Artikel i MAN:D d. 17/

Transkript

1 Artikel i MAN:D d. 17/

2 Jørgen og Fie - et makkerpar 17. august 2013 Jørgen Madsen elsker hunde og kan slet ikke få nok. Halvdelen af hans liv har han arbejdet med hunde, og hans passion for at træne jagthunde vokser år for år Hunden sætter i fart. Med kilometer i timen løber den af sted - frem og tilbage på marken, lige indtil den får færten af noget. Den stopper op, som var der en, der tog fat i snuden på den. Den står fuldstændig stille, og den lille stump af en hale står vandret ud i luften. Den har fundet dyret. - Jeg er hundemand. Jeg er jæger med hund, siger 56-årige Jørgen Madsen. Han har haft jagttegn i 35 år. Som ung havde han ikke råd til at gå på jagt så tit, men da økonomien i løbet af årene blev mere stabil, begyndte jagten at fylde mere. Han besluttede derfor, at han ville have en hund at arbejde med, og som kunne hjælpe ham på jagten. - Jeg fik en kleiner münsterländer, men da hun nærmede sig de 10 år og blev pensionsmoden, følte jeg, at jeg var klar til en hund, der var lidt mere arbejde i. Det ekstra arbejde fandt han i en ruhåret hønsehund. Det er 18 år siden. Hunden Fie, som ligger trofast ved hans side, er nummer to i rækken. - Mange andre racer er specialister i nogle ting, men vores hunde kan alt. De kan gå på marken og finde fugle. De kan apportere både små og store ting, for eksempel kaniner, store ræve og råvildt, hvis de får det lært. De kan søge i blodspor, og det er vigtigt, hvis man skyder, men ikke dræber et stykke råvildt, for så har man pligt til at finde dyret, forklarer han. Men det kræver meget træning, før en hund kan udføre et godt stykke arbejde, når den er med på jagt. Han træner derfor sin hund minimum tre gange om ugen. Om onsdagen i hundeklubben, og så går han nogle gange ud sammen med to-tre andre hundeførere, men hvis ingen andre er interesseret i at komme ud og træne, gør Fie og han det alene. - Hvis der går for længe, uden at der er sket noget, og det er måske tre dage, kommer hun og trykker snuden mod benet, som om hun vil sige: "Er du klar over, at vi ikke har lavet noget i et par dage? Skal vi ikke snart ud og lave noget sjovt?" siger han.

3 Formand for specialklubben Hundeklubben tager meget af Jørgen Madsens tid. De første år med en "ruhår" brugte han specialklubben til at lære at håndtere den nye hunderace i hans liv. Klubbens trænere gav gode råd og vejledning til, hvad han skulle gøre, for at hans hund lærte det, den skulle, så den kunne blive en dygtig jagthund. Efter fem år blev Jørgen Madsen så god til at håndtere denne type hund, at han kunne rådgive andre. - Jeg begyndte at hjælpe andre hundeførere, og efter noget tid var der nogle, som sagde, at "når du alligevel står og hjælper, skal du så ikke fungere som træner i stedet for?" Så jeg blev træner, siger han. I dag er han formand for klubben på Fyn og underviser stadig de fynske ruhårshundeførere, men hans arbejde består primært i at koordinere de forskellige træningshold, specialklubben tilbyder, og sørge for, at klubben kører, som den skal. Formandsjobbet kræver typisk timers arbejde om ugen. Men selv om arbejdet som formand betyder, at Jørgen Madsen skal lægge så mange timer i klubben hver uge, gør det ham ikke noget. Tværtimod. - Det er min hobby. Det er ren og skær ulønnet arbejde, men det er sjovt, fordi man føler, man kan gøre en forskel. Man kan være med til at skabe gode hunde. Det er fedt, når en hundefører kommer og siger tak, fordi jeg har givet ham eller hende nogle vejledninger til deres hund, og den så er blevet rigtig god, siger han og fortsætter:

