Midfaste søndag 6. marts 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke 15, 41; 369, 13 (dåb) Kl Tinglev Kirke 30,298; 662, 31 Tema: Livets brød fuld tilfredsstillelse Evangelium: Joh. 6,24-37 "I can't get no satisfaction... Cause I try and I try and I try and I try. I can't get no... " Sådan synger Mick Jagger i rockgruppen Rolling Stones. Det betyder: "jeg kan ikke få nogen tilfredsstillelse. For jeg prøver og prøver og prøver og prøver. Jeg kan ikke få nogen tilfredsstillelse." Sådan jager mennesker altid efter at få tilfredsstillet deres behov. Men de får aldrig den fulde tilfredsstillelse. Mennesket er umætteligt. Hvor meget vi end får af mad, tøj, bolig, penge, fornøjelser, rejser og hvad man ellers kan nævne, så er vi aldrig helt tilfredse. Vi vil altid have mere. Sulten kan aldrig stilles helt. Når vi er blevet mætte, bliver vi jo sultne igen. Der er ikke noget i denne verden som kan give os den fuldstændige og endegyldige tilfredsstillelse. Det var også det som Israels folk oplevede, da de var blevet frelst fra slaveriet i Egypten. Selv om Gud havde reddet dem i kraft af et utroligt stort under 1

2 ved at føre dem gennem det Røde Hav, så glemte de det hurtigt. Derfor hedder det om israelitterne i en af salmerne i det Gamle Testamente: "Dog blev de ved med at gøre oprør mod Gud... de vakte hans vrede i ørkenen ved at surmule og beklage sig og kræve mad. De kritiserede tilmed Gud ved at sige: 'Kan han ikke engang give os ordentlig mad?'" Men trods det står der også at "han åbnede skyerne og himlens dør, og lod manna regne ned fra himlen. Han gav dem engles mad - så meget de kunne spise." I sin godhed sørgede Gud for sit folk under hele ørken-vandringen. Det er det glædelige budskab i dagens tekst: Gud er god, og i sin store kærlighed sørger han godt for os. Han giver os hver dag hvad vi har brug for til livets opretholdelse. Men han nøjes ikke med det! Han vil give os endnu mere. Han har givet os livet, men han vil også give os det evige liv. Det var derfor Jesus sagde til folkene dengang: "Arbejd ikke for den mad der forgår, men for den der består". Så var det at de spurgte ham hvad de skulle gøre. Og svaret kom med det samme: "Guds gerning er den at I tror på ham han har udsendt." Det vil sige at de ikke kunne arbejde sig frem til at opnå det evige liv. Det er fordi de kun er Gud der kan give os evigt liv. Gud vil ved sit ord skabe troen i os. Derfor sagde Jesus at det eneste vi kan og skal gøre er at tro på ham som Gud har udsendt. Dvs. vi skal tro på Jesus, at han er den frelser som Gud sendte til os. Han er Guds Søn, der blev sendt til jorden som verdens frelser. Men det ville Jesu tilhørere dengang ikke nøjes med. De krævede at få beviser på at Jesus var Messias. Jesus skulle bevise det ved at give dem manna, lige som Moses havde gjort i sin tid ude i ørkenen. Jøderne mente nemlig at mannaen blev gemt i himlen, og at folket i de sidste dage skulle modtage den fra Messias. Men Jesus gør dem opmærksom på at det ikke var Moses der gav dem mannaen. Det var Gud. På samme måde er det heller ikke Jesus der nu skulle give dem dette brød fra himlen, men Gud selv. Og det havde han gjort ved at sende Jesus, sin egen søn, til dem. Jesus er selv det brød! Han er Guds manna. Og Jesus er meget mere end den manna, som jøderne fik dengang under ørkenvandringen. For fædrene der spiste mannaen døde. Mannaen var Guds gave, men den formåede kun at udskyde døden. Jesus - som livets brød - er 2

3 Guds egentlige og største gave. Han udskyder ikke blot døden, men han overvinder den for dem som tager imod ham. Den som tager imod Jesus i tro får nemlig del i det evige liv. Ved troen på Jesus skænkes hele den fylde, som er mere livsvigtig for mennesket end at få opfyldt alle de fysiske behov, selv om de også er vigtige. Jesus er Guds gave, som man aldrig bliver færdig med at tage imod. Den højere tilfredsstillelse, som vi alle længes efter mere end noget andet kan kun være en gave der kan modtages i tro. Det er kun Gud der kan give os den fulde og dybe tilfredsstillelse i vores liv. Det var fordi Mick Jagger og Rolling Stones ikke troede på Jesus at de kunne synge "I can get no satisfaction" = "jeg kan ikke få nogen tilfredsstillelse." I dagens tekst lærer Jesus os at han er den eneste der kan give os evigt liv. For alle der kommer til ham, er han kilden til evig tilfredsstillelse. Her opfyldes det løfte som den gamle pagt ikke kunne opfylde. Det er det løfte, eller den indbydelse, som findes i Esajas' Bog: "Kom alle I der tørster, kom og få vand! Kom I der ingen penge har! Køb korn og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling!... Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!" (Es. 55,1.3a) Jesus siger senere i sin tale om livets brød at det brød han vil give er hans kød, som gives til liv for verden (Joh. 6,51) Det vil sige at det er Jesu død som giver verden liv. Det sagde han, fordi påsken var nær dengang, lige som den er for os i dag. Om et par uger skal vi fejre påske og mindes hvordan Jesus gav sig selv hen i døden for vores skyld. Det vi skal lære af dagens tekst er kort sagt at Gud sørger godt for os. Han giver os livet, både det jordiske og det himmelske. En dag skal vi vende tilbage til jorden som vi er taget af. Men en anden dag på den yderste dag - skal vi oprejses af jorden og få herlighedslegemer, lige som Jesus fik det efter sin opstandelse påskemorgen. Både mannaen i ørkenen og Jesu bespisningsunder i ørkenen var tegn på Guds godhed, som består i at han giver os det daglige brød. Men samtidig pegede disse tegn ud over sig selv. De pegede hen på at det dybest set er Gud der giver os liv. Han giver os evigt liv ved troen på hans søn 3

