Anderkendende relationer til tilknytningsforstyrrede borgere

Transkript

1 Anderkendende relationer til tilknytningsforstyrrede borgere Tanja Lisby Andersen pa13117 Lena Skovgaard pa13118 Kia Dittfeld pa13119 Bachelorprojekt 13. juni 2016 Vejleder: Malene Chrestensen Hjælpevejleder: Glenn Dyrholm Antal tegn:

2 Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning Anerkendende relationer - fælles Problemformulering - fælles Begrebsafklaring -fælles Afgrænsning - fælles Metode - fælles Tilknytning - Tanja John Bowlby - Tanja Vurdering - fælles Relationer - Lena Flemming Andersen - Lena Vurdering - fælles Anerkendelse - Lena Axel Honneth - Lena Vurdering - fælles Berit Bae - Kia Vurdering - fælles Livskvalitet - Kia Siri Næss - Kia Vurdering - fælles Teoriernes anvendelse i praksis - Tanja Konklusion - fælles Perspektivering - fælles Litteraturliste

3 1.0 Indledning Anerkendende relationer - fælles Der har de seneste år været et større fokus på anerkendelse og anerkendelsens betydning for pædagogens og borgerens relation. Vi har derfor valgt, at vi i vores bacheloropgave vil belyse pædagogens arbejde med anerkendende relationer til mennesker med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse. De borgere, vi har fokuseret på, har tilknytningsforstyrrelser. Vi har valgt dette emne, fordi vi mener, at anerkendende relationer er en forudsætning for, at borgerens livskvalitet kan højnes. Mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse er en målgruppe, der interesserer os som kommende pædagoger, og en gruppe, hvorfra vi alle har indsamlet erfaring. I praksis har vi erfaret, hvor vigtigt det relationelle arbejde kan være, og hvor stor betydning, det har for den enkelte borgers livskvalitet. Det er en afgørende faktor for, at borgeren oplever, at der er en mening med tilværelsen. Mennesket er et relationelt væsen, og har brug for følelsen af tilknytning til andre mennesker (Wennerberg 2011:13). En anerkendende relation bygger på, at parterne ser sig som ligeværdige, det vil sige, at hverken pædagogen eller borgeren har mere betydning end den anden i relationen (Jensen 2015:92). Som pædagoger er vi underlagt love og konventioner, vi skal arbejde ud fra. I FN s handicapkonvention står der således: Personer med handicap skal på alle områder have lige muligheder og samme rettigheder som andre mennesker (socialministeriet 2010:9). Det vil sige, at vi som pædagoger skal sørge for, at personer med handicap får samme rettigheder som andre. Men hvordan kan vi som pædagoger højne borgerens livskvalitet? Og hvilke faktorer spiller ind, når vi skal opretholde en god relation? Det vil vi med vores opgave undersøge, for derigennem at nå frem til en større viden på området. Det leder os hen til vores problemformulering, som lyder: 1.1 Problemformulering - fælles Hvordan kan vi som pædagoger gennem anerkendende relationer til borgere med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse samt tilknytningsforstyrrelser medvirke til at skabe øget livskvalitet for borgeren? 1.2 Begrebsafklaring -fælles Målgruppen for vores opgave er mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne. Socialstyrelsen betegner disse som borgere, der har en hæmning i deres udvikling. Det betyder, at personens udvikling er nedsat i forhold til andres, og i de fleste tilfælde opnår borgeren ikke den samme udvikling som andre. I opgaven 3

4 benytter vi ordet borgere for en person med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne (Socialstyrelsen). 1.3 Afgrænsning - fælles Vi har i vores bacheloropgave haft fokus på borgere inden for specialområdet med tilknytningsforstyrrelser. Borgerne bor på institution og er i aldersgruppen atten år og opefter. Borgerne har et godt ekspressivt sprog og er til dels selvhjulpne. Vi har erfaring indenfor dette område, og derfor har vi valgt at skrive om tilknytningsforstyrrede borgere. Eksemplerne i opgaven er observationer, som vi har gjort i praksis. Vi har i opgaven fokus på Bowlbys teori om tilknytningsmønstre, og ikke selve tilknytningsdiagnosen. Det er en pædagogs naturlige og professionelle interesse at skabe lige rettigheder og muligheder for mennesker med nedsat funktionsevne, men interessen står ikke alene. Vi er også som pædagoger underlagt love, som har til formål at sikre ligeværdighed, lige muligheder og lige rettigheder for alle i samfundet uanset mental eller fysisk tilstand. Borgerne som vi har fokus på i opgaven, er anbragt på institutioner, hvor de er underlagt enten 107 eller 108 i Serviceloven. 107 omhandler midlertidigt ophold for personer med et handicap og/eller sociale problemer. 108 omhandler tilbud om en boform, der er af længerevarende karakter for borgere, der har behov for hjælp til daglige gøremål og til omsorg og pleje. Formålet med disse paragraffer er, at borgeren skal have den nødvendige omsorg og støtte fra pædagogen i arbejdet med at øge og styrke deres selvstændighed (Retsinformation). Det vil sige, at den støtte pædagogen giver, skal kompensere for egenskaber, som borgeren ikke selv besidder. Opgaven er at yde hjælp til selvhjælp. Serviceloven 1 stk. 2 lyder: Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten (Retsinformation). Her ses, hvor betydningsfuldt pædagogens arbejde er inden for specialområdet. Oftest arbejder pædagogen med borgere, som har brug for hjælp af andre til at få dagligdagen til at fungere. Når pædagogen formår at hjælpe borgeren til at være aktør i eget liv, vil det højne borgerens livskvalitet. I 2009 godkendte Danmark FN s konvention fra 2006 om handicappedes rettigheder. Målet med konventionen er at sikre, at borgere med handicap får samme muligheder og rettigheder, som alle andre i samfundet. Alle skal kunne være en del af samfundet, og have lige muligheder for at leve et værdigt liv (Jappe 2013:22). De grundlæggende 4

