Kan det lade sig gøre at undgå brugen af magt, og i så fald hvad skal der til? Kort præsentation og begrundelse for mit oplæg

Transkript

1 Kan det lade sig gøre at undgå brugen af magt, og i så fald hvad skal der til? Kort præsentation og begrundelse for mit oplæg Hvordan kan vi tackle udadreagerende adfærd? Hvem skal lære? Fagligheden og ansvarligheden Kendskab til såvel brugeren som sig selv Min konklusion Husk 1

2 Kort præsentation og begrundelse for mit oplæg: Hanne Lillie, pædagog på en døgninstitution for 5 udadreagerende brugere. Jeg har arbejdet med udadreagerende brugere de sidste 15 år, skrevet speciale om det på pædagog seminariet, og syntes det er det mest givende og udviklende arbejde der findes. Jeg er blevet inviteret til denne konference på baggrund af et projektarbejde vi har haft omkring en enkelt bruger, på Fjordbo, hvor jeg arbejder. Projektet løb over 2 år, og gik i al sin enkelhed ud på, at nedbringe antallet af magtanvendelser. Det første år, brugte vi til at udrede problematikkerne, finde ud af hvad vi skulle fokuserer på, og få det beskrevet. Det næste år, skulle det stå sin prøve. Projektet (Selve projektet fylder 32 sider) er beskrevet og bragt i Job uden vold og SL, derefter et indslag i TVAVISEN. Det der blev fokuseret på, var helt klart den positive indgangsvinkel, det var midt i perioden med de forfærdelige historier fra døgninstitutioner, hvor alt der kunne gå galt, gik galt. Den der slår, har uendelig mange odds imod sig, for i mange tilfælde får man stor antipati for den der udøver vold, hvilket er meget forståeligt, men hvis ikke vi giver det enkelte menneske, alle mulige chancer for at komme ud af sin udadreagerende omgangsform, kunne jeg godt få den tanke, at adfærden så bare tager til. Jeg mener, at ethvert menneske, også den der til tider udøver vold, indeholder positive såvel som negative sider, i nogle tilfælde ser det tilsyneladende ud til, at vi (personalet) glemmer at se de positive sider. Det må være i alles interesser, at vi gør noget brugbart ved problemet, da det er opslidende, tidskrævende og for dyrt, ikke at gøre noget. Hvordan vi arbejder os ud af, eller videre med denne problematik, hvor vold er på dagsordenen, er hvad jeg beskæftiger mig med, hver dag på mit arbejde. Jeg vil gerne være så objektiv at kunne sige, jeg kan se problematikken fra begge sider, altså både fra voldsudøverens og fra voldsmodtagerens side, men jeg ved jeg kommer i klemme engang imellem. Jeg har hørt en klog mand (Jacob Haugård) sige engang, at man skal have erkendt sit problem, inden man kan bearbejde det. Det tror jeg også i høj grad gør sig gældende i arbejdet med udadreagerende adfærd. For mig at se, er der ingen endegyldige teorier, der kan dække dagligdagens arbejde, ej heller det enkelte menneskes liv, da hvert enkelt menneske er et unikt individ man ikke bare kan sætte en etikette på. Men i arbejdet med sig selv og andre mennesker, og sig selv i forhold til andre, tror jeg det er vigtigt at kunne se muligheder for at bruge nye indgangsvinkler, at bruge teori som et argument, og dermed undgå at handle ud i den blå luft. Magtanvendelser fylder meget i vores hverdag, og det er af stor vigtighed at kigge på hver enkelt, og derigennem kigge på pædagogikken, kan den holde, eller skal vi ændre den. Projektarbejde var den indgangsvinkel vi fandt, der kunne hjælpe os i en hverdag, hvor magtanvendelserne fyldte rigtig meget. Det at sætte fokus på problematikkerne, beskrive dem og handle derefter, gav os et fagligt sammenhold, som kommer alle til gavn. 2

