Det transatlantiske forhold

Transkript

1 Forsvarsakademiet VUT II 2002/2003 Specialegruppe 10 KN G. Kingo KN C. M. Møller KL J. Holm Det transatlantiske forhold We have our best chance since the rise of the nation-state in the 17th century to build a world where the great powers compete in peace instead of prepare for war. President Bush West Point, New York June 1, 2002

2 Det transatlantiske forhold. Udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og holdninger på begge sider af Atlanten har undergået en ændring siden den Kolde Krigs ophør. Hvordan påvirker dette skift det transatlantiske samarbejde? Gennem en analyse af USA s og EU s udenrigs- og sikkerhedspolitik undersøges, under inddragelse af et relevante NATO aspekter, hvorledes disse ændringer påvirker det transatlantiske forhold og samarbejde. UKLASSIFICERET 2

3 Resumé Dette speciale tager sit udgangspunkt i oplevelsen af at der er sket et skifte i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i USA og i Europa. Hertil hører naturligt spørgsmålet hvordan påvirkes det transatlantiske forhold af denne perception? NATO vil, som organisation, være det transatlantiske sikkerhedsfællesskab, hvor USA har indflydelse på de europæiske medlemmer, men også stigende indflydelse fra europæiske side på USA. Ud over at være den sikkerhedsmæssige platform i Europa er NATOs udvikling fæstet i tilpasning til den nye trussel og i større grad out of area operationer. NATO er edderkoppen, der binder USA og de europæiske allierede sammen. Nye medlemslande er optaget og flere kommer til og alle søger de NATOs sikkerhedsgaranti og herved grundlaget for at blive integreret i den europæiske familie. NATOs mulighed for at agere som sikkerhedspolitiks aktør afhænger af medlemslandene intentioner. Hvorvidt medlemslandene ønsker at gøre NATO til en mere fremtræden aktør synes uklart dels er NATO jo forankret i FN pagtens artikel 51 og samtidig er store dele af medlemslandene forankret i et EU-samarbejde, så de sikkerhedspolitiske diskussioner på tværs af organisationerne smitter af på NATO- samarbejdet. Endvidere er det militære troværdighed i NATO ikke udviklet i det tempo USA kunne ønske, hvilket kan sætte NATOs militære troværdighed på en prøve. NATO ønsker kapaciteter og strukturtilpasning, men medlemslandene reagere ikke umiddelbart hurtigt og aktivt på dette ønske. EU ser stadig NATO i et positivt lys. EU har ikke selv kapaciteterne og har behov for de midler USA kan tilføre til NATOsamarbejdet. NATOs mål ses derfor at være at holde sammen på alliancen. Forlader USA alliancen vil NATO kun være et politisk talerør og den rolle kan EU løfte. NATO kan også lade USA være løsere tilknyttet og herved vil medlemslandene virke sammen med USA i en koalition eller NATO kan beså som i dag med de nuværende problemstillinger, men med et Europa, der er opmærksom på USA forspring og i en vis grad søger at mindske forspringet. USA har i sin nationale sikkerhedsstrategi anført de sikkerhedspolitiske prioriteter som landet vil " styre efter i denne kommende periode. De overordnede mål for USA er at sikre statens overlevelse, økonomiske vækst, en sikker verdensorden, frihed og demokrati samt gode allianceforhold. USA ser primært truslerne mod landet som værende terrorisme og tyranner. I det transatlantiske forhold er det primært de to store europæiske organisationer som EU og NATO der har landets bevågenhed. EU er den store handelspartner, mens NATO er organisationen der sikre fred og stabilitet på det europæiske kontinent. USA ser EU som havende sammen globale interesser som amerikanerne og samtidig bidrager EU til stabilitet gennem optagelse af nye medlemslande. NATO er for USA stadig rammen for et kollektivt selvforsvar, og med det nye trusselsbilled og især terrortrusselen ser USA gerne en del ændringer i NATO. USA som ledende nation i en koalition er ledelsesmæssigt en fordel for USA, idet nationen her kan vælge sine partnere og samtidig selv udvælge de kapaciteter, det har brug for. At handle alene er en ret USA har påberåbt sig især efter 11. september 2001 med henvisning til FN pagtens paragraf 51. Generelt vil USA søge at opnå politiks legitimitet for sine handlinger dels gennem FN, men også blandt sine politiske allierede. Europa har siden 2. Verdenskrig været afhængig af et godt forhold til USA. Dels har relationerne været forankret i NATO-samarbejdet, men også bilateralt. EU har med UKLASSIFICERET 3

4 sin opbygning af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) suppleret med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) skabt et grundlag, der vil kunne give europæerne mere indflydelse på den globale sikkerhedsarena. De nye politikker bygger på et etableret samarbejde med NATO, og samtidig har EU givet muligheder for at lande uden for EU kan deltage i eventuelle konfliktløsninger. Platformen for EU s nye rolle er etableringen af nye institutioner, der på niveau med NATO kan løse konfliktopgaver i den lave ende af intensitetsskalaen. Over Atlanten har det transatlantiske bånd været præget at retoriske kampe, men det faktum, at EU nu vil til at være deltager som international aktør, har betydet, at USA har stillet forbehold og samtidig er nogle europæiske lande førende i kritik af USA s agerende i forbindelse med aktuelle kriser som krigen i Afghanistan, og nu den igangværende krig i Irak. En af årsagerne til uenighed har været de væsentlige forskellige sikkerhedspolitiske dagsordner, der har været hos europæerne og amerikanerne. Nogle EU-lande vil bruge diplomati mens andre vil bruge militær magt. USA vil med militær magt tvinge sine sikkerhedsprioriteter igennem, når diplomatiske tiltag ikke har opfyldt nationens mål. EU fremtidige rolle som aktør afhænger af intern enighed og hermed er den fælles ramme grundlaget. Alternativet er indgåelse af bilaterale aftale mellem enkelte lande i Europa med USA og herved deltagelse i koalitioner. En analyse efterfulgt af opstilling af scenarier viser at der mellem aktørerne er et antal muligheder for at virke i rammen af et transatlantisk samarbejde. Samtidig er de enkelte scenarier vurderet i forhold til det primære valg, aktørerne vil vælge. USA vil naturligt nok helst være den aktør der gennem samarbejde søger at få sine mål opfyldt, men kan ikke vente på at etablerede institutioner får afdiskuteret problemstillingerne og ej heller vil lade sig styre af en organisation, hvorfor USA vil søge at gennemføre sin udenrigs- og sikkerhedspolitik i rammen af koalitioner. EU og NATO vil søge at virke i organisationsramme, og vil, hvis der kan opnås intern enighed, understøtte en amerikansk ledet koalition. Perspektivet for det transatlantiske forhold ses opdelt i to dele. Er det den rationelle tilgang aktørerne anvender, vil de søge at nå egne mål gennem samarbejde og dialog, men også via en stillingtagen fra det ene politiske spørgsmål til det andet. Men ønsket om at forankre løsninger dels i organisationer, men også i forhold til de enkelte mål vil nyde fremme - hvilket vil forstærke det transatlantiske forhold. Altså er den nuværende nedkøling af forholdet midlertidig. Hvis aktørerne påvirkes af andre forhold end den direkte rationelle tilgang vil forhold som personspørgsmål og mærkesager spille ind på forholdet. Parterne kan være fristet til at forfølge kortsigtede løsninger, der dels har baggrund i indre anliggender, men også er forankret i positionering intern i f.eks. EU. I dette tilfælde vil det transatlantiske forhold blive forværret hvorimod en hurtig afslutning af terrorkrigen vurderes at bedre forholdet. Samlet set er det svært at forudsige det transatlantiske forhold, dels fordi aktørerne for nuværende ikke har den store enighed, men også fordi de udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold kan få nye dagsordner, der tvinger partnerne til samarbejde på en ny måde som det der skete omkring den 11. september UKLASSIFICERET 4

5 Resumé INDLEDNING Baggrund Emnediskussion Analyse af hovedtitel Analyse af undertitel Afgrænsning af problemfelt og opstilling af endelig titel Problemformulering Opgavens relevans Teori Metode Struktur Definitioner Forudsætninger og afgrænsninger Formalia DET TRANSATLANTISKE FORHOLD OG NATO Det transatlantiske forhold NATO generelt NATO s udvikling efter den Kolde Krigs ophør NATO s udfordringer Den teknologiske kløft Det ny trusselsbillede NATO s anden udvidelsesrunde NATO som sikkerhedspolitisk aktør USA s holdning til NATO Europas holdning til NATO Applicering af Allisons model på NATO Mål Alternativer Konsekvenser Vurdering USA S SIKKERHEDSPOLITISKE MÅL OG MULIGHEDER I DET TRANSATLANTISKE SAMARBEJDE Historisk og politisk baggrund Unilaterale tiltag og deres årsager Den seneste nationale sikkerhedsstrategi Det overordnede sikkerhedspolitiske mål Den sikkerhedspolitiske trussel Mål for det transatlantiske samarbejde USA s mål med EU EU som partner i verdenshandelen EU som stabiliserende faktor i Europa USA s mål med NATO Medlemsskaren skal udvides De nødvendige styrker skal stilles til rådighed for NATO...41 UKLASSIFICERET 5

6 Udvikling af planlægning Teknologi og stordrift Kommandostrukturen skal slankes og bibringes den nødvendige fleksibilitet Evnen til at samarbejde skal bevares under omstillingsprocessen USA s muligheder (alternativer og konsekvenser) USA handler indenfor NATO NATO Response Force NATO skal have både strategisk og politisk fleksibilitet Informations interoperabilitet Anskaffelse af præcisionsvåben Styring af udviklingen Coalitions of the willing USA handler unilateralt Analyse af muligheder (konsekvenser) USA handler i rammen af NATO Opnåelse af kompatibilitet på C 3 I Rollespecialisering Sanktionsmuligheder NATO i flere tempi EU-NATO samarbejde Store forskelle i materielstandard inden for NATO USA handler sammen med skiftende koalitioner af europæiske lande USA handler unilateralt Samlet delkonklusion over USA s muligheder og konsekvenserne af dem REDEGØRELSE OG ANALYSE AF EUROPAS OG EU S MÅL OG MULIGHEDER I DET TRANSATLANTISKE FORHOLD Indledning Formål Fokusområde Kapitlets struktur og indhold Europas/EU s mål EU som sikkerhedspolitisk aktør Historien bag den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik Den militære kapacitet i ESDP Den civile kapacitet EU ledede operationer i nærmeste fremtid Konfliktforebyggelse EU s institutionelle tilpasning FUSP og NATO FUSPens endelige udseende FUSPens påvirkning af det transatlantiske forhold Kan aftalesættet i FUSPen holde internt i EU? Forholdet mellem Europa og USA Det europæiske forhold til USA umiddelbart efter 11. september Ændring i den amerikanske opfattelse af Europa og EU, som institution Udenrigspolitisk kultur i Europa og USA Sammenspillet mellem EU, NATO og USA Åben europæisk kritik af USA Det militære gab mellem Europa og USA EU militære formåen i forhold til USA Kan EU opbygge sin militære kapacitet? Analyse af forholdet mellem EU, Europa og USA Generelt...69 UKLASSIFICERET 6

7 Analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør Analyse af EU s aktørmuligheder set i et historisk perspektiv Analyse af EU s sikkerhedspolitiske rolle i rammen af FUSP og ESDP Delkonklusion vedrørende EU som sikkerhedspolitisk aktør Analyse af forholdet mellem EU/Europa og USA Analyse af forholdet mellem Europa af USA efter 11. september Analyse af forholdet mellem EU, NATO og USA Analyse af det politiske klima mellem Europa og USA Delkonklusion vedrørende forholdet mellem EU/Europa, NATO og USA Analyse af det militære gab mellem Europa og USA Delkonklusion vedrørende det militære gab mellem Europa og USA Opstilling af mål og muligheder Europas mål EU vil være aktør Konsekvens EU kan afløse USA/NATO inden for Petersberg-opgavesættet Konsekvens Europæiske lande vil deltage i ad-hoc koalitioner Konsekvens VALG OG PERSPEKTIVERING Scenarier US: Coalitions of the willing EU: Selvstændig aktørrolle US: Coalitions of the willing EU: Afløser USA / NATO US: Coalitions of the willing EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner US: Unilateral handlen EU: Selvstændig aktørrolle US: Unilateral handlen EU: Afløser USA / NATO US: Unilateral handlen EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner US: NATO samarbejde EU: Selvstændig aktørrolle US: NATO samarbejde EU: Afløser USA / NATO US: NATO samarbejde EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner Det rationelle valg. (vurdering) Perspektivering Perspektivering, når alle aktører handler overvejende rationelt Perspektivering, når alle aktører ikke udelukkende handler rationelt...86 Bibliografi...1 Bilag 1 Analysemodel...1 Bilag 2 FUSP ens endelige udseende...1 bilag 3 Organisationen af råd og stabe i forbindelse med FUSP en...2 bilag 4 Europa og Amerika må stå sammen...1 UKLASSIFICERET 7

8 1. Indledning. Formålet med dette kapitel er at fastsætte rammerne for specialets indhold og udformning. Indledningsvis gennemføres en diskussion af opgaveteksten med henblik på at udlede specialets hovedspørgsmål. Denne diskussion efterfølges af en analyse af hovedspørgsmålet, som har til formål at udvikle den endelige problemformulering. Sluttelig diskuteres teori, metode og struktur samt forudsætninger og begrænsninger Baggrund. Specialet omhandler det transatlantiske forhold mellem USA og EU/Europa. Der har eksisteret en særlig tilknytning et bånd henover Atlanten siden de første europæere emigrerede til det nordamerikanske kontinent, hvilket dog primært beroede på det familiære og kulturelle plan. Oprindelsen af begrebet det transatlantiske bånd har ikke kunne dokumenteres specifikt, men blev under 2. Verdenskrig anvendt ved flere officielle lejligheder. USA s undsætning af det besatte Europa under 2. Verdenskrig udgjorde den afgørende forskel for kontinentets befrielse og vurderes at have været forudsætningsskabende for det transatlantiske forhold. Efter 2. Verdenskrig satsede USA på det transatlantiske bånd særlig i militær forstand, hvor landene i Vesteuropa, inklusiv tidligere modstandere, gennem bistand og samarbejde mm., skulle hjælpes til at blive fremtidige politiske og økonomiske partnere mod den stigende trussel fra Østeuropa og en potentiel kommunistisk ekspansion. 1 Særligt etableringen af den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) i 1949 og dens formelle grundlag, den Nordatlantiske Traktat, har med sin forankring i de Forende Nationers pagt været med til at præge kulturelle som demokratiske værdier, politisk samhørighed og ikke mindst sikkerhedspolitisk tryghed i efterkrigstidens Vesteuropa. Den Nordatlantiske Traktat ses således at have en hel essentiel rolle, hvorfor den vurderes, at have skabt det formelle fundament for det transatlantiske forhold. Under den Kolde Krig blev sammenholdet NATO-landene imellem og i særlig grad i relation til USA tillagt stor betydning. Forsvarsalliancen var Europas garant imod en aggressiv ekspansion fra Østeuropa. Her bidrog det transatlantiske forhold manifesteret i rammen af NATO alliancen til, at den vestlige verden stod sammen om vitale udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, og formåede dermed at generere en troværdig militær kapacitet. Medlemslandene måtte i denne periode, ofte i rammen af NATO, forhandle sig til kompromiser til fællesskabets bedste og dermed tilsidesætte egne nationale interesser for at fremstå som en enig forsvarsalliance mod den daværende potentielle modstander. Men efter den Kolde Krigs ophør, herunder Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning, er dette incitament for politisk enighed og sammenhold ikke mere tilstede. 1 NATO i det 21. århundrede, s. 4. UKLASSIFICERET 8

9 Samtidig forsvandt den overvældende trussel som udgjorde hovedargumentet for USA s særlige sikkerhedspolitiske fokus på Europa og dermed nødvendigheden af omfattende amerikansk militær tilstedeværelse. Bortfaldet af bipolariteten medførte, at konflikter, der havde ulmet under overfladen flere steder, men var blevet holdt nede af totalitære systemer, med et brød ud i lys lue. Op gennem 1990 erne er der talrige eksempler på amerikansk enegang, hvor allierede enten ikke som tidligere blev konsulteret på forhånd, eller hvor USA valgte at overhøre allierede landes argumenter og alene forfulgte egne nationale interesser. Tilsvarende har de vesteuropæiske lande i takt med den øgede økonomiske velstand og indflydelse, samt den øgede politiske integration i rammen af den Europæiske Union, fået en betydelig øget indflydelse og selvforståelse, der på flere måder udfordrer og modsætter sig det tidligere amerikanske lederskab i Europa. Af den grund synes der i stigende grad, at være en tendens til stærkt divergerende politiske synspunkter og interesser på afgørende punkter. Diskussionen omkring det transatlantiske forhold er derfor meget aktuel også set i lyset af det åbenlyse modsætningsforhold på tværs af Atlanten mellem især Frankrig og Tyskland i forhold til USA forud for Golfkrigen anno En konsekvensberegning af hvad det transatlantiske forhold måtte bære for fremtidens synes interessant Emnediskussion. Hovedtitel: Det transatlantiske forhold. Undertitel: USA har på nogle områder ændret den udenrigspolitiske profil i forhold til Europa og andre allierede efter præsident George W. Bush fik regeringsmagten. Senest har USA bl.a. gennemtvunget særbehandling over for den Internationale Domstol i Haag og har endvidere i f.m. terrorkrigen samt krisen med Irak indikeret, at fremtidige missioner ikke nødvendigvis skal godkendes af FN Sikkerhedsråd, ligesom der også har været tendenser om fremover at løse sikkerhedspolitiske problemer i rammen af coalitions of the willing frem for inddragelse af NATO. De europæiske reaktioner har gennemgående været reaktive i en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), som primært er styret af de toneangivende europæiske stormagter. Skal den amerikanske politik ses som et mere permanent amerikansk skift i det transatlantiske forhold, eller er der tale om mindre justeringer? Hvilke perspektiver ligger der for det fremtidige transatlantiske samarbejde? Analyse af hovedtitel. Indledningsvis skal det konstateres, at der ikke findes en specifik definition på det transatlantiske forhold. Transatlantisk betyder 2, at noget går henover Atlanten. Det transatlantiske forhold er således forholdet mellem USA på den side 3 og Europa på den anden en relation 2 Nudansk ordbog UKLASSIFICERET 9

10 mellem to eller flere parter eller partnere. 4 Begrebet blev indledningsvis alene anvendt mellem allierede i rammen af NATO, men opfattes efterhånden i et bredere perspektiv. Med den brede fortolkning af det transatlantiske forhold tolkes Europa i den sammenhæng som lande, der enten er medlem af NATO eller medlem af EU 5. Det synes i den sammenhæng ikke relevant at skelne mellem gamle medlemslande og nye lande, der er netop er blevet optaget hhv. i NATO på Prag topmødet og i EU på København topmødet begge ultimo Det er specialegruppens forståelse, at der i det transatlantiske forhold er underforstået en nødvendighed af at Europa viser sammenhold for derved samlet at være interessant for USA. Derfor vil der kun i relevant omfang blive henvist til specifikke europæiske lande, hvoraf Frankrig, England og Tyskland pga. deres størrelse og indflydelse synes mest interessante. Da mange af de europæiske lande er medlem såvel af EU som af NATO vil der være behov for at skelne mellem EU som fællesbetegnelse for et samlet EU og de europæiske lande, hvor der kan være særegne nationale interesser. Selve udtrykket synes at bero på et positivt forhold. Intentionen bag det transatlantiske forhold er en positiv synergieffekt netop ved at have synkroniseret synspunkter og holdninger for derved samlet overfor resten af verdenssamfundet at fremstå som et samlet hele. En yderligere refleksion over det transatlantiske forhold vurderes nødvendig for at specificere forholdet yderligere i mangel af valid og dokumenteret baggrundsviden. Følgende aktører ses relevante af undersøge i forhold til det transatlantiske forhold: USA EU/Europa NATO Analyse af undertitel. Det postuleres, at USA på nogle områder har ændret den udenrigspolitiske profil i forhold til Europa og andre allierede efter præsident George W. Bush fik regeringsmagten. Opgaveteksten fremhæver flere eksempler på, at USA i stigende grad vælger at gå politisk enegang frem for gennem forhandlinger med dets traditionelt vigtige partnere og allierede fra Vesteuropa, at finde en fælles løsning. Som mulig grund herfor anføres, at europæiske politik, særligt indenfor en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) har været reaktiv og dermed underforstået langsommelig og ikke tidssvarende i relation til den eksisterende verdensorden. Formuleringen ændret den udenrigspolitiske profil i forhold til Europa og andre allierede tolkes som om, at incitamentet for at afstemme og koordinere politiske holdninger mm. på tværs af Atlanten nu er borte, hvorved enegang på diverse områder m.h.p. at forfølge egne nationale interesser bliver konsekvensen. Det fremgår implicit af undertitlen, at der eksisterer betydelige forskelle på amerikanske og europæiske politiske standpunkter. 6 3 Indebærer reelt også Canada, dog mere af navn end gavn. For Europa er det forholdet til USA der er det eftertragtede gode. 4 Nudansk Ordbog Se bilag 9 (skitse) 6 Robert Kagan: Power and Weakness, p. 1. UKLASSIFICERET 10

11 USA synes at have den opfattelse, at såvel EU som de europæiske stater forhaler ting ved snak fremfor at handle. Mens Europa generelt og i langt større grad end USA søger at bilægge konflikter gennem diplomati og forhandlinger, helst gennem anerkendte organisationer, sætter amerikanerne i langt højere grad deres lid til ad hoc organisationer, der således oprettes ved behov og formår at handle mens tid er. 7 Det synes derfor relevant at undersøge både USA som EU/Europas stater som aktører f.s.v.a. deres politiske mål og midler mv. og her undersøge hvilke holdninger, der måtte være tilfælles samt hvilke divergenser, der eksisterer mellem dem. Betegnelsen Europa i den sammenhæng udgøres af de europæiske stater, skulle nogle fremhæves særskilt må det være de toneangivende stater England, Frankrig og Tyskland. Disse lande synes generelt, at være de eneste i Europa, der har den fornødne politiske og økonomiske pondus og militære kapacitet til at agere på egen hånd. Alligevel vurderes aht. til den igangværende udvikling i Europa 8 at undersøge Europa som et samlet hele i rammen af den Europæiske Union. Såfremt EU fortsat skal fremstå som vægtig og respekteret samarbejdspartner i det transatlantiske forhold vurderes dette bedst at kunne ske i rammen af et overnationalt samarbejde, hvor de tilsammen udgør en stærkere faktor end hver for sig. Ved behov vil de enkelte europæiske landes særstandpunkter blive inddraget i relevant omfang Der spørges hvorvidt den amerikanske politik skal ses som et mere permanent amerikansk skift i det transatlantiske forhold, eller er der tale om mindre justeringer? Hvilke perspektiver ligger der for det fremtidige transatlantiske samarbejde? Ud fra et rent retorisk synspunkt synes det for opgavens helhed både logisk og relevant på forhånd at antage, at der er sket et skift i den amerikanske politik, for at specialet efterfølgende har mulighed for at beskrive deraf følgende konsekvenser. Den amerikanske udenrigspolitik bør dog undersøges nærmere for at fastslå, hvorvidt der reelt er sket et skifte, eller der kun er tale om mindre justeringer. For fuldstændighedens skyld bør man ligeledes undersøge om kursskiftet eventuelt kun er sket i europæernes perception af amerikansk politik. Postulatet synes dog umiddelbart noget unuanceret. Et givent skiftet synes således ikke alene begrundet ved præsident George W. Bush tiltræden da USA allerede under præsident Clinton gik enegang 9. Tværtimod søgte præsident Clinton end ikke om et mandat med henblik på at legitimere handlingen, hvilket den nuværende amerikanske regering trods alle postulater om det modsatte søger at gøre. Som tidligere indikeret kunne det meget vel være bipolaritetens ophør, der har forårsaget skiftet i såvel amerikansk politik, som en divergens i de fælles transatlantiske interesser og værdier indenfor det transatlantiske forhold. 10 En del af den modgang amerikansk politik oplever i Europa p.t., personificeret i den præsident George Bush, synes at være en konsekvens af den sidste National Security Strategy, hvilket synes at nødvendiggøre en nærmere undersøgelse af denne også fordi den danner grundlaget for USA s samlede politikker, og dermed synes at være en meget specifik indikator for amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. 7 The Transatlantic Link, Introduktion af Bo Huldt, side 7. 8 Henimod et muligt overnationalt koordineret udenrigs- og sikkerhedspolitik som beskrevet af Michael Mathiesen. 9 Robert Kagan: Power and weakness, side Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s.554 ff. UKLASSIFICERET 11

12 Afgrænsning af problemfelt og opstilling af endelig titel. NATO har og har haft en afgørende rolle som alliance i det transatlantiske bånd. Den realistiske teoritradition postulerer, at en alliance ophører med at eksistere, hvis truslen mod den bortfalder. Men NATO synes trods den Kolde Krigs ophør fortsat at være en yderst eftertragtet organisation at blive optaget i. Flere af de nyligt optagne lande fra det tidligere kommunistiske stater havde det som første prioritet i deres sikkerhedspolitik at blive optaget i NATO. Det betyder, at NATO fortsat anses som værende en troværdig garant for sikkerheden i Europa. Rusland accepterede optagelse af syv nye medlemmer i Prag 2002 uden de store sværdslag. Kunne dette indikere at Rusland ikke anser NATO for at have samme signifikans som tidligere? Der er efterhånden opstået et betydeligt teknologisk gab mellem amerikansk og europæisk militærs formåen både kvalitativt som kvantitativt. I øjeblikket synes ingen af de europæiske stater trods den militære tilbageståenhed i forhold til USA at øge deres forsvarsudgifter i sådan en grad, at europæisk militær kvalitativt kan nå op på amerikansk niveau. Tværtimod har mange europæiske lande netop udnyttet den bortfaldte trussel til at gennemføre betydelige personel- og materiel-, men også budgetreduktioner, hvorfor en teknologisk kvalitativ investering er udeblevet. Det teknologiske gab medførte Defense Capability Initiative tilbage i 1999, hvor NATO medlemmerne forpligter sig til at tilføre især strategiske kapaciteter til NATO s styrkestruktur og forholdet er senest blevet understreget i f.m. NATO topmødet i Prag Hvorvidt de enkelte medlemslande i fremtiden vil leve op til dette, vurderes at kunne få afgørende betydning for NATO s troværdighed. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt USA i fremtiden overhovedet har behov for NATO. Flere af de europæiske lande har bl.a. i Golfkrigen vist, at de er villige til at deltage i en coalitions of the willing. Den igangværende proces i EU omkring den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESDP) lader ligeledes flere amerikanere spekulere i, hvorvidt EU som helhed vil kunne støtte fremtidige amerikanske engagementer. På flere områder er der på nuværende tidspunkt en aftale, der beskriver en opgavefordeling, som f.eks. Petersbergsaftalen. Kampen mod terror og den igangværende Golfkonflikt viser med al tydelighed, at USA om nødvendigt er villige til at gå enegang. Det er dog ligeså klart, at USA ønsker en bred koalition, der sikrer en given aktion en vis politisk legitimitet. Politisk enegang vurderes at have potentiale til at kunne påvirke det transatlantiske forhold i betydelig grad mest sandsynlig i negativ retning. Herudover må man spørge sig om, hvorvidt et fremtidigt EU med et fungerende ESDP koncept formår at tilegne sig så stor indflydelse som aktør at USA ser sin position udfordret og i hvilket omfang dette i givet fald vil påvirke det transatlantiske forhold. EU har befolkningstal og økonomi af størrelse og styrke som USA s, men militært er der ikke udsigt til, at førerpositionen vil kunne trues. Indgangsvinklen er, at USA er den toneangivende aktør i det transatlantiske forhold. USA har mindre at miste end EU, da USA som eneste supermagt i større grad end Europa formår at agere selvstændigt. I lyset af dette vurderes opgavetekstens oplæg til perspektivering af det fremtidige transatlantiske samarbejde at være yderst relevant. I forlængelse af tidligere beslutning om fokusering på udenrigs- og sikkerhedspolitikken, fravælges en nærmere inddragelse og undersøgelse af økonomiske aspekter i relation til det transatlantiske forhold. UKLASSIFICERET 12

13 Tidshorisonten for specialets afsluttende perspektivering fastsættes til 10 år, da dette vurderes at være den længst mulige fremskrivning af givne tendenser i relation til problemstillingen Problemformulering. Det transatlantiske forhold. Udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser og holdninger på begge sider af Atlanten har undergået en ændring siden den Kolde Krigs ophør. Hvordan påvirker dette skift det transatlantiske samarbejde? Gennem en analyse af USA s og EU s udenrigs- og sikkerhedspolitik undersøges, under inddragelse af relevante NATO aspekter, hvorledes disse ændringer påvirker det transatlantiske forhold og samarbejde Opgavens relevans. I en verdensorden, hvor der er en nation som USA med altoverskyggende kapabiliteter på det sikkerhedspolitiske og militære område er det interessant at se, hvordan USA efter 11. september 2001 kan bruge sine traditionelle allierede på den udenrigsog sikkerhedspolitiske scene. Samarbejdet skal ses i lyset af en stigende antiamerikansk stemning i visse politiske kredse i Europa samt i rammen af en drejning af de overordnede dagsordner, som tidligere har været udbredelsen af demokrati, indbyrdes handel og frihed til nu at være hård sikkerhed som svar på 11. september Specialegruppen ønsker at vise de muligheder og konsekvenser, der er for det transatlantiske samarbejde med udgangspunkt i de to væsentligste med og modspillere på det europæiske kontinent. Derfor vil specialet vise de muligheder der umiddelbart ses for NATO og EU dels som organisationer, men også som enkelte medlemslande i et bilateralt samarbejde med USA. Således skal specialet bidrage til diskussionen vedr. de europæiske landes fremtidige muligheder i et samarbejde med USA Teori. Emnet, det transatlantiske forhold, er meget stort og komplekst. Det spænder naturligt nok over Atlanten, men delelementerne der indgår, de europæiske forhold, forholdene internt i NATO og ikke mindst den amerikanske politik, er hver for sig meget komplekse. Forholdene er så komplekse, at det vil være en fordel at anvende en teoretisk model, der kan forenkle problematikken. Herved bliver det muligt indenfor et enkelt speciale, at gennemanalysere forholdet, og fremkomme med en vurdering af udviklingsmulighederne. Svarene, der fremkommer, vil ikke kunne betragtes som de endelige udtømmende svar på præcis, hvad der vil ske, hvornår og helt hvorfor. Men det bør være muligt at angive generelle retninger for hvor det transatlantiske forhold vil bevæge sig hen såfremt de opstillede forudsætninger for konklusionerne holder. 11 Hvilket ses underbygget af vejledningssamlingen for Fakultet for Højere Militær Uddannelse, Sikkerhedspolitisk analyse, pkt. 6. UKLASSIFICERET 13

14 Netop en model, der forenkler de komplekse beslutningsprocesser for stater i international politik, er udviklet af Graham Allison. Graham Allison udviklede efter Cubakrisen i oktober 1962 tre modeller, der med hver sin indfaldsvinkel skulle kunne hjælpe med at analysere situationen under krisen mellem USA og Sovjetunionen og forklare, hvorfor den fik det forløb den fik. Cubakrisen havde omfanget af problemstillingen til fælles med det transatlantiske forhold. Den spændte over ganske kort tid, men den spændte i rum over to store parter, USA og Sovietunionen med hver sine komplekse interne og eksterne forhold. Til sammenligning spænder det transatlantiske forhold over længere tid (formentlig), og det spænder over store parter med meget forskellige interne og eksterne forhold. Meningen med de tre modeller er, at fungere som tre forskellige linser hvorigennem analytikeren bliver i stand til at fokusere på en konflikt og dens elementer, så han bliver i stand til at forklare, forudsige og bedømme situationer indenfor udenrigspolitikken 12. De tre modeller, som Allison udviklede, har det fælles udgangspunkt, at de ser staterne i det internationale samfund som rationelle aktører. Aktørerne vil ud fra de muligheder, de ser, træffe de valg, der bedst vil føre dem til deres mål. Teorierne anskuer det internationale samfund ud fra en realistisk vinkel, som et sted, hvor der hersker kaos, og hvor staterne med magt skal sikre sig. Det er muligt at indgå i samarbejde mellem stater, men staternes sikkerhed afhænger af dem selv, og samarbejdet holder kun så længe, der er interessesammenfald mellem parterne. De tre modeller som Allison opstillede er: Den rationelle aktørmodel. Bureaukratimodellen. Organisationsmodellen. Den rationelle aktørmodel anskuer staten som een samlet rationel aktør, der ud fra sine mål opstiller muligheder og konsekvenser og træffer de optimale valg til opnåelse af sine mål. Modellen tager ikke højde for samspil og mekanismer, der kan påvirke beslutningsprocesserne inde i den enkelte stat, men ser staten som en enkelt aktør. Bureaukratimodellen ser på bureaukratiet, der styrer staten og på de formelle og uformelle strukturer, der er med til at påvirke beslutningsprocessen. Denne model er mere detaljeret i sin beskrivelse end den rationelle aktørmodel, idet den ikke blot analyserer statens samlede valg, men også hvilke strukturelle dele, der påvirker valget, som bliver truffet. Organisationsmodellen er yderligere detaljeret i sin beskrivelsen, da den analyserer samspillet mellem de enkelte beslutningstagere og de, som påvirker dem når beslutninger skal træffes af staten. Til opnåelse af fuld forståelse af hvorfor stater handler som de gør, er det formentligt ikke tilstrækkeligt at anvende den rationelle aktørmodel. Det vil formentligt heller ikke være dækkende at anvende to andre modeller opstillet af Allison, fordi de alle base- 12 Fra introduktionen til Allisson, Graham T og Philip Zelikow: Essence of Decision, second edition side 2 pp. UKLASSIFICERET 14