5 holdninger i handicapkonventionen er, at: alle mennesker er noget værd, alle har ret til at bestemme over eget liv, og alle skal have frihed til at vælge og være så uafhængige af andre som muligt (socialministeriet 2010:15). Pædagogen har således en vigtig rolle i at borgeren opnår konventionens rettigheder. Vi mener, som kommende pædagoger, at vi kan hjælpe borgeren med at opnå disse rettigheder ved at have fokus på anerkendende relationer for bl.a. derigennem at styrke og øge borgerens livskvalitet. 1.4 Metode - fælles For at belyse tilknytningsforstyrrelser har vi valgt at benytte John Bowlbys teori om en sikker base, og hans teori om de fire tilknytningsmønstre (Bowlby 2006:19-20). Endvidere vil vi belyse tilknytningsforstyrrelser ved at inddrage nyere empiri, f. eks. Niels Peter Rygård og Anne Rechenbach m.fl. Herefter vil Flemming Andersens teori om de prototypiske relationsformer blive præsenteret og diskuteret i relation til serviceloven, da vi mener, at relationsarbejde er med til at højne pædagogens arbejde med borgeren. Efterfølgende vil vi komme ind på Axel Honneths teori om de tre sfærer og Berit Baes anerkendende teori, fordi vi ønsker at få en større viden om anerkendelsens betydning for mennesket. Afslutningsvis vil vi belyse Siri Næss teori om livskvalitet, og vi vil diskutere teorien i lyset af Serviceloven. I vores bachelorprojekt har vi benyttet teorier relateret til børn; men vi mener, at teorierne også kan omfatte mennesker med nedsat funktionsevne, da alle mennesker har brug for en sikker base, anerkendelse, livskvalitet og sunde relationer. For at højne niveauet i vores opgave har vi haft fokus på teoretikernes brug af videnskabsteori. De teoretikere, som vi har benyttet i opgaven, har alle opstillet hypoteser, og de har prøvet dem af i praksis for derved at undersøge om, deres hypotese kan verificeres eller falsificeres (Christensen 2015:29). De har en grundlæggende hermeneutisk tankegang, som omfatter mening, forståelse og indsigt. Hvilket vi formoder skyldes, at de alle har en psykologisk baggrund. Hermeneutikken beskæftiger sig med tolkning af og refleksion over egne og andres praksis (Halse 1999: ). Et grundbegreb inden for hermeneutikken er forståelse, da man skal have en grundforståelse for en given situation, inden man kan prøve den af i praksis. Gennem de erfaringer, som teoretikerne har fået, forandrer og udvider de deres indsigt i den givne grundforståelse. Forståelse bygger altid på tidligere erfaringer, som man ønsker at få en større viden om. En grundlæggende holdning 5

6 inden for hermeneutikken er, at det ikke kan undgås, at forskerne har deres egne grundværdier og holdninger med i forskningen, og derfor vil det, der forskes i, give et subjektivt resultat. Den hermeneutiske hovedopgave er grundlæggende at studere det enkelte individ i sine omgivelser for derigennem at opnå en forståelse af - eller en fortolkning af, hvorfor individet agere, som det gør i den sociale omverden. Hermeneutikken handler således generelt om at observere og studere menneskets ageren i givne situationer ude i praksis (Christensen 2015:32-33). 2.0 Tilknytning - Tanja Tilknytning betyder at knytte nære bånd til andre mennesker. Forudsætningen for en tryg tilknytning er, at de involverede personer kan rumme at give og modtage trøst, beroligelse, vejledning og beskyttelse. Barnet har fra fødslen et tilknytningssystem, som er betinget af den forbundethed barnet har til omsorgspersonen. Denne tilknytning resulterer i barnets dannelse af personlighed og senere samspil i sociale relationer. Tilknytningsteorien betegner mennesket som et socialt væsen, der har behov for at kommunikere med og danne relationer til andre mennesker. Opleves dette ikke, kan det medføre, at barnets tilknytningssystem frakobles som en forsvarsmekanisme, for at beskytte sig selv mod konflikter, forvirring og indre smerte (Hart 2008:72-83). Det anslås at % af alle børn oplever en tryg tilknytning, og at resten oplever at have en utryg tilknytning i lettere eller sværere grad (Hart 2008:89). I 2002 var 4 % svarende til børn så omsorgssvigtede, at deres personlighedsudvikling var truet, og at de med stor sandsynlighed vil opleve kroniske tilknytningsforstyrrelser (Rygård 2006:13). Tilknytningssystemet som barnet udvikler, vil som regel have sammenhæng med det tilknytningsmønster, moderen til barnet har oplevet i egen opvækst. Det miljø og de relationer barnet er en del af, er påvist at have indflydelse på, hvordan barnets tilknytningsmønster udvikles (Hart 2008:91-93). 2.1 John Bowlby - Tanja John Bowlby er britisk børnepsykiater og psykoanalytiker ( ). Bowlby fik sin interesse for tilknytningsforstyrrelser efter at have arbejdet med forældreløse børn efter 2. verdenskrig. Bowlby er en af de store pionerer inden for tilknytningsteorien, som han også kalder attachment. Hans teori bygger på undersøgelser og empiri. For Bowlby er tilknytning et medfødt adfærdssystem, som tilpasser barnets adfærd i 6

7 relationen til omsorgsgiveren. Omsorgspersonens opgave er at stabilisere og beskytte borgeren, hvilket vil øge borgerens overlevelsesmuligheder (Hart 2008:71). Et centralt element i Bowlbys teori om tilknytning er den sikre base. Den sikre base skal fungere som en platform, hvorfra borgeren kan udforske verden. Borgeren kan altid vende tilbage til basen med en forventning om at blive budt velkommen. Borgeren vil i den sikre base kunne få emotionel støtte og trøst. Omsorgsgiverens rolle består i at være til rådighed og være opmuntrende overfor borgeren. Jo ældre borgeren bliver, jo længere vover de sig væk fra basen. Forudsætningen for, at borgeren tør forlade basen, er tillid til, at omsorgspersonen står parat til at reagere, hvis dette skulle blive nødvendigt (Bowlby 2006:19-20). Et eksempel: Tina bor på institution og har én-én med en pædagog. Tina er blevet misbrugt af sin far, da hun var helt lille. Tinas forældre gik fra hinanden, da Tina var omkring 3 år. Herefter har Tina haft svært ved at stole på folk og at være alene. Tina flyttede ind på institutionen for et år siden, og dengang kunne Tina ikke være alene. Men efter, at Tina har lært pædagogerne bedre at kende og har tillid til, at de står klar til at hjælpe hende, så kan hun i dag være alene, hvis der sættes en timer i gang på et kvarter. Her ses, at Tina har oplevet pædagogerne som den sikre base, fordi hun har erfaret, at hun altid kan vende tilbage til pædagogerne. Uanset om der er gået et kvarter eller ej. Hun er sikker på, at pædagogerne står klar til at yde omsorg og trøst, hvis dette bliver nødvendigt. Tina har fået tillid, fordi hun ved, at pædagogerne er klar til at reagere, når det bliver svært. Tina giver verbalt udtryk for, at hun er glad for pædagogerne, og at hun er stolt over, at hun nu kan overskue at være alene uden at blive bange eller mistroisk. Bowlby har i samarbejde med Mary Ainsworth udarbejdet tre tilknytningsmønstre Det sikre/trygge tilknytningsmønster Det klæbende/ambivalente tilknytningsmønster Det ængstelige/undvigende tilknytningsmønster Den trygge tilknytning er karakteriseret ved, at borgeren har tillid til, at omsorgsgiveren altid er til rådighed og vil hjælpe, hvis borgeren kommer ud i utrygge situationer. Borgeren oplever således en tryg base, hvorfra borgeren føler sig fri til at udforske verdenen (Bowlby 2006:138). Borgere, der befinder sig i det trygge tilknytningsmønster, vil kunne opbygge egenskaber, der hjælper med til at kunne stå imod og vise fleksibilitet overfor stress og tab (Hart 2008:87). Et eksempel: 7

