Lely-sagen. KAN s kendelse af 30. september 2015 og den strafferetlige afslutning.

Transkript

1 Lely-sagen KAN s kendelse af 30. september 2015 og den strafferetlige afslutning. Kontorchef Peter Langkjær Dansk Forening for Konkurrenceret. 23. maj 2016.

2

3 Sagen kort Priskoordinering og markedsdeling mellem konkurrenter Sagens parter m.fl.: Lely Industries Lely-koncernens hovedsæde i Nederlandene (ikke part) Franchisegiver Lely Nordic Danske Lely Centre (franchisetagere) sælger malkerobotter, reservedele og service til landmænd i Danmark Sagen udspringer af kontrolundersøgelser i Danmark og i udlandet

4 Agenda 1. Kort om sagen Rådets afgørelse af 25. juni KAN behandling med fokus på de væsentlige temaer a) Beviskrav og bevisvurdering b) 6 og art. 101 Isolerede forhold eller samlet aftale? c) (Med)Ansvaret for en ikke-konkurrent (Franchisegiver)? 3. Sagens afslutning i SØIK.

5 Kort om sagen

6 Rådets afgørelse af 25. juni 2014 Lely Scandinavia og de 4 Lely Centre har koordineret priser og opdelt markeder i strid med konkurrencelovens 6 og TEUF artikel 101 Påbud: At bringe adfærden til ophør og at orientere samtlige danske Lely Centre

7 Hovedargumenter/diskussionspunkter Er Lely Centrene konkurrenter? Lovovertrædelse eller uhensigtsmæssig formulering? Kommunikationen vertikal eller horisontal? Prisaftale eller maksimalpriser/vejledende priser?

8 KANs kendelse

9 Beviskrav og - vurdering

10 Parternes argumenter I forbindelse med sagens afgørelse gælder en skærpet bevisbyrde Denne bevisbyrde er ikke løftet. KFST har meldt ud at der er tale om en strafbar overtrædelse, hvorfor KAN skal foretage en strafferetlig bevisbedømmelse.

11 Rådets argumenter Beviskravet i den foreliggende sag adskiller sig ikke fra beviskravet i andre sager om overtrædelse af 6/art. 101, og der gælder derfor ikke et skærpet beviskrav ligesom KAN ikke skal foretage en strafferetlig vurdering.

12 KAN KAN finder ikke grundlag for at anvende et skærpet beviskrav. Beviskravet i denne sag adskiller sig ikke fra beviskravet i andre sager om overtrædelse af 6/art. 101.

13 6 og art. 101 Isolerede forhold eller samlet aftale?

14 Parternes argumenter Ikke løftet bevisbyrde for centrene som konkurrenter Ikke løftet bevisbyrden for at reglerne er overtrådt på alle tre separate markeder Ikke løftet bevisbyrde for samlet overtrædelse

15 Rådets argumenter Parterne er og opfatter sig selv som konkurrenter Hverken EU eller DK praksis forudsætter selvstændigt bevis for hver enkelt afgrænset marked Én samlet aftale til formål at begrænse konkurrencen.

16 KAN (I) KAN anser - i lighed med KR adfærden som en samlet overtrædelse, hvor der ikke kan stilles krav om selvstændigt bevis for, at parterne har begået den påståede overtrædelse på hvert af de afgrænsede markeder.

17 KAN (II) Efter de foreliggende oplysninger, herunder parternes egne tilkendegivelser i korrespondancen, tiltræder KAN, at Lely Centrene er aktuelle eller potentielle konkurrenter på de relevante markeder og at der derfor er tale om en horisontal aftale.

18 Ansvar for franchisegiver?

19 Parternes argumenter Lely Nordic ikke medvirket til indgåelse af prisaftaler Aftaler om kommunikation mellem FG og FT vil altid have vertikal karakter, og skal bedømmes efter reglerne herom.

20 Rådets argumenter Medvirken til horisontal aftale Position som FG kan ikke i sig selv føre til, at kommunikation automatisk skal anses som vertikal. Oplæg til møder, deltagelse i møder, opfølgning

21 KAN Under de foreliggende omstændigheder, hvor LN som FG har deltaget aktivt i de konkurrencebegrænsende aftaler, og hvor selskabet har haft en direkte økonomisk interesse i de konkurrencebegrænsende tiltag, tiltræder KAN, at LN har et medansvar for de horisontale aftaler og at LN i denne situation ikke er omfattet af GF for vertikale aftaler.

22 Afslutning i SØIK

23 Udenretlige bødevedtagelser Afsluttet i april 2016 med: Bøde på kr. til Lely Nordic A/S Personlig bøde på til ledende medarbejder i Lely Nordic A/S Bøde på til hver af de 3 centre, der fortsat består. Bødestørrelser afspejler foruden adfærd, omsætning og forskellen i ansvaret for overtrædelsen.

24