15 rer sig på nogle forudsætninger, som muligvis vil kunne vise sig ikke at holde. For eksempel forudsætningen om at det er muligt at opstille et enkelt mål og klart definerede muligheder at vælge imellem. Staten er så kompleks, at der fremkommer mange mål, og nogle af dem vil til tider kunne være i modstrid med hinanden. Mulighederne bliver i realiteten talløse og modstridende, og konsekvenserne er umulige at forudsige, idet andre stater, som ligeledes har mange mål og talløse muligheder for handlinger, vil påvirke dem. Derudover kan tilføjes, at Allisons modeller heller ikke tager interdependens i betragtning, det vil sige staters indbyrdes afhængighed og bånd, som kan påvirke staterne i deres beslutningstagen indenfor international politik. Bindende internationale aftaler og de overnationale organisationer som FN har formentligt også større eller mindre indflydelse på beslutningsprocesserne i medlemsstaterne. De medinddrages i analysen, når man anvender liberalistiske teorier, men ikke i Allisons modeller. Det vurderes, at det samlede billede af det transatlantiske forhold er så komplekst, at det kun er muligt at analysere det ved anvendelse af den rationelle aktørmodel. Det vil ske ved at fokusere på tre aktører, nemlig NATO, USA og EU/Europa. Der analyseres på sikkerheds- og udenrigspolitiske aspekter. NATO ses her som en aktør, også selv om det ikke er en stat, ses organisationen at kunne agere indenfor sikkerhedspolitikken og vurderes på forhånd at kunne få indflydelse på de øvrige aktørers valg af handlinger. Ved et udpege EU som én aktør tilskrives denne en enighed og noget unuanceret fremstilling af de enkelte europæiske landes, især de store landes særinteresser. Set i relation til det transatlantiske forhold synes sammenholdet internt i Europa dog som en nødvendighed for at den fælles politiske vægtklasse opnås og derfor giver ræson. EU/Europa vil i øvrigt blive nærmere beskrevet i kapitel 4. Ruslands rolle og mulige påvirkning vil blive behandlet, men landet ses ikke som en organisk del af det transatlantiske samarbejde. Den valgte analysemodel (den rationelle model) beskrives herefter. Teorien opstiller en model, som lister de parametre den rationelle aktør anvender til at træffe sine valg indenfor international politik. Modellen har fire elementer, der her beskrives kort: 1. Mål. De mål og delmål, som aktøren kan nå, skal kunne vægtes med anvendelighed og værdi, og bieffekterne ved målene skal kunne forudsiges og ligeledes vægtes, så det er muligt at sammenligne muligheder og konsekvenser. 2. Alternativer. Der skal opstilles alternative valgmuligheder, som aktøren kan vælge imellem. 3. Konsekvenser. Der skal vurderes konsekvenser for de opstillede valgmuligheder. 4. Valget. Aktøren træffer det valg, der rationelt giver det bedst mulige resultat i den givne situation pegende imod et opstillet mål. I næste afsnit vil blive beskrevet hvordan modellen gennemføres i dette speciale, og som bilag 1 findes en grafisk afbildning af, hvordan de tre aktører analyseres og vurderes særskilt for mål, alternativer og konsekvenser, og de forventede valg træffes ud fra konfrontationen mellem aktørernes muligheder. UKLASSIFICERET 15

16 1.5. Metode. Specialegruppen har valgt at gennemarbejde specialet efter det følgende princip: Kapitel 1. Udarbejdelse af fælles grundlag. Kapitel 2. NATO mål, muligheder og konsekvenser Kapitel 3. USA mål, muligheder og konsekvenser Kapitel 5. Valg med udgangspunkt i mulige scenarier, og perspektivering. Kapitel 4. EU/Europa mål, muligheder og konsekvenser Allisons rationelle model anvendes på den måde, at der opstilles tre aktører: USA, EU/Europa og NATO. De tre parter vurderes hver især at kunne behandles som særskilte rationelle aktører. Derfor ses de hver især at kunne opstille mål, finde alternativer og konsekvenser samt vælge det alternativ der bedst vil bringe dem til opnåelse af deres opstillede mål. I separate kapitler bliver aktørerne, som illustreret herover beskrevet, og mål, alternativer og konsekvenser opstilles. Herefter sammenstilles aktørernes muligheder i kapitel 5 i et antal scenarier. Af scenarierne bliver det muligt at vurdere konsekvenser for det transatlantiske samarbejde af aktørernes individuelle valg. Det vurderes ud fra sammenspillet i scenarierne, hvilke valg der vil være de optimale for de enkelte aktører at træffe. Der perspektiveres herefter på det/de mest sandsynlige valg, som aktørerne træffer. Perspektiveringen vil have et fokus på udviklingen i det transatlantiske forhold Struktur. I forlængelse af metoden ses følgende struktur for specialet: 1. Kapitel: Indledning. Formålet med dette kapitel er at fastsætte rammerne for specialets indhold og udformning. Indledningsvis gennemføres en diskussion af opgaveteksten med henblik på at udlede specialets hovedspørgsmål. Denne diskussion efterfølges af en analyse af hovedspørgsmålet, som har til formål at udvikle den endelige problemformulering. UKLASSIFICERET 16

17 Sluttelig diskuteres teori, metode og struktur samt forudsætninger og begrænsninger. 2. Kapitel: Det transatlantiske forhold og NATO s rolle heri. Indledningsvis søges det transatlantiske forhold nærmere beskrevet. Dette vil som følge af manglende specifik litteratur ske primært ved ræson og refleksion. Det efterfølgende formål med kapitlet er på baggrund af en analyse af NATO som organisation, i det internationale politiske system mv. at opstille muligheder og konsekvenser for NATO fremtidige virke. 3. Kapitel: USA. Kapitlet har til formål at beskrive og analysere USA s mål for det transatlantiske samarbejde og mulighederne landet har for at nå sine mål. Det vil ske ved først at ridse den historiske baggrund op for at påvise eventuel kontinuitet eller forandring. Herefter uddrages USA s aktuelle mål og muligheder (alternativer og konsekvenser) for det transatlantiske samarbejde af den seneste National Security Strategy. 4. Kapitel: EU/Europa. Formålet med dette kapitel er at beskrive det transatlantiske forhold set fra Europa og EU som med og modspillere til USA på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Endvidere skal kapitlet beskrive de mål, muligheder og konsekvenser som EU og enkelte europæiske lande har for at virke som aktør på den internationale scene. 5. Kapitel: Valg og perspektivering. Formålet med dette kapitel er at sammenholde USA, EU og NATOs muligheder og deres konsekvenser. Alle mulighederne opstilles overfor hinanden i scenarier. Herefter vil den mulighed (det rationelle valg), der bedst vurderes at føre til opnåelse af aktørernes mål, bliver perspektiveret med en transatlantisk vinkel Definitioner. I henhold til tidligere beskrives det transatlantiske forhold som forholdet mellem USA og de europæiske lande, hvor NATO ses at udgøre navet for dette. I specialet ses USA som en rationel aktør, der opstiller sine mål for international politik, vurderer den internationale situation, opstiller muligheder, afvejer konsekvenserne af mulighederne og træffer de rationelle valg, som fremmer aktørens interesser bedst. En supermagt forstås som en nation der grundet sin politiske, økonomiske og militære evne har viljen til at agere på den globale scene. Det transatlantiske forhold: Forholdet mellem USA og Europa i generelle vendinger, idet det i henhold til specialet fokuseres på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekt mellem USA og dets allierede i NATO, samt mulige samarbejdsaftaler med EU. Artikel 5. Dette er den femte artikle i Atlantpagten og operationer der sker i henhold til den. Artiklen fastslår at et militært angreb på et eller flere medlemslande anses for et an- UKLASSIFICERET 17

18 greb på alle medlemslandene, og alle landene har både ret (efter FN pagtens paragraf 51) og pligt til at svare igen 13. Non-artikel 5. Dette er betegnelsen for de operationer som NATO deltager i, men som falder udenfor artikel Out-of-area: Operationer der gennemføres udenfor NATO medlemslandenes egne territorier. Coalitions of the willing : Et udtryk der anvendtes i.f.m. Golkrigen i 1991, hvor en USA ledt koalition befriede Kuwait. I den nordamerikanske sikkerhedsstrategi af SEP 2002 angiver USA at opnå fordele som burden sharing, kapaciteter mv. som incitamentet for coalition of the willing, hvilket dog af specialegruppen også ses som en EU: Den Europæiske Union. Hermed menes de lander der i 2003 er medlem og de lande der under Københavnertopmødet ultimo 2002 søgte om optagelse i EU. Europæiske lande: Hermed menes de større europæiske lande der kan i kan have særstandpunkter i enkeltsager Forudsætninger og afgrænsninger. Indhentning af data er afsluttet pr. 15 marts (idet Golfkrigen anno 2003 erkendes) Formalia. Forsvarskommandobestemmelse af vedrørende skrivelsers udfærdigelse er anvendt som grundlag for formalia, mens disposition og indhold følger FHMUVEJSAM bestemmelser. Der er anvendt grammatisk kommatering. Faste udenlandske sproglige udtryk, der har fundet deres anvendelse i daglig dansk sprogbrug, er fastholdt på originalsproget, under anvendelse af anførselstegn (hentet 11 marts 2003) Atlantpagten, hvis artikel 5 omhandler pligten til kollektivt forsvar af NATO landene (hentet 11 marts 2003) definitionen på nonarticle 5 operationer givet i kapitel 12 i NATO handbook. UKLASSIFICERET 18

19 2. Det transatlantiske forhold og NATO. Indledningsvis søges det transatlantiske forhold nærmere beskrevet. Dette vil som følge af manglende specifik litteratur ske primært ved ræson og refleksion. Det efterfølgende formål med kapitlet er på baggrund af en analyse af NATO som organisation, i det internationale politiske system mv. at opstille muligheder og konsekvenser for NATO fremtidige virke Det transatlantiske forhold. NATO s generalsekretær har udtalt at forholdet mellem Nordamerika og Europa er hjertet i den Atlantiske Alliance. 15 Selv beskriver NATO det således: I dag udgør NATO s europæiske og nordamerikanske allierede et bredt transatlantisk sikkerhedsfællesskab, der dækker politiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det er et fællesskab baseret på indbyrdes afhængighed og fælles interesser samt samarbejde om stadig flere punkter på den transatlantiske dagsorden. 16 Det transatlantiske forhold hænger snævert sammen med NATO der er flere sammenfald og paralleller, men er på ingen måde det samme. 17 Mens NATO hviler på et formelt grundlag og udgør det institutionaliserede samarbejdsforum henover Atlanten, findes der ingen formelle retningslinier for endsige en specifik definition for det transatlantiske forhold. Derfor er der behov for en nøjere undersøgelse af NATO, da forholdet indenfor Alliancen på tværs af Atlanten synes at udgøre en relevant indikator for det aktuelle transatlantiske forhold. Begrebet det transatlantiske forhold bruges i flæng sammen med bl.a. det transatlantiske samarbejde, det transatlantiske fællesskab, den transatlantiske agenda etc. Det transatlantiske forhold relaterer sig, ligesom NATO s sikkerhedsfællesskab, til i et interesse- og værdifællesskab på tværs af Atlanten. Forholdet antager implicit en gensidig venskabelig forståelse for partneren 18 og en positiv forventning om, at man tilgodeser hinanden til fælles bedste. Dette synes at bero på en erkendelse af, at et godt transatlantisk forhold medfører en synergieffekt, der gavner begge parter, hvorfor det burde synes ønskværdig. Meget få kilder sætter navn på de implicerede lande i det transatlantiske forhold. USA s synspunkt er uddraget af et møde i en underkomite under Repræsentanternes Hus 19. Amerikanerne skelner mellem transatlantic allies (NATO-medlemmer) og transatlantic friends (resten der enten er EU medlemmer eller af anden kulturel tilknytning til Vesteuropa), idet dog Rusland og Balkan mv. ekskluderes fra selskabet. Det transatlantiske forhold synes knyttet til en historisk betinget forståelse af begrebet, hvilket er problematisk i den henseende, at der ofte anlægges en forventning om, at partneren bør være imødekommende for gammel venskabs skyld uden at se de politiske realiteter i øjnene. For i den realistiske tradition der p.t. vurderes at kendetegne den nuværende amerikanske administration, er der dog ikke plads til venner i politik. Her anvendes magt til at forfølge egne politiske interesser. 15 NATO i det 21. århundrede, s NATO i det 21. århundrede, s The Transatlantic Link: Bo Huldt s Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s Committee on International Relations, House of Representatives, Subcommittee on Europe: U.S. and Europe The Bush Administration and Transatlantic Relations. Second Session, 13. marts ( UKLASSIFICERET 19

20 Derfor synes referencer i foråret 2002 til det transatlantiske forhold snarere at bunde i en idealiseret opfattelse af hvordan forholdet burde være frem for et reelt udtryk for den aktuelle situation. Tidligere stod et godt transatlantisk forhold højt prioriteret på både den amerikanske og europæiske udenrigspolitiske dagsorden 20 - og det gør den officielt stadigvæk. Men efter den Kolde Krigs ophør har Europa ikke den samme vigtige geostrategiske placering for USA 21 i relation til den aktuelle verdensorden, samtidig med at Europa ej heller har behov for USA s militære beskyttelse NATO generelt. Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) blev oprettet af 12 nordamerikanske og vesteuropæiske lande i 1949 på foranledning af USA. Oprettelsen af NATO skulle, udover at være en stærk modpol til truslen fra Østeuropa, bidrage til at skabe en velstående og demokratisk europæisk partner, samt opbygge en struktur, der tjente legitime nordamerikanske sikkerhedsinteresser. 22 Europa var som følge af 2. Verdenskrig svækket såvel politisk, militært, økonomisk som infrastrukturelt. I efterkrigstiden spillede NATO en betydelig rolle for opbygning af de væbnede styrker i de europæiske medlemslande. Den amerikanske ledede støtte og engagement medførte et opsving i Europa 23 og muliggjorde dermed en genopbygning og i sidste instans en forsoning mellem de europæiske stater. NATO s formål var og er fortsat, at fremme og opretholde sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område gennem politisk, økonomisk og militært samarbejde. Demokrati, frihed, kultur, individuel frihed menneskerettigheder og retsstatsprincipper er vigtige elementer i det fælles værdigrundlag som fremgår af Den Nordatlantiske Traktat. NATO blev oprindeligt etableret primært som en kollektiv forsvarsorganisation 24, men har i dag en lang række aktiviteter, som går væsentlig videre end dette formål. Den gængse opfattelse er, at NATO udgør hjørnestenen i det transatlantiske forhold, der har gjort det muligt for USA at udøve indflydelse på de europæiske medlemmer, men også i stigende grad europæisk indflydelse på USA. 25 NATO beskriver det selv således anno 2002: Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) er en alliance af 19 nordamerikanske og europæiske demokratier, der ønsker at garantere den fælles sikkerhed gennem politisk og militært samarbejde. Alliancen er først og fremmest en kollektiv forsvarsalliance for medlemslandene. Siden den Kolde Krigs ophør, har NATO dog tilpasset sine strukturer og politik for at kunne give større sikkerhed i Europa som helhed, samt danne en stabil og fredelig ramme for politisk dialog mellem Allierede og nabolande. Som svar på den forbedrede sikkerhedssituation, man længe havde søgt at frembringe, har Alliancen også påtaget sig yderligere opgaver, bl.a. at svare på trusler mod den europæiske sikkerhed fra regionale og etniske konflikter. Alliancen er nu involveret i en lang række aktiviteter, der har til formål at fremme samarbejde med Rusland, Ukraine og andre lande uden for NATO, og aktivt imødegå sikkerhedsud- 20 Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce?, s Robert Kagan: Power and weakness, s NATO i det 21. århundrede, s Hovedsageligt pga. Marshall hjælpen. 24 Den Nordatlantiske Traktat. 25 The Transatlantic Link: Bo Huldt, side UKLASSIFICERET 20

21 fordringer som kan påvirke, eller allerede påvirker, medlemslandene og deres befolkningers sikkerhed eller interesser. 26 Sikkerhed har altid været Alliancens primære formål men traktaten rummer langt mere end det. NATO s nuværende generalsekretær Lord Robertson gør ved sine taler 27 meget ud af at fremhæve NATO s evne til tilpasning til den nye verdensorden og de deraf følgende behov for omstrukturering af såvel organisation og kommandostruktur givetvis for at argumentere for NATO s fortsatte eksistensberettigelse. Især NATO s udvidelse mod øst anføres ofte som et bevis herpå. Betragter man den Nordatlantiske Traktat nærmere, vil man erkende at lande der tiltræder traktaten, udover at blive en del af en forsvarsalliance, også tilslutter sig et fælles værdi- og kulturfællesskab, hvilket fremgår af artikel 3, 4 og 10. Man kan derfor med en vis ret argumentere for, at den igangværende udvidelse mod øst ikke i væsentlig grad adskiller sig fra det der skete i Vesteuropa efter 2. Verdenskrig. Der hersker naturligvis ikke samme ydre trussel mod Alliancen i dag, men udvidelsen mod øst og den deraf følgende eksport af vestlige værdier, normer og demokratiforståelse bidrager, som samlet hele, til et mere stabilt Europa, hvilket er helt i tråd med ånden i traktaten NATO s udvikling efter den Kolde Krigs ophør. NATO s primære formål var som forsvarsalliance, i overensstemmelse med FN pagtens artikel 51, at samarbejde om et fælles forsvar, for derved at imødegå den trussel datiden så i Østeuropa under Sovjetunionens herredømme. I 40 år havde NATO med succes været Vesteuropas garant for sikkerhed under den Kolde Krig, men på trods af at NATO regnes for at være den mest succesrige forsvarsalliance i historien, medførte Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning, samt den Kolde Krigs ophør krav om NATO s nedlæggelse. 28 Hertil fremførte europæiske politikere tillige et generelt ønske om økonomisk at drage fordel af fredsdividenden ved kraftige reduktioner på forsvarsbudgetterne. Den stærkt ændrede sikkerhedsstruktur i Europa efter murens fald medførte et betydeligt behov for tilpasning af Alliancens strategiske koncept 29. Medlemslandene havde indtil omvæltningerne i Østeuropa prioriteret artikel 5 operationer invasionsforsvaret, da et massivt angreb mod Vesteuropa ansås for at være den altoverskyggende trussel men denne trussel bortfaldt i starten af 1990 erne. Ophøret af bipolariteten viste dog med al tydelighed at nationalistiske strømninger særligt i Østeuropa ikke var uddøde, men blot var blevet holdt i ave af kommunismen kimen til uro og konflikt var fortsat til stede. NATO som organisation erkendte, at en tilpasning til den nye verdensorden var nødvendig for dens fremtidige beståen, hvilket medførte at det strategiske koncept blev ændret og for første gang offentliggjort i 1991 og siden i Det strategiske koncept er den formelle beskrivelse af Alliancens grundlag for dens virke, en vurdering af den generelle sikkerhedspolitiske situation og de deraf følgende opgaver og gengiver således medlemslandenes fælles forståelse for retningslinier af NATO s prioriteter. 26 NATO i det 21. århundrede: Forord, side og 28 Ib Faurby: NATO den uerstattelige garant, s UKLASSIFICERET 21

22 Det aktuelle koncept fra 1999 fastlægger Alliancens fire hovedopgaver 30 : 1) at udgøre et grundlag for stabil sikkerhed i Europa, 2) at tjene som transatlantisk forum gennem konsultationer og koordinering, 3) at afskrække og forsvare imod enhver trussel mod et NATO-land, og 4) at øge sikkerhed og stabilitet i det euro-atlantiske område gennem bidrag til krisestyring og øget partnersamarbejde. Tilbage i 1991 optog konflikten på Balkan i særlig grad de vesteuropæiske ledere. Konflikten skabte ustabilitet i deres nærområde. Det resulterede i, at FN lod fredsbevarende tropper udstationere i bl.a. Kroatien og senere i Bosnien-Hercegovina. FN formåede dog ikke, at løse konflikten. Først da NATO i 1995, efter anmodning fra FN, gik ind i konflikten og for første gang i Alliancens historie brugte militær magt var en løsning i sigte. Konsekvensen var, at FN tropperne blev afløst af nationale bidrag fra en lang række primært europæiske lande, herunder mange NATO medlemslande. Styrken benævnedes Implementation Force (IFOR) og blev ledet af NATO, hvilket i væsentlig grad bidrog til styrkens troværdighed. Det bidrog også Efter ufrugtbare mæglingsforsøg i Kosovokonflikten i 1999 anmodede EU efter flere mæglingforsøg NATO om at iværksætte en operation med henblik på at fremtvinge en løsning. NATO valgte at agere, vel at mærke uden FN-mandat operationen blev dog senere godkendt af FN. 31 Men NATO s interne arbejdsprocedurer og udbredt brug af politiske røde kort fra de enkelte medlemslande resulterede i, at amerikanerne mistede tilliden til at NATO som sikkerhedspolitisk organ, formåede at lede en moderne militær operation. 32 NATO som organisation led stor skade m.h.p. troværdigheden. Ved bortfald af truslen fra den tidligere østblok og dermed bipolaritetens ophør udeblev også det afgørende incitament for politisk enighed indenfor Alliancen. Senest har der i foråret forud for Golfkrigen anno 2003 været en krise i NATO, der ifølge medierne truede med at opløse Alliancen. Kontroverser og uenighed mellem medlemslandene er dog ikke noget nyt. 33 I historisk perspektiv har der været talrige eksempler på ganske store uoverensstemmelser, hvoraf flere har været udråbt til deciderede kriser. Den nuværende assisterende generalsekretær for politiske anliggender, Günther Altenburg, beskriver at Alliancens historie kan karakteriseres som en succes, forklædt som uafbrudt krise. 34 Faktum er dog, at medlemslandenes udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser har bevæget sig væk fra hinanden i betydelig grad. 35 For at en organisation som NATO fortsat skal nyde politisk anseelse og troværdighed er det essentielt at medlemslandenes sikkerhedspolitiske opfattelse er nogenlunde ens. En del af NATO s troværdighed beror på disse mange demokratiske landes enstemmige holdning det giver både Alliancen og dens beslutninger legitimitet. Krisen i NATO, der udspillede sig i de to første uger af februar 2003, var et tegn på at de enkelte medlemslande hver især forfulgte primært egne interesser. Generalse DR2, Horisont, 16. marts 2003, kl. 2300: Mikkel Vedby Rasmussen 32 Ib Faurby: NATO den uerstattelige garant, s NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change. 34 NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change 35 Transatlantic Link, s. 16. UKLASSIFICERET 22

23 kretæren havde forsøgt i henhold til artikel 4 i den Nordatlantiske Traktat at få medlemslandene til forlods at bidrage til beskyttelse af Tyrkiet mod et evt. angreb fra Irak. Generalsekretæren søgte at gennemtrumfe dette, men Tyskland, Frankrig og Belgien trak i nødbremsen. 36 Krisen er beskrevet som værende den største i NATO s historie, men der har også været kriser tidligere i NATO s historie. Hvorvidt denne krise har været i forhold til de øvrige kan være svært at bedømme, denne gang blev den blot udstillet for åbent tæppe. At Lord Robertson kort efter meddelte, at han ikke ønskede at genopstille efter sin nuværende embedsperiodes udløb, indikerer hvor stor skade denne uenighed har påført Alliancen. Krisen kan dog være med til at give en indikation af, at den tid hvor de europæiske medlemmer mere eller mindre blindt adlød amerikanske anmodninger er ovre. I den forbindelse er der dog en tendens i at de nye og de kommende medlemslande, der søger at nyde godt af den sikkerhedsparaply som NATO, men især USA kan tilbyde dem, vælger at stå sammen med den amerikanske holdning NATO s udfordringer. NATO s succes som Alliance synes hævet over enhver tvivl. Befolkningen i den vestlige verden har generelt den opfattelse, at NATO-alliancen har været stærkt medvirkende til, at opretholde fred og stabilitet i Vesteuropa i tiden efter 2. Verdenskrig. Alligevel mener mange at dens rolle er udspillet i den nye verdensorden, mens andre modsat er overbeviste om, at dens fortsatte beståen og stabiliserende effekt er mere efterspurgt end nogensinde. NATO står p.t. overfor ganske betydelige udfordringer. Såfremt det med succes lykkes for organisationen og dens medlemslande at tage udfordringerne op og konstruktivt søge at tilpasse organisation til fremtiden og formår at ændre svagheder til styrker vil Alliancen have en god chance for også at være en vigtig og betydelig del af fremtidens sikkerhedskonstruktion på tværs af Atlanten. Den største udfordring af dem alle er organisationens overlevelse og fortsatte beståen i en tilpasset tidssvarende men også fremtidssikret struktur. Kernen relateret til det transatlantiske forhold er, at USA siden den Nordatlantiske Traktats indgåelse altid har været den garant, der har sikret NATO militær og politisk troværdighed. Selvom der i øjeblikket ikke er nogen umiddelbart og direkte trussel mod NATO s medlemslande i traditionel militær forstand, vil et NATO uden nordamerikansk deltagelse ikke være i stand til at agere på globalt plan. Dilemmaet for NATO er, at der i henhold til den realistiske tradition må være en forventning om at NATO kan bidrage til amerikanske interesser, såfremt landet fortsat skal stille deres militære kapaciteter til rådighed for Alliancen. I relation hertil kan de relevante udfordringer i rammen af det transatlantiske forhold beskrives som følger: Det teknologiske gab. Den ny trussel. NATO s anden udvidelsesrunde. 36 Jyllandposten den 14. februar 2003, Pierre Collignon: NATO chef i skudlinien. UKLASSIFICERET 23

24 Den teknologiske kløft. UKLASSIFICERET Den teknologiske kløft mellem USA og dets allierede har eksisteret siden Alliancens etablering og har talrige gange været genstand for diskussioner. USA har altid været i besiddelse af betydelige strategiske kapaciteter, dels pga. af deres engagement i NATO, hvor man så en mulig konflikt udspillet på europæisk jord, dels pga. deres engagement i resten af verden. De europæiske NATOmedlemslande har igennem mere end 40 år tilpasset deres kapaciteter til en potentiel konflikt i Europa, hvor strategiske kapaciteter ikke i samme grad var nødvendige. Golfkrigen i 1991 viste dog, at netop de strategiske kapaciteter, især hvad angår deployering var vitale. Hertil viste krigen med al mulig tydelighed behovet for og konsekvensen af teknologisk overlegenhed, hvilket medførte at teknologiaspektet blev prioriteret markant højere på den politiske dagsorden i NATO. Herudover synes Golfkrigen, at have givet amerikanerne den selvtillid til egen militær formåen de havde manglet siden Vietnamkrigen. Golfkrigen lod dem indse, at de alene og uden nogen form for allieret støtte havde alle fornødne kapaciteter til militært at kunne operere på globalt plan. USA satte i stigende grad kapacitets- og teknologikløften på NATO s dagsorden og på 1999 topmødet i Washington blev Defense Capabilities Initiative (DCI) iværksat. Initiativet indebar, at de europæiske medlemslande skulle iværksætte tiltag, der øgede deres militære formåen på specifikke strategiske og teknologiske områder. 37 I erkendelse af at der indtil det sidst afholdte NATO-topmøde i efteråret 2002 i Prag kun er sket begrænsede forbedringer, blev fokus øget på de muligheder medlemslandene reelt har for at tilføre Alliancen yderligere ressourcer og kapaciteter. Resultatet blev Prag Capability Commitment (PCC) 38, der fastlagde meget specifikke og målbare krav til de enkelte medlemslande. Området har haft særlig bevågenhed og generalsekretæren for NATO, Lord Robertson, ved sin tiltrædelsestale som generalsekretær har udtalt, at de tre vigtigste forhold for NATO p.t., er kapabiliteter, kapabiliteter og kapabiliteter. 39 Generalsekretæren har i erkendelse af, at tiden ikke er til betydelige øgede forsvarsbudgetter i NATO s medlemslande, gjort sig til talsmand for modernisering eller marginalisering. 40 Hvorvidt nogle af de mindre medlemslande reelt er rede til, helt at ville give afkald på flere grundlæggende kapabiliteter inden for deres egne nationale forsvar for derved at frigøre midler til en specialisering af en eller flere kapabiliteter til Alliancens fælles bedste, synes tvivlsomt. Den teknologiske kløft medfører, at amerikanerne ikke har den store tillid til europæisk forsvar, hvorfor USA ikke synes, at Europa i fornøden grad tager sin del af byrden. Derfor har USA længe kritiseret sine europæiske allierede for ikke at udvikle og investere i de fornødne militære kapaciteter. 41 Dilemmaet består i al enkelhed i, at de europæiske medlemslande kun i yderst begrænset omfang kan tilbyde enten Alliancen eller amerikanerne kapaciteter, de ikke selv allerede er i besiddelse af eller har nok af. 37 NATO Handbook 2001, s NATO Nyt, efterår 2002, Forord. 40 Ib Faurby: NATO den uerstattelige garant, s Mikkel Vedby Rasmussen, Rachel Lutz-Ellehuus, Stine Heiselberg og Kristine Kyllesbech: NATO s dagsorden Udvidelse og udvidet rolle. UKLASSIFICERET 24

25 Selvom de økonomiske ressourcer, der tilsammen investeres i de europæiske NATO-medlemslande, er betydelige, foregår investeringer primært pba. overvejelser til de enkelte medlemslandes nationale forsvar og ikke i relation til NATO s bedste ofte fordi der står betydelige interesser i den nationale forsvarsindustri, og dermed arbejdspladser, på spil. Set i lyset af de betydelige ekstrabevillinger det amerikanske militær fik efter 11. september 2001, synes det indenfor overskuelig tid således ikke muligt for de europæiske medlemslande at mindske dette gab. Teknologikløften mellem USA og dets allierede vil i yderste konsekvens kunne betyde, at det vil være tvivlsomt hvorvidt det fremover overhovedet er muligt reelt at gennemføre et operativt forsvarligt samarbejde mellem amerikanske og europæiske styrker henset til ringe teknologisk interoperabilitet. NATO s problem i denne sammenhæng er, at dets teknologiske gab givetvis gør det usandsynligt at en militær integration er mulig i fremtidens konflikter. Den rolle USA p.t. tiltror de europæiske partnere er, at de overtager kamppladsen i en post-war operation, lidt udtrykt som we do the cooking you do the dishes. 42 Formår den europæiske søjle i NATO ikke at øge sine militære kapaciteter, vurderes det at NATO i USA s øjne ikke vil fremstå som en troværdig partner i en fremtidig sikkerhedspolitisk verdensorden, hvilket i yderste konsekvens kan bevirke, at USA ikke ønsker en videreførelse at det integrerede militære samarbejde. Det ses derfor som værende helt essentielt for NATO s fremtid, at den europæiske søjle i NATO øger deres militære kapaciteter. Indledningsvis kan opstillingen af Nato Response Force (NRF) på lidt over mand ses som en lakmusprøve fra amerikanernes side Det ny trusselsbillede. 43 Det ændrede trusselsbillede sætter flere udfordringer til et nyt forsvarskoncept både på medlemstaternes nationale plan som i rammen af organisationen NATO. Bortfald af den militære trussel i traditionel forstand har medført, at et massivt militært angreb mod NATO landene ikke vurderes sandsynligt i overskuelig fremtid. Den ny trussel er defineret ved asymmetrisk krigsførelse med terrorisme som vigtigste eksponent. Det vurderes, at den ny trussel med stor sandsynlighed vil resultere i, at der i langt højere grad end tidligere er behov for, at der koordineres på tværs af ikke bare forskellige statslige organisationer i rammen af totalforsvaret, men også på tværs af landegrænser, for at kunne imødegå de nye udfordringer, som især terrorisme med Weapons of Mass destruction (WMD) herunder radiologiske, bakteriologiske og kemiske midler måtte udgøre. 44 Den ny trussel vil derfor som konsekvens kræve, at en given militær styrke i langt større grad end tidligere vil skulle skræddersyes til de enkelte opgaver med enheder fra resortorganisationer, man ikke tidligere i international sammenhæng forbandt med forsvarsrelaterede opgaver. 42 Robert Kagan: Power and weakness, s Forsvarets Forskningstjeneste: De nye trusler, s UKLASSIFICERET 25