8 André vil gerne ud at bo i egen lejlighed. Han har opbakning fra pædagogerne på institutionen, og de gør meget ud af at forsikre ham om, at han altid kan komme forbi og få hjælp. Eller han kan ringe, hvis der bliver noget. André flytter herefter i egen lejlighed. Han er i starten meget nervøs og kommer ofte forbi institutionen, eller han ringer for at høre, om pædagogerne ikke vil komme forbi. Pædagogerne tager ud til André for at hjælpe ham med f.eks. regnskab og madlavning. André kan finde på at ringe klokken 23 for at høre, hvordan man koger æg. Pædagogen tager altid telefonen og rådgiver ham, når han har brug for det. Det er her tydeligt, at André har tillid til pædagogerne, og at han stoler på, at de altid er til rådighed og klar til at hjælpe. André oplever den trygge base, som et sted hvor han altid kan vende tilbage til, hvis det bliver for svært. Det ambivalente tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at borgeren ikke er sikker på, at omsorgsgiveren står til rådighed eller vil hjælpe, når der er behov. Borgeren har i denne situation tilbøjelighed til at udvise angst for adskillelse, og klynger sig derfor ofte til omsorgsgiveren. Omsorgen bliver aldrig tilstrækkelig for borgeren, som er bange for at udforske verden på egen hånd, og som føler angst for at blive forladt af omsorgsgiveren (Bowlby 2006:138). Borgeren har svært ved at sætte sine egne behov til side, og har et ambivalent kærligheds/had forhold til omsorgsgiveren. Dvs. at borgeren har svært ved at rumme egne følelser (Hart 2008:87). Et eksempel: Sofie er adopteret og har intet kendskab til sin biologiske mor, hun ved blot, at hun er fra et andet land. Sofie er bange for, at aftaler ikke bliver overholdt. Hver tirsdag får hun besøg af sin adoptivmor, som hun har et meget nært forhold til. Op til tirsdagen bliver Sofie meget i tvivl om, hvorvidt aftalen vil blive overholdt. Hun begynder derfor at sige ting som: Vi aflyser mor i morgen, og: Mor er dum. Pædagogerne siger til Sofie, at de godt kan høre, at hun er frustreret, og at de kan høre, at hun er usikker på, om mor kommer i morgen; men de forsikrer hende derefter om, at de ved, at mor kommer, når hun har sagt det. Når Sofies mor er der om tirsdagen er Sofie meget omklamrende og kan ikke få nok af sin mors selskab. Vi mener ud fra eksemplet, at Sofie har et ambivalent tilknytningsmønster. Vi kan se og høre, at Sofie holder meget af sin mor; hun er samtidig angst for at miste kontakten. Det vurderer vi ud fra Sofies verbale udsagn før og efter besøget. Hun fortæller ofte, hvor dejligt det har været at have besøg af mor. Pædagogerne ved, at 8

9 når Sofie bliver usikker, får hun svært ved at rumme egne følelser. Hun varierer mellem at hade og elske sin mor, og viser dermed sit ambivalente forhold til moderen. Det undvigende tilknytningsmønster karakteriseres ved, at borgeren ikke har tiltro til sine omsorgsgivere. Når borgeren søger omsorg er det med en forventning om at blive afvist. Dette kan resultere i, at borgeren forsøger at leve et liv uden omsorgsgiverens støtte og kærlighed. Hvilket kan bevirke, at borgeren udvikler et falsk selv (Bowlby 2006: ). Borgere med det undvigende tilknytningsmønster lukker ofte ned for egne følelser, og har heller ingen fornemmelse for andres følelser. I dette mønster har omsorgsgiverne ofte ikke overskud til at se borgerens behov, da opmærksomheden er rettet imod omsorgsgiverens egne behov (Hart 2008:87-88). Et eksempel: Sune bor på institution, da hans moder har borderline. Hun har derfor ikke overskud til at tage sig af ham. Sune har svært ved at stole på andre og er ofte alene. Sune giver udtryk for, at han tager stoffer for at dulme sin ensomhed. Han er meget tilbageholdende og opsøger ikke pædagogerne. Pædagogerne prøver at opbygge relationer til Sune ved at være interesseret i hans interesser, bl.a. det at kunne tegne. Sune har nu boet på institutionen i et år, og han har stadig svært ved relationer til pædagogerne. Hvis pædagogerne kommer for tæt på, har han det med at true dem eller være udadreagerende for at holde dem på afstand. Det er tydeligt, at Sune ikke har tillid til sine omsorgsgivere. Når Sune opsøger pædagogerne, har han allerede en forventning om at blive afvist, hvilket formentlig skyldes hans opvækst med de mange svigt både fra forældre, plejeforældre og institutioner. Han forsøger derfor, at leve et liv uden omsorg og kærlighed fra andre. Sune fravælger derfor pædagogerne ved at vise truende adfærd, hvilket er en strategi for ikke selv at blive såret og svigtet. Det er her pædagogernes opgave at vise, at Sune kan stole på dem. I 1977 rapporterede Mary Main som var en af Mary Ainsworths kollegaer, at nogle videoiagttagelser, som hun havde foretaget viste, at en børnegruppe faldt udenfor de tre oprindelige tilknytningsmønstre. Mary Main iagttog, at nogle børn ikke hilste på sin mor, når hun kom tilbage efter at have forladt dem. Denne adfærd blev betegnet som den desorganiserede tilknytning. Borgere i denne gruppe er ofte vrede og indelukkede, og de bryder sig ikke om fysisk kontakt med andre. Borgeren vælger derfor at holde afstand til omsorgsgiveren, hvilket er en strategi for at passe på sig selv. Disse borgere har resten af deres liv svært ved at 9