4 - En hundetræner skal beherske en vis grad af både hundepsykologi og menneskepsykologi, fordi der ikke er to hunde, der er ens, ligesom der heller ikke er to mennesker, der skal håndteres ens. Og opbakningen til klubbens træninger er stor. Hver onsdag aften byder Jørgen Madsen velkommen til op mod 50 hunde og deres førere, og når klubben holder sine særlige træningsarrangementer, bliver billetterne revet væk. Noget af det vigtigste med træningen er, at både hunden og føreren bliver presset, så de kortvarigt ryger ud af deres tryghedszone, og hunden kan udvikle sig. Men selv om det er hunden, der løber rundt på marken, i skoven eller i et andet terræn, kræver træningen også meget af føreren. - Hunden skal korrigeres. Det kræver, at du ikke står og sover, når din hund arbejder. Hvis en hund kommer i vildrede, og den er 55 meter fra dig, så kigger den på dig for at se, hvad den skal, men hvis du ikke gør noget, så fortolker den selv og gør, hvad, den tror er rigtigt. Hunde vil rigtig gerne kontaktes, men de står ikke og glor i fem minutter og venter på, at du får snakket færdig. Det handler om splitsekunder. Men selv om du ikke skal stå og snakke med de andre hundeførere, når du træner din hund, er fællesskabet stadig vigtigt i hundeklubben. - Vi vægter meget seriøsiteten i vores hundetræning, men vi vægter også det sociale. Hundefolk kommer altid for tidligt, fordi de skal nå at snakke. De skal dele oplevelser og fortælle, hvad de har oplevet med deres hund siden sidst. Til træning giver vi også hånd til hinanden - hver og en. Det gør man traditionelt, når man går på jagt, men vi har gjort det de sidste år, når vi begynder en træning, fordi vi vil bekræfte hinanden i, at vi er ét stort fællesskab, siger han.

5 Vi er et team Selv om rollen som formand og træner i ruhårsklubben betyder meget for Jørgen Madsen, er arbejdet med hans egen hund det vigtigste af alt. - Når jeg går på jagt med min hund, er vi et team. Hun skal høre efter og stole på, hvad jeg siger, og jeg skal stole på, at hun gør det rigtige. Den gensidige tillid opnår du, når du går på træningsbanen, siger han og kigger over på sin hund, der har foldet sig sammen i en klump og sover på en stor pude på stuegulvet. - Der er regler for hende herhjemme. Der er nogle ting, hun ikke skal. Hun skal ikke op på første sal, hun skal ikke op i møblerne, og så skal hun sove på sin pude. Til gengæld sover jeg også middagslur sammen med hende på puden. Han lægger ikke skjul på, at han er glad for Fie. Hun er en dygtig hund, og når de kommer ud på jagt, viser hun altid sit værd. Jørgen og Fie bliver derfor tit inviteret med ud på jagter, hvor de blandt andet hjælper godsejere med at finde de dyr, som bliver skudt. Det er nemlig sådan, at der er nogle, som udlejer jagter, og for dem er det en forretning, ligesom det at dyrke korn og kartofler er for andre. Forretningsfolk og jagtforeninger kan bestille jagter hos en udlejer, hvor de bestiller afskydning af x antal fugle. Man betaler dog kun for antallet af fugle, der er blevet fundet, når jagten er forbi, så det er vigtigt for udlejeren, at så mange af dyrene som muligt bliver fundet. Og det er her, Jørgen Madsen og Fie kommer ind i billedet. - Hvis ens hund bliver inviteret på jagt, og man selv får lov at komme med, så er det stort. Hvis de siger, at det ikke er mig, de vil have med, men at de mangler gode hunde, og de vil have min med, så bliver jeg stolt. Det er en anerkendelse af det træningsarbejde, som jeg har lagt i min hund, siger han. - Det mindst fedeste er til gengæld, hvis man som hundemand bliver spurgt, om man vil med på jagt, men at man godt må lade sin hund blive hjemme. Det er ikke godt. Men det har jeg aldrig prøvet og håber heller ikke, det sker. Han bliver ofte imponeret over Fie og alt det, hun kan. Men det er ikke, når hun løber 50 meter ud på en græsmark og henter en and eller en fasan, at han bliver imponeret, for den slags opgaver er standardarbejde. - Men hvis man står ved to en halv meter høje tagrør, og man får at vide, at der 100 meter på hver side af én ligger fem fugle... det er et kæmpe område. Der er vand, så du kan ikke gå derind selv, og så løber ens hund af sted. Når hun efter noget tid kommer ud mellem tagrørene med en and i munden, så bliver man stolt, fordi jeg ved, hun er gået rigtig langt ind for at finde den, siger han og fortsætter. - Hvis vi ovenikøbet er så heldige, at der er hunde af andre racer, som ikke kan finde en fugl, kan det godt ske, at man gør et ekstra stykke arbejde for at finde den fugl. Der går lige pludselig konkurrence i det, og hvis det lykkes at finde fuglen, har man kortvarigt håneretten til frokost.