26 Den ny trussel udgøres næppe af et enkelt land eller en geografisk afgrænset region, men snarere et netværk af individer, der formår at operere globalt, og som oftest opererer fra lande, hvor statsmagten er svag. 45 I relation til det transatlantiske forhold har dette medført en politisk diskussion omkring muligheden for, at anvende en militær forsvarsalliance som NATO til terrorbekæmpelse. Opfattelserne er delte på tværs af Atlanten. Mange europæiske lande oplevede fra 1970 erne diverse terrorbevægelser husere. Bekæmpelsen af disse skete primært med politi og paramilitære enheder. USA anvendte i forlængelse af begivenhederne efter 11. september 2001 i Afghanistan dog militærstyrker til terrorbekæmpelse. Sidstnævnte terror har dog en anden karakter den er transnational modsat den europæiske terror, der var indenrigspolitisk funderet og mestendels var udtryk for ungdomsoprørets revolutionære kræfter, der satte sig op mod det etablerede system. Med egne erfaringer in mente har europæiske ledere derfor generelt forholdt sig skeptiske overfor at lade militæret og dermed NATO blive en del af terrorbekæmpelsen. Alligevel lykkedes det at få vedtaget en terrorbekæmpelsesplan i NATO ved Prag topmødet den såkaldte Partnership Action Plan against Terrorism. Planen lister en lang række punkter, hvor øget samarbejde indenfor Alliancen er aftalt. 46 Herudover har den nye verdensorden efter den Kolde Krig i relation til NATO som sikkerhedspolitisk aktør betydet, at såfremt medlemslandene fortsat ønsker at være en del af en organisation, der formår at skabe fred og sikkerhed, er der behov for at NATO må gøre op med, om forsvarsalliancen primært har sin berettigelse i medlemslandenes egne territorier eller at de tidligere out of area operationer. NATO s engagement på Balkan i 1990 erne viste, at der var behov for sådanne out of area operationer såfremt NATO havde til hensigt at spille en aktiv sikkerhedspolitisk rolle. Hvorvidt Alliancen også fremover skal bidrage til fred og stabilitet udenfor dets egne nærområder, er p.t. uafklaret. Flere lande har, i forbindelse med overvejelser om et nyt strategisk koncept for NATO, udtrykt bekymring om NATO s mulige globale rolle - og rollen som global politibetjent synes for flere europæiske lande ikke at være attraktiv 47. Spørgsmålet herom er blevet særdeles relevant, da NATO rådet dagen efter terroristangrebet på World Trade Center den 12. september 2001 enstemmigt aktiverede artikel 5 i den Nordatlantiske Traktat, der beskriver at et angreb mod et af Alliancens territorier er at betragte som et angreb mod dem alle. NATO s øvrige medlemmer erklærede USA den nødvendige støtte til at bekæmpe aggressorerne. De enkelte NATO medlemmer havde dermed principielt allerede accepteret, at NATO fremover aktivt kunne agere udenfor NATO medlemslandenes territorier. Afhængigt om NATO fremover vælger at engagere sig i enten krigsoperationer eller ikke-krigsoperationer som f.eks. Crisis Response Operations og artikel 5 i den Nordatlantisk Traktat kun forpligter medlemslandene til aktion i tilfælde af en forsvarssituation må det være op til de enkelte medlemslande at afgøre, hvorvidt de ønsker at deltage i en given operation eller ej. Coalition of the willing synes derfor i overvejende grad allerede at være realpolitisk i NATO s virke. 45 DUPI research brief nr. 11: Lisbet Zilmer-Johns: NATO s nye reaktionsstyrke Ib Faurby: NATO den uerstattelige garant, s. 96. UKLASSIFICERET 26

27 NATO s anden udvidelsesrunde. UKLASSIFICERET Alliancen er blevet udvidet i flere tempi senest på Prag topmødet i efteråret 2002 blev det vedtaget, at medlemsskaren udvides til i alt 26 lande med fortsat mulighed for yderligere medlemstilgang. I en tid hvor mange sætter spørgsmålstegn ved NATO s fortsatte eksistens viser dette, at det fortsat er yderst attraktivt for især tidligere østlande at søge om optagelse i forsvarsalliancen. I relation til NATO s fremtid har Colin Powell udtalt, at det er vanskeligt at lukke en butik, når kunderne står i kø for at komme ind. 48 Man kan spørge sig selv, hvorfor disse lande ønsker optagelse i NATO, samt hvorfor NATO s gamle medlemslande ønsker at optage disse i organisationen. De nye ansøger lande skal hver især opfylde de krav og kriterier som Membership Action Plan 49 (MAP) sætter til lande, der ønsker at blive inviteret til medlemskab af NATO. Selve opfyldelsen af disse krav er i sig selv en gevinst for det europæiske kontinent, da de samlet er med til at stabilisere regionen. Man kan forvente, at hovedårsagen og hovedargumentet for de nye medlemslande for at tiltræde NATO er at kunne drage nytte af især USA militære kapaciteter og dermed sikkerhedsgaranti i tilfælde af en fremtidig krig. 50 Som konsekvens heraf er det sandsynligt, at netop de nye medlemslande i langt større grad end de gamle medlemslande vil acceptere amerikanske lederskab og tiltræde amerikanske sikkerhedspolitiske interesser. De 7 medlemslande, der blev inviteret til optagelse i NATO ved Prag topmødet i efteråret 2002, bidrager kun i yderst beskeden grad til de efterspurgte strategiske kapaciteter. Ud over de betragtninger at netop optagelsen i NATO som helhed anses for at være en stabiliserende faktor i sig selv, grundet tidligere nævnte årsager, samt at NATO s medlemstater ej lader uoverensstemmelser mellem hinanden eskalere til krig 51. En uomtvistelig fordel ved optagelse af nye medlemsstater for Alliancen som helhed er naturligvis, at man kan forvente, at NATO, og især til fordel for amerikanske interesser, kan benytte især faciliteter som flyvestationer og logistisk opbygning, samt tilladelse til overflyvning ved behov i forbindelse med militære aktioner. Endvidere kan man gisne om, at der er andre bevæggrunde for at optage flere medlemslande. En af dem kunne være den fordel et medlemskab giver f.s.v.a. de aftaler som indgås mellem medlemslandene som f.eks. Status of Forces Agreement. Disse aftaler muliggør en deployering af styrker uden forudgående forhandlinger mellem de enkelte medlemslande. Netop denne facet vil kunne bruges som argument for at NATO næppe opløses, men at kun det integrerede militære samarbejde reduceres. Konsensusprincippet via konsultation er et velkendt og accepteret system i NATO s øverste organ. Selvom konsensus søges opnået ved konsultation og forhandling, og dermed ikke ved en forhastet afstemning, vil en øget medlemsskare på sigt medføre endnu flere særskilte interesser og begrænsninger i NATO s beslutningsdygtighed, beslutningshastighed og handlefrihed. Her kunne man argumentere for, at netop dette forhold kunne være i USA s interesse såfremt de måtte ønske en coalition of the willing tilgang. NATO vil som organisati- 48 Jyllandsposten den 19. juli 2002, Klaus Justsen: Forenet i uenighed. 49 NATO Handbook 2001, s Ib Faurby: NATO den uerstattelige garant, s Trods Cypern problematikken har netop tyrkisk og græsk NATO medlemskab formået at inddæmme konflikten mellem disse to stater. NATO vurderes på afgørende vis at have hindret en yderligere tilspidsning af konflikten. UKLASSIFICERET 27

28 on dermed blive svækket i sådan en grad, at man må gribe tilbage på de enkelte NATO landene tilbud efter coalition of the willing princippet. 52 Ligeledes vil man kunne argumentere for, at Frankrig måske netop for at styrke den europæiske forsvarsdimension ønsker, at EU som helhed vil være i stand til at udvise større politisk beslutsomhed end NATO. Ved at øge ubeslutsomheden i organisationen vil en mulig konsekvens være at NATO de facto bliver en coalition of the willing, hvor medlemstaternes nationale interesser er mere styrende end Alliancens interesser som helhed. Dette underbygges af den såkaldte renationalisering af europæiske forsvar, som iht. kritikere har stået på lige siden den kolde krigs ophør. En andet argument for udvidelsen er dog Alliancens legitimitet. Såfremt NATO fremover selv skulle agere som sikkerhedspolitisk aktør evt. uden et FN-mandat vil det have stor betydning, hvis NATO står som en regional aktør med bred politisk opbakning. Samlet set har en øget medlemstilgang skabt en øget legitimitet som helhed, men en potentiel øget politisk uenighed NATO som sikkerhedspolitisk aktør. NATO s muligheder for at agere på den sikkerhedspolitiske scene er afhængig af medlemstaternes ønsker. Det er givet, at organisationen som helhed har en selvopholdelsesdrift, men den understøttes nødvendigvis i fornøden grad af de medlemslande der fortsat er rede til at betale til organisationen. Spørgsmålet er blot hvordan NATO s fremtid ser ud. NATO er blot en af mange sikkerhedspolitiske aktører på den europæiske scene. Det der adskiller den fra de andre organisationer og institutioner, er at den selv er i stand til at planlægge og udføre militære operationer med styrker som dets medlemslande stiller til rådighed. Denne facet råder FN ikke over. Hvorvidt NATO som organisation eller medlemslandene har ambitioner om, at gøre NATO til en mere aktiv sikkerhedspolitisk aktør synes på nuværende tidspunkt at være uafklaret. Da den Nordatlantiske Traktat underkaster sig FN-pagtens artikel 51, vurderes et FN-mandat også fortsat at danne det legitime grundlag for en fremtidig NATO indsats. Det anses som værende afgørende for NATO s fremtidige rolle, at den bør bevare den troværdighed både hvad angår politisk beslutningsdygtighed, men også i militær kapacitet. NATO har behov politisk vilje til at tage nødvendige (konsensus-)beslutninger og militær evne til at kunne 53. Om det måtte medføre en sikkert uønsket diskussion om konsensus princippet er tidssvarende henset til tidsaspektet i moderne militære operationer, kan der kun gisnes om USA s holdning til NATO. En af de tilbagevendende diskussionsemner indenfor Alliancen er de økonomiske ressourcer de enkelte medlemslande afsætter til deres militære apparater. Amerikanske kritikere har fra NATO s oprettelse advaret om, hvis det ikke lykkes for de euro- 52 Militært Tidsskrift, nr , Lykke Friis: USA, NATO og Europa efter den 11. september 2001, s Såvel i relation til militære kapaciteter som evnen til at samarbejde på tværs i multinationalt regi. UKLASSIFICERET 28

29 pæiske allierede at øge deres forsvarsudgifter eller på anden måde bidrage til den transatlantiske sikkerhedsbyrde, risikerede de at miste USA støtte og Alliancen ville blive opløst. 54 Lige siden Alliancens oprettelse har der i USA været kritiske røster f.s.v.a. at Europa ikke i fornøden grad selv tager ansvar for sin sikkerhed. Et andet stridsemne har nok også i stigende grad været den forskel i opfattelsen af hvad NATO egentlig er. Der synes at være en betydeligt forskel mellem amerikanske og europæiske politikeres synspunkter herom. USA valgte trods en massiv opbakning fra europæisk politik efter den 11. september, at undlade at anmode landene om hjælp gennem NATO kommandostruktur som følge af at artikel 5 var blevet aktiveret, men derimod på baggrund af bilaterale aftaler. Noget senere kom der en detaljeret ønskeliste over militære kapaciteter, som USA ønskede stillet til rådighed, dog ikke kommandostrukturen. Sammenholdt med de amerikanske erfaringer, der er offentliggjort i relation til de politiske forviklinger indenfor NATO s medlemslande under Kosovo krisen synes at angive en klar indikation af, at USA ikke ønsker at lade sig binde af organisationen fremover såfremt dette kan undgås. I en tid, hvor de militære doktriner søger at udnytte de fordele informationsteknologien giver på kamppladsen synes enhver form for politisk indblanding, at mindske den overlegenhed i teknologi amerikanerne p.t. er i besiddelse af. Den nuværende amerikanske regering ser således ikke, at den militære støtte den kan modtage som værende signifikant, men ønsker dog at dens handlinger i muligt omfang støttes politisk af NATO s medlemmer. 55 Dermed vil NATO s noget langsommelige beslutningsproces i form af konsultationer med henblik på opnåelse af konsensus ikke være militær endsige politisk acceptabel for USA i en konflikt, såfremt dette måtte være længerevarende. Netop hastigheden i krigsførelse, der bygger på højteknologiske og højmobile enheder, vurderes således ikke at være mulig. USA har siden oprettelsen af NATO ment, at landet som helhed bar langt største delen af byrden, hvorfor hele burden sharing problematikken opstod i realiteten det der i dag videreføres som DCI Europas holdning til NATO. Senest siden optagelse af de nye NATO lande, hvilket blev besluttet på Prag topmødet i efteråret 2002, tales der om gamle og nye NATO lande. USA skelner mellem det gamle og det nye Europa. De endnu ikke indrullerede NATO medlemmer syntes i perioden op til Irak krigen at være langt mere pro-amerikanske end de gamle NATO lande. Europa, især de gamle medlemmer af såvel NATO som EU, synes at have fået en styrket selvforståelse. Som økonomisk og politisk magt overgår EU sin rolle i forhold til den reelle militære kapacitet, hvorfor det ikke sætter sin skæppe under et lys. Europa vurderes fortsat at se NATO i et meget positivt lys. De kapaciteter Europa ikke selv er i besiddelse af vil i nødvendig udstrækning kunne tilføres fra USA. Flere europæiske lande tager den igangværende debat omkring DCI til sig, men budgetterne viser, at der reelt sker lidt. 54 NATO Nyt, Sommer 2002: Plus Ça change. 55 Survival, Winter 2001, Philip H. Gordon: NATO after 11 september., s. 92 UKLASSIFICERET 29

30 Europa synes ikke at se deres sikkerhedspolitiske situation i samme lys som USA. For dem synes den politiske del af NATO, at være den vigtigste del af NATO som institution og sikkerhedspolitisk aktør på det europæiske regionale plan. Europa har ikke som USA det samme behov for at agere på globalt plan. Tidligere var NATO aktiviteter udset til primært at finde sted på det europæiske kontinent. Derfor synes det, senest i lyset af artikel 5 aktiveringen efter den 11. september, at kunne godtgøre, at der fremover kan være tale om, at NATO skal agere langt væk fra Europa Applicering af Allisons model på NATO. NATO adskiller sig ved ikke at være en suveræn stat, men derimod en organisation, der danner rammen for en forsvarsalliance, der agerer på baggrund af dets medlemslande. Derfor vil der i gennemgangen blive fokuseret på NATO som den levende organisation, der varetager egne interesser ved hjælp af dets ansatte i den udstrækning dette synes muligt i politisk sammenhæng. Den agerende part i NATO sammenhæng vurderes således at være generalsekretæren, støttet af det politiske og militære generalsekretariet (kontrol f.s.v.a. militært) Mål. NATO vurderes primært at ville sikre sin egen overlevelse. Holdningen er, at NATO har været garant for Europas sikkerhed i næsten en hel menneskealder og også fremover er det bedste bud på en troværdig sikkerhedspolitisk aktør i den europæiske region. Der er på en række områder en betydelig diskrepans mellem USA på den ene side og Vesteuropa på den anden. Derfor vil NATO søge, at samle så mange synspunkter som muligt, og bestræbe sig på som organisation at opnå enighed på tværs af Atlanten i den udstrækning det er muligt. I erkendelse af at USA er den bærende militære kraft i Alliancen, der har kapaciteten til at træde ud af forsvarsalliancen og agere på egen hånd, må derfor være at de primære forhandling taktik er at holde amerikanerne inde i Alliancen. Da synet på hvad NATO kan og bør bruges til sikkerhedspolitisk divergere mellem de gamle vesteuropæiske medlemslande og for USA synes det derfor nødvendigt at gennemføre en diplomatisk balancegang. Generalsekretæren vil søge at give USA hvad de efterspørger, på en måde som det synes acceptabel for de andre medlemslande. En betydelig omstrukturering og ændring af det strategiske koncept vurderes derfor uundgåeligt, men det ses som værende en forudsætning at dette stadigvæk sker på baggrund af den Nordatlantiske Traktats oprindelige tekst Alternativer. Indenfor de rammer og muligheder NATO s generalsekretær og dennes organisation har til rådighed vurderes der ikke at være gangbare alternativer, der adskiller sig væsentlig til det opstillede mål. NATO s fremtid vurderes i sidste instans i altoverskyggende grad, at være influeret af USA s ønsker. NATO som organisation ses derfor ikke at have andre alternativer. UKLASSIFICERET 30

31 Det ses ikke som noget ønskeligt alternativ at lade USA udtræde af Alliancen. Hvis dette skulle indtræffe vil samfaldet af NATO og EU s militære arm kun i beskedenhed adskille sig fra hinanden Konsekvenser. I lyset af at USA skal holde inde i organisationen vurderes det nødvendigt, at fornøden grad at imødekomme deres ønsker til organisationen. Dette medfører et omfattende behov for at tilpasse organisationens struktur til fremtidige forsvarsrelaterede opgaver Vurdering. NATO s generalsekretær vurderes i realiteten ikke at stå overfor et valg. USA er det medlemsland der har alle trumfkort på hånden. Det er derfor ikke underligt at Lord Robertson langt hen af vejen anvende den amerikanske retorik i sine taler når talen falder på NATO s fremtid. NATO har siden den kolde krigs ophør målrettet søgt at tilpasse såvel struktur og opgaveløsning uden dog helt af frigøre sig fra sin gamle rolle som forsvarsalliance og værdiformidler. Dette har medført en del definerede udfordringer for NATO med henblik på den fortsatte eksistensberettigelse som forsvarsalliance og sikkerhedspolitisk organisation. Overvindes disse forhindringer vurderes de iværksætte tiltag at styrke NATO som organisation, men også dens rolle i det internationale politiske system. De vigtigste vurderes at være DCI/PCC initiativet, tilpasningen til det ny trusselsbillede, samt udvidelsen mod øst. Lykkes integrationen af de tidligere østeuropæiske stater og formår NATO også at integrere Rusland i den europæiske sikkerhed enten som medlem eller som tilknyttet partner vil den europæiske sikkerhed være større end nogensinde før. Set i lyset af de komplikationer vedrørende et evt. forberedt forsvar af Tyrkiet gav i foråret 2003 bør det dog også ses en mulighed for at forudsætningen for at NATO reelt kan opnå den før beskrevne situation, at organisationen fortsat har den fornødne og helt essentielle opbakning på begge sider af Atlanten. NATO har været og er fortsat hjørnestenen i det transatlantiske forhold. Det helt afgørende parameter for NATO s fremtid er, i hvilket omfang det fortsat udgør navet for et fælles interessefællesskab på tværs af Atlanten. NATO vurderes i betydeligt omfang at kunne bidrage til at forholdet på tværs af Atlanten trods uens interesser mv. trods alt vil søge at indgå kompromiser eller i det mindste være det organ, der medfører, at der lyttes til argumenter. Mange har siden den kolde krig indvarslet NATO alliancens endeligt. Mange har påstået at dens funktion som forsvarspagt er udspillet og ikke mere er relevant i den samtid vi lever i. Det kan dog undre, at en påstået ubetydelig organisation som NATO gives så meget plads i medierne og fortsat er eftertragtet for især tidligere østeuropæiske demokratier. (i hvis optagelse flere demokratier er interesseret i ). NATO s rolle har ændret sig siden den kolde krigs ophør og organisationen er som helhed blevet mere politisk. Man bør dog erindre, at samtlige væbnede styrker op igennem 90 erne alle har oplevet i øget politisk bevågenhed og indblanding som føl- UKLASSIFICERET 31

32 ge af kommunikationsteknologiens muligheder. Briterne kalder dette..- the threethousandmile screwdriver. Der ses følgende muligheder indenfor udviklingen af NATO: USA forlader de facto NATO, hvilket medfører at NATO kun opretholdes som politisk talerør, hvor hovedparten af bestræbelserne lægges i rammen af EU s militære dimension. NATO lader USA være løsere tilknyttet til Alliancen i dag, og NATO bliver dermed mere eller mindre rendyrket en pulje af militære kapaciteter der kan stilles til rådighed for medlemstaterne deltagelse i coalition of the willing hvad enten det skulle ske under ledelse af USA eller under ledelse af f.eks. EU. NATO består som i dag med mere eller mindre grad med samme problemstillinger. Der vil fortsat være en betydelig forskel i kapaciteter på tværs af Atlanten, idet Europa har forsøgt at mindske det. UKLASSIFICERET 32

33 3. USA s sikkerhedspolitiske mål og muligheder i det Transatlantiske samarbejde. Dette kapitel vil give en analyserende redegørelse for USA's sikkerhedspolitiske mål med det transatlantiske forhold. Da det transatlantiske forhold ikke er et frit i politikken svævende emne, men indgår i den samlede politik, vil de overordnede mål med sikkerhedspolitikken kort blive analyseret i afsnit 3.1. Målene er taget fra The National Security Strategy, og analyserne støttes af amerikanske kilder Historisk og politisk baggrund. For at kunne analysere og vurdere på USA s aktuelle og fremtidige handlinger vil det være nødvendigt at gå et stykke tilbage i amerikansk historie, at finde de linier frem, som har været generelle og konstante, og som derfor sandsynligvis stadigvæk er gældende. Det, der som det aller mest grundlæggende definerer Amerika og amerikanerne, er Den amerikanske uafhængighedserklæring. Den blev formuleret i forbindelse med amerikanernes løsrivelse fra kolonimagten England. At den stadig gør sig gældende, skyldes formodentligt det tidsuafhængige indhold. For eksempel starter den med at fastslå, at alle mennesker er skabt lige, og at de af Herren har fået givet umistelige rettigheder, blandt hvilke er: Livet, frihed og retten til at søge sin egen lykke 56. Der står altså udtrykkeligt, at Herren har givet disse friheder til alle mænd, og det er vel egentlig den moralske baggrund, som den amerikanske sikkerhedspolitik har baseret sig på lige siden. I starten ønskede man blot fredelig sameksistens med andre stater og tog ikke aktivt part i konflikter mellem andre stater. Senere har man aktivt hjulpet andre med at opnå disse rettigheder. Der er stor kontinuitet i den amerikanske udenrigspolitik. Målene for udenrigspolitikken har været, og er 57 : Statens overlevelse, økonomisk vækst, en sikker verdensorden, frihed og demokrati i verden og gode allianceforhold. Amerika er funderet på forfatningen 58. Forfatningen viderefører frihedserklæringen og opretter unionen af forenede stater, som sikrer retfærdighed, ro indenfor grænserne 56 (senest hentet 17 marts 2003) Den amerikanske uafhængighedserklæring. 57 Målene er her som præsenteret af Morten Ougård, Handelshøjskolen, som led i undervisning på FAK 22 JAN (senest hentet den 17 marts 2003) Den amerikanske forfatning. UKLASSIFICERET 33

34 og et fælles forsvar, fremmer generel velfærd og frihed for borgerne nu og i eftertiden. Til forskel fra de gamle europæiske lande, hvor forfatninger kommer og går, men lande består, så er USA baseret på sin forfatning. Da The Founding Fathers 59 skrev den amerikanske forfatning, skrev de selve grundlaget for amerikanernes opfattelse af sig selv som nation. I forfatningen sikres individets ret til udfoldelse, hvilket afspejles i udenrigspolitikken. Hvor de europæiske stormagter var koloniherrer, var USA fortaler for samarbejde mellem selvstændige nationalstater. Herefter fastlagde USA den udenrigspolitik, at man ikke ville blande sig i andre staters interne anliggender. Man ville kultivere venlige forbindelser med alle stater og have samhandel med dem. Efter Napoleonskrigene i starten af 1800-tallet løsrev de spanske kolonier Argentina, Venezuela og Chile sig. Frankrig tilbød Spanien alliance med Frankrig for at kunne tvinge kolonierne tilbage under kronen og havde opbakning fra The Holy Alliance Rusland, Preussen og Østrig. De to lande bejlede til USA om også at alliere sig eller på anden vis yde støtte, så Spaniens retmæssige krav på kolonierne kunne opfyldes. England, som lige havde overstået krigen med Frankrig, søgte at alliere sig med USA med henblik på at holde Frankrig ude af det amerikanske kontinent. Endelig bejlede de løsrevne kolonier til USA om anerkendelse som stater og hjælp imod den tidligere kolonimagt. Det medførte en del debat i USA, hvor parterne diskuterede, om man skulle opretholde fuld neutralitet, eller tage stilling og blive part i de europæiske konflikter. Som svar på konflikten valgte Præsident Monroe at fastlægge den politik, der blev kendt som Monroe doktrinen. Doktrinen fastslår, at USA forholder sig neutral, er ikke allieret med nogen europæisk magt og ikke vil involveres i interne konflikter i Europa. Derudover fastslår doktrinen, at det amerikanske kontinent ikke længere er åbent for europæisk kolonisation. USA vil ikke aktivt hjælpe europæiske magters kolonier i Sydamerika med at løsrive sig, men man vil heller ikke tillade europæiske magter at føre krig på det amerikanske kontinent for at fastholde kolonier. 60 Da de europæiske stormagter blev viklet ind i 1. Verdenskrig, søgte den amerikanske præsident Wilson længe at holde USA fra at deltage i krigen. I 1914 fastholdt han den amerikanske neutralitetspolitik for den amerikanske kongres og advarede kraftigt mod handlinger, der af de krigsførende parter kunne anses for en stillingtagen i krigen 61. Wilson gik til (gen-)valg i 1916 på sloganet: "he kept us out of the war," men måtte dog kort efter bøje sig 62, og USA gik ind i krigen på den franske og britiske side 63. En række faktorer bidrog formentligt til, at denne krig blev anderledes end de forrige krige. Den påvirkede befolkningerne og regeringerne kraftigere end hidtil. Aviserne rapporterede mere om kamphandlingerne, og offentligheden vidste dermed 59 De delegerede ved den grundlovgivende forsamling som underskrev Amerikas Forenede Staters Grundlov 7 september 1787 kaldes The Founding Fathers The Monroe Doctrin (1823) Kort tekst om Monroe doktrinen samt selve doktrinen (senest hentet den 17 marts) Hentet på Brigham Young Universittets biblioteks hjemmeside. Det er en afskrift af præsident Wodrow Wilsons tale til kongressen i 1914, hvori amerikansk neutralitet fastholdes. 62 Tyskland havde iværksat ubådskrigsførelse mod den civile skibsfart og amerikanske skibe og søfolk var gået til er en afskrift af præsident Wilsons tale til kongressen hvori den amerikanske krigserklæring mod Tyskland sker. UKLASSIFICERET 34

35 mere og hurtigere om de blodige krigshandlinger, der foregik. Nyudviklede automatvåben gjorde, at flere kunne nedkæmpes hurtigere, så de daglige tabstal var store. Efter krigen arbejdede den amerikanske præsident Wilson ihærdigt for oprettelsen af et internationalt system, Folkeforbundet, som skulle hjælpe til at fremtidige krige kunne undgås. Folkeforbundet skulle være rammen om internationale bindende aftaler mellem landene, hvorefter alle uoverensstemmelser kunne løses fredeligt. USA oplever selv at have en mission, nemlig at fremme samhandel og demokrati samt fredeligt samarbejde mellem selvstændige, suveræne stater. En meget levende del af arven helt tilbage fra grundlæggelsen er også, at man absolut ikke giver afkald på suverænitet. Retten til at bestemme selv er så vigtig for USA, at det er vanskeligt at binde sig til internationale aftaler. Internationale aftaler vil oftest betyde, at der på visse punkter kan komme bindinger på landet, så det ikke helt selv kan bestemme, hvad det skal gøre. Især i de konservativere kredse opfattes det som problematisk at indgå i bindende internationale aftaler. Den nuværende Præsident George Bush Jr., som netop har de mere konservative kredse af det republikanske parti som sit bagland, vil ikke indgå aftaler, der kan opfattes som, at USA bøjer sig i et internationalt forum og lader USA følge en vej, som det ikke frivilligt har valgt 64. Efter murens fald og etableringen af WTO 65 i 1994 har USA følgende ønsker internationalt: Økonomiske interesser, demokrati, markedsøkonomi, miljøsikkerhed og internationalt samarbejde som et middel til at nå mål. Da USA i perioden efter murens fald og Sovietunionens opløsning er efterladt som eneste supermagt, og på mange måder nærmest urørlig i international politik, vil der formentlig komme større afsmitning af indenrigspolitikken på udenrigspolitikken, fordi USA i vid udstrækning selv kan sætte den udenrigspolitiske dagsorden 66. Selvom USA prioriterer gode allianceforhold i international politik, er der dog en del nyere eksempler på, at landet har valgt at gå imod sine alliancepartnere, eller direkte at gå helt unilateralt i internationale sammenhænge. I afsnit 3.2 nævnes nogle større eksempler 67, som har skabt utilfredshed hos ikke mindst de europæiske partnere og allierede. Der har i 2002 / 2003 under Irak krisen været særligt fokus rettet imod forskelle i opfattelse af hvordan internationale kriser skal løses. De europæiske alliancepartnere var efter amerikansk opfattelse indstillet på udelukkende at skabe løsninger ved 64 Dr Kenneth Moss, professor for Grand Strategy ved the National Defense University/Washington D. C. ved foredrag i Atlantsammenslutningen på FAK 6 februar 2003 med temaet U.S. National Security Policy and the Future of Transatlantic Relations 65 World Trade Organisation, verdenshandels organisationen der afløste GATT (General Agreement on Tarifs and Trade) I Som præsenteret af Morten Ougård, Handelshøjskolen, som led i undervisning på FAK 22 JAN Fra Brookings Institute rapport : The United States and Europe: From Primacy to Partnership, sider UKLASSIFICERET 35

36 hjælp af diplomati og i rammerne af FN. USA anvendte fra et tidligt tidspunkt truslen om militær indgriben som pression. Da pressionen ikke gav det ønskede resultat valgte USA, med enkelte allierede at skride til militær handling Unilaterale tiltag og deres årsager 68. Helms-Burton og Iran-Libyen Sanktions Lovene er amerikanske love vedtaget i 1996, hvor der indførtes sanktioner imod udenlandske firmaer, der handlede med eksproprierede amerikanske firmaer på Cuba, eller foretog investeringer i olie eller gas i Iran eller Libyen. Lovene mødte kraftig modstand fra europæiske regeringer, som ikke fandt det betimeligt, at USA søgte at håndhæve amerikansk lovgivning internationalt 69. Også OAS, Organisationen af Amerikanske Stater, reagerede negativt herpå og fastslog, at Helms-Burton loven var ulovlig. 70 Formålet med loven var angiveligt at forbedre den nationale amerikanske sikkerhed. Forbudet imod landminer. Da USA bruger panserminer i Syd Korea i forsvaret mod Nord Korea, tilsluttede de sig i 1998 ikke traktaten imod landminer. Den amerikanske præsident Clinton havde ellers selv været varm fortaler for forbudet tre år tidligere 71. Clinton-administrationen forpligtede sig dog til at udvikle alternative teknologier til 2006, hvorefter man ville kunne tilslutte sig traktaten. Da traktaten trådte i kraft 1. marts 1999 havde 133 lande skrevet under 72. Den internationale krigsforbryderdomstol. USA er et af få lande, som ikke har tilsluttet sig oprettelsen af FN's internationale krigsforbryderdomstol 73. Traktaten blev i første omgang underskrevet af præsident Bill Clinton i 2000 med forbehold for, at traktaten blev modificeret på punkter vedrørende retsforfølgelse af personer fra lande, der ikke har tilsluttet sig traktaten. USA var imod, at domstolen kan retsforfølge personer fra lande som ikke har tilsluttet sig traktaten Rettelserne blev ikke gennemført, og den nuværende præsident George Bush har bekræftet de amerikanske forbehold og unsigned 76 traktaten ved at beskrive de specifikke forbehold USA har overfor at kunne tiltræde den De ni eksempler er hentet fra The United States and Europe: From primacy to Partnership? af Ivo H. Daalder, Brookings Institute, 11. juni Pressemeddelelse fra EU, PR 97-6 af 12 februar Udtalelse fra Sir Leon Brittan. Pressemeddelelsen henfører stridigheder, hvor europæiske firmaer gennemfører forretninger, der er i strid med amerikansk national sikkerhed, til WTO, i stedet for at Amerika søger at håndhæve nationale love overfor udenlandske selskaber, der arbejder udenfor USA. 70 OAS resolution AG/RES 1532 (XXVIII-O/98). Resolutionen fastslår, at Helms-Burton loven er i strid med international lovgivning (senest hentet 17 marts 2003) Fra tidligere præsident Bill Clintons arkiver. Teksten hvori præsidenten bekendtgør at han tager initiativet til et internationalt forbud mod anti personel miner. 72 ABC NEWS 1. marts 1999: Land Mine Ban Takes Effect. Artikel af David Phinney der blandt andet refererer om demonstration i Washington foran det Hvide Hus for at USA skal tilslutte sig traktaten. 73 Den internationale krigsforbryderdomsol kaldes International Criminal Court (ICC) (hentet 27 feb 2003) indeholdet Præsident Clintons pressemeddelelse udsendt ved underskrivelsen af ICC traktaten. 75 Som beskrevet I præsident Bill Clintons udtalelse udsendt I forbindelse med underskrivelsen af ICC traktaten 31 december Unsigned = annullerede den amerikanske præsidents godkendelse (hentet 27 feb 2003) PDF version af rapport til den amerikanske kongres om Bush administrationens forbehold overfor ICC. UKLASSIFICERET 36

