dem. De havde nok i alt deres eget. De var sig selv nok. Kaj Munk udtrykte det meget skarpt i en prædiken fra 1941: "Vor Tids Menneske vilde holde sine egne Fester i Stedet for at gaa til Aandens Højtid. Gennem Kapitalismen og Erotikken vilde det skabe sin egen Lykke. Hvordan er det saa gaaet med denne Lykke? Lad os sige det rent ud: det har ikke i Historien været Tidsrum, hvor Mennesket var mere ulykkeligt. Det Himmerig, vi vilde skabe os selv, er blevet et Helvede. Vi foragtede den store Konges Fest og gik til vor egen, og jeg skal love for, at vi har faaet Fest." ("Ved Babylons Floder", Nyt Nordisk Forlag 1944). De der tog imod Guds indbydelse var dem der var klar over deres egen fattigdom og uværdighed. I modsætning til de rige og velbjærgede, så vidste de fattige at de havde brug for hvad Gud ville give dem. De tog med glæde imod indbydelsen. De vidste at de havde brug for en nådig Gud. Lad også os i dag tage imod Guds indbydelse, når han siger: "Kom, nu er alt rede!" Amen. 5