Prædiken til Midfaste søndag 2016 Tekster: 2.Mosebog 16, Peters brev 1, Johannesevangeliet 6,24-37

Transkript

1 Prædiken til Midfaste søndag 2016 Tekster: 2.Mosebog 16, Peters brev 1, Johannesevangeliet 6,24-37 Prædiken I indledningen i dag nævnte jeg startsalmen. I den salme digtede Kingo som skrev salmen: Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder. Hvad er det for en skål, han mener? Er det mon hjertet han tænker på som sådan en skål, en beholder, der ganske vist kan rumme meget, men jo da slet ikke kan måle og rumme al Guds nåde? Eller tænker han mon helt bogstaveligt på den skål, der står hver morgen på hans bord med havregrød eller øllebrød eller hvad den nu er fyldt af dén dag, til næring for kroppen Vi kan ikke spørge Kingo selv, hvad han tænkte, da han skrev: Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder. Til gengæld har vi lov til at tænke dét ind i salmen, som vi i dag har at takke Gud for hvad enten det nu er en nåde til sjælen eller til kroppen, som Gud ser, at vi har brug for... Ligesådan med Fadervors: Giv os i dag vort daglige brød, så kan vi tænke ALT det med ind, som vi har brug for, for at leve - både det, kroppen har brug for, men også sjælens behov. Ingen af de områder er åbenbart uvedkommende for Gud; For: Hvis det kun var sjælen, som har betydning i Guds øjne, hvorfor skulle han så gi israelitterne mad i ørkenen og hvorfor skulle Jesus så mætte 5000 sultne mennesker, som var fulgt med ham ud i ørkenen? (Som det var sket lige før vi kommer ind i evangeliet i dag.)

2 Eller omvendt: hvis det kun er kroppen, som har betydning, så gav det jo ingen mening, når Jesus sagde: Fred være med jer til mennesker, som ikke var truet på kroppen af ufred. Men nu BEKYMRER han sig for sultne mennesker og han SIGER: Fred være med jer!. Så: både den konkrete mad på bordet og fred i sjælen har vi lov at tænke med, når vi be r om det daglige brød Ja, alt det, der er med til at gi os et rigtigt liv som menneske. Og når livet er slut hvad så? Ja, når der er begravelse har jeg god mulighed for at se på kisten se hvor smukt dekoreret sådan én er; Med guirlander på siden, eller smuk og enkel. Og med skruer i låget, formet som kors - som en påmindelse om, at Kristus råder for at lukke op til opstandelsen og livet igen. Og der er blomster. Det er godt og rigtigt sådan. Og nogen gange til begravelse, bl.a. til min egen fars, har jeg fortalt om en anden skik, som man stadig kan se på sarkofager i Rom, hvor de døde, kristne blev lagt, tilbage til oldkirkens tid. Der pyntede man ofte kisten ved at ridse et billede på den, af en kurv fyldt af brød. Umiddelbart kan man synes, det er lige sent nok; det daglige brød er jo det, der gi r liv det har den døde vel ingen glæde af? Jo, tværtimod!, ville de sige: Brødkurvene skal netop med, fordi Jesus har sagt: Jeg er livets brød det brød, som gi r liv til verden Liv, selv ud over dødens grænser. En kurv med brød kan på dén måde blive til et stærkt billede, symbol, på den tro at Gud har øje for os i sådan en grad, så at vi skal opstå fra de døde At han har dén næring, som kan gi os liv, selv på den anden side af døden Ikke fordi vi har formået at få slået et ualmindeligt stort brød op her i verden materielt eller sjæleligt -

3 Men fordi det er af nåde for enhver, som vil ta imod. Hvad vi skal gøre, er, billedligt talt, at forme os vores hænder og vores sind - som en kurv og sige: ja-tak. For Enhver som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort, siger han jo. Så enkelt er det. Og samtidig så svært at rumme. Det her med Jesus som livets brød det hænger altså sammen med det, der sker forinden: Der er 5 brød og to fisk men da det først har været i Jesu hænder, er det langt ud over, hvad 5000 mand kan rumme rent fysisk! Ligesådan er dét med livets brød; tanken om dét er også langt mere, end vi kan rumme. Men det gør heller ikke noget. Det eneste problem er faktisk, når vi tager fejl og tror, at det her er IKKE mere, end hvad vi vel godt kan rumme; For så gør vi Gud så lille, og det hænger alligevel ikke rigtig sammen; Vis os bare ét tegn mere, så vi kan tro!, siger dé, som nu er fulgt med Jesus, efter at han har mættet de 5000; På den ene side må man spørge: har de da ikke lige fået så rigeligt at se? Hvor meget skal der mon til, før de bliver tilfredse? På den anden side: Hvad er det for en tro, de søger efter at få, siden den skal bygges på et par fantastiske hændelser, som er så anderledes end deres daglige, almindelige liv? Tror de virkelig, Gud er så lille, at han kun virker ved særlige lejligheder og ikke har med hele vores liv at gøre? Man kan godt forstå, Jesus er tilbageholdende med at gøre tegn og undere for hvor kan de dog let føre til misforståelser og forvrængninger! Hér handlede det om den misforståelse, at det kunne være rart at gøre Jesus til konge altså ens egen konge imod alle de andre; det var praktisk, det han havde gjort med de 5000.

4 Men Jesus gi r altså ingen smutveje til et mageligt liv uden kamp for det daglige brød, og uden forpligtelsen til at sikre også ANDRES daglige brød opgaver, som Gud har givet os utallige muligheder for at løse. Men han udvider begrebet: Brød til nu også at kunne være: LIVETS brød det brød, der har den egenskab, at det kan give os næringen til at være til i dag. Og: som gi r styrke til at kunne tåle døden. Hvad er det for et brød? Spørger de. Og Jesus svarer: Jeg er livets brød. Livets brød er en person! Og den person rejser nu op til Jerusalem og ikke magelig som en brødkonge, der kan trække sig tilbage på sit palads og lade de andre kæmpe, hvis det skulle komme SÅ vidt Men som den, der gi r sig selv helt hen først sagtmodig, ridende på et æsel, og få dage senere slæbende på sit eget kors, som han bli r hængt op på, og giver sig selv til det yderste med legeme og blod, sjæl og krop. Alt sammen for at slette vores skyld, så ordene: Fred være med dig kan nå helt ind i sjælen på enhver, som trænger til at høre dé ord sagt ind i sit liv. Sådan noget er livets brød. Dét brød er jo et billede og billedligt talt får vi smuler af dét brød, ved nadverbordet. Og når vi sendes fra nadverbordet, hører vi ordene: Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvorved han har gjort fyldest for al synd, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv! Fred være med os! Dét er Jesu Kristi legeme her er livets brød! Dét kan vække modsigelse og undren det gjorde Jesu ord og handlinger også dengang Men det rækkes os stadig; i nadverbrødet. Og i Hans ord til os. Og ham har Gud sat sit segl på, fortæller Johannes. Når man forsegler et dokument, betyder det jo, at der ikke skal føjes mere til.

5 Det vil sige: at vi skal komme til ham, for at hente næring til det liv, vi skal leve med hinanden - og næring til at tåle døden. Der er ikke mere at føje til men der er også nok til både tid og evighed!