37 Manglende betaling af bidrag til FN. USA har i nogle år nægtet at betale både sit faste bidrag samt sit bidrag til FN's fredsbevarende missioner. Gælden til FN beløb sig til op imod 2 MIA $ og betød, at der var alvorlige mangler i FN's budget. Årsagen til de manglende betalinger menes at være amerikansk utilfredshed med såvel beslutningsprocesserne i FN, som at FN anses for at være bureaukratisk og ineffektiv 78. USA har siden 1999 ad flere omgange godkendt betalingen af afdrag på gælden mod at forhold, som USA fandt kritisable, blev rettet 79. USA s veto mod EU's kandidat til IMF 80. I 2000 ønskede Tyskland at nominere EU's kandidat til formand for IMF 81. USA lod forstå, at man ville støtte enhver kvalificeret kandidat fra EU. Da Tyskland foreslog den tyske vice finansminister Caio Koch- Weser, godkendte Clinton-administrationen alligevel ikke nomineringen, og advarede om, at man ville nedlægge veto, selv om EU eventuelt støttede valget. Dette blev taget ilde op af den tyske kanslers udenrigspolitiske rådgiver Michael Steiner, som udlagde hændelsen, som at USA udnyttede sin position som verdens største magt, og demonstrerede sin manglende hensyntagen til sine allierede. Resultatet for USA ville blive at forstærke modstanden imod USA blandt dets Europæiske allierede. Der var faktisk ikke ubetinget opbakning til Caio Koch-Weser fra de europæiske lande, men den amerikanske modstand syntes at få de europæiske lande til at stå sammen om at støtte ham. 82 Afvisningen af at underskrive Comprehensive Test Ban Treaty (CTBT). I 1999 afviste senatet at underskrive CTBT, det internationale forbud imod atomprøvesprængninger og spredning af atomvåben. Dette kom ikke kun bag på den siddende præsident, Clinton, men også bag på det internationale samfund, ikke mindst fordi det havde været vigtigt for alle amerikanske regeringer siden Eisenhower. Årsagen til at traktaten, som præsident Clinton ellers havde underskrevet som den første, ikke kunne godkendes i senatet og derfor ikke blev godkendt af USA, var funderet i indenrigspolitikken. Det republikanske flertal i Senatet valgte at manifestere sig over for den demokratiske præsident. Ved afstemningen om traktaten stemte demokraterne for, og republikanerne stemte generelt imod med enkelte undtagelser. Kun fire republikanere stemte for underskrivelse. Med stemmerne imod, manglede 19 stemmer i at opnå de 67 stemmer nødvendige for at traktaten kunne vedtages. I en pressemeddelelse udsendt af det republikanske flertal begrundes afslaget med, at traktaten er fejlbehæftet, men man er enige i dens mål om ikke-spredning og stop på atomprøvesprængninger Fra The United States and Europe: From primacy to Partnership? af Ivo H. Daalder, Brookings Institute, 11 juni (hentet 27 februar 2003) Pressemeddelelse fra department of state hvori det bekendtgøres at senatet har godkendt betalingen af en del af den amerikanske gæld til FN. 80 IMF=International Monetary Fund. Verdensbanken (hentet 27 februar 2003) Skrivelse fra uformelt bestyrelsesmøde i IMF hvor Caio Koch-Weser foreslås som ny managing director for IMF (hentet 27 februar 2003) BBC artikel om Koch- Werses kandidatur (sidst hentet 4 marts 03) Rapport fra kongressen hvoraf det fremgår at på trods af at der blev stemt I partilinien (altså republikanerne imod den demokratiske præsident, går man ind for formålet med aftalen om forbud imod atomprøvesprængninger og ikke spredning af atomvåben. UKLASSIFICERET 37

38 Kosovo krigen. Amerikanske diplomatiske udmeldinger om, at man under ingen omstændigheder ville tillade en landkrig imod Serbien for at standse Kosovo konflikten, vakte stor utilfredshed i flere europæiske lande, idet det vurderedes, at den klare udmelding stærkt svækkede de diplomatiske muligheder for pression imod Serbien. Under gennemførelsen af krigen havde USA den største indflydelse på måludpegning, og kun Frankrig og England havde vetoret. Endelig forhindrede USA indsættelsen af landstyrker indtil de aller sidste faser af krigen. National Missile Defense. I januar 1999 bekendtgjorde den amerikanske forsvarsminister William Cohen, at USA ville deployere et begrænset missilforsvar til at forsvare sig imod Nordkorea og andre slyngel stater. Forsvarsministeren gjorde det klart, at hvis Rusland modsatte sig forhandling af ændringer i Anti Ballistic Missile (ABM) traktaten, som forbyder opbygningen af et missilforsvar, ville USA trække sig helt ud af den 84. Præsident Clinton undlod at træffe den endelige afgørelse om at deployere systemet. Hans efterfølger Bush har til gengæld bekræftet, at USA vil udvikle og deployere systemet. USA vil konsultere sine europæiske allierede, men vil ikke afvige fra den grundlæggende beslutning om at indføre et nationalt missilforsvar 85. Global opvarmning (drivhuseffekten). USA har underskrevet Kyoto traktaten om begrænsning af udslip af drivhusgasser under præsident Clinton på betingelse af, at der kunne modificeres på, hvordan traktaten skal implementeres, og at udviklingslande også skulle begrænse deres CO 2 udledning 86. Præsident Clintons mål var at visse nøgle udviklingslande skulle bringes til at reducere deres CO 2 udledning, inden Kyoto aftalen ville blive sendt til godkendelse i kongressen. Det skete ikke. Den nuværende præsident Bush har erklæret Kyoto traktaten for død. Officielt er man stærkt tvivlende overfor argumenterne for, at der er en drivhuseffekt, og hvor stærk den i bekræftende fald egentlig er 87. I et svar til senatorerne Hagel, Helms, Craig og Roberts om holdningen til det globale klima fremhæver Bush at et stort problem ved Kyoto er, at den fritager 80 % af verden, herunder Kina og Indien fra at foretage indgreb. Dette findes urimeligt. USA vil arbejde for et bedre klima, men der skal mere forskning til og mere balancerede indgreb 88. Sammenfattende om de ovenfor beskrevne eksempler på amerikansk enegang i international politik kan man konkludere, at USA ikke går enegang af principielle årsager. Det er ikke et mål i sig selv at handle unilateralt. Kombinationen af rodfæstede amerikanske principper om selvbestemmelse for en hver pris og forfølgelsen af de universelle amerikanske mål om fred, sikkerhed og velfærd for egne borgere, og i anden række for alle borgere i verden forklarer de amerikanske særstandpunkter (sidst hentet 17 marts 03) Forsvarsminister Cohens briefing hentet på Carnegie fondens nonproliferation hjemmeside om at man trækker sig helt ud af ABM traktaten (sidst hentet 4 marts 03) PræsidentBush pressemeddelelse hvori planerne for videreførelsen af NMD fremlægges (sidst hentet 4 marts 03) The Kyoto Protocol and the Presidents Policies to Address Climate Change Økonomisk analyse fra Præsident Clintons administration om bagrunden for underskrivelse af traktaten, og konsekvenserne af at efterleve den (sidst hentet 4 marts 03) Præsident Bush bemærkninger ved pressemøde 11 juni 2001 om det globale klima (sidst hentet 4 marts 03) Præsident Bush svar 13 marts 2001 til tre senatorer om holdningen til det globale klima. UKLASSIFICERET 38

39 3.3. Den seneste nationale sikkerhedsstrategi. Som det værktøj den amerikanske kongres har for at kunne følge med i præsidentens måde at føre sikkerhedspolitik på, udsender præsidenten principielt én gang hvert år enten en helt ny sikkerhedsstrategi, eller en opdatering af den gældende nationale sikkerhedsstrategi. Dokumentet hedder The National Security Strategy. I den beskrives, hvordan USA s sikkerhedspolitiske strategi aktuelt er. I den nationale sikkerhedsstrategi opstilles både USA s overordnede sikkerhedspolitiske mål, og mål for specifikke områder. Den nuværende sikkerhedsstrategi afspejler, at USA både vil anvende diplomati og militære midler til at opnå sine mål. Det ses som en forskel mellem de europæiske alliancepartneres indstilling og USA s, at USA er meget villigere til at anvende militær magt end europæerne. 89 De følgende tre underpunkter i dette afsnit er taget fra og argumenteret med udgangspunkt i The National Security Strategy fra Det overordnede sikkerhedspolitiske mål. Det overordnede mål med amerikansk international strategi er 91 og har altid været større end blot forsvaret af USA. Det er kampen for Freden. En fred, der fremmer frihed. Freden skal forsvares imod tyranner og terrorister. Freden skal bevares ved at opbygge alliancer mellem stormagterne. Freden skal udbredes ved at fremme og opmuntre frie og åbne samfund på alle kontinenter. Det overordnede mål er altså ikke blot fred og frihed for USA og dets indbyggere, men Verdensfreden, for alle mennesker. Dette overordnede mål er ikke nødvendigvis et nyt mål. Det afspejler jo faktisk den amerikanske frihedserklæring. USA har altid gerne villet have fred og frihed, og amerikanere mener, at det er rettigheder, som alle mennesker har. Ikke bare amerikanere Den sikkerhedspolitiske trussel. Truslen imod freden og imod USA, som den ses i sikkerhedsstrategien, kommer fra terrorister og fra de tyranner, der huser og støtter dem. Terroristerne udgør en trussel imod USA, fordi de via skjulte netværk er i stand til at infiltrere USA og for meget små midler kan forrette stor skade på det åbne demokratiske samfund. De er trænede i at infiltrere det åbne demokratiske samfund og anvende den moderne teknologi imod det. Den allerstørste trussel vil komme fra terrorister med adgang til masseødelæg (senest hentet 24 marts 2003) Robert Kagans artikel Power and Weakness. Han advokerer for, at en stats villighed til at anvende magt til at nå sine mål er afhængig af statens mulighed for at anvende magt. Staten med de stærke magtmidler er mere villig til at anvende magt. Staten med begrænsede magtmidler vil være mere tilbøjelig til at ønske at løse stridigheder med diplomatiske midler. Kagan fremstiller det som et skifte, der er sket. Fra at være militært stærke verdensmagter er de europæiske stormagter efter to verdenskrige og den efterfølgende kolde krig idag militært svage. Amerika har oplevet det modsatte forløb I samme periode. USA er gået fra at være en svag stat til at være verdens ubestridt eneste militære supermagt. Samtidigt med ændringen i militær magt har parterne ændret holdning til brugen af militær magt til løsning af konflikter The NationalSecurity Strategy of the United States of America 91 Fra The National Security Strategy. side 2 UKLASSIFICERET 39

40 gelsesvåben. Meget indikerer, at terrorister netop arbejder målrettet imod at få masseødelæggelsesvåben Mål for det transatlantiske samarbejde. I afsnittet om samarbejde med større centre for global magt beskrives målene for samarbejdet med de allierede i Europa 93. Europa er hjemstedet for to af de stærkeste og mest handlekraftige internationale institutioner, NATO og EU. EU er den europæiske handelsmagt, og NATO er det effektive militære samarbejde. For begge har USA opstillet sine mål. Disse mål uddybes i de følgende afsnit 3.4 og USA s mål med EU. Af den nationale sikkerhedsstrategi fremgår, at det overordnede formål med USA s politik er, at man ikke ønsker at bruge sin supermagtsposition til at skaffe sig ensidige fordele på verdensmarkedet. Man vil søge at udbrede de goder, som man selv mener at besidde, og som kommer af den demokratiske styreform og det kapitalistiske system udbrede dem til gode for alle verdens lande EU som partner i verdenshandelen. Økonomisk er USA ikke meget stærkere end et samlet EU. Politisk ses EU og USA at have samstemmende interesser globalt EU som stabiliserende faktor i Europa. Det vurderes, at EU landes interne konflikter er mindre, end konflikter mellem uafhængige lande udenfor EU kan blive det. Da stabilitet globalt er i USA s interesse, vil det derfor være i USA s ønske, at flest mulig lande bliver medlem af EU. Ikke mindst vil det være optimalt at få knyttet Tyrkiet til Europa ved hjælp af medlemskabet af EU. Dette sås under forhandlingerne i efteråret 2002, hvor USA lagde pres på EU for at give Tyrkiet termin for sine optagelsesforhandlinger til EU USA s mål med NATO. NATO s kernemission vil stadigvæk være kollektivt selvforsvar. Men for at kunne svare igen på nye trusler, kræves der forandring af NATO. Både strukturer og kapabiliteter må tilpasses. NATO skal kunne agere overalt, hvor vore interesser er truede. Dette skal NATO kunne på kort varsel og med indsættelse af højmobile, specialtrænede enheder. Derfor må NATO leve op til følgende seks krav 96 : 1. Medlemsskaren skal udvides, så alle demokratiske lande, som ønsker det og er villige til at dele byrderne ved at forsvare og udbrede de fælles interesser, kan komme med. 2. Det skal sikres, at medlemslandene kan stille de kampstyrker til rådighed for NATO, som der er brug for. 92 Fra The National Security Strategy, side 1 93 Fra The National Security Strategy, side Fra The National Security Strategy side (sidst hentet 17 marts 2003) BBC artikel om at USA presser EU til at optage Tyrkiet. 96 Fra The National Security Strategy, side 17 UKLASSIFICERET 40

41 3. Der skal udvikles planlægningsprocesser, der gør det muligt at opbygge effektive, multinationale kampstyrker. 4. Teknologiske muligheder og stordrift fordele skal udnyttes, så NATO styrker til stadighed har overvægten i forhold til eventuelle modstandere, og så egne svagheder begrænses. 5. Kommandostrukturen skal strømlines og bibringes forøget fleksibilitet. 6. Evnen til at samarbejde blandt de allierede skal bevares under processen med at modernisere styrkerne. De seks krav bliver uddybet og analyseret i det følgende Medlemsskaren skal udvides. Det er et mål, at medlemsskaren for NATO skal udvides. Et formål med udvidelse er at udbrede sikkerheden som medlemsskabet af NATO giver igennem artikel 5 bestemmelsen om gensidigt forsvar. Et andet formål med at udvide medlemskredsen kan være, at medlemsskabet ligeledes beskytter medlemsstaterne imod hinanden. NATO kan formentligt ikke blive uendeligt stort, og Rusland er formentlig ikke en mulig kandidat i forudsigelig fremtid. Rusland er for stort og har ikke brug for den beskyttelse, som NATO kan give. Landet er så stort, at det snarere vil indgå i samarbejde med NATO end indtræde i alliancen. Men i alle demokratiske lande øst for Kaukasus og nord for Tyrkiet vil formentlig kunne bringe sig i position til at erhverve medlemskab. Dette vil udbrede fred, stabilitet og fjerne risikoen for væbnede lokale konflikter, da NATO lande ikke går i krig med hinanden. Set fra USA er det et stort gode, at freden og sikkerheden skabt af NATO udbredes mest muligt De nødvendige styrker skal stilles til rådighed for NATO. USA ønsker at se de europæiske partnere levere mere end ord til det fælles sikkerhedssamarbejde. I nogle år har europæerne høstet fredsdividenden og reduceret deres forsvarsudgifter. Efter 11. september er der en ny dagsorden, og NATO skal kunne agere proaktivt på de nye globale militære trusler, som vil komme. Det kræver, at de øvrige NATO lande får omorganiseret styrker fra lokalforsvar til mobile enheder, der kan deployeres Out of Area (det vil sige ud af det geografiske område for NATO medlemslandene) Udvikling af planlægning. Der skal udvikles planlægning, der kan gøre det muligt for de multinationale styrker at arbejde sammen som effektive kampenheder. Som en del af reorganiseringen af NATO skal planlægnings- og doktringrundlaget optimeres imod det nye miljø, hvor fleksibilitet og kapacitet til effektiv global indsats vil være primære parametre Teknologi og stordrift. Teknologi og stordrift skal udnyttes til at holde NATO overlegen over mulige modstandere, samt til at mindske effekten af egne svagheder. Forskellige landes regeringer har en tendens til at prioritere nationale erhvervs interesser over effektive forsvarsanskaffelser 97. Derved bliver de europæiske industrier 97 Eksempelvis Storbritanien (Challenger Kampvogn), Frankrig (Le Clerc kampvogn), Tyskland (Leopard kampvogn). Lande med egen forsvarsindustri. UKLASSIFICERET 41

42 konkurrenter til hinanden med statsstøtte. Og da de europæiske forsvarsbudgetter fortsat vil være begrænsede i forhold til det amerikanske, vil de europæiske virksomheder være interesserede i at konkurrere om amerikanske forsvarsmidler. Dette vil formentlig på et tidspunkt afstedkomme indgreb fra den amerikanske administration, fordi USA ikke vil være interesseret i at støtte den europæiske forsvarsindustri i konkurrencen med sin egen hjemlige industri 98. Det, der bør arbejdes frem imod, er oprettelsen af et fælles militært marked indenfor NATO 99. Her kan ressourcerne udnyttes optimalt ved, at materiellet udvikles til et stort samlet marked Kommandostrukturen skal slankes og bibringes den nødvendige fleksibilitet. Den gamle kommandostruktur er målrettet imod et statisk territorial forsvar. En ny og mindre kommandostruktur skal udvikles. Den skal være tilpasset kravene om fleksibilitet og mobilitet. Så meget som muligt af NATO skal være umiddelbart deployerbart Evnen til at samarbejde skal bevares under omstillingsprocessen. USA forventer, at NATO partnerne vil omstille og modernisere deres forsvar betydeligt. Dette er aftalt ved Prag topmødet. USA har voldsomt forøget sit eget forsvarsbudget og moderniserer kraftigt 100. I en moderniseringsproces som denne vil det kræve tæt koordination mellem allianceparterne, at doktriner og materiel løbende samordnes, så evnen til at samarbejde multinationalt bevares USA s muligheder (alternativer og konsekvenser). Hvilke muligheder har USA for at nå sine mål med det transatlantiske samarbejde? Dette afsnit vil anlægge den amerikanske vinkel og anvende amerikanske kilder til belysningen af mulighederne. Der er grundlæggende to væsensforskellige veje, man kan følge i international politik: Enten handler man unilateralt, eller også søger man gennem alliancer eller via FN- resolutioner at fremme sin politik. Som omtalt i afsnit 3.1 er suverænitet og selvbestemmelse uendeligt vigtige principper for USA. Disse principper medfører, at internationalt samarbejde i videst muligt omfang er nødt til at ske på amerikanske præmisser. Ikke kun fordi USA er størst, men også kulturbundet af, at USA skal have størst mulig grad af selvbestem-melse i internationale anliggender. Det begrænser selvfølgelig de muligheder, USA reelt har for at nå sine mål med det transatlantiske samarbejde. Om USA handler unilateralt eller multilateralt er ikke det afgørende for USA. Det afgørende er, at der handles på basis af amerikanske værdier, og at der arbejdes hen imod opnåelsen af de opstillede amerikanske mål. 98 USA s budget til forskning og udvikling i 2003 er på 50Mia $ 99 New capabilities: Transforming NATO Forces Policy paper fra The Atlantic Council of the United States, september 2002 side Data fra: (sidst hentet 17 marts 2003) pressemeddelelse fra Department of State om at præsidenten har underskrevet et nyt forsvarsbudget 10 januar Det er på 318Mia $. Det er en stigning på mere end 30Mia $ fra året før. UKLASSIFICERET 42

43 USA's medlemskab af NATO repræsenterer ikke-unilaterale handlinger og politikker. Fremtidige muligheder der herefter umiddelbart fremkommer for USA i det transatlantiske samarbejde skal herefter beskrives USA handler indenfor NATO. For at NATO skal fortsætte med at være en troværdig ramme for USA at handle indenfor, skal NATO formentlig som et minimum kunne leve op til de krav der blev opstillet efter Prag topmødet i Herunder er der nogle af hoved elementerne set fra USA kort behandlet NATO Response Force 101. Brugen af den nyligt besluttede NATO Response Force 102, vil ligeledes være en hurtigere måde at generere et militært respons fra NATO end artikel 5 afgørelser. En multinational NATO enhed, der på kort varsel er i stand til at generere slagkraftig militær tilstedeværelse hvor som helst i verden, vil ikke mindst være et kraftigt politisk middel. At det er et politisk middel, ses af, at den samlede størrelse på styrken kun er mand. Til gengæld repræsenterer den de samlede NATO lande og alliancens løfter om gensidig støtte. Så man kan sige, at styrkens tilstedeværelse i et konfliktområde viser potentialet for, at alle NATO landenes samlede politiske, økonomiske og militære midler vil kunne bringes i anvendelse i en konflikt. Enheden vil have deltagelse af medlemmer fra så mange NATO lande som muligt. Og enheden vil optræde med FN mandat. Dette sidste ikke mindst vigtigt i lyset af Irak krisen i foråret 2003, hvor NATO landene USA, Storbritanien og Spanien advokerede for en militær aktion for at fjerne Saddam Hussein i Irak også uden FNmandat om nødvendigt. NATO landene Tyskland og Frankrig var i kraftig opposition hertil. Tyskland som modstander af en militær aktion i det hele taget, og Frankrig modstander af en militær aktion uden FN-mandat. Styrken vil give alliancepartnerne mulighed for at vise tilstedeværelse og demonstrere solidariteten i alliancen NATO skal have både strategisk og politisk fleksibilitet 103. Den politiske fleksibilitet kommer med oprettelsen af NATO Response Force, og med accept af koalitionskonceptet (som beskrives i afsnit 3.6.2) for kommende operationer. Organisationen vil dermed få nogle virkemidler til rådighed, der fortsætter gradueret, hvor de diplomatiske midler slutter. Udsendelsen af NATO Response Force, eller dele af den i en observatør- eller fredsstøttende rolle, vil kunne være den blide (sidst hentet 17 marts 2003) Fact sheet fra Det Hvide Hus fra 21 september 2002 om målet med det på det tidspunkt kommende topmøde i Prag. Herunder omtales NATO Response Force (sidst hentet 17 marts 2003) Pressemeddlelese fra NATO om resultaterne af Prag topmødet, herunder oplyses om den vedtagne NATO Response Force. 103 The National Security Strategy side 17 UKLASSIFICERET 43

44 ende af registeret, og koalitionen, der bliver sammensat for at gennemtvinge en militær løsning på en konflikt, er den hårde ende af registeret over politiske midler, som vil kunne være til rådighed for NATO. Den strategiske fleksibilitet kommer af interoperabiliteten mellem NATO-landenes styrker, og af muligheden for at indsætte styrkerne globalt. Under moderniseringsprocessen som foregår, vil det være af største betydning, at de allierede bevarer interoperabilitet, så NATO styrker kan samarbejde i multinationale enheder Informations interoperabilitet 104. For at styrker fra forskellige nationer skal kunne operere sammen i multinationale styrker, er det af største vigtighed, at C systemerne for de deltagende styrker er interoperable. USA har nu en overvægt i forhold til sine allierede på battle space awareness, der gør dem i stand til at genkende en fjendtlig enhed og beordre den nedkæmpet hurtigere, end de allierede er i stand til. Leddene i denne proces går fra sensoren, der erkender enheden, til databasen, hvori enheden kan erkendes som fjendtlig, til kommunikationssystemerne, der formidler informationen, til chefen, som beordrer den fjendtlige enhed nedkæmpet og til våbensystemet, der nedkæmper den fjendtlige enhed. Alle disse led er integreret i et C4I 106 system, som USA ikke deler med andre allierede 107. Informationsintegration vil kunne være et naturligt fokus for en styrkelse af alliancesamarbejdet, så data gnidningsløst og hurtigt kan udveksles. Det behøver ikke medføre en teknologioverførsel fra USA til partnere, men tværtimod at partnere udvikler og anskaffer systemer, der er i stand til at udveksle informationer med hinanden Anskaffelse af præcisionsvåben 108. Der er i disse år en forøget vilje til at anvende militær magt i forbindelse med fredsskabende/fredsbevarende operationer så vel som til egentlige krigsoperationer. Dog er det øjensynligt af voksende vigtighed, at civile tab så vel som tab af eget personel undgås. Dette medfører et behov for anvendelse af flere præcisionsvåben. Præcisionen medfører, at der skal anvendes færre våben for at nedkæmpe mål, og derved formindskes risikoen for eget personel, som derfor skal befinde sig i kortere tid i konfrontation med modstanderen. Risikoen for civile og tredjeparts skader formindskes ved, at kun de udpegede mål rammes, og våbenvirkningen doseres til kun at omfatte selve målet (Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med titlen New Capabilities:Transforming NATO Forces. Side Forkortelsen C3 / C 3 står for Command & Control, Communications. 106 Forkortelsen C4I / C 4 I står for Command & Control, Communications, Computers and Intelligence (Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med titlen New Capabilities:Transforming NATO Forces. Side (Sidst hentet 17 marts 2003) Policy papir fra The North Atlantic Council of The United States med titlen New Capabilities:Transforming NATO Forces. Side 4. UKLASSIFICERET 44

45 Styring af udviklingen 109. UKLASSIFICERET Det er besluttet, at kommandostrukturen i NATO skal strømlines og gøres mindre og mere fleksibel. Som et redskab til at styre udviklingen af ny kommandostruktur og doktrinudvikling kunne en spearhead eller foregangs enhed udpeges. På denne enhed kunne doktrinudvikling så vel som nyt materiel afprøves. Således ville man umiddelbart have en permanent enhed, hvorpå effektiviteten af fornyelsestiltag kunne vurderes Coalitions of the willing 110. En anden samarbejdsform indenfor det transatlantiske samarbejde kunne også være Coalitions of the willing. Det er et løst samarbejde fra sag til sag af de nationer som ønsker at deltage 111. I modsætning til NATO samarbejdet, der kræver enstemmighed for at kunne handle, vil koalitioner kunne dannes af de nationer, der kan blive enige om at handle. Til den enkelte operation vil der så mellem deltagerne kunne aftales ansvarsfordeling og styrkebidrag. Samarbejdet kan etableres politisk i Bruxelles, og være forankret i NATO USA handler unilateralt. De i afsnit 3.2 beskrevne situationer viser, at USA tidligere har haft viljen til at gennemføre sin egen politik på trods af modstand fra sine transatlantiske partnere. Sikkerhedsstrategien omtaler, at det er en mulighed at handle unilateralt, hvis det skønnes vigtigt nok, og såfremt det ikke er muligt at skaffe sig allierede i en sag 112. I sikkerhedsstrategien omtales unilateral handling som en mulighed, når amerikanske interesser og Amerika's særlige ansvar kræver det. Man vil søge at skabe gennemførlige alternativer, der kan skaffes samarbejdspartnere til, men man vil ikke tillade uoverensstemmelser at forhindre USA i at gennemføre den politik, som findes nødvendig af USA Analyse af muligheder (konsekvenser). I de følgende underafsnit vil de tre hovedmuligheder blive analyseret og deres konsekvenser beskrevet USA handler i rammen af NATO. Hvis de NATO allierede skal vedblive med at kunne operere sammen indenfor en fælles ramme - og eventuelt gennemføre krigsoperationer sammen, eller hvor enheder fra forskellige NATO-lande skal kæmpe sammen - vil det være uhyre vigtigt at opbygge/bevare evnen til at kommunikere både med egne nationale enheder og med alliancepartnernes enheder. Når man har fælles kommunikationssystemer, er det dernæst ligeledes af stor vigtighed at opbygge fælles kommando-, kontrol- og infor- 109 The National Security Strategy side The National Security Strategy side Den konservative tænketank The Heritage Foundations bud på hvordan amerikansk politik bør forme sig. p 105 anføres at hvis ikke NATO som et hele gennemfører de tiltag som er vedtaget på Prag topmødet kan USA fremover søge at gennemføre sin politik fra sag til sag med enkeltlande i NATO. 112 The National Security Strategy side 22 UKLASSIFICERET 45

46 mationssystemer (C 3 I), så styrkerne kan ledes optimalt. Ikke mindst er det vigtigt, at styrker fra de deltagende lande i en operation kan ledes i et fælles system. USA har et generelt teknologiforspring, og det øges i disse år, hvor både det amerikanske forsvarsbudget og midlerne afsat til forskning og udvikling af militært materiel er meget større end i de europæiske lande til sammen 113. Det kan altså ikke forventes, at de europæiske partnere kan indhente USA, eller i virkeligheden bare formå at følge med den amerikanske udvikling generelt. Europæerne må vælge mellem forskellige måder at opnå grader af jævnbyrdighed Opnåelse af kompatibilitet på C 3 I. For at have kompatibilitet indenfor kommunikation/c 3 -udstyr kan partnerlande: - Leje udstyr af USA. - Købe udstyr af USA. - Sammen med rollespecialisering udvikle eget udstyr, der er kompatibelt indenfor rollen Rollespecialisering. For at kunne opnå et teknologisk niveau, der matcher det amerikanske, kan de europæiske partnere gennemføre en rollespecialisering 114. Ved rollespecialisering vil et land opstille et specifikt styrkebidrag til NATO. Styrkebidraget vil så vil blive prioriteret så højt, at det kan udstyres og bemandes, så det lever op til de fælles krav til styrkerne tilmeldt NATO. Dette vil landet gøre samtidigt med, at de resterende forsvarsstyrker fra landet prioriteres ned, så de samlede forsvarsudgifter holdes konstante. Herved vil de enkelte europæiske medlemslande, uden at forøge forsvarsbudgetterne voldsomt kunne operere i NATO ved samtidig at reducere i deres lokalforsvarsstyrker. Rollespecialiseringen vil gøre det muligt for partnerne at bevare/opbygge kompatibilitet med USA/NATO-standarder, så det ultimative formål med NATO medlemskabet bevares, nemlig at landene samarbejder, og alle bidrager til det kollektive forsvar Sanktionsmuligheder. Indførelse af sanktionsmuligheder imod NATO-lande, som ikke lever op til deres forpligtelser, vil sandsynligvis ses som en attraktiv opdatering af NATO. USA har i nogle år opfordret sine europæiske allierede til at forøge deres forsvarsbudgetter NATO i flere tempi. Sammen med rollespecialisering, kan en direkte opdeling, enten officiel eller defacto af NATO medlemslandene i flere kategorier efter deltagelse og evner blive en mulighed for at bevare NATO som organisation. Alle de deltagende nationer vil være bundet af det generelle partnerskab og af ansvaret for det kollektive forsvar under artikel (hentet 10 marts 03) Rand rapport om forsvarsudgifterne i Europa sammenlignet med det amerikanske forsvars budget (hentet 10 marts 03) ISS-EU rapport der fremhæver behovet for at EU landene i NATO rollespecialiserer og optimerer udnyttelsen af forsvarsbudgetterne for at kunne opretholde deres indflydelse (hentet 11 marts 2003) NATO traktaten hvor artikle 5 er den såkaldte musketeer ed hvorefter et angreb på eet medlemsland anses som et angreb på alle, og derfor vil blive besvaret af alle medlemslandene. UKLASSIFICERET 46