4 Jesus Kristus. For Jesus er det himmelske brød, den nye pagts manna, der giver verden liv, ikke kun for en tid, men evigt liv! Folkekirkens Nødhjælp havde engang et motto der lød "Brød til verden". Det er også kristendommens motto: "Livets brød til verden". Gud vil ikke kun give os hvad vi behøver til at eksistere, dvs. leve en begrænset tid, men han vil give os hvad vi behøver til at leve ubegrænset. Han ønsker at have et evigt fællesskab med os i sin himmelske herlighed. Også mannaen i den gamle pagt pegede ud over sig selv. Ikke alene gav den israelitterne den mad de havde brug for dag for dag, men den mindede dem også om at det var Gud der gav dem den. De blev hver eneste dag mindet om at det var Gud der stod bag. Det betød at forholdet til ham var det vigtigste i deres liv. Det var dybest set Gud der gav dem livet. Det er det Moses sagde til dem dengang de efter 40 års ørkenvandring stod ved grænsen til det forjættede land: "Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund." (5. Mos. 8,2-3) Det var de ord Jesus også selv brugte til at forsvare sig mod Djævelens angreb i ørkenen, da han fristede ham til at begå selvtægt ved at forvandle sten til brød for at få noget at spise. Hemmeligheden i vores forhold til Gud som skaber og livets opretholder er at Jesus selv er livets brød fra livets Gud, der styrker og nærer og bærer os til det evige liv. Det sker ved at vi bliver ét med det brød. At spise er at blive ét med det, man spiser. Vi optager det i os, og det omdannes ved hjælp i fordøjelsen i vores tarme og transporteres ud i hver lille del af kroppen, ud i alle legemets celler. Det bliver ét med os. Tyskerne har en finurlig talemåde, der lyder: "Man ist, was man isst". Umiddelbart lyder det som en selvfølge: "Man er, hvad man er" - ja hvad ellers? Men så opdager man pludselig, hvordan det er stavet: "Man ist, was man isst" - i det sidste ord er der to s er. Så der står faktisk: "Man er, hvad man spiser." 4

5 Det gælder også det brød, som er Jesus Kristus selv. Troen på ham, livet med ham, er en bestandig ernæring med Livets Brød, daglig føde, som han giver os ved sit ord, ved bønnen, ved selve sit nærvær og ved nadverens brød og vin. Vi er, hvad vi spiser. Vi bliver ét med ham, får stille og roligt det evige liv bygget op i vore hjerter. Man er, hvad man spiser. Vi bliver fra dåbens øjeblik og hele livet igennem ét med Jesus Kristus, med hans liv og død - og opstandelse. Hans liv og hans død - og hans opstandelse - bliver vores liv og vores død - og opstandelse. Hans liv bliver vores, og vi bliver hans, og vi skal i al evighed ikke skilles fra hinanden. Det fortælles, at da Vallekilde Højskoles gamle forstander Poul Hansen skulle dø, lå han i sin seng og talte om at han skulle over Lillebæltsbroen. Det er der ikke noget sært i, når man tænker på Grundtvigs salme "Helgen her og helgen hisset" (nr.573), hvor det hedder om de døde og de levende, at de er i samme menighed, "skilt kun ved det lille bælt". Men den unge læge, der hørte Poul Hansen tale om Lillebæltsbroen, mente, at nu var patienten ikke længere klar. Poul Hansen svarede: "Nej, unge mand, jeg ser klarere, end De gør." Og da lægen udtrykte sin forbavselse over den fred og tillidsfuldhed, der var i huset, fik han det svar fra den syge: "Jo, doktor, De tror, at vi rejser fra de levendes land og til dødningehjem. Men vi véd, at det er modsat: Vi rejser fra dødningehjem til de levendes land." Ordene lød fra en der havde spist af livets brød. I nadveren giver Jesus os sig selv helt konkret i form af brødet og vinen. Vi tror at det er ham selv vi tager imod, fordi han selv har sagt det i den nat da han blev forrådt. Dér ved nadverbordet modtager vi ham som er livets brød. Nadveren knytter os tæt sammen med ham, som med garanti er tilfredsstillelsen af alt hvad vi har brug for. Så får vi "full satisfaction". Ved at give os sig selv giver Jesus os hele den livsfylde som Gud har til os. Her hos ham får vi fuldstændig slukket vores sult og tørst. Amen. 5