10 knytte bånd til andre mennesker, da de frygter at blive afvist på ny. De har meget vrede i sig, og de mistænker hele tiden omsorgspersonerne for at ville svigte dem (Bowlby 2006:65-66). Et eksempel: Tina bor på institution, fordi hendes mor ikke kan rumme hende hjemme. Det skyldes, at Tina er udadreagerende og selvskadende. Tina blev som spæd misbrugt af sin far, hvilket hun har hemmeligholdt for alle. Efter at have boet på institution i et år begyndte Tina at fortælle sin hemmelighed til en fra personalegruppen, som hun har tillid til. Tina sagde kun enkelte ord f.eks.: far, vand og: rør mig, inden hun går i en slags trance, hvor hun råber, skriger og slår ud efter alle da hun ser sin overfaldsmand for sit indre blik. Sceneriet kan i tid variere fra minutter til timer. Vi mener, at Tina har en desorganiseret tilknytning til sin far, da hun ikke kan nævne sin fars navn uden at blive angst, og derpå lukker sig inde i sig selv. Tina er fyldt med vrede, og hun får ofte vredesudbrud uden egentlig selv at vide hvorfor. Hun har et problem med fysisk kontakt med mennesker, som hun ikke kender og ikke stoler på. Tina vælger derfor at holde afstand, og har rigtig svært ved at knytte sig til nogen. Hun er bange for at blive svigtet, og hun mistænker pædagogerne for at ville svigte hende. Det kommer til udtryk ved, at Tina ofte siger: nu kommer du vel i morgen, du kan jo heller ikke lide mig og tilsvarende. Tina har hele tiden paraderne oppe over for alle, hvilket vi tolker, er en strategi for ikke at blive svigtet eller såret. 2.3 Vurdering - fælles Bowlbys teori om tilknytning kan hjælpe pædagogen med at afdække, hvilke elementer og mønstre, der skal arbejdes med i bestræbelsen på at hjælpe borgeren til et bedre og tryggere liv. Bowlby mener, at når et tilknytningsmønster først er dannet, er det svært at ændre igen. Årsagen til det kan skyldes, at forældrenes opdragelse har tilbøjelighed til at følge borgeren resten af livet både på godt og ondt. Borgeren har svært ved selv at bryde mønsteret, da det oprindelige mønster holder sig selv vedlige. Selvom det er svært at ændre sit tilknytningsmønster er det ikke umuligt. Undersøgelser har påvist, at det kan lade sig gøre. Undersøgelser viser også, at borgerens tilknytningsmønster bliver skabt i de første to-tre år i tilknytning til omsorgspersonen. Egenskaberne tager borgeren med sig videre i livet, og de bliver retningsgivende for hvordan borgeren vælger at møde nye mennesker på (Bowlby 2006:141). Ser vi, som kommende 10

11 pædagoger, kritisk på Bowlbys teori, er det relevant at diskutere om individet kan skifte mønster, for hvis dette ikke er muligt, hvorfor arbejder pædagogerne så med tilknytningsmønstrene? Det er pædagogens opgave at give borgeren mulighed for at befinde sig mest muligt i en tryg tilknytning. Vi er af den opfattelse, at borgere kan have forskellige tilknytningsmønstre til forskellige omsorgspersoner, og at en borger kan ændre sit tilknytningsmønster, hvilket dog ikke er en hindring for, at borgeren ofte vil falde tilbage til sit gamle mønster, når borgeren bliver utryg. Reaktionerne vil afhænge meget af, hvor omsorgssvigtet opvæksten har været. Det kan eksempelvis være, at borgeren er blevet misbrugt, adopteret eller anbragt uden for hjemmet. Hvis pædagogen formår at skabe en sikker base, kan det være med til, at borgeren har større mulighed for at befinde sig i den trygge tilknytning i længere tid. Men det tager tid at skabe en tryg tilknytning, fordi borgerne har oplevet svigt gennem deres opvækst. Derfor mener vi, at relationsarbejdet er et af pædagogens vigtigste arbejdsredskaber. Pædagogens opgave er at give borgeren nogle strategier og redskaber, som borgeren kan benytte sig af for at være i den trygge tilknytning så lang tid som muligt. Et andet kritisk syn på Bowlbys teori er, at den er meget kasseopdelt, og vi stiller spørgsmålstegn ved, om man kan stille tilknytningsteorien så firkantet op. 3.0 Relationer - Lena Jo flere velfungerende relationer et barn har, jo bedre chancer har det for at komme sig efter et traume og komme til at trives. Relationer er forandringsagenter, og den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker (Sørensen 2014:31). I citatet ses, hvor vigtigt relationsarbejdet er for pædagogen, da relationer er med til at bearbejde borgerens fortid, hvilket igen kan bevirke, at der kan skabes trivsel og udvikling. Rikke Jensen, som er uddannet pædagog, og som har diplom i ledelse, beskriver den gode relation som det, at borgeren skal have tillid til og føle sig tryg ved pædagogen. Den gode relation skabes ifølge Jensen, når pædagogen forstår, hører og ser borgeren (Jensen 2015:13-35). Derfor er det vigtigt, at pædagogen har fokus på nærvær og empati. Ligeledes er det vigtigt at huske, at en god relation bygger på ligeværd, det vil omvendt sige, at en god relation ikke er til stede, når den ene part ser sig selv som mere magtfuld end den anden (Jensen 2015:92). 11

12 3.1 Flemming Andersen - Lena Flemming Andersen er uddannet lærer og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi (kald-erhvervspsykologi). Andersen er af den opfattelse, at en kvalitativ relation mellem mennesker er med til at individerne udvikler sig. For ham er det relationsarbejdet, der er det vigtigste redskab i det pædagogiske arbejde. Relationsarbejdet skal efter Andersen ikke forstås som opdragelse, men derimod som vejledning. Pædagogen skal kunne bruge det relationelle arbejde til at skabe en god relation. Relationen kan både være et mål i sig selv og et middel til at opnå udvikling (Andersen 1998:10-21). Andersen har udviklet en model, som kaldes de prototypiske relationsformer. Modellen består af 3 former for relationer, som individet kan indgå i. Den asymmetriske/magtfordrejede relation Den symmetriske/parallelle relation Den komplementære/gensidigt anerkendende relation (Andersen 1995:72). Andersen karakteriserer den magtfordrejende relation som den, hvor den ene i relationen har mere magt end den anden, hvorved forholdet bliver asymmetrisk. Pædagogen er ofte overbeskyttende, hvilket bevirker, at borgeren ikke får lov til at undersøge omverdenen på egen hånd for derigennem at danne egne konklusioner. Denne form for osteklokkepædagogik ødelægger borgerens gåpåmod til at udforske omgivelserne. Borgeren oplever kun pædagogens syn på verden og får derved ikke muligheden for at løse problemer på egen hånd. Borgeren gør i denne relation ofte oprør eller bliver passiv. Det resulterer ofte i, at borgeren søger negativ opmærksomhed (Andersen 1995: 72-73). Et eksempel: Tim bor på institution og indtager en stor mængde føde. Han står ofte op om natten for at tage sig noget mad. Da han ikke har nogen stopklods, kan han blive ved med at spise og spise. Tim har i løbet af de seneste to år taget 30 kg på, ikke kun på grund af overspisning, men også pga. medicin. Pædagogerne har derfor valgt at bestemme, hvor mange måltider, Tim må få, hvor store portionerne må være, og hvad de skal indeholde. Ud fra eksemplet ses, at pædagogerne i dette tilfælde bruger den magtfordrejende relationsform, idet de går ind og bestemmer, hvor meget, hvor tit og hvilken mad Tim 12