47 De nationer der har midlerne og viljen, vil derudover indgå i samarbejdet om de såkaldte non-article 5 operationer. Altså operationer som NATO, eller dele deraf påtager sig at løse, men som ikke er operationer der direkte er et svar på et militært angreb på medlemslande EU-NATO samarbejde. EU NATO tættere samarbejde med arbejdsdeling: EU regional NATO global. Hvis de europæiske allierede tager vare på sikkerhed og stabilitet indenfor deres region gennem EU, og NATOs ressourcer derved kan frigøres til operationer globalt, vil det være den bedste af verdener set fra USA. Så USA ser derfor gerne, at der udvikles tæt samarbejde mellem EU og NATO med den nævnte arbejdsdeling Store forskelle i materielstandard inden for NATO. Hidtil har der i NATO været eet samlet sæt doktriner. Oprindeligt i form af planer for det fælles forsvar imod et angreb fra Warszawapagten. Herefter er der udarbejdet nye doktriner, der skulle imødegå nye og kommende trusler og virke under CJTF konceptet 117. Med optagelsen af de nye medlemslande fra den tidligere østblok er der opstået endnu større forskel på landenes teknologiske stade. I forhold til de oprindelige NATO medlemslande har de nye medlemslande generelt udstyr af en betydeligt lavere teknologisk standard. Man kan generelt sige, at der i foråret 2003 er tre kategorier af materiel i NATO medlemslandene: USA s nyeste materiel, de vesteuropæiske landes materiel, og de tidligere Warszawalandes materiel. I stedet for at stile efter at alle lande kommer op på amerikansk niveau, kunne det være en mulighed at lagdele NATO operationsformer. Article 5 opgaverne med forsvar af medlemslandene imod militært angreb kunne foregå efter operationsformer tilpasset laveste fælles nævner indenfor militær teknologi blandt medlemslandene. Ikke-artikel 5 operationer kunne foregå efter operationsformer tilpasset materiel af en højere teknologisk standard. Det vil især give de nye medlemslande en mulighed for gradvist at foretage den teknologiske opgradering fra deres hidtidige stade til et vesteuropæisk stade, i stedet for enten at være tvunget til at foretage hele teknologispringet på én gang, eller ikke at kunne deltage i det militære samarbejde i NATO. Det må som omtalt i afsnit om NATO Respons Force vurderes, at NATO global indsats udelukkende vil ske som svar på relevante trusler med implikationer for NATO-landes sikkerhed og med FN-mandat USA handler sammen med skiftende koalitioner af europæiske lande. Hvis ikke NATO kan leve op til de amerikanske krav, kan det medføre, at USA i stigende grad vil fravælge NATO som sikkerhedspolitisk aktør, og i stedet satse på at opbygge koalitioner fra sag til sag. Den nuværende tendens til, at europæiske lande vil forhandle og dyrke diplomatiske initiativer længere end USA er villig til, kan betyde, at det bliver slut med den amerikanske tålmodighed for konsensus organet NATO. USA vil så snarere kunne finde sig til rette med oprettelsen af alliancer i hver enkelt situation. USA har alle nødven- 116 Artikel 5 operationer er beskrevet i afsnit1.7 (definitioner) 117 CJTF = Combined, Joint Task Force. En styrke sammensat af styrker fra alle værn og fra flere lande. UKLASSIFICERET 47

48 dige kapabiliteter selv, og alliancepartnerne vil primært skulle bidrage med at dele den politiske byrde. En fordel ved koalitioner er, at den politiske proces forventes at kunne gennemføres hurtigere end den fulde konsensus proces, som f.eks. er forbundet med en brugen af artikel i NATO. Ved koalitioner indenfor NATO vil det give organisationen en mulighed for at deltage i operationer og hermed bevise sin eksistensberettigelse, også selvom ikke alle dens medlemslande bidrager med styrker. En tredje fordel for USA vil være at koalitionspartnerne påtager sig del i både det politiske og i det militære ansvar for gennemførelse af en operation USA handler unilateralt. Hvis et emne er vigtigt nok, vil USA være villig til at handle unilateralt og har i den nuværende situation evnen til det. USA s mål i international politik anses for universelle, hvorfor landet altid vil mene at handle i hele verdens interesse, når det handler internationalt. Målet: At beskytte og udbrede fred og fredelig sameksistens, vil altid kunne forsvares, og unilateral handlen for at fremme dette mål er rigtigt set ud fra USA s synspunkt. Hvis der opstår en trussel imod Amerika, har landet også efter internationale konventioner ret til at handle i selvforsvar for at afværge truslen. Dette er et stridsspørgsmål i krigen imod terror. USA påberåber sig ret til selvforsvar, når det truer med at angribe Irak uden FN resolution, fordi Irak ses som en direkte trussel imod Amerika. På trods af at USA er meget aktiv i sin udenrigspolitik og lægger stor vægt på, at landet vil have sin vilje gennemført, og er villig til at tvinge sin vilje igennem alene, om det skal være, tyder det dog på, at man oftest vil kunne arbejde sig frem til at få et FN mandat. USA er stærkt kulturimperialistisk, og vil altid aktivt søge at udbrede sine værdier til så mange lande som muligt, fordi de menes bedst for alle mennesker. Men det er demokratiske værdier, og dermed er det givet, at USA vil samarbejde med andre lande, ikke erobre dem. Man vil altid søge at forhandle sig til at få sin vilje igennem, hvorved de unilaterale aktioner vil vedblive med at være undtagelserne, ikke reglen. Det giver demokratisk legitimitet. Derudover er logistik en faktor, der vil trække USA imod altid at have koalitionspartnere og FN-mandat til at gennemføre aktioner. Selvom landet er meget stort og magtfuldt, er det ikke uendeligt rigt og stærkt, så det er ikke ligegyldigt, om man har partnere til at dele byrderne med ved internationale aktioner. Den nuværende regering er ved at vedtage en amerikansk finanslov med det største underskud nogensinde (der er både store skattelettelser og store udgiftsforøgelser) Samlet delkonklusion over USA s muligheder og konsekvenserne af dem. USA vil i en overskuelig fremtid fastholde retten til at gennemtvinge sine mål med sin sikkerhedspolitik. Hvis det er muligt at gennemføre den ønskede politik med accept af sikkerhedsrådet og FN mandater, vil man det. Hvis der ikke kan etableres støtte og godkendelse til handling, når det vurderes påkrævet af USA, vil man påberåbe sig retten til at handle i selvforsvar efter FN pagtens paragraf 51 og handle alene. Eller 118 Artikel 5 operationer er beskrevet i afsnit1.7 (definitioner) UKLASSIFICERET 48

49 man vil blot pege på sin særlige status og sine pligter og rigtigheden af at gennemføre sin politik. I afsnittene 3.7.1og og er analyseret de tre hoved retninger, der synes at åbne sig for USA, når det drejer sig om sikkerhedspolitisk handling indenfor det transatlantiske samarbejde. Enten i NATO, eller i til lejligheden sammensatte koalitioner af NATO lande, eller alene. Ren NATO løsning. Der er opstillet detaljerede betingelser for NATOs udvikling efter Prag topmødet. Hvis alle medlemslandene lever op til betingelserne, vil det betyde, at NATO vil fremstå som et meget handlekraftigt sikkerhedspolitisk instrument fremover. USA vil stadig være den største leverandør af styrker, men integrationen af styrkerne i NATO vil betyde, at de europæiske vil være mærkbart til stede på alle plan. Dog vil den politiske proces i NATO stadigvæk indebære, at alle medlemslande konsulteres forud for en hver NATO indgriben i en konflikt, og alle medlemslande skal bringes til konsensus. Dette vil kunne være for problematisk for USA at leve med. USA vil formentlig ikke kunne bindes så fast til NATO, at landet er villig til at give afkald på at forfølge vigtige politiske mål, fordi nogle europæiske lande er uenige. Det synes derfor ikke sandsynligt, at USA udelukkende vil handle indenfor rammerne af NATO. Navnligt synes det usandsynligt, at NATO vil kunne bruges som instrument til at få USA til at afholde sig fra at handle, hvis USA skønner det nødvendigt at handle. Coalitions of the willing. Samarbejde med en koalition af samarbejdspartnere fra NATO kredsen ser til sammenligning med det rene NATO samarbejde ud til at være en umiddelbart farbar vej frem. Teknisk vil det kunne aftales og smidigt afpasses med koalitionspartnerne, hvordan disse bidrager til en operation med styrker. Politisk vil USA ikke være tvunget til at vente på, at en politisk proces kører til ende, og ej heller, og vigtigst vil USA kunne føre sin egen politik. Man vil blot forhandle sig til rette med de partnere, som er enige med USA. Unilateral handling. Som sidste udvej, som kan benyttes hvis det ikke er muligt at opnå opbakning fra andre lande, kan USA vælge at handle alene. Det påberåber sig retten dertil i sikkerhedsstrategien, men det fremhæves, at man helst vil handle indenfor rammerne af organisationerne. USA s størrelse og militære magt giver det muligheden for at handle alene. Militæret er så stort, og så teknologisk overlegent overfor alle andre landes militær i verden, at det umiddelbart vurderes overvejende sandsynligt, at en hver militær konfrontation vil kunne afgøres til amerikansk fordel, og at USA vil kunne gennemtvinge sin politiske vilje med militær magt, uanset hvem modstanderen skulle være. Men det vil ikke vurderes at være attraktivt for USA at gennemtvinge sin politik unilateralt imod alle sine transatlantiske partneres vilje, fordi de vil kunne søge at gøre gengæld med andre midler. De andre midler, som europæerne har, er handelsboykot og andre politiske modtræk, som i længden vil kunne ophæve de fordele, USA ville kunne få af at tvinge sin vilje igennem på trods af modstand fra verdenssamfundet. Og USA har på trods af sin størrelse og styrke brug for samhandel og samarbejde. UKLASSIFICERET 49

50 Det må samlet vurderes, at USA vil forventes at følge en politisk linje i forhold til det transatlantiske samarbejde, der indebærer, at man samarbejder så meget som muligt. I tilfælde hvor det ikke er muligt at skabe konsensus indenfor NATO, vil man søge at opbygge en koalition af samarbejdspartnere helst indenfor NATO kredsen. Når alt andet svigter, vil det kunne blive så vigtigt for USA at efterleve sin egen politik, at man vil handle unilateralt. UKLASSIFICERET 50

51 4. Redegørelse og analyse af Europas og EU s mål og muligheder i det transatlantiske forhold Indledning Formål. Formålet med dette kapitel er at beskrive det transatlantiske forhold set fra Europa og EU som med og modspillere til USA på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Endvidere skal kapitlet beskrive de mål, muligheder og konsekvenser som EU og enkelte europæiske lande har for at virke som aktør på den internationale scene Fokusområde. Umiddelbart kan det være vanskeligt at definere, hvad USA ser som den europæiske partner. Men USA har i en kongreskomité defineret den europæiske partner som en række lande i Europa og har ikke specifikt nævnte enkelte organisationer eller førende nationer. 119 Fra et europæisk synspunkt er EU den ledende organisation og derfor vil det være naturligt at fokusere på denne organisations formåen på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. NATO som organisation og hermed denne organisations oplevelse af USA og det transatlantiske forhold er behandlet i kapitel Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.. NATO er primært anvendt i dette kapitel for at skabe sammenhæng til EU og øvrige europæiske lande. Europa er behandlet under et hele uden at nævne nogle lande specifikt. Enkelte lande nævnes i EU sammenhæng for at vise hvilke lande, der er ledende inden for EU-debatten på det sikkerhedspolitiske område Kapitlets struktur og indhold. Kapitlet indledes med en beskrivelse af EU som sikkerhedspolitisk aktør gennem EU s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Herefter følger en redegørelse om de tvister, der har været mellem Europa og USA og herunder baggrunden for uoverensstemmelser samt forholdet mellem EU og NATO. Endelig følger en kort gennemgang af EU s militære formåen i forhold til USA. Kapitlet afsluttes med en analyse, uddragning af delkonklusioner og opstilling af mål, muligheder og konsekvenser Europas/EU s mål. Europas overordnede mål ses med baggrund i de historiske relationer til bl.a. NATO, som en stor del af de europæiske lande er medlem af. Derfor er det ønsket om stabilitet, økonomiske fremgang, frihed, demokrati og sikkerhed vil være styrende overordnede mål for det europæiske kontinent som et hele. Mere specifikke mål for EU er fortsat integration, styrkelse af det økonomiske samarbejde, fortsat fokusering på etablering af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og et styrket retsligt og politimæssigt samarbejde af af 19 MAR 2003 UKLASSIFICERET 51

52 4.3. EU som sikkerhedspolitisk aktør. UKLASSIFICERET Historien bag den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. For at kunne vurdere om Europa og her især EU som organisation, har muligheder for at påtage sig en international rolle, er det essentielt at se på de redskaber, EU har til sin rådighed. Det historiske perspektiv er, at der allerede i 50érne var tilløb til en fælles forsvarspolitik, men dengang faldt planerne til jorden grundet Frankrigs manglende vilje til at afgive suverænitet. Resultatet af dette forsøg blev, at landene overlod europæisk sikkerhed udelukkende til NATO. Herefter var det generelt en oplevelse at en europæisk sikkerhedsdimension vil underminere NATO. Op igennem den Kolde Krig og frem til midten af 1990érne var det således NATO med USA ved bordenden, der var den sikkerhedspolitiske aktør i Europa. I perioden 1989 til 1998 var der ved forskellige traktater indbygget dele af den kommende fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Det forhold, at England var uden for dele af samarbejdet i EU hidtil, fik i 1998 Tony Blair til sammen med Frankrig at etablere grundlaget for en fælles europæisk sikkerhedsplatform. Dette grundlag blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten og hermed var den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i EU blevet støbt Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) bygger på det forhold, at EU stadig er interesseret i en tæt tilknytning til NATO. Det var således forudsætningen at NATO stadig var den organisation, der varetog det territoriale forsvar af Europa, mens EU rolle skulle være at holde ro og orden. Fødslen af FUSP var især til Frankrigs tilfredsstillelse, idet landet herved så det amerikanske overformynderi blive begrænset. I forbindelse med søjleopdelingen i EU blev FUSPen den 2. søjle Målsætningerne i FUSPen er følgende: Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der dækker alle områder inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Iværksættelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, som vil kunne føre til et fælles forsvar. Indgåelse af aftale med tredjelande. De beslutningsinstrumenter er er anvendt er: Det Europæiske råd fastlægger overordnede principper og træffer afgørelse om fælles strategier Fælles holdninger og fælles aktioner. Med FUSPen var EU klar til at spille en mere aktiv rolle. Men oplevelserne fra Jugoslavien sad stadig i hukommelsen. Her var EU ikke i stand til at gøre noget som helst uden amerikansk støtte ja faktisk amerikansk overtagelse af opgaven. Med denne oplevelse som grundlag var det tid til at udvide FUSPen med en militær mulighed Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 112 af Lykke Friis, IIS. 122 EU er opdelt i tre søjler, hvor søjle 1 er det Indre marked, landbrug ØMU, civilretligt samarbejde. Søjle 2 er FUSPen og søjle 3 er Europol, politi, told, strafferet og international kriminalitet af 12 MAR Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS UKLASSIFICERET 52

53 Den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Sammen med Nice-traktaten blev det besluttet, at der i EU skulle etableres en militær mulighed i FUSPen altså en mulighed for at medvirke til løsning af konflikter med militære midler. Med dette som grundlag blev den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESDP) grundlagt. Filosofien bag ESDP er et samlet koncept, hvor i de militære og civile EU-instrumenter spiller sammen til støtte for den fælles politik på området. Målet blev, at EU inden udgangen af år 2003 skulle kunne varetage de såkaldte Petersberg-opgaver. 125 Opgaverne omfatter humanitære opgaver og redningsindsats, fredsbevarende opgaver samt kampopgaver ved krisestyring, herunder fredsskabelse. 126 EU, som krisestyringsorganisation, er ikke i FUSPen underlagt nogen geografisk begrænsning altså vil EU kunne involvere sig globalt og ikke kun regionalt. Men praktisk vil indsatserne nok primært finde sted i nærområdet, det vil sige Balkan, Kaukasus, Mellemøsten og det nordlige Afrika. Operationer i EU-ramme kan gennemføres i områder, hvor NATO som helhed ikke er indsat. Dette kompromis er skabt for at sikre, at der dels ikke vil være konkurrerende organisationer i en konflikt og dels fordi ESDP er baseret på lån af NATO aktiver altså styrker, der herved bliver dobbelthattet. ESDP set i lyset af 11. september, kan bidrage til en arbejdsdeling mellem USA og EU ikke mindst på Balkan Den militære kapacitet i ESDP. Der er opstillet et overordnet styrkemål for den kommende reaktionsstyrke i EU. Det er bestemt at EU ved udgangen af år 2003 skal være istand til med 60 dages varsel at udsende en styrke på mand i op til et år. I år 2000 er der på en tilsagnskonferrence givet tilsagn om styrkebidrag sammenstillet i et styrkekatalog. Ud over EU-lande har kommende medlemslande og andre lande både i og uden for NATO givet tilsagn om at deltage med styrker. Samlet set er der ikke flere styrker i Europa. Men grundet den tidligere omtalte dobbelthattethed er det nu mulig at bruge styrker, der som udgangspunkt er en del af NATO s styrkestruktur. For nuværende er der lagt beslag på en stor del af disse styrker på Balkan. 128 I forbindelse med reaktionsstyrken er der konstateret en række mangler i de kapaciteter EU i dag har til rådighed over. Det er primært deployeringsevne, udholdenhed og interoperabilitet. Medlemslandene har i den forbindelse forpligtet sig til at finde initiativer, der kan iværksættes nationalt eller i fællesskab, og som kan rode bod på disse mangler. Endvidere vil EU-landene søge at opnå en række fælles kapacitetsmål inden for C2 129, strategisk efterretningsindhentning og strategisk transport. Disse projekter har dog en tidshorisont, der rækker ud over år Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS. 126 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 118 af Lykke Friis, IIS. 127 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS 128 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side 85 af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS. 129 Kommando og kontrol 130 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS UKLASSIFICERET 53

54 Sammenfattende er der efter det foreløbige styrkekatalog en militær kapacitet på mand samt på sigt mand i deltagerlandene klar til at afløse de indsatte inden for et vist tidsrum. Her ud over indeholder styrken 400 kampfly, 100 krigsskibe og 100 jordbaserede anlæg til støtte, herunder korpshovedkvarterer, der kan bruges til C Den civile kapacitet. Sammen med opbygningen af en militærkapacitet har der været en tilsvarende på det civile område. Fundamentet omhandler et styrket samarbejde, koordination og udnyttelse af de civile ressourcer i hele unionen i fremtidige kriser og konflikter. Hensigten er, at der inden udgangen af år 2003 skal etableres en reaktionskapacitet inden for en række områder. Styrken skal kunne indsættes på anmodning fra OSCE og FN eller som en selvstændig ledet operation af EU. Følgende fire områder prioriteres: Politi, hvor EU-landene har forpligtet sig til at bidrage, så styrken samlet set bliver på 5000 mand, hvoraf 1000 politifolk skal kunne indsættes inden for 30 dage. De politimæssige opgaver skal være et bredt spektrum af politimissioner. Halvmilitære politistyrker kan indgå i styrken. Styrkelse af retsstatsprincippet, hvor medlemslandene skal kunne indsætte 200 eksperter (hovedsagelig dommere, anklagere og fængselspersonale) inden for 30 dage. Hovedopgaven vil primært være at opbygge retsinstitutioner, gennemføre rådgivning og uddannelse af lokale. Der kan gives overordnet retskompetence til udsendte EU-dommerer, hvor dette måtte være nødvendigt. Civil beskyttelse, hvor EU skal kunne udsende hold med 3 7 timers beredskab. Holdene skal primært være behjælpelig med at yde den akutte beskyttelse af civilbefolkninger. Styrken skal være på op til 2000 personer, der ikke alle er på samme høje beredskab. Ud over den akutte beskyttelse skal styrken kunne samarbejde med andre humanitære organisationer. Militærkapacitet skal kunne bruges til bl.a. transportopgaver. Civil administration, hvor EU vil kunne sende et antal eksperter, der kan støtte med lokale forvaltningsopgaver, opbygning af infrastruktur m.m EU ledede operationer i nærmeste fremtid. Det står ikke umiddelbart først på den europæiske dagsorden, at EU skal iværksætte autonome aktioner nu og her. Der er mere tale om aktioner i den lave ende af Petersbergskalaen. EU har ikke opbygget militære hovedkvarterer som SHAPE i NATO, og derfor er EU for nuværende stærk afhængig af NATO, dels som styrkebidragydere men også som støtte i f.m. planlægning og C2. Der har været drøftet retningslinier for EU s adgang til NATO aktiver, og samtidig sikres der en større sammenhæng mellem FUSP, ESDP og de aktiviteter, der pågår i NATO gennem et tættere samarbejde. 133 For nuværende har EU overtaget politiopgaven i Bosnien-Hercegovina efter FN. EU har aftalt med NATO at organisationen overtager nuværende operationer i Makedonien og i Bosnien-Hercegovina i løbet af år FN har via Kofi Annan 131 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 134 af Lykke Friis, IIS 132 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS 133 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS. 134 Indlæg fra Direktør Michael Matthiesen på FAK MAN 20 JAN UKLASSIFICERET 54

55 givet sig til talsmand for at gennemførelsen af FN resolutioner i fremtiden kan gøres til genstand til udlicitering blandt regionale sikkerhedsorganisationer. EU vil i fremtiden byde ind på disse opgaver Konfliktforebyggelse. Med et ESDP, der både indeholder en militær og civil kapacitet samt et EU, der arbejder for optagelse af nye medlemslande, er EU blevet en stor international spiller i eget nærområde. Dels sikres der stabilitet gennem muligheden for at optage nye lande, der herved bliver en del af unionen og herved nyder den integration, som findes her. Men EU har et stort krisestyringsapparat i ESDP. Faktisk vil EU være den største globalt, der kan bidrage med militære og civile kapaciteter. FN har ikke umiddelbar indbygget de samme procedure og styrkebidrag som EU. EU har mange instrumenter, der kan anvendes lige fra handelspolitikker og andre økonomistabiliserende foranstaltninger som kriseforbyggende midler. 136 Med både en gulerod og en stok er det opfattelsen internationalt, at EU har skabt et instrument, der gør EU til en unik aktør. NATO kan kun levere den militære krisestyring men skal ty til FN, når det handler om det civile område. FN kan i fremtiden bruge EU som leverandør af en krisepakke EU s institutionelle tilpasning. Som et led i ESDP er der oprettet en række organer, der kan forberede og gennemføre kriseoperationer og langsigtede forbyggelsesindsatser. I bilag 2 er vist de organer, der her bliver omtalt og deres sammenhæng. Der er etableret en udenrigs- og sikkerhedspolitisk komite (PSC), militærkomite, militærstab og civile krisekomite. PSC udgør det nye omdrejningspunkt for EU s fremtidige fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. PSC har den fulde politiske og strategiske styring over EU operationer inden for de rammer, der er udstukket af ministerrådet. I forbindelse med etableringen af FUSP og senere ESDP er den tidligere NATO generalsekretær Javier Solana ansat som repræsentant for ministerrådet og varetager som en slags generalsekretær arbejdet i PSC. Det minder lidt om NATO FUSP og NATO. NATO s aktiver og beredskab overstiger langt alle andre organisationer i verden. Endvidere fungerer NATO som politisk og organisatorisk ramme for amerikansk engagement i Europa. Hermed er det muligt at trække på USA s store militære kapaciteter og tyngde i international politik, hvilket også betyder Washingtons lederskab. NATO udgør den naturlige ramme for militære operationer af den hårde slags og i stor skala samt afskrækkelseskapaciteten i Europa. Det forhold at regionale konflikter i Europas baggård 139 pågår i øjeblikket, hvor der er en sammenblanding af militære og civile operationer er ikke den cocktail som USA ønsker nærmest tværtimod. Med EU s etablering af FUSPen og ESDP giver dette mulighed for en fleksibilitet, der 135 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 152 af Lykke Friis, IIS 136 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS 137 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 145 af Lykke Friis, IIS 138 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS 139 Med Europas baggård forstås de lande, der grænser på til EU s syd- og østlige grænser. UKLASSIFICERET 55

56 tilgodeser dels EU s formåen, men også de holdninger, som USA viser. NATO kan fremover være krisestyringscenter, men EU er et godt alternativ, når det gælder operationer i den lave ende af intensitetsskalaen. 140 Umiddelbart virker det oplagt, at når de to store organisationer er placeret i samme hovedstad ville det være naturligt med et tæt samarbejde. Men sådan forholder det sig ikke. De to organisationer har ingen formelle forbindelser mellem hinanden. Faktisk var det på morgenmadsniveau NATO s generalsekretær og Solana mødtes i begyndelsen. Der er flere problemer i forholdet de to organisationer imellem. For det første var NATO ikke umiddelbart interesseret i at udlåne materiel til EU. Det kunne jo blive beskadiget. Det var primært USA, der her markerede. Samtidig frygtede NATO, at EU-operationer kunne komme ud af kontrol og efterfølgende udvikle sig til egentlige artikel 5 NATO-operationer, hvilket USA heller ikke var interesseret i. Det var først på NATO-topmødet 99 i Washington, at EU fik en udlånsaftale. Et andet problem var Tyrkiet, der ikke var EU-medlem og frygtede, at EU i en eller anden situation kunne bruges imod tyrkiske interesser. Grækenland er jo med i EU. USA ville have garanti for at alle NATO-lande kunne få adgang til deltagelse i EU-operationer og herved ville NATO-lande ikke hindre en EU-operation. Efter EU-topmødet i København er Tyrkiets forbehold over for EU som lånere af NATO aktiver væk. Endvidere er det besluttet, at der afholdes møder mellem europæiske NATO-lande og EU flere gange årligt FUSPens endelige udseende. Med vedtagelsen af FUSPen og ESDP har ingen EU-medlemslande (altså dem, der deltager i FUSP og ESDP. Danmark deltager ikke i ESDP) ønsket at placere området i søjle et, hvor det overnationale råd i form af Kommissionen har sit virkefelt. Derfor er FUSP under Solanas ledelse placeret i 2. søjle, hvor det er ministerrådet, der har direkte kontakt til PSC. Inden EU kan gå i aktion skal alle medlemslande godkende aktionen og herefter er det op til det enkelte land at beslutte i hvor høj grad landet vil deltage og med hvad. Som forløber for FUSPen var der blandt en del europæiske lande et fælles militært samarbejde i Vestunionen (WEU). Denne organisation indeholdte elementer, der minder en del om NATO-partnerskabet. Disse aftaler er i et vist omfang overført til ESDPén. Med overførelsen er der nu kun en tom skal i det tidligere samarbejde i WEU. Skallen indeholder en musketeraftale medlemslande imellem. Denne musketered kan blive genstand for kommende traktatforhandlinger. Den endelige FUSP-aftale altså søjle 2 er anført i bilag 3. Aftalen er udbygget i forhold til Amsterdamtraktaten. Således er aftalen om Petersberg-opgaverne, opbygning af komiteer, fælles forsvarspolitik og styrkebidrag såvel civilt som militært indbygget. Som beslutningsinstrument er endvidere en mulighed for et forstærket FUSP samarbejde. Inden for denne aftale forudses det, at resterne fra WEU-aftalerne havner. 142 Det forhold, at EU nu med vedtagelsen af Nice-traktaten har en reaktionsstyrke giver også nye besværligheder. Et EU uden en strategi og et mandat til at bruge sin militære kapacitet frygtes, at kunne misbruges dels af et mediebaseret pres fra interessegrupper, men også i en fremtid, hvor der ikke skal være konsensus vedrørende en indsættelse. Der er faktisk kræfter internt i EU, der arbejder på at konsensusvedtagelser på det udenrigspolitiske område skal begrænses og over tid fjernes. 140 Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter side af Kristoffer M Vivike og Lotte Macon, IIS 141 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS 142 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS UKLASSIFICERET 56

57 Et brud med konsesusprincippet vil i fremtiden kunne favorisere enkelte større lande og bureaukratiet i EU. Endelig er det sådan, at den høje repræsentant i fremtiden skal udpeges ved flertalsafstemninger, hvilket vil kunne give lande i et forstærket samarbejde muligheden for at få valgt en repræsentant, der netop er kendetegnet ved deres holdninger vedrørende den fælles udenrigspolitik. Den høje repræsentant vil med sin egen stab også i fremtiden have stor indflydelse på hvilken udenrigspolitik, der skal kendetegne EU. Endelig er der paragraffen i aftalen om, at der mellem enkelte stater i EU kan være et forstærket samarbejde, hvor der er mulighed for, at en koalition af villige lande kan presse EU til at engagere sig i en konflikt, der ikke er fuld opbakning til i EU-kredsen. Umiddelbart er det udvidet forsvarssamarbejde ikke set som et samarbejde inden for udenrigspolitikken, men primært på det militære samarbejde som det der p.t. eksisterer mellem Tyskland og Frankrig. Men det er utænkelig at et sådant samarbejde ikke også vil indeholde fælles aftaler eller holdninger til udenrigspolitiske forhold FUSPens påvirkning af det transatlantiske forhold. Udformningen af FUSPen er ikke et forsøg på at skubbe USA ud af Europa. Konflikterne i Golfen, Bosnien og Kosovo har klart vist, at Europa har brug for amerikansk tilstedeværelse. Man kan vel sige, at forholdet hen over Atlanten er ved at blive omdefineret efter den Kolde Krig og tilblivelsen af FUSPen er et bevis herpå. En usikkerhed på modpartens bagved liggende motiver for et stærkt engagement medvirker øjensynligt også til europæisk positionering. Med tilblivelsen af ESDPen har EUlandene fået et grundlag, hvorpå en modernisering sideløbende med NATOs initiativer kan gennemføres. Det er ikke sandsynligt at ESDP på lang sigt vil betyde øgede forsvarsudgifter, men skete det, vil USA formentlig frygte at NATO-samarbejdet blive presset og samtidig ville USA frygte, at EU på sigt kan stå på helt egne ben. Omvendt, gennemføres der ikke en omprioritering eller tilføres yderligere midler, vil det militære gab mellem Europa og USA bare vokse. Samtidig må den amerikanske skatteborger spørge sig selv om, hvor længe USA skal betale for europæisk sikkerhed med den nuværende fredstilstand og udbygget samarbejde landene imellem i Europa. 144 En udbredt misforståelse i amerikanske politiske kredse er, at en europæisk reaktionsstyrke bliver en konkurrent til NATO vedrørende forsvar af det territoriale område. Denne opfattelse er med 2. søjles indhold ikke umiddelbar nærliggende, idet det primært er Petersberg-opgaverne, ESDP vil engagerer sig i. Snarere er det et spørgsmål om at leve op til forventninger fra den amerikanske side. Med ESDP er der sået et håb om større deltagelse i kriseoperationer og hermed leve op til det amerikanske krav om større burden sharing. Formår Europa ikke at leve op til de forpligtelser, der ligger i etableringen af EU s 2. søjle, vil det klart vise amerikanerne, at EU ikke mener noget med ønsket om at være en aktiv aktør på den sikkerhedspolitiske scene. Endelig er der den uvante rolle fra amerikansk side, om at skulle dele scene med EU. USA er vant til at være den toneangivende og pludselig begynder EU - nærmest som en opkomling, at konkurrere på den internationale diplomatiske scene, hvor USA jo siden den Kolde Krigs afslutning har været førende af 5 FEB Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS 145 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS UKLASSIFICERET 57

