Den akutte krise. De forskellige faser

Transkript

1

2 Den akutte krise I ethven menneskes liv er der adskillige tab, som det er n6dvendigt at bearbejde f6lelsesmæssigt for at kunne fonsætt et liv i almindelig balance. Det at skulle forlade sine venner, sige farvel til sit gamle fomolige hjem, blive skiltellervære ulykkeligt forelsket, kan i enperiode få6n til at føle, atlivet ikke er værd ai leve. Sådanne tab afpersoner og forhold igangsætter det, der kaldes sorgreaktioner. Når en nær slægtning eller ven d6r, kan dette udløse krise og sorg, der er så intens, at det er svært at no på, at nogen har oplevet noget tilsvarende f6r. Følelsesintcnsiteten i den del af sorgreaktionen, der kaldes den akutte krise, er ofæ slcæmmende både for den, der oplever den, og for de pårgrende, der ser til. Mange mennesker mister for en tid kontrollen over deres følelser, brister pludseligt og ubehersket i gråd, eller bliver vrede uden gnrnd. Denne mangcl på selvkonrol kan være stærkt foruroligende og kan få 6n til at overveje, om man er ved at blive sindssyg. Et andet forhold, der kan få mennesker dl at bewivle deres tilregnelighed, er oplevelsen afat seden afdøde, f.eks. på gaden, eller høre hans eller hende stemme. Dene er imidlenid normalt i den forsønd, at det opleves af mange mennesker i dyb sorg. De forskellige faser Krisen (sorgen) har normalt forskellige faser. De fleste menneskers første reaktion er et chock, en uvirkelighedsfomemmelse, der gpr dem ude af stand til at føle noget overhovedet. Denne tilstand kan vare i flere dage, og de begynder eventuelt at straffe sig selv, fordi de ved, de bør f6le noget, men ikke gør det. I forbindelse hermed følger ofte rastløshed ledsaget af en planløs s6gen efter den afdøde, selv om de godt ved, at han/hun er død. Alligevel er de f6lelsesmæssigt ikke i stand til at acceptere, at det, der er sket, er sket. Næste reaktion er en b6lge af næsten fysisk smerte, tårer og følelse af ensomhed og forwivlelse, blandet med ængstelse over det, der sker, og som vil ske. Side 3

3 Reaktionsfasen Skyldfølelse over, at man gjorde, som man gjorde eller ikke gjorde, kan også dukke op. Denne anden del af forløbet kaldes reaktionsfasen og varer almindeligvis mellem 4 og 6 uger, hvilket kan være en trøst at vide for den, der gennemlever dette f6lelsesmæssige kaos. Hvis forholdet til den afdøde varet blandet had-kærlighedsforhold, kan der også være fornemmelsen af at være blevet "fri", og dette kan udløse en voldsom skyldfølelse. Endvidere er der vrede rettet mod de personer, man forbinder med dødsfaldet, f.eks. lægen, hospitalet, venner, slægtninge - muligvis Gud - og endelig mod den afdøde for at have svigtet dig. De tilbagevendende spørgsmål er ofte: "Hvorfor skete det?"; "Hvorfor for mig?". Efterhånden bliver disse følelsesb6lger mindre hyppige og intense, men de kan vende tilbage med stor kraft ved lejligheder som jul og årsdagen for dødsfaldet. Mennesker adskiller sig fra hinanden ved det tidsrum, de har brug for, før de kan "give slip på" den afdøde og begynde på en tilværelse alene. Reparationsfasen De fleste behøver mellem et halvt og et heh år for at komme igennem den såkaldte reparationsfase. Det er vigtigt at forstå, at du ikke kan afkone eller flyge fra sorgen, nårdumister n, der står dig nær. hocessen skal gennemleves, og erprisen, vi betaler for at have knyttet os næn til et andet menneske - prisen for at såret kan læges, endskønt arret altid vil være tilbage. Hvad kan vi gpre for at afslutte dette sorgarbejde inden for et rimeligt tidsrum? Somme tider har den sgrgende - lige som et såret dyr - brug for atvære alene for at slikke sine sår, men oftest behøvervi kontaktil an&e, og isolation gør det vanskeligt at gennemarbejde sorgen. Mange sørgende oplever imidlertid, at deres tidligere venner holder op med at opsøge dem, bl.a. fordi disse venner er rådvilde og ikke ved, hvad de skal sige eller gfie, og måske er de bange for at trænge sig ind på den sørgendes forwivlelse. Side 4

4 Derfor erensomhed et almindeligtproblem, som kan forlænge sorgarbejdet. Med dette i erindringen er du nødt til at bede venner og slægtninge om at besøge dig, og du må spørge dem, omdu må tale med dem om den afdøde, fordi det vil hjælpe. Du må forklare dem, at de ikke b h6ver at blive bange for dine følelsesudbrud, som hører med til den proces, du skal igennem. Det er bedre at tvinge sig selv til en smule initiativ end at blive isoleret og bitter. Mange menneskerer villige til at hjælpe, de ved blotikke hvordan, og detmå dq derfor fonælle dem. Fortæl dem, at de ikke behøver sige ret meget - blot at lytte kan være til støtte. Ofte er den s6rgende vredladen og støder uden at ville det sine venner bort. Derfor kan en vending som "hvisjeg virker irriteret, skal du ikke tage det personligt" være nyttig. Sorgen er en del af livet Mange skammer sig over deres fglelser, men husk, at det er vigtigt ikke at undertrykke dem, så du ikke kun græder når du er alene (dette gælder også for mænd). Atkunne sørge sammen med andre lindrer smenen. Børn sørger også, så lad dem være med. Fortæl dem, hvad der er sket og forsøg at besvare deres spørgsmål så åbent som muligt, uden at presse dem. Næsten intet skræmmer et bam mere end at se voksne ude af ligevægt, uden at de kender gnrnden. Det at øle om døden og den afdgde er en måde, hvorpå man kan holde sorgarbejdet i bevægelse. Du skal normalt aldrig undgå at tale om den døde - såvel som du ikke bør undgå genstandeller steder, der har smertelige associationer. Kun ved at se tabet og sorgen i øjnene kan du formindske smenen. Beroligende midler, antidepressiv medicin eller alkohol kan midlenidigt bedøve smenen, men de forlænger kun processen, så brug dem så lidt som muligt. Giv dig tid til at føle og forstå din tilstand, til at gennemarbejde sorgrealcionen således at du kan tage afsked med den døde. Det er en lang og pinagtig proces, men den skal gennemleves, og det er muligt at komme styrket igennem. Sorgen er den del af livet. Side 5

5 Omstående cr oversat og omarbejdet fra engelsk til brug for mennesker, der har lidt pt alvorligt tab. Håbet cr, ar De ved at liæse dene bedre vil være i stand til at forstå dcn almindelige sorgreaktions pinagtige, men nødvendige faser. M arianne D avidse n-n i e Isen SocialrlMgiver Februar 2M5 Side 6