3 Hvordan kan vi tackle udadreagerende adfærd? Hvordan defineres vold/udadreagerende adfærd? Hvad skal der til for, at lige netop jeg kan arbejde i et udadreagerende miljø? Skal jeg finde mig i det? Kan jeg arbejde sådan et sted? Hvad er det vigtigste i et arbejdsmiljø med eks. udadreagerende adfærd? Hvordan kommer vi dertil? Hvor er jeg selv? Hvordan finder jeg ud af, hvad det er i situationen, der gør mig bange/usikker? Hvor er min faglighed, og hvordan bruger jeg den? Hvor er mine kollegaer, ifølge egne tanker? Hvordan kan jeg finde ud af om de tanker, stemmer overens med mine kollegaer? Hvad skal der til for at finde forståelse for: mig selv, mine kollegaer, beboerne? Hvordan tackler jeg det, at have taget en beslutning, der efterfølgende er til debat, selvom dette ikke ændre noget på hændelsesforløbet, tværtimod, gør det mig måske ked af det? Hvad er en konflikt, og hvad skal den gøre godt for? Serviceloven Strategier Hvem skal lære? Så kan de lærer det, kan de, er et udsagn vi ofte bruger, spørgsmålet er hvem der har de bedste læringsbetingelser. Vi bør lære at trække guldkorn ud af en voldssituation, for at bruge det i vores værktøjskasse, til fremtidig brug. Det er måske ikke muligt helt at fjerne den udadreagerende adfærd, men at arbejde ud fra at minimere den mest muligt, må være i alles interesse. Hvis man syntes det er synd for en klient, er man på afveje, det der kan være synd er, hvis ikke vi som personale tør tage styringen. At det er synd for nogen, er ikke noget ret mange kan bruge til noget. Det er vigtigt at kunne se på det enkelte menneske som en helhed, dvs. ud fra det liv det enkelte menneske har levet/lever. Nogle gange er det et liv præget af institutionsmiljøet og med skiftende personale at forholde sig til. Jeg tror ofte det er noget vi glemmer, og for mig er det vigtigt at man har hele baggrunden med og dermed også den indlæringsproces det enkelte menneske er præget af. Indlæringsprocessen er også præget af den struktur/magt der er det enkelte sted og hvilke holdninger de nu er præget af. 3

4 Fagligheden og ansvarligheden: Erkend problematikkerne Tag det faglige ansvar Arbejde i strategier Hvordan er beskrivelsen af klientens problematik? Skaber vi den tryghed der skal til? Er vi medvirkende årsag til at skabe kaos. Tryghed kan give færdigheder, utryghed kan skabe kaos. Hvordan kan vi skabe et miljø, hvor vi undgår nederlag og alligevel holder fast i pædagogikken? Er det brugeren der skal ændre sig, eller er det personalet, eller kan det være en kombination? Er det kun personale og ledelse der er ansvarlige, hvad med visitationsudvalget, hvad med regionen? At arbejde i et udadreagerende miljøer kan være opslidende, udviklende, spændende, morsomt og utroligt belastende. Jeg mener det vigtigste er at gøre op med sig selv, hvortil ens grænser går, da der ikke er nogen af vores klienter der står op om morgenen og bestemmer, at de vil kører psykisk og fysisk terror på os. Vi skal bruge hinanden til at finde den måde vi fagligt kan løse os ud af problematikkerne på, ud fra de situationer vi står i og den faglighed og erfaring hver især er i besiddelse af. Tillid: skabes i første omgang til dig selv, dernæst arbejdes der på at få tillid til kollegaerne. Forventninger: Gøres i første omgang op med dig selv, hvilke forventninger du har til dine kollegaer, derefter skal dine forventninger siges til dine kollegaer, ellers har man ikke en jordisk chance for at indfri forventningerne. Kendskab til såvel brugeren som sig selv: Humor? Hvor godt kender jeg mig selv i forhold til udadregerende adfærd? Hvor langt vil jeg gå? Hvad er min historie? Hvad er brugerens historie? Hvilket udviklingstrin er brugeren på? Kan jeg stille krav, og er der flere måder at gøre det på? Kaos er med til at udløse udadreagerende adfærd, da klienten ikke forstår sig selv, andre og situationen. Ingen slår bare for at slå Vi skal være så modige, at vi tør tage styringen, jo mere tydelighed jo mindre kaos. Det kan være rigtig svært at tage styringen over et voksent menneske, men for mange af vores klienter er det helt nødvendigt at gøre det, vi svigter hvis ikke vi gør det. Styring af en klient, har sin begrundelse i handleplanen, og jo mere vi kan se nytten af vores handlinger, jo nemmere er det at hjælpe klienten. 4