58 Forholdet til Rusland er også et emne, der har bekymret USA en del. For hvordan vil Rusland reagere, når der er to store sikkerhedsorganisationer lige uden for russernes dør. Faktisk har Rusland ikke udtrykt skepsis faktisk modsat. Rusland har som tidligere antydet ønsket at tilmelde styrker til EU kriseoperationer. Dette kan skyldes at Rusland ikke anser EU med sin egen ESDP som en trussel, som Rusland jo tidligere opfattede NATO. Dette kan måske også ses afspejlet i den accept Rusland har givet til EU s udvidelse mod øst. Et typisk forløb har jo været at nye EU-lande først blev NATO-medlemmer for senere at blive optaget i EU-samarbejdet. NATO var sikkerhedsgaranten, og EU sikrede økonomisk og handelsmæssig udvikling. Hermed bidrog EU og NATO i fællesskab til stabilitet på det europæiske kontinent Kan aftalesættet i FUSPen holde internt i EU? Den 30. januar 2003 har 8 europæiske lande, her iblandt fem nuværende - og tre kommende medlemmer af EU underskrevet en fælles erklæring om sammenhold mellem USA og Europa ved en evt. væbnet konflikt mellem Irak og en koalition ledet af USA. Erklæringen i sig selv, har ikke et divergerende indhold i forhold til den fælles holdning, der blandt EU-udenrigsministrene er vedtaget medio januar år 2003 i Bruxelles. Det væsentlige i erklæringen er, at den kun er underskrevet af fem EU lande og 3 lande som er kommende medlemmer. Der er altså en række lande i EU, der ikke vil eller ikke har fået mulighed for at medunderskrive erklæringen og herved fremstår EU som splittet i forhold til USA s eventuelle indgriben i Irak. Op til erklæringen har Tyskland sammen med Frankrig fremstået som talsmænd for EU (dog undtaget England) med en holdning, der ikke var tilhængere af en væbnet konflikt. Tyskland har på forhånd afskrevet muligheden for at stemme ja til en FN-resolution, der vil give USA et legitimt grundlag for at iværksætte en militær operation. Frankrig har der imod endnu ikke helt afskrevet muligheden for at deltage såfremt, der foreligger en FN resolution. 147 Ved at offentliggøre erklæringen i flere større europæiske aviser udstilles et EU, der er delt i Irakdiskussionen. En del af EU med England og Spanien i spidsen er for støtte til USA primært gennem en ny FN resolution. Det gamle Europa 148 viser den tilbageholdenhed, der dels har baggrund i historiske begivenheder i Tyskland men også indenrigspolitiske forpligtigelser, den tyske kansler har givet i forbindelse med det tyske forbundsvalg. Frankrigs modstand tager sit udgangspunkt traditionelt i en generel mistænksomhed over for et toneangivende USA. Grækenland, der i første halvår af 2003 har formandstabet i EU, var ikke orienteret om erklæringen og ej heller Solana har haft mulighed for at kommentere erklæringen. Erklæringen er vedlagt i bilag 4. Formandskabet har udtalt, at det vil gennemføre et ekstra ordinært topmøde med et punkt på dagsordnen nemlig hvordan EU fremover skal fremstå som en samlet organisation i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i rammen af EU søjle 2 FUSPen. 149 Dette topmøde er gennemført 17. februar 2003 i Bruxelles. En del europæiske topledere har opfattet topmødet som en skidt ide, idet de frygter, at mødet blot yderligere vil udstille EU som en splittet organisation. Mødet 146 Den europæiske byggeplads, kap. 4, side af Lykke Friis, IIS 147 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion. 148 USA forsvarsminister har efter Tyskland og Frankrigs modstand imod en militæroperation mod Irak benævnt disse to lande for det gamle Europa og fremhævet at der er et nyt Europa med tyngdepunkt om kring nye nye EU- og NATO-lande samt de mere liberale lande, her i blandt Danmark. 149 Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion. UKLASSIFICERET 58

59 indledes med et oplæg fra FN s generalsekretær, der af mange vurderes at skulle forsøge at gyde olie på de splittede vande i EU. Endvidere gennemføres mødet før FN s Sikkerhedsråd har afsluttet sin debat vedrørende Irak-spørgsmålet. 150 Oprindelig var det et EU med de kommende nye lande, der skulle mødes, men det lykkedes Tyskland, Frankrig og Belgien at få formandskabet til at trække invitationerne til de kommende nye lande tilbage. Herved udelukkes nogle af underskriverne af den erklæring, som 8 nuværende og kommende EU-lande underskrev ultimo JAN Ligeledes er det netop Tyskland, Frankrig og Belgien, der har skabt uenighed i NATO vedrørende støtte til Tyrkiet. Kritikere har måske ret i, at der er en opdeling i EU, de der støtter USA og dem der ikke vil og hellere ser en stærkere positionering af store EU-lande. 151 Et andet spørgsmål melder sig herefter. Hvorfor blev erklæringen egentlig fremsendt i den form den gjorde? En grund ligger lige for. Nogle af EU medlemslandene var trætte af at Tyskland og Frankrig fremstod som talsmænd for EU. Samtidig frygtede de at disse to landes fremtoning ville svække et transatlantiske forhold til USA. En anden årsag kan være et tidsaspekt, hvor de gamle europæiske lande vil have mere tid til at våbeninspektørerne kan finde beviser. Andre lande, her iblandt England, vil have en evt. FN- besluttet konflikt overstået hurtigt. 152 Englands Tony Blair har på et møde tirsdag 4. februar 2003 forsøgt at overtale Frankrigs præsident til at skifte holdning, men uden resultat. Således fastholder Frankrig at våbeninspektørerne skal have mere tid. 153 Et afsluttende spørgsmål vil være om denne splittelse vil lamme den fælles FUSP fremover? Umiddelbart kan det se sådan ud, men der er tradition for at EU landene finder hinanden det har de gjort i forbindelse med opbygningen af EU så hvorfor skulle det så ikke også ske på det sikkerhedspolitiske område? Det er muligt, at der vil gå en rum tid og i den periode vil FUSPen ligge brak. Men EU har forpligtet sig til for nuværende at være aktør i eksempelvis Jugoslavien og i fremtiden overtage en NATO-operationen. Derfor er det nødvendig at regeringslederen finder hinanden Forholdet mellem Europa og USA Det europæiske forhold til USA umiddelbart efter 11. september. Efter 11. september 2001 reagerede den vestlige verden ved stort sammenhold. Angrebet samlede de typiske allierede til USA og alle udtrykte sympati for amerikanerne. Glemt var de transatlantiske diskussioner om Anti-ballistiske Missilaftalen (ABMaftalen), Kyoto protokollen, Ottawa aftalen vedrørende forbud mod personelmine og USA s afvisning af den Internationale Krigsforbryderdomstol. Terrorangrebet havde på ny samlet de traditionelle allierede i en ny kamp mod international terrorisme. Denne trussel havde pustet nyt liv i et ellers lavenergi forhold tværs over Atlanten. De ideologiske stridigheder var for en stund begravet. For første gang var NATO s artikel 5 iværksat, hvilket gav en følelse af sammenhold ideologisk og med mange fællesnævnere. Europa oplevede, at USA s præsident George W. Bush s administration appellerede til sammenhold, og FN blev straks det forum, hvor terrorangrebet af 17 FEB af 3 FEB Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion af 3 FEB Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion. UKLASSIFICERET 59

60 blev diskuteret. Dette opfattedes af Europa som om, at USA ville skabe det nødvendig politiske grundlag for at kunne gennemføre modforanstaltninger. Men denne opfattelse fik en kort levetid. USA ville ikke vente på at den europæiske diskussionsklub blev færdig med at debattere, hvordan verden bedst kunne imødegå terroren. USA s hurtige militære indsættelse i Afghanistan skabte en opfattelse af, at USA ville gå enegang og at Europa endsige NATO ikke have kapacitet til at gøre noget. Europa oplevede sig selv blive ignoreret af USA og hermed var kimen lagt til mange uoverensstemmelser i det transatlantiske forhold. 155 Da USA umiddelbart iværksatte en militær bekæmpelse af terrornetværket Al-Qaida, kunne Europa ikke tilbyde noget særligt. Dels var Europa meget usikker på sig egen identitet. ESDP er for nuværende mest en teoretisk mulighed. Europas mulighed for selvstændigt at virke militært kan endnu ikke gennemføres i den europæiske søjle. Der mangler de nødvendig kommando og styrkestrukturer, der gør Europa til en troværdig militær medspiller på den internationale scene. USA har derfor valgt at se bort fra Europa som en seriøs medspiller i USA s militære prioritet nummer 1 nemlig bekæmpelse af terrorisme. Så den store udfordring for Europa og nok mere for EU er at transformere sig til en troværdig partner for USA. 156 Europa har stiltiende måtte se til, at USA har lederskabet globalt på det økonomiske, politiske og militære område, og har i politiske kredse i nogle europæiske stater ført til en vis antiamerikansk stemning. 157 Dette kan skyldes, at der på hver side af Atlanten er forskellige overordnede sikkerhedsdagsordner. I USA er det emner som: Geo-økonomi primært omkring centerting af geografiske økonomivækstcentrer, herunder en langt større indflydelse til multilaterale handelsorganisationer som WTO, Det handler om miljøspørgsmål, men udelukkende på det globale niveau. Epidemier og globale sygdomme så som AIDS og spredningen af biologiske våben. Organiseret kriminalitet, herunder en krig mod narkotika. Terrorisme, hvorunder den amerikanske regering har løftet koordineringen til kabinet- niveau. Endvidere er udviklingen af missilforsvar en del af dette emne. Slyngel stater og spredningen af masseødelæggelsesvåben Spredning af demokrati til fordel de enkelte folk og på bekostning af tyranni og eneherskende regimer. Indvandringsspørgsmål. I Europa er det emmer som: Truslen fra Europas fortid altså en sikring af at Europa kan holde sammen og ikke igen skabe ufred internt. Det er de store lande som Tyskland, England og Frankrig der er ledende på dette område. Primært grundet de historiske bindinger fra de to verdenskrige. 155 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side 1 5. UKLASSIFICERET 60

61 Etniske konflikter i den østlige del af Europa. Her primært de voksende problemer med etniske mindretal, der fra Kaukasusområdet og det nordlige Afrika er flygtet til det centrale Europa og selvfølgelig befolkningsgrupperne i det tidligere Jugoslavien. Failed States tæt på Europas grænser. Her er det især Kaukasusområdet, Mellemøsten og det nordlige Afrika der giver anledning til denne fokusering. Terrorisme, regionale konflikter, miljø og spredning af sygdomme. Europa viser stærk interesse i at begrænse disse problemområder, men primært med bløde midler og vedrørende terrorisme bakket op med politiindsats. Samfundsdiskussioner, hvor dette emne primært skal ses i rammen af EU og de øvrige samarbejdsrelationer, der er i Europa ønsker integration. De forskellige dagsordner kan give en forskel i opfattelsen af sikkerhedsspørgsmål som i USA s nye nationale sikkerhedsstrategi fra september år 2002 kan blive endnu mere udtalt. Denne divergens kan give en oplevelse af et forhold mellem Europa og USA, der afspejler splittelse og uenighed om de vigtigste sikkerhedsmæssige emner Ændring i den amerikanske opfattelse af Europa og EU, som institution. I Europa har der siden det sidste præsidentvalg i USA været en opfattelse af, at USA har ændret opfattelse af Europas fremtidige rolle og EU som institution og partner. Internt i det politiske miljø i Washington har der været en stigende debat vedrørende holdningen til Europa og EU og den europæiske dominans eller den formodede domination i f.eks. NATO og i andre organer. Ændringerne i diskussionsemnerne har selvfølgelig baggrund i et regeringsskifte i USA både i selve regeringen, men også i kongressen og repræsentanternes hus. Emnerne har været følgende: Europa i rammen af USA s Grand strategy. Fremtiden for USA s militære engagement og forpligtigelse i Europa. Reaktioner i forhold til EU s forsøg på at blive en større international aktør. Fremtidig forsvars- og sikkerhedspolitik. USA har historisk i perioden fra isoleret sig med henblik på at koncentrere sig om sig selv. Historien har i en vis udstrækning gentaget sig i det 21. århundrede. USA vil fokusere på sig selv uden at bruge al for mange kræfter på andre. Under præsident Clinton blev de europæiske lande ofte konsulteret inden USA lagde sig fast på en kurs. Dette er under Bush ændret til i langt højere grad igen at handle om USA og primært i det perspektiv, at USA skal være forrest og ledende. Eksempelvis er EU som organisation stort set ikke nævnt i USA nye National Security Strategy (NSS) ud over at være en attaktiv handelspartner. Samtidig har USA vist at landet gerne går imod andre traditionelle allierede. I sin regering har præsident Bush nogle meget konservative ministre og rådgivere. Sikkerhedsrådgiveren Condolezza Rice og Donald Rumsfeld tilhører de såkaldte hardliners, mens udenrigsministeren Colin Powell til hører den mere internationalistiske gren af centraladministrationen. Sikkerhedsrådgiveren vurderes at være den primære forfatter af NSS. 159 Ved etableringen af EU s 2. søjle altså FUSPen og herunder ESDP er der i det politiske amerikanske miljø bekymring om, at dette tiltag er startskuddet til enden på 158 Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, artikel af Ole Wæver, vedrørende Widening the concept of security. 159 Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The changing domestic scenery in the US UKLASSIFICERET 61

62 NATO som forsvarsalliance. Vil EU virkelig kunne påtage kriseopgaver med et militært islæt? Faktisk er der også positive tilkendegivelser, der primært går på en forventning om at EU i rammen af ESDP påtager sig flere militære opgaver og herved medvirker til en mere ligelig burden sharing mellem USA og Europa. Endda forventninger om en snarlig tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Europa kunne være et resultat af EU s initiativ. Nogle af de negative udtalelser er primært fokuseret på at EU-landene hellere skulle koncentrere sig om at opfylde deres forpligtelser til NATO i stedet for at etablere et konkurrende organ til NATO. NATO lancering af Defence Capabilities Initiative fra Washinton topmødet i år 1999 har ikke ansporet EU til at sætte fart i erhvervelsen af de nødvendige kapaciteter, så hvorfor så gå alene med ESDP? 160 Det amerikanske politiske miljø har heller ikke sparet på restriktioner i forhold til EU s aktørrolle. Det er kraftigt pointeret, at NATO skal have eneret på artikel 5 operationer og at NATO skal godkende EU operationer, for så vidt at EU skal bruge NATO styrker. Disse restriktioner er da også efterfølgende indbygget i ESDPen. Endelig er der frygten for at EU landene eller nogle af dem mellem hinanden afklarer sikkerhedsspørgsmål, for herefter at fremføre fælles holdninger i NATO. Denne situation vil sætte USA i en særdeles prekær situation, hvor den amerikanske side må forudse at møde en måske fast opinion ved forhandlingsbordet. En sådan tilstand vil klart medvirke til en transatlantisk splittelse opstår udtrykker amerikanske kommentatorer. USA betragter England som den nærmeste europæiske allierede. Der er forventninger om at englænderne vil tilsikre, at en sådan opinion ikke bliver sædvanen, men kun en yderst sjælden begivenhed Udenrigspolitisk kultur i Europa og USA. Europa har siden 2. Verdenskrig baseret sig på internationale institutioner som FN, EU, OSCE og NATO samt andre samarbejdsorganisationer. Disse organisationer har skabt en samarbejdsramme om mange af de udenrigspolitiske problemstillinger, som Europa skulle forholde sig til. Europæerne har oplevet et USA, der også var bundet tæt til denne ramme indtil afslutningen af den Kolde Krig. Op igennem 1990erne har USA i flere tilfælde holdt sig uden for en del af disse organisationer og direkte brudt med dem. Op igennem historien har USA, der har haft en voldsom industrialisering kombineret med en fremherskende kristen religiøs befolkning, oplevet stor rigdom. På den baggrund er det lige som indgroet, at USA er skabt til at være førende og dette muliggjorde at befolkning og politiske ledere troede på det retfærdige og rigtige i at skulle påvirke alle andre folk. Det handler med andre ord om at vise, at den amerikanske livsform og indstilling til livet giver frihed og velstand, under forudsætning af, at den følger de normer, der betyder noget hos amerikanerne og hermed også burde gælde for andre. De stater, der ikke kunne identificere sig med dette menneskesyn, var amerikanske regeringer ikke særlig interesseret i at samarbejde med. Det amerikanske samfund kan med rette kaldes for kulturrealistisk 162. Landet er voldsomt påvirket af befolkningens syn på forskellige problemstillinger, og derfor er det også en 160 Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The changing domestic scenery in the US. 161 Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The changing domestic scenery in the US. 162 Kulturrealisme betyder at et samfund med udgangspunkt i historiske normer reagerer i forhold til disse normer og vil ikke erkende sig til andres normer, fordi man antager at ens egne er de bedste. Reference til Lektor Lars Erslev undervisning på FAK Ultimo JAN UKLASSIFICERET 62

63 målsætning for de fleste amerikanske politikere at sikre sig en folkelig opbakning. Denne frygt for at få befolkningen imod sig, har i mange sammenhænge været årsag til at udenrigspolitik har været bestemt af de indenrigspolitiske overskrifter. Udenrigspolitikken har været meget centreret om udbredelsen af demokrati og velstand sammen med frihed og menneskerettigheder. Disse fire områder repræsenterer netop de fokusområder USA altid i overskriftsform har holdt sig til. USA ser det som sin pligt på globalt plan at udbrede disse værdier. I USA er disse udenrigspolitiske holdninger oftest fremført af individualister - i det hele taget er politiske udmeldinger meget farvet af enkeltpersoner, der på USA s vegne skal fremføre normer og samfundsværdier. Magtbaser i form af stærk økonomi, en politisk klarhed, en stærk sikkerhedspolitisk aktør og store personligheder gør måske netop den amerikanske udenrigspolitik magtfuld og førende. 163 I Europa har der traditionelt været op til flere krige i hvert århundrede. Dette faktum har spillet en stor rolle i forholdet de enkelte lande imellem. Også interne sociale uroligheder har præget en del lande og dette kombineret med krige, har bidraget til, at Europa langt op i det attende og nittende århundrede var karakteriseret, som en række stater der var sig selv nærmest. Efter 2. Verdenskrig og op til 70érne var der spæde forsøg på at samle de europæiske stater om fælles projekter så som kul- og stålunionen forløberen for EF og senere EU. Med etablering af EU s FUSP er der for første gang i Europa grundlag for en fælles agerende rolle i forhold til de sikkerhedsspørgsmål, der opstår i nærområdet. EU er oplevet som en institution, der er fokuseret på at fastholde det etablerede samarbejde med udviklingen af dokumenter, men får reelt ikke gjort jobbet, som det er udtrykt af amerikanerne. Integration er det der bliver brugt ressourcer på og da EU ligeledes er i gang med en udvidelse med nye europæiske kulturer, der skal indpasses i EU-familien og hermed giver dette et indtryk af at Europa er et universeltkulturelt 164 samfund. I et sådant perspektiv er Europa nødt til at være åbne over for andre kulturelle traditioner og hermed bliver EU en samling af folk og samfund med forskellige traditioner og netop derfor, er der behov for tolerance og forsigtighed, for at få den europæiske integration til at lykkedes. Endvidere er EU oplevet som en mere pessimistisk og pragmatisk aktør, hvor USA klart savner en positiv, optimistisk og dynamisk tilgang til problemstillingerne. EU fokuserer på at løse udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål med diplomatiske værktøjer, som der jo siden 2. Verdenskrig har været tradition for. EU har en tendens til hele tiden at ville bruge institutioner som platform for løsninger og gerne suppleret med topmøder og konferencer, der skal give flest mulige indsigt i de opgaver, der skal løses. Og stadig, trods mulighed for fælles holdninger, har der i hele EU s levetid været forskellige holdninger til udenrigspolitikken, hvor specielt nogle lande, som England og Frankrig har signaleret særstandpunkter. Hermed er der antydet, at nationale interesse stadig er styrende, og det formentlig vil være svært at nå til enighed i familien af EU-lande. De kulturelle forskelle gør det svært at nå til fælles standpunkter hen over Atlanten og hermed er der lagt op til en fremtidig større anvendelse af koalitioner frem for brug af institutioner Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The changing domestic scenery in the US. 164 Universieltkulturelt samfund repræsenterer en samling af forskellige kulturer der er åben over for omverden og ikke udelukker kulturer, der vil samarbejde. Reference til Lektor Lars Erslev undervisning på FAK Ultimo JAN Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Jan Hallenberg vedrørende The changing domestic scenery in the US. UKLASSIFICERET 63

64 Sammenspillet mellem EU, NATO og USA. I år 1991 da FN godkendte en militær aktion mod Irak, der havde invaderet Kuwait, var det USA, der i rammen af en koalition ledede operationen. USA var senere involveret i Kosovokrigen, hvor NATO var det ledende organ og de amerikanske erfaringer herfra var ikke positive grundet de stramme politiske bindinger fra NAC 166. Efterfølgende har USA officielt foretrukket en koalition med deltagelse af lande, der frivilligt ville bidrage med styrker til en fælles operation. Denne form er foretrukket for herigennem at sikre, at politisk indblanding bliver mindsket mest muligt under en eventuel kampagne. Efter den 11. september år 2001 angreb USA Afghanistan og i den forbindelse bidrog europæiske lande med styrker, der primært var under europæisk kommando. Styrken var på 5000 mand og kom fra 12 EU-lande. International Security Assistance Force (ISAF) var skabt. Styrken fik et FN mandat, men var ikke underlagt FN, NATO eller EU. Der blev udpeget en ledende nation som i starten var England og senere overtog Tyskland og Holland i fællesskab ansvaret. Denne styrke er altså en samling af militære styrker i koalition, der arbejder på et FN mandat og i samarbejde med de amerikanske styrker. Denne konstruktion er set med amerikanske briller optimal. I ISAF er de enkelte lande repræsenteret henholdsvis i NATO og EU, men uden politisk interferens. Med relationer til både NATO og EU giver dette ISAF mulighed for at trække på de kapaciteter, der dels i NATO findes på den militære side, herunder støtte fra SHAPE 167 og dels på civil støttekapacitet fra EU. Sammen med betragtelig økonomiske bistand giver det ISAF gode betingelser for at virke. ISAF s opgave er typiske Petersberg-opgaver altså de opgaver, som EU i rammen af ESDP fokuserer på. Fra et amerikansk synspunkt, er de erfaringer der her drages særdeles gode, idet de giver fremtidsmuligheder for europæiske styrker, sammensat i en koalition, i operationer på den globale scene. ISAF s opgave med at genopbygge Afghanistan som stat bliver nu klaret med et samarbejde mellem europæiske militære styrker og USA, der herved tilsikrer, at amerikansk tilstedeværelse kan begrænses til kun det absolutte minimum. I mindre tidsperioder har europæiske lande også bidraget direkte til USA s indsats i mod Al-Qaida og Talaban i Afghanistan altså afgivet styrker i kommando af USA. Dette har fungeret fint og USA har ved flere lejligheder påpeget disse styrkers kvalifikationer. 168 De fremtidige perspektiver for ad-hoc koalitioner, som ISAF er et eksempel på kan blive en øget amerikansk fokusering på dette område, og der kan på tværs af Atlanten skabes bilaterale aftale, som kan spænde ben for en reel udmøntning af de mål, der er sat for ESDP. USA håber på at eventuelle bilaterale aftaler kan bidrage til en revurdering af de nationale udenrigs- og sikkerhedspolitikker i Europa. Dette vil kunne give USA en bedre mulighed for at manøvrere, men også skærpe uenigheden internt i EU Åben europæisk kritik af USA. Det har været en mere eller mindre uskrevet regel, at direkte og åbenlys kritik af USA var noget der ikke skete det var vigtigt at signalere sammenhold, hvilket også er- 166 North Atlantic Concil, NATO. 167 Supreme Headquarters Allies Powers Europe af 5 FEB af 5 FEB UKLASSIFICERET 64

65 klæringen fra de 8 europæiske ledere fra 30. januar 2003 kan ses som et eksempel på. Udtalelser fra blandt andet EU Kommissionen udtrykker klart at EU bør have en rolle. Det forlyder blandt andet som følger: Uanset hvor stor USA er, om USA er den eneste supermagt i verden så kan USA ikke løse opgaven alene. Ud over direkte kritik fra EU, har en del førende lande i EU åbent kritiseret USA for enegang. Europæisk kritik af USA kan ses i lyset af en stærk tiltagende europæisk patriotisme primært i de store EU-lande, som umiddelbar stødte en del amerikanske politikere på deres opfattelse af de traditionelle europæiske allierede. Bush s udtalelse: Enten er I med os eller også er I imod os er noget af den retorik, der har skubbet til denne antiamerikanisme. Den offentlige kritik af USA opleves som mangel på loyalitet. USA har altid støttet Europa og givet støtte politisk, militært og økonomisk og nu tillader Europa sig, at modsige USA, der netop nu havde oplevet et direkte angreb. Denne afstandstagen, som Europa her viste, gjorde de transatlantiske bånd tyndere og nemmere at springe. Med introduktionen af den onde akse 170 i januar 2002 havde USA ligeledes ikke taget Europa i ed, hvorfor alle europæiske lande ikke umiddelbart kunne slutte op om denne definition. Samtidig gennemførte USA en række antiterror love, der fra et europæisk synspunkt og støttet af menneskerettighedsorganisationer ikke overholdte menneskerettighederne. 171 USA opfatter Europa som værende mere bekymret om integration end forsvar mod udefra kommende trusler. 172 Med udtalt velvilje til at bruge tvangsdiplomatik og forebyggende angreb opfatter Europa det bevist, at USA s unipolære position er ved at tage overhånd. Flere lande opfatter USA s parathed til at gennemføre forebyggende angreb som et brud på FNpagten om landes suverænitet. USA har udtalt, at det ikke vil vente med at slå til, hvis en organisation eller land har til hensigt at angribe det amerikanske fastland. USA har tidligere under præsident Kennedy, overvejet et forebyggende angreb mod Cuba i år 1962, men afholdte sig netop den gang fra at gøre det af hensyn til FNpagten. USA s holdning om ikke at afvise forbyggende angreb og brug af taktiske A- våben mod slyngelstater, der har a-våben, er endnu engang grund til uenighed mellem USA og Europa. Mange europæiske ledere har anført at et forebyggende angreb vil udviske de regler, der i dag er normer i FN. Hvordan vil USA således reagere på et evt. kinesisk angreb på Taiwan eller et russisk angreb på Georgien. Det vil være som at åbne Pandoras boks af global anarki, hvis USA gør brug af forebyggende angrebsstrategien. Det at bruge A-våben som en agerende part er stik imod de atomvåbenaftaler, der er indgået med bl.a. Rusland. Der er stor risiko for at aftalen om ikke atomafprøvning på den bekostning bliver brudt,og der iværksættes et kapløb om udvikling af nye masseødelæggelsesvåben. 173 Et andet europæisk synspunkt er, at den 9. september 2001 bruges af den amerikanske regering til at forme en ny politisk retning, men også før terrorangrebet var USA i gang med at udvide sit manøvrerum. ABM traktaten, Kyoto protokollen og afstandtagen til den internationale kriminaldomstol er gode eksempler. Under præsident Clinton var det USA s opgave at holde sig gode venner med flest mulige. Dette er afløst af en holdning om at USA selv skal i forreste række, og herefter kan der bli- 170 USA opfatter Nordkorea, Syrien, Irak, Iran, Cuba og Libyen som de onde stater. 171 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow. side Strategic Yearbook 2002, The Transatlantic Link, Artikel af Bo Huldt vedrørende Introduction 173 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side UKLASSIFICERET 65

66 ve taget hensyn, vis det viser sig nødvendig. Dette øger dels den åbenbare kritik af USA og dels øger det antiamerikanismen i Europa. USA kan opleves som den amerikanske Gulliver, der har sprængt de bånd, der knyttede landet multilateralt. De små kan skubbe og forsøge at påvirke, men de må acceptere realiteten. USA vil selv. Irak har længe været en torn i øjet på USA og sammenholdt med påstand om Iraks masseødelæggelesvåben og bevis på at Iraks leder Saddam Hussein tidligere har bevidst at han tør bruge dem, har gjort, at USA sammen med bekæmpelsen af terrornetværk, føler sig forpligtet til en gang for alle at gøre rent bord med Irak. Det er opfattelsen i USA, at Golfkrigen i år 1991 stoppede for tidligt, og at Irak ikke blev frataget deres kapacitet til igen at kunne true deres naboer og andre lande i regionen, her iblandt Israel. USA var meget selvstændig i den indledende fase, men har ultimo år 2002 formået at få to resolutioner igennem i FN, der giver et langt klare mandat dog ikke med direkte ret til militær intervention. I forbindelse med Irakkrisen var en del europæiske lande afvisende for udsigten til en krig mod Irak med deltagelse af europæiske styrker. Kun England, der traditionelt er knyttet tæt til USA, gav uforbeholdende sin støtte. Europa erkender, at Irak tilhører den onde akse og trods modviljen til militær indgriben mod Irak, kan Europa med EU i spidsen ikke give nogen alternativ plan for, hvordan den vestlige verden skal takle Irak. Der er forslået en diplomatisk løsning, men med et kendskab til Iraks leder giver ikke dette gode odds. 174 Nogle af de mest USA-skeptiske lande i Irak-spørgsmålet har været Frankrig og Tyskland. Frankrig har, som permanent medlem af FN s sikkerhedsråd, en afgørende rolle i forhold til gennemførelse af resolutioner. Faktisk har Frankrig bevæget sig fra at være en rimelig tæt samarbejdspartner med USA til i den nuværende debat at fokusere mere på egen interesse samt sin traditionelle rolle udenrigspolitisk, når USA træder i frem på scenen. Altså USA skal ikke tror at de er noget særligt - holdningen er nu den styrende. Frankrigs rolle kan også sættes i et andet perspektiv. Frankrigs position i Irak-spørgsmålet er mere et spørgsmål om at kunne manifestere sin globale position, når nu landet har vetoret i FN. Frankrigs overordnede bekymring i forhold til en Irakkrig er ikke så meget den irakiske befolkning, men mere den indflydelse krigen vil have på den nuværende europæiske og egen økonomiske situation. USA har modargumenteret at en krig, modsat Frankrigs opfattelse, vil bringe mere stabilitet og lavere oliepriser. Den tyske kansler har brugt Irakkrigen som tema i valgkampen, hvor der er givet garantier til det tyske folk om at landet ikke under nogen omstændigheder vil deltage i en krig mod Irak. Denne holdning har skabt en konfrontationskurs mellem Tyskland og USA, der er Tysklands traditionelle allierede i alle spørgsmål. Tyske politikere frygter at holdningen på sigt vil betyde en amerikansk afstandstagen til Tyskland og samtidig bevirke, at Tyskland får svære ved at etablere samarbejde både politisk og økonomisk over Atlanten. 175 Efter perioden med USA s enegang mod Irak og den massive modstand fra Europa har USA som tidligere nævnt fået to resolutioner igennem FN, der giver Irak meget begrænsede muligheder for at undgå en væbnet konflikt med USA. Visse europæiske ledere så det som om USA vred armen om på ryggen af FN og nærmest tvang FN til at beslutte resolutionerne ellers ville USA gå enegang George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side af 5 FEB George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side UKLASSIFICERET 66

67 4.5. Det militære gab mellem Europa og USA EU militære formåen i forhold til USA. Det er en almindelig opfattelse at våbenkapløb i dag er begrænset til faktisk kun at omhandle USA. USA er i kapløb med sig selv og den konkurrence har naturligvis kun en vinder nemlig USA. En Revolution i militære forhold (RMA, revolution in military affairs) er påbegyndt. En del af RMA er udvikling af kommando, kontrol, kommunikation, computer, efterretning, overvågning og rekognoscering, data, links og præcisionsvåben. Udvikling betegnes som RMA. Revolutionen er overordnet set en måde hvorpå kampen føres under anvendelse af avanceret teknologi. Udvikling af disse våbensystemer vil i fremtidige konflikter give USA store force multipliers 177. Udviklingen af våbensystemer i RMA regi holder USA tæt til kroppen, således er det udelukkende USA, der for nuværende har kapacitet til forskning i området, hvorfor andre nationer har vanskeligt ved at få andel i den nye viden. RMA vil bringe USA s styrker på et niveau, hvor de vil oplev sig som de eneste. Øvrige nationers væbnede styrker vil spille i 2. division. I Europa opleves RMA som et resultat af stigende forsvarsbudgetter i USA, hvor imod Europa i tilsvarende periode har været udsat for en begrænsning i forsvarsudgifterne. Man kan sige at Europa hurtigt efter den Kolde Krig høstede dividenden af den nye situation efter ESDP kan på sigt vise sig at være base for en europæisk RMA, men EU diskuterer stadig rammer og vilkår for ESDP og derfor vil USA grundet udviklingstempoet være langt foran. USA bruger 4 gange så mange økonomiske midler på forskning pr. soldat som EU hvilket selvfølgelig stiller udviklingstempoet i et andet lys set i forhold til Europa. 178 USA s operation i Afghanistan har været en kombination af specialstyrker støttet at højteknologiske fly både bemandede men også ubemandede fly som den nye Predator. Faktisk har det i visse tilfælde været mere besværligt for USA at have lande med i koalitionen end selv gøre hele arbejdet, hvilket har medført, at USA selv har valgt enkelte lande til at deltage. De allierede, der har deltaget, er i Pentagon betragtet som bidragydere uden politisk indflydelse. USA s erfaring med kombination af special- og flystyrker har været en sådan succes at USA fremover vil prioritere disse typer styrker. 179 Europas mulighed i denne situation ses som værende et valg mellem en større prioritering af den forsvarsmæssige industri og hermed en forøgelse af forsvarsbudgetterne, eller en marginalisation, hvor Europa som international bidragyder til løsning af militære operationer, er forvandlet til den mindst mulige faktor. Det er et spørgsmål om Europa og her specielt EU er i stand til - og har viljen til at indhente det amerikanske RMA forspring. Europa er primært bag ud på to områder. Det er først for nyligt, at der er etableret et koordinerende organ for militærudvikling industrielt. For det andet er der endnu ikke udviklet en integreret joint 180 militær strategi, som skal give 177 Force Multipliers er systemer der har en afgørende betydning på kamppladsen og som forøger brugerens kapacitet betragtelig i forhold til en modstanders. 178 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side Samarbejde mellem flere militære værn. UKLASSIFICERET 67