13 må spise. Han er madglad og ville gerne spise mere end, hvad pædagogerne mener, er godt for ham. Tim er ikke blevet spurgt, hvordan han gerne vil tabe sig, fordi pædagogerne har vurderet, at han ikke vil kunne tage stilling til det. Pædagogerne har taget styringen i relationen, fordi de vil beskytte ham. Tims oprør består herefter i, at han står op om natten for at spise diverse ting fra køleskabet, som ikke er låst af. Den parallelle relation definerer Andersen ved en manglende forståelse mellem pædagogen og borgeren. Dette kalder Andersen også lad stå til pædagogik. Personerne i denne relation kommer sjældent ind i hinandens verdener, og der er derfor ikke en fælles kommunikativ forståelse og udveksling. Borgeren har derfor ikke muligheden for at få bearbejdet sine interesser, da pædagogen ikke er interesseret i borgerens liv. Der er en manglende anerkendelse fra pædagogens side. Borgeren oplever derfor ensomhed og får oplevelsen af afmagt. Magtkampene i denne relationsform ligger i, at pædagogen eller borgeren ønsker, at den anden part skal ændre holdning. Denne relationsform kan resultere i, at borgeren får en uhensigtsmæssig adfærd, f. eks. ved at blive provokerende over for pædagogen (Andersen 1995:73-74). Et eksempel: Tim har én-én med en pædagog. Det skyldes, at Tim er behovstyret og har brug for en pædagogs hjælp, hvis et behov bliver for stort. Tim bestiller hver fredag for 100 kr. på nettet. Det er meget vigtigt for Tim, at det bliver gjort, da hele hans hverdag handler om denne bestilling. Det er noget, der fylder rigtig meget i hans hoved. Tim og pædagogen er ved at finde det, Tim gerne vil bestille, da alarmen hos en anden borger går i gang. Den anden borger er udadreagerende og pædagogen har derfor brug for øjeblikkelig assistance fra den pædagog, der lige nu hjælper Tim. Selv om Tims behov heller ikke kan tilsidesættes, er pædagogen nødt til at gå for at hjælpe sin kollega. Da pædagogen vender tilbage, er Tims hoved fyldt op pga. kaos i bestillingen, hvilket medfører, at han begynder at kaste med betydningsfulde ting, såsom mobil, computer og DVD er. Derefter smider Tim sit tøj og går ind på sit eget værelse. Her ses virkningen af, at Tim oplever situationen som en manglende anerkendelse fra pædagogen side. Men situationen viser også Tims manglende forståelse for, at 13

14 pædagogen er tvunget til at forlade ham til fordel for en anden borger. Tim oplever ensomhed og oplever en afmagt, der resulterer i, at han bliver udadreagerende. Tim ønsker, at pædagogen får den samme opfattelse som han selv af, at hans bestilling er vigtigere end alt andet. Pædagogen ønsker derimod, at Tim skal have forståelse for, at den anden borger har det svært, og at pædagogen skal hjælpe sin kollega. Herved opleves en parallel relation, hvor der er forskellige forståelser og meninger om tingene. Den komplementære relation karakteriserer Andersen som værende en relation, hvor der er gensidig anerkendelse og kommunikation. Det er en anerkendelse af, at alle er forskellige, og at vi kan lære af hinanden i relationen. Parterne i relationen er ligeværdige, hvilket ikke behøver at betyde, at de er jævnbyrdige, da de har, eller kan have, forskellig viden og forskellige erfaringer om de samme ting. Borgeren er nysgerrig og har gå på mod i forhold til det at lære og at samle nye erfaringer. Der kæmpes i denne relation ikke om, hvem der er bedst, men om at hjælpe, vejlede og dygtiggøre hinanden. Personerne i relationen sætter ikke begrænsninger for hinanden, men sætter grænser for, hvad hver enkelt vil være med til. Individerne har tiltro til hinanden, og der er ingen slave eller herre i denne relation. Derimod ses borgeren og pædagogen som samarbejdspartnere eller gode kammerater. Den komplementære relation skal vedligeholdes. Det er altså ikke en relation, der kommer af sig selv, men er derimod en relation, som pædagogen må arbejde for at få skabt og vedligeholdt (Andersen 1998: 74-76). Et eksempel: Sofie får lavet piktogramtavle hver dag. Sofie må selv bestemme, hvad hun skal lave, og hvornår hun skal det. Men det kan være svært for hende at beslutte, hvad hun skal, og derfor er det en god idé, at pædagogen hjælper og vejleder hende. Sofie og pædagogen står og snakker om, hvad hun kunne tænke sig at lave. Sofie kan ikke finde ud af, hvad hun har lyst til. Pædagogen giver Sofie nogle valgmuligheder og spørger, om det er nogle af dem, hun har lyst til. Sofie vælger som regel noget af det pædagogen foreslår og kommer indimellem selv med forslag. På den måde bliver 14