6 Afsked med en hund er det værste I hjemmet i Fraugde er Jørgen Madsen kun blevet mødt af forståelse for sin store passion for jagthunde. Hustruen Vibeke har selv en stor interesse for at male, så hun har altid kunnet sætte sig ind i hans tankegang. Det eneste, hun har haft brug for at vide, var, om han havde tænkt sig at komme hjem og spise aftensmad. - Hun støtter min interesse for hunde, men det ville heller ikke kunne lade sige gøre at have så stort et engagement uden for huset, hvis man ikke havde opbakning hjemmefra, siger han. Vibeke og parrets to døtre har alle været glade for de hunde, familien har haft gennem tiden, men selv om hundene også er tiltænkt som familiehunde, er det i sidste ende Jørgen Madsens hund. Det er ham, der er føreren. Det er ham, der har brugt utallige timer på hundetræningen, og det er derfor også ham, som har det tætteste bånd til de hunde, familien har haft. Til gengæld er det også ham, det rammer hårdest, når han har været nødt til at sige farvel til en hund. - Det er næsten det værste, man kan komme ud for. Jeg sørger meget, når jeg mister en hund. Vi er et team, så man må godt være ked af det, når man mister sin hund, siger han og husker tilbage til dengang, han måtte aflive sin første ruhår.

7 - Det var ikke et valg. Hun var for slidt. Hun kom hjem fra en jagt og kunne ikke gå. Hun kunne ingenting, så dyrlægen sagde, vi skulle komme med det samme. Jeg tog afsked med hende i bilen. Jeg stoppede på vej derned og sagde farvel. Og så var jeg med hende derinde. Hun skulle ikke bare afleveres. Han håber og regner med, at Fie holder i hvert fald nogle år endnu. Alligevel får han det skidt blot ved tanken om, at hun en dag skal aflives. I starten af august modtog han dog sin nye ruhårshvalp, som han skal træne op, så han har en jagthund, der er klar, den dag Fie ikke kan klare opgaven længere. Den nye hvalp vil kræve mange timers arbejde samtidig med, at Fie stadig skal vedligeholdes, men det er timer, som Jørgen Madsen glæder sig til. Han ved, at hundetræning er noget, han aldrig bliver træt af. - Jeg kan ikke forestille mig et liv uden at træne hunde, fordi det giver så meget. Det giver mig udfordringer og tilfredsstillelse, når det lykkes. Det giver livskvalitet at komme ud med min hund. Det vigtigste for mig er træningen med hunden, det er ikke lige så meget jagten. Det er det teamwork, der ligger i det. Vi går ud som et hold, jeg og min hund. Jeg fornemmer, at min hund arbejder for mig.