68 grundlaget for udviklingen. Tempoet i politiske beslutning for området, der er relevante for RMA, er langt højere i USA end i Europa. Fremtidige militære operationer, med deltagelse af såvel styrker fra USA som fra Europa, vil blive mindre sandsynligt grundet forskellen i teknologi Europa har accepteret rollen som oprydder og leverandør af den lidt blødere vare. Dette er et faktum og vil på sigt kunne give store besværligheder for det transatlantiske forhold, dels fordi EU hermed vil føle sig presset til at skulle betale regningen for krigshandlingerne. Men også fordi Europa er forvandlet til et militært underudviklet del af de traditionelle allierede og hermed kan dette på sigt begrænse EU s ambitioner på den internationale scene om aktør. Det er et spørgsmål om omprioritering internt i Europa dels til NATO, som dele af de forpligtigelser 182, der accepteret ved Prag-topmødet, men også en diskussion om specialisering blandt de europæiske lande. En specialisering kan i sidste ende betyde en voldsom omstrukturering af de nationale militære enheder. Men der skal ske noget, for ellers kan Europa ikke yde sit bidrag på den militære front på det europæiske kontinent og samtidig være en troværdig partner. En udligning af burden sharing kan i en begyndelse for Europa være en fordel, fordi der internt i Europa vil komme mere fokus på militære kapaciteter. Men i det lange løb vil forskellen teknologisk mellem Europa og USA være af en sådan størrelse at Europa trods en mere selvstændig indsats vil være hægtet af. Iagttagere påstår at det i virkeligheden ikke er USA s forspring, der er hovedproblemet. Det i virkeligheden det faktum, at USA og Europa ser verdens problemer løst på to forskellige måder. USA vil løse konflikter mere hardcore og med militære midler, hvorimod Europa mere er til diplomatiske løsninger Kan EU opbygge sin militære kapacitet? Da RMA er en refleksion af en Can do 184 strategi, må Europa være statist, hvis de europæiske lande ikke kan eller vil deltage sammen med USA. Men faktisk har Europa jo økonomiske ressourcer til selv at iværksætte en RMA. Dette vil kræve en betragtelige midler, således at velfærd og social udvikling bliver nedprioriteret til fordel for en militær opbygning. Dette kan virkeliggøre EU s ambitioner om international aktørstatus på højde med USA. Det er dog usandsynligt at noget sådant vil ske, idet den europæiske befolkning kulturelt altid har prioriteret folkesundhed og velfærd langt højere end militær kapacitet. 185 EU-landene har fra år 1996 til 2000 haft et fald i militærudgifter på 41 mil $. 186 Spørgsmålet er om den militære kløft mellem USA og Europa er så stor at det transatlantiske forhold militært er ved at være historie? Svaret på dette spørgsmål kan formodentlig først besvares når tiden har modnet ESDP og de endelige erfaringer fra Afghanistan, EU s operationer i Jugoslavien og den nuværende konflikt i Irak er behandlet George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side De tilsagn om kapacitetsbidrag der er aftalt ved NATO-topmødet. 183 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side USA kan selvstændig gennemføre egentlige militære operationer, hvorimod Europa ikke er i stand til uden USA at gennemføre større operationer. USA har kapacitet til at gennemføre to større militære operationer samtidig. 185 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow, side Den europæiske byggeplads, kap. 4, side 135 af Lykke Friis, IIS 187 George C. Marshall, European Center for Security Studies, artikel af Peter van Ham vedrørende Europe and the Transatlantic Realitionship in the shadow of tomorrow side UKLASSIFICERET 68

69 4.6. Analyse af forholdet mellem EU, Europa og USA Generelt. Analysen er opdelt i delanalyser med hver sine sammenfatninger og delkonklusioner. Analysen afsluttes med opstilling af EU handlemuligheder set i et transatlantisk perspektiv med en vægt på EU som sikkerhedspolitisk aktør Analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør Analyse af EU s aktørmuligheder set i et historisk perspektiv. I forbindelse med en analyse af EU som sikkerhedspolitisk aktør er det historiske perspektiv indledningsvis vigtig. EU og hermed store dele af Europa har i lange perioder været intern i konflikt med hinanden. Har det ikke være direkte krige, har det været af en anden art f.eks. økonomiske hindringer og handelsspørgsmål. Man kan sige, at der før 2. Verdenskrig ikke var tradition for fælles samarbejde landene imellem i Europa. Efter 2. Verdenskrig er denne tendens vendt - dels grundet etableringen af NATO, den Kolde Krig og ikke mindst de indledende samarbejdsaftaler i 1950erne f.eks ved stål- og kulaftalen. Europa har altså inden for en relativ kort tidshorisont - d.v.s. de sidste 50 år - måtte vende sig til at skulle samarbejde. Dette forhold har op i gennem tiden haft gode vilkår. Således kunne det europæiske samarbejde i 1970erne krones med et europæisk fællesmarked, der primært beskæftigede sig med fælles handelsvilkår. En del lande var ikke tilfreds med at skulle begrænse sig til handel og den økonomi, der faldt heraf. Derfor blev grundstene til det vi i dag kender som FUSPen grundlagt i perioden år Der har aldrig i Europa været tradition for samarbejde på det udenrigspolitiske område. Det har været et område, hvor hvert enkelt land suverænt selv har besluttet sin politik. Det må for medlemmerne af EU have været et mærkelig oplevelse at se EU som grundsten blive drejet til nu også at være et fælles grundlag for udenrigspolitik. Med etableringen af ESDP i år 1998 og senest med Nice-traktaten var grundlaget for virket som sikkerhedspolitisk aktør på den globale scene skabt. Man kan anskue forløbet i et tidsmæssigt perspektiv og undre sig over at denne udvikling, men den må naturligt sammenkobles med det forhold at tidlige modstandere i Europa pludselig blev samarbejdspartnere. Efter sammenbruddet i de tidligere østbloklande blev der grundet vækstmuligheder og en øget fokus mod vest, et ønske om tilknytning til EU. Et NATO medlemskab blev i mange sammenhænge forudsætningerne for et EU medlemskab. Sikkerheden måtte sikres. Kigger man på EU for nuværende er der altså en fælles udenrigspolitik, der overordnet skal sikre, at EU-landene er enige i udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål for hermed at stå stærke og virke som en større mod- eller medspiller. Men er FUSPen skabt for at landene globalt kan vælge mellem USA og EU som mægler eller problemløser af udenrigspolitiske spørgsmål? Dette spørgsmål skal formentlig ses i rammen af den lange fredsperiode som Europa har oplevet siden 2. Verdenskrig. Nu er de europæiske lande været i fred med hinanden i næsten 60 år, og de har oven i købet kunnet enes om et udvidet samarbejde. Hvorfor skulle EU så ikke også have UKLASSIFICERET 69

70 mere at sige på en internationale scene. Ud over enighed har EU også en gulerod nemlig muligheden for at tilføre store økonomiske bidrag, hvilket gør EU attraktiv. Har EU virkelig muligheder globalt? FUSPen er formuleret så EU kan virke globalt, men det er vel mest sandsynlig at hovedindsatsen vil ske i nærområdet, i Mellemøsten, Centralasien samt i Nordafrika. Det er her EU primært har interesse miljø-, migrations- og konfliktmæssigt. Det kan på sigt ikke udelukkes at EU også vil spille som aktør mere globalt, men det kræver en synliggørelse og en række succeshistorier, der gør EU til et oplagt valg. Med dette som udgangspunkt kan det sammenfattes at EU har mulighed for med sin FUSP at være et alternativ til de øvrige internationale aktører herunder medspiller og modspiller til USA på den europæiske scene og i Europas umiddelbare nærområde. Men EU skal vænne sig til at samarbejde på et område, der traditionelt har været et nationalt anliggende med vidt forskellige grader af tilknytninger til de store nuværende aktører Analyse af EU s sikkerhedspolitiske rolle i rammen af FUSP og ESDP. Under FUSPen blev der i år 1998 skabt grundlaget for en militærdimension. Denne fælles sikkerheds og forsvarspolitik var fra starten baseret på et samarbejde med NATO. Dels havde EU ikke et militærapparat som NATO og dels var ESDP baseret på styrker, der også var NATO-styrker. Det overordnede princip var en militærstyrke, der kunne medvirke ved konfliktløsning. ESDPen er todelt. Dels en militærdel, men også en ikke ubetydelige civil kapacitet. Denne kombination af et værktøj i form af ESDP, der både kan virke som et militært og civilt instrument, er ikke set i andre større internationale institutioner på dette niveau. De overordnede mål er umiddelbar at være operativt i år 2003 med en styrke på mand og en civilkapacitet på et højt niveau. Med løsning af Petersberg-opgaver i forhold til NATOs opgaver, som i langt højere grad er baseret på out of area operationer samt selvfølgelig artikel 5 operationer var der med ESDP skabt et alternativ til NATO. Med aftalen om at NATO var den territoriale forsvarsorganisation blev EU en organisation, der skulle klare de bløde opgaver som netop er typiske fredsskabende og fredsbevarende operationer. Man kan sige, at der blev skabt en rolle fordeling mellem EU og NATO. Umiddelbart kunne man frygte, at EU ville være utilfreds med en sådan rolle fordeling. Men faktisk opfattes det sådan, at netop Petersberg-opgaverne tilgodeser de ambitioner som EU har på konfliktområdet. Det ligger ikke i kortene at EU med mand skal ud i en krigsoperation med alt hvad det indebære. Hertil har de europæiske lande jo NATO. Samtidig er Petersberg-opgaverne vel også et opgavesæt, der ligger godt til europæerne. Her er mulighed for at bruge diplomatik, økonomisk bistand og synliggøre sin tilstedeværelse med militære stabiliseringsstyrker, der kan sikre en evt. genopbygning og sikring af lokalbefolkninger. Så alle onde tunger om at EU s ESDP er minimeret til et oprydningshold passer for så vidt. NATO eller USA gør det hårde arbejde, og EU overtager og tilsikrer, at landet eller landene, indblandet i en konflikt, kan vende tilbage til mere normale tilstande. Hermed sikres at bl.a. USA ikke i længere tid behøver at blive i et konfliktområde. Der er skabt grundlag for, at EU kan overtage eller indsætte styrker i en konflikt, hvor der ikke er risiko for større tab. For bl.a. USA er der, efter indgåelse af de nødvendige aftaler med NATO, ikke tale om, at EU skal konkurrere med NATO men nærmere at EU skal løse en del af de samlede opgaver i en konflikt. Endelig er EU s dobbelte kapacitet i form af militær og civil kapacitet forventes at blive optimal for USA. UKLASSIFICERET 70

71 EU har vist initiativ og er nu begyndt at signalere parathed til rent faktisk også at overtage igangværende operationer primært på Balkan. Med dette udspil har EU signaleret beslutsomhed og samtidig villighed til at påbegynde planlægning og gennemførelse af EU-ledede operationer. Nu er der ingen vej tilbage for EU nu er institutionen på banen og en udvisning kan kun gives af FN såfremt opgaven ikke løses. Denne mulighed er lille og selv FN er glad for den dobbelte kapacitet, der er skabt i ESDP og anser den faktisk som værende et særdeles godt aktiv. Som en naturlig konsekvens er EU institutionelt blevet tilpasset til en mere fremtrædende rolle. Med udpegningen af en repræsentant for FUSPen har omverden nu en person, der på EU s vegne, kan forhandle og skabe forudsætninger for en evt. indsættelse af EU-kapaciteter. Repræsentanten har sin egen stab, der kan give grundlag og analyse forud for og under forhandlinger. Denne organisationstilpasning vurderes umiddelbart at være nødvendig, hvis EU skal kunne operere, og samtidig reagere i nuet. Forholdet til NATO er endelig afklaret dels via Washingtonmødet i år 1999 og endelig ved EU-topmødet i København, hvor tyrkernes forbehold over for EU som lånere af NATO aktiver blev fjernet. EU har via en tilsagnskonferrence opnået betydelig succes og blandt ikke-nato og EU-lande har der været et ønske om bidrag til en EU-ledet operation. Således har også Rusland været en positiv medspiller. Med diplomatiet på plads og overstået tilmeldingsproces skulle EU være klar til at kunne indsætte sine militære kapaciteter. Det vurderes at samarbejdet med NATO og øvrige lande vil kunne udbygges så EU i fremtiden bliver en større platform for sikkerhed. EU indeholder jo ikke NATO s artikel 5 og out of area hensigter, men indsættes udelukkende på initiativ af EU eller på opfordring af FN efterfulgt af en godkendelse af EU ministerrådet. Ligeledes er Petersberg-opgavekonceptet et ikke aggressivt opgavesæt, og vurderes at give EU en stor opbakning i Europa. Endelig er der også det aspekt, at der med EU er skabt en militærorganisation, der uden USA kan indsættes. Det er især Frankrig, der jo står uden for det militære samarbejde i NATO, som er stærkt fokuseret på dette. ESDP kunne bidrage til en større burden sharing i Europa. Faktisk ser visse dele af den amerikanske administration ESDP som det værktøj, der endelig kan bevirke at USA kan frigøre styrker fra det europæiske kontinent og herved kan Europa selv trække et større læs på den europæiske scene. Det ambitiøse projekt EU har iværksat med etableringen af ESDP skaber forventninger primært i USA. Herved har EU påtaget sig et pres, hvor EU må vise en succes sker det ikke vil oplevelsen af et EU med internationale aktørinteresser ingen fremtid. I EU s 2. søjle er der i FUSPen indbygget en mulighed for et udvidet samarbejde visse EU-lande imellem og faktisk er der i denne ramme mulighed for at indbygge en musketered som den der er i NATO. Endvidere kan visse lande gå sammen og med tiden måske få gennemtrumfet beslutninger med flertalsafgørelser. Sker dette vil der uden for EU kunne opstå en opfattelse af et EU opdelt i en 1. og 2. division. 1. division besluttede foranstaltningerne, mens 2. division var rygklappere mest fordi landene ikke havde vilje eller økonomi til at følge 1. division. En sådan udvikling vil helt sikkert skabe splittelse, og der kan være frygt for at EU på den bekostning kan tabe anseelse, indflydelse og dermed muligheden for at være aktør. Behovet for at EU taler med en stemme er af troværdighedsmæssige årsager særdeles vigtig, da organisationen ellers ikke vil kunne fremstå som et alternativ til andre aktører. De påta- UKLASSIFICERET 71

72 gede operationer er et skridt i den rigtige retning, men der klart også en forventning om øgede forsvarsudgifter, hvilket der ikke har været tradition for de sidste 50 år i Europa. Den umiddelbare løsning må derfor være at få mere forsvar for de penge der anvendes. Dette kan ske gennem en national slankning og iværksættelse af fælles forsvarsprojekter, der kan medføre en national specialisering, der i sidste instans måske kan føre til nedlæggelse af værn eller nuværende kerneenheder. Som anført tidligere er EU jo en forholdsvis ung organisation, der har lært de europæiske lande at samarbejde, men det er nationale interesser internt i EU, der ofte styrer de enkelte landes holdninger til de udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner. De store EU-lande som England, Frankrig og Tyskland har forskellige interesser i forhold til bl.a. USA. Denne splittelse har medført en intern splittelse i EU, som gør det svært at leve op til FUSPen hensigt nemlig at tone frem som et enigt EU. Når en splittelse medføre blokdannelse i EU vil det naturligvis, i en opbyggende fase som FUSPen er for nuværende, være en stor svækkelse, der hele tiden vil forsinke opnåelsen af det endelige mål og samtidig er der jo frygten for at det vil ske igen. Aktuelt i Irakspørgsmålet er det umiddelbare indtryk, at det der kan samle EU-landene er sammenholdet omkring FN som institution, der har beføjelser til at iværksætte en aktion. Er man enig om det, behøver EU jo kun skændes om de vilkår der skal gælde for en eventuel indsættelse af styrker i Irak, og denne diskussion kan henlægges til FN. En ting er åbenlyst på baggrund af splittelsen nemlig at EU s befolkning også er splittet så hvorfor skulle politikkerne så ikke også være det. Det må være muligt at nå til fælles holdninger på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål! Tiden har da også vist, at der er en pragmatisk holdning blandt de europæiske ledere til at nå til enighed om en fælles erklæring vedrørende Irak-spørgsmålet. Man kunne enes om en kæmpe udvidelse af EU med 10 nye lande så hvorfor kan man ikke finde hinanden på emnet om Irak. Der er jo den store forskel i EU til forskel fra FN, at her sidder USA ikke med ved bordet og at EU tidligere har virket som en enig organisation. Med udgangspunkt i ovenstående er der følgende sammenfattende bemærkninger til EU s aktørrolle. FUSPen og hermed ESDP må ikke blive en konkurrent til NATO. EU skal være en aktør, der virker der, hvor NATO ikke vil engagere sig. EU vil i rammen af FUSPen gennemføre sin udenrigspolitik under hensyn til de aftaler der er indgået dels internt i EU men også med andre aktører. Med den kommende indsats på Balkan er der grundlag for at høste nogle erfaringer for operationer i ESDP-ramme både på det civile og militære kapacitetsområde. Disse erfaringer bør, med de politiske aftaler der er truffet med NATO og FN kunne give et fundament for at få et EU, der som sikkerhedspolitisk aktør kan virke hvis ikke for nuværende så på sigt, når organisationen har høstet praktisk erfaring. Med den opbakning, der er opnået fra USA på trods af en indledende skepsis kan USA se et EU anvendt i forskellige situationer og især der, hvor NATO ikke ønsker at engagere sig. Med den militære og civile kapacitet, guleroden med EU-pengene og en koncentration om Petersbergopgaverne bør EDSP blive et aktiv og ikke et område, der dyrkes af en elite inden for EU nemlig dem der etablerer et udvidet samarbejde. Et EU med en velfungerende ESDP vil automatisk komme til at spille en aktørrolle Delkonklusion vedrørende EU som sikkerhedspolitisk aktør. På baggrund af pkt og fremkommer der følgende delkonklusion: UKLASSIFICERET 72

73 EU vil være og kan i rammen af FUSPen blive en aktør, der med ESDP kan blive et aktiv for FN og andre samarbejdspartnere i sikring af fred og stabilitet i EU s nærområde. Der vil gå en vis tid inden en sådan position er opnået fordi forudsætningen er succeser, som EU har muligheden for at skabe på Balkan via de nuværende og kommende operationer og den endelige færdig etablering af EU s reaktionsstyrke. Ligeledes er forudsætningen, at enighed opnås internt, og EU ikke udstiller sig selv som en splittet organisation som ikke ved hvilket standpunkt organisationen, som et hele skal påtage sig. Umiddelbart forekommer det mere nødvendig for EU-landene som en ny aktør at fremstå samlet end for nogle af de lidt ældre aktører. Forholdet til FN, NATO og USA skal udbygges og vedligeholdes dels gennem accept af nuværende rolle og relationer til FN, dels ved at afholde sig fra at konkurrere med NATO om territorialforsvar og ved at tilbyde sig til FN-opgaver. EU vil være en aktør der kan afløse bl.a USA i opgaver der har relation til Petersberg-opgavesættet Analyse af forholdet mellem EU/Europa og USA Analyse af forholdet mellem Europa af USA efter 11. september september år 2001 gav et indtryk af det forhold der under den Kolde Krig har kendetegnet det transatlantiske forhold mellem USA og Europa. Europa støttede USA og i NATO med artikel 5 iværksat for første gang. Den kortsigtede europæiske opbakning til USA skal ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Faktisk er der to forskellige dagsordner på området henholdsvis i USA og Europa. USA er fokuseret på emner som vækst, udbredelse af demokrati, bekæmpelse af terror og WMD og national sikkerhed, Hvor i mod Europa koncentrere sig om integration internt i Europa, etniske konflikter, terror og samfundsspørgsmål. Man kan vel sige at der er to forskellige hovedskudsretninger. Det er ikke sådan at Europa ikke vedkender sig til nogle af USA overordnede prioriteter, men de er bare ikke så højt oppe på listen i Europa. Europa oplever, at der i USA er en debat om Europas i rolle set i lyset af den amerikanske dagsorden. Frygten for at Europa i rammen af EU er ved at vokse sig så stor at den bliver en konkurrent til USA skaber en frygt i det amerikanske politiske miljø, der primært giver indtryk af et EU, der på vegne af Europa vil overtage USA s rolle som sikkerhedsaktør i Europa. USA holdning om at være forrest og altid først er truet og det bryder den amerikanske politiske elite sig ikke om. Frygten for at EU med ESDP er ved at udvande NATO var den indledende holdning, men den er nu skiftet til at EU kan blive en partner for USA. Men frygten for at et samlet Europa, i rammen af EU, kan danne en europæisk søjle i NATO, der kan hindre USA i at kunne manøvrer, er det alt overskyggende problem. Efter 2. Verdenskrig har der i Europa været en række institutioner, der var rammen for internationalt samarbejde. Disse organer er i efterkrigstiden blevet brugt af Europa, men USA har retorisk forsøgt at fjerne sig fra nogle af disse institutioner og herved givet indtryk af, at landet selv ville sætte dagsordnen uden at andre skulle blande sig. En del europæiske lande har påstået at USA s udenrigspolitik har været bestemt af den amerikanske befolkning, og at USA altid har i sin udenrigspolitik har været påvirket at de indenrigspolitiske stemninger f.eks. i forbindelse med interne valg. En anden tendens har været USA opfattelse af at alt landet gjorde var retfærdigt, fordi det tog udgangspunkt i en kristent menneskesyn. Denne opfattelse deler Europa ikke og oplevelsen af, at USA normativt er hævet over alle andre er set fra et europæisk UKLASSIFICERET 73

74 syn, grunden til at USA s udenrigspolitik skaber en større unipolære situation. Som hegemon ser USA det som sin pligt at udbrede frihed, demokrati, velstand og menneskerettigheder globalt og det netop denne ret som Europa i øjeblikket ikke er enig i. Ikke at Europa ikke kan identificere sig med de fire områder, men oplevelsen af, at det er USA s ansvar er det, der skuer i ørene i Europa. Man kan så spørge sig selv kan Europa da selv gennemføre dette projekt? Det mener Europa, at det kan bidrage til, men ser det gerne gennemført sammen med USA og herved presse USA til at lytte. I virkeligheden er det et spørgsmål om forskellen mellem Europa og USA ikke ligger i det syn de to parter ser verdenssituationen i. Sammenfattende må man sige at beslutningshastigheden og hermed de demokratiske processer i Europa har bevirket at USA ikke ville vente og ej heller lytte eller lade sig påvirke af de traditionelle allierede. Europa har en anden prioritering på sin sikkerhedspolitiske dagsorden, der gør at Europa og herunder EU ikke bare stiller op som den accepterende part uden at få indflydelse. Man kan vel sige at de fælles værdisæt, der generelt har været over Atlanten er ved at skilles på markante områder Analyse af forholdet mellem EU, NATO og USA. Et andet spændende område er sammenspillet mellem EU, NATO og USA hvordan vil dette forhold forløbe med en EU-militærdimension? USA kan vel med rette sige at de nuværende udstationeringer i Europa bliver af mindre betydning nu, hvor EU har ESDP. Vil USA påbegynde tilbagetrækning af styrker? Umiddelbart vil de amerikanske skatteborgere jo nyde godt af en tilbagetrækning og herved færre udgifter. Men omvendt vil USA miste sin militære position i Europa. Et bud kunne være, at USA over tid flytter sine styrker fra de nuværende lande til de nye NATO-lande længere mod øst i Europa. Her ved udnytter USA den pro-amerikanske stemning, der er i disse lande. Sker dette vil det nok ikke umiddelbart påvirke de europæiske lande til at øge deres militære udgifter og leve op til en bedre burden sharing og forpligtigelserne i NATO. En umiddelbar vurdering vil være, at USA stadig vil være tilstede, men i en anden form f.eks. med færre regulære hærstyrker, men mere med strategiske kapaciteter, som jo netop EU mangler for kunne klare sig selv. I lyset af et forstærket ESDP vil NATO så kunne fungere? Med de aftaler der er truffet vedrørende EU lån af NATO-styrker og NATOs ansvar for det territoriale forsvar, kan EU for nuværende ikke være den eneste organisation på det europæiske kontinent. EU er afhængig af NATO og med et intakt NATO kan USA også holde et vågent øje med EU s militære ageren. Et andet udgangspunkt kunne være et samarbejde mellem EU og NATO, hvor EU overtager NATOs opgave og påbegynder løsning af Peterbergopgavesættet. Når nu USA helst er fri for politisk indblanding er det nærliggende at spørge om det udelukker europæiske lande fra at kunne operere sammen med USA? Og svaret er nej. I forbindelse med kampen mod Talaban har der været et ønske om støtte fra europæiske lande, men ikke i rammen af NATO eller EU. Med dette som udgangspunkt, lykkedes det USA at skaffe et FN-mandat til en europæisk styrke, der skulle gennemføre Petersberg-opgaver i Afghanistan. Der er et minimum af politisk indblanding, og der er adgang til EU s civile kapaciteter og penge samt til NATO aktiver i form af planlægningsstøtte og infrastruktur. Det er ikke første gang USA benytter sig af koalitioner. Det var også tilfældet i Golfkrigen i år 1991 og vil formentlig blive det igen. Men samtidig viste Europa, at kontinentet kunne få noget til at virke, uden direkte indblanding fra de etablerede organisationer. Problemet er, at succesen i virke- UKLASSIFICERET 74

75 ligheden giver EU et problem, fordi det jo viser at militærindsats med et europæisk opgavesæt sagtens kan gennemføres uden om EU og NATO. Når nu succesen er synlig via koalitioner, hvorfor skal der så fokuseres så meget på ESDP? Det franske standpunkt er klart. Fordi en EU-ledet operation fjerner USA fra at være initiativtageren. I fremtiden vurderes det derfor, at der internt i EU vil være tilbageholdenhed med at bruge koalitioner, fordi det fjerne fokus fra ESDP og FUSPen. Også fordi bilaterale aftaler med f.eks. USA kan bevirke, at bestræbelserne på at opnå en samlet militærkapacitet i EU rykkes ud i fremtiden, fordi enkelte lande vil kunne virke sammen med USA frem for i EU ramme. Et andet aspekt af interessekonflikt mellem EU og NATO vil være uenighed. Er der internt i EU uenighed om hvilken udenrigspolitik, der skal føres vil der øjensynligt også være en tilsvarende konflikt i NATO. Dette var tilfældet i forbindelse med Irakkonflikten. På europæisk plan er det stort set de sammen lande, der er medlem af EU som af NATO dog selvfølgelig med visse undtagelser for eksempel Tyrkiet. Derfor må der kunne resoneres at en intern konflikt i EU også vil påvirke muligheden for at kunne nå til enighed i NATO. Som afslutning herpå kan sammenfattes at EU og Europa har brug for USA tilstedeværelse i Europa endnu en tid fremover dels fordi egen kapaciteter ikke er tilstede, men også fordi der med USA i Europa også vil være et NATO der har den nuværende rolle og den er Europa afhængig af. Samtidig kan NATO og EU supplerer hinanden i konkrete opgaveløsninger. Men viser der sig en trend i at samle koalitioner uden om NATO og EU vil der helt sikkert internt i EU rejse sig en modstand dels fordi det vil sinke EU-ambitionerne med sin egen FUSP og ESDP men også vil udhule muligheden for at EU kan fremstå som en samlet organisation. Splittelse internt i EU vil brede sig til NATO-samarbejdet Analyse af det politiske klima mellem Europa og USA. Der har i tiden umiddelbar op til - og især efter 11. september 2001 været en udbredt kritik af USA s enegang fra europæisk side. Et EU synspunkt er, at USA har brudt en række internationale aftaler og opført sig som en imperialist, der kunne dirigere med de øvrige allierede efter for godt befindende. Denne opfattelse har spredt en udstrakt antiamerikansk holdning i Europa, som også det europæiske politiske niveau har taget til sig. Bush s retorik om USA s forberedelse til at gå alene og EU s svar, der påstår at USA ikke kan løse alle opgaver selv og herved opfordrer til samarbejde, er vel et godt billede af den nuværende forskellighed i opfattelsen på de to kontinenter. USA er fortørnet over, at Europa åbenlyst kritiserer USA, og at Europa har mistet respekten for USA og herved ikke længere er taknemmelig for USA s indsats under den Kolde Krig og helt tilbage til 2. Verdenskrig. Det, der piner europæerne mest, vurderes at være USA undsigelse af internationale aftaler, hvor Europa påstår, at USA ikke respektere international orden. Initiativet om forebyggende angreb er blot en bekræftelse på dette synspunkt set med europæiske briller. Europa vil med andre ord have USA til at indrette sig efter de normative regler 188, der er i FN og andre sammenhænge, som er styrende for Europas opfattelse af lov og orden internationalt. Ud over en stærk retorisk konfrontation over Atlanten er der selvfølgelig hele spørgsmålet om Irak, hvor det er lykkes USA at splitte Europa over i to lige store dele. Denne splittelse bruges af USA til at bevise, hvor ubeslutsomme EU og NATO kan være og samtidig beskylder USA Europa for ikke at ikke at have alternativer til USA s 188 Regler såvel uskrevne som vedtagne, der beskriver de former, hvor under et internationalt samarbejde bør gennemføres. UKLASSIFICERET 75

76 Irak-politik. Europa er ikke kun imod USA s Irak-politik, men nok mere imod den prioritering, som indsatserne skal have i forhold til hinanden. Sammenfattende kan anføres at forholdet over Atlanten retorisk for øjeblikket er hektisk, og at især Europa forsøger at fastholde USA i et internationalt samarbejde. Et samarbejde USA indtil nu har vist det ikke fuldt ud eller ikke vil deltage i hvis USA s interesser ikke bliver tilgode set. Dette kan, som tidligere nævnt, også ses som et tegn på at de fælles værdisæt er ved at være et spørgsmål om hvem der tror mest på værdisættene og hermed også er klar til at bryde med disse, såfremt det tjener enten EU eller USA bedst. Den antiamerikanske stemning i Europa forstærkes af amerikanske høges afstandstagende retorik og en påstået uvilje blandt det gamle Europa til at påtage sig et ansvar. De europæiske lande som mundhugges med USA må snarest søge at få reetableret en god tone over Atlanten for her igennem at kunne genoptage et ellers frugtbart samarbejde Delkonklusion vedrørende forholdet mellem EU/Europa, NATO og USA. Med udgangspunkt i pkt til ses følgende delkonklusion. Med et EU, der har behov for at markere sin berettigelse til en større rolle internationalt, er det nu et krav, at bl.a. USA lytter og koordinerer med Europa inden der reageres internationalt. Europa vil ikke bare overlade styringen til USA. Både den amerikanske regering og EU har i fremtiden brug for et godt samarbejde for her igennem at kunne løse de udenrigs- og sikkerhedspolitiske opgaver optimalt og det kræver en mere afdæmpet retorik som signalere gensidig respekt for hinanden. USA har kulturelt gode bindinger til Europa. EU har brug for USA og NATO som medspillere på den europæiske scene, men er ikke umiddelbar villighed til at lade koalitioner overtage EU s opgave. De fælles værdisæt, der har været knyttet i det transatlantiske forhold har for begge sider af Atlanten betydet stabilitet og enighed i mange år, men med den stigende antiamerikanske holdning i Europa grundet amerikansk enegang og europæiske lande behov for at markere særstandpunkter bevirker at værdisættene kan skilles og herved vil det i et fremtidigt samarbejde blive svære at finde hinanden. Et splittet EU vil brede sig til NATO-samarbejdet og herved lamme muligheden for at denne organisation kan agere. EU vil gerne løse opgaver enten sammen med, sideløbende med eller som afløser for NATO og USA. EU vil være en troværdig samarbejdspartner, men vil have USA til at lytte og acceptere de internationale spilleregler og aftaler, ellers frygter Europa at antiamerikaniseringen fortsætter Analyse af det militære gab mellem Europa og USA. Hvorfor bruge store summer på militært isenkram, når den Kolde Krig er overstået?. Dette spørgsmål stillede en del europæiske lande sig selv umiddelbart efter år Mange lande så her deres snit til at får reduceret forsvarsudgifterne, for at kunne betale for de sociale og integrationsrelaterede udgifter, der opstod som resultat af murens fald og efterfølgende det faktum, at truslen mod Europa var væk. Også USA reducerede sine forsvarsudgifter i denne periode men i langt mindre målestok end i Europa. I dag er der atter et våbenkapløb, men der kun en deltager nemlig USA og derfor også kun en vinder. Under Bush - regeringen har der været en voldsom forøgelse af forsvarsudgifterne især efter 11. SEP og denne budgetforøgelse har ikke gavnet interoperabiliteten mellem amerikanske og europæiske styrker. Det er nu i UKLASSIFICERET 76