5 Min konklusion: At arbejde i et udadregerende miljø er en af de helt store udfordringer, og der findes ikke nogen nem og endegyldig løsning. For mig at se drejer problematikken sig ofte om personalets måde at agere i miljøet på, dermed ikke sagt at vi skal fritage den der bruger udadreagerende adfærd for ansvar, men vi skal have etik, livsanskuelse, refleksion og kommunikation på dagsordenen i vores daglige arbejde. Jeg skal som personale stå frem som en synlig medarbejder, hente teori og inspiration til det arbejde, vi nu engang har sagt ja til. Det er ikke svært at snakke om udadregerende adfærd, men det kan være rigtig svært at snakke om, hvad det lige netop gør ved mig, at arbejde i miljøet. Vi, personalet, skal arbejde på at synliggøre vores hverdag, vi skal arbejde imod den tendens der har været med skjult kamera, og modtrækket dertil er, at oplyse mest muligt omkring vores arbejdsbetingelser. Jeg går på arbejde hver dag, med en usynlig journalist på skulderen. Det er ikke altid let at arbejde med udadreagerende, dette skal dog ikke være nogen undskyldning for at være grov i sit sprog og handling. Jeg tror bare det er af utrolig vigtighed, at vi ikke lader os rive med af, at en journalist nu lige syntes der skulle skabes en historie. Vi gør det godt i hverdagen, og der hvor det går skidt, er vi nødt til alle at vise ansvarlighed, da jeg er helt overbevist om, at ingen, hverken beboere eller personale står op om morgenen og bestemmer sig for at være grove eller onde ved andre. Der er nogle omstændigheder der har bragt kollegaer derhen, og de omstændigheder skal vi være opmærksomme på, tage ved lære af og hjælpe de kollegaer der kommer for langt ud. Derfor er jeg rigtig glad for at en journalist fra Danmarks radio, fik øje på min artikel, og syntes det var godt at bringe de positive ting ud i både radio og tv, vi er trods alt mange der arbejder positivt og konstruktivt hver dag. Jeg arbejder med problematikkerne hver eneste dag, og det er ud fra den erfaring jeg har erhvervet, at jeg siger, tænker og handler som jeg gør. Jeg siger ikke jeg har ret, og kan nok heller ikke bruge det at have ret til noget. Jeg siger bare, der er uendelig mange måder at gøre tingene på, hvis man vil bruge den faglighed, viden og interesse man nu har til faget, på en konstruktiv måde. Om vi nogen sinde helt kan fjerne magtanvendelserne, tror jeg ikke, men vi skylder os selv og beboerne, at forsøge det bedste vi kan. Der er to måder at modtage dette indlæg, den åbne eller den lukkede, og det er op til den enkelte hvilken måde man vælger. Vælger man den åbne, vil det give indsigt, debat og måske muligheder for at tænke alternativt. Vælger man den lukkede, siger det næsten sig selv, at så får man ikke meget ud af det. Det er et valg, og det kan være værd at huske på, at brugeren måske ikke har det valg, at brugeren skal indordne sig, lige meget hvor svært det kan være. Alle der er med på konferencen har, efter min bedste overbevisning, valgt den åbne måde. Derfor kunne der godt være noget man absolut ikke er enige i, ikke har forstået og/eller gerne vil diskuterer, komme med kritik, tilføjelser eller modargumenter, så er min mail adresse hannelillie@webspeed.dk 5

6 Dette er mit bud Der findes ingen facitliste Alt kan gøres anderledes Husk: Vigtigt at vide, man ikke er alene om sine oplevelser i hverdagen Du skal ikke bære det alene Det er altid værd at reflektere Det er altid værd at diskutere Det er vigtigt at synliggøre vores arbejde, viden giver forståelse, uvidenhed giver ofte fordømmelse. Vi skal ville forandring Det er os der skal lære Med venlig hilsen Hanne Lillie 6