15 Sofies dag struktureret, så det er overskueligt for hende, men samtidig med aktiviteter, som pædagogen kan stå inde for med hensyn til forbrug af tid og økonomi. Her ses den komplementære relation, hvor der er gensidig anerkendelse mellem pædagogen og Sofie. Kommunikationen mellem Sofie og pædagogen er på Sofies kompetenceniveau. Pædagogen har en større viden end Sofie, men de er ligeværdige i relationen, da de begge kommer med input til, hvad der skal ske i løbet af dagen. Sofie oplever selvbestemmelse og medbestemmelse, idet hun er med til at planlægge sin dag. Pædagogen guider Sofie, så dagen bliver mulig i forhold til pædagogens tid og Sofies økonomi. Herved ser vi, at pædagogen og Sofie fungerer som samarbejdspartnere, og at ingen er herre eller slave i relationen. Pædagogen prøver ikke på at ændre Sofies ideer, men kommer med input til, hvad pædagogen synes, kan lade sig gøre samtidig med, at det er Sofies ønsker der gennemføres. 3.2 Vurdering - fælles Ud fra Andersens prototypiske relationsformer vurderer vi, som kommende pædagoger, at det er vigtigt, at have et kendskab til de forskellige former for relationer, som pædagogen kan indgå i med borgeren. Pædagogen vil få de bedste forudsætninger for at skabe sunde relationer, når pædagogen får indsigt i og forståelse for, hvordan man bedst muligt kan arbejde med de forskellige former for relationer. Vi mener f.eks. ikke, at pædagogen altid kan befinde sig i den komplementære relation, fordi pædagogen indimellem er nødt til at bevæge sig over i de andre relationsformer for at opfylde omsorgspligten i henhold til lovgivningen. Pædagogen skal i henhold til Servicelovens 85 yde omsorg for borgeren. Samtidig skal pædagogen ifølge 124 gribe ind, hvis borgeren er til fare for sig selv eller andre. Eksemplet med Tim og hans problem med mad viser blandt andet denne problematik. Tim kunne spise hele tiden, hvis han fik lov; men her er det pædagogens opgave at gå ind og yde omsorg, så der ikke opstår omsorgssvigt, som ville kunne føre til Tims død forårsaget af overvægt og følgesygdomme. Det er gennem pædagogens relation til Tim, at pædagogen ved, at Tim ikke kan håndtere at tage vare på sig selv, og derfor må pædagogen gå ind for at støtte og guide ham til at tage nogle fornuftige valg. Her tydeliggøres det også, at der er en hårfin grænse imellem, hvornår der er tale om omsorgspligt eller omsorgssvigt, der kræver pædagogens indgriben. Hvis borgeren er til fare for sig selv, tvinges pædagogen ind i den magtfordrejende relationsform for at undgå omsorgssvigt, og for at tilgodese borgerens eget bedste. Pædagogen kan også 15

16 komme i situationer, der kræver, at den parallelle relation tages i anvendelse, fordi pædagogen er nødt til at forlade borgeren til fordel for en anden borger eller en kollega. Det er ikke altid, at borgeren har forståelse for, at pædagogen er nødt til at gå, da de borgere, som vi arbejder med er behovsstyret, og ikke kan overskue at tage hensyn til andre end sig selv. Vi mener, som kommende pædagoger, at pædagogen skal bestræbe sig på at være mest muligt i den komplementære relation og kun bevæge sig over i de andre relationsformer, når det er absolut nødvendigt i forhold til omsorgspligten. 4.1 Anerkendelse - Lena Anerkendelse kan betegnes som et socialt samspil. Det at få anerkendelse eller mangel på samme har betydning for personens selvopfattelse. Anerkendelse er derfor altafgørende for, at en person kan danne sig selv (Olesen 2012: ). Anerkendelse handler ikke kun om at anerkende en person for dets handlinger, men nærmere at anerkende personen for dets væren. Individerne i et anerkendende samspil er ligeværdige, altså har ingen af individerne mere betydning end den anden. Der skal i et sådant samspil anerkendes fra begge sider. Sker det ikke, er samspillet ikke længere betydningsfuldt (Gyldendal ). 4.2 Axel Honneth - Lena Axel Honneth blev født i 1949 og studerede sociologi og filosofi. Honneth har derudover studeret menneskets grundlæggende psykiske og fysiske behov. Herved opstod hans interesse for anerkendelse af mennesket (Honneth 2009:7-10). Honneth er af den overbevisning, at anerkendelse er noget man skal kæmpe for at tilegne sig. Det er ikke kun igennem den verbale kommunikation, at vi anerkender hinanden, men i lige så høj grad igennem den nonverbale kommunikation. Oplever borgeren ikke anerkendelse, er der risiko for, at borgeren mister troen på sig selv og evnen til udvikling. Yderligere kan det betyde, at borgeren får problemer med at danne følelsesmæssige sociale relationer, og problemer med at udvikle kognitive kompetencer (Honneth 2009:13-18). Honneths anerkendelsesbegreb baseres i tre anerkendelsessfære. Privatsfæren Retslig sfære 16

17 Solidarisk sfære Privatsfæren beskriver Honneth, som det sted, hvor kærligheden befinder sig. Kærlighed beskrives af Honneth også som en anerkendelsessfære, fordi kærlighed mellem mennesker giver en erkendelse af at være afhængige af hinandens følelsesmæssige støtte. Kærlighedsforhold mellem pædagogen og borgeren skal udgøre en symmetrisk relation, hvor den enkelte kan opleve at ens holdninger og værdier bliver mødt med anerkendelse. Hvis borgeren opnår anerkendelse i privatsfæren, opbygges der en grundlæggende selvtillid, som medvirker til, at borgeren tør udforske verden velvidende, at familien står til rådighed, hvis behov opstår. Kærlighed og nære bånd er ifølge Honneth med til at udvikle følelsesmæssig anerkendelse, som gør, at borgeren kan udtrykke egne ønsker og behov, samt deltage i samfundet og i fællesskaber (Honneth 2009:14-15). Et eksempel: Hver onsdag er der madplansmøde, hvor borgerne må vælge, hvad de skal have at spise på institutionen. Når der skal købes ind til madplanen, er den borger, som skal lave maden med. Pædagogen er kun med som støtte, hvis borgeren skulle blive usikker. Pædagogen og borgeren sparrer med hinanden om de ingredienser, som skal bruges. Når borgeren og pædagogen kommer tilbage til institutionen, laver de maden i samarbejde. Pædagogen og borgeren kommer hver især med ideer til ingredienser, og de hjælpes ad i køkkenet. Til sidst spiser de sammen med de andre borgere og pædagoger. Borgeren, der har lavet maden, får tak fra alle, som også giver udtryk for, at det smagte godt. Borgeren, der har lavet maden sidder smilende tilbage. I eksemplet ser vi, at der er en ligeværdig relation. Pædagogen og borgeren laver i fællesskab madplanen og kommer med gode råd til hinanden under hele madlavningsforløbet. Pædagogen møder borgerens holdninger og værdier med anerkendelse. Borgerne ved, at pædagogen altid står til rådighed, hvis noget går galt, og der er brug for hjælp. Det fører i sidste ende til selvtillid, og borgeren får mod til at prøve nye ting af i praksis. Borgeren opnår i sidste ende ligeværd og anerkendelse fra de andre på institutionen. Den retslige sfære kendetegnes ved, at borgeren agerer i samfundet i henhold til de rettigheder alle i samfundet har ifølge lovgivningen. Derved oplever borgeren følelsen af at være ligeværdig med andre i samfundet. I den retslige sfære er det vigtigt, at alle medlemmer har adgang til de goder, samfundet tilbyder. Men det skal samtidig sikres, at borgeren har mulighed for at deltage i samfundets beslutninger. 17

18 Anerkendelsen opnås ved, at borgeren har rettigheder og har mulighed for at realisere sine subjektive holdninger (Honneth 2009:15-16). Et eksempel: Der skal stemmes til Folketingsvalget. Borgerne på institutionen får alle en stemmeseddel. De, der ønsker at stemme, tager af sted i samlet flok. De går selv ind i boksen og sætter deres kryds. I eksemplet er borgerne på lige fod med alle andre i samfundet. De har ret til at stemme og de kan tilkendegive deres subjektive holdning. De oplever selvrespekt og anerkendelse. I den solidariske sfære opnås anerkendelse gennem relationen til samfundet eller fællesskabet. Borgeren ses som et anerkendt medlem af gruppen, der har lysten til at indgå i fællesskabet. Det er igennem fællesskabet, borgeren får skabt egen identitet. Det sker ved, at borgeren hører andres meninger, og ved at ytre egne holdninger. Det er gennem gruppens forskellige holdninger og meninger, at samfundets samlede værdier bliver grundlagt (Honneth 2009:16-17). Et eksempel: Hver torsdag er der husmøde, hvor borgerne og pædagogerne drøfter, hvordan det går på stedet. Her kan borgerne ytre, hvad de synes, der går godt eller skidt. De kan komme med forslag til nye regler, til ture og aktiviteter mm. I eksemplet er borgerne en del af institutionens fællesskab. Borgerne og pædagogerne anerkender hinanden ved at lytte til hinandens forslag. Alle får lov til at ytre deres holdninger og meninger og ingen afbryder hinanden. Borgerne hører andre meninger end deres egne, og de oplever, at alle er forskellige, og at de hver især er individer med egne meninger om og holdninger til, hvordan institutionen bør fungere og se ud. Alt dette vil i sidste ende kunne føre til, at borgerne i samråd med pædagogerne fastlægger institutionens værdisæt og normer, hvilket igen knytter dem sammen som ligeværdige personer. Honneths tre sfære er derfor grundlæggende for, at borgeren kan opnå anerkendelse og udvikle sig som individ. Kærlighed udløser i forhold til privatsfæren selvtillid, selvværd og selvagtelse hos borgeren. Derfor er sociale fællesskaber en vigtig forudsætning for, at borgeren kan udvikle sig. Opnår borgeren de ovenstående værdier, kan det være med til, at borgeren oplever det gode liv. Honneth understreger, at ingen af anerkendelsessfærerne kan stå alene. Det gode liv er betinget af dem alle. Alle tre anerkendelsessfærer skal opleves for derigennem at skabe en individuel identitet. Opleves der ikke selvtillid, selvværd og selvagtelse, vil der være uligevægt 18

19 imellem anerkendelsessfærerne, og det gode liv kan dermed ikke realiseres (Honneth 2009: 14-15). 4.3 Vurdering - fælles Vi vurderer, som kommende pædagoger, at det har betydning for pædagogens arbejde, at der er fokus på Honneths anerkendelsesteori og hans tre sfære. Vi mener, det vil kunne være svært at bevæge sig inden for Honneths privatsfære som pædagoger i forhold til borgerne, idet Honneth betoner, at der i denne anerkendelsessfære skal være et gensidigt kærlighedsforhold. Det må kunne diskuteres om, der kan/bør være et kærlighedsforhold mellem pædagog og borger. Det kræver i det mindste en definition af kærlighedens væsen i denne relation. Hvis definitionen er, at der kræves gensidig respekt, omsorgsfuldhed, hensynsfuldhed og hjælpsomhed, har vi ingen problemer med kravet; men vi må erkende, at det er ret uopnåeligt i alle tilfælde, da vi som pædagoger ikke kan forlange, at vores borgere har et sådant gensidigt kærlighedsforhold til os. Pædagogen er der for at hjælpe borgeren og ikke omvendt. Oftest vil borgerne ikke have overskud til at give kærlighed til pædagogen. Det kan således diskuteres, om pædagogen altid har mulighed for at udfylde Honneths teori om privatsfæren. Derudover kan det i forhold til Honneths retslige sfære vurderes, om alle i samfundet bliver lige, ved blot at have samme rettigheder, og om alle kan have de samme rettigheder i et samfund. Mennesker med nedsat funktionsevne kan have svært ved at tage beslutninger. Her kan pædagogen hjælpe og guide borgeren. Pædagogen har en omsorgspligt der skal opfyldes. Hvis borgeren er til fare for sig selv eller andre, skal pædagogen gribe ind. Vi vurderer, at det ikke altid er negativt, at pædagogen hjælper borgeren med beslutninger, da vi mener, at vi skal behandles forskelligt for at blive behandlet lige. Dvs.: Vi ser alle forskellige ud, har forskellige kompetencer, har forskellige meninger og har forskellige behov, pædagogerne såvel som borgerne. Når pædagogen ser det enkelte individ, behandler han/hun borgerne forskelligt, men i sidste ende får borgerne lige rettigheder og muligheder. Det er igennem relationen, at pædagogen finder ud af, hvad hver enkelt borger har brug for. Alle borgere har ikke brug for samme kost, sociale fællesskaber m.v. Men ved at se hver enkelt borger, kan pædagogen give den nødvendige omsorg. Derudover kan Honneths teori om anerkendelsessfærene kun ske i de samfund, som er indstillet på, at alle har lige rettigheder. Kulturen har også indflydelse, da kærlighed i Honneths teori har stor betydning for den private sfære. 19

20 Det er ikke i alle samfund, at der findes et kærlighedsbånd mellem nære individer som f. eks. i Afrika, hvor familiebåndet ser anderledes ud end her hos os. Vi ser ligheder mellem Honneths og Bowlbys teorier. Honneth beskriver, at pædagogen skal stå klar, hvis borgeren får brug for det, så borgeren har mod på at undersøge verden. Herved får borgeren mulighed for at udvikle sig. Dette stemmer overens med Bowlbys teori om en sikker base, som også indeholder alle ovennævnte faktorer. 4.4 Berit Bae - Kia Berit Bae er uddannet pædagog og forsker i relationer mellem voksne og børn. Bae har den holdning, at relationer er grundlaget for, at et menneske kan udvikles. Derfor skal pædagogen have fokus på relationsarbejde. Herved kan pædagogen være med til at udvikle borgerens selvtillid, selvstændighed og selvrespekt. En anerkendende relation er ifølge Bae baseret på ligeværd, hvilket indebærer, at en relation ikke kan være anerkendende, hvis den ene part ser sig som mere eller mindre værd end den anden i relationen. Bae benytter begrebet definitionsmagt, som indebærer, at pædagogen har den overordnede position i relationen til borgeren. Oftest vil der være definitionsmagt i relationen mellem borgeren og pædagogen, fordi borgeren er afhængig af pædagogen. Bae mener, at pædagogen skal stræbe efter at opnå en anerkendende relation, for derigennem at styrke borgerens og pædagogens respekt for hinanden, og dermed ligeværd. Bae mener, at forståelse, indlevelse, bekræftelse, åbenhed, selvrefleksion og afgrænsethed er midlerne til at opnå en anerkendende relation. Med forståelse og indlevelse menes der, at pædagogen skal have en empatisk forståelse for borgerens ageren. Pædagogen skal prøve at sætte sig ind i borgerens oplevelsesverden. F.eks. kan handlinger, som borgeren foretager sig, se meningsløse ud fra pædagogens synsvinkel, men ved at træde ind i borgerens oplevelsesverden, vil pædagogen kunne få en forståelse for, at borgerens handling er meningsfuld. Forudsætningen for, at der kan opnås en forståelse for borgerens handlinger, er lydhørhed fra pædagogens side. At pædagogen er lydhør betyder, at pædagogen er åben over for borgerens initiativer (Bae 1996: 6-10). På institutionen, hvor Sune bor, har de hver især en maddag. Sune har én-én og får hjælp af pædagogen til at lave mad. Sune havde på dette tidspunkt boet en måned på institutionen, og det hele var meget nyt. Pædagogen bad Sune om at koge pasta og lave kødsovs. Sune vælger i stedet at kaste med gryderne og går ind på sit værelse. Pædagogen råber efter Sune, at dette ikke var okay. 20