77 flere tilfælde mere besværligt for USA at have europæiske enheder med i en koalition end selv at gennemføre en operation. Derfor vælger USA også selv hvem og med hvilke type enheder, der kan deltage. I kampen mod terrorisme i Afghanistan er den nyeste højteknologi afprøvet og det er kun USA der har midler til at anvende denne. På sigt kan det give en naturlig rolle for de europæiske militære enheder. Når de nu ikke kan deltage sammen med USA må de jo nøjes med at løse andre opgaver som f.eks. Petersberg-opgaverne. Ikke alle europæiske ledere er glade ved den udsigt men der er i Europa i perioden efter 2. Verdenskrig været tradition for at øge forsvarsudgifterne. Det handler snare om at omprioritere de midler, der allerede anvendes og måske specialisere sig. EU har for så vidt midlerne til at konkurrere med den amerikanske RMA, men værdisættet i Europa er mere til sociale og velfærdsrelaterede udgiftsforøgelser ikke til militære formål. Udviklingsmæssigt er EU og hermed ESDP handikappet af ikke at have en formuleret strategi, der kan give anvisninger på de kapaciteter skal internt i EU er brug for. NATO og kapacitetstilmeldingen via Prag-topmødet er et godt eksempel herpå. Er en specialisering så svaret således forstået, at der inden for EU leveres forskellige kapaciteter. Umiddelbart er dette ikke sandsynligt. Hvilket land vil i sidste ende gå med til værnsnedlæggelse. De nationale forsvarsopbygninger er jo en del af de nationale kendetegn og identiteter Delkonklusion vedrørende det militære gab mellem Europa og USA. Det optimale ville være at der i ESDP var indbygget en specialisering, der dels kunne tilgodese forpligtigelserne til NATO og samtidig kunne betyde mere europæisk militær for de samme penge. Men sådan er situationen jo ikke. Alle de enkelte nationer i Europa har deres egen identitet gennem bl.a. deres forsvar, og derfor er det svært at ændre så radikalt ved de enkelte strukturer. Bidraget til NATO vurderes at ske i mindre målestok, måske i form af fælles projekter og civile kontrakter, men en reel forøgelse militært er ikke aktuel. Hvis EU og resten af Europa ikke forøger deres forsvarsudgifter og samtidig får en fælles EU strategi, der kan være retningsviser, vil EU blive tvunget til at acceptere, at der faktisk kun er kapacitet til den bløde ende af Petersberg-opgaverne. Indsættelse i en full scale operation med USA er ikke mulig grundet USA forspring. Det vil nok altid være muligt at deltage i koalitioner, men så bliver det USA, der bestemmer hvilke lande og med hvilke enheder og så er USA den ledende nation. Det forudses ikke, at der sker en overordnet omprioritering i EU. Således vil integration, velfærd og folkesundhed have den største økonomiske bevågenhed. Det er der tradition for Opstilling af mål og muligheder. Med udgangspunkt i analysen ses efterfølgende en del problemstillinger, dels kapabiliteten i Europa og EU, men også viljen til at agere enten alene, sammen med USA eller med andre organisationer. Med den antiamerikanske stemning der p.t. er i visse europæiske lande er det vanskeligt at se et EU, i rammen af FUSPen, for nuværende vil gå sammen med USA i en fælles konfliktløsning. Men EU er nødt til at være samarbejdspartner med USA, idet det er USA der dels igennem NATO, men også som den globale aktør landet for nuværende er, har de politiske pressionsmidler, kapabiliteten, viljen og evnen til at agere. Vil EU på banen for at vise sit værd, må organisationen som et hele acceptere USA nuværende globale rolle. EU er tvunget til som en samlet organisation at finde sammen og etablere et politisk forhold til USA, der gør UKLASSIFICERET 77

78 en fornuftig dialog mulig. Med ovennævnte som grundlag ses følgende mål og muligheder for Europa og EU Europas mål Europa har som overordnede mål at skabe stabilitet, demokrati og fred på det europæiske kontinet. En fortsat implementering af de opstillede EU mål, herunder optagelse af nye lande, fortsat udbyggelse af fælles økonomiske aftaler, etablering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt det fælles retslige og politimæssige samarbejde er opgaver der prioriteres højt. EU vil i rammen af FUSPen være aktør og vil søge at fastholde de relationer, der er skabt til nærområdet og især med USA, idet EU s afhængighed af USA stadig er de handelsmæssige relationer og den sikkerhed USA kan give til Europa gennem sin tilstedeværelse. EU vil samarbejde med NATO, fordi det er her den direkte link er til det transatlantiske samarbejde med amerikanerne og grundlaget for at EU kan påtage sig en international aktørrolle EU vil være aktør. EU vil være en international aktør med mulighed for at kunne krisestyre med både en militær og civil kapacitet primært i rammen af FN og Petersberg-opgaverne suppleret med økonomisk bistand. EU har opbygget et krisestyrings- apparat og der er brugt mange politiske kræfter på at skabe grundlaget for at EU kan virke som aktør. Samtidig har EU opnået de nødvendig aftaler med NATO, der tilsikrer, at de to organisationer ikke for nuværende går hinanden i bedene, og der er aftalt udlånsordninger, som muliggør EU s ambition. Udsigten til en forøgelse af de europæiske forsvarsbudgetter ligger ikke lige for, og samtidig kan det ikke forventes, at EU-landene vil deltage i en specialisering, der totalt nedbryder deres nuværende forsvarsstruktur. Sluttelig har EU en unik sammensætning med både en militær og civil kapacitet, der vil være særdeles anvendelig til Petersberg-opgaverne, men også som et godt supplement til kampen mod terror Konsekvens. For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO, vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i kraft af at den ville blive styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. EU vil i rammen af FUSPen være deltager i udformningen af sikkerhedspolitikker og selvstændigt kunne løse opgaver, som er indeholdt i Petersberg-opgavesættet. EU blive den egentlige aktør, hvor USA og NATO i en konkret situation ikke har direkte indflydelse kun gennem de aftale der er mellem EU og NATO om lån af aktiver. USA kan i en vis grad læne sig tilbage og fokusere sine ressourcer anden steds. EU bliver et vigtigt instrument for FN der med EU s kapaciteter løser kriser enten alene eller sammen med andre partnere. UKLASSIFICERET 78

79 EU kan afløse USA/NATO inden for Petersberg-opgavesættet. EU vil inden for rammerne af Petersberg-opgavesættet kunne afløse NATO og/eller USA styrker indsat i en konflikt. EU vil overtage NATO styrker eller få rådighed og NATO allokerede styrker. EU har ikke kapaciteterne til at gennemføre egentlig artikel 5 operationer eller egentlige krigsoperationer, men EU har gode kapaciteter til at løse opgaver der ligger inden for rammerne i FUSPen Konsekvens For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU afløser USA indenfor opgaver under Petersberg-opgavesættet. Forholdet til NATO vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. EU vil kunne opleves som den organisation der skal gennemføre oprydningen efter egentlige krigsoperationer og dette er der ofte ikke megen opmærksomhed omkring. EU har kapaciteter til at løse disse fredsstøttende eller fredsskabende oprationer som jo netop er inden for rammen af beslutningsgrundlaget i Petersbergopgavesættet. EU kan forudse at skulle bruge betragtelige midler på at løse disse opgaver og samtidig er der overvejende risiko for at et engagement vil binde både civile og militære styrker i en længere tidsperiode Europæiske lande vil deltage i ad-hoc koalitioner. Europæiske lande deltager som enkeltlande i en koalition enten direkte sammen med en ledende nation, som f.eks. USA, eller som en del af et europæiske kontingent, der løser dele af den samlede opgave. Modellen kan være ISAF-modellen fra Afghanistan. I mange europæiske lande er der værdimæssigt store bindinger til USA, og samtidig er der stor forskel på landenes forhold til USA. Deltagelse i ad-hoc koalitioner vil være et godt alternativ til en mulig deltagelse i EU- eller NATO-ramme, hvor de enkelte lande ikke kan enes om rammerne og den overordnede politik Konsekvens. For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne mulighed.. Der etableres bilaterale aftaler mellem USA og enkelte europæiske lande. Dette vil i en vis grad hindre et samlet EU i at kunne reagere enten som konsekvens af manglende FN godkendelse eller på grund af intern splid i EU. Deltagelse i ad-hoc koaliti- UKLASSIFICERET 79

80 oner vil underminere FUSPen og give det fælles samarbejde et tilbageslag, som ved gentagende tilfælde kan presse EU til at opgive en fælles politik på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. UKLASSIFICERET 80

81 5. Valg og perspektivering. Formålet med dette kapitel er at sammenholde USA, EU og NATOs muligheder og deres konsekvenser. Alle mulighederne opstilles overfor hinanden i scenarier. Herefter vil den mulighed (det rationelle valg), der bedst vurderes at føre til opnåelse af aktørernes mål, bliver perspektiveret med en transatlantisk vinkel. NATO ses af afsnit 2.7 at have følgende muligheder: Overlevelse som sikkerhedspolitisk organisation. NATO lader USA have en løsere tilknytning end i dag. USA forlader de facto NATO og NATO bliver et politisk talerør. EU overtager de militære opgaver. USA ses af afsnit 3.7 at have følgende muligheder: Coalitions of the willing samarbejde med skiftende partnere, Unilateral handlen, NATO samarbejde. EU/Europa ses i afsnit 4.7 at have følgende muligheder: Selvstændig rolle, Afløser USA/NATO, Enkelt europæiske lande deltager i koalitioner Scenarier. For at kunne vurdere aktørernes muligheder i et transatlantisk forhold er de enkelte muligheder holdt op mod hinanden og de enkelte konsekvenser danner herved baggrund for en vurdering af det transatlantiske forhold i hvert af de opstillede scenarie. NATO vil i scenarierne optræde som det edderkoppespind, specialet tidligere har omtalt US: Coalitions of the willing EU: Selvstændig aktørrolle. For USA vil samarbejde indenfor Coalitions of the willing betyde, at EU som samlet samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået. For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO, vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i kraft af at den ville blive styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det formentligt bliver lidt dårligere. UKLASSIFICERET 81

82 US: Coalitions of the willing EU: Afløser USA / NATO. For USA vil samarbejde indenfor Coalitions of the willing betyde, at EU som samlet samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået. For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU afløser USA indenfor opgaver under Petersberg-opgavesættet. Forholdet til NATO vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det sandsynligvis forbliver uforandret eller lidt bedre US: Coalitions of the willing EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. For USA vil samarbejde indenfor Coalitions of the willing betyde, at EU som samlet samarbejdspartner bliver mindre vigtig. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO- ramme vil derimod ikke blive opnået. For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være, at det sandsynligvis bliver dårligere US: Unilateral handlen EU: Selvstændig aktørrolle. For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer. For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO, UKLASSIFICERET 82

83 vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i kraft af at den ville blive styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være det sandsynligvis bliver dårligere US: Unilateral handlen EU: Afløser USA / NATO. For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer. For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU afløser USA indenfor opgaver under Petersberg-opgavesættet. Forholdet til NATO vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis forbliver uforandret eller forbedres lidt US: Unilateral handlen EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. For USA vil unilateral handlen medføre, at betydningen af EU som samlet samarbejdepartner får en mindre rolle. Betydningen af NATO som styrende sikkerhedsorganisation får en mindre rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem handling. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor Europa og NATO udvidelse vil derimod ikke blive opnået. Snarere tværtimod grundet den sandsynlige kraftige modstand imod landets enegang udenom de etablerede organisationer. For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne mulighed. Anses ikke for gennemførligt scenarie. UKLASSIFICERET 83

84 US: NATO samarbejde EU: Selvstændig aktørrolle. For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO s betydning, som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået. For EU ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en mindre rolle, fordi EU selv har de nødvendige kapaciteter til at handle. Vedrørende forholdet til NATO, vil det medføre at NATO kommer til at spille en mere fremtrædende rolle end i dag i kraft af at den ville blive styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er uforandret eller forbedres lidt US: NATO samarbejde EU: Afløser USA / NATO. For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO s betydning, som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået. For EU vil det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi EU afløser USA indenfor opgaver under Petersberg-opgavesættet. Forholdet til NATO vil være som for nuværende eller blive udbygget grundet NATOs rolle som styrkeleverandør til EU. Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive opnået ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er forbedres US: NATO samarbejde EU: Enkelt europæiske lande deltager I koalitioner. For USA vil samarbejde indenfor NATO-rammen medføre, at betydningen af EU/europæiske lande som samarbejdspartnere får en større betydning. NATO s betydning, som styrende sikkerhedsorganisation, får en større rolle. USA s mål om sikkerhed og arbejde for fred vil kunne tilgodeses gennem NATO samarbejde. Målet om styrkelse af samarbejde indenfor EU/Europa og NATO vil ligeledes blive opnået. For de enkelte lande ville det betyde, at forholdet til USA kommer til at spille en større rolle, fordi det transatlantiske samarbejde på bilateral basis vil gå foran samarbejdet i Europa. I forhold til NATO vil det bilaterale samarbejde medføre at organisationen kom til at spille samme rolle som i dag eller en mindre fremtrædende rolle, fordi koalitionspartnerne primært har brug for NATO som leverandør af kapaciteter samt fordi NATO-samarbejdet primært sker på bilateral basis. UKLASSIFICERET 84

85 Delmålet for EU med at etablere FUSPen ville blive direkte modarbejdet ved denne mulighed. Konsekvensen for det transatlantiske forhold vil være at det sandsynligvis er uforandret Det rationelle valg. (vurdering) Samlet vurderes det mest sandsynligt, at EU vil søge at arbejde sig frem mod at kunne optræde i en selvstændig aktørrolle, men det har formentlig forholdsvis lange udsigter, idet EU ikke for nuværende har de nødvendige kapaciteter. Hvorimod en EU overtagelse af en igangværende operation er langt mere sandsynlig, idet organisationen kan gå direkte ind og overtage en operation indenfor Petersberg-opgavesættet. Som sidste mulighed kan EU/Europas enkeltlande deltage i en koalition med USA, når der internt ikke er enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden. USA vil kunne nå størst målopfyldelse ved at vælge at arbejde indenfor NATO, hvor landet har direkte indflydelse på den fortsatte udvikling imod et samlet og fredeligt Europa. Da beslutningsprocesserne dog ofte viser sig problematiske, og USA ofte har større tilbøjelig til at handle end de europæiske stater som helhed, er det mere sandsynligt, at USA vil agere i rammen af Coalitions of the willing også i forhold til sine transatlantiske partnere. Som sidste udvej forbeholder USA sig retten til at handle alene. NATO vil have overlevelse som øverste punkt på dagsordenen og vil derfor bestræbe sig på, at være den katalysator som muliggør/fremmer transatlantisk samarbejde. NATO vil være bindeled mellem Europa og USA, hvori fælles interesser og fælles værdier opretholdes. Herudfra vurderes det, at scenariet, hvor USA handler ud fra Coalitions of the willing og EU optræder som afløser for USA/NATO, vil være det mest sandsynlige scenarie. Det vil formentligt generelt betyde, at det transatlantiske forhold vil kunne forbedres Perspektivering. Generelt vurderes det transatlantiske forhold at blive forbedret, når det sammenholdes med den aktuelle samarbejde over Atlanten. Det transatlantiske forhold kan ikke opsiges, men er et fællesskab, baseret på fælles interesser og værdier. I en ideel verden, hvor statsaktørerne rationelt foretager de valg, der fører til opnåelse af deres mål, kan følgende perspektivering være gældende Perspektivering, når alle aktører handler overvejende rationelt. USA vil forfølge sine generelle mål om udbredelse af fred og samarbejde samt bekæmpelsen af terrorisme. Herunder vil målene for Europa som partneren i verdenshandel søges fremmet gennem samarbejde, såvel bilateralt, som i internationale organisationer. USA s mål om udbredelse af fred og stabilitet vil for Europa betyde, at USA aktivt vil fortsætte udvidelsespolitikken i NATO, idet det vurderes at virke dob- UKLASSIFICERET 85

86 belt stabiliserende, at lande optages heri. For det første er det usandsynligt, at NATO lande kommer i åben konflikt med hinanden, og for det andet rummer medlemsskabet fortsat den kollektive artikel 5 beskyttelse af medlemslandene imod angreb fra tredielande. USA vil også opmuntre til EU s udvidelse af de samme stabiliserende grunde som for NATO medlemsskabet. Her ikke mindst udvidelse med Tyrkiet, som gennem EU medlemskab vil blive forankret i det vestlige Europa. Tyrkiets medlemskab vil kunne virke stabiliserende for fortsat udbredelse af den fredelige og positive udvikling - også i de arabiske nabostater, Mellemøsten og på sigt Nordafrika. Da det forventes fortsat at være tilfældet, at USA er mere villig til at intervenere militært i kriseområder end de europæiske allierede, forventes det, at en sådan handlen ikke vil kunne foregå i ren alliance sammenhæng, men vil blive i form af koalitioner - sammensat til lejligheden. EU vil i sin fortsatte stræben efter at udbygge samarbejdet og opnå, at FUSP bliver en fungerende realitet og lægge vægt på samarbejdet med NATO. EU vil også stræbe efter at opfylde intentionerne om at agere i Petersberg-opgavesættet. Begge dele vil bringe EU i stand til at fokusere sin politiske indsats i international sammenhæng, så EU bliver i stand til at udnytte sin position, som den ene af de tre søjler, der bærer international økonomi sammen med Japan og USA. 189 NATO vil opleve en forøget vigtighed som politisk organisation og et skift i den militære fokus over imod at være kapacitetscenter for medlemslandene, hvorfra styrker til Petersberg-opgaver under EU og andre opgaver i (USA ledede) koalitioner. Heraf følger, at det transatlantiske forhold set i dette rationelle perspektiv må forventes at blive godt da alle parter vil se fordele i at samarbejde. Hvis parterne derimod ikke udelukkende handler rationelt, eller der eventuelt er skjulte motiver der styrer deres handlinger kan perspektiveringen forme sig på denne måde Perspektivering, når alle aktører ikke udelukkende handler rationelt. Her skønnes den førte politik både i USA og i EU i langt større grad at være styret af nationale (for EU overnationale), eller direkte personlige, interesser, hvilket vil have en højere prioritet på den politiske dagsorden end det transatlantiske forhold generelt. Parterne vil være tilbøjelige til at forfølge de kortsigtede gevinster på bekostning af samarbejde om langsigtede fælles mål. Her vil forholdet (kemien) mellem statslederne kunne påvirke det transatlantiske forhold både i positiv og i negativ retning. Intern positionering mellem landene i EU kan påvirke sammenholdet indenfor EU negativt, og efterfølgende have stor indflydelse på det transatlantiske forhold i negativ retning. Ydre påvirkninger for eksempel i form af væbnede konflikter vil kunne skabe problemer i det transatlantiske forhold (igen), hvis parterne ses at have modsatte interesser i forhold til konflikten. Denne konflikt kan både opstå internt i EU som over Atlanten og i kombination heraf. 189 Indlæg fra professor Poul Hirst mandag d. 10 MAR 2003 ved FSMO. UKLASSIFICERET 86

87 Et ophør af terrorkrigen og USA s højlydte enegang i international politik, vil kunne bidrage til en positiv udvikling af det transatlantiske bånd. UKLASSIFICERET 87

88 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold Bibliografi Bibliografien er opbygget i tre afsnit med henholdsvis bøger, artikler, rapporter og internetkilder. Indenfor de tre afdelinger er kilderne angivet i den orden de er anvendt i specialet. I kapitel 3, der behandler USA, er der generelt benyttet amerikanske kilder. I kapitel 4 der behandler EU / Europa, er der generelt benyttet europæiske kilder. Dette er sket for at få så reelle lokale perspektiver på det transatlantiske forhold som muligt, og ikke tolket fra den modsatte side af atlanterhavet. Kilderne har hver fået en angivelse om pålidelighed tilføjet. For Internet kilder er yderligere angivet, hvornår adressen sidst er kontrolleret og fundet i orden. Bøger. Swedish National Defence College: Strategic Yearbook 2002 The Transatlantic Link. Stockholm November ISBN: Bo Huldt: Introduction: The Transatlantic Link. Lars Maddox: NATO after the cold war. Ole Wæver: Widening the Concept of Security And Widening the Atlantic? Cathrine McArdle Kelleher: Foreign Policý Culture in the United States and in Europe. Kilden er det svenske forsvars akademi og må anses for pålidelig. Allison, Graham T og Philip Zelikow: Essence of Decision, second edition. ISBN Kilden er ansete eksperter i international politik. Allisson har været ansat ved den amerikanske centraladministration og en periode som rådgiver for tidligere præsident Bill Clinton bag sig. Kilden må anses for pålidelig. NATO publikation: NATO i det 21. århundrede. Kilden er downloaded fra NATO s officielle hjemmeside på adressen (senest hentet 2 april 2003) og må anses for pålidelig.. Mikkel Vedby Rasmussen, Rachel Lutz-Ellehuus, Stine Heiselberg og Kristine Kyllesbech: NATO s dagsorden: Udvidelse og udvidet rolle (Maj 2002). Kilden skrevet af anerkendte danske forskere i international politik. Ib Faurby: NATO - Den uerstattelige garant. Artikelsamling med Mehdi Mozaffari som redaktør 11 september. Internationale konsekvenser og perspektiver Århus Systime Kilden er en anset dansk ekspert i international politik og må anses for pålidelig. UKLASSIFICERET

89 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold Lykke Friis: Den europæiske byggeplads.isbn IIS. Kilden er anerkendt dansk ekspert i international politik og må anses for pålidelig. Kristoffer M Vivike og Lotte Macon: Forebyggelse og bilæggelse af voldelige konflikter. IIS. Kilden skrevet af anerkendte danske eksperter i international politik og udgivet af IIS. Kilden må anses for pålidelig. Artikler og rapporter. Militært Tidsskrift, nr.3, juni Tema: EU og NATO udvidelse. Mikkel Vedby Rasmussen: Jo mere vi er sammen: NATO s udvidelse og nye udfordringer. Lykke Friis: Rejsebrev fra USA: USA, NATO og Europa efter 11. september. Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d., er forsker ved Institut for Internationale Studier. Lykke Friis, ph.d., er konstitueret forskningschef ved Institut for Internationale Studier. Kilden anses for pålidelig. Militært Tidsskrift er et dansk uafhængigt tidsskrift, hvor faglige kapaciteter indenfor egne fagområder, oftest på opfordring, bidrager med indlæg i særlige temaer. Kilden tillægges stor troværdighed f.s.v.a. objektivitet, men vurderes i sagens natur samtidig at repræsentere en primært dansk (og dermed europæisk) synsvinkel. Kilden anses for pålidelig. NATO Nyt Sommer Amb. Günther Altenburg, ass. NATO- Generalsekretær for politiske anliggender. Kilden er højtstående NATO embedsmand og må anses for pålidelig. DUPI research brief nr. 11: Lisbet Zilmer-Johns. DUPI nu IIS, er anerkendt dansk forskningsinstitut for internationale studier og må anses for pålidelig. Survival, Winter 2001, Philip H. Gordon: NATO after 11 september. Kilden er et anerkendt tidsskrift for internationale politiske studier udgivet af det ansete britiske IISS (International Institute for Strategic Studies). Kilden må anses for pålidelig. Pressemeddelelse fra EU, PR 97-6 af 12 februar Udtalelse fra Sir Leon Brittan. Kilden er en officiel EU pressemeddelelse og må anses for pålidelig. UKLASSIFICERET

90 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold OAS resolution AG/RES 1532 (XXVIII-O/98). Kilden er en officiel OAS resolution og må anses for pålidelig. Jyllands-Posten FRE 31 januar 2003, 2 sektion. Kilden er en anset dansk avis og må for det saglige indhold anses for ret pålidelig. George C. Marshall Center; European Center for Security Stydy: Western Unity and the Transatlantic Security Challenge. The Marshall Center Papers, No. 4. Peter van Ham: Europe and the Transatlantic Relationship in the shadow of tomorrow. Richard L. Kugler: National Globalizing World of Chaos: The United States and European Responses. Kilden er udgivet af det anerkendte George C Marshall center og må anses for pålidelig. Internet kilder. af Kilden er den officielle hjemmeside for Det Hvide Hus i Washington og må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) Kilden er privat dansk ikke partipolitisk hjemmeside udgivet af en multimedie virksomhed. For faktuelle data om danske offentlige forhold må kilden anses for pålidelig. Kilden er EU s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. (hentet 11 marts 2003) Atlantpagten. Kilden er NATO s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. (hentet 11 marts 2003) NATO handbook. Kilden er NATO s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. Ivo H. Daalder: Are the United States and Europe heading for divorce. International Affairs 77, no. 3 june Kilden er en anerkendt amerikansk tænketank baseret i Washington. Kilden anses for pålidelig. on.html (senest hentet 17 marts 2003) Den amerikanske uafhængighedserklæring. UKLASSIFICERET

91 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. ion.html (senest hentet den 17 marts 2003) Den amerikanske forfatning. Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. The Monroe Doctrin (1823). Kilden er den officielle hjemmeside for den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (senest hentet den 17 marts). Det er en afskrift af præsident Wodrow Wilsons tale til kongressen i Kilden er Brigham Young Universittets biblioteks hjemmeside. Et anerkendt universitets hjemmeside og må anses for pålidelig. er en afskrift af præsident Wilsons tale til kongressen hvori den amerikanske krigserklæring mod Tyskland sker. Kilden er Brigham Young Universittets biblioteks hjemmeside. Et anerkendt universitets hjemmeside og må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) Brookings Institute rapport : The United States and Europe: From Primacy to Partnership. af Ivo H. Daalder, Brookings Institute, 11 juni Kilden er internationalt anerkendt kommentator af internale politiske forhold og hjemmesiden tilhører det anerkendte Brookings Institute. Kilden må anses for pålidelig. (senest hentet 17 marts 2003). Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) ABC NEWS 1. marts 1999: Land Mine Ban Takes Effect. Artikel af David Phinney. Kilden er det anerkendte TV selskab ABC s hjemmeside og må anses for pålidelig. (hentet 27 FEB 2003) indeholdet Præsident Clintons pressemeddelelse udsendt ved underskrivelsen af ICC traktaten. Privat amerikansk hjemmeside for den amerikanske miljø organisation Communications for a Sustainable Future (CSF). Formentlig pålidelig for den aktuelle information. UKLASSIFICERET

92 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold (senest hentet 26 marts 2003) BBC artikel om præsident Bill Clintons udtalelse udsendt I forbindelse med underskrivelsen af ICC traktaten 31 december Kilden er den officielle hjemmeside for BBC og må anses for pålidelig. (hentet 27 FEB 2003) PDF version af rapport til den amerikanske kongres om Bush administrationens forbehold overfor ICC. Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (hentet 27 februar 2003) Pressemeddelelse fra department of state hvori det bekendtgøres at senatet har godkendt betalingen af en del af den amerikanske gæld til FN. Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (hentet 27 februar 2003) Skrivelse fra uformelt bestyrelsesmøde i IMF hvor Caio Koch-Weser foreslås som ny managing director for IMF. Kilden er IMF s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. (hentet 27 februar 2003) BBC artikel om Koch-Werses kandidatur. Kilden er den officielle hjemmeside for BBC og må anses for pålidelig. (sidst hentet 4 marts 03) Rapport fra kongressen om aftalen om forbud imod atomprøvesprængninger og ikke spredning af atomvåben. Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (sidst hentet 17 marts 03) Forsvarsminister Cohens briefing om at man trækker sig helt ud af ABM traktaten. Kilden er Carnegie fondens nonproliferation hjemmeside og må anses for pålidelig. (sidst hentet 4 marts 03) PræsidentBush pressemeddelelse hvori planerne for videreførelsen af NMD fremlægges. Kilden er Det Hvide Hus hjemmeside og må anses for pålidelig. XD/$File/wh_full_rpt.pdf (sidst hentet 4 marts 03) The Kyoto Protocol and the Presidents Policies to Address Climate Change Økonomisk analyse fra Præsident Clintons administration om bagrunden for underskrivelse af traktaten, og konsekvenserne af at efterleve den. Kilden er den officielle hjemmeside for det amerikanske miljøministerium og må anses for pålidelig. (sidst hentet 4 marts 03) Præsident Bush bemærkninger ved pressemøde 11 juni 2001 om det globale klima. UKLASSIFICERET

93 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (sidst hentet 4 marts 03) Præsident Bush svar 13 marts 2001 til tre senatorer om holdningen til det globale klima. Kilden er Det Hvide Hus hjemmeside og må anses for pålidelig. (senest hentet 24 marts 2003) Robert Kagans artikel Power and Weakness. Kilden er Policy Review, en anerkendt amerikansk tænketank. Kilden må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) The NationalSecurity Strategy of the United States of America. Kilden er Det Hvide Hus hjemmeside og må anses for pålidelig. (sidst hentet 17 marts 2003) BBC artikel om at USA presser EU til at optage Tyrkiet. Kilden er BBC s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. %20Gap%20Report.pdf (senest hentet 26 marts 2003) New capabilities: Transforming NATO Forces Policy paper, september Kilden er The Atlantic Council of the United States. En tænketank med formål at støtte det transatlantiske samarbejde I NATO. Kilden må anses for pålidelig. (sidst hentet 17 marts 2003) pressemeddelelse fra department of state om at præsidenten har underskrevet et nyt forsvarsbudget. Kilden er en officiel hjemmeside under den amerikanske statsadministration og må anses for pålidelig. (sidst hentet 17 marts 2003) Fact sheet fra Det Hvide Hus fra 21 september 2002 om målet med det på det tidspunkt kommende topmøde i Prag. Kilden er Det Hvide Hus hjemmeside og må anses for pålidelig. (sidst hentet 17 marts 2003) Pressemeddelelse fra NATO om resultaterne af Prag topmødet. Kilden er NATO s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. (senest hentet den 26 marts 2003) Heritage s bud på hvordan amerikansk politik bør forme sig. Kilden er den ansete konservative amerikanske tænketank The Heritage Foundation. Kilden må anses for pålidelig. (hentet 10 marts 03) Rand rapport om forsvarsudgifterne i Europa sammenlignet med det ame- UKLASSIFICERET

94 Bibliografi til speciale: Det Transatlantiske Forhold rikanske forsvars budget. Kilden er en den ansete amerikanske tænketank Rand. Kilden må anses for pålidelig. (hentet 10 marts 03) ISS-EU rapport der fremhæver behovet for at EU landene i NATO rollespecialiserer og optimerer udnyttelsen af forsvarsbudgetterne for at kunne opretholde deres indflydelse. Kilden er hjemmesiden for ISS, EU s center for internationale studier. Kilden må anses for pålidelig. (hentet 11 marts 2003) NATO traktaten. Kilden er NATO s officielle hjemmeside og må anses for pålidelig. (senest hentet 2 april 2003) Kilden er den officielle hjemmeside for Repræsentanternes Hus og må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) af 12 MAR 2003 Kilden er en hjemmeside der drives af et dansk advokatfirma. Kilden må anses for pålidelig med retsinformation. (senest hentet 26 marts 2003)af 5 FEB 2003 Kilden er den europæisk tænketank European Security. Kilden må anses for ret pålidelig. (senest hentet 2 april 2003). Kilden er det danske TV2 s hjemmeside og må anses for pålidelig. (senest hentet 26 marts 2003) af 3 FEB 2003 Kilden er Danmarks Radios officielle hjemmeside. Kilden må anses for pålidelig. (senest hentet 2 april 2003) af 5 FEB Kilden er den europæisk tænketank European Security. Kilden må anses for ret pålidelig. UKLASSIFICERET

95 Bilag 1 til speciale: Det Transatlantiske Forhold Bilag 1 Analysemodel. Metode 1. Mål 2. Alternativer 3. Konsekvenser : 4. Valg Udførelse Mål: Alternativer NATO EU USA muligheder muligheder muligheder Konsekvenser konsekvenser konsekvenser konsekvenser Valg Konklusion og perspektivering. Det vurderes hvilke muligheder der er mest sandsynlige, og hvilke konsekvenser valgene vil medføre for det transatlantiske forhold.. UKLASSIFICERET

96 Bilag 2 til speciale: Det Transatlantiske Forhold Bilag 2 Bilag 2 FUSP ens endelige udseende UKLASSIFICERET