21 Som kommende pædagoger vurderer vi, at pædagogen ikke har sat sig ind i Sunes oplevelsesverden, og at der ingen forståelse er for Sunes ageren. Sune har ikke boet på institutionen særlig længe og pædagogerne har endnu ikke fundet ud af, hvilke ressourcer Sune har. Herved ses, at det er vigtigt, at pædagogen danner en anerkendende relation til borgeren, og at pædagogen erhverver indsigt i og forståelse af Sunes kompetencer. Sune har nu boet på institutionen i lidt over et år, og pædagogerne ved nu, at Sune reagerer ved at kaste med ting, hvis opgaverne er for svære. Det gør han for at skjule for pædagogerne, at han ikke kan finde ud af det, han bliver sat i gang med. Sune vil hellere fremstå barsk, end at sige til pædagogen: det kan jeg ikke finde ud af. Pædagogerne ved i dag, hvilke opgaver, de kan stille Sune, og de har nu en langt bedre empatisk forståelse for Sunes ageren. De ved, at han ikke er udadreagerende for at være truende, men at han gør det, når han kommer ud i situationer, hvor han ikke selv føler, at han kan bunde. Et andet punkt i Baes teori om anerkendende relationer er bekræftelse. Det er gennem bekræftende kommunikation, borgeren får en oplevelse af, at pædagogen lytter og forstår, og at borgeren har ret til at have sine egne tanker, følelser og oplevelser. Bekræftelse er for Bae ikke ros, da ros indeholder en vurdering, hvilket igen indebærer, at pædagogen vurderer det, borgeren gør, ud fra egne normer om godt og skidt. Det vil sige, at ros kan være med til at ændre borgerens egne holdninger og handlinger (Bae 1996:12). Et eksempel på bekræftende kommunikation: Tina sidder på sit værelse og laver armbånd ud af elastikker. Pædagogen kommer ind og ser, hvad Tina laver, og siger Jeg kan se, at det dér har du brugt lang tid på og prøvet flere gange. Rosende kommunikation ville derimod se sådan ud: Tina sidder på sit værelse og laver armbånd ud af elastikker. Pædagogen kommer ind og ser, hvad Tina laver, og siger Hold da op, det er du godt nok god til. Her ses forskellen på bekræftende kommunikation og ros. I første eksempel ses, hvordan pædagogen ikke vurderer Tinas arbejde, men i stedet siger, at hun kan se, at Tina har brugt lang tid på det, og at hun må have prøvet det før. I andet eksempel roser pædagogen Tinas arbejde ved at komme med sin egen vurdering af, hvad der er godt. Herved tiltager pædagogen sig, hvad Bae betegner som definitionsmagten, over borgeren, og der opnås ikke en anerkendende relation. 21

22 Den tredje definition til at opnå en anerkendende relation er åbenhed. Med dette menes, at pædagogen skal stille sig åben over for borgerens interesser, og at pædagogen nysgerrigt skal stille spørgsmål til det, som borgeren siger. Herved opnås der nærhed mellem pædagogen og borgeren. Det modsatte af åbenhed er kontrol. Kontrol definerer Bae som den situation, hvor pædagogen er nedvurderende overfor borgeren, hvilket fører til, at borgeren ikke føler sig forstået og derefter lukker af for kommunikationen med pædagogen. Herved opnås der ikke en anerkendende relation (Bae 1996:13). Et eksempel: Sofie interesserer sig for håndbold og det er ofte samtaleemnet, når pædagogen taler med hende. Pædagogen spørger interesseret ind til håndbolden og er nysgerrig på det Sofie har at fortælle om dette. En måde, hvorpå den kontrollerende kommunikation kommer til syne, er: Sofie henvender sig til pædagogen for at fortælle om sine oplevelser med håndbold fra dagen forinden. Pædagogen ser på Sofie og svarer, at han/hun ikke har meget forstand på håndbold og egentlig ikke synes, at håndbold er spændende. I eksemplerne ses, hvordan der er forskellige måder at kommunikere på. I første eksempel er pædagogen nysgerrig og viser interesse for Sofies begejstring. I andet eksempel ses det derimod, at pædagogen ikke kan se ud over sine egne interesser og holdninger. Sofie og pædagogen opbygger derfor i det sidste eksempel ikke en anerkendende relation, da der bliver lukket af for kommunikationen. Den sidste faktor til at opnå en anerkendende relation er selvreflektion og afgrænsethed. Med dette mener Bae, at pædagogen skal være i stand til at reflektere over egne handlinger. Det betyder, at pædagogen skal reflektere over, hvilke værdier han/hun mener, er betydningsfulde at videregive til borgerne (Bae 1996:16-17). Et eksempel: På institutionen skal en pædagog ud at købe ind til den kommende uge. Pædagogen kommer tilbage med økologiske varer, fordi pædagogen synes, økologi er vigtig. I eksemplet ses, hvordan pædagogens egne grundværdier kommer til syne i hendes pædagogiske arbejde. Denne dag er der en pædagog på arbejde, som går op i økologi. Den kommende uge kan det være en anden pædagog med andre grundværdier, som f.eks. at kunne finde de billigste varer. Ude på institutionen har der været megen samtale om køb af økologiske varer contra billige produkter, da ikke alle på stedet synes, at det er i orden udelukkende at købe økologisk. Da borgerne ikke har mange penge til rådighed, synes nogle af pædagogerne, det er mere vigtigt, at